Seneste indlæg

Lad markedet beskytte næsehornet

Familien og jeg var i går i Givskud Zoo.

Konceptet er fabelagtigt, man kører sin bil med ind på parkens arealer (der er også en safari-bus man kan tage hvis man er til fods) og følger de små grusveje rundt i forskellige indhegninger hvor man kan se de forskellige dyr. Med til turen kan man købe en lille tour-guide på CD indtalt af Sebastian Klein, hvor hver del af køreturen har sit eget lydspor på CD’en, og ved start af hver del af turen står et lille skilt der fortæller dig hvilket lydspor du skal gå til for at få en forklaring på hvad det er for nogle dyr du ser, og lidt ekstra information om dyrene. Det er smart og hyggeligt at sidde mageligt i bilen mens Sebastian fortæller om dyrene som tøffer rundt tæt på bilen mens ungerne lytter og deltager.

Grusvejen er bred så der er plads til overhaling, da vi tog turen 2. gang fik vi os en kop kaffe og lidt snacks mens vi kiggede på dyrene. De andre gæster der ikke gad vente på kaffe-klubben i vores bil kunne bare overhale og selv bestemme deres tempo.

Der er mellem safariområderne tre forskellige parkeringspladser hvor man kan lade ungerne lege med geder og gyngestativer, mens de nedslidte forældre kan få sig et hvil på nogle opstillede bænke. Glimrende.

På turen igennem parken hørte jeg flere gange at Givskud Zoo var med i et avlsprogram for at forhindre at visse dyrearter (fx næsehornet) skulle uddø. Fortællingen var at krybskytter nedlægger de store dyr for at tage hornet fra dem, fordi prisen på hornet er meget høj på det sorte marked i bl.a. Asien. Næsehornet er ellers fredet, men på trods heraf nedskydes der stadig mange dyr, og hvis man vil undgå at arten uddør, så skal der gøres noget yderligere.

Problemet med næsehornet

Sebastian Klein fremførte argumentet at problemet er at næsehornets horn er så dyrt, at det kan betale sig for krybskytterne at jagte dyret (selvom det er farligt og ulovligt) for at tjene penge ved at sælge den sorte vare på det sorte marked.

For at tjene penge som krybskytte skal man blot investere i en højkaliber jagtriffel, lidt ammunition, en fukssvans, bestikke et par parkbetjente og leje et egnet transportmiddel. Det er ikke uoverkommelige omkostninger, den potentielle gevinst taget i betragtning. Problemets natur er naturligvis at krybskytten kan score den private gevinst mens omkostningerne bæres af andre. Når gevinsten er i den størrelsesorden, og omkostningerne er så små, er der et stort incitament til at berige sig selv ved at overtræde loven og stjæle et næsehorns horn for at sælge det videre på det sorte marked.

Prisen for et næsehorns horn er 370.000kr per kilo, ifølge artiklen på reepark.dk. Organisationen “Save the Rhino” opfordrer til at man ikke fortæller hvad næsehornets værdi er, fordi man er bange for at det skaber større udbud af næsehornets horn af krybskytter der i større antal vil begynde at skyde dyrene, når de opdager hvor værdifulde hornet er. Tanken er igen at denne resurse (hornet) er meget knap, og det vigtigste er at undgå at fortælle om knapheden, fordi det driver prisen i vejret og øger sandsynligheden for krybskytterne intensiverer jagten på dyret.

Det er måske på sin plads at sige at “Save the Rhino” som sådan ikke er imod legalt salg af næsehorns horn, deres hovedfokus er på artens overlevelse. De kipper med flaget til muligheden for at afskære næsehornets horn i et forsøg på at undgå at dyret bliver skudt. Hvad vil en krybskytte med et dødt næsehorn alligevel? Hvis hornet er fjernet så er værdien af selve næsehornet ikke nær så høj for krybskytten.

Næsehornet går omkring i sine naturlige omgivelser og er et let bytte for krybskytter (hvis man ser bort fra muligheden for at blive kanøflet af næsehornet i forsøget, naturligvis) der har adgang til naturen hvor næsehornet færdes. Problemet er at det er for let at få adgang til næsehornet og man har ikke nogen ligevægtig interesse i at beskytte dyret. Krybskytten der ikke skyder et næsehorn har ingen sikkerhed for at næsehornet er der i morgen. I stedet kan krybskytten skyde næsehornet nu og tage gevinsten med hjem. Krybskytten skal ikke afholde udgifterne til at erstatte næsehornet med et nyt dyr.

Naturelskende fundamentalister vil fastholde at dyrenes rette sted er den frie natur, og resultatet af deres politiske pres for at fastholde dyrene i naturen kan man se på statistikkerne over næsehornets antal. På trods af dette politiske pres for at lade næsehornene være offentligt eje med straf for at nedskyde dyrene er statistikken nedslående. Særligt siden finanskrisen i 2008 er næsehornet blevet jagtet langt mere intensivt end før. Ifølge den forudsigelse fra linket vil næsehornet være uddød i Afrika i 2025, takket være krybskytterne. I skrivende stund er der 8 år tilbage hvis forudsigelsen om krybskytternes “succes” holder stik.

Statsløsningen

Siden slutningen af 1800-tallet har næsehornene været fredede og siden 1970erne har handel med næsehornets horn været forbudt. Den nuværende løsningsmodel er ikke robust, på trods af midlertidige fald i krybskytternes aktivitet er denne genoptaget siden finanskrisen.

Et stykke papir der ligger inde hos lovgiverne hvorpå der står at det er ulovligt at skyde og handle med næsehorn betyder ikke så meget i praksis for krybskytten. Parkbetjentene kan formentlig også bestikkes til at kigge den anden vej når man tøffer ud i landskabet for at nedlægge et næsehorn.

For at beskytte næsehornet må man derfor tage andre midler i brug udover at skrive på et stykke papir at det er ulovligt. Man må bruge resurser på at beskytte næsehornet, fx med indhegning og “bodyguards” til at forsvare næsehornet. En passiv indhegning i sig selv gør ikke den store forskel, det er nødvendigt at der er mekanismer på plads der aktivt sørger for at næsehornet kun kan nærmes af udpegede personer der står for plejen og driften af anlægget.

Ydermere er det formentlig også vigtigt at parkbetjentene der bevogter dyrene er loyale overfor projektet, og derfor kan det være en god idé at betale dem en høj løn for at minimere problemet med bestikkelse. Øgede lønninger til personalet medfører naturligvis større omkostninger til beskyttelse af dyrene. Disse midler skal opkræves hos skatteyderne eller modtages som gave fra naturbeskyttelsesforeningerne verden over for at dække omkostningerne til beskyttelse af næsehornet.

For at øge beskyttelsen af næsehornene kan man udover de kvalitative metoder tage drastiske kvantitative metoder i brug: Man kan forestille sig at det vil hjælpe på beskyttelseseffekten at tæppebombe Savannen med parkbetjente udstyret med automatgeværer og helikoptere. I det tilfælde at hvert næsehorn har en eller flere personlige loyale bodyguards bevæbnet til tænderne kan man nok forestille sig at krybskytteri bliver besværliggjort i en sådan grad at det vil være ganske få dyr på årsbasis der vil blive nedlagt af krybskytterne.

Løsningen for at standse krybskytteriet er dog ikke det eneste der skal sættes i værk: For at sikre artens overlevelse og dyrenes naturlige plads skal et intensivt avlsprogram sættes i værk. Hvis man ønsker at opnå tidligere tiders  bestand (fx 1960) af næsehorn skal der produceres i omegnen af 800.000 dyr.

Problemet med denne løsning er at ingen ejer dyrene og at beskyttelsen af dyrene ikke medfører en indtægt til beskytteren. Den statslige løsning medfører en stor skattebyrde på de fattige lande (som fx Namibia, Zimbabwe og Kenya) der ikke har midlerne til at beskytte dyrene i deres naturlige miljø. Omkostningerne bliver svære at dække med skatteydernes midler og den fanatiske fastholdelse af naturlig opbevaring af næsehornene, i fri skudlinje fra eventuelle krybskytter, føjer spot til skade. Problemet er ikke let at løse, men det er dog ikke umuligt.

Hvorfor efterspørge næsehornets horn?

Næsehornets horn er særligt efterspurgt i Asien fordi det siges at have helbredende effekter. Asiaterne har derfor et ønske om at bruge næsehornets horn til at helbrede deres familiemedlemmer, når de bliver syge. “Problemet” med efterspørgslen er derfor at der er mennesker som finder hornet værdifuldt og bruger det til at stille deres behov for medicin tilfreds.

I den vestlige verden vil sådan et standpunkt på medicin måske blive opfattet som overtroisk, grænsende til idioti. I vores kultur er det almindeligt at medicin fabrikeres af syntetisk fremstillede materialer på en organisk-kemisk fabrik under kontrollerede forhold. Det er derfor ikke let for de vestlige godhedsindustrier at tage Japanerne, Vietnamesernes eller Thailændernes behov seriøst. Hvorfor bruge ufatteligt store summer på det sorte marked for at kurere en sygdom der sandsynligvis kan kureres med en pille, et kirurgisk indgreb eller en anden vestlig type af løsning på sundhedsproblemet der ikke involverer brutal nedslagtning af truede dyrearter? Hvorfor er det forkert?

Problemet med at kritisere forbrugerne af godet som en løsning er at man tilsidesætter deres subjektive behov og deres menneskelige velvære i et forsøg på at dæmme op for et problem der er skabt af andre årsager. Hvis noget er særligt værdifuldt for mennesket, hvorfor være så nærig at nægte dem at få deres ønske opfyldt ved at lobbye for fredning og handelsbarrierer? Problemets natur har mange paralleller til narkotikalovgivningen: Vi bryder os ikke om dette forbrug, og derfor gør vi det ulovligt. Resultatet bliver at markedet går under jorden og bliver sort, at markedskræfternes sædvanlige virke bliver saboteret, menneskets velvære bliver undergravet af det sorte markeds andenrangsprodukter og et kæmpe statsligt apparatur skal konfiskere varen og fængsle fredelige mennesker. I stedet for at kunne købe varen af andre lovlydige og fredelige mennesker tvinges forbrugeren til at købe varen af fordækte personer der ikke har så mange skrupler ved at overtræde loven. Man presser derved forbrugeren ud i det kriminelle miljø og udsætter denne for en større risiko end ellers.

Med næsehornet er det naturligvis en meget anderledes teknisk løsning at producere flere af dem i forhold til at dyrke nogle hamp planter i et privat drivhus, men i princippet er problemet det samme. Den liberale måde at tackle problemet på er at efterkomme efterspørgslen ved at øge produktionen for at lade mennesket opleve glæden ved at tilfredsstille sit behov.

Markedsløsningen

Problemet med næsehornet er et problem om ejendomsretten. Hvem ejer næsehornet? I dag er det “det offentlige” der ejer næsehornene, og de klarer opgaven dårligt. Det offentlige har store problemer med at finde ud af hvordan dyrene beskyttes på økonomisk vis og hvordan man finansierer driften af de store naturparker. Det offentlige har intet seriøst avlsprogram der kultiverer og intensiverer avlen af næsehornene, dyrene får lov at tøffe rundt på egen hånd og den naturlige ineffektive avl får lov at bestå år efter år. Der er ingen dyrepasser der sikrer at dyrene undgår sygdom og at fødslen af næsehornet foregår under kontrollerede forhold for at sikre kalvens overlevelse.

Historier som denne får mig til at tænke på at der må være rigtig mange penge at tjene på at opdrætte og sælge næsehorn. I stedet for at problematisere næsehornets høje værdi, så kan problemet vendes på hovedet, og bruges til næsehornets fordel. Frem for at socialisere næsehornet og sætte politikerne til at plyndre skatteyderne for at beskytte dyret enormt ineffektivt i den frie natur, så lad private om at gøre det. Privatiser næsehornet. Markedet har en fantastisk drivkraft til at producere værdifulde genstande, hvorfor skulle et næsehorn være anderledes end en ko? Køer er også værdifulde dyr, men de tamme husdyr findes i så enorme antal at der er ingen seriøs person der vil vove at påstå at den almindelige jersey eller sortbrogede ko er tæt på at uddø fordi den er værdifuld. Tværtimod vil nogle personer mene at vi har for mange køer, bl.a. fordi det skader menneskets sundhed at forbruge så meget rødt kød, og andre igen fordi husdyrholdet af køer medfører en stor produktion af drivhusgassen metan der slippes ud i atmosfæren.

Den kritiske forskel på en privatejet ko og et offentligt ejet næsehorn er de omkostninger og gevinster som en slagtning medfører. Det offentligt ejede næsehorn medfører meget få omkostninger for krybskytten, men en meget stor gevinst, hvorimod den privatejede ko ikke giver samme cost-benefit. Hvad er omkostningen ved at slagte en ko i dag? Det er prisen på koen i morgen. Hvad bestemmer værdien af koen over tid?

Det gør forbrugerne på markedet kombineret med koens anatomi og udvikling. Hvis forbrugerne ønsker at betale en tilstrækkelig høj pris for at få kalvekød frem for oksekød, så vil værdien af koen under sin opvækst øges til et vist punkt, indtil værdien begynder at falde. Der er flere elementer i værdien af en ko, det kan være fødedygtigheden, slagtevægten eller noget tredje. Vi kan tage eksemplet med et kødkvæg som er udset til slagtning frem for reproduktion. Fælles for alle elementerne er at kombinationen af disse elementer giver en værdi for producenten og det er med denne værdi i mente at producenten afgør hvornår det er profitabelt at slagte:

Den forventede slagtevægt af koen samt markedsprisen for kalve kontra oksekød fortæller producenten hvilket tidspunkt er det bedste for at slagte koen, når overskuddet ved driften er størst. Derfor slagter man ikke sin ko når den er meget ung, men venter indtil tilvæksten af kød på koen samt når værdien af kødets pris per kilo giver den største indtægt. Hvis koen var udpeget til avl så ville det være kontraproduktivt at slagte koen inden den havde født sin kalv. Det kan enhver se, men det udtrykkes også i værdien af koen der er drægtig, den bærer på en potentiel ny indtægtskilde, dens kalv.

Producenten sørger dermed for at tilfredsstille markedet ved at slagte når dyret har større værdi som slagtekød end som produktionsdyr. Derfor er producentens jagt på profit afgørende vigtig for at opbygge og vedligeholde et produktionsapparat der sørger for at mætte markedet ved at producere den største værdi både i dag og i morgen.

Næsehornet er naturligvis langt mere værdifuldt end en ko i den nuværende situation (bl.a. pga. den intense knaphed på dyret). Hvor den almindelige ko kan få lov at gå frit omkring og græsse på marken (fordi dens værdi er relativt lav, takket være en stor produktion af nye køer), skal næsehornet formentlig holdes under tættere bevogtning. Det vil derfor kræve store investeringer i sikrede anlæg og en lang årrække af udforskning i hvordan næsehornene kan avles så hurtigt som det er profitabelt for at sikre artens overlevelse, jævnfør ovenstående beskrivelse af værdiproduktion.

Der er kun ganske få år at løbe på, hvis det er korrekt at næsehornet uddør fra Afrika i 2025. Hvis man søger markedsløsningen skal man huske på hvilket udgangspunkt markedet har at arbejde med. i 1960 var der 800.000 næsehorn, hvor der i 1995 knap var 2500 individer tilbage, i dag findes omkring 5000 sorte næsehorn i naturen. Hvor mange næsehorn vil markedet producere og vedligeholde? Det tal bestemmer markedet – ligesom det i dag er markedet der bestemmer hvor mange køer der er i Danmark, hvor mange svin, høns osv. Det afgøres af hvor stor værdi næsehornet har kontra de omkostninger der er forbundet med at opdrætte det, herunder beskyttelsesomkostninger, avlseffektivitet og meget andet. Det betyder blot at markedet opvejer omkostninger kontra gevinster for at sikre at der ikke bruges for mange resurser på at beskytte og opdrætte næsehorn eller for den sags skyld at der bruges for få resurser til at sikre et værdifuldt gode for forbrugerne.

Det havde været langt nemmere for markedet at tilfredsstille forbrugerne hvis bestanden ikke havde været socialiseret i årtier, og det er ikke givet at markedsløsningen vil sikre artens overlevelse – måske er det allerede for sent at redde næsehornet. Markedsløsningen som tankeeksperiment er dog ganske interessant, for det betyder at man tænker over problemerne på en anden måde.

I stedet for at se på slagtning af og handel med næsehorn med gru og ophidselse, så kan man vende problemet på hovedet og både komme naturelskerne og forbrugerne af næsehorns horn i møde. Det burde være et spiseligt forslag for naturelskerne, der formentlig ikke er afklaret med om de hader kapitalisterne mere end krybskytterne:

Vend vreden til noget positivt ved at sætte kapitalisterne op mod krybskytterne: Lad kapitalisterne tjene penge på at producere næsehorn og de vil beskytte næsehornet mod krybskytterne.

Markedsløsningen kræver at markedet for næsehornsavl og salg af næsehornsprodukter bliver frigjort og lovliggjort. Det skal være lovligt at sælge næsehornets horn igen, det skal være lovligt at eje næsehorn og holde dem i fangenskab (dels for beskyttelse dels for at kontrollere avlen).

På trods af den nuværende situation med opretholdelse af forbud om salg af næsehorns horn så er markedet allerede i gang med alternative løsninger på problemet:

Løsning 1: Producere syntetisk næsehorns horn

Løsning 2: En 30.000 HA naturpark i Keyna, Masai Mara

Markedsløsningerne har nogle klare fordele:

  1. Produktionen og beskyttelsen af næsehorn vil foregå effektivt, frem for på den åbne savanne (som undertiden antager form af rene skydetelte)
  2. Indtægterne fra salget af produktionen bruges til at sikre fremtidig produktion (og måske artens overlevelse)
  3. Asiens forbrugeres behov bliver tilfredsstillet på en fredelig og lovlig måde, i den udstrækning de selv ønsker at betale
  4. Naturelskernes behov bliver tilfredsstillet i den udstrækning de selv ønsker at betale

Men hvad med behovet for at have dyrene gående frit og ikke i fangenskab? Hvordan løser markedet denne konflikt mellem de naturelskende fundamentalister på den ene side og de asiatiske forbrugere på den anden side?

Igen er markedsløsningen meget simpel: Privatiser naturen. Lad kapitalisterne opkøbe arealer i de udsatte områder og lad dem drive jagtturisme, safariturisme og alskens anden slags produktion til markedet for at give dem indtægter der kan gå til at vedligeholde og udbygge produktionen af næsehorn og naturfaciliteter. Det betyder ikke at hele Afrika skal omdannes til Disney World, indhegnet og proppet med amerikanske turister. Det vil være naivt at tro at alle vil gøre det samme: Enhver kan drive sin ejendom som denne lyster. Ønsker man at have en ægte naturpark som er uberørt, så vil forbrugernes efterspørgsel dirigere resurser til at drive en sådan naturpark, hvis der er tilstrækkeligt med mennesker der deler den opfattelse. Hvis der virkeligt er tilstrækkeligt med naturelskere i verden, så vil det også være muligt at drive sådan en naturpark og bevare den fremover. Det er med andre ord vigtigt at understrege at markedet giver forbrugerne det som de vil have: Hvis det er værdifuldt for markedet at store parker drives så naturtro som muligt, så vil det være disse parker der klarer skærene bedst, mens det vil være de mere kommercielle parker der kan klare sig hvis markedet ønsker sådanne. Glem heller ej at begge dele kan lade sig gøre parallelt – det udelukker ikke hinanden, markedet kan sagtens drive begge slags parker, fordi ejerskabet er opdelt. Når ejerskabet af naturparkerne drives af det offentlige bliver løsningen ofte af alt-eller-intet typen. I det offentlige ser man sjældnere diversitet i løsningsmodellen, mens det private ejerskab fører til diversitet.

Givskud Zoo er et strålende eksempel på markedsløsningen

Givskud Zoo gør præcis det som er nødvendigt for at beskytte og avle flere næsehorn: De tjener penge på dyret. De har midlerne til at beskytte og avle næsehornene i Givskud Zoo, så hvis det betyder noget for dig at disse dyr bevares og overlever, så besøg Givskud Zoo og brug penge hos dem så der er råd til at avle og beskytte dyrene. Jeg skal ikke kunne afgøre for dig om det er vigtigere at donere penge til www.savetherhino.org eller om du vil tage i Givskud Zoo (eller en anden næsehornsavlende zoologisk have) hvor du får en dag med familien for dine penge.

Hvis asiatiske medicinfabrikanter vil betale for store næsehornsfarme, så lad dem endelig betale for det. Ligeledes, hvis naturelskerne vil betale for store private reservater der drives på en meget naturlig facon med næsehorn og andre naturlige arter, så lad dem endelig betale for det.

Som afsluttende bemærkning vil jeg blot gentage at næsehornets problem ikke er at det har et meget værdifuldt horn – problemet er at næsehornet ikke ejes privat og nyder fuld beskyttelse svarende til dets værdi. Næsehornets horn er så dyrt fordi private ikke har haft mulighed for at eje og producere tilstrækkeligt med næsehorn til at øge bestanden og reducere krybskytteriproblemet: Jo færre dyr der er tilbage, jo højere bliver prisen på hornet (hvis efterspørgslen ikke ændrer sig). De statslige metoder har været brugt i massevis af år, og det har skabt en kronisk underproduktion af næsehorn til at tilfredsstille forbrugerne i Asien samt naturelskende naturbeskyttere. Underproduktionen har været så markant at krybskytteriet er blevet så profitabel en levevis at det truer artens overlevelse indenfor meget få år. Det er tosset at tro at mere af det samme vil føre til en bæredygtig produktion af næsehorn, det er langt mere plausibelt at tro at privat ejerskab og beskyttelse af næsehorn samt individuelle private avlsprogrammer kan sikre næsehornets overlevelse.

Smugleri og sort arbejde snyder staten

I en kronik på Jyllands-Posten skriver Nils Valdersdorf Jensen, museumsinspektør på Svendborg Museum, sit syn på smugleri, stat og samfund.

Kronikken hedder “Smugleri som dansk folkesport” og fortæller om smuglernes historie med oprindelse i det Sydfynske øhav.

For Nils er der to slags smugleri, det ene er den private familiefar der snupper lidt ekstra med over grænsen hjem til familien, og det andet er storskala forretningsbetonet smugleri. Det første anses som en lille hyggelig familiesmugler mens den sidste anses for at være kriminel. Nils er selv inde på at overgangen mellem hvad der opfattes som almindelig og velanset smugling på den ene side og kriminelt forretningsbetonet storsmugleri på den anden side, drejer sig om etik.

Inden vi begraver os i kronikken er det måske en god idé at forklare hvad den almindelige danske definition er på smugling. Fordi jeg altid er sådan en politisk korrekt person tager jeg udgangspunkt i Politikens Nudansk Ordbog, som beskriver ordet “smugle” således:

1. smugle ngt ulovligt og i smug føre forbudt el. toldpligtig vare over en landegrænse”

Det fører naturligvis til næste spørgsmål, for hvad er loven og hvad er en landegrænse? Begge dele er statslige fænomener der er fastlagt af den herskende politiske organisation, i Danmark er det Folketinget. Det vil sige at smugling er at købe en vare hos en anden person i markedet, hvor sælgeren og køberen begge har frivillige interesser i at hjælpe hinanden ved at bytte en sum penge for en given vare. Købet i udlandet kan naturligvis være enten lovligt eller ulovligt i landet hvor det købes, men jeg tror (en søgning på smuglerstatistik/smuglergods osv. gav mig ikke noget brugbart, desværre) for langt størstedelen af smuglergodset drejer det sig om ganske almindelige forbrugergoder (øl, spiritus, chokolade, slik, cigaretter, sodavand og vin) som handles på markedet mellem to parter der begge drager fordel af udvekslingen.

Smuglerakten er således at føre sin retmæssige ejendom, købt i udlandet, hen over den danske grænse, hvor Folketinget ved håndsoprækning har vedtaget at det må du ikke.

Der er to slags goder der kan smugles over. Den ene kan købes lovligt i Danmark, og smuglervaren er bare billigere men stadig lovlig at købe og forbruge. Den anden er ulovlig og kan ikke anskaffes i Danmark fordi det er forbudt. Forbrugerens nydelse af begge typer af goder lider dermed skade af Folketingets lovgivning.

Det liberale syn på smugling

I det liberale syn på markedstransaktionerne så er det Folketingets lovgivning der er forkert. Varerne er tilvejebragt via markedstransaktioner mellem to parter der begge drager fordel af at sælge til hinanden, og er begge parter den retmæssige ejer af goderne, så er der fra liberal side ikke mere at sige til transaktionen mellem parterne end at de begge får noget ud af at hjælpe hinanden. Varerne skifter blot ejermand, både køber og sælger gøres bedre tilfreds med livet ved at bytte.

Smugling har derfor en særlig status i det liberale tankegods. Smugling er ikke forkert iflg. den liberale når det sker over landegrænser hvor man blot fører sin retmæssige ejendom med sig eller beder anden person om at gøre det for dig. Dette skal naturligvis ikke ses som en opfordring til at begå handlinger der udsætter dig for problemer med toldvæsen eller politi, det er blot værd at nævne at smugling over landegrænser i den liberale filosofi ikke er forkert.

Der er dog en type smugling hvor den liberale også rynker på næsen: Smugling af varer ind på privat ejendom hvor de er uønskede. Det kan eksempelvis være en biograf hvor det er imod reglerne at medbringe slik og sodavand, som ikke er købt hos biografejeren, i salen. Den person der køber billet og på trods af tydelige regler medbringer sodavand og slik i salen har forbrudt sig mod den aftale personen har indgået med biografejeren.

Hvad er så forskellen mellem den privatejede biograf der selv kan fastsætte regler, og den danske stat, der de facto står som ejer af alle områderne? Er det ikke det samme om en privat fastsætter reglerne for et privatejet område, og folkevalgte politikere fastsætter regler for et offentligt område?

En omvej via den liberale utopi

I forbindelse med etablering af regler for brug af privat ejendom, herunder forbud eller tilladelse af medbragt slik og sodavand i biografer, er det nødvendigt at fastslå hvem den retmæssige ejer af ejendommen er. I tilfældet af den private biograf må man finde et skøde eller andet bevis på at ejendommen er købt på ærlig vis med en modpart der var den retmæssige ejer, og så fremdeles. Går man kæden af tidligere ejere tilbage vil man på et tidspunkt, udokumenteret eller dokumenteret, støde på at ejendommen (grunden) var almindelig fri natur, som intet menneske ejede. I den naturlige tilstand uden menneskeligt ejerskab tilknyttet overgår den liberale ejendomsret til at hvile på det Lockianske begreb at “blande sit arbejde med jorden” for at vinde ejendomsret af grunden. For at kunne omdanne naturlig uejet jord til sin ejendom skal man have været den første til at benytte den, ved at arbejde på jorden, ved at tage den i brug og tydeligt vise at denne er taget i brug fx ved indhegning og opdyrkning. Den første som gør således med uejet jord er i den liberale filosofi, hvis man er tilhænger af John Lockes teori, den retmæssige ejer. Herfra kan man råde over ejendommen som man ønsker, og kan sælge eller give den bort.

Der er rester af den Lockianske filosofi i den danske lovgivning, som stammer tilbage fra sidst i 1600-tallet hvor begrebet hævd er indført. Hævd kræver dog en vis tidsperiode for at vinde ejendomsretten til jorden, i den danske lov er det 20 år. En sådan lov ville i udgangspunktet (før bronzealderen) have være skadelig for samfundets blomstring og udvikling da man ville være usikker på sin ejendomsret i 20 år, og derfor er det formentlig først senere der er opstået krav om 20 års brugsret. Det er formentlig en naturlig tilstand at den som bosætter sig i et uejet område får lov at beholde området som sit. Naboområdet vil i det tilfælde være åbent for alle og den rigelige tilgængelighed af brugbar naturgrund har formentlig medvirket til at konflikter over ejendomsretten har været sparsomme.

Med ejendomsretten i baghovedet kombineret med Lockes filosofiske oprindelige vinding af ejendomsret kan vi nu vende tilbage til spørgsmålet: Er det ikke legitimt at staten fastsætter regler for brug af dets territorium?

Det umiddelbare svar er at det er meget svært i den liberale filosofi, at se hvordan staten skulle være den retmæssige ejer af Danmarks arealer. Staten er i første omgang ikke nogen privat person der har blandet sit arbejde med arealerne, staten har ikke retmæssigt købt ejendommen af tidligere ejere, men har i stedet eksproprieret retten til arealer ved at skrive på et stykke papir, underskrevet af folketinget, at arealerne nu ejes af staten. Den liberale kritik af statens regeludstedelse hviler derfor på at statens ejendomsret over området ikke kan etableres og området må anses for at være uejet – men blokeret fra privat ejendomsret. Offentlig ejendom er således ikke det samme som privat ejendom og regler for brug af de offentlige arealer gør det umuligt for den liberale fundamentalist at anerkende statens regler for brug af området som legitime i en lovmæssig sammenhæng.

Det betyder ikke i den liberale filosofi at alt er tilladt på arealerne der er offentlige. Ejendomsretten tager udgangspunkt i at man ejer sin egen krop og sind, og dermed er denne altid beskyttet mod aggressiv vold uanset hvor den befinder sig. I den liberale filosofi betyder det også at statens ejendom burde privatiseres således ejendomsretten kunne fastlægges og regler for brug kunne fastsættes. Det vil i den liberale utopi betyde at smugling ikke bliver et spørgsmål om hvorvidt staten skal have penge af dig hvis du vil hjemføre varer du er kommet til på ærlig vis i udlandet, men i stedet et spørgsmål om de private jordejere tillader brug af vejen til at fragte godset. I den forstand vil der opstå konkurrence på drift af vejene, og det vil være meget omkostningsfuldt for ejerne at opstille skrappe regler for hvilke varer der må være i bilen der kører gennem deres område.

Her ser den liberale igen på markedet som driver for samfundets udvikling: Når statens toldvæsen drives for skatteydernes midler kan de tillade sig en langt større grad af ineffektivitet og tilsidesættelse af menneskelige behov end det private kan. Den private indkomst hviler på frivillig brug af vejen og urimelige høje omkostninger vil medføre tab af indtægt og store profitmuligheder for konkurrenterne som kan tilbyde vejservice på mere spiselige vilkår. Toldvæsenet har monopol og garanteret skatteyderbetalt indkomst. Mellem de to ikke-perfekte systemer kan man vælge. Hvilket system tror du vil være mest interesseret i at gøre forbrugerne glade?

Tilbage til virkeligheden

For en stund har vi befundet os i den teoretiske liberale utopi, og nu vender vi tilbage til realiteterne. Øvelsen i at forestille sig den liberale utopi er en vigtig øvelse, ligesom det for fysikeren er vigtigt at betragte urealistiske fænomener såsom den vægtløse stang, eller den modstandsløse elektriske leder. Uanset de utopiske fænomener i den “rene” model så giver det vigtige indsigter. Det samme gælder sociale sammenhænge, hvor det er vigtigt at adskille tingene ved at kende sit fundament og herfra analysere på den nuværende situation for at fokusere på de elementære begreber og fastslå hvad der er ægte liberalisme og hvad der er statslig socialdemokratisme. Grænsen er ind i mellem hårfin, men uden en streng rettesnor føres man let til absurde situationer, som når Ole Birk Olesen kalder det liberalt at give statslige lån til almennyttige boliger. Dette røgslør kan kun afsløres ved at grave dybt i den liberale filosofi – for på overfladen er det afgjort ikke liberalt, selvom ministeren forsøger at redegøre for at det skam er liberalt fordi det sænker statens udgifter.

Der kan ikke være tvivl om at staten i Danmark opfører sig som den ejer hele arealet, og flertallet af befolkningen følger det samme tankesæt. I praksis er staten den som bestemmer. Den besidder et monopol på lovgivning og kan gøre med denne uindskrænkede magt hvad den lyster. Staten hersker over borgerne, herom kan ikke være tvivl. Loven udvikler sig ikke som en markedsproces ved domstolene, loven dikteres af politikerne og håndhæves af skatteyderbetalte bureaukrater som toldvæsen og politi.

Da situationen er således at de offentlige arealer i praksis ejes af staten og ikke af private, samt at loven defineres af politikere og bliver håndhævet af politi og toldvæsen, og man ønsker at minimere sine uoverensstemmelser mellem myndighederne og sig selv, må den liberale påpege at lovene bør udformes således der er fri adgang til fredelig handel mellem borgerne. Staten skal ikke opstille barrierer mellem borgerne, hvad enten den ene part er dansk, tysk, fransk eller noget fjerde. Det burde være frit for borgeren at medbringe de varer man retmæssigt er kommet i besiddelse af, og benytte de offentlige veje og arealer til fredelig handelsrute som man ønsker det. Smugling over landegrænserne bør lovliggøres, hvis det ikke er muligt at privatisere arealerne og lade private jordejere finde ud af hvad de optimale regler skal være via markedsprocessen. Kan vi ikke slippe af med staten, så kan vi i det mindste kræve at den lader borgeren være så fri som muligt ved at henvise til ejendomsretten.

Ønsker man at læse mere om den liberale tankegang om ejendomsretten, frihedsbegreberne og den naturlige overgang fra uejet til ejet jord, kan det anbefales at læse Murray Rothbards “The Ethics of Liberty” eller “For a New Liberty” af samme forfatter. Rothbard kan virke lidt ekstrem, men det giver brugbare værktøjer til at analysere problemerne som samfundet befinder sig i.

Efter denne korte introduktion til liberal filosofi, kan vi tage hul på kronikken. Nu vil læseren være godt rustet til at gennemskue problemerne som den liberale finder i Nils’ indlæg.

Nils ophøjer staten

I kronikken tager Nils udgangspunkt i at statens regelsæt er legitimt og bør opretholdes overalt. I kronikken beskriver Nils problemet med smugleriet således:

Smugleri er en forbrydelse, hvis offer ikke har et menneskeligt ansigt. Ofret er statskassen. Det gør smugleri til en politisk handling.

Smugleri er en temperaturmåling på forholdet til staten. Jo mere loyalt et område er over for staten, jo mindre smugleri er der.

Sydfyn og øerne har altid været langt væk fra magtens centrum. Når øboerne så toldskibene i horisonten, stak de af eller smed smuglergodset over bord. Der var mange steder at gemme sig og der var utallige landingssteder. De lokale dækkede over hinanden. Loyaliteten til det lille samfund vandt over loyaliteten til det store.

Når jeg læser disse linjer så tænker jeg, modsat Nils, at smugleri er den undertrykte borgers mulighed for at krybe væk fra åget som staten pålægger ham, for at søge sin større glæde og tilfredsstillelse med livet ved at handle med udenlandske borgere. Det er ikke smugleren der ved sin fredelige handel med udlandet begår en politisk handling, det er folketinget der gør fredelige borgeres frivillige handler strafbare. Som Nils også er inde på så er der en sammenhæng mellem statens tilstedeværelse og borgerens lyst til at følge lovens ord. I stedet for at se på det som et loyalitetsproblem overfor staten, ser jeg nærmere på det som den frihed det giver at være langt fra statens bureaukrater kontra at føle deres evige tilstedeværelse.

Er det godt at være loyal overfor staten? Staten har i Danmark en særlig status hos den almindelige borger, borgeren ser staten som et ordentligt system der sørger for at holde styr på det rodede samfund, ved at pålægge love og betale for veje osv. Den liberale ser i stedet staten som en tyran når den blander sig i fredelige borgeres frivillige virke. Den liberale ser på mennesket som et frit individ der har ret til at være i fred for indblanding fra andre mennesker. Staten er en organisation der hyrer sine medarbejdere til at blande sig i hvad andre mennesker gør og under truslen af tvang påvirker de borgerne i samfundene i Danmark til at gøre noget andet end de ellers ville have gjort. Fx at handle mindre med udlandet eller at købe færre dagligvarer.

Nils’ sidste sætning nævner loyalitet overfor det lille nære samfund kontra loyalitet overfor det store samfund. Hertil er der bl.a. at sige at staten ikke er samfundet. Samfundet er almindelige ligeværdige borgere som alle underlægges den samme lov der kan hjælpe hinanden via markedet eller igennem almindelige civilsamfundsnyttige handlinger. Fx at hjælpe nabo’en med at klippe hæk eller give en hånd med til sommerfesten. Så snart staten blandes ind i samfundet begynder der hurtigt at opstå problemer, for mellem borgere ses det ikke som værende lige for loven at true sig til penge eller konfiskere varer og afkræve løsesum. Men således må statens skattevæsen true sig til dele af din indkomst mens toldvæsenet kan konfiskere dine varer og opkræve en løsesum for dem hvis du vil have dem udleveret.

Dette er tydeligvis i konflikt med lighed for loven-princippet. Hvorfor må toldvæsenets medarbejdere konfiskere andres ejendom og kræve løsesum? Hvorfor må skattevæsenet true sig til dine penge? Hvis et princip skal være et ægte af slagsen, og ikke udvandes og ødelægges, så er lighed for loven også gældende for statsligt ansatte som for almindelige borgere. Det er ulovligt at stjæle. Punktum.

I alle grene af den liberale filosofi har staten en særlig rolle. Afhængigt af hvor meget man vil udvande rettigheden til privat ejendom og princippet om lighed for loven, så kan man få forskellige udlægninger af det liberale tankegods. I visse grene er staten nødvendig for at sikre den sociale velfærd ved at sikre en indkomst til alle, i andre for at sikre fred og ro ved at stille forsvar, politi og retsvæsen til rådighed, og i endnu andre er staten blot en tyran der undertrykker borgerne og skaber et økonomisk kaos og tab af velfærd for borgerne.

Nils fortsætter i sin kronik med at sammenligne smugling med sort arbejde. Det er i min forståelse en ganske udmærket sammenligning også fra en liberal synsvinkel.

Smugleri har en moderne parallel i sort arbejde. Sort arbejde er i dag den nemmeste måde til personlig berigelse uden om myndighederne – det er den rolle, smugleri havde tidligere.

Sat på spidsen har smugleri og sort arbejde været med til at skabe bånd mellem mennesker samtidig med, at velfærdssamfundet undergraves.

Det kollapser til sidst hvor Nils igen sætter lighedstegn mellem samfund og stat. I min optik så er sort arbejde og smugling med til at øge samfundets velfærd, fordi den almindelige borger får mulighed for at købe billigere varer af andre end ellers. Det er ikke så vigtigt om det er et stykke sort arbejde der udføres eller om det er en plade chokolade der importeres. Så længe ejendomsretten bliver respekteret så har begge parter draget fordel af at hjælpe hinanden uden at skade andre. Ingen andre har krav på dele af en handel der respekterer deres ejendomsret.  Hvis mennesket skal være frit til at forfølge sine fredelige interesser og samarbejde med andre, så gælder det absolut også at ingen 3. part må blande sig og kræve betaling uden at kunne godtgøre at der er sket skade på dennes ejendom.

En statslig bureaukrat har derfor ingen råderet over at lægge hånd på dele af udkommet af andres handel.

Liberale forslag til forbedringer

Som jeg altid plejer så vil jeg også denne gang komme med nogle forslag til hvad man kan gøre for at trække det danske samfund i en mere liberal retning.

Det er først og fremmest punktafgifterne og toldvæsenet der kommer i søgelyset i denne omgang. Punktafgifterne opkræves af myndighederne hos de handlende, men da staten kun kan opkræve disse afgifter hos danske handlende, så kan de tyske købmænd (fordi der i dette tilfælde er tale om lavere afgifter – eksemplet dør øjeblikkeligt hvis man ser til Sverige og Norge som har langt højere priser på mange varer) skabe profit ved at sælge billigere end de danske. Købmændene i Danmark er derfor nødt til at forsvare sig mod “unfair konkurrence” fra de tyske ved at kræve at toldvæsenet opkræver moms og punktafgifter af importerede varer. I Nils’ kronik giver han også sin stemme til at sørge for at statens regler gælder ligeligt for alle, således skal alle de tyndtbefolkede områder, særligt langs grænserne, patruljeres yderligere og enhver privat der krydser grænsen skal have sine varer nøje gennemrodet af myndighederne for at sikre at ingen i Danmark kan smugle varer over grænsen.

I stedet for at bevæge samfundet mod mere totalitær socialisme, så foreslår jeg at man hjælper de danske købmænd ved at ophæve punktafgifterne og momsen, og samtidigt sparer skatteyderne for at finansiere et velfærdsnedbrydende toldsystem ved at nedlægge dette fuldstændigt. De danske købmænd vil, særligt i grænseegnene, kunne begynde at sælge varer til tyskerne. Situationen vil kunne vendes på hovedet: Ved at fjerne afgifter og moms på varerne kan det forekomme at tyskerne vil begynde at handle hos de danske købmænd, og grænsehandlen vil gå fra Danmark til Tyskland frem for i dag hvor det er omvendt.

Alle danske forbrugere vil få et stort velfærdsboost ved at kunne købe varerne billigere hos deres lokale købmand, og behøver ikke længere i så høj grad at drage til Tyskland for at købe billige varer. Velfærden for den enkelte borger vil være langt højere, fordi de billigere varer efterlader flere penge i hænderne på produktive borgere til at købe flere af andre typer varer som de nu får råd til at købe. Velfærden til den almindelige forbruger vil også stige på anden vis, da man kan se at varesortimentet også vil øges når priserne på almindelige forbrugervarer falder – dette er logisk: Når forbrugeren har flere penge til overs efter at have købt de basale fornødenheder bliver der også råd til lidt ekstra forbrug der før var at betragte som en luksus.

Købmændene vil se en større efterspørgsel på deres varer, mere profit vil flyde fra drift af dagligvaresektoren som vil blive brugt til at udbygge butikkerne (hvis planloven nu ikke stod i vejen, så kunne de endda bygge endnu større) for at imødekomme forbrugernes ønsker. Flere jobs vil blive udbudt i dagligvaresektoren.

Kort sagt: Forbrugerne og købmændene vil kunne drage fordel af den friere handel mellem sig. Når den lokale købmand kan sælge billigere end den ditto tyske, hvorfor så bevæge sig over grænsen for at købe dyrt?

Besøg hos CEPOS for at høre Walter Blocks foredrag om frie markeder

Det er lidt tid siden jeg var afsted, men det er først nu jeg tager mig tid til at skrive et par linjer om turen til København og at deltage hos CEPOS’ gå-hjem møde hvor Walter Block holdt foredrag om frie markeders moralske overlegenhed.

Jeg bor i Bryrup, og det er lidt vej at køre til København. Det er dog langt kortere end en tur til New Orleans hvor Walter Block er professor i økonomi. Jeg besluttede derfor at tage turen til storbyen da min ven Kristoffer Hansen (blogger her). gav mig et tip om at Walter Block kom til Danmark.

Min nærighed gruede naturligvis ved udgifterne til bro, kørsel og parkering men på den anden side så var det en mulighed der ikke måtte glippes. Det er ikke tit man ser en østrigsk økonom i Danmark (og så endda den herlige Walter Block), så jeg tog chancen og bookede mig ind hos CEPOS.

Familien ville med

Det tog kun fruen tre sekunder at melde sig til turen. Når jeg alligevel skulle til København, så kunne jeg lige så godt tage familien med, så kunne de tøffe rundt og se byen mens jeg kunne deltage i foredraget. Sådan blev det også, ungerne og fruen ville en tur i Planetariet. Der var lidt småting der skulle planlægges, den mindste skulle passes af en af bedsteforældrene mens de store skulle tages ud af børnehave og skole for at tage med. Foredraget startede kl 17.30, så vi planlagde at køre hjemmefra kl 13 for at have god tid til de berygtede bilkøer ved hovedstaden.

Vi ankom til alt held i god tid omkring kl 16 på Landgreven 3 ved CEPOS’ lokaler. Parkering var let at finde, der ligger en fin privat parkeringskælder udenfor, og den var heldigvis drevet af de profitmaksimerende kapitalister hos OnePark, så ved at betale 58kr per time var der ledige pladser til den stakkels forvirrede jydefamilie. Hvis socialisterne havde drevet parkeringspladsen var prisen sat for lavt, og vi ville ikke have fundet en plads så tæt på, og måtte i stedet i forvirring og chok køre rundt og rundt for at finde en plads mens tiden tikkede.

Hos CEPOS

I CEPOS huset på 3. sal kunne jeg stå og vente ved mødelokalet mens jeg drak en kop vand og kiggede på diverse plakater af statsmænds (og -kvinders) citater. Den største morsomhed var dog Anders Foghs udtalelse om de fantastiske frie markedskræfter, særligt set i lyset af den bog han skrev kontra den politik han førte op til finanskrisen. Jeg fandt et sæde midtfor på 4. række hvor jeg havde et fint udsyn til podiet hvor Walter skulle give den gas.

Mens jeg sad og ventede ankom en af mine bekendte, og sammen diskuterede vi at det var ganske overraskende at salen rent faktisk blev fyldt. Vi var begge positivt overraskede, fordi det er sådan en sjældenhed at høre argumenter for markedsanarkismen som Walter Block fremfører dem. Man skal tilsyneladende ikke lade sig snyde af sine egne fordomme, der var en god stemning under foredraget og der var ganske udmærkede spørgsmål til Walter.

Tør han give den gas i folkerepublikken Danmark?

Et af de centrale spørgsmål der nagede i hovedet på mig var om Walter Block ville give den lige så meget gas, som han har gjort på de utallige youtube video’er jeg har set af ham. Ville Walter drosle sine synspunkter ned når han giver en tale foran nogle rabiate socialist-demokrater som danskerne?

Ingenlunde. Walter var præcis som jeg kender ham. Frisk og humørfyldt, og præcis så ubøjelig som altid overfor forslag om beskatning for det ene efter det andet forslag om at forbedre på markedet ved at lade staten stjæle fra en gruppe af borgere for at dele noget af byttet med visse politisk favoriserede grupper. Det var dejligt, Walters forsvar for markedsanarkismen blev leveret præcis sådan som han plejer.

Blandt publikum var der en som bad Walter forklare sin analyse af problemet med abort. Uanset den filosofi man tilhører så er abort et særligt problem. Som Walter forklarede, så var abort ligesom fagforeningerne (hvem andre end Walter Block ville sammenligne abort med fagforeninger? fantastisk, og sjovt :)): Det er to ting på een gang. Ligesom fagforeningerne overfladisk set skulle danne en klub for at hjælpe medlemmer, så tvinger fagforeningen andre til at deltage i deres klub (moralsk forkasteligt), ligeså er abort udover at frigøre kvindekroppen fra den uønskede byrde at bære barnet samtidigt også et drab på et uskyldigt menneske.

Som liberalist vægter ejendomsretten højst, og den vigtigste del af din ejendom er nu engang retten til din egen krop. Retten til liv og frihed er umistelig og ukrænkelig i den liberale filosofi, og den gren af den liberale filosofi som jeg finder mest logisk at følge siger at retten til liv og frihed bunder fundamentalt i at du har ejendomsret over din egen krop. Alternativet er grotesk: Hvis du ikke ejer din egen krop, hvem gør så?

Walters løsning er at opdele problemerne, for at løse dem separat. Walter kalder hans løsningsmodel “evictionism”. Kort fortalt går idéen ud på at der kan findes et kompromis i problemet med abort. Kvindens ret til at bestemme over egen krop balanceres mod barnets ret til livet. Det foregår på den måde at når barnet er levedygtigt udenfor livmoderen vha. lægevidenskabelige metoder og medicin, så er tidspunktet kommet hvor kvinden kan få sin egen frihed tilbage. Barnet kan tages ud af livmoderen og får mulighed for at overleve takket være lægevidenskabens udvikling. Kvinden har retten til frihed, men ikke til drab.

Efter foredraget

Jeg havde selv været ganske nervøs for at stå foran Walter Block. Det kan synes at være noget fjolleri, men ikke desto mindre er der noget særligt over at have tid sammen med en person som jeg personligt ser som en stjerne i den liberale bevægelse. Inden jeg tog hjemmefra havde jeg gået og grublet over om jeg burde have taget min kopi af Man, Economy, And State af Murray Rothbard med for at lade Walter Block signere den. Til sidst besluttede jeg at det var disrespektfuldt overfor Walter Block der selv har skrevet egne bøger, og jeg tog ikke bogen med.

Det kom jeg til at fortryde efterfølgende, da jeg fortalte Walter at jeg havde overvejet at tage bogen med svarede han at han ville da have signeret den med glæde. Pokkers også.

Som et lille plaster på såret lykkes det mig dog at få et billede af mig selv og Walter, takket være min bekendtes kameraføring.

Martin Ågerup signerer sin bog

Efter jeg var kommet mig lidt over mødet med Walter (jeg er bare en lille dreng indeni på dette tidspunkt) ser jeg til min glæde at Martin Ågerups nye bog “Velfærd i det 21. århundrede” står i stakke ved indgangen til mødelokalet, og Martin Ågerup signerer bogen ved køb. Jeg havde naturligvis ikke mobilepay på telefonen, og kunne ikke betale for bogen. Mens jeg står og forsøger at finde ud af hvad jeg kan gøre, tilbyder en af CEPOS’ medarbejdere at jeg kan betale dagen efter, hvis jeg blot vil ringe hans telefon op, så han har nummeret. Dansk tillid – det er super!

Jeg får derfor en aftale i hus, og i glæden over at min mission er lykkes, kommer jeg til at afbryde Martin Ågerup der står og er midt i en samtale med en anden person. Efter en hurtig tilbagetrækning og en undskyldning for afbrydelsen, får jeg en signatur og en kopi af bogen af Martin Ågerup. Det var rigtig fin service!

Efter mødet tøffede min bekendte og jeg ud på et tilfældigt nærliggende bodega for at diskutere dagens hændelser.

Video’en fra foredraget kan ses her.

PS: Jeg skrev naturligvis en sms til CEPOS kl 7.17 dagen efter for at betale pengene for bogen. 5 minutter efter jeg fik betalingsoplysningerne fik de kvitteringen for betalingen. Det skal være i orden når man bliver så pænt behandlet af andre og de viser den tillid til en vildt fremmed. Naturligvis.

Cape Towns vandproblemer – samt en potent løsning

I Sydafrikas hovedstad, Cape Town, har de gennem de seneste år haft sværere og sværere ved at skaffe indbyggerne vand. I Jyllands-Postens artikel om emnet kan man læse at byens drikkevandsreservoir nu kun rækker til et par måneders forsyninger, afhængig af hvor meget byens indbyggere forbruger. I Cape Town, modsat os i Danmark, benytter de sig af flere overfladevandsreservoirs til at opfange regnvand som de renser og pumper ud til byens beboere. Byens drikkevand kommer derfor af regnvandet der falder i opsamlingsområderne der fører vandet til de store reservoirs.

Reservoiret er, ifølge artiklen, for indeværende på ca. 20pct kapacitet, og pga. tekniske problemer kan reservoiret kun tømmes indtil 10pct af vandet er tilbage, Cape Town har derfor kun reelt omtrent 10pct kapacitet tilbage. I artiklen nævnes det igen og igen at klimaforandringer har ført til at nedbørsmængden er faldet fra omtrent 1000mm om året i 1970’erne, og det er, ifølge artiklen sjældent at mængden når op på 750mm årligt.

Det er naturligvis en snild teknisk indretning at opsamle regnvand i store reservoirs til at tappe i løbet af året, da forbruget af drikkevand formentlig ikke stemmer præcis overens med hvor stor mængde vand der falder indenfor en kortere periode. Det er derfor en vigtig teknisk beslutning at dimensionere anlægget således man ikke løber tør for vand i løbet af året. Til dimensioneringen af sådan et anlæg skal man naturligvis kende både den mængde vand man påregner at indsamle samt den mængde man påregner at forbruge.

Reservoiret kan således udglatte store regnmængder på kort tid, ved at samle det op, og senere sende det til forbrugerne når de ønsker at forbruge af vandet. Smart.

Hvorfor problemet?

I Cape Town har de dog ikke formået at dimensionere deres anlæg korrekt til at forsyne deres indbyggere. Forhåbentlig når de ikke at tømme reservoiret totalt, men allerede nu er de underlagt en streng daglig kvote på 100 liter per person og føler knapheden melde sig. Cape Town har heller ej tidligere været så tæt på at have forbrugt hele deres reservoir. Ifølge Jyllands-Postens artikel er dette klimaforandringernes skyld. Men det er fuldstændigt forkert, klimaforandringerne er kun en lille del af forklaringen, og disse kunne have været taget højde for med rettidig omhu og en liberal tilgang til forbrug og produktion af vandresursen.

I indeværende situation i Cape Town, med klimaforandringerne pågående siden 1970’erne, må det være klart for enhver at det er nødvendigt med ændringer i vandforsyningen for at imødekomme at der falder mindre vand per kvadratmeter, men også for at imødekomme flere indbyggere. I 1970 havde Cape Town godt 1,1mio indbyggere, mens byen i 2014 havde 3,7 mio indbyggere. Byen har med andre ord tredoblet sit indbyggerantal siden 1970’erne og har samtidigt set en reduktion i nedbør per kvadratmeter på knap 25pct. Sådan en situation er ikke opstået pludseligt, det er en udvikling der er stået på i godt 45 år.

Man kan derfor spørge sig selv, hvis udviklingen er gået så langsomt, hvorfor står de nu i Cape Town med det meget ubehagelige problem at deres drikkevandsreservoirs er meget tæt på at være udtømt?

Hvis man ser på tal for 2016, kan man se at de forbruget i maj måned for 2016 (Cape Town suburbs summary May 2016.xls) er opgivet til ca. 6.629.447m³ mens det årlige tab er opgivet til 1.325.892m³, eller ca 20%. Til sammenligning tabes der knap 8% i 2015 i de danske vandværker, som også bryster sig af at være blandt verdens bedste til at minimere vandtab. Cape Town har altså et rimelig stort vandtab i sammenligning med de danske vandværker.

I Cape Town er der dog udover den forældede og utætte infrastruktur problemer med at rationere vandet. I nuværende stund er vandforsyningen ejet offentligt, og metoden som myndighederne har brugt kan man læse nærmere om her.

Level 4 water restrictions include the following:

  • No hosing down of paved surfaces with municipal drinking water.
  • No irrigation/watering with municipal drinking water allowed.
  • No washing of vehicles and boats with municipal water. (Commercial car washes may apply for exemption.)
  • Private swimming pools may not be topped up or filled with municipal drinking water.
  • Use of portable play pools prohibited.
  • Water features may not use municipal drinking water.

Disse restriktioner på den personlige frihed til selv at allokere det vand man køber til det behov man føler er størst er unødvendige, og klimaforklaringen kan heller ikke bruges som bortforklaring på vandproblemerne i Cape Town. Problemet er i sidste ende ikke et teknisk, men et økonomisk af slagsen.

Offentlig drift fører til bureaukratisk rationering og formindsket forbrugervelfærd

Der er tydeligvis flere ting der kan rettes på den tekniske front, for at sørge for at mere vand når ud til forbrugerne ved at lappe rørsystemet, og samtidigt at re-dimensionere de store opsamlingsanlæg for at modvirke faldet i nedbør. I stedet for at se klimaforandringen som en uundgåelig vandbegrænsning, så kan man udvide opsamlingsområderne og samle mere vand op ved at lægge flere kvadratmeter ud til vandopsamling.

Selvom de tekniske løsninger kan udføres, så er det i sidste ende også nødvendigt at analysere på den økonomiske situation.

Households in informal settlements receive free water and sanitation and every household in Cape Town with a direct water and sanitation connection gets their first 6 000 litres (6 kl) of water and 4 200 litres (4.2 kl) of sewerage per month free of charge.

Hvis man læser nærmere på hjemmesiden for byens vandforsyning er det slående at der ved niveau 1, 2 og 3 af rationering af vandet er gratis vand til alle husholdninger (det er formentlig per vandmåler) der bruger under 6m³ per måned. Det svarer til 72m³ “gratis vand” per år per husholdning. I vores husholdning bruger vi ca 100m³ vand årligt, og boede vi i Cape Town kunne vi få over 2/3 af forbruget uden betaling. Det gratis vandforbrug falder dog bort når niveau 4 restriktionerne træder i kraft, ved et kritisk lavt reservoirniveau.

Tarifferne på hjemmesiden bærer også stærkt præg af socialdemokratiske tanker, hvor betalingen per liter vand er progressiv. Dette er ikke medvirkende til at rationere vandet på en økonomisk facon, men er i stedet et vandforbrugssubsidie der fører til øget spild og reduceret indtægt til at investere i vedligehold af gamle samt at opbygge nye anlæg.

Den bureaukratiske rationering af vandforsyningen er ikke medvirkende til at skabe den ønskede situation som er det politiske slogan for vandforsyningen til Cape Town:

We believe in providing water and sanitation services to all residents in a sustainable, safe, reliable, environmentally friendly and affordable way.

Private investorer holder sig væk

Hvis vi ser på markedets muligheder for at investere og producere mere regnvand til at hjælpe forbrugerne med at få det vand de ønsker, så er det klart at en privat virksomhed ikke ser nogen idé i at tilbyde sig på vandmarkedet, da de progressive tariffer ødelægger den private virksomheds chancer for at drive en profitabel og effektiv forretning. Ingen privatejet virksomhed kan i længden producere til en omkostning meget tæt ved nul, og der er derfor ikke attraktivt at gå ind og investere i at producere mere drikkevand, fordi den offentlige politik er at subsidiere vandforbruget ved at forære meget af vandet væk. Ingen privat virksomhed kan konkurrere med staten og dens beskatningsmagt.

Til alles “store overraskelse” opnår myndighederne altså det modsatte af deres intention med deres vandpolitik. Ønsket var at alle havde rigeligt med vand, men situationen er blevet så kritisk på grund af mangel af investering i vandproduktionsfaciliteter og reparation af vandrørene at vandforsyningen er for lille til at dække behovet, og den meget restriktive rationeringsplan bliver dermed indført for at forsøge at lappe på det typiske resultat af brug af det socialistiske system: Knaphed på selv de mest basale forbrugsgoder.

Markedet allokerer resurserne og lader forbrugerne rationere på deres egen måde

I stedet for at fastholde den kunstige situation, hvor det offentlige subsidie til vandforbrug forhindrer effektiv privat iværksætteri i at producere mere vand, så bør myndighederne så hurtigt som muligt kaste deres dårlige politik ud, og tage markedskræfterne til sig. For at sikre en bæredygtig forsyning af vand til forbrugerne, skal myndighederne privatisere deres reservoirs (evt. ved at danne et eller flere aktieselskaber og give borgerne i byen en lige del aktier) og lade markedet fungere. En af de gode egenskaber ved at bruge markedskræfterne til at allokere den knappe vandresurse er at det er op til enhver person at vælge selv hvor meget vand der skal bruges på dit og dat. Frem for at forære vandet væk, og bagefter opsætte kunstige begrænsninger baseret på bureaukraternes egne forudindfattede meninger om andres tilfredshed ved deres vandforbrug, så kan markedspriserne sørge for at prisen på vandet bliver præcis så høj at forbrugerne rationerer vandet ved at bruge det til at dække deres mest værdifulde behov, og at der altid er vand til forbrugere der er villige til at betale markedsprisen.

Markedet balancerer forbrug og efterspørgsel over tid via flere kanaler.

  1. Profitten til den private virksomhed gør det muligt at investere yderligere i produktionsfaciliteter
  2. Den højere pris på vandet får forbrugeren til at vælge sin egen personlige rationeringsstrategi, og sørger for at allokere vandet til de behov der føltes som de mest værdifulde
  3. Konkurrencen mellem private investorer er sikret via den naturlige regn, her er ingen monopolmulighed, alle kan opsamle vand og sælge det

Markedet vil i nuet hæve prisen på vandet, så forbrugerne selv vælger at rationere vandet, og den højere pris på vand vil skabe større indtægt for det private vandselskab der giver mulighed for større investeringer i produktionsfaciliteterne, således forbrugernes behov fremover bliver stillet bedre end før. De nye indtægter giver også vandselskabet mulighed til at vurdere om det bedre kan betale sig at lappe det utætte rørsystem eller om det er mest profitabelt at opsamle mere vand.

En af de bedste ting ved de frie markedskræfter er også at forbruget af vand bliver balanceret med alle andre forbrugsgoder – og samtidigt at skatteyderen bliver taget af krogen, således de ikke skal indlægges til at betale udgifterne til den ineffektive offentligt drevne vandforsyning. Det giver skatteyderne et velfærdsboost fordi de nu har større frihed til at allokere deres egne penge, de får i første omgang lov at beholde flere penge til eget forbrug, og dernæst bliver deres forbrug i større grad rettet til de goder i markedet som de ønsker at betale for.

Denne potente løsning virker i alle andre sektorer af økonomien, hvor et stort forbrug bliver ønsket velkommen af producenterne, der i forsøget på at tilfredsstille forbrugernes behov og via konkurrencen på markedet medfører en øget produktion. I stedet bliver de stakkels borgere i Cape Town først flået i skat for at subsidiere et ødselt forbrug af en knap resurse, og når bystyrets politik medfører akutte forsyningsproblemer, så kommanderes hver enkelt borger til at følge et centralt dikteret forbrugsmønster, der på ingen måde hænger sammen med forbrugernes personlige ønsker for forbrug af vandmængde eller for at allokere vandforbruget til netop de behov som forbrugeren føler er det vigtigste for dem.

Hvis jeg ikke tager meget fejl i min prognose for fremtiden, så vil ingen af de nævnte løsninger vil blive indført, og Cape Towns situation kan vi følge med i som årene går, og læse om større og større knaphed pga. mangel på rettidig investering i produktionsanlægget samtidig med at de socialdemokratiske subsidier medfører et overforbrug. Resultatet bliver uundgåeligt at det politiske rationeringsvanvid stiger til nye højder.

Naturligvis vil klimaforandringerne få skylden for hele det socialistiske vanvid, det siger sig selv. Deres økonomiske system er jo genialt, og hvilken journalist kunne finde på at kritisere socialismen og samtidigt nedspille klimaforandringernes rolle?

Kritik af “Velfærd i det 21. århundrede”, del 1, 2. omgang

Jeg lovede, i forbindelse med linket på 180grader.dk, at jeg ville skrive noget positivt om Martin Ågerups nye bog.

Ret skal være ret, og da mit sidste indlæg var kritisk overfor Martin Ågerups nye bog, skal dette indlæg, for rimelighedens skyld, være dedikeret de gode elementer i første del af bogen. Jeg er nået lidt videre (tiden med familien og andre sysler som fx arbejde og hvile forsinker processen), og kan i dette indlæg berette om nogle positive oplevelser ved gennemlæsning af Martin Ågerups bog.

I mikrofundamentet i Martin Ågerups økonomiforståelse finder man dejlige passager, som jeg kan tilslutte mig. Det gælder bl.a. følgende:

S 42.:

“Økonomisk vækst er ikke en forudsætning for at en markedsøkonomi kan fungere. Markedsøkonomier har vist sig fremragende til at frembringe investeringer, innovation og dermed stigende produktivitet. Men der er intet i markedsøkonomier, som fremtvinger denne udvikling. Intet forhindrer for eksempel, at borgerne i en markedsøkonomi vælger at omsætte produktivitetsstigninger til stadig mere fritid i stedet for økonomisk vækst.”

og på side 43:

“Når vi ikke har omsat mere til fritid, men i stedet har ladet hovedparten af produktivitetsfremgangen igennem mere end hundrede år bidrage til øget velstand, skyldes det altså, at almindelige mennesker har villet det sådan. De har som frie individer truffet en række valg, som har ført til økonomisk vækst.

Det er ikke markedet der frembringer vækst. Det er mennesker. Markedsøkonomien giver dem friheden til at forfølge deres drømme og ambitioner.”

Hvis man har sat sig lidt ind i markedsøkonomi, så finder man at Martin Ågerups udsagn må være overvejende sande. Det eneste jeg ville fluekneppe var udsagnet om at mennesket i Danmark gennem det sidste århundrede har været noget i nærheden af fri, i den liberalistiske forståelse af økonomisk frihed (beskyttelse af ejendomsret, kontraktret, og alle de andre “negative rettigheder”), til selv at vælge hvordan de ville træffe deres valg og udføre deres planer. Væksten gennem “mere end hundrede år” er næppe fremkommet i den liberale utopi af det frie samfund – der har til alle tider været en restriktiv statsmagt der har forpurret almindelige menneskers fredelige planer, mens den har foræret rovet til sig selv og sine nærmeste allierede.

På den anden side er det tvivlsomt om statens voldelige indgreb i det danske samfund har ført til mere vækst end ellers ville have været tilfældet, og på denne facon er det muligt at sige at i det omfang den almindelige dansker allernådigst har fået lov til at hjælpe sine medmennesker via de økonomiske metoder i markedsøkonomien, så har deres valg ført til den vækst i produktivitet og menneskelig velbefindende som økonomisk historiske studier kan vise.

Ågerup fortsætter den gode stil på side 47:

“I det liberale demokrati har mennesker haft friheden til at forfølge deres drømme. Det har ført til vækst – ikke kun for velstandens egen skyld, men også fordi vi trives med at udrette ting, nå ambitiøse mål, præge et lille hjørne af samfundet.

Det er denne stræben – mere end noget andet – som danskerne igen skal have adgang til, fordi det giver mening i tilværelsen og en følelse af dyb tilfredshed at udrette bemærkelsesværdige ting. Samtidig er det menneskers  stræben, som i sidste instans er nøglen til at løse vores fælles problemer.”

Jeg henleder igen læserens opmærksomhed på det faktum, at i frivillig udveksling af økonomiske goder i markedsøkonomien, drager begge parter nytte af at kunne udveksle med hinanden. Enhver stræben på at vinde økonomiske fordele, for sig selv, kan kun foregå ved at indgå som en middel til at hjælpe andre mennesker til at opnå deres mål. Selv den mest egoistiske og følelseskolde kapitalist vil igennem sine egoistiske handlinger udrette store sociale bedrifter fordi beskyttelsen af ejendomsretten sørger for at ingen indlader sig på uøkonomiske samarbejder. Intet menneske vil i udgangspunktet skade sit egen tilfredsstillelse. Det er naturligvis muligt at begå fejl i sine valg, men i menneskets rationelle forståelse af sin egen tilfredshed, og sin forståelse af de naturlige sammenhænge, vil mennesket søge at optimere sin egen tilfredshed ved at samarbejde med andre.

Ethvert menneskeligt valg drejer sig om at bruge den viden som mennesket besidder i nuet til at danne en forventning om fremtidens resultat af valget. Baseret på sin rationelle tilgang til årsag og virkningssammenhænge vælger mennesket en ting frem for en anden. Det er denne økonomisering der gennemsyrer menneskets valg og fører til de store bevægelser man kan betragte i markedsøkonomien, og som danner grundlaget for civilisationens eksistens. Kunne mennesket ikke drage fordel af at indgå i samarbejde med hinanden via frivillige aftaler, så var der ikke et grundlag længere for et marked eller civilisationen selv. Enhver der betvivler dette umiddelbart bombastiske udsagn kan studere begivenhederne i Nordkorea eller Venezuela i disse år.

På side 66 overgår Martin Ågerup mine vildeste forventninger, og bruger Murray N. Rothbards bog, Man, Economy, And State som reference for en teoretisk underbyggelse af at økonomisk frihed er positivt korreleret med økonomisk vækst. Træerne vokser ikke ind i himmelen. Martin Ågerup citerer ikke en bestemt side i Rothbards mesterværk, men her vil jeg hjertens gerne stille mig til rådighed og citere Rothbards konklusion, s 1024:

Directly, voluntary action – free exchange – lead to the mutual benefit of both parties to the exchange. Indirectly, as our investigations have shown, the network of these free exchanges on socielty – known as the “free market” – creates a delicate and even awe-inspiring mechanicsm of harmony, adjustment, and precision in allocating productive resources, deciding upon prices, and gently but swiftly guiding the economic system toward the greatest possible satisfaction of the desires of all the consumers. In short, not only does the free market directly benefit all parties and leave them free and uncoerced; it also creates a mighty and efficient instrument of social order.

Fed skrift indsat af undertegnede.

Martin Ågerup fortsætter, til min store glæde:

“Beskyttelsen af ejendomsretten medfører, at borgerne kan regne med at kunne beholde frugten af deres arbejde. Hvis ejendomsretten er uklar eller usikker, vil borgerne være mindre tilbøjelige til at investere kapital og arbejdskraft og i det hele taget gøre sig mindre umage med at skabe nye værdier, hvilket vil være til skade for vækst og velstand.”

Ovenstående citat er et fint springbræt for mig, så jeg kan tage en af mine utallige kæpheste af stald.

Ejendomsretten, som beskrevet af Martin Ågerup, bliver i dagens Danmark ikke fuldstændigt beskyttet. Den bliver ej heller tilsidesat totalt. Ejendomsretten er i Danmark perverteret af statens stærke greb i samfundet, hvor staten konfiskerer store dele af borgernes indkomst, detailregulerer fredelige menneskers samarbejde og monopoliserer hele sektorer i økonomien. Det er grotesk at der i grundloven står at ejendomsretten er ukrænkelig mens skattetrykket er så højt.

I grundloven står således:

§ 73
Stk. 1.
Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.

Det selvmodsigende og diffuse begreb “almenvellet” er det juridiske brækjern som staten har benyttet sig af til at invadere borgernes ejendomsret i sit intellektuelt korrupte korstog for at skabe det som ganske Orwell’sk kaldes “lighed og retfærdighed”.

Lighed skal forstås som en progressiv beskatning – en reduktion af ejendomsretten proportionalt med værdiskabelsen.

Retfærdighed skal forstås som en ekspropriation af velstand. Velstand som er skabt via frivillige markedstransaktioner hvor begge parter drog gavn af samarbejdet.

“Almenvellet” er et diffust begreb, som kan bruges som påskud for at nedbryde ejendomsretten, for at omfordele indkomst eller for at forhindre konkurrence og effektiv udnyttelse af de tilgængelige økonomiske resurser. Det påstås gang på gang at det er for almenvellets skyld at topskatten er indført. Det er ikke videnskabeligt muligt at løfte bevisbyrden for at nogen skat er god for almenvellet. Det kan man kun påstå ved at fastlægge arbitrære værdier til de økonomiske goder. Er det godt for almenvellet at det offentlige driver sygehusene? Er det godt for almenvellet at der ingen konkurrence er på domstole? Er det godt for almenvellet at dommere og politi er på statens lønningsliste når de skal tage stilling til om hjemmets fred må krænkes?

Kun hvis man som almindeligt menneske tillægger disse goder en subjektivt opfattet værdi, som tilsidesætter andres værdiopfattelser, kan man konkludere at ja, ja og ja staten skal drive sygehuse, domstole og politi. Men økonomisk forståelse bygger på at godernes værdi opfattes subjektivt, at fremtiden er usikker og at goderne er knappe. Derfor er det nødvendigt, for at opnå den største økonomiske velstand, at goderne kan vurderes frit af alle (frihandel) og ejes af hvem der vil eje dem (ejendomsretten). Det frie marked fører netop til den situation, som beskrevet af Rothbard, hvor forbrugernes tilfredsstillelse når sit højdepunkt. Enhver statslig intervention i det frie marked skaber tab af værdi for den enkelte (medmindre man modtager ydelser eller tjenester af staten der opvejer det negative), og for samfundet totalt set.

Ejendomsretten burde derfor være absolut ukrænkelig, både baseret på moralske men også på nyttebaserede overvejelser. Det er den logiske konklusion af kendskabet til menneskets mangfoldighed. Det er derfor i almenvellets interesse at lade ejendomsretten være i fred, og lade hvert menneske forfølge sine ønsker i samarbejdet i markedsøkonomien.

Kritik af Martin Ågerups “Velfærd i det 21. århundrede” – første del

I Martin Ågerups nye bog “Velfærd i det 21. århundrede” gennemgår forfatteren i første del af bogen hvordan velstand skabes, og diskuterer Danmarks vækstkrise i en historisk kontekst. Under min læsning af afsnittet blev jeg dog overrasket over fremstillingen af vækst og forudsætningerne for vækst som forklaret af forfatteren. Min intention med dette indlæg er at vise en anden måde at se på vækstforudsætningerne og en anden måde at beskrive økonomiens dynamik. Jeg vil forsøge at belyse det som jeg forstår som den fundamentale betingelse for vækst i markedsøkonomien. Først vil jeg dog citere Martin Ågerup for at fremstille hans forståelse af driveren for vækst:

Martin Ågerup skriver, s. 28:

“Der er en grænse for, hvor velstående et samfund kan blive på et givent tidspunkt i historien. Denne grænse afgøres af mange ting, hvoraf teknologi, viden og graden af frihandel imellem landene er blandt de vigtigste. Det er min påstand, at hvor langt et land eller en nation ligger under denne velstandsgrænse i de fleste situationer næsten udelukkende afgøres af nationen selv…”

I citatet beskriver Martin Ågerup at det mest af alt er en teknologisk grænse der afgør hvor stor væksten i samfundet er. Ordet teknologi nævnes som det første i rækken af elementer.

Siden efter beskriver forfatteren også hvorledes denne teknologiske grænse flytter sig, og tillader større vækst end tidligere. Først på side 54 nævnes kapitalinvestering som en mulig vækstdriver, men kort efter henvises til en nobelprisvinder i økonomi der siger at det er teknologisk fremskridt i bredeste forstand (inkl. innovativ ledelse, drift og forretningsmodeller) der driver økonomisk vækst. Det særlige fokus på teknologisk udvikling som driver for samfundets vækst, vil jeg gerne diskutere i dette blogindlæg.

Jeg er blot ingeniør, og inden jeg kritiserer en uddannet økonom som Martin Ågerup, vil det være på sin plads at citere en anden økonom, for at starte diskussionen om vækst på et solidt grundlag. Det er ikke mig der har bygget teorierne, selvom jeg er overbevist om at de er korrekte, jeg forsøger blot at forklare dem (det håber jeg læserne er bekendt med):

Ludwig von Mises, Human Action p. 295:

“The vehicle of economic progress is the accumulation of additional capital goods by means of saving and improvement in technological methods of production the execution of which is almost always conditioned by the availability of such new capital. The agents of progress are the promoting entrepreneurs intent upon profiting by means of adjusting the conduct of affairs to the best possible satisfaction of the consumers.”

Der er med Ludwig von Mises ord kun een måde at opnå vækst på, det er en konstant udbygning af mængden af investeret kapital. Det er kun muligt igennem en øget investering i kapitalgoder at markedet bliver i stand til at producere en øget mængde af forbrugsgoder. Det er klart at teknologisk effektiv investering er at foretrække frem for ineffektiv gammeldags investering, men den vigtige pointe er at det afgørende element er kapital. Teknologien kan være nok så avanceret, men uden kapital er den i sig selv ubrugelig.

Hvorfor er Zimbabwe så tilbagestående når de har adgang til den samme teknologi som alle de vestlige industrialiserede lande? Svaret er ganske enkelt: Zimbabwe mangler den fornødne kapital til at effektuere og opbygge de produktionsgoder der med den tilgængelige teknologi kan konstrueres.

Murray Rothbard, Man, Economy, and State, s 542:

“The relative unimportance of technology in production as compared to the supply of saved capital becomes evident, as Mises points out, simply by looking at the “backward” or “underdeveloped” countries. What is lacking in these countries in not knowledge of Western technological methods; that is learned easily enough. The service of imparting knowledge, in person or in the book form, can be paid for readily. What is lacking is the supply of saved capital needed to put the advanced methods into effect. The African peasant will gain little from looking at pictures of American tractors; what he lacks is the saved capital needed to purchase them. That is the important limit on his investment and on his production.”

Som Rothbard skriver, så er teknologi bare en opskrift (method) på hvordan man kan gøre noget, det er ikke i sig selv en tilstrækkelig forudsætning for rent faktisk at føre opskriften ud i livet. Selv den bedste kogebog hjælper ikke bagekonen der ikke har råd til en ovn. Uden ovnen kan den bedste opskrift ikke bruges til noget som helst. Det glemmer Ågerup desværre i sin diskussion af vækstpotentiale der i for høj grad er hægtet op på teknologi, det han kalder den teknologiske grænse for vækst. I Ågerups forståelse findes kapital bare, og det findes i de mængder som teknologien tiltrækker.

Polen bruges som eksempel i bogen. Efter Sovjetunionens fald i 1989 nævner Ågerup reduktion af korruption og åbning af landet for udenlandske investeringer der kunne flyde til Polen, som driveren for at skabe vækst. Ifølge Ågerup får Polen en vækstforøgelse pga. et teknologisk catch-up med den vestlige verden. I den forstand er større vækstrater mulig fordi den gamle teknologi der var anvendt i det polske produktionsapparat kunne erstattes med et nyt vestligt og avanceret produktionsapparat der hurtigt var i stand til at øge væksten i Polen. Ågerups forklaring hopper desværre for let henover det afgørende punkt: investeringen, den udenlandske kapital. Da Polen åbnes for udenlandsk investering var mængden af investeret kapital per arbejder i forhold til de vestlige økonomier meget lille, og profitpotentialet for investering var større end i de andre økonomier. Kapital der blev investeret i Polen gav et væsentligt bedre afkast fordi forholdet mellem kapital og arbejdskraft gjorde at der var større profit at hente ved at investere i Polen frem for andre steder (lønningerne var lave, og ved at øge produktiviteten af den polske arbejder med nye maskiner og nyt værktøj kunne kapitalisterne betale polakkerne en lavere løn selvom de med investeringen nærmede sig samme produktivitet som en vestlig relativt højt betalt arbejder – dette forhold vil naturligvis på sigt blive udjævnet ved at de polske lønninger bliver budt op af konkurrerende udenlandske kapitalister der kæmper for at ansætte den polske arbejder, da denne er særlig gunstig i forhold til hans vestlige kollega pga. en lavere lønomkostning).

I stedet for at se at det er markedskræfternes kapitaludjævning der førte til Polens store velstandsfremgang så tror Ågerup at det var pga. vestlig avanceret teknologi at Polen oplevede højere vækstrater end de vestlige lande. Dette er forkert, jævnfør Mises og Rothbard. Det er sandt at produktionsmidlerne der blev investeret i Polen af vestlige profitsøgende kapitalister brugte nyere teknologi, men den vigtige økonomiske faktor for opbygningen af Polen var at tilføre flere kapitalgoder til landet.

Det er langt bedre for forståelsen af vækst at se på kapitalinvesteringen frem for på teknologien. Produktionsmidlerne i Polen var så at sige “frosset i tid” pga. manglende investering i nyere værktøj, maskiner og bygninger til at producere forbrugergoderne under det socialistiske styre der umuliggjorde udenlandsk investering og reducerede indenlandsk opsparing betragteligt. Den drivende faktor for velstandsudviklingen var kapitalinvesteringerne, men overfladisk set kunne man observere at de forældede fabrikker blev erstattet af ny teknologi med vestlig kapital. I stedet for at fæstne blikket på kombinationen af kapitalinvestering og teknologi så har Ågerup udset teknologi som den faktor der afgør hvor meget vækst det er muligt at opnå.

Det er vigtigt at understrege at tilførsel af mere kapital er altafgørende for vækstmulighederne. Teknologi er opskriften på hvordan kapitalen kan udformes og implementeres i produktionen, men uden kapital er teknologi ubrugeligt. Det er også vigtigt at understrege at teknologi i sig selv ikke er nogen eksogen faktor i markedsøkonomien. Teknologiudviklingen hviler også på kapitalopbygningen. Uden investeringer i forskning og udvikling så flytter teknologien sig ingen steder. Denne forståelse for kapitalopbygningens altafgørende betydning kan ikke understreges ofte nok. Selv i en tilstand hvor verden har opnået en fuldstændig og total stagnation af teknologiudvikling, så vil en yderligere øgning af den investerede kapital føre til vækst. Det er med andre ord ikke nok at ny teknologi ser dagens lys, det skal også være en teknologi der er praktisk anvendelig, altså i markedsøkonomiske øjne skal den være profitabel at anvende. Når ny teknologi ser dagens lys, så er det langt fra alle potentielle områder der øjeblikkeligt tager teknologien i anvendelse. Der er en meget lang proces fra den første opdagelse af en ny teknologi og til det tidspunkt i historien hvor denne teknologis virkning på produktionsapparatet har udlevet sit totale bidrag. Først investeres den nye teknologi i de produktionsprocesser der yder den højeste profit, dernæst tages den næste proces til overvejelse – og så fremdeles. Ved hvert skridt af ny anvendelse af teknologien skal det gamle produktionsmateriel erstattes af nyt, og det afgørende element for at kunne erstatte sit produktionsapparat er kapital til investeringen. Men kan det betale sig at investere? Er prisen på kapital for høj (for lidt kapital til rådighed) så kan det ikke betale sig at implementere den nye teknologi, selvom den er mere produktiv end den bestående.

Hvis Polen havde haft tilstrækkeligt med kapital til rådighed, så ville de også have investeret løbende i deres egen produktion og havde ikke været teknologisk bagud. Årsagen til Polens tilsyneladende forældede produktionsudstyr skal findes i socialismens destruktion af kapitalopbygning og af fejlinvesteringstendensen under bureaukratisk styring. Når der ikke kan sættes ny kapital i værk, så må de eksisterende kapitalgoder fortsat udnyttes og blot vedligeholdes for at opretholde produktionsvolumen.

I markedsøkonomien tages ny teknologi kun i anvendelse såfremt det er profitabelt at gøre sådan. Kun hvis omkostningerne til udskiftning af det gamle produktionsapparat er mindre end de forventede afkast til det nye, vil produktionsapparatet blive udskiftet. Det kan i vores bageeksempel være at en partikelaccelerator (kendt teknologi) kan lave noget helt fantastisk lækkert (værdifuldt) glasur, men der er næppe nogen bager der har midlerne til at investere i en partikelaccelerator for at lave glasur. Årsagen til at dette valg er åbenlyst tåbeligt er fordi vi ved at der er mange andre ting der er langt vigtigere at investere i for forbrugerne end at lave lækker glasur ved hjælp af en relativt dyr partikelaccelerator.

Ludwig von Mises, Human Action, s 492-493:

“The treatment of the capital problem customary with those economists who are opposed to the so-called “Austrian” view assumes that the technique employed in production is unalterably determined by the given state of technological knowledge. The “Austrian” economists, on the other hand, show that it is the supply of capital goods available at each moment that determines which of the many known technological methods of production will be employed.”

Markedskræfterne sørger via profitmotivet og kapitaludjævningen for at der ikke bygges vanvittige projekter såsom en glasurproducerende partikelaccelerator mens andre og mere værdifulde forbrugergoder endnu ikke er produceret. Dette var ikke tilfældet i USSR, hvor store atomprogrammer og rumprogrammer blev udført med en kæmpe omkostning for forbrugerne. Man havde ganske enkelt investeret i tåbelige projekter, set med forbrugernes øjne, hvor alternativomkostningen var meget højere end værditilvæksten af investeringen i atomprogrammet eller rumprogrammet. Teknologien til at bygge atomreaktorer og rumstationer var til rådighed og blev udnyttet i den grad det lod sig gøre, men det var et bevidst fravalg at bruge vestlig produktionsteknologi på bilfabrikkerne, formentlig af mangel på kapital.

I stedet for at udbygge bilfabrikkerne til at tilfredsstille forbrugernes ønsker om bedre og flere biler, så blev den knappe kapital brugt på mindre værdifulde projekter som politikerne og bureaukraterne ønskede gennemført. Bilfabrikkerne byggede stadig meget få Trabanter, Ladaer og gamle Skoda 105ere med forældet teknologi, ganske enkelt fordi kapitalinvesteringen i bilfabrikkerne blev udsultet til fordel for politiske projekter såsom atomprogrammet og rumprogrammet. Her virkede markedskræfterne ikke. I USSR besad bureaukraten og politikerne suveræn magt til at bestemme hvor der skulle investeres resurser.  Kapitalen flød ikke til de produktionsprocesser der udfyldte det mest værdifulde behov som følt af forbrugerne, det afgørende vigtige prissignal fra forbrugerne samt den frie iværksætters innovative kræfter var ødelagt i USSR, erstattet af statsligt diktat der blev udført af inkompetente bureaukrater.

Ydermere var kapitalopbygningen i USSR også ganske lav. Det kræver ikke megen forklaring. Som borger i USSR får du intet ud af at spare op, og det som bliver sparet op via centralplanlægningen af produktionsstrukturen går til tåbelige projekter der tilsidesætter forbrugernes ønsker og fremmer politikernes. De private incitamenter til at yde en indsats og søge den største profit, fx via investering, er udslettede i USSR.

Et samfund der ikke kan spare op kan ganske enkelt ikke investere i tilstrækkeligt nye teknologiske produktionsformer fordi kapitalgoderne ikke skabes grundet manglende forudgående opsparing og lyst til investering. Dernæst skal den investerede kapital være drevet af markedskræfterne for at sikre at investeringen bliver til forbrugernes gunst. Kun markedsbaseret investering kan føre til øget velstand. Politisk investering fører til fejlinvestering og stagnation eller tilbagegang, som tilfældet var i Polen. Det er dette fænomen der skal bringes frem i lyset. Det er vigtigt for forståelsen af vækst at se teknologi som en gemen “bageform” mens kapitalen er den dej man hælder i formen. Uden dej, ingen kage. Det er ganske enkelt forkert at kalde teknologien for vækstgrænsen. Den ægte barriere for vækst er samfundets mulighed og lyst til opsparing og kapitalopbygning til produktion til forbrugerne, ikke blot teknologi og frihandel.

Forståelsen af opsparing og investeringslyst er nøglen til at forstå det grundlæggende problem som Danmark er ramt af: Det er ikke tilstrækkeligt at have teknologisk kendskab og spare op, danskerne skal også have lyst til at investere i en markedsdreven produktion til forbrugerne i Danmark, uden disse elementer er det ikke muligt at øge danskernes velstand. Dermed er det tydeligt at jo færre investeringer der drives politisk jo bedre, samtidigt at jo større mulighed der er for den enkelte at spare op, jo bedre. Disse elementer er vigtige at forstå for at begribe årsagerne til vækstkrisen i Danmark. Der er ganske enkelt for megen politisk kontrol og for lidt lyst til at spare op og investere.

Løsningen er ganske simpel: Politikerne skal i højere grad holde op med at investere og skattevæsenet skal ligeledes i højere grad holde sig væk.

Bør vaccination være et lovkrav?

I den seneste tid har der været forskellige politikere på banen for at tale for øget støtte til det danske vaccinationsprogram, der betales af skatteyderne, og foræres til personer unger 18 (typisk børn). Selv den såkaldt liberale Laura Lindahl har talt varmt for at gøre det til et krav for alle forældre der har børn i offentlige institutioner at deres børn er vaccinerede. Ligeledes har Italien ved lov fastlagt at alle børn over seks år skal have en række vacciner for at kunne gå i skole.

Vaccinationsprogrammet er en del af det præventive arbejde for at komme visse børnesygdomme til livs som tidligere har været farlige, enten pga. dødeligheden i sig selv, eller pga. visse komplikationer i forbindelse med sygdommen.

Langt de fleste forældre kender vaccinationsprogrammet, og langt de fleste forældre vælger at lade deres børn blive vaccinerede. Vaccinationsprocenten svinger fra vaccine til vaccine, men er for børnevaccinerne generelt over 90 (med undtagelse af HPV vaccinen), se fx på årsrapporten 2016 for Statens Serum Institut (SSI), her. Det vil formentlig ikke være nogen overdrivelse at påstå at sygdommen er meget sjælden i Danmark og at de fleste forventer en stor beskyttelse fra vaccinerne, sygdommene var i alt fald rædsomme og en bekæmpelse af disse må derfor være til det bedste. Da udbrud af sygdommene er meget sjældne er det også naturligt at have en halvdårlig viden om både sygdommen men også om vaccinationsprogrammet selv. Det gælder også mig selv, indtil for ganske nylig.

Der vil være to dele som er værd at belyse i dette indlæg, den ene del er det liberale aspekt af LAs ytring om vaccinationskrav, den anden del om vaccinationsprogrammets effektivitet i bekæmpelse af sygdommene.

Er det liberalt at kræve vaccination på offentlige institutioner?

Det første punkt jeg vil tage hul på er hvor liberalt det er at kræve vaccinationer af alle børn der er i offentlige institutioner. Det er i denne forbindelse ikke vigtigt om vaccinationsprogrammet er guds gave til mennesket, det bedste der er sket for menneskeheden eller om det er en uvirksom metode til forebyggelse af sygdomstilfælde. Først fokuserer vi alene på det liberale aspekt.

I det liberale tankegods ligger frivilligheden som en af grundpillerne: Det skal være muligt at vælge til eller fra i alle henseender i livet. Liberale holdninger må derfor fastholde kravet om frivillighed mellem mennesker. Det er muligvis nødvendigt at nævne at kontrakter er gældende, og har man først underskrevet en kontrakt, kan man ikke blot bryde den, med henvisning til frivilligheden og det frie valg. Når kontrakten er underskrevet og aftalen er indgået, så fanger bordet, og enhver må følge sine aftaler med andre eller godtgøre bruddet med en eventuel bodsbetaling til modparten. Dette nævner jeg blot for at tage fat i problematikken der ind i mellem rettes mod liberale, hvor anklagen om komplet frivillighed uden aftaler ikke kan bygge noget samfund er valid, men ikke rammer den liberale filosofi, da beskyttelsen af ejendomsretten implicit også dækker aftaleforpligtigelser.

Når Laura Lindahl siger at alle børn i offentlige institutioner afkræves vaccination så er det midlertid nødvendigt at nedbryde det i to dele. I den ene del ser vi udelukkende på regelaspektet og den anden på det økonomiske aspekt.

Regelaspektet

Det må for enhver institution være frit at opstille betingelser for adgang for kunderne. Det gælder såvel børnepasning som det gælder diskoteker og andre beværtninger i nattelivet. Det er forretningen selv der opstiller reglerne for kundernes færden og kundernes adgang gives absolut af indehaveren af forretningen, eller en betroet person der i indehaverens sted udfærdiger reglerne. Det må derfor understreges først og fremmest at indehaveren naturligvis har lov til at fastsætte krav om vaccination af alle børn der kommer i indehaverens institution. I tilfældet af den offentligt ejede institution er der dermed frit lejde til at fastlægge regler omkring vaccinationskrav af institutionen selv eller dens betroede. I dette tilfælde falder ansvaret enten hos den enkelte institution (decentral beslutningstagen) eller hos mere centrale aktører i kommune, region eller stat. I sidste ende kan politikerne udfærdige love der fastsætter nationale krav til alle offentlige institutioner. Så vidt har den liberale ikke nogen kritik af regeludfærdigelsen. Den som ejer geschæften fastsætter reglerne.

I den liberale ånd vil det dog være at foretrække at hver enkelt institution vælger selv, og i stedet for at fastsætte nationale krav, så bør hver enkelt institution vurdere behovet for dette vaccinationskrav på egen hånd og fastsætte reglerne. Jo nærmere virkeligheden beslutningen tages, jo bedre tenderer den at følge de relevante behov. Den decentrale beslutningstagen vil også føre til større valgmulighed – et gode ifølge den liberale.

Den liberale kritik af det offentlige ejerskab stikker midlertid dybere end blot regelfastsættelsen.

Det økonomiske aspekt

Alle offentlige institutioner understøttes af skatteyderne for at kunne fungere. Selv de statslige monopoler der drives som forsøg på almindelig virksomhed med betalende kunder uden implicit skatteyderunderstøttelse drives så ineffektivt at de bliver tabsgivende – tab som skatteyderne skal betale. I driften af disse institutioner er skatteyderen på krogen for at finansiere opbygning, drift og vedligehold. Denne skattebyrde er ikke en liberal mekanisme – det fratager individet sine valg i livet. De penge som er tjent ved at deltage i markedsøkonomien bør være ejet fuldt og helt af den som har ekspederet den ejendom der er oprindelsen til fortjenesten – herunder de opgaver som din krop og dit sind løser der fører til din lønindkomst fra din arbejdsgiver. Det er dermed absolut nødvendigt at ophøre med at tage penge fra skatteyderne og give til institutionerne for at følge det liberale mindset.

Den liberale kritik af skatteyderfinansierede foretagender er velkendt og behøver ikke gentagelse her, det vil være mere givtigt at diskutere nogle få sideeffekter af liberale tanker for “problemet” med manglende vaccination og regelfastsættelse af offentlige institutioner.

Et af de første forslag jeg kom på, for at trække situationen i en liberal retning, var at foreslå at enhver der dermed ikke ønskede at lade sine børn vaccinere heller ej skulle betale for de offentlige institutioner. Man kunne dermed få en reduktion af skattebyrden ved at fravælge at sende børnene på en offentlig institution og vælge en privat i stedet. Denne idé skaber dog nogle problemer for det statslige subsidiesystem, som jeg kommer ind på lige om lidt.

Hvert barn får i dag en sum penge allokeret i den offentlige kasse til institutioner, børnehave, dagpleje, vuggestue eller skole. Denne sum penge reduceres med 25% hvis forældrene vælger en privat institution i stedet for den offentlige. Det er et problem man kan undre sig lidt over – på trods af denne tydelige diskrimination klarer de private sig stadigvæk. Det er bemærkelsesværdigt at det private kan drives for en sum mindre end det offentlige (som i vid udstrækning endda skal underlægge sig samme ineffektive og dyre undervisningsformer og regler), men det burde ikke komme bag på nogen der har en sund forståelse af markedsøkonomi og statsindblanding.

Det næste problem er at den sum penge der allokeres i den offentlige kasse til institutionerne kommer ikke direkte fra forældrene selv. Det er en kasse der er fyldt med skatteydernes penge, og der er ingen relation mellem forældrenes indkomst og børnenes institutionsomkostninger. Den liberale må derfor igen påpege at offentlig drift af institutionerne fører til situationer der er meget lidt ønskværdig set med liberale øjne.

Det fører hurtigt til interessante spørgsmål, hvorfor skal andre skatteydere, som ikke har børn (eller ikke har børn der benytter institutionerne) betale for andre menneskers brug af disse institutioner? Hvis ikke-vaccinerede børn kan føre til skattelettelser for forældrene, så vil det være et godt argument at ligeledes må barnløse kunne fravælge at betale for de offentlige institutioner. Det er en logisk følge af det første forslag at udbrede valgmuligheden til flere, og det vil afgjort trække samfundet i en liberal retning at kunne takke nej som skatteyder til enkelte eller alle offentlige ordninger.

Det offentlige system ville hurtigt bryde sammen, hvis det var frivilligt at deltage i betaling af institutionerne. Skatteyderne ville hurtigt trække deres penge fra subsidieringen, særligt de som er produktive og har børn i private skoler ville få en gevinst af kunne få lov at beholde deres egne penge og bruge dem direkte på skolen frem for at betale skat og få 75% af skolepengene for en offentlig elev med igen. Meget hurtigt ville det vise sig at være umuligt at dække omkostningerne til driften af de offentlige institutioner fordi midlerne ikke længere kom i en lind strøm fra skatteyderne, der nu har fået et valg hvor de tidligere ikke havde noget.

Det liberale svar på spørgsmål om det er liberalt at kræve vaccination på offentlige institutioner er derfor: Det er absolut ikke liberalt at drive offentlige institutioner, og efterfølgende tekniske spørgsmål om driften er mindre vigtige. Når det økonomiske fundament er bygget på ufrivillig betaling og tvangsopkrævede midler så er resten af de små teknikaliteter mindre vigtige fra et liberalt synspunkt. Man kan naturligvis stadig forsøge at agitere for større valgmulighed ved lokale beslutninger i den demokratiske proces, men som udgangspunkt bliver situationen aldrig rendyrket liberal.

Er vaccinationsprogrammet guds gave til mennesket?

Efter at have talt lidt om de liberale aspekter om regelfastsættelsen for institutionerne, skal vi nu prøve den mere kontroversielle del af emnet. Hvordan virker vaccinationsprogrammet i det hele? Er det guds gave til menneskeheden? Var vi alle døden nær før vaccinationsprogrammet blev indført af kloge og uselviske offentlige bureaukrater?

Jeg har ikke sat mig ind i alle detaljerne og teknikaliteterne i hele vaccinationsprogrammet – jeg har blot set nogle meget interessante grafer for mæslinger som jeg mener burde være mere udbredt kendskab til. Hvis de tåbelige politikere vil fastsætte nationale regler for krav til vaccination så bør vælgerne i det mindste kende bare en flig af historien om børnesygdommene og vaccinationsprogrammets effektivitet.

Hvis du sad med en forståelse af at vaccinationsprogrammet var et fantastisk program, der hjalp mennesket med at kravle ned fra træerne for at kunne dyrke et liv i fred og tryghed sammen, så tager du fejl. Hvis du troede at dødeligheden af mæslinger var kæmpestor inden vaccinationsprogrammet blev indført, og ved indførsel af vaccinationsprogrammet blev hundreder af børn skånet fra den sikre død, så har du særlig brug for at følge med i det næste her, ikke for at afskrive vaccinationsprogrammet, men for at afbalancere emnet og sætte tingene i perspektiv til så mange andre problemer samfundet bøvler med.

Jeg tager udgangspunkt i børnedødeligheden af mæslinger, via data taget fra SSIs temaside om mæslinger.

Prøv at tage en grundig kig på de to grafer, den ene om børnedødeligheden fra 1877 til i dag og den anden fra 1960 og til i dag.

Man ser ganske tydeligt en markant reduktion af børnedødeligheden overfor mæslinger fra 1890’erne til 1952 hvor grafen næsten er helt i bund med dødeligheden. Vaccinationsprogrammet blev iværksat i 1987, nogle fik vacciner allerede fra 1982, men dette er 30 år efter børnedødeligheden var reduceret fra flere hundrede om året til 0-15 årligt. Vaccinationsprogrammet kan derfor ikke tage æren for reduktionen af børnedødeligheden, børnedødeligheden faldt betragteligt, og næsten til ingenting inden vaccinationsprogrammet blev indført.

Effekten af vaccinationsprogrammet er derfor at forhindre sygdommen end det er at forhindre dødeligheden fra sygdommen. Den variabel som falder dramatisk ved indførelse af vaccinationsprogrammet er ikke dødeligheden, da den i forvejen var lav, det er i stedet antallet af tilfælde af sygdommen der er blevet reduceret. Mæslinger er en træls sygdom der kan give feber i 3-4 dage men i sjældne tilfælde også hjernehindebetændelse. Som forælder til almindelige børn der får feber, så synes feberen ikke som det værste i verden, det vil naturligvis være at foretrække ikke at få nogen sygdomme overhovedet, men set i det store billede, så er en enkelt febersygdom ekstra ikke noget voldsomt besværligt at overkomme. I den forbindelse er ufarlige skoldkopper langt mere irriterende fordi sygdommen trækker ud så længe (over 1 uge), og mens den står på må barnet, selvom det ellers er ved godt mod og i godt humør, ikke komme i institution.

Der er forskellige forklaringer på hvad der skete med den historiske udvikling af barnedødeligheden i forbindelse med mæslinger. SSI skriver at det skyldes bedre behandlinger på sygehuse og bedre mulighed for indlæggelse til medicinsk behandling. Men med mellem 30.000 – 70.000 tilfælde af mæslinger årligt i 1970’erne, så vil det være sandsynligt at de færreste blev indlagt på hospitalet. Langt størstedelen klarede formentlig sygdommen hjemme med almindelig pasning og pleje. Andre siger at det skyldes ernæringsmæssige faktorer, såsom viden om vitaminernes afgørende rolle for menneskets helbred (viden om vitaminer steg betragteligt i starten af det 20. århundrede, særligt vitamin C). Det bør her nævnes at der ikke er nogen konflikt mellem de to synspunkter, begge har haft en positiv betydning for menneskets helbred gennem tiden.

Den interessante stigning i dødelighed omkring 2. verdenskrig med det efterfølgende fald (mens antallet af smittede steg) hverken bekræfter eller afkræfter den ene eller anden forklaring. Det viser blot tydeligt at så længe resurserne bruges på tåbelige krige, som fører til lavere velstand når samfundet drænes, så risikerer vi sygdom og højere dødelighed. Der er en ganske velkendt sammenhæng mellem økonomisk velstand og menneskelig sygdom. Om pengene til krigen er taget fra god ernæring, hospitalsydelser eller begge kan muligvis graves frem, men den opgave tager jeg ikke på mig og nøjes med at tildele begge synspunkter et nik.

Dette betyder dog også at skræmmebilledet om sygdommens hærgen i Danmark, hvis vaccinationsprogrammet ikke fandtes, er stærkt overdrevene. Misforstå mig ikke, der er ingen dødsfald der er acceptable. Et dødt menneske er et dødt menneske for meget. Men det er i det store billede nødvendigt at fastholde en vis rimelighed i reglerne som desværre fastsættes af politikerne. Det er ikke noget problem der er kæmpestort, hvis nogle fravælger vaccinationsprogrammet. Selv da ingen modtog vaccinationerne i årene fra 1970 til 1980 var dødeligheden mellem 0-5 om året (ingen døde i årene 1973, 1975 og 1977).

Et af argumenterne som Laura Lindahl benytter er bl.a. at hun vil sikre at nogle forældres valg ikke rammer andre. Men da er spørgsmålet så om vaccinationsprogrammet er noget værd, hvis man selv er vaccineret, hvad betyder det så at andre ikke er vaccineret? Kan man blive smittet alligevel, hvad så?

Skulle man tilmed blive smittet, og man er vaccineret, så er der rigtig gode prognoser for at man kommer over sygdommen igen. Det sidste dødsfald blev registreret i 1989 ifølge SSIs temaside.

Pointen med at se på data og forholde sig til virkeligheden er at kunne demontere politisk propaganda fra politikere der pisker på den sygdomsforskrækkede befolkning. Det er værd at sætte sig lidt ind i sagerne for at kunne forholde sig nøgtern til problemet, i stedet for at følge med og blive skræmt til at indføre endnu mindre frihed for samfundet. Hvis vi lader os skræmme hele tiden, så kan politikerne få os til at opgive alle vore friheder til sidst, i den evindelige jagt på absolut og perfekt tryghed. Dette er netop kernen i problemet her.

Skulle man øge folkesundheden og middellevealderen, så kunne man starte med at frigøre store dele af økonomien til markedet igen, således den ekstra velstand gør os i stand til at kurere flere sygdomme. I stedet for at skrige på flere statslige opgaver der kan tvinge befolkningen ind på politikerens linje, så burde liberale arbejde på at fjerne statens knusende åg fra befolkningens produktive kapacitet, så vi bedre bliver i stand til at ernære os og tilkøbe de sundhedsydelser som er mest værdifulde. Den nuværende socialistiske tildeling af bureaukratiske sundhedsresurser er under alle omstændigheder langt vigtigere at komme til livs, end at bede forældre om at vaccinere deres børn mod deres vilje.

Fællesskaber på det frie marked

Liberalister får ind i mellem på puklen for at være egoister, for at bekæmpe kollektive bevægelser og folkelige strømninger. Det er ikke så svært at forstå at disse indvendinger rettes mod liberalister, der ind i mellem fremstår som en gruppe mennesker der for alt i verden ikke vil have fællesskabet (staten) til at dirigere og bestemme.

Den liberale kritik af statens magt behøver jeg ikke komme ind på i dette indlæg, mit fokus vil i stedet være på at forklare hvordan man som liberal kan fastholde sin glæde ved fællesskaber, og indgå i sociale konstruktioner der gavner en fælles gruppe.

1. Maj bliver ofte brugt som arbejdernes gruppekritik af kapitalismen. Det tager ikke mange sekunder på google med søgeordet “1. maj” før man støder på en række bannere og reklamer der eksplicit taler mod kapitalismen, eller blot “kapitalen”. Bag bannerne står en organisation der har til formål at fremme arbejdernes sag, men på mig virker det meget finurligt at man som arbejder er mod kapitalismen som system, hvis man vel at mærke har taget sig tiden til at forstå det komplekse og fleksible system der baseres på frivillige sociale relationer i handel.

Med de gængse slogans og politiske budskaber er det let at fortolke situationen som en hvor kapitalismen er for de få og rige (egoisterne), mens flertallet (de sociale) er for, om end ikke den direkte socialisme, så en neddroslet social-demokratisk version, bygget af det samme Marxistiske tankegods med proletariatets eller vælgernes diktatur. Følger man ukritisk tankegangen kan man let blive påvirket til at gentage fejlene i argumenterne, og dermed underbygges med gentagelsens kunst at kapitalismen er egoistisk, mens arbejderbevægelsen er solidarisk, socialt funderet og søger at skabe opmærksomhed og positivitet omkring fællesskaber.

Der er dog visse elementer der bør kigges nøje efter, før man tager argumentationen til sig, eller ligefrem gentager den for andre.

Markedet – de liberales foretrukne handelsplatform

Hvis vi tager et skridt tilbage fra skåltalerne og de store røde bannere, og kigger nøgtern på hvad grundlaget for kapitalismen er, så skal vi først skabe en forståelse af hvad handel mellem to mennesker indebærer. Hvis der ikke er nogen der direkte befaler dig at søge andre for at handle med dem, hvis du er fri til selv at vælge, hvorfor kan det så være at du søger markedet for at handle?

I grundstenen finder vi at årsagen er en udbredt forståelse af arbejdsdelingens unikke bidrag til produktiviteten – eller sagt på en anden måde, så ved vi godt at tømreren er bedre til at sætte døre i huset, end du selv er (hvis du da ikke selv er tømrer eller udpræget handyman). Ser vi en person arbejde som er velbevandret i sit arbejde, så opdager vi hurtigt at tingene sker langt hurtigere end hvis vi selv skulle begynde arbejdet. Vi kan med egne øjne se at det er væsentligt lettere og mere pålideligt at lade de dygtige tømrere bygge tage, sætte døre i og gøre meget andet, end os selv.

Arbejdsdelingen er grundstenen i det sociale netværk, uden fordelen ved arbejdsdelingen, er der meget lidt behov for et samfund. Naturligvis er den almindelige menneskelige sociale glæde også anseelig, men her kan økonomerne snige sig udenom spørgsmålet ved at sige, at værdiskabelse er subjektivt, og nyder man et godt selskab med andre, gavner det også din subjektive opfattelse og du vil se på situationen som værdiskabende. Det også selvom intet reelt arbejde, som vi almindeligvis opfatter noget sådant, finder sted.

Grundlæggende er arbejdsdelingen ikke nødvendigvis forbundet med de frie markedskræfter, socialisterne mener at vi kan beholde arbejdsdelingen og samfundet, men i stedet for at hver enkelt har råderet over sine egne resurser, sikret med ejendomsrettens beskyttelse, så skal et fællesskab (staten) bestemme brugen og tildelingen af resurserne.

Den store force ved det frie marked er netop den subjektive del af menneskets liv, den måde vi anskuer værdi, den måde vi føler glæde på, og den måde vi ønsker at bruge vores tid og resurser selv, er meget forskellig fra person til person. En central kritik af socialismen bygger således på problemet omkring viden, hvordan kan et fællesskab forstå dine inderste følelser og sørge for at netop hvad du bliver tildelt er det, ud af mulighederne, som giver dig den største glæde og fornøjelse?

Det frie marked er derfor nødt til at bygge på arbejdsdelingen, den private ejendomsret og individets eget initiativ. Da man som liberal ikke kan acceptere andre bestemmer over andre, så bliver den liberale grundfilosofi absolut bygget på individets egne handlinger, drevet af individets egne ønsker og lyster.

Liberale siger derfor at det frie marked er nøglen til at sikre at ingen bliver trådt under fode (beskyttelse af ejendomsretten og lighed for loven for enhver) af andre. Det frie marked skal opfattes som et system der sørger for at enhver kan søge sin egen lykke så længe de selv respekterer andres søgen efter deres. I den forstand betyder det at man accepterer hinandens forskellighed i valg af de mål som man sætter sig selv i livet, men i særlig grad respekteres også de midler man tager i brug for at nå sine mål.

Markedets fællesskaber

Den absolutte fokus på individets frihed til at vælge bliver ind i mellem en hæmsko for den liberale. Kritikken hagler let ned over det store fokus på individet, for, som kritikken antyder, så glemmer den liberale fuldstændigt de sunde mekanismer som mennesket også har brug for hos andre i fællesskabet. Men kritikken er forfejlet, der er rigelig plads i den liberale filosofi til at danne fællesskaber og indgå samarbejde. Det burde være børnelærdom, men er desværre aldrig blevet taget op til undervisningsmateriale i skolevæsenet her til lands.

Markedet er bare en platform hvor man kan indgå frivillige sociale relationer med hinanden. Det giver også friheden til at danne fællesskaber, store som små. Den liberale fastholder blot overfor fællesskabet at fællesskabet ikke har nogen ret over individet – ønsker individet at forlade fællesskabet, skal denne være fri til at gøre således. Det er alt.

Hvis vi går tilbage til arbejdernes kamp for deres rettigheder og for fællesskabets ånd, så er det vigtige liberale budskab ikke at fagforeninger er forkerte som sådan. Fagforeninger er vigtige instrumenter til at hjælpe hinanden med råd, viden og vejledning. Den liberale ser på fagforeningerne som idé som ganske glimrende: Fagforeningen kan opbygge viden, give juridisk specialisthjælp i tvisttilfælde, og give særlig opbakning til personer der har svært ved selv at løfte den tunge opgave af selv at skulle gå i retten for sin egen sag. Der er ikke nogen årsag til at den liberale skulle være mod fagforeninger der tog sig af medlemmerne, og som hjalp dem med at forhandle løn, vilkår osv. Her er ingen problemer, så længe fagforeningerne holder sig indenfor lovens rammer og bruger frivilligheden i markedet som platform.

Desværre er fagforeningerne ikke blot denne idylliske udgave af en behjælpelig organisation, der støtter usikre arbejdere og sikrer deres ret mod utålelige chefer og svindlere. Fagforeningerne gør meget mere end blot hjælpe medlemmerne, de fungerer som en kartelorganisation der bruger vold med statens velsignelse mod andre markedsdeltagere, typisk arbejdsgiverne. Det er netop her den liberale springer fra og kræver fagforeningerne gjort ansvarlig for deres voldelige handlinger, og påpeger urimeligheden af statsstøtten til kartellet der prisfixer arbejdskraften indenfor mange sektorer. Ikke-medlemmer af fagforeningen har ikke mulighed for at søge arbejde i en fagforeningsramt sektor, hvis denne ikke følger fagforeningskartellets overenskomster.

I stedet for at bruge vold mod uskyldige arbejdssøgende mennesker, burde fagforeningen koncentrere sig om det markedsbaserede arbejde, for eksempel at hjælpe medlemmerne juridisk ved tvister, arrangere relevante kurser, skabe faglige netværk og hjælpe med jobsøgning for de som ønsker et job. Fagforeningernes rolle behøver ikke at holde sig inde for disse rammer. På det frie marked skabes initiativ og nye ideer prøves af, derfor kan det ikke på forhånd defineres hvad markedets deltagere sammen finder på.

Et andet og langt mindre kendt fællesskab på markedet er aktieselskaber. Det lyder måske meget søgt ved første tanke, men prøv at give denne tanke en chance. Et aktieselskab overholder, såvidt det ikke er et svindelforetagende, der skal straffes via det juridiske system og bringes i orden igen, liberalistens krav om frivillighed og ejendomsrettens beskyttelse. En medejer af et aktieselskab kan gøre sine ønsker gældende i den udstrækning som ejerskabet tillader – jo større aktiepost jo mere indflydelse på selskabet. Det er også en frivillig konstruktion, hvor aktionærer kan sælge sine aktier på markedet, hvis man ønsker at slippe af med dem, af den ene eller anden årsag.

Et aktieselskab har stort potentiale, og kunne bruges til at løfte langt større samfundsopgaver end vi bruger dem til i dag. Det er ikke ualmindeligt at forsikringsselskaber er aktieselskaber, og ønsker man et forsikringsselskab der tager særligt socialt ansvar der passer til ens egen overbevisning, kan man købe aktier i dette selskab og deltage i beslutningsprocesserne for at underbygge de processer man mener selskabet bør have. Hvis man mener at overskuddet i virksomheden skal gå til at drive et plejehjem, børnehave for handikappede børn eller andet, så kan man via aktieselskabet finde ligesindede der ønsker at fremme en særlig sag i samfundet.

Denne slags fællesskaber taler vi sjældent om. Det er en skam, for det er bl.a. disse fællesskaber som er produktive for samfundet. Uden dem ville vi være fattigere som mennesker, uden valget om at kunne forlade et utilfredsstillende fællesskab kan man ikke skabe bæredygtige fællesskaber. Alle organisationer skal hele tiden formes til beslutningsdeltagernes glæde og det kræver at der er fri adgang til at komme og gå, som det passer. Har man ikke mulighed for at sige fra overfor fællesskabet ender det let som et fællesskab der bestemmer over dig og træder dine værdier under fode.

Det behøver heller ej dreje sig om profit – markedet er frit, det er ikke tvunget til at dreje sig om profit i pengemæssig forstand. Ønsker man at drive en profitløs virksomhed, så er dette også muligt. Såfremt man kan overtale andre ligesindede om at grundlægge et aktieselskab på et fælles fundament og en forståelse for driften og fremtiden, så er det på det frie marked muligt at gøre præcis som man ønsker. Man kan dyrke sine fællesskaber frit i samarbejde med andre, det frie marked er ikke egoistisk og pengegrisk. Det frie marked sætter mennesket frit til at gøre som det lyster. Det siges desværre alt for sjældent.

Offentligt monopol på gasnettet er en idiotisk idé

På det seneste har der været diskussioner oppe om hvordan “det danske gasnet” fremover skal drives og ejes.

I dag er der flere offentlige instanser som ejer store dele af gasnettet – herunder HMN naturgas og Dansk Gas Distribution (tidligere DONG energy). HMN naturgas ejes af en række kommuner mens Dansk Gas Distribution ligger under energinet, og ejes altså af den danske stat.

Hvorfor ikke bare privatisere hele gasnettet, og lade markedskræfterne finde ud af hvor store andele af gasnettet der er optimalt at drive per firma? En dansk professor udtaler i den forbindelse, at det er vigtigt at politikerne tænker sig godt om, fordi det, ifølge professoren, eneste der er værre end et offentligt monopol er et privat.

For nogle år siden ville jeg selv have sagt det samme. Forestillingen der dannes i hovedet på de fleste er at den private virksomhed med monopol kan hæve prisen til hvad end den vil, og trække så mange penge ud af forbrugeren som han lyster ved at hæve prisen. Forbrugeren må til lommen og betale, koste hvad det vil, hvis forbrugeren vil have varmt vand, varme og madlavningen på gaskomfuret. Magtfordelingen er skæv – ejeren af det monopoliserede produktionsgode har al magten, og forbrugeren, der ledes ud i et meget dyrt forbrug for at kunne imødegå sine basale menneskelige behov, har ingen magt.

På den anden side vil et offentligt monopol, omend ineffektivt, oldnordisk og uden kundeservice, i det mindste blive drevet sådan at forbrugeren ikke udplyndres for at skabe store profitter for griske kapitalistsvin. Det offentlige behøver ikke tjene penge på driften – hvordan kan man nogensinde være imod at det offentlige driver noget? Vi slipper som forbruger fuldstændigt for at betale overprisen der fører til profitten.

Det er efter alt at dømme den gængse tankegang, og jeg har også selv været en af dem der fulgte den. Jeg har dog læst lidt siden dengang, og vil gerne hjælpe andre til at få samme forståelse af problemets natur som jeg selv har været heldig at få.

I det følgende vil jeg tage udgangspunkt i Ludwig Von Mises fantastiske bog “Human Action” kapitel 15 og  Murray N. Rothbards fabelagtige bog “Man, Economy, and State” kapitel 10.

I min indlæg her vil jeg forsøge at skabe forståelse for følgende punkter:

  1. Markedsmonopolet deler fortsat “magten” over produktionen i samarbejde med forbrugeren
  2. Markedsmonopolet er i risiko for nye konkurrenter
  3. Det offentlige monopol kan præcis drives som fordommene siger om det private monopol
Markedsmonopolet

Før jeg går ind i det meget politisk ukorrekte emne, så er det på sin plads med et lynkursus i østrigsk økonomi.

Jeg starter blødt ud med et citat fra Human Action, side 278, hvor Mises pointerer den vigtige adskillelse af monopoler og monopol-priser:

Monopoly in this second connotation of the term becomes a factor in the determination of prices only if the demand curve for the monopoly good concerned is shaped in a particular way. If conditions are such that the monopolist can secure higher net proceeds by selling a smaller quantity of his product at a higher price than by selling a greater quantity of his supply at a lower price, there emerges a monopoly price higher than the potential market price would have been in the absence of monopoly. Monopoly prices are an important market phenomenon, while monopoly as such is only important if it can result in the formation of monopoly prices.

Den intelligente læser ved at der er visse goder som vi har masser af alternativer til. Vi kan tage eksemplet med fødevarer. I denne sektor er det muligt at skifte mellem mange forskellige produkter, der hver for sig kan bruges til at tilfredsstille det menneskelige behov for energi og ernæring. Skulle producenten af wienerbrød få den fjollede idé at hæve prisen til det dobbelte, så er det muligt at vælge at købe kanelstænger som substitut (jeg ved der er en vis form for religiøsitet mellem disse slags valg, men det gælder trods alt ikke alle forbrugere af wienerbrød, og det er pointen).

Mises fortsætter, stadig s 278 i Human Action:

The higher the monopolist fixes the price at which he is ready to sell, the more potential buyers turn their dollars toward other vendible goods. On the market every commodity competes with all other commodities.

På økonom’sk vil man sige at “elasticiteten” af efterspørgselskurven er meget vigtig. Hvis efterspørgselskurven er “elastisk” betyder det bare at producenten kan tjene flere penge ved at sænke prisen og sælge meget mere. Er kurven ikke elastisk, så kan producenten ikke tjene mere ved at sænke prisen og sælge mere. En vigtig detalje at få med i denne forbindelse er at efterspørgselskurven ikke har nogen forudbestemt form. Den kan være stykvis elastisk i nogle dele og uelastisk i andre. Det er også vigtigt at pointere at en efterspørgselskurve også har en tidsfaktor og skifter med tid, når forbrugernes præferencer ændrer sig eller flere nye alternativer kommer på markedet. Det er vigtigt at danne forståelse af hvor dynamisk markedet er, og en naiv fremstilling af en sort/hvid efterspørgselskurve der er statisk i tid og ens over hele kvantitetsaksen er farlig.

Den totale indtægt i balance med produktionsomkostningerne afgør om det er profitabelt at sænke prisen og øge produktionen, eller om det er bedre at fortsætte, eller ligefrem sænke produktionen, for at opnå den største profit. Sælgeren af en given vare skal altid være vaks og dristig, det er nødvendigt med eksperimentel prissætning for at finde ud af hvilken pris maksimerer profitten. Prisdannelsen har et stort element af udforskning af ukendt territorium over sig, og med prissystemet kan netop “trial and error” princippet tages i brug. Prøv dig frem, gæt så godt du kan, og ret hele tiden til. Denne opgave varetages af iværksætteren og dennes fantasi.

Lad os for eksemplets skyld vedtage at der fandtes en fabrikant der havde konkurreret alle andre ud, og var den eneste på markedet der kunne producere wienerbrød. En kæmpe kæde ejer alle bagerierne og fabrikkerne der producerer wienerbrød. Nu hvor ejeren har monopol har ejeren tænkt sig at udnytte sin unikke position og vil hæve prisen på wienerbrød. I stedet for at det koster 25kr for en stang wienerbrød, sætter producenten nu prisen til 40kr. Producenten skal, for at hæve prisen til det højere niveau, reducere produktionen af wienerbrød. Afhængig af kundernes efterspørgsel skal producenten enten reducere produktionen betragteligt, eller ganske lidt. Hvis hele forbrugerskaren af wienerbrød er fanatiske wienerbrødselskere, og kunne ikke drømme om at købe kanelstænger i stedet, så kan producenten nøjes med en beskeden reduktion af produktionen for at kunne sælge hele produktionen til den nye monopolistiske pris.

De religiøse forbrugere står nu fattigere end før. Er det ikke uretfærdigt? Monopolisten, nu både med monokel, cigar og guldkæder, har malket forbrugerne og udnyttet deres religiøse overbevisninger til gavn for sin egen egoistiske livsstil og profitliderlige neuroser. Man kan næsten fornemme den onde latter gjalde gennem kontorpaladset, når hans onde plan lykkes og forbrugerne står i regnen, klædt af til skindet.

Nu var det på sin plads at konkurrencestyrelsen gik til angreb og splittede wienerbrødsmonopolet op, tænker du sikkert. Men lad os prøve at se hvad der vil ske i det frie marked med ægte laissez-faire. Vi simulerer situationen lidt videre hvor konkurrencestyrelsen ikke er etableret, fordi politikerne er gale laissez-faire flagellanter.

De tidligere konkurrenter ligger i de rygende ruiner af fallit og gisper efter en indkomst. Deres forretning er slået fejl, de er en slukøret hob af fiaskoer der alle har een ting til fælles: De kan finde ud af at lave wienerbrød, men ikke nær så billigt som monopolet kunne. Deres situation er nu anderledes. Nu hvor monopolisten har hævet prisen på wienerbrød er konkurrenternes ineffektive wienerbrødsproduktionsform pludselig rentabel igen. Deres gamle produktionsmetoder er gangbare ved den nye højere pris, og åbningen i markedet skaber en profitdrevet lystighed hos investorer, der kan se en profitabel situation ved at skyde penge ind i de konkursramte selskaber og begynde at kværne wienerbrød ud til masserne påny.

Udsigten til at måtte tvære konkurrenterne ud igen rammer monopolisten. Hvis prisen ikke sænkes, så begynder de forpestede konkurrenter igen at producere wienerbrød og skærer ind i monopolistens profit. Den øgede produktion fra konkurrenterne vil uafværgeligt føre til reducerede priser, og markedsprisen rammer formentlig igen 25kr. Ikke nok med det. Hvis nu konkurrenterne kommer på banen ved 40kr per wienerbrød og med nye investorer i ryggen kan optimere deres gamle produktionsmetode, så kan de måske stadig hænge på ved 24kr per wienerbrød pga. gældslettelse og eventuel nye produktionsfaciliteter. Tanken er forfærdelig for monopolisten der sidder på en enorm produktionskapacitet. For at øge produktiviteten i hele biksen skal kapitalapparatet, som er gigantisk, udskiftes eller opdateres med nye massive investeringer til følge. Hvor blev profitten nu af?

Klog af tidligere konkurrenceforhold ved monopolisten godt at det ikke er nogen god idé at pirre investorer til at bygge nye skinnende wienerbrødsfabrikker til at udmanøvrere den gamle monopolists nedslidte og hårdt pumpede produktionsapparat, der, omend var mere effektivt end de fallerede producenter, trods alt ikke er state-of-the-art hele vejen rundt. Det er langt bedre at holde prisen lav og forsøge gradvist at optimere produktionen således prisen kan sænkes yderligere, så situationen ikke opstår igen hvor nye teknikker kan udkonkurrere monopolisten, der har massive investeringer der skal forrentes i sin produktion.

Har man først opnået monopol, så er det i sin egen største interesse at fortsætte med at forbedre sig og undgå potentielle konkurrenter der med frisk kapital og ny teknik kan gøre et alvorligt indhug i egen profit. Det er bedre at forsøge at optimere og reducere prisen for ikke at åbne sin profitflanke for andre.

Det kan være du tænker at det lyder alt sammen meget godt – men hvad med geografi’en? Vi har alle hørt historien om at John D. Rockefeller fra Standard Oil brugte priskrige til at molestere sine konkurrenter. Ved at pumpe priserne op i eet område dækkede virksomheden tabet ind i andre områder, hvor en konkurrent skulle ekspederes.

Problemet med den teori er at forbrugerne kan bygge lagre hvis du dumper priserne, mens andre igen vil opkøbe din produktion det billige sted, og transportere den hen og konkurrere mod dig selv, hvor prisen er høj. Det største du kan opnå er transportomkostningen som forskel mellem et sted og det næste. Det vil sjældent være tilstrækkeligt til at udkonkurrere alle. Reducerer du prisen for meget, fylder forbrugerne sig op på produktet, og der vil gå lang tid igen før dit salg normaliseres. Tabet, som den største producent, vil være meget stort, og strategien er uholdbar at begive sig ud i.

Ovenstående eksempel viser at det er meget svært at bruge et monopol til noget som helst, så længe det er muligt for andre at konkurrere med dig, eller hvis der er alternativer til dit produkt. Er det let at vælge kanelstang frem for wienerbrød hvis prisen godtgør det nye valg, så er det ganske enkelt den letteste vej til ruin at hæve priserne, fordi kunderne flygter over til alternative produkter der tilfredsstiller deres behov.

I sidste ende er det vigtigt at huske på at monopolisten også har behov for at kunderne køber hans varer eller tjenesteydelser frivilligt. På det frie marked er det ikke muligt at sælge noget medmindre køberen er villig til at købe. Køberen fravælger dit produkt hvis det er for dyrt – det må selv den mest griske monopolist finde sig i. Monopolets magt er derfor så som så, det er ikke så enkelt som det tit forlyder fra diverse såkaldt intellektuelle eller fra centraladministrationens bureaukrater der har en vældig stor interesse i deres egen karriere og i at fortsætte med at propagandere for farligheden af markedskræfternes mekanistiske dannelse af monopoler.

Rothbard skriver, i Man, Economy, And State side 635:

If the consumers were really opposed to the cartel action, and if the resulting exchanges really hurt them, they would boycott the “monopolistic” firm or firms, they would lower their purchasing so that the demand curve became elastic, and the firm would be forced to to increase its production and reduces its price again. If the “monopolistic price” action had been taken by a cartel of firms, and the cartel had no other advantages for rendering production more efficient, it would then have to disband, because of the now demonstrated elasticity of the demand schedule.

På markedet er monopoler sjældne. Selv monopoler, som diskuteret her, løber ind i problemer hvis de forsøger at afpresse forbrugerne. Et monopol på markedet bør derfor ikke frygtes af forbrugerne i det lange løb, for uanset hvad efterspørgselskurven er i ét øjeblik, så er monopolisten nødt til at give forbrugerne værdi for pengene, da de ellers bare køber andre goder der pludseligt bliver mere interessante når prisen på det monopoliserede gode hæves. Forbrugerne er ikke bare en statisk efterspørgselskurve, som enten er elastisk eller ikke elastisk. Forbrugerne, i det frie marked, er mennesker med valgmuligheder og egne prioriteringer.

Det politiske monopol

Der er to typer af offentlig produktion der kan betragtes. Den ene sælger sin produktion på markedet, hvor forbrugerne kan vælge til eller fra. Den anden type er den bureaukratisk optimale, her kan forbrugerne ignoreres, og produktionen foræres væk, mens visse forbrugsbetingelser opstilles. I Danmark kender vi den første type som det pålidelige og driftsikre DSB eller PostNord, mens vi kender den næste type som vore ufejlbarlige og resursestærke sygehuse og skoler.

I det politiske spil fungerer produktionen ikke ved at undersøge efterspørgselskurver, ved risikable iværksætterbeslutninger og ved frivillig betaling for den producerede vare eller tjenesteydelse. I denne situation bestemmer politikerne hvor høje skatterne skal være og hvordan de indkomne midler spenderes. Der er to grupper i det politiske system der arbejder sammen om at på den ene side skabe reglerne for produktionens overordnede retning, her finder man politikerne, og på den anden side at sørge for den daglige drift, rapportering og at adlyde ordrer fra oven, her finder man bureaukraterne.

Forbrugerens egne prioriteter, der kollektivt giver udslag i en samlet såkaldt efterspørgselskurve på markedet, bliver i mindre grad betydende for udviklingen af produktionen. Den afgørende forskel er det offentliges mulighed for at fortsætte år efter år med underskud, enten fordi varen eller tjenesteydelsen bliver foræret væk eller ganske enkelt fordi forbrugerne ikke ønsker at betale den pris der ville resultere i balance eller et overskud. Det offentlige kan dække sine underskud ved at tage skatteyderens penge med magt.

Det offentlige har også andre muligheder for at tage sig af eventuelle konkurrenter. Det offentlige er styret af politikerne, som kan fastsætte love, der gør det ulovligt at producere den vare eller tjenesteydelse som det offentlige udbyder. Det kan eksempelvis være kørekort, pas, veje, broer, domstole, politi etc. Oftest er det nok at det offentlige driver en tabsgivende produktion, som forærer varen eller tjenesteydelsen væk, eller tager en meget lav pris i forhold til produktionsomkostningerne, til at holde eventuelle konkurrenter bort. Nogle gange gives der små tilladelser til at drive et lille privat firma ved siden af det offentlige, men markedsandelene bliver typisk fordelt således det private ikke kan vokse sig større end det offentlige eller købe det offentlige ud.

I det offentlige sidder heller ingen profitdrevet investor som kaster egne penge i projektet. Der sidder heller ingen fantasifuld iværksætter der vil prøve nye priser af. Visse ligheder kan dog findes: I de private virksomheder ønsker de ansatte, ligesom de offentligt ansatte, så få ændringer som muligt. Organisationsændringer eller projektændringer skaber forvirring, irritation og frustrationer. Forskellen på det offentlige og det private er at ledelsen i det private har en meget stor egeninteresse i at drive produktionen profitabelt, ved at følge forbrugernes egne prioriteringer ud fra markedsvilkårene. I det offentlige er der ikke sådan en økonomisering. Det er ganske vist politiske gevinster ved at tilrettelægge produktionen på nye måder, med nye mål og nye fokusområder. Processen mellem offentlig og privat er afgørende forskellig på det vigtigste område: Hvordan bruges resurserne optimalt? Målet for offentlig produktion er politisk prestige og genvalg, hvor man særligt henvender sig til vælgere som ikke er kunder, men som kan vindes med floskler og fordomme, mens målet for privat produktion er profit og tilfredse kunder.

På disse afgørende måder har det offentlige monopol derfor visse af de karakteristika som vi normalt får at vide er gældende for det markedsbaserede monopol. Det offentlige kan bandlyse konkurrence, det kan producere med store tab, det kan ignorere forbrugernes prioriteringer og det kan tvinge skatteyderne til at betale for driften. De som styrer produktionen er politikerne i samarbejde med bureaukraterne. Det vigtige budskab for det offentlige monopol er derfor at det ikke ligger under for markedets vilkår om fri konkurrence eller om forbrugernes egen vilje.

I det offentlige ender situationen enten i et statsstøttet projekt, der holdes i live med skatteydernes penge, eller som en gylden gås, der kan malkes til at finansiere andre luftkasteller som politikerne propaganderer for i samarbejde med sine interessegrupper. Enten bliver det som offentlig transport der modtager subsidier eller også bliver det som Storebæltsbroen der malkes for at kunne godtgøre bygningen af Fehmern-forbindelsen. Et offentligt projekt der tjener markedet så dygtigt som en privat virksomhed er urealistisk, privilegierne i forbindelse med tilvejebringelse af kapital og eksklusionen af konkurrence kombineret med den komplette mangel på iværksættere gør udsigterne for effektiv drift af produktionen til forbrugernes glæde håbløs.

Det danske gasnet på private hænder

Skulle der stadig være en enlig læser eller to, som har kæmpet sig vej igennem ovenstående bjerg af tekst, så er det endelig tid til at snakke om realiteterne for det forhåndsværende problem: Hvad vil der ske med gasnettet på private hænder?

Som beskrevet ovenfor, i markedsmonopolet, så skal selv et monopol opføre sig tilstrækkeligt ordentligt for at forbrugerne gider at købe produktet. Det er derfor vigtigt at huske på at selvom gasnettet har været på offentlige hænder i mange år, så vil en privatisering ikke medføre det øjeblikkelige private monopol. Det er langt fra sikkert at det er favorabelt at eksponere sig i sådan en grad overfor en risiko så stor som at eje gasnettet i sin helhed. Det er langt mere sandsynligt at der vil være købere til dele af gasnettet, og med tiden vil det vise sig hvilke størrelser disse inddelinger vil få. Det afhænger af markedsbetingelser, det afhænger af forbrugernes ønsker og om produktionen af naturgas samt alternativer til den.

Hvis det skulle ende med at en virksomhed sidder på hele gasnettet, og lad os for eksemplets skyld antage at konkurrencestyrelsen ikke fandtes (hvilket ville være positivt og udviklende for dansk økonomi), da må vi betragte mulighederne for monopolpriser i sin rette kontekst. Der er ikke tale om et frit energimarked, der er tale om et politisk og stranguleret energimarked. Hvis monopolisten skulle få sig den idé at hæve prisen på transport af gas, så vil det kunne udnyttes i større grad, end hvis der var tale om et ægte frit energimarked.

Et af de store konkurrenter til forbrugerens opvarmning med naturgas er opvarmning med elektricitet, solvarmeanlæg og/eller med fastbrændsel. Det antages derfor at udbuddet af alternativer reelt drejer sig om opvarmning med elektricitet, som langt den største del af almindelige forbrugere vil kunne benytte sig af. For at udnytte elektricitetens potentiale, er det formentlig varmepumper af forskellig type der vil komme i betragtning. Der er flere typer at vælge mellem, i rækkefølge af billigst til dyrest er luft/luft, luft/vand og vand/vand.

Elektricitet er desværre belagt med høje afgifter i Danmark. Det gør det muligt for gasnet monopolet at hæve prisen mere end ellers havde været muligt, før forbrugerne skifter til det eneste reelle store alternativ: varmepumper. Der er også igen flere problemer ved at vælge en anden varmekilde: Høje skatter på håndværkerarbejde og kraftig regulering og kartelisering af arbejdsmarkedet af fagforeningerne.

Alle disse faktorer medvirker at gasnettet bliver kunstigt attraktivt at investere i. For at gøre noget godt for den danske energiforbruger burde man derfor nedlægge fagforeningernes statslige hjælp (politiet ser den anden vej når fagforeningerne tydeligvis er voldelige), fjerne indkomstskatterne og energiafgifterne. Når markedet gøres mere frit og konkurrencen øges, så er det langt sværere for et monopol at drage særlig fordel af at købe sig andele af tidligere offentligt ejede kapitalgoder.

Korruption, svindel og bedrag

Det største problem som jeg forestiller mig bliver realistisk i forbindelse med den (desværre) urealistiske forventning om en total privatisering af gasnettet er at det offentlige vil sælge hele baduljen på een gang, og udelukker dermed præcis de små private ejere at købe små dele af gasnettet. Dernæst forventer jeg også en vis politisk malkning af manøvren, således den der bliver “inviteret til bords” bliver nogle af de velkendte venner fra storbankerne, såsom Goldman Sachs og andre nuttede politiske iværksættere.

Det er ganske enkelt nødvendigt at fastholde det liberale fokus igennem hele processen: Hold fast i at det private monopol er langt at foretrække for et offentligt, hold fast i at udbuddet skal deles op i mindre dele, alle skal have lov at byde (intet politisk “bord” der skal inviteres til for at ekskludere ivrige købere, der ikke er politiske allierede), og det bør udbydes så man kan tillade små bidder købes, og hold fast i at det er fordelagtigt for markedets positive udvikling at bekæmpe alle de nærliggende områder med dårlig konkurrence: Arbejdsmarkedet og energimarkedet som helhed skal udsættes for konkurrence på frie markedsvilkår og afgifterne og skatterne afskaffes. Det private gasnet skal føle den ægte konkurrence, hvor forbrugerne kan skifte til andre varmekilder på markedsvilkår uden at skulle betale staten eksorbitante summer. Den nuværende situation med høje skatter, afgifter og et kartelbaseret arbejdsmarked størkner økonomien og reducerer konkurrencen til gavn for de politisk favoriserede grupper. Disse politiske venner bør miste sine privilegier således nye markedsmuligheder kan opstå for at skabe en god løsning på udviklingen af energimarkedet i fremtiden.

Det værste vi kan få er endnu en offentlige mastodont, der fungerer som et møllehjul om halsen på samfundet nu og i fremtiden. Frygten for en teoretisk privat monopolist bør hvile på et informeret og nuanceret grundlag, ikke på politiske floskler og de intellektuelles fordomme.

Juuhuu, nu stiger inflationen!

 

De sidste par måneders inflationstal viser et lille hop i inflationen fra en middelværdi fra tidligere <0,5pct til godt og vel 1pct.

 

Er vi så ude af finanskrisen nu? Er det nu vi skal forvente et opsving, stigende beskæftigelse, stigende priser på aktiver og stigende priser på fødevarer?

 

Det er typisk sådan man ser på inflationen i det generelle mediebillede. Inflation på 2pct er godt, 1pct mindre godt, 0pct er grænsende til forfærdeligt.

 

Som almindelig forbruger ser jeg på stigende priser med irritation, jeg foretrækker afgjort at priserne på de ting jeg køber for mine penge enten forbliver hvor de er, eller falder. Der er intet der gør så godt i privatøkonomien og mit subjektive velvære som et tilbud eller en anden kampagne med reducerede priser.

 

Men jeg er naturligvis bare en egoistisk forbruger, der ikke tænker på samfundets bedste. Inflation på 2pct er “the sweet spot” for centralbankerne, målet for den Europæiske Centralbank (ECB) er at opnå tæt på men under 2pct inflation. Årsagen til at inflationen på 2pct er så fantastisk er at det øger de nominelle renter i pengemarkedet, som centralbankerne manipulerer med deres pengepolitik, og giver dermed et øget spillerum for at kunne reducere renten for at kunne “stimulere” økonomien igen.

Manglende inflation gør det besværligt for centralbankernes pengepolitik, da de opfatter 0pct renten som den lavest mulige rente, da negative renter vil medføre at bankkunderne trækker deres kontanter ud af bankerne og dermed mister negative renter deres potentiale til at piske opsparere til at skaffe sig af med deres indestående. Som forbruger er din rolle at kaste dine penge ud så hurtigt som centralbankerne mener det er belejligt for dem. Du er jo bare en egoist, hvorimod deres formål er det ædle at styre samfundet. Det forstår vi jo alle sammen godt – dine personlige glæder og fornøjelser er ligegyldige, du skal bare gøre som der bliver sagt.

 

Problemet bliver naturligvis når man derefter spørger, hvad så hvis flertallet af forbrugere er enige om ikke at bruge pengene? Så tager centralbankerne fejl – og deres mission bliver den egoistiske i stedet for den som maksimerer samfundets velfærd.

 

Det er netop hvad vi har været vidne til i de sidste mange år siden finanskrisen. Det ene vilde tiltag efter det andet fra centralbankernes side har ikke medført den “ønskede” inflation. Programmerne har været aktive i årevis nu. Forbrugerne har reageret mod den konventionelle magt siden finanskrisen ved at opbygge deres opsparing, eller nedbragt deres gæld, eller har stoppet den tidligere konstante øgning af gælden – ganske enkelt: de har opført sig fornuftigt og rationelt i deres privatøkonomi. Centralbankerne har med andre ord forsøgt at tvinge en uønsket pengepolitik igennem, og det er centralbankerne og deres politiske venner der har opført sig fuldstændigt egoistisk for at presse priserne op ved at pumpe penge ud i økonomien stik imod forbrugernes ønsker.

 

Markedsløsning på forbrugernes ønsker

Lad os for argumentets skyld antage at det er fornuftigt at have en vis form for centralplanlagt kontrol med hvor stor pengemængde der er i samfundet. Det er ikke just min kop te, og det bliver også gendrevet fuldstændigt i mange af østrigernes bøger såsom Ludwig Von Mises’ “The theory of money and credit” og Murray N. Rothbards “The mystery of banking”, men lad os blot lade som om at dette argument var logisk sammenhængende og gyldigt. Hvad skulle pengemængden så være?

 

Svaret er: Konstant. Det samme hele tiden. Ingen ændring.

 

Vi kan tage eksemplet fra finanskrisen, hvor et tidligere såkaldt opsving satte en forbrugsfest i gang, hvor forbrugerne gældsatte sig voldsomt i forventning om yderligere prisstigninger i deres huse og andre aktiver. De fik let til kredit og lånte til sortglaserede tegl på alt – selv sommerhuset, dyre samtalekøkkener og en tredje bil i garagen til teenageren der boede hjemme. Så kommer krisen, kreditten strammes op, aktivpriserne falder og der indfinder sig en generel forståelse af at det er svært at sælge sine varer mens gælden stadig tynger privatbudgettet.

 

Det logiske privatøkonomiske at gøre er naturligvis at reducere sit forbrug, sætte ind på at beholde sit arbejde og nedbringe gælden eller bringe privatøkonomien under kontrol i det mindste. Hver forbruger vælger sin egen løsning i sin egen situation, men generelt var der bevægelser mod at flere ønskede at opbygge lidt reserver på bankkontoen mens ny gæld var mindre attraktiv (og ofte sværere end før at opnå).

 

I et markedsbaseret pengesystem, hvor pengevaren ikke kan manipuleres gratis, men har en høj produktionsomkostning for at tilvejebringe flere enheder af pengevaren, der vil sådan en situation betyde at når færre penge cirkulerer (det individuelle ønske til egen beholdning af penge stiger) vil varerne til salg i markedet blive solgt langsommere end før så længe priserne forbliver de samme som før.

 

De som har lagre vil se situationen som forfærdelig – deres lageropbygning har været omkostningsfuld, og kombineret med en fortløbende produktionsproces, vil et langsommere salg medføre stigende varelagre. Noget må derfor gøres. Den trælse, men markedsbaserede, løsning er at reducere priserne således forbrugerne igen vil købe den varestrøm der kommer ud af produktionen. Produktionen må også rettes til den nye efterspørgsel og varelageret mister noget af sin værdi. Det er dyrt at være spekulant og have varelagre når priserne falder. Omvendt er det godt for spekulanten når de stiger.

 

Ikke desto mindre er den markedsbaserede løsning også med til at fremskynde justeringsprocessen. Markedskræfterne vil medføre at priserne falder indtil efterspørgslen kan opsuge hele udbuddet af varer igen. Ved lavere priser kan flere varer sælges – det siger loven om efterspørgsel. Skal hele justeringsbyrden lægges over på producenter og lagerførende grossister?

 

Der er flere sider at betragte

Det er vigtigt at huske på at det man ønsker at have i reserve ikke er en nominel størrelse af penge. Når du vælger hvor stor din opsparing til en regnvejrsdag skal være, så er du ikke ligeglad med hvad priserne på hverdagens varer er, du er ikke ligeglad med hvad din løn er. Din beslutning afhænger af markedssignalerne, herunder din løn og priserne på de varer du ønsker at købe.

 

I justeringsprocessen betyder det derfor at som priserne på de varer du køber falder, ligeledes falder dit behov for at opbygge penge på din opsparingskonto i banken fordi købekraften af hver enhed penge stiger. Det betyder at to bevægelser trækker i samme retning i processen: Du tilbageholder penge og priserne falder. Tilsammen betyder de to effekter at situationen opnås hurtigere hvor forbrugernes efterspørgsel på opsparing er opnået og de begynder langsomt igen at sætte flere penge til på forbrug. Den samlede effekt bliver at som forbrugerne opbygger opsparing og priserne falder, så stiger realværdien af opsparingen hurtigere end forbrugerne lægger penge til side. Den kombinerede proces mellem prisfald og opsparing betyder at situationen, hvor forbrugerne igen øger andelen af deres indkomst til forbrug, opstår tidligere end hvis priserne var forblevet høje.

 

Hjælp fra 3. part

Hvis pengevaren blev produceret af markedet, så ville en værdistigning af pengevaren betyde at en større produktion bliver profitabel. Det betyder at de som producerer penge opsuger flere resurser til produktion af flere penge, de vil øge produktionen bl.a. ved at øge antallet af medarbejdere og afhjælpe problemet med arbejdsløshed – samtidig med at den nye produktion af pengevaren øger den cirkulerende pengemængde og hjælper med at mætte efterspørgslen.

 

Den vigtige pointe at tage med fra fordelen af markedsbaserede penge er at udvidelse af pengemængden sker i markedet selv, og de nye penge bliver i høj grad solgt på markedet til markedsprisen – de indgår ikke som et lån der forstyrrer rentesignalet, men bliver i stedet solgt som andre varer i markedet.

 

Centralplanlagte digital/papirpenge som er realiteten i dag har mange problemer, herunder at produktionen er så billig og let at det ikke opsuger arbejdskraft og naturligvis det moralsk forkastelige i at gevinsten for pengeproducenten er enorm: Omkostningen til produktionen af digital/papirpenge er knap nul – men købekraften af pengene er langt højere. Det er derfor klart at staten har taget kontrollen med pengevaren, har karteliseret banksystemet og monopoliseret valuta’en for at sørge for at denne magt, altså forskellen på produktionsomkostning og købekraft, forbliver stor og politisk styret.

 

Det er derfor meget belejligt at indoktrinere befolkningen til at tro at stigende priser er gunstigt for alle mulige positivt opfattede samfundselementer: Beskæftigelse, forbrug og let adgang til kredit. Det er farligt for de politiske magthavere hvis befolkningen får viden om at pengesystemet er umoralsk, korrupt og skadeligt.

 

Derudover introduceres nye digital/papirpenge i systemet via lånemarkedet – nye penge opstår som gæld via banksystemet. De negative langtidseffekter for markedsøkonomien vil jeg komme ind på senere i indlægget.

 

Hov, hvad med min løn?

Det er klart at i sådan en justeringsperiode vil der være behov for virksomheder at revurdere situationen og fyre medarbejdere for at finde den nye optimale struktur i produktionen. For at kunne producere varer til lavere salgspriser, skal produktionen gøres mere effektiv, det kræver bl.a. at inputpriserne reduceres. Inputprisen for produktionen er blandt mange andre ting også lønmodtagernes betaling for deres arbejde.

 

Det vigtige at forstå i denne sammenhæng er at der ikke startes en ond cirkel der i det uendelige reducerer lønningerne, forbrugerne sparer mere og mere, og til sidst har ingen et arbejde og alle skriger på opsparing. Det er den fortælling medierne udbasunerer igen og igen, at deflationsspiralen er så forfærdelig. Men det er forkert. Som fortalt tidligere så er ønsket om en pengereserve på bankkontoen afhængig af markedssignalerne, dvs. situationen hvor priserne falder og virksomhederne fyrer folk kan ikke fortsætte i det uendelige – markedet har feedbacksignaler internt der sørger for at stabilisere økonomien automatisk uden at føre til den visse død eller ulidelige tilstande.

 

Det som kræves for at kunne kaste deflationsspøgelset ud af vinduet er at indse at så længe priserne i markedet kan justere sig både op og ned uden forhindringer i lovgivningen, så kan markedet finde en ny balance, hvor alle der ønsker et job kan få et, og man selv kan vælge hvor stor en opsparing man ønsker at have. En almindelig forståelse af Say’s lov om markeder er at produktion til markedet er den drivende kraft der skaber efterspørgsel – en recession er ikke et resultat af for stor produktion, men af forkert produktion.

Som Ricardo skrev til Thomas Malthus:

“Men err in their production; there is no deficiency of demand.”

Menneskets ønske om at klare sig og løse problemerne i livet gør at efterspørgslen ikke kan falde til nul og ødelægge samfundet. Så længe markedsøkonomien er fri og umolesteret af statens lovgivning mod prisændringer, så kan markedet automatisk klare enhver krise og ruste samfundet til at klare fremtidige kriser bedre end noget kombineret stats- eller centralbankprogram nogensinde vil kunne gøre.

 

Markedet opdrager mennesket gennem erfaring

En af de helt store problemer med de valgte pseudoløsninger på finanskrisen er at man har forsøgt at løse et gældsproblem ved at “stimulere” økonomien, og gøre det langt mere attraktivt at optage mere gæld. Løsningen på gældsproblemet er mere gæld. Det næste er den komplette mangel på realitetssans på løsningerne: Finanskrisen er i bredeste forstand blevet opfattet som et problem med de fundamentale markedsmekanismer, og alt for lidt fokus har været rettet mod de statslige programmer der konstant ødelægger pålideligheden af markedssignalerne såsom renten på penge, risikoen ved lån og politisk pres for at redde boligejere.

 

Det er nødvendigt at bruge markedet sådan som det er – med alle de disciplinerende funktioner der eksisterer i markedet. Risiko skal opvejes mod profit – men alle funktionerne i markedet skal være baseret på markedet. Det nytter ikke noget for forståelsen af problemet, hvis man nægter at se problemerne i øjnene som centralbankerne skaber, og samtidigt efter at have begået en kæmpe fejl, begår den samme fejl een gang mere.

 

Stigningen i pengemængderne siden finanskrisen er formentlig indenfor det “almindelige” i disse kredse. Det som har været nyt er de midler som centralbankerne har måttet tage i brug for at gennemtrumfe deres politiske mål. I gamle dage var det ikke nødvendigt med storstilede opkøbsprogrammer, her nøjes man med at reducere renten og foretage enkelte open market operations, hvor centralbanken køber aktiver af bankerne, og hælder dermed nye penge på økonomien, som bankerne kan bruge som base der i sidste ende bliver flerdoblet via deres gensidige udlån.

 

Ovenstående kritik er naturligvis bare mig som almindelig forbruger der synes at centralbankerne er nogle slyngler der presser prisstigninger ned over hovedet på mig, under påskud af at være samfundsopbyggende og “statsmandsagtige”. Der er en langt vigtigere kritik at rette mod centralbanksystemet som det er i dag.

 

Den østrigske opsving og recessionsteori

Centralbanksystemet fungerer i dag ved at skabe nye penge via opkøb af finansielle aktiver samt ved at kartelisere bankvæsenet således alle bankkunder får statsgaranti for deres indskud, uanset hvilken falleret bank de end måtte vælge at låne deres penge ud til, samt særligt at fastsætte en interbank rente i centralbanken, hvor alle banker kan låne af hinanden til samme rente – igen uanset hvor falleret og tåbelig banken er.

 

Rentemanipulationen og den socialiserede risiko i banksystemet er absolut ikke markedet værdigt. Markedets største force er at priserne på hver enkelt transaktion bliver nuanceret og dannes på baggrund af risikoopfattelsen hos deltagerne. Det er derfor langt at foretrække at lade markedet indprise risikoen og lade markedsdisciplinen styre hver enkelt deltager til at være troværdig og pålidelig – inklusiv bankerne.

 

Østrigernes store indsigt i opsving og recessioner er at renten er et vigtigt markedssignal. Renten styrer investeringshorisonterne, så at sige, altså længden på investeringen og størrelsen på investeringen. Renten i det frie marked er prisen på penge i fremtiden – hvad vil udlåner have som betaling for at låne ud på udbudssiden, og på efterspørgselssiden styrer hvad der profitabelt kan investeres i (eller som almindelig forbruger, hvor meget er det værd for dig at få ting nu kontra at vente på at spare op til dem?). Renten styrer derfor både hvor profitabelt det er at spare op og hvor profitabelt det er at låne, for den enkelte.

 

Når renten hviler i markedet, så betyder det at de tilrådighed stående opsparingsreserver bliver modsvaret af en efterspørgsel på investering der følger det sociale værdisæt for samfundet, og det betyder dermed også, at de opsparede resurser og forbrugernes ønske om at udskyde forbrug flugter således der er råd til at investere, hvis man ser på de fysiske resurser i samfundet. Det er vigtigt at huske på at hvis du sparer penge op, så har du produceret en værdi, som du har valgt at udskyde at forbruge. Værdien reflekteres oftest i nogle resurser (træ, cement, jern, rådgivningstimer etc) ikke bliver brugt men i stedet er der “ledige resurser” der nu kan gå til investering i stedet.

 

Din opsparing betyder at der er udbydere andre steder som kan sættes i gang – investerer du pengene, kan investoren i stedet bruge resurserne. Via pengeøkonomien kan resurser “transformeres” fra hvad du ville have efterspurgt til hvad investoren efterspørger. Pointen er at markedsøkonomien er plastisk og formelig i en vis grad, som indikeres af relative priser mellem varerne, mens den vigtige koordinerende funktion over tid afgøres af renten på penge. Renten driver så at sige “længden” på den investering du kan foretage, en lav rente medfører at lange investeringsprojekter bliver rentable, mens en høj rente afskrækker en lang investeringshorisont.

Inflation er mindre interessant

Østrigernes kritik af centralbanksystemet er derfor ikke at prisstigninger i samfundet er skidt, tværtimod siger de, at priserne i samfundet reflekterer markedets ønsker. Prisstigninger i sig selv er markedet der fungerer ved at rationere tilgængelige resurser. Inflation i den forstand er ikke særligt interessant. Det er derimod stigningen i pengemængden via lånemarkedet der medfører rentereduktioner der er skadeligt for markedet på sigt.

 

Østrigernes kritik af centralbankerne går på at deres rentemanipulation påvirker lånemarkedet og diskoordinerer investering og forbrug. Markedet bliver ude af stand til at planlægge investering og forbrug, fordi signalet (renten på penge) bliver forstyrret og forårsager forbrugere til at forbruge mere end de reelt ville hvis markedssignalerne var ægte, samt at investorer investerer i andre linjer og på andre projekter end de ville, hvis markedssignalet var ægte.

 

Derfor er det ikke vigtigt hvad inflationen i forbrugerprisindekset er, udover at man som forbruger ikke kan lide prisstigninger på de ting man køber, det vigtige er stigningen i pengemængderne der skabes via manipulation af rentemarkedet, kartelisering af bankvæsenet og socialiseringen af risiko. Alle medfører en øget pengemængde, reduceret rente, større iver efter risiko og det garanterer at markedssignalerne bliver forvrængede og medfører uundgåeligt at investeringerne i højere grad risikerer at blive tabsgivende samtidigt på sigt – en ny recession er uundgåelig.

 

For mere om opsving og recession, læs eksempelvis siden “Banksystemet og pengerenten“.