Tillid til myndighederne 1: Sundhedsstyrelsen version 1 og version 213 minutters læsning

Fortalere for regeringens corona politik understreger ofte, at det er meget vigtigt, at vi har tillid til myndighederne. Sølvpapirshattes kritik er latterlig, hvis ikke den er direkte farlig. De angriber tilliden til myndighederne, som på det nærmeste anses for en helligdom. Tilliden skal bringe os godt igennem epidemien med så få omkostninger som muligt. Men der er noget besynderligt i synspunktet ved at fremhæve tillid til myndighederne.

Jeg har skrevet en serie af tre indlæg, som vil se nærmere på myndighedernes troværdighed og sandfærdighed i et forsøg på at belyse, hvorfor man kan nære en vis mistillid til dem. Her kommer første indlæg, som drejer sig om det markante skift, Sundhedsstyrelsen gennemgik i 2020.

Hvorfor er tillid vigtigt?

Men før vi går i gang, er det værd at tænke lidt over, hvad tillid er, og hvad det nytter under en epidemi. For det første er det vigtigt at indse, at tillid i sig selv er utilstrækkeligt til, at vi kommer godt igennem epidemien. Jeg er ret overbevist om, at virussen ikke observerer, hvor stor tillid befolkningen har til myndighederne og agerer derefter. Det er langt vigtigere, at midlerne, der bruges til håndtering af epidemien, er virksomme til at nå målet. Tillid er i den forbindelse fuldstændigt ligegyldigt. Det er kun vigtig med tillid, hvis man tror på, at central planlægning og kontrol med borgerne er nøglen til at komme igennem epidemien.

Et andet og væsentligt spørgsmål at stille er, hvad er målet? Der er gode argumenter for den svenske strategi, der overordnet set gik efter at lade samfundet tage sig af beslutningerne vedrørende risikovurdering. Myndighederne greb til ganske få midler som fx forsamlingsloft, men overlod det til befolkningen at vælge deres personlige strategi for at beskytte sig mod smitten på den ene side og løbe en kalkuleret risiko på den anden side. Gevinsten kunne være fx at leve et selvvalgt socialt liv, eller drive sin forretning, så kunderne fik friheden til at vælge at besøge den, eller ej.

Hvis der er fri tilgængelighed til at søge information om, hvordan man kan reducere risikoen for smitte, og det er op til den enkeltes risikovurdering og livsfilosofi at afgøre, hvilke anbefalinger han ønskede at følge, så får vi et meget bredt spektrum af valgmuligheder, når den enkelte kan løbe en kalkuleret risiko. Ikke nok med, at risikoen ved corona er forskellig fra person til person, så er gevinsten ved socialt samvær også forskellig fra person til person. Det er derfor i udgangspunktet forkert at diktere, hvilke smittereducerende tiltag du skal følge, blot vi ved, hvilken aldersgruppe du befinder dig i, eller hvilke komorbiditeter du har. Selv dem med højst risiko skal have lov at løbe risikoen, for det er deres krop og deres valg, men det kan også være, at de føler et meget stort tab ved at undvære socialt samvær. Og hvem har ret til at forhindre en anden persons fredelige søgen efter lykke?

I Sverige havde hver person mulighed for at balancere smitterisiko mod gevinsten ved at have et socialt liv. Der betød det ikke nær så meget, om man havde tillid til myndighederne, for da man selv var ansvarlig, kunne man vælge, hvilke anbefalinger man ville følge, og hvilke institutioner man ville tage mod anbefalinger fra. Råd til at begrænse smitte kan man få så mange steder i dag. Myndighedernes rolle er for længst udspillet, da tilgængelighed til information er så rigelig. Myndighedernes rolle i Sverige var på den måde (på nær de relativt få indgreb med lovens tvang) sekundær for svenskerne. Sådan blev det ikke i Danmark, hvor myndighedernes anbefalinger blev ophøjet til lov af politikerne – eller mere præcist: politikernes vilje blev blåstemplet af myndighederne.

Tillid var nøglen til at bevare, hvad “den danske model” (som vi måske burde kalde for den kinesiske, eller kommunistiske) kalder epidemikontrol. Men det er ikke fordi, tillid er nødvendigt for de tekniske anbefalingers effektivitet. Naturens sammenhænge er, som de er, uanset hvad du tror om dem. Men på trods af den åbenlyse afkoblede sammenhæng mellem tillid til myndighederne og succes med at begrænse epidemiens skadevirkning, har HOPE projektets leder, Michael Bang Petersen, gjort meget ud af at understrege, at det er vigtigt at have tillid til myndighederne (fx artiklen her og debatten på nationalmuseet her).

Kontrol med befolkningen

Ifølge den danske ordbog betyder tillid en “stærk følelse af at kunne tro på, stole på eller regne med nogen eller noget“. Men hvis jeg har ret, og naturen og virussen er ligeglad med dine følelser, hvorfor mener Michael Bang Petersen så, at tillid er vigtigt? Hvis jeg må spekulere, vil jeg gætte på, at det er fordi sammenkobling af myndighedernes anbefalinger og den danske lovtvang kræver, at befolkningen har tillid til, at de er rimelige og virksomme. For hvis tilliden forsvinder til lovens tvangsindgreb i vores liv, så mister både myndigheder, politikere og loven selv sin legitimitet. Og i længden er det meget dyrt at herske over andre, hvis ikke den herskede føler, at udøvelsen af magten over ham er legitim.

Hvis jeg har ret, og tillid til myndighederne ikke drejer sig så meget om epidemikontrol, som med at bevare kontrol med befolkningen, så er Michael Bang Petersen et nyttigt redskab i statens propaganda, da han åbenlyst sammenblander nødvendige naturgivne tekniske sammenhænge med den legitimitetsgivende tillid til myndighederne. Vi behøver ikke at tage stilling til Michael Bang Petersens hensigter, da en åbenlys årsag er, at han er overbevist om, at han netop hjælper med at redde liv. Og naturligvis er en anden (måske sekundær) årsag også, at han derved hjælper sig selv til prestige, indkomst og berømmelse. Det er der nu ingenting i vejen med, selvom jeg som liberalist kan kritisere, at han går magthavernes ærinde for skatteydernes penge.

Med ovenstående sagt om forskellen mellem effekten af en anbefaling og befolkningens tillid til, at anbefalingen er effektiv og rimelig, kan vi se nærmere på den enkeltes tillid. Der er flere udgangspunkter. De kan placeres på et spektrum fra blind tillid til ekstrem mistillid. Starter man i et af yderpunkterne kan det være svært at rokke sig derfra, mens de mere moderate udgangspunkter måske gør det nemmere at flytte sig. Men uanset udgangspunktet bør man foretage en kritisk analyse af myndigheden, og overveje om den er værd at have tillid til. Målet for den enkelte burde være at finde ud af, om tilliden er velplaceret og afbalanceret. Til det formål må man begynde at undersøge, om hver enkelt anbefaling fra myndigheden er virksom og stemmer nogenlunde overens med din egen livsfilosofi.

Nogle målepunkter kunne fx være, hvor tit myndigheden rammer rigtigt med sine udmeldinger, hvordan den balancerer livets mange risici mod hinanden, hvor konsistent myndigheden er og hvor gennemsigtig og pålidelig dens kommunikation er. Da corona virus er en ny virus, er det forventeligt, at der vil ske rettelser undervejs, når man bliver klogere og finder mere viden om den. Hvis myndigheden er i stand til at kommunikere det tydeligt, at den selv ikke har svarene på forhånd og må lære undervejs, skal den naturligvis være ydmyg omkring sine udmeldinger og gøre plads til den individuelle livsfilosofi. Ved at bruge den videnskabelige metode på en ydmyg måde, kan den opbygge tillid blandt befolkningen, ligesom den kan graduere sine anbefalinger efter risiko og være ydmyg overfor den subjektive livsfilosofi. Det betyder, at den forholder sig kritisk til ny viden og er grundig med at forklare om præcisionen og sandhedsværdien af udtalelserne, og respekterer det individuelle valg.

Der er intet i vejen med at tage fejl, så længe det foregår på en god måde. I indlægget her vil jeg se på et lille udsnit af de fejl, som jeg mener sundhedsmyndighederne har begået, som måske kan forklare, hvorfor der er mange, som ikke har megen tillid til dem.

Sundhedsstyrelsen version 1.0

I marts 2020 startede corona politikken for alvor. Det stillede sundhedsmyndighederne i rampelyset, og gav dem ekstraordinær indflydelse og prestige. Politikerne forsøgte at legitimere alle deres naive og evidensløse indgreb ved at få myndighederne til at acceptere dem. Men i starten gik det ikke efter planen. Selvom Kåre Mølbak nikkede til de ekstraordinært dyre, frihedskrænkende og uafprøvede politiske indgreb, fik politikerne ikke alle med på deres vogn. Søren Brostrøm ville ikke lægge navn til regeringens plan. Det kunne man læse ud af bilagene til epidemiloven, og siden er der også skrevet en bog, der bekræfter det.

Til at starte med var Sundhedsstyrelsen vedholdende. Søren Brostrøm talte imod et forsamlingsforbud, fordi dens effekt var udokumenteret (se bilag 2 side 3 til L158, der reviderede den af L133 indførte midlertidige epidemilov). Nedlukninger var udokumenterede (om Sundhedsstyrelsens svar til Heunicke om den oprindelige epidemilov se bilag 1 side 28). Udskydelse af alle planlagte operationer var for aggressivt, og bl.a. kræftbehandlingerne ville Sundhedsstyrelsen gerne gennemføre som planlagt (samme bilag som før, side 3). SST gik også imod mundbind, som den udtalte var ineffektive. SST forholdt sig til den eksisterende dokumentation og gik ikke med på regeringens meget vidtrækkende forsøg på at gribe ind i danskernes dagligdag.

Politikerne var naturligvis ligeglade, og ændrede bare epidemiloven, så rådgiverne ikke kunne forhindre dem i at regere. De ville have deres vilje, og rådgiverne skulle bare være nikkedukker, der blåstemplede politikken. SST holdt skansen i en rum tid, men det blev tydeligt for dem, at deres indsigelser ikke nyttede noget. Politikerne kørte bare på med deres egne idéer og efterlod SSTs indsigelser, tilsagn, eller kommentarer, som bagerste bilag til deres lovgivning.

Sundhedsstyrelsen version 2.0

Men så skete der noget. Måske var det politikernes afklapsning af rådgiverne, der gjorde det. Måske var det ordren fra Mette Frederiksen om at droppe fagligheden og proportionalitetsprincippet, der gjorde det. Jeg kan ikke afgøre, hvilken årsag der ligger bag. Men det er tydeligt, at SST skiftede holdning til coronapolitikken.

Som tiden gik, begyndte SST at spille med på regeringens politiske udspil og begyndte selv at tage rollen som snævertsynet coronahystade til sig. Det ekstreme forsigtighedsprincip, som regeringen hårdnakket ville bruge som grundlag, førte med tiden til flere og flere fantasifulde idéer. Selv den mindste risiko blev taget i betragtning. Højdepunktet var, da Søren Brostrøm i november 2020 anbefalede at nynne omkring juletræet. Hvor er evidensen for, at der er en risikoreduktion ved at nynne omkring juletræet, når hele familien har brugt hele dagen sammen indendørs? Hvor blev kravet om sundhedsfaglig dokumentation af?

Men udover uskyldige anbefalinger stod Søren Brostrøm last og brast med regeringens nedlukningspolitik i vinteren 2020-21. Tidligere på året var han modstander af den skrappe politik, men det holdt ikke ved. På et pressemøde 7. december 2020, sagde han følgende:

Men det har ikke været uden tiltag, at vi har bevaret epidemikontrollen, siden kurven knækkede, og jeg synes særligt siden, at vi begyndte at se opblussen igen i september måned, at vi har lavet en lang række tiltag for at håndtere epidemien og bevare epidemikontrollen.

Ja, så synes jeg bare afslutningsvis, jeg vil sige, at når vi laver tiltag og restriktioner, som det, vi gør nu, så forventer vi at se en effekt, vi forventer at se kurven knække. Vi må samtidig også være opmærksomme på, at vi er i en særlig situation, fordi vi er gået ind i julemåneden. Det er koldt. Vi søger indendørs, og vi har nogle traditioner særligt omkring jul, hvor vi ses lidt på kryds og tværs.

Så det kan godt være, det tager lidt længere tid, før vi får knækket kurven den her gang. Vi så et meget hurtigt knæk oppe i Nordjylland. Andre gange har vi set det slå ind efter er par uger. Det kan godt være, at det tager lidt ekstra tid her, men I skal have tålmodighed, og I skal holde fast, og I skal holde fast i de ting, der virker.

Henrik Ullum fulgte derefter op, og sagde følgende:

Det har fået det Europæiske Center for Sygdomskontrol til at kigge på, hvad kan der ske i julen. Og de har lavet nogle modeller, som siger, at hvis man løfter de her restriktioner, som er i de europæiske lande, enten betydeligt før jul eller lige op til jul, hvad sker der så?
Der kigger man ind i fuldstændig, som vi beskriver – voldsomt stigende smittetal, som vil udgøre en kæmpe trussel mod sundhedsvæsenet og især også sundhedsvæsenet, når vi kommer ind i det nye år. Og derfor er der rigtig god overensstemmelse med det, vi gør nu i Danmark og de generelle europæiske anbefalinger.

Kilde: Statsministeriet

På daværende tidspunkt var der kommet undersøgelser ud, der viste, at nedlukninger ikke har kontrol med den måske væsentligste parameter ved epidemien, dødeligheden. Det har Christian Bjørnskov dokumenteret på sin blog punditokraterne op til flere gange. Fx hans indlæg af 4. november 2020 med titlen “Nedlukninger virker (stadigvæk) ikke” eller tidligere 8. juni 2020 med titlen “Nedlukningen: Ingen effekt“.

Essentielt for studier af nedlukning er, at empiriske studier finder en meget lille effekt, og nogle få finder sågar en negativ effekt af nedlukninger. På den anden side bruges modelbaserede studier til at legitimere nedlukninger, fordi modellerne antager, at nedlukningen virker. Men med en så svag basis kan man naturligvis ikke medvirke til at påføre samfundet enorme omkostninger i et forsøg på at beskytte en lille minoritet af ældre eller skrøbelige individer, når der findes bedre og mere effektive midler (fx en fokuseret indsats for de skrøbelige grupper som beskrevet i Great Barrington Declaration) til at beskytte dem.

Men det blev netop modeller, der blev brugt til at legitimere nedlukning.

Efter nedlukningen blev annonceret på pressemødet d. 7. december 2020 skød epidemien op og vi endte med 964 indlagte på hospitalerne den 4. januar. Men det var naturligvis tegn på, hvor stor en succes nedlukningen og epidemikontrollen havde været. For som Søren Brostrøm sagde på pressemødet den 28. januar 2021:

Vi er på et niveau, hvor vi var i slutningen af august, starten af september. Der var samfundet anderledes åbent. Men det er det ikke nu, og det kan det heller ikke blive, fordi at forskellen er, at det her, det er ikke sommer, men vinter. Og den danske vinter er ikke færdig endnu. Og vi ved erfaringsmæssigt, at særligt februar det er en hård måned, når det kommer til smitte. Det ved vi fra de sygdomme, som har sæsonvariation.

Først og fremmest så kender vi jo de influenzaepidemier, som rammer på vores nordlige breddegrader hver eneste vinter, nogle gange hårdere end andre, faktisk fordi nogen af influenzavarianterne bider hårdere på os, ligesom vi ser med den her virus. Og det er oftest i februar, at de topper.

Kilde: Statsministeriet

Søren Brostrøm gør som ålen: Det gælder om at sno sig. Han siger faktisk intet om corona epidemien, men omtaler kun influenza. Hvis vi skal tro, at hans kommentar er et estimat på corona udviklingen, må vi tro, at han rent faktisk siger, at corona ville stige til en top i februar, hvis økonomien blev åbnet. Men da økonomien ikke blev åbnet, må vi altså forholde os til det kontrafaktiske tilfælde. Det kan vi jo ikke direkte, men indirekte kan vi få en idé om, hvad der kunne være sket, hvis ikke politikerne med myndighedernes opbakning havde lukket økonomien. Lad os derfor kigge lidt til udviklingen i Sverige for at sammenligne en åben med en lukket økonomi.

Sveriges epidemi knækkede lidt senere (18. januar) end den danske (18. december), men at den ikke blev væsentligt større end den danske er interessant. Den svenske kurve knækkede uden nedlukning og uden overbelastning af hospitalerne – stik modsat de danske myndigheders estimater.

I februar var der ingen top i nedlukningsfrie Sverige – tværtimod ramte landet en lokal bund. Altså ser det ud til, at Søren Brostrøm og Henrik Ullums estimater er baseret på forkerte præmisser. Hvordan skulle man ellers ramme modsat? Smitten ville knække af sig selv uden deres såkaldte epidemikontrol. Og ser vi på den svenske kurve, når vi til april, før vi ser en ny, men lavere, lokal top, som muligvis skyldes den mere smitsomme britiske variants udbredelse i Sverige.

Præcisionen, eller mangel på samme, af de danske myndigheders estimat er et eksempel på, at selvom myndighedernes estimater bliver fremsat, som var de pålidelige og præcise, er de det ikke. Det er nærmest ikke en overdrivelse at konkludere, at de bare gætter. Men udover at de bare gætter, ser deres gæt samtidigt ud til at være amatøragtigt forkert.

Under det “nye” SST blev nedlukninger blåstemplet, og estimaterne for epidemien baseredes på modeller, der viste det, som politikerne ville have: at det er politikerne, der har kontrol med epidemien.

Men udover SSTs kovending på nedlukning og krav om dokumentation – som til forskel fra computermodeller viser, at nedlukninger ikke har ret stor effekt – blev rådene ekstreme og ensporede. Nedlukning er den ypperste form for tilsidesættelse af individets præference, men der var også flere udtryk for deres snævertsyn.

På plakater ophængt i institutioner og butikker kunne man se, hvordan SST opfordrede til at “undgå håndtryk, kindkys og kram” blandt hele befolkningen. SST havde med andre ord den arrogance at gå imod danske kulturnormer for omgang med hinanden. Hvis man vil have danskerne til at opgive deres håndtryksnorm og norm for at kramme familiemedlemmer, skal de efter min mening have solid evidens for, at det er meget risikabelt. Hvis de havde den evidens, så burde det ikke være svært at kvantificere, hvor meget man kunne reducere sin risiko ved corona ved at undgå håndtryk, kram og kindkys.

Jeg kunne ikke finde den gamle plakat på SST.dk, men den kan ses her. Der er ikke skyggen af indikation på, at SST havde den fjerneste anelse om, hvor stor en risiko hver aktivitet udgjorde. De anbefalede altså befolkningen at standse kulturnormer, uden at have evidens for at det nytter.

I stedet fokuserede de på at give råd, hvilket som helst råd, som de forestillede sig ville reducere risiko. Det enøjede og kortsigtede fokus på corona er en fejl. De langvarige effekter på befolkningens trivsel, som er et resultat af den amatøragtige håndtering af coronarisiko, vil vi kunne se i årene fremover.

Der er mange danskere, som har fået et forskruet billede af deres risiko, og deres livskvalitet vil blive forringet af den dårligere risikovurdering. Dertil er manglen på respekten for den individuelle glæde ved socialt samvær blevet eroderet med one-size-fits-all løsninger, der påvirker, hvad er acceptabel opførsel. I høj grad kan man takke en uduelig ledelse i SST for at have løftet corona op til at være en alvorlig risiko for den brede befolkning, som den aldrig var.

Hvis læseren er i tvivl om, hvor stor den absolutte risiko ved corona er fordelt på aldersgrupper, kan jeg anbefale at læse mit indlæg om de relativt effektive vacciner.

I næste indlæg tager jeg fat på at kritisere myndighedernes forkerte smittehypotese, og hvordan de gik med til at misbruge PCR testen.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

38 − 34 =

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.