Seneste indlæg

Juuhuu, nu stiger inflationen!

 

De sidste par måneders inflationstal viser et lille hop i inflationen fra en middelværdi fra tidligere <0,5pct til godt og vel 1pct.

 

Er vi så ude af finanskrisen nu? Er det nu vi skal forvente et opsving, stigende beskæftigelse, stigende priser på aktiver og stigende priser på fødevarer?

 

Det er typisk sådan man ser på inflationen i det generelle mediebillede. Inflation på 2pct er godt, 1pct mindre godt, 0pct er grænsende til forfærdeligt.

 

Som almindelig forbruger ser jeg på stigende priser med irritation, jeg foretrækker afgjort at priserne på de ting jeg køber for mine penge enten forbliver hvor de er, eller falder. Der er intet der gør så godt i privatøkonomien og mit subjektive velvære som et tilbud eller en anden kampagne med reducerede priser.

 

Men jeg er naturligvis bare en egoistisk forbruger, der ikke tænker på samfundets bedste. Inflation på 2pct er “the sweet spot” for centralbankerne, målet for den Europæiske Centralbank (ECB) er at opnå tæt på men under 2pct inflation. Årsagen til at inflationen på 2pct er så fantastisk er at det øger de nominelle renter i pengemarkedet, som centralbankerne manipulerer med deres pengepolitik, og giver dermed et øget spillerum for at kunne reducere renten for at kunne “stimulere” økonomien igen.

Manglende inflation gør det besværligt for centralbankernes pengepolitik, da de opfatter 0pct renten som den lavest mulige rente, da negative renter vil medføre at bankkunderne trækker deres kontanter ud af bankerne og dermed mister negative renter deres potentiale til at piske opsparere til at skaffe sig af med deres indestående. Som forbruger er din rolle at kaste dine penge ud så hurtigt som centralbankerne mener det er belejligt for dem. Du er jo bare en egoist, hvorimod deres formål er det ædle at styre samfundet. Det forstår vi jo alle sammen godt – dine personlige glæder og fornøjelser er ligegyldige, du skal bare gøre som der bliver sagt.

 

Problemet bliver naturligvis når man derefter spørger, hvad så hvis flertallet af forbrugere er enige om ikke at bruge pengene? Så tager centralbankerne fejl – og deres mission bliver den egoistiske i stedet for den som maksimerer samfundets velfærd.

 

Det er netop hvad vi har været vidne til i de sidste mange år siden finanskrisen. Det ene vilde tiltag efter det andet fra centralbankernes side har ikke medført den “ønskede” inflation. Programmerne har været aktive i årevis nu. Forbrugerne har reageret mod den konventionelle magt siden finanskrisen ved at opbygge deres opsparing, eller nedbragt deres gæld, eller har stoppet den tidligere konstante øgning af gælden – ganske enkelt: de har opført sig fornuftigt og rationelt i deres privatøkonomi. Centralbankerne har med andre ord forsøgt at tvinge en uønsket pengepolitik igennem, og det er centralbankerne og deres politiske venner der har opført sig fuldstændigt egoistisk for at presse priserne op ved at pumpe penge ud i økonomien stik imod forbrugernes ønsker.

 

Markedsløsning på forbrugernes ønsker

Lad os for argumentets skyld antage at det er fornuftigt at have en vis form for centralplanlagt kontrol med hvor stor pengemængde der er i samfundet. Det er ikke just min kop te, og det bliver også gendrevet fuldstændigt i mange af østrigernes bøger såsom Ludwig Von Mises’ “The theory of money and credit” og Murray N. Rothbards “The mystery of banking”, men lad os blot lade som om at dette argument var logisk sammenhængende og gyldigt. Hvad skulle pengemængden så være?

 

Svaret er: Konstant. Det samme hele tiden. Ingen ændring.

 

Vi kan tage eksemplet fra finanskrisen, hvor et tidligere såkaldt opsving satte en forbrugsfest i gang, hvor forbrugerne gældsatte sig voldsomt i forventning om yderligere prisstigninger i deres huse og andre aktiver. De fik let til kredit og lånte til sortglaserede tegl på alt – selv sommerhuset, dyre samtalekøkkener og en tredje bil i garagen til teenageren der boede hjemme. Så kommer krisen, kreditten strammes op, aktivpriserne falder og der indfinder sig en generel forståelse af at det er svært at sælge sine varer mens gælden stadig tynger privatbudgettet.

 

Det logiske privatøkonomiske at gøre er naturligvis at reducere sit forbrug, sætte ind på at beholde sit arbejde og nedbringe gælden eller bringe privatøkonomien under kontrol i det mindste. Hver forbruger vælger sin egen løsning i sin egen situation, men generelt var der bevægelser mod at flere ønskede at opbygge lidt reserver på bankkontoen mens ny gæld var mindre attraktiv (og ofte sværere end før at opnå).

 

I et markedsbaseret pengesystem, hvor pengevaren ikke kan manipuleres gratis, men har en høj produktionsomkostning for at tilvejebringe flere enheder af pengevaren, der vil sådan en situation betyde at når færre penge cirkulerer (det individuelle ønske til egen beholdning af penge stiger) vil varerne til salg i markedet blive solgt langsommere end før så længe priserne forbliver de samme som før.

 

De som har lagre vil se situationen som forfærdelig – deres lageropbygning har været omkostningsfuld, og kombineret med en fortløbende produktionsproces, vil et langsommere salg medføre stigende varelagre. Noget må derfor gøres. Den trælse, men markedsbaserede, løsning er at reducere priserne således forbrugerne igen vil købe den varestrøm der kommer ud af produktionen. Produktionen må også rettes til den nye efterspørgsel og varelageret mister noget af sin værdi. Det er dyrt at være spekulant og have varelagre når priserne falder. Omvendt er det godt for spekulanten når de stiger.

 

Ikke desto mindre er den markedsbaserede løsning også med til at fremskynde justeringsprocessen. Markedskræfterne vil medføre at priserne falder indtil efterspørgslen kan opsuge hele udbuddet af varer igen. Ved lavere priser kan flere varer sælges – det siger loven om efterspørgsel. Skal hele justeringsbyrden lægges over på producenter og lagerførende grossister?

 

Der er flere sider at betragte

Det er vigtigt at huske på at det man ønsker at have i reserve ikke er en nominel størrelse af penge. Når du vælger hvor stor din opsparing til en regnvejrsdag skal være, så er du ikke ligeglad med hvad priserne på hverdagens varer er, du er ikke ligeglad med hvad din løn er. Din beslutning afhænger af markedssignalerne, herunder din løn og priserne på de varer du ønsker at købe.

 

I justeringsprocessen betyder det derfor at som priserne på de varer du køber falder, ligeledes falder dit behov for at opbygge penge på din opsparingskonto i banken fordi købekraften af hver enhed penge stiger. Det betyder at to bevægelser trækker i samme retning i processen: Du tilbageholder penge og priserne falder. Tilsammen betyder de to effekter at situationen opnås hurtigere hvor forbrugernes efterspørgsel på opsparing er opnået og de begynder langsomt igen at sætte flere penge til på forbrug. Den samlede effekt bliver at som forbrugerne opbygger opsparing og priserne falder, så stiger realværdien af opsparingen hurtigere end forbrugerne lægger penge til side. Den kombinerede proces mellem prisfald og opsparing betyder at situationen, hvor forbrugerne igen øger andelen af deres indkomst til forbrug, opstår tidligere end hvis priserne var forblevet høje.

 

Hjælp fra 3. part

Hvis pengevaren blev produceret af markedet, så ville en værdistigning af pengevaren betyde at en større produktion bliver profitabel. Det betyder at de som producerer penge opsuger flere resurser til produktion af flere penge, de vil øge produktionen bl.a. ved at øge antallet af medarbejdere og afhjælpe problemet med arbejdsløshed – samtidig med at den nye produktion af pengevaren øger den cirkulerende pengemængde og hjælper med at mætte efterspørgslen.

 

Den vigtige pointe at tage med fra fordelen af markedsbaserede penge er at udvidelse af pengemængden sker i markedet selv, og de nye penge bliver i høj grad solgt på markedet til markedsprisen – de indgår ikke som et lån der forstyrrer rentesignalet, men bliver i stedet solgt som andre varer i markedet.

 

Centralplanlagte digital/papirpenge som er realiteten i dag har mange problemer, herunder at produktionen er så billig og let at det ikke opsuger arbejdskraft og naturligvis det moralsk forkastelige i at gevinsten for pengeproducenten er enorm: Omkostningen til produktionen af digital/papirpenge er knap nul – men købekraften af pengene er langt højere. Det er derfor klart at staten har taget kontrollen med pengevaren, har karteliseret banksystemet og monopoliseret valuta’en for at sørge for at denne magt, altså forskellen på produktionsomkostning og købekraft, forbliver stor og politisk styret.

 

Det er derfor meget belejligt at indoktrinere befolkningen til at tro at stigende priser er gunstigt for alle mulige positivt opfattede samfundselementer: Beskæftigelse, forbrug og let adgang til kredit. Det er farligt for de politiske magthavere hvis befolkningen får viden om at pengesystemet er umoralsk, korrupt og skadeligt.

 

Derudover introduceres nye digital/papirpenge i systemet via lånemarkedet – nye penge opstår som gæld via banksystemet. De negative langtidseffekter for markedsøkonomien vil jeg komme ind på senere i indlægget.

 

Hov, hvad med min løn?

Det er klart at i sådan en justeringsperiode vil der være behov for virksomheder at revurdere situationen og fyre medarbejdere for at finde den nye optimale struktur i produktionen. For at kunne producere varer til lavere salgspriser, skal produktionen gøres mere effektiv, det kræver bl.a. at inputpriserne reduceres. Inputprisen for produktionen er blandt mange andre ting også lønmodtagernes betaling for deres arbejde.

 

Det vigtige at forstå i denne sammenhæng er at der ikke startes en ond cirkel der i det uendelige reducerer lønningerne, forbrugerne sparer mere og mere, og til sidst har ingen et arbejde og alle skriger på opsparing. Det er den fortælling medierne udbasunerer igen og igen, at deflationsspiralen er så forfærdelig. Men det er forkert. Som fortalt tidligere så er ønsket om en pengereserve på bankkontoen afhængig af markedssignalerne, dvs. situationen hvor priserne falder og virksomhederne fyrer folk kan ikke fortsætte i det uendelige – markedet har feedbacksignaler internt der sørger for at stabilisere økonomien automatisk uden at føre til den visse død eller ulidelige tilstande.

 

Det som kræves for at kunne kaste deflationsspøgelset ud af vinduet er at indse at så længe priserne i markedet kan justere sig både op og ned uden forhindringer i lovgivningen, så kan markedet finde en ny balance, hvor alle der ønsker et job kan få et, og man selv kan vælge hvor stor en opsparing man ønsker at have. En almindelig forståelse af Say’s lov om markeder er at produktion til markedet er den drivende kraft der skaber efterspørgsel – en recession er ikke et resultat af for stor produktion, men af forkert produktion.

Som Ricardo skrev til Thomas Malthus:

“Men err in their production; there is no deficiency of demand.”

Menneskets ønske om at klare sig og løse problemerne i livet gør at efterspørgslen ikke kan falde til nul og ødelægge samfundet. Så længe markedsøkonomien er fri og umolesteret af statens lovgivning mod prisændringer, så kan markedet automatisk klare enhver krise og ruste samfundet til at klare fremtidige kriser bedre end noget kombineret stats- eller centralbankprogram nogensinde vil kunne gøre.

 

Markedet opdrager mennesket gennem erfaring

En af de helt store problemer med de valgte pseudoløsninger på finanskrisen er at man har forsøgt at løse et gældsproblem ved at “stimulere” økonomien, og gøre det langt mere attraktivt at optage mere gæld. Løsningen på gældsproblemet er mere gæld. Det næste er den komplette mangel på realitetssans på løsningerne: Finanskrisen er i bredeste forstand blevet opfattet som et problem med de fundamentale markedsmekanismer, og alt for lidt fokus har været rettet mod de statslige programmer der konstant ødelægger pålideligheden af markedssignalerne såsom renten på penge, risikoen ved lån og politisk pres for at redde boligejere.

 

Det er nødvendigt at bruge markedet sådan som det er – med alle de disciplinerende funktioner der eksisterer i markedet. Risiko skal opvejes mod profit – men alle funktionerne i markedet skal være baseret på markedet. Det nytter ikke noget for forståelsen af problemet, hvis man nægter at se problemerne i øjnene som centralbankerne skaber, og samtidigt efter at have begået en kæmpe fejl, begår den samme fejl een gang mere.

 

Stigningen i pengemængderne siden finanskrisen er formentlig indenfor det “almindelige” i disse kredse. Det som har været nyt er de midler som centralbankerne har måttet tage i brug for at gennemtrumfe deres politiske mål. I gamle dage var det ikke nødvendigt med storstilede opkøbsprogrammer, her nøjes man med at reducere renten og foretage enkelte open market operations, hvor centralbanken køber aktiver af bankerne, og hælder dermed nye penge på økonomien, som bankerne kan bruge som base der i sidste ende bliver flerdoblet via deres gensidige udlån.

 

Ovenstående kritik er naturligvis bare mig som almindelig forbruger der synes at centralbankerne er nogle slyngler der presser prisstigninger ned over hovedet på mig, under påskud af at være samfundsopbyggende og “statsmandsagtige”. Der er en langt vigtigere kritik at rette mod centralbanksystemet som det er i dag.

 

Den østrigske opsving og recessionsteori

Centralbanksystemet fungerer i dag ved at skabe nye penge via opkøb af finansielle aktiver samt ved at kartelisere bankvæsenet således alle bankkunder får statsgaranti for deres indskud, uanset hvilken falleret bank de end måtte vælge at låne deres penge ud til, samt særligt at fastsætte en interbank rente i centralbanken, hvor alle banker kan låne af hinanden til samme rente – igen uanset hvor falleret og tåbelig banken er.

 

Rentemanipulationen og den socialiserede risiko i banksystemet er absolut ikke markedet værdigt. Markedets største force er at priserne på hver enkelt transaktion bliver nuanceret og dannes på baggrund af risikoopfattelsen hos deltagerne. Det er derfor langt at foretrække at lade markedet indprise risikoen og lade markedsdisciplinen styre hver enkelt deltager til at være troværdig og pålidelig – inklusiv bankerne.

 

Østrigernes store indsigt i opsving og recessioner er at renten er et vigtigt markedssignal. Renten styrer investeringshorisonterne, så at sige, altså længden på investeringen og størrelsen på investeringen. Renten i det frie marked er prisen på penge i fremtiden – hvad vil udlåner have som betaling for at låne ud på udbudssiden, og på efterspørgselssiden styrer hvad der profitabelt kan investeres i (eller som almindelig forbruger, hvor meget er det værd for dig at få ting nu kontra at vente på at spare op til dem?). Renten styrer derfor både hvor profitabelt det er at spare op og hvor profitabelt det er at låne, for den enkelte.

 

Når renten hviler i markedet, så betyder det at de tilrådighed stående opsparingsreserver bliver modsvaret af en efterspørgsel på investering der følger det sociale værdisæt for samfundet, og det betyder dermed også, at de opsparede resurser og forbrugernes ønske om at udskyde forbrug flugter således der er råd til at investere, hvis man ser på de fysiske resurser i samfundet. Det er vigtigt at huske på at hvis du sparer penge op, så har du produceret en værdi, som du har valgt at udskyde at forbruge. Værdien reflekteres oftest i nogle resurser (træ, cement, jern, rådgivningstimer etc) ikke bliver brugt men i stedet er der “ledige resurser” der nu kan gå til investering i stedet.

 

Din opsparing betyder at der er udbydere andre steder som kan sættes i gang – investerer du pengene, kan investoren i stedet bruge resurserne. Via pengeøkonomien kan resurser “transformeres” fra hvad du ville have efterspurgt til hvad investoren efterspørger. Pointen er at markedsøkonomien er plastisk og formelig i en vis grad, som indikeres af relative priser mellem varerne, mens den vigtige koordinerende funktion over tid afgøres af renten på penge. Renten driver så at sige “længden” på den investering du kan foretage, en lav rente medfører at lange investeringsprojekter bliver rentable, mens en høj rente afskrækker en lang investeringshorisont.

Inflation er mindre interessant

Østrigernes kritik af centralbanksystemet er derfor ikke at prisstigninger i samfundet er skidt, tværtimod siger de, at priserne i samfundet reflekterer markedets ønsker. Prisstigninger i sig selv er markedet der fungerer ved at rationere tilgængelige resurser. Inflation i den forstand er ikke særligt interessant. Det er derimod stigningen i pengemængden via lånemarkedet der medfører rentereduktioner der er skadeligt for markedet på sigt.

 

Østrigernes kritik af centralbankerne går på at deres rentemanipulation påvirker lånemarkedet og diskoordinerer investering og forbrug. Markedet bliver ude af stand til at planlægge investering og forbrug, fordi signalet (renten på penge) bliver forstyrret og forårsager forbrugere til at forbruge mere end de reelt ville hvis markedssignalerne var ægte, samt at investorer investerer i andre linjer og på andre projekter end de ville, hvis markedssignalet var ægte.

 

Derfor er det ikke vigtigt hvad inflationen i forbrugerprisindekset er, udover at man som forbruger ikke kan lide prisstigninger på de ting man køber, det vigtige er stigningen i pengemængderne der skabes via manipulation af rentemarkedet, kartelisering af bankvæsenet og socialiseringen af risiko. Alle medfører en øget pengemængde, reduceret rente, større iver efter risiko og det garanterer at markedssignalerne bliver forvrængede og medfører uundgåeligt at investeringerne i højere grad risikerer at blive tabsgivende samtidigt på sigt – en ny recession er uundgåelig.

 

For mere om opsving og recession, læs eksempelvis siden “Banksystemet og pengerenten“.

Socialistisk affaldsspropaganda fra Silkeborg kommune

I fredags fik jeg en lille folder af Silkeborg kommune hvor der står at sovjetkammeraten der står for genanvendelse af affald i Silkeborg Kommune har besluttet at alle i Silkeborg Kommune skal til at sortere deres dagrenovationsaffald i flere kategorier end før.

Før sorterede vi bare i alm. husaffald og papir, nu skal vi sortere i:

  1. Glas
  2. Hård plast og metal
  3. Papir og pap
  4. Madaffald
  5. Rest

For at få denne ekstra arbejdsbyrde til at glide ned i halsen på vælgerne, er der netop lagt op til en god gang propaganda der fremstiller det nye affaldssorteringssystem som en særlig miljøvenlig og social ansvarlig foranstaltning. Forsiden selv siger en del.

 

Afhængig af hvordan man opfatter en tvungen ny daglig rutine som værende “nemmere” så kan jeg umiddelbart ikke se hvad der er nemmere ved at sortere dagrenovationen i flere kategorier end før. Som almindelig husejer har jeg allerede et system der tilfredsstiller mig selv i dag.

Jeg er allerede godt med på genbrugsvognen og bruger genbrugspladsen fornuftigt som tingene er i dag.

Inde i bladet kan man læse nogle ganske helt forskruede argumenter og økonomiske vildledninger. Jeg har taget et par billeder for at illustrere hvad man kan læse om:

 

Hvis Silkeborg Kommune havde været interesseret i at informere økonomisk objektivt og ærligt, så burde de have haft en helt anden indgangsvinkel til miljø, genanvendelse og resurser.

Spørgsmålet der skal besvares er: Er det socialt optimalt at genanvende, deponere eller forbrænde affald?

Økonomisk forståelse af miljø, genanvendelse og resurser

Når fokus falder på hvad der for samfundet er økonomisk optimalt at gøre, så er det nødvendigt at inddrage alle de som påvirkes. Det afgørende sociale element i markedsøkonomien er at prissystemet inkluderer de involverede parters egen prioritering. Markedspriser er en refleksion af prioriteringerne af alle markedsdeltagerne. Prissystemet er “den usynlige hånd”, en samfundsproces der sørger for at priserne udvikler sig således, at det enkelte menneske tilskyndes at gøre det som er socialt optimalt for samfundet som helhed.

Et af de grundlæggende forudsætninger for at prissystemet kan fungere socialt optimalt er at beskytte ejendomsretten for alle menneskene i samfundet – i hvert led af processen skal de direkte samt de afledte effekter indregnes i omkostningerne for at give de bedste signaler til markedets deltagere. For at markedet kan fungere optimalt skal prissystemet derfor reflektere alle deltagernes prioriteringer. Prissystemet bliver dermed et socialt netværk der kan bruges til at guide markedets deltagere til at vælge hvad der er socialt bedst er gøre. Følges prissystemet til at reducere omkostninger og skabe størst profit, følges markedsdeltagernes præferencer og bliver i sin helhed til et beslutningsnetværk, hvor alle deltagere tages med på råd og får indflydelse på udfaldet af processen. Lader man prissystemet fungere under personligt ansvar, skaber man en form for socialt system der danner et fundament til at samarbejde om problemerne.

For at kunne fastsætte priser på hver type affald, skal man kende de sociale omkostninger for håndtering af hver type affald. Prisen for at skaffe sig af med eksempelvis en plasticpose afhænger bl.a. af hvad den totale omkostning er.

Det frie marked kommunikerer omkostninger via priserne

Prisen på affald i det frie marked opstår via markedsprocessens sociale prioriteringer af alle led i processen for at skaffe sig af med affald. Priserne afhænger bl.a. af værdien af den ejendom man bruger til affaldsstation: Det er eksempelvis tydeligt at hvis en iværksætter vil drive en affaldsstation på Frederiksberg ved at købe jorden og bare dumpe plasticposer her, så er det klart en meget dyr måde at gøre det på fordi kapitalomkostningen er enormt høj. Den alternative brug af jorden (attraktive boliger på Frederiksberg) er meget værdifuld for markedet (andre mennesker vil betale høje priser for at eje det samme jord) og fører dermed store omkostninger med sig som formentlig ikke kan forsvares økonomisk. Det ville være alt for dyrt at udbyde profitabel plasticposehåndtering fra en sådan station, da hver plasticpose medfører betydelig forringelse af kapitalværdien af jorden, og kunderne vil vælge andre udbydere for at komme af med deres brugte plasticposer. På den måde tilskynder markedspriserne at du ikke laver sådanne idiotiske prioriteringer, hvor det er tydeligt at samfundet mister store værdier ved meget uøkonomisk anvendelse af resurserne.

NB: Følgende er ikke for at hakke på Lolland-Falster! Det er blot for at forklare sammenhængen mellem samfundets værdifastsættelse i markedspriser og iværksætterens prioriteringer.

Hvis man i stedet opkøber et stort jordareal på Lolland-Falster og ønsker at drive det som affaldsstation, så vil den profitable pris for at tage mod plasticposer være lavere end på Frederiksberg. Hver plasticpose vil stadig forurene jorden og gøre kapitalværdien af jorden ringere, men i dette tilfælde kan man bedre drive et affaldsdepot fordi jordprisen er lav. Markedet vil derfor søge at placere sådanne depoter steder hvor jordprisen er lav fordi omkostningen (reduktion af kapitalværdi af jorden, renter etc.) er lav. Jordprisen på Lolland-Falster er lav fordi der er ganske rigeligt at købe af, resursen er relativt stor og efterspørgslen relativt lille. Markedet ville placere en affaldsstation et sted hvor jorden er tilstrækkelig lavt værdsat således det jord der bruges til affaldsdeponi præcis er den jord som er mindst værd. Det giver god mening fra et samfunds synspunkt at lade markedet allokere resurserne, fordi markedet netop er en social institution der omfatter andres prioriteringer såvel som dine egne.

Den totale omkostning for en affaldsstation til deponi er naturligvis ikke bare jordprisen, der er en række andre faktorer der ligeledes skal opvejes mod hinanden, såsom transportomkostninger, personale omkostninger og omkringliggende ejendomshensyn (det som på Orwell’sk kaldes “miljø” af vores socialdemokratiske kammerater). Det frie marked kan også indregne prisen for forurening i prissystemet – og det er sådan en prisdannelse der er behov for hvis man ønsker at bruge resursen socialt optimalt. Ved at opveje prisen på at forurene luften kontra deponere i jorden kan iværksætteren beregne i penge-priser hvilket valg er det sociale bedste for samfundet. For at indregne prisen på forurening skal man have et retsligt system til at beskytte ejendomsretten mod forurening. Forurenes luften ved drift af affaldsstationen skal denne omkostning indregnes ved at kompensere omkringliggende ejendomme eller helt stoppe forureningen afhængig af omkringliggende ejendommes værdi, graden af forurening og ejernes ønske om ikke-forurenet luft.

På den måde skabes markedspriser på forurening til at guide iværksætteren til at vælge det som er socialt optimale og mest profitabelt. Denne pris indgår i omkostningerne ved drift af affaldsstationen og dermed i prisen for at skaffe sig af med fx plasticposer.

Markedspriser på affald hjælper forbrugerne

Ovenfor beskrev jeg kort hvordan markedets prisfastsættelser kan hjælpe en iværksætter til at vælge en affaldsstation der er samfundsmæssig optimalt placeret, ved at opveje de omkostninger der er forbundet med en sådan. Det guider iværksætteren til at placere (fx jordpris og transport) og drive (fx deponi vs afbrænding) affaldsstationen.

Et eksempel hvor markedets prissystem hjælper forbrugerne til at prioritere socialt optimalt kan gøres fx ved brug af poser til indkøb. Hvis prisen for at skaffe sig af med en plasticpose er 5kr og en papirpose ditto er 0,5kr, så vil den pris indgå i forbrugerens vurdering af brugen af plastic- vs papirposer.

Koster papir og plasticposen det samme i indkøb så er forskellen i affaldsomkostningen 4,5kr oveni, som skal godtgøres ved eksempelvis at plasticposen kan bruge flere gange end papirposen kan. Disse priser på affald guider dermed forbrugeren til at vælge det socialt optimale for samfundet som helhed: I det frie marked med beskyttelse af ejendomsretten tages alle med på råd, og finder (uvidende herom) i fællesskab ud af hvordan resurserne bedst anvendes ved brug af prissystemet, den sociale lokkemekanisme.

Ovenpå denne fremstilling af den ægte sociale sammenhæng mellem genanvendelse, miljø og affaldshåndtering, så er det let at se hvorfor jeg bliver sur over Silkeborg Kommunes propaganda. Dit bidrag er i øvrigt ikke bare at du skal til at sortere dit affald for at passe ind i Silkeborg Kommunes monopol på affaldshåndtering, nej du er også indlagt til at betale for affaldshåndteringen i din skattebetaling.

Socialiseret affaldshåndtering er noget ubrugeligt bras

Alle omkostninger i deres affaldshåndtering er socialiserede: Der er ingen markedspriser på hverken kapitalværdien ( eller forureningen, der er ingen markedspris på affald for forbrugeren, der er ingen konkurrence mellem udbydere og iværksætterens opdagelsesproces af hvilken måde at håndtere affald på findes slet ikke. Omkostningerne til driften betales af skatteyderne og forbrugerne guides derfor til at opføre sig tåbeligt. Det forsøger man så at løse ved at diktere fra oven hvordan vi skal sortere vores affald. Men det er ingen løsning overhovedet, der er ingen af dem der har nogen idé om de sociale omkostninger fordi der ikke er nogen markedspriser til at styre processen. Det hele er et kæmpe socialistisk monster, der burde afskaffes øjeblikkeligt.

Man kan blot observere affaldskammeratens sidste forkvaklede forsøg på at propagandere for hvor fantastisk affaldssortering er, ved at se bort fra langt de største udgifter i forbindelse med genanvendelse. Deres ensidige fokus på det materielle og umiddelbare er slående.

Tænk, jeg som gik og troede at man skulle bruge cykelfabrikker, smelteværker, elektricitet, kapital, arbejde, jord og meget mere til at lave en cykel. Man skal tilsyneladende bare bruge aluminiumsdåser. Det samme gør sig gældende med de to andre færdigprodukter: Propaganda’en her er så tyk at man må skære sig igennem den med en kniv. Det er korrekt at kalde dette for propaganda for det belyser emnet udelukkende ensidet fra de “positive” vinkler.

Denne nye ordning med affaldssortering fra husstanden er et led i de problemer den socialiserede affaldsløsning medfører. Når omkostningerne ikke kan indregnes i prisen for den enkelte husejer fordi det offentlige “håndterer” affaldet og der ikke findes konkurrence hos forbrugerne, så opstår situationen let at man deponerer store mængder affald, og at emballageproblemet kunstigt holdes i live fordi forbrugeren ikke betaler prisen for at skaffe sig af med affaldet og fordi der ikke er markedspriser på hele processen, kan ingen beregne om det er bedre at genanvende, deponere, afbrænde eller noget helt tredje.

Silkeborg Kommune forsøger sikkert at gøre noget godt, men de har ingen rettesnor (markedspriser) til at guide affaldskammeraten i kommunen til at træffe rationelle beslutninger baseret på omkostningerne ved at genanvende, deponere eller forbrænde affaldet. Deres påstand om at det er godt for miljø’et er noget socialistisk sludder: Miljø er omkringliggende ejendom. Forurener du den, betaler du prisen for det i det frie marked, men i det socialistiske system aner ingen hvad “mijø’et” er værd for mennesket og dermed hvad der er den bedste brug heraf.

 

Vil du være social og bæredygtig, Josephine Fock?

Josephine Fock (herefter: JF), medstifter og folketingsmedlem af det politiske parti Alternativet, har skrevet et blogindlæg på Jyllands-Posten hvor hun kritiserer det hun kalder “vækstfantasien” hos de gamle partier.

Som deloverskrift skriver JF:

Økonomisk vækst fører ikke automatisk til et bedre samfund og bedre liv. Det sikrer vi kun, hvis vi bevidst sørger for altid at medtænke den sociale og miljømæssige bundlinje.

I grundsubstansen kan jeg godt være enig med JF her: Vækst er ikke et mål i sig selv, vækst kan være et resultat af økonomiserende mennesker der frit forfølger sine egne interesser, under hensyntagen til andres ejendomsret (det sociale er menneskets indbyrdes handler og miljø’et er blot et fancy udtryk for dine omgivelser, typisk din og andres ejendom), med alt der hertil hører af underelementer. Det viser sig empirisk blot at være sådan, at væksten er størst i de lande hvor den økonomiske frihed er størst. Tilsyneladende er statsindgreb gode til at reducere væksten i økonomien.

I ovenstående citat er det underforstået at “vi” tiltænkes at være demokratiet, som vælger dygtige og fremsynede politikere som Josephine Fock, til at dirigere statsapparaturet, lovgivningen, skattevæsenet og politiet således “folkets vilje” bliver fulgt. Der er naturligvis ikke tale om, at overlade beslutningen og planlægningen til det enkelte menneske, der i samarbejde med sine medmennesker kan finde et kompromis mellem sig, der fører til at begge drager fordel af deres samarbejde.

JF kritiserer dogmet at “vi skal have vækst”, at det er et mål i sig selv, som ikke længere behøver at blive forklaret. Det er dog ret interessant at observere, at selvom det for nogle personer kan virke ganske overvældende al den snak om vækst, så har det ikke haft nogen særlig betydning virkeligheden, hvis vi ser nærmere på BNP per indbygger målt i faste priser, som nedenstående figur (1997-2016) viser.

Omregnet til en procentuel vækst per år er det danske BNP per indbygger steget gennemsnitligt med 0,8pct årligt siden 1997. Du kan selv regne efter hvis du har lyst:

338,6/290,7 =1,1644774, tag den 19. rod af dette tal, så får du ca. 1,00806

Kilde: Danmarks statistik.

Det ser dermed ud til at det ikke er nok at tale om vækst, endda sådan at det har nået til et punkt, hvor JF beskriver det som et dogme, for rent faktisk at opnå vækst. Det er tilsyneladende nødvendigt at føre politikken ud i livet, frem for blot at tale om den.

Markedet klarer fordelingen af resurserne af sig selv

Hvis vi sætter virkeligheden lidt til side, og lader som om, at det rent faktisk er tilfældet at Danmark har høj vækst, så kan man alligevel kritisere JFs indlæg i nogle af hendes følgende kommentarer.

Der er stadig fordelingsmæssige udfordringer i Danmark, men overordnet set er vi et rigt land. Til gengæld fylder stress, angst og depression mere og mere i vores hverdag, og netop de former for mistrivsel kan vi ikke producere os ud af.

Jeg er naturligvis enig med JF i at der er meget store fordelingsmæssige udfordringer i Danmark, problemet var i 2015 956 mia kr stort. Mit synspunkt, som formentlig er det stik modsatte af JF, er at der ikke findes nogen fordelingsmæssige problemer i en fri markedsøkonomi, hvor hver enkelt økonomiserende menneske selv vælger hvad der er værd at købe, og sammenlagt bestemmer køberne af de økonomiske goder hvilken indkomst enhver skal have. Problemet man herefter kan grave sig frem til er at man er uenig med sine medmennesker i det udfald som den frie økonomiske udfoldelse førte til. Man kan kun være uenig i det udfald som opstår i det frie marked, hvis man har en lille diktator gemt i maven, og ønsker at andre skal opføre sig anderledes. Man ønsker således at andre mennesker skal gøre hvad diktatoren selv synes er passende, uden hensyntagen til andres prioriteringer, deres værdier og deres behov.

Reduceret arbejdstid muliggøres af økonomisk vækst

Der er også et andet element i det relativt korte citat: Påstanden om at man ikke kan producere sig ud af angst, depression og stress. Denne er fuldstændigt forkert, af flere årsager.

  1. En større produktion, alt andet lige, giver mennesket flere muligheder for at tilrettelægge sin egen tid, en større velstand giver dig mulighed for at holde flere timer fri.
  2. En del af produktionen går direkte til at behandle angst, stress og depression. Psykologer og psykoterapeuter i Danmark gør deres til at hjælpe de som er ramt af angst, depression og stress.

Ifølge 1 er det naturligt sandt, at med større velstand ser vi også en tendens til at det almindelige menneske vælger færre arbejdstimer per uge. Det bliver ganske enkelt muligt at prioritere sin tid, hvor en større andel af den totale tid kan bruges på fritidssysler, familie, venner og at skrive blogindlæg der kritiserer overfladiske politikere. Se nedenstående figur.

Kilde: Den store danske.

Fra at arbejde over 60 timer om ugen i 1900, er danskerne gået ned i tid indtil 1990, hvor en af de mange pauser i nedtrapningen har indfundet sig. En af årsagerne til at vi ikke har set faldende arbejdstid siden 1990erne kunne man gætte på havde noget at gøre med den elendige vækst per indbygger i Danmark. Det er i øvrigt en interessant betragtning at det parti som JF er medlem af folketinget for har en mærkesag på at reducere arbejdstiden. Samtidigt har de tilsyneladende en idé om at vækst ikke er så vigtigt, men her sætter de sig naturligvis i führersædet og i stedet for at lade mennesket selv vælge sin arbejdstid, vil de lovgive om arbejdstiden.

Det vil være for omfattende for dette allerede omfattende indlæg at kritisere deres syn på økonomien i forhold til arbejdsugen, automatisering og vækst. Det må blive en anden gang. Det er dog nok at sige at det næppe er en reduktion af arbejdstiden der skaber vækst.

Det sidste citat jeg vil bringe fra JFs indlæg i JP er dette:

Vi må ikke tage det for givet, at økonomisk vækst automatisk fører til et bedre samfund og bedre liv. For det er simpelthen forkert. Den eneste måde vi kan sikre, at økonomisk vækst skaber gode og meningsfulde liv er, hvis vi bevidst sørger for at medtænke både den økonomiske, den sociale og den miljømæssige bundlinje hver eneste gang, vi taler om vækst.

Substansen er jeg i det store hele enig med JF i. Vækst er i sig selv et meningsløst mål, vækst er for mig et udkomme af frie menneskers bestræbelser, samarbejde og privat udveksling. Det er et resultat af enkelte menneskers personlige valg, hvor de selv har haft lov til at prioritere hvordan de vil bruge deres tid, deres penge, deres ejendom og deres kræfter. Hvis det betyder stigende BNP, så er dette helt fint med mig, jeg ønsker ikke at fastsætte hvilket vækst-tal jeg tror vil optimere hver enkelt menneskes velbefindende.

Det er for den liberale kun nødvendigt at fastholde, at målet er at lade samfundet være i fred, sådan at samfundet spontant skaber den sociale struktur baseret på frivillighed og hensyntagen til hinanden. Det viser sig empirisk at det frie marked, med beskyttelse af ejendomsret, er absolut nødvendigt som fundament for at skabe vækst. Uden tilstrækkelig beskyttelse af ejendomsretten og menneskets frie valg degenererer fordelene ved privat udveksling og frivilligt samarbejde i en sådan grad, at det til slut ikke er nogen fordel at indgå i arbejdsdelingen, fordi produktivitetsstigningen, der er den kritiske fordel ved arbejdsdelingen, er blevet fuldstændigt konfiskeret af staten. Herefter er det for den enkelte attraktivt kun at forsørge sig selv og fravælge at indgå i det sociale samarbejde i samfundet. Samfundets eksistens ophører, når forståelsen breder sig til alle lag i befolkningen at egoistisk egenproduktion er alt der kan svare sig.

Der findes intet system der er bedre til at indregne samtlige omkostninger for samfundet, end det frie marked. Så længe loven beskytter ejendomsretten og alle dens delelementer, så vil de sociale, miljømæssige og bæredygtige elementer blive indregnet præcis på en måde, hvor alle deltagere drager fordel heraf. Det er vigtigt at pointere at alle de fine ord der nedfældes af JF bliver til rene farcer i hænderne på staten, mens de fine ord bliver til virkelighed, hvis samfundet selv får lov at finde løsningerne uden at blive beordret rundt af Sovjetiske centralplanlæggere, som tror de kan forbedre det frivillige udfald af millioner af menneskers jagt på at forbedre deres tilværelse.

Centralplanlæggeren, diktatoren og de socialdemokratiske politikere vil benægte at det forholder sig sådan. De vil så gerne tro på at det som de finder forkert og forkasteligt, kan reddes ved brug af lovgivning og politik. De tager fejl. De ødelægger mere end de redder. Hvis de vil redde nogen som helst, så skal de gøre det med de frivillige kræfter i samfundet, og i stedet for at kritisere markedsudfaldet her og nu, skal de omfavne tålmodighed, tolerance og overbærenhed der er grundstenene i laissez-faire filosofien.

Slip den politiske korrekthed FDM!

I fredags kom det nye nummer af FDMs medlemsblad “Motor” i postkassen. I lederen, som så mange andre gange før, forklarer Thomas Møller Thomsen (fremover TMT) om visse sammenhænge på bilmarkedet.

I denne udgave taler han særligt om leasingbiler. Der er flere fordele som leasingselskaberne har:

  1. De kun betaler registreringsafgift for bilen i den periode hvor bilen er leaset.
  2. De kan købe et større parti biler ind og få en rabat på mængden.

I forbindelse med 1 kan selskabet efter endt leasingperiode eje en brugt bil der ikke er betalt fuld registreringsafgift på. Dette gør det langt nemmere at eksportere bilen, da statens lovgivning betyder at eksportbiler ikke modtager fuld registreringsafgift retur, da 15% af bilens registreringsafgift tilbageholdes (dog mindst 8500kr for personbiler, autocampere og 4500 for motorcykler, varebiler etc) ved eksport, og hermed står leasingselskaberne bedre end den almindelige forbruger da deres brugte bil ikke har nogen registreringsafgift i “klemme” hos staten.

Ifølge TMT kan leasingselskaberne opnå en rabat på indkøb på ca. 40.000kr, men når regnskabet gøres op, så har leasingselskaberne “sparet” 125.000kr i forhold til hvis Hr. Hansen selv gik ud og købte, og senere solgte, en bil magen til. De 125.000kr er så vidt jeg forstår lederen et udtryk for bilafgifternes effekt på indkøbsprisen der ganges op for at de 40.000kr bliver til 125.000kr.

Kombinationen af en afgiftsfri bil og en lov der fratager bilejeren muligheden for at få registreringsafgiften retur giver naturligvis leasingselskaberne visse fordele, som TMT omtaler i sin leder.  TMT ønsker ikke at leasingselskaberne skal have på puklen, og han taler endda i positive vendinger om mekanismerne i det frie marked. Han angriber derfor den værdibaserede registreringsafgift og lovgivningen der griber forstyrrende ind i markedet.

Forbrugerne bliver ikke snydt af leasingselskaberne

TMT begår dog nogle små fejl i sin leder, som er værd at udpensle lidt. En af kommentarerne som TMT fremlægger er postulatet om at leasingselskaberne kan styre priserne på det danske brugtbilmarked fordi de kan vælge at sælge til udlandet uden at betale statens ekstraskat ved eksport. TMT mener derfor at denne mekanisme ikke kommer forbrugerne til gode. Men det er forkert – det kommer forbrugerne til gode at leasingselskaberne sælger deres brugte biler på markedet, det er blot ikke de danske forbrugere der køber alle bilerne. De danske forbrugere får præcis den fordel de ønsker at opnå ved at kunne købe bilerne på brugtbilmarkedet, og forbrugerne har valgt at prioritere andre ting end at købe alle leasingselskabernes brugte biler. Bare fordi leasingbilen kørte sine første år i Danmark gør det ikke til nogen synd at sælge bilen til udlandet. Udenlandske leasingselskaber gør formentlig det samme, og sælger bilen brugt til Danmark. Det er vigtigt at huske at hver enkelt bil indgår i et kompliceret netværk af udbud og efterspørgsel, det er alt for overfladisk at tale udelukkende om “leasingbiler”, det er vigtigt at gå i nærmere detaljer og finde ud af “hvilken leasingbil er interessant for en dansker at købe brugt?”.

Det er også vigtigt at huske på i denne forbindelse, at forbrugerne ikke har krav på noget som helst fra andre. Forbrugerne og leasingselskaberne finder i fællesskab, via markedspriserne på bilerne, frem til den andel der er optimal at sælge på det danske brugtbilmarked således både køber og sælger drager fordel af handlen. Det er netop forcen ved det frie marked at begge parter i transaktionen drager fordel af den. Det er vigtig at huske på, at de mange leasingselskaber alle er i intern konkurrence om at sælge deres brugte biler, og de er derfor nødsaget til at adlyde forbrugernes prissignaler for at skabe profit.

Den ene grådige kapitalist efter den anden vil byde priserne til det punkt, hvor forbrugerne er villige til at købe så mange som leasingselskaberne forsøger at sælge. Leasingselskaberne drager præcis samme fordel af det internationale bilmarked som den danske forbruger gør. I stedet for at priserne fastsættes i et nationalt dansk marked, fastsættes priserne i det internationale bilmarked. Adgangen til det internationale bilmarked er et gode både for danske forbrugere og leasingselskaber.

Derfor er det misvisende når TMT lægger op til at leasingselskaberne “snyder” de danske forbrugere ved at sælge den brugte bil i udlandet. Tværtimod. Hvis de snød de danske forbrugere, så ville leasingselskaberne skade sig selv. Markedsprisen på brugte biler i Danmark ville ligge højere end i udlandet, hvis danskerne havde et relativt større ønske om at købe leasingselskabernes brugte bil. Siden markedsprisen ikke er højere, så er det et udtryk for at forbrugerne ikke tildeler disse en tilstrækkelig vigtighed og knaphed til at lokke leasingselskaberne til at sælge til danskerne.

Derfor er det vigtigt, når man læser sådanne overfladisk fornuftige ledere, at analysere situationen både fra køber og fra sælgers synspunkt. Det er en korrekt kritik som TMT lægger for dagen, når han klager over de forvridende regler og høje værdiafgifter. En liberal som jeg selv kan kun være enig med synspunktet om at det er forvridende for markedet når staten beskatter. Det er blot vigtigt at man forstår forskellen mellem en markedspris og en skat. Markedskræfterne skal forstås korrekt, så man undgår disse fejlslutninger om at leasingselskaberne kan “styre” nogen pris af nogen art. Priserne bestemmes både af køber og sælger i samarbejde om ejerskabet af bilen. Der er ingen der styrer andre i den frivillige udveksling.

Når staten blander sig med politi, retsvæsen og skattevæsen for at beskatte og bestemme over dig, så er der tale om at “styre”. Staten har monopol på lovgivningen, fortolkning af lovgivningen, herunder skattelovene, og udøvelsen af magtanvendelse mod dig. Der kan ikke være tale om frivillighed i udvekslingen når staten blander sig. Staten styrer, markedet tilbyder. Denne forskel må man ikke glemme, da man uden denne forståelse hurtigt kommer i bekneb med at forklare hvorfor momsen er forkert mens en prisstigning i markedet er OK.

FDMs afgiftsomlægning er et røgslør der skjuler de reelle problemer

Kritikken af TMT er dog ikke ovre endnu. Som en af de sidste pointer TMT lægger ud i lederen, så er planen tilsyneladende at omlægge registreringsafgiften frem for at afskaffe den helt og aldeles. TMT viser sine moderate (socialdemokratiske) takter ved at foreslå at registreringsafgiften omlægges fra at være værdibaseret til at være teknikbaseret, og bør betales løbende i bilens levetid. Selvom det i lyset af leasingselskabernes fordel ved løbende registreringsafgift virker som et fornuftig tiltag, så er det af absolut vigtighed at understrege at en skat på teknik betyder det samme som en skat på værdi. I stedet for at forbrugerne mister velfærd i forbindelse med et værdikøb, så mister de i TMTs “nytænkende, fremadskuende og revolutionerende vision” blot deres velfærd når det kommer til bilens teknik i stedet. Det er med andre ord ligegyldigt, hvis den samme sum penge skal indkræves i skat om man tager af bilkøberens forlomme eller baglomme. Forslaget er endnu et røgslør hvor en nytænkende afgiftsstruktur effektivt fungerer som et karte blanche til at lade statens indblanding i markedet fortsætte uhæmmet.

Den sidste pointe TMT når at finde plads til i lederen er et fromt ønske om at reducere afgiftsniveauet, således afgifterne bedre matcher bilismens omkostninger for samfundet. Idéen er ganske udmærket, men der er desværre sneget sig to fejl ind i det fromme forslag om at reducere den nationale statsindkomst fra bilafgifter til at matche samfundets omkostninger.

  1. Hvordan tilrettelægges anlægsomkostningerne?
  2. Hvordan tilrettelægges driftsomkostningerne?

Jævnfør 1, så er det klart at det er ganske urimeligt at staten bygger tåbelige vejanlæg der er underdimensioneret på trafiktunge områder, mens den bygger overdimensionerede vejanlæg på tyndt befolkede områder. Staten skal ikke have lov at bygge økonomisk uforsvarlige anlæg for derefter at tørre regningen af på frustrerede bilister, det kan enhver intelligent person forstå. Derfor er det forkert at lade staten bygge vejene, fordi omkostningerne ganske enkelt løber løbsk i forbindelse med anlæg af nye veje. Dimensionering og prioritering af vejen bliver ganske enkelt politisk, uøkonomisk og kaotisk når det bliver politikerne der skal fastlægge vejforløb. Uanset man er tilhænger af demokratiet eller ej, så kan man ikke løse det økonomiske problem ved at hver borger kan afgive en stemme, også selvom hver eneste vejanlæg skulle til folkeafstemning (lokalt eller nationalt). Den enkeltes ejendomsret beskyttes ikke i dette forløb, og enhver har lige meget at skulle have sagt uanset hvor mange kilometer man tilbagelægger eller hvilke problemer man ønsker at prioritere at få løst.

Processen at finde ud af forbrugernes prioriteringer og lyster skal fratages politikerne og bør placeres med sindsro hos den private iværksætter der risikerer sin egen kapital, ved at bygge vejanlæg der muligvis er tabsgivende for denne. Kun igennem den frivillige proces af at tilbyde vejservice mod betaling, kan iværksætteren udregne profit og tab som guide til at dirigere resurserne hen, hvor de er mest efterspurgt og dermed højst prioriteret af det sociale netværk, markedspriserne. Det er naturligvis kun det frie marked der kan tilgodese forbrugernes ønsker om afbalancering mellem vejeffektivitet, kvalitet og omkostningsniveau. En total privatisering af vejnettet er lige til højrebenet, og naturligvis bør der følge en nedlæggelse af vejdirektoratet og trafikministeriet. Disse bureaukratier vil ikke være nødvendige i et samfund med private veje. Der er absolut et behov for at fintune kvaliteten og kvantiteten af de danske veje, det ses tydeligst for de af os der dagligt kører på vejsocialisternes asfalt, og den optimale økonomiske metode er den frie laissez-faire kapitalisme.

Jævnfør 2, så har forurening en stor betydning for vejenes placering, form og trafikreglerne der tages i brug på vejen. I dag er situationen den at de som belastes af forureningen ikke modtager den kompensation som forureneren betaler. I stedet modtager staten en indtægt den selv har fastlagt, som ikke har nogen relevans for den som lider under forureningen. Det er tydeligvis forkert at den som forureningen går ud over ikke modtager en kompensation for dette tab af velfærd. I stedet tilbyder staten “lige adgang til sundhedsvæsenet” hvis du en dag bliver syg af forureningen. Men du skal da være heldig at få en populær sygdom, så du kan overleve tiden på ventelisten. Een socialistisk ordning bliver ikke reddet af at indføre endnu en. Socialiseret forureningserstatning går ikke hånd-i-hånd med et socialiseret sundhedsvæsen. Det er blot to mekanismer der begge trækker i den forkerte retning: Resurserne bliver ikke udnyttet optimalt, men i stedet spildes resurser mens andre overudnyttes.

Driftsomkostningerne til vejnettet bør lægges over i private hænder, således prisen for forurening inddrages i prisen for benyttelse af den enkelte vej. Den private vejejer er naturligvis ansvarlig for den forurening der generer de omkringliggende ejere af ejendomme og arealer. For at skabe et frit marked for vejforurening bliver det naturligvis nødvendigt med en opstartsfase hvor man finder ud af hvad prisen for forurening er, således præcis de individer forureningen belaster modtager en kompensation for den forurening. Det vil blive nødvendigt med “forureningsdetektiver”, eksperter med målegrej der kan måle indholdet af forurening i luften, og v.h.a. retsvæsenets tortlovgivning kan man finde en pris det vil koste for at forurene. På denne måde sikres at den nærliggende ejendom bliver kompenseret for sine økonomiske tab i forbindelse med vejens forurening, og nye vejanlæg vil tage disse priser med i betragtning og i så vidt mulig omfang undgå for høje forureningskompensation i forhold til den markedspris der bliver nødvendig at fastsætte for brug af vejen. Iværksætteren vil ganske enkelt søge at minimere skadevirkningerne af forureningen i balance med forbrugernes ønsker om vejeffektivitet.

Ønsker man at læse mere om denne løsningsmetode til luftforurening i forbindelse med vejanlæg, kan Murray Rothbards artikel “Law, Property Rights and Air pollution” anbefales.

I stedet for at pakke budskabet ind i afgiftsomlægninger, samfundsomkostninger o. lign. burde TMT efter min mening lægge sin politiske korrekthed fra sig, og indse de økonomiske konsekvenser ved sine egne forslag, der griber lige så forstyrrende ind i markedet som de afgifter han ønsker at ophæve. Lad markedet håndtere bilismen fuldstændigt, først da kan vi få den optimale velfærd fra bilismen.

Teknologi er et svagt liberalt argument mod taxaloven

Den nye Taxalov debatteres i de seneste par dage. Som ethvert andet politisk kompromis, forsøger nu hver af de indblandede partier at påpege at netop de elementer som de fik forhandlet igennem er de vigtige, og at hvis det ikke havde været for de andre partier, var loven blevet meget bedre. Både Socialdemokraterne, DF og Liberal Alliance er derfor i medierne med udtalelser der fremhæver deres bidrag til loven og forsøger samtidigt at udstille den resterende del som et onde der måtte accepteres for at få indfriet partiets egne ønsker.

Liberal Alliance forsøger i indeværende stund at redde noget af deres renommé som det mindst socialdemokratiske af de 9 socialdemokratiske partier. De nye Taxalov som præsenteres af “ultraliberalisten” Ole Birk Olesen, forsvares som værende et skridt i den rigtige retning siger bl.a. Joachim B. Olsen til DR.

Joachim B. Olsen ærgrer sig over at taxaloven ikke bliver “moderne” men kun trækker lovgivningen frem til år 2000, altså før Uber ankom på markedet. Dermed fokuserer Joachim B. Olsen retorisk på et tidsperspektiv hvor det vigtige element at tale om er teknologi, og undertoner af at det frie marked er moderne, indfinder sig også mellem linjerne.

Midlertid er teknologien ikke vigtig i forbindelse med de frie markedskræfters evner til at føre til stigende levestandarder, større mulighed for at vælge sin beskæftigelse og større mulighed for at bruge sin ejendom til egen og andres største tilfredsstillelse. Det frie markeds funktion var lige så effektiv i 1900-tallet som det er i dag til at skabe rigdom, frihed og samarbejde. Joachim B. Olsens fokus på teknologi alene virker derfor i mine øjne forfejlet.

Liberalisme drejer sig om ejendomsretten

Hvis jeg i stedet må dreje læserens opmærksomhed over på hvad liberalisering går ud på, og hvad økonomisk frihed virkelig betyder, så vil jeg først og fremmest sige at det afgørende element er ejendomsretten: Når du ejer noget, betyder det at det økonomiske gode er i din kontrol, og du kan gøre med den præcis hvad du ønsker. Såfremt du ikke bruger den på en måde der skader andres lige ret til at bruge deres ejendom, så er du fri til at tage din i anvendelse som du ønsker. I en fri økonomi betyder det at individets fundamentale magt over sine egne besiddelser medfører at et socialt engagement belønnes af kunderne mens en egoistisk anvendelse ikke gør. Hvis du vælger at afskære andre fra at få del af glæden ved din ejendom, så fravælger du indkomst som belønning for at dele med andre. Med andre ord: Markedspriserne lokker dig til at bruge din ejendom på en social optimal måde, hvor din ejendom bedst bruges hvis du deler den med andre, ved at udleje, producere og sælge eller ved at investere. I det frie marked må man ikke bruge tvang mod andre, i det frie marked lokker vi hinanden til at samarbejde, ved at tilbyde modydelser for andres ydelser. På denne fredelige måde bygges et frit samfund op på frivillige interaktioner, hvor vi hjælper hinanden ved at dele brugen af vores ejendom med hinanden.

Den frie brug af din egen ejendom omfatter naturligvis dit transportmiddel. Hvis du ønsker at sælge ydelser til andre der har et behov for transport, så er friheden til at gøre præcis dette naturligvis givet i den frie markedsøkonomi. I den nuværende kontekst betyder det at præcis de elementer som stadig forhindrer eller besværliggør at du som privatperson kan bruge dit transportmiddel til at hjælpe andre med at få deres behov opfyldt er de elementer som er mod det liberale budskab. Liberalisme drejer sig dermed ikke om teknologi, modernitet eller andet tidsmæssigt relateret til taxakørsel – det drejer sig helt essentielt om at din ejendom må du dele med andre præcis sådan som du finder det bedst for dig, i samarbejde med andre. Vælger du at være taxachauffør, så er det dit valg, og dine kunders valg vil også disciplinere dig til at gøre et ordentligt stykke arbejde – for ellers kommer de ikke tilbage.

Kritik af Liberal Alliance, og et lille nik trods alt

Joachim B. Olsen fokuserer derfor på det forkerte. Teknologi har kun begrænset betydning for den liberale politiske filosofi, udover at det er en stærk driver for ændringer i fremtidens produktion af det man kalder et økonomiske gode. Det er mere effektivt at bruge en smartphone til at arrangere taxakørsel, men det er ikke det som er problemet i taxaloven. Problemet i taxaloven er at du bliver forhindret i at bruge din ejendomsret til at udforske måder hvor du kan tjene andre i samfundet ved at dele din ejendom med andre, og hjælpe andre.

Skulle Liberal Alliance så have stemt imod lovændringen, hvis det virkelig trækker i den rigtige retning? Sandsynligvis ikke. Men efterfølgende ville jeg have sat stor pris på, at de gik ud og sagde, at deres politiske modstandere ikke ville frigive magten, altså kontrollen med taxakørsel, til at lade et friere samfund selv finde ud af hvor mange taxa’er der skal køre på vejene, hvad prisen skal være, og hvilket niveau af sikkerhed, kontrol og service kunderne efterspørger. I stedet for at få en ægte liberalisering der vil føre til glæde for forbrugere og taxachauffører tilsidesættes din mulighed for let og billigt at dele bil med dine medmennesker. Dette er netop pointen, ikke at du ikke må bestille en taxatur på din smartphone.

Hvad er der galt med skattefinansiering af velfærd?

I Danmark har staten igennem tiden, særligt siden 1970’erne, øget skattesatserne og indført afgifter for det ene og andet. Disse skattesatser er blevet indført for at betale for en række offentlige udgifter, som med tiden har vokset sig større og har ført til en stor stigning i skatteopkrævningen.

I 1947 opkrævede staten i 2015-penge en sum af 72 mia kr i skatter og afgifter. I 2015 opkrævede staten en sum af 956mia kr. Tallene stammer fra danmarks statistik, og er korrigeret for udviklingen i forbrugerprisindekset.Behovet for finansiering af det offentlige forbrug har resulteret i en situation det ikke er helt forkert at kalde “endemålet for skatteopkrævning”. Hvis man begynder at læse listen over skatter og afgifter på danmarks statistik, mister man hurtigt overblikket og finder noget andet at beskæftige sig med. Selvom en fantasifuld person kan opfinde flere skatter, så er det tvivlsomt om det kan lade sig gøre at indføre flere skatter eller øge eksisterende, for at øge statens indtægter.

Hvad håber politikerne på?

Den danske stat er med andre ord i den pinlige situation, at den eneste måde den kan opkræve et større provenu er gennem økonomisk vækst. Politikerne kan ikke indføre flere ordninger på skatteydernes regning, de kan ikke øge forbruget af eksisterende ordninger, de er henvist til at forsøge at opretholde systemet sådan som det er nu, og blot håbe på at miraklet sker, at økonomien begynder at vokse igen.

Som så mange andre politiske fantasier så ser det også ganske sort ud med væksten i dansk økonomi, hvor en af hovedårsagerne netop er det store skattetryk. Efter finanskrisen har den danske vækst været lav, selv i forhold til den normale danske vækst under det socialdemokratiske regime, og der er ikke udsigter til skattelettelser, liberaliseringer af industrien eller opgør med fagforeningerne. I store træk kan vi forvente en vækst der ligger på samme niveau som efter finanskrisen, medmindre det lykkes den hasarderede pengepolitik at slå igennem og skabe en højkonjunktur baseret på papirpenge og illusoriske, uholdbare prisstigninger.

Det er hård kost at kigge på billedet øverst og se at staten har opført sig som en gedigen landevejsrøver: Den har beskattet alt der kan beskattes, og har taget så meget det overhovedet kunne lade sig gøre. Denne tendens til udnyttelse af den danske skatteyder er et af de moralske problemer der uundgåeligt skabes, når staten skal gøre noget som helst. En ting er at det skaber en øget kamp mellem de to klasser i samfundet: Skatteyderne og skattenyderne, men det næste er at borgerne i samfundet over tid vænner sig til at blive systematisk udnyttet af staten mens det samtidigt påstås at de store problemer som staten løser netop er en del af uretfærdigheden der naturligt opstår i det kapitalistiske samfund: Ulighed i samfundet.

Denne systematiske udnyttelse og Orwellske argumentationsteknik er en gængs politisk fremgangsmåde i debatten. Det påstås ofte at profit er egoistisk, at kapitalister udnytter arbejderne og at samfundet overladt til sig selv ville degenerere til kaos. Det er midlertid svært at se hvordan samfundet skulle blive mere udnyttet end af staten, der tager omtrent halvdelen af alt der produceres af værdi i landet, og distribuerer det efter det som giver den største politiske magt til politikere og bureaukrater. Som Milton Friedman pointerede, så er der fire måder at bruge penge på: Du kan bruge dine egne penge på dig selv, du kan bruge dine penge på andre, du kan bruge andres penge på dig selv, og du kan bruge andres penge på andre. I det sidste eksempel finder vi den mest ineffektive af slagsen, den som staten benytter sig mest af: At bruge andres penge på andre. I denne kategori argumenterer Friedman for at den som bruger andres penge på andre sigter efter at bruge pengene uden at tænke på kvaliteten eller på at minimere omkostningen.

Men giver staten os ikke en masse offentlige services, som kommer os alle til gavn? Det er vel rigtigt at alle de mange skattekroner går til samfundets bedste, ikke?

Dette er en del af et gængs argument for en stor stat, et højt skattetryk og meget lille personlig økonomisk frihed: Skatteindtægterne går til fornuftige ting, som gavner hele samfundet. Det går til sundhed, uddannelse, omsorg for de svage i samfundet og støtte til udlandet. Selvom det er svært at have noget mod alle disse vigtige samfundsopgaver, så er det ikke svært at påpege den logiske fejl der opstod i argumentet, når det pludseligt er staten der skal finansiere udgifterne til disse opgaver.

Et af problemerne med den offentlige produktion er at hele produktionsapparatet skal styres bureaukratisk. Der er ikke andre måder at dirigere de offentlige midler på, end ved hjælp af store lovsamlinger og masser af administratorer der skal bruge tid og energi på at sørge for at budgetloven for det pågældende område bliver overholdt. Der er mange debattører som siger at det er “New Public Management” som er årsagen til hele problemet med ineffektive offentlige virksomheder, og at det offentlige i gamle dage blev drevet langt mere effektivt. Dette synspunkt er sympatisk, og det er formentlig også sandt at skattepengene kunne bruges bedre selv i det offentlige bureaukrati. Men det grundlæggende økonomiske problem som bureaukraterne kæmper med er desværre uløseligt i offentligt regi.

Ludwig von Mises, Bureaucracy s 43:

There are many things about governmental administration which need to be reformed. Of course, all human institutions must again and again be adjusted anew to the change of conditions. But no reform could transform a public office into a sort of private enterprise. A government is not a profit-seeking enterprise. The conduct of its affairs cannot be checked by profit-and-loss statements. Its achievements cannot be valued in terms of money. This is fundamental for any treatment of the problems of bureaucracy.

Privat kontra offentlig produktion

Et af hovedargumenterne mod skatteopkrævning går typisk på at det er moralsk forkert at opkræve skat, fordi skattevæsenet tager privat ejendom fra borgerne mod deres vilje, men i dette tilfælde går argumentet ikke ud på at vise at det er umoralsk at opkræve skat. I stedet skal vi i det følgende forsøge at forklare hvorfor det er ineffektivt at staten bruger penge i det hele taget.

En af de vigtigste indsigter i økonomisk videnskab er erkendelsen af at værdi opfattes subjektivt. Det som er værdifuldt i øjnene på en anden person, kan være væsentligt mindre værdifuldt set med dine øjne. Havde du selv muligheden for at prioritere, ville du have valgt anderledes end en fra din familie eller en af dine bekendte.

Dette betyder ganske enkelt, at når du sætter andre til at prioritere dine penge, så får du et andet resultat end det du selv ville have forsøgt at opnå. Det betyder ikke automatisk at dette resultat er teknisk ringere end det du selv ville have opnået med den samme sum penge, men når pengene først tages fra dig med skattevæsenet og herefter bruges af en anden, betyder det desværre at man med ikke længere med sikkerhed kan sige at begge parter drager en økonomisk gevinst heraf. Mængden af penge der blev brugt kunne med lethed have ramt forkert af dine præferencer, og kvaliteten af produktet kunne ligeså være andet end du selv ville have valgt. Du har dermed, på nær i det mest optimale tilfælde, fået mindre værdi for dine penge.

Det er et af østrigernes kernekritikpunkter mod offentlig produktion: Hver enkelt borger i samfundet besidder en række personlige præferencer, disse præferencer er absolut subjektive og kommer kun til udtryk i den økonomisering som borgeren demonstrerer ved sine personlige handlinger. Dette betyder at for at optimere og økonomisere med resurserne i samfundet så er det afgørende vigtigt at hver borger råder over sine egne resurser til fulde, for det er kun gennem frivillige handlinger i markedet at borgerne optimerer den sociale gevinst af resurserne. Kun når både køber og sælger indgår handlen frivilligt er der tale om en social optimal transaktion.

Murray Rothbard, Man, Economy, And State s. 953:

No government enterprise can ever determine prices or costs or allocate factors or funds in a rational, welfare-maximizing manner. No government enterprise could be established on a “business basis” even if the desire were present. Thus, any governmental operation injects a point of chaos into the economy; and since all markets are interconnected in the economy every governmental activity disrups and distorts pricing, the allocation of factors, consumption/investment ratios, etc. … The greater the extent of government ownership, of course, the more powerful will this impact become.

Hvis værdi er subjektivt og kun findes når det ses med egne øjne, så kan man reelt ikke vide som 3. part hvad der skal købes eller hvor meget der skal købes, for at tilfredsstille den enkelte. Dette fører uundgåeligt til at hvis staten bruger pengene på dine vegne, så er den altafgørende feedback mekanisme, frivillige transaktioner, afkoblet fra at skabe og dirigere værdifuld produktion. Når de offentlige sygehuse forærer deres services gratis væk, må de i stedet for at regne profit og tab forsøge at skabe en illusion af værdiskabelsen ved at måle på antal operationer eller antal læge- eller sygeplejesketimer forbrugt. Dette er dog underordnet. Det afgørende er om prisen på ydelsen set med forbrugerens øjne var værdifuld – vil forbrugeren frivilligt betale prisen for sundhedsvæsenets service så har sundhedsvæsenet været produktivt, hvis ikke, så har det været tabsgivende. Dette altafgørende faktum bør man altid holde sig for øje, når man diskuterer offentlig produktion og forbrug.

Kaotisk offentlig investering

Når det offentlige fastlægger budgetter og næste års produktion, så sker dette på baggrund af bureaukratiske arbitrære beslutninger der ikke er funderet i markedsøkonomiens strenge disciplin der sikrer produktivitet, tilpas kvalitet og tilpas lave omkostninger. Beslutningerne i sundhedsvæsenet træffes politisk, og efterlader den enkelte forbruger uden mulighed for selv at til- eller fravælge at betale, og dermed fra at holde den produktionsansvarlige i stram snor. Det skaber også kaotiske problemer med ventelister, hvor visse sygdomsgrupper politisk bliver udsultet, og lange køer opstår i forbindelse med besøg hos forskellige speciallæger.

I stedet for at lade markedskræfterne håndtere problemet, således speciallægerne kun arbejder med de vigtigste sager, ender økonomien i en situation hvor personalet bruger for meget tid på uproduktivt arbejde med raske patienter fordi systemet er bureaukratisk og centralt “planlagt” således det økonomiske system afkobles effektivt fra at disciplinere produktionen til at komme kunderne til gavn. Skulle hver patient betale markedsprisen for hver ydelse, ville det disciplinere både patient og dennes rådgiver til at overveje omkostningen og opveje den mod den forventede gevinst. Er omkostningen nul for patienten, vil denne prioritere anderledes.

En af de største forskelle fra det nuværende offentlige system og et system baseret på det frie marked og ejendomsretten, er at det altid er muligt at få fat i varen eller ydelsen man ønsker, hvis man er villig til at betale markedsprisen for ydelsen. På denne måde sikrer man et udbud der passer med efterspørgslen, og på samme måde sikrer dette at ventelister forsvinder dels fordi kun de væsentligste problemer tages hånd om, men særligt fordi i det lange løb at investeringerne øges for at imødekomme efterspørgslen i balance med alle andre investeringsmuligheder i markedsøkonomien. Hvis forbrugerne værdsætter større investering i sundhedsvæsenet frem for skolevæsenet, vil profit og investering flyde fra skolevæsenet til sundhedsvæsenet og automatisk følge forbrugernes præferencer i det lange løb. Denne gunstige smidige og præcise styring af produktionsmidlerne i det frie marked er fuldstændigt afkoblet og amputeret i det offentlige bureaukrati, hvor investeringsstørrelsen besluttes politisk og de enkelte investeringsobjekter ikke findes på basis af profitmotivet, men i stedet på basis af politisk-bureaukratiske beslutninger der ingen rettesnor har at gå efter.

Selvom vi provisorisk antager at de offentlige bureaukrater og politikere er engle og kun har den største menneskelige velfærd i tankerne når de beslutter sig, så er det økonomiske problem uløseligt i offentligt regi. Det eneste system der er bæredygtigt i længden og smidigt tilpasser sig forbrugernes ønsker og prioriteringer er den frie laissez-faire kapitalisme.

Derfor dør argumentet om at det offentlige skal stå for produktion af noget vigtigt for samfundet, og dermed kan skatteopkrævningen med sindsro reduceres kraftigt. Det offentlige er notorisk ineffektivt og spilder vigtige resurser i sit desperate forsøg på at koordinere forbrug, efterspørgsel og investering vha. arbitrære bureaukratiske beslutninger.

Hvis man ønsker et produktivt og bæredygtigt samfund, så er det nødvendigt at underlægge al produktion de frie markedskræfter, der sørger for at der er rigeligt produceret til at møde efterspørgslen, og at der er en stram snor i omkostningerne og kvaliteten af produkterne.

Her er mit godhedsbevis

Min gode gerning

En af børnene fik denne seddel med hjem, det er en seddel fra en kampagne der skal hjælpe sultende børn i fattige lande. Målet med kampagnen er tilsyneladende at intet barn må sulte. Kun de færreste vil være uenige i at et vigtigt mål for samfundet er at alle børn har mad og ikke behøver at leve med sult og en konstant tvivl om hvornår de kan få deres næste måltid.

Kampagnen er velgørende, og det er ganske givet at der er behov for midler til at hjælpe mennesker i nød, hvor man kan hjælpe dem igennem en kortvarig krisesituation. Det er dog også rigtig dejligt at vi kan bede vores egne børn om at gøre en god gerning herhjemme. Vores egne børn, hvis maver er fyldte hver dag, har godt at af at tænke i at gøre noget godt for andre end dem selv. Mennesket fødes egoistisk, kun med kendskab til følelsen af egne behov, og mennesket må derfor gennem opvæksten lære at indgå i samfundsordenen baseret på markedsøkonomien og arbejdsdelingen ved at lære at samarbejde med andre.

En vigtig samfundsopgave er netop at klargøre børn til et liv, hvor de skal indgå i et socialt samarbejde i markedsøkonomien, hvor deres evner for at opfatte andres behov og ønsker bliver deres egen billet til et rigt liv, hvor de kan hjælpe sig selv ved at hjælpe andre. Børnene der bedst lærer at finde ud af hvor de kan udnytte deres egne evner bedst, ved at hjælpe andre, får den største frihed i livet til at vælge hvordan de vil indrette deres eget liv. Guidet af markedspriserne kan de skabe nogle trygge rammer for sig selv og deres kommende familier ved at arbejde med at producere de varer og tjenesteydelser som af andre opfattes som mest værdifulde. Ved at lære hvordan man samarbejder, hvordan man tilsidesætter visse af sine egne behov, kan man få succes i vores del af verden, hvor der endnu er en smule markedsøkonomi tilbage. Nogle af de vigtigste menneskelige egenskaber er netop at forstå hvad en god gerning er, for at skille værdifulde fra værdiløse gerninger.

Kampagnen er derfor ganske fornuftig set med en danskers øjne, det kan få børnene til at tænke på andres behov, og den vej kan de også lære at sætte sig ind i deres potentielle kunder eller samarbejdspartners situation. Alting sker med små skridt når man er barn, og denne evne er vigtig at vække tidligt i livet hos barnet.

Derimod er det tvivlsomt om denne kampagne gør nogen forskel, i det lange løb, for de sultende børn der bruges som løftestang for kampagnen. De 25 kroner der doneres til at afhjælpe de sultne børn vil givetvis gå delvist til de sultne børn, der får deres sult stillet for en stund. I det lange løb har disse børn ikke brug for almisser til at leve fra dag til dag, disse sultne børn har brug for et samfund der beskytter ejendomsretten. De har brug for et fredeligt samfund der ikke ødelægger investeringer, og de har i særlig grad brug for laissez-faire kapitalismens enorme produktive potentiale, så fødevarerne i de fattige samfund bliver mulige at købe.

Denne kampagne lægger ved på bålet, den naive tro på at hvis vi bare forærer penge nok væk til fattige børn i socialistiske diktaturer eller andre totalitære regimer, så kan vi redde dem fra sultedøden. Det giver muligvis danskerne en fornemmelse af at hjælpe mennesker i nød, og selvom tanken er både medmenneskelig og overfladisk set fornuftig, så er det nødvendigt at harcelere over hvad det største langvarige problem er for verdens sultne børn: Mangel på beskyttelse af ejendomsretten, mangel på økonomisk frihed i markedet og mangel på fred i samfundet.

De 25 kroner hjælper børnene med at klare sig igennem den næste uge, men den største hjælp man kan give dem er at holde fast i at der er kun een måde at skabe et produktivt og rigt samfund på, hvor børn ikke skal sulte: Laissez-faire kapitalismen, det frie uregulerede marked der hviler i et samfund hvor ejendomsretten er beskyttet. Kun således kan børnenes forældre vide sig sikre på at deres arbejdsindsats går til at de kan opnå deres egne mål, og kun vha. kapitalopbygning kan produktionen af fødevarer udvides og produktiviteten øges. Det er kun den vej samfundet kan tage, hvis det skal gå fra et fattigt samfund til et rigt, således det bliver muligt at brødføde flere af de mennesker der i dag har svært ved at finde mad og vand.

Lad endeligt dit barn gøre en god gerning så det kan lære at indgå i markedsøkonomiens arbejdsdeling, men vær ikke naiv og tro at almisser redder mennesker fra sultedøden. Den største redning et samfund kan få er at omfavne fred, det frie marked og ejendomsrettens sociale gavnlige egenskaber, der er livsnødvendigt for os alle, men især for de fattige.

Den liberale klassekampsteori

Karl Marx er kendt bl.a. for sin teori om klassekamp. I hans bøger fra 1800-tallet taler Karl Marx om den uundgåelige klassekamp i det kapitalistiske samfund, hvor kapitalisterne udnytter arbejderne, der bl.a. i det lange løb fører til at levestandarden for arbejderne blot daler og daler, mens kapitalisterne scorer kassen og sætter sig på mere og mere af samfundets velstand. I de sidste dage af kapitalismen, ifølge Marx, konflikter de fysiske produktionskræfter i en sådan grad med hinanden, at kapitalismen går under, og proletariatet (de ejendomsløse) overtager magten i desperat revolution.

Idéen om en klassekamp i samfundet er ikke ny med Marx. Til trods for at den liberale klassekampsteori er ældre, så kender de fleste kun teorien om klassekamp i samfundet som fremsat af Karl Marx. Rent faktisk medgiver (mere her) Marx selv at hans klassekampsteori blev baseret på tidligere franske liberale (inspireret af J.B. Say og hans svigersøn, Charles Comte), der i deres analyse af klassekonflikten i samfundet nåede frem til at der var rent faktisk to grupperinger der var interessante at betragte hver for sig i samfundet.

I den liberale grundtanke er der to måder at tjene sin indkomst i samfundet:

  1. Markedsmetoden (den frivillige udveksling i markedsøkonomien)
  2. Den politiske metode (den ufrivillige udveksling under anvendelse af magt)

Den liberale analyse af samfundets klasser bygger derfor på hvilken af de to grupper man hører til, om man tjener sin indkomst via markedsøkonomien, hvor hver udveksling kommer både køber og sælger til gode, altså en socialt optimal metode, eller om man bruger den politiske metode, hvor man ved hjælp af politikerne udnytter muligheden for at gennemføre lovgivning der tilgodeser dig på bekostning af skatteyderne.

Den liberale klassekonflikt teori siger derfor, at der ganske rigtigt er to klasser i samfundet, dem der får sin indkomst ved at tvinge andre til at betale, og dem der får sin indkomst ved at tilbyde varer og serviceydelser i bytte for en sum penge, hvor køber frivilligt indgår handlen, og dermed selv nyder godt heraf.

I samme åndedræt bør det derfor også indskydes, at det er denne klassekampsteori der ligger mellem linjerne, når de liberale taler mod høje skatter og mod indblanding fra statens side i markedets og samfundets frivillige samarbejde mellem individerne. Den liberale vil præcis påpege at en øget magtanvendelse i samfundet fører til en optrapning af klassekonflikten. Årsagen til at den liberale ikke ønsker denne konflikt er at den liberale ønsker et fredeligt samfund – et samfund hvor den enkelte har frihed til at forfølge sin fredelige egeninteresse, i erkendelse af at når den enkelte gør hvad denne kan for at opnå sine egne fredelige mål, ved brug af frivillige midler, så må denne inddrage sine medborgere i et frivilligt samarbejde der også kommer dem til gode. Det fredelige samfund er hjørnestenen i den liberale samfundsopfattelse, fordi markedsøkonomien fungerer mest effektivt til at skabe velstand, der giver mennesket mulighed for at vælge mellem mere materiel rigdom eller at forfølge andre ikke-materielle mål i livet, hvis samfundet hviler i en fredelig tilstand hvor tvang, vold og ufrivillighed er minimeret.

Hver enkelt borger bruger dermed sine medborgere til at opnå sine egne mål, men i denne stræben efter egen gevinst (monetært eller psykisk), indgår borgeren frivilligt i andre borgeres stræben efter deres mål. Den spontane fredelige udveksling fører til et rigt, produktivt og lykkeligt samfund, i en så høj grad de nuværende knappe resurser kan strække sig til.

Derimod ser den liberale også med afsky på anvendelsen af magt mellem mennesker. Den der ved magtanvendelse opnår sine mål indgår ikke selv som et led i sit offers stræben efter egne mål, men udnytter sit offer og efterlader denne fattigere end før. Magtanvendelsen, den politiske metode, fører dermed til nedbrydelse af samfundet og til at skabe konflikter mellem grupper i samfundet. Midlet til at dæmpe konflikter og til at skabe harmoni mellem borgerne er at sørge for at samfundet i så høj grad som det er muligt benytter sig af frivilligt samarbejde (via markedsøkonomien, der er ikke tale om at arbejde gratis), for at skabe forståelse, fred og glæde i samfundet i processen.

Karl Marx mente i stedet, at klassekonflikten i samfundet udkæmpedes mellem kapitalisterne og proletariatet. Hans klassekampsteori byggede på de klassiske økonomers værditeori der sagde at al værdi skabes af arbejde. Heraf følger det naturligt at en kapitalist derfor ikke må tjene penge, medmindre denne selv arbejder. Kapitalisterne tjente betydeligt flere penge end arbejderne, og ud fra værditeorien måtte der være tale om en udnyttelse. Kapitalisten tog ganske enkelt en del af arbejderens løn, ved simpel udnyttelse. Marx skrev i 1840erne, og det var få årtier før værditeorien blev revolutioneret med marginalnytte teorien, som Carl Menger var en af ophavsmændene til.

I marginalnytteteorien skabes værdi ikke blot af arbejderen. I forbindelse med produktion af goder og serviceydelser betyder det at markedsøkonomien sørger for at marginalnytten for kapital, land og arbejdskraft balancerer, og at værdiskabelsen derfor stammer delvist fra alle tre grundelementer. Kapitalen som kapitalisten tilvejebringer, bibringer sin andel af værdi til slutproduktet, og værdien stammer ikke blot fra arbejderen alene. Med den marginale værditeori kunne man derfor forklare hvorfor kapitalisten tjener mere end arbejderen – kapitalisten bibringer en mere værdifuld vare til produktionen: kapital.

For at forstå hvordan de liberale ser på kapitalister og arbejdere og forbrugeres rolle i samfundet, er det værd at quote Ludwig von Mises Human Action, s. 270:

The direction of all economic affairs is in the market society a task of the entrepreneurs. Theirs is the control of production. They are at the helm and steer the ship. A superficial observer would believe that they are supreme. But they are not. They are bound to obey unconditionally the captains orders. The captain is the consumer. Neither the entrepreneurs nor the farmers nor the capitalists determine what has to be produced. The consumers do that. If a businessman does not strictly obey the orders of the public as they are conveyed to him by the structure of market prices, he suffers losses, he goes bankrupt, and is thus removed from his eminent position at the helm. Other men who did better in satisfying the demand of the consumers replace him.

Da flertallet af forbrugere er almindelige arbejdere, så er det dem der har magten i markedsøkonomien. Forbrugerne køber kun de varer de finder værdifulde, og iværksætterne forsøger blot at lokke forbrugerne til at købe ved at tilbyde effektivt producerede varer i den kvalitet og mængde som forbrugerne finder det fordelagtigt at købe.

I stedet for at give forbrugerne magten i det danske samfund, så har det socialdemokratiske tankegods sparet forbrugerne for deres egne menneskelige lyster ved at beskatte, subsidere og regulere markedsøkonomien. I stedet for at lade forbrugerne fredeligt købe eller afholde fra at købe, tager skattevæsenet pengene fra forbrugeren og giver det til de personer der har været bedst til at påvirke den politiske proces.

Hvis den virkelige verden ind i mellem giver dig fornemmelsen af at Karl Marx havde ret, eksempelvis fordi adskillige store virksomheder tjene rigtig mange penge, som kan virke meget provokerende, så tænk ind i mellem også på den liberale klassekampsteori: Årsagen til at nogle af de store virksomheder klarer sig så godt er at de er politisk velforbundne og har fået megen af deres indkomst v.h.a. den politiske metode. Andre er rent faktisk deres indtjening værd, de der har tjent pengene via markedsmetoden.

I stedet for at forfølge Karl Marx’ (og socialdemokraternes) ideologiske felttog for at indføre socialismen, så husk dig selv på at det liberale tankegods, stik modsat af Marx, siger at den politiske metode skal minimeres, således virksomhederne skal konkurrere frit på markedet hvor forbrugerne bestemmer.

Nej Skat, du må ikke komme ind.

Den liberale skatteminister Karsten Lauritzen har fået øje på et problem for staten. I dag er de politisk fastsatte regler, det vi i daglig tale kalder loven, udformet på en sådan måde, at offentlige organisationer ikke frit må færdes i private hjem. Eller sagt på en anden måde, hvis politiet eller SKAT gerne vil ind i dit hjem, må du gerne sige nej og bede dem om at få en dommerkendelse før de må gå ind hos dig. På denne måde kan man forsinke den offentlige organisation, der, som en temperamentsfuld amerikansk ægtemand der ønsker at købe et våben for at skyde fruen i affekt øjeblikkeligt, har et stort behov for at tænke sig om før de går langt over grænsen.

Samtidig med at disse regler kan forsinke statsmagtens indtrængen i dit private hjem, så er der mange private virksomheder der drives fra de private hjem. Små virksomheder fører ofte bogholderiet fra hjemmet fordi det er økonomisk optimalt for dem af mange årsager.

Det har naturligvis ført til et såkaldt problem, nemlig at den private virksomheds regnskab kan gemme sig bag privatlivets fred og kræve en dommerkendelse før SKAT eller politiet kan komme inden døre for at undersøge, og i sidste ende konfiskere, private ejendom, herunder den lille virksomheds bogholderi.

De liberale tanker der førte til denne pseudobeskyttelse af private mod statsmagten er meget bedre end alternativet, men går efter min mening ikke langt nok. Hvorfor skal en offentligt betalt embedsmand være gummi-stopklods for at sikre de ganske få rettigheder borgerne er sikret via grundloven? Hvis der var nogen god grund til at påpege at habilitet er et vigtigt element for et retssamfund, så er det da absolut også her ganske påfaldende at dommerens løn betales med midler som skattevæsenet indkræver hos den godmodige befolkning. Ægte objektivitet findes ikke, det medgiver jeg gerne, men det er alligevel strengt at organisationen der besidder monopolet på lovgivningen og skatteopkrævning også sidder på den daglige udførsel af beskyttelse af ejendomsrettens ukrænkelighed.

Er det virkelig sandsynligt at en dommer vil nægte at udlevere en dommerkendelse, hvis SKAT vil snuse rundt i regnskabet hos en virksomhed? Vil alle tilgængelige dommere nægte? Tvivlsomt. Hvad er den reelle funktion? Udover at systemet på denne vis har et skalkeskjul for at få statsmagten til overfladisk at virke objektiv og reel, hvilken overtrædelse af hjemmets ukrænkelighed forhindrer denne ordning da? Enhver offentlig bureaukrat med lidt erfaring ved naturligvis at det er nødvendigt med dommerkendelsen, og denne udleveres lettest hvis man samtidigt kender dommeren man skal gå til for at få den.

Hvad er problemet med at SKAT kan få adgang til private virksomheders bogholderi i deres private hjem? Hvis du ikke overtræder politikernes regelsæt, så har du jo ikke noget at skjule, siges det ofte. Det drejer sig i høj grad om at ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen der ikke har fået tilladelse til at træde ind i dit hjem må træde ind, uanset hvem det er. I dit hjem, din ejendom, der er du i fred og kan ikke chikaneres eller forfølges. Dit hjem er din centrale base, det er hvor du har fred og kan slappe af. I hjemmet råder du selv og din eventuelle partner over reglerne der gælder. Her gælder politikernes regelsæt ikke, hvis man vil følge den liberale grundtanke om ejendomsretten (se disclaimer nedenfor).

Det praktiske aspekt er dog også, at det til tider kan være ganske svært at overholde alle de regler som de hyperaktive politikere vælter ned over samfundet i en strøm af bekendtgørelser, love og retningslinjer. På trods af bedste bestræbelse for at overholde alle reglerne kan det ikke undgås at man fra tid til anden overtræder nogle af reglerne, særligt som forretningsdrivende. Disse bagateller bør ikke angå nogen, og der er, så længe det foregår i hjemmet, ingen årsag til at andre skal have kendskab til forholdene. Hvis SKAT først får adgang til dit hjem, så er det op til den bureaukrat der træder ind i hjemmet om det skal foregå høfligt, venligt og ydmygt eller om det skal foregå som en kontrollerende aktion mod alle potentielle elementer i hjemmet der kunne tænkes at overskride visse obskure regler og cirkulærer.

Det næste problem melder sig dog også hurtigt: I tvivlstilfælde benytter SKAT sig af deres fuldstændigt illegitime ret til at kræve omvendt bevisbyrde. Det betyder kort sagt at du er skyldig, medmindre du kan bevise det modsatte. Denne type af lovgivning er gift for et fredeligt samfund, og det er da næppe muligt at forestille sig at denne magt ikke fører til tendenser for magtmisbrug eksempelvis ved at “skyde med hagl i tågen” for at se om man kan ramme et eller andet. SKAT opererer naturligvis også med måltal, og en bureaukrat der skal leve op til sine forpligtelser overfor ledelsen vil naturligvis benytte sig af flere af denne slags metoder end ellers for at sikre chefens tilfredsstillelse med arbejdet.

Alle disse problemer kunne naturligvis undgås, hvis man lod samfundet indrette sig i den liberale ånd, hvor det er frivilligheden og samfundets organiske udvikling og markedsøkonomiens udvekslinger der blev anvendt i alle tænkelige sammenhænge. Da behøvede man intet skattevæsen, for der var ikke nogen organisation der legitimt kunne indkræve penge ved brug af vold eller trusler herom til at opretholde sig selv. Alt skulle her foregå på frivillig basis, her var ejendomsretten suveræn og ukrænkelig (med få undtagelser, se disclaimer nedenfor).

Dette er naturligvis meget langt fra den socialdemokratiske debat, hvor man kun tænker på at statsmagten skal have lov at udøve sin monopolistiske magt. Selv tænketanken Justitia udtaler i forbindelse med dette forrykte forslag følgende:

– Selvfølgelig har vi som samfund en interesse i, at Skat kan kontrollere. Problemet her er, at Skat får en meget vid adgang til at gå ind i private hjem, siger Mette Juul.

Nej Mette Juul, samfundet har ikke interesse i at SKAT kan kontrollere noget som helst. Det er i statens interesse, og de personer der særligt drager fordel af statens eksistens, at SKAT kan kontrollere regler og opkræve penge fra borgerne. Skattevæsenets aktiviteter skulle i stedet afskaffes fuldstændigt, hvis man har samfundets interesse for øje. Ejendomsretten er ukrænkelig med meget god grund, uanset hvor meget man end ønsker at være moderat, så tager man i mine øjne fejl, når man giver køb på så væsentligt et samfundselement som ejendomsretten.

 

Disclaimer: I dette indlæg går jeg implicit ud fra at den private person ikke er mistænkt for alvorlige forbrydelser. Det er med andre ord ikke nok at skattevæsenet vil se om tingene der er givet fradrag for befinder sig på adressen. Denne kontrol kan ske ved almindelig fremvisning af genstandene udenfor hjemmet efter aftale. Hvis en privat har begået forbrydelse mod anden privats ejendom eller person, kan det være nødvendigt at trænge ind i det private hjem. Forbryderen har med sin egen gerning overtrådt ejendomsretten hos modparten, og har derfor, ifølge proportionalitetsprincippet, opgivet sin egen ejendomsret i proportion med forbrydelsen. Har man stjålet en snickers fra den lokale brugs, bør man nok ikke overtræde hjemmets ukrænkelighed, men hvis man har udøvet grov vold mod anden person, kan det være retfærdigt at trænge ind og hente forbryderen i sit hjem.

Hvad er økonomisk frihed?

Frihed bliver ofte brugt og misbrugt som begreb. I dette indlæg vil jeg blot forsøge at skitsere hvad jeg forstår ved frihed, og hvorfor det er så vigtigt for mennesket at leve i et samfund med en meget høj grad af frihed.

I mine unge dage troede jeg at frihed drejede sig om hensynsløshed: eksempelvis veje uden fartgrænser, eller at man kunne tillade sig alt uden indskrænkning fra andres side. I dag mener jeg at vide bedre. Frihed er noget ganske andet. Frihed kan kun forstås i forbindelse med et samfund hvor menneskene indgår i socialt samarbejde med hinanden. Det drejer sig derfor ikke blot om at individet kan gøre præcis som det ønsker, når det ønsker at handle. Det drejer sig i stedet om at skabe rammerne for et frugtbart samarbejde mellem sociale individer, hvor flertallet indser at det er i deres egen største interesse at tilsidesætte den indre trang til vold og plyndring, for at skabe langvarige forhold med hinanden baseret på frivillig udveksling i markedsøkonomien.

Uden et samfund, så er det meningsløst at tale om frihed. Uden et samfund kan man betragte det isolerede menneske krybe i ly i et krat for stormen, eller alene forsøge at flygte fra eller kæmpe mod naturens kræfter. Denne form for frihed, i naturens brutale magtforhold, er ikke den form for frihed som er vigtig for menneskene. Om kapitalismen siges det ofte, helt forfejlet, at det er jungleloven der gælder, alles kamp mod alle. Det er bl.a. derfor den farlige socialdemokratiske ideologi benytter sig af disse små mundheld når kapitalismen beskrives. Det er vigtigt for dem at understrege deres syn på det frie marked og de frivillige transaktioner deri. For socialdemokraterne drejer det sig om at stille hypotetiske forfejlede billeder op af markedsøkonomien ved at fortælle en analogi der siger, at i markedet, der er konkurrencepræget og stiller krav til enhver, der er det den stærke der vinder over den svage. Det er naturens orden. Den enes død, den andens brød.

Markedsøkonomien er fuldstændigt det modsatte. Det kommer måske som en overraskelse for de fleste, det gjorde det også for mig selv, men det som karakteriserer markedsøkonomien er det menneskelige samarbejde, hvor begge parter drager fordel af hinanden. I stedet for menneskets kamp mod mennesket, så er det menneskets sociale samarbejdsnetværk, det totale net af samfundets frivillige byttehandler, der kæmper mod naturen for at bedre menneskets situation, tilfredsstillelse og lykke.

Her er det vist på sin plads at quote Ludwig von Mises’ Human Action, p 143:

Society is the outcome of conscious and purposeful behaviour. This does not mean that individuals have concluded contracts by virtue of which they have founded human society. The actions which have brought about social cooperation and daily bring it about anew do not aim at anything else than cooperation and coadjuvancy with others for the attainment of definite singular ends. The total complex of the mutual relations created by such concerted actions is called society.

Det som fik de isolerede mennesker til at gå sammen i deres (og vores) kamp mod naturens kræfter, er ganske enkelt menneskets rationelle egenskaber. Det blev gensidigt anerkendt at ved at samarbejde om arbejdsopgaverne, ved at erkende arbejdsdelingens naturligt højere produktivitet, da gik mennesket fra at se hinanden som gensidige fjender der kæmpede om knappe resurser, til at se hinanden som samarbejdspartnere der kunne bedre hinandens tilfredsstillelse med livet ved at samarbejde og dele arbejdet mellem sig. Frem for at bekæmpe hinanden over de naturgivne resurser, frem for at se det andet menneske som en dødelig fjende der reducerede ens egen mulighed for at tilfredsstille sine behov, så man sine medmennesker som produktive samarbejdspartnere der var med til at øge tilfredsstillelsen af dine egne behov.

Ludwig von Mises, Human Action p. 157

Experience teaches man that cooperative action is more efficient and productive than isolated action of self-sufficient individuals. The natural conditions determining man’s life and effort are such that the division of labor increases output per unit of labor expended.

Denne erkendelse førte til det sociale samarbejde der foregår i samfundet i dag. Erkendelsen af at det er i din egen interesse at begrave stridsøksen overfor din næste, frem for at bekrige ham og hans, så var det langt mere fordelagtigt i det lange løb at indgå i et fredeligt forhold og bytte varer med ham for at tjene dig selv og din egen interesse. Markedsøkonomien fungerer netop på dette fundamentale princip, som er altafgørende at forstå, for at dyrke det frie marked som det fantastiske samarbejdsnetværk det er. Det frie marked er bygget af hele samfundets frivillige transaktioner med hinanden, hver transaktion gavner begge parter i handlen. Dette fundament bør man altid huske på, når man hører demagogerne fra socialdemokraterne. Ifølge deres tankegods, bygget på det Marxistiske manifest, så er markedsøkonomien den stærkes ret over den svage. Dette er absolut forkert, og tjener kun eet formål, netop at diskreditere den altafgørende sociale institution der muliggør samfundet i det hele taget, og overføre magt fra decentrale individer der tager beslutninger i egen interesse ved at hjælpe andre og sig selv, til at give magten til en politisk elite der centraliserer samfundets beslutninger frem for at lade dem være frivillige.

Det følger naturligt af ovenstående, at når man udskifter det frie marked med det hæmmede marked, så begynder vi at se nogle af de dynamikker klart og tydeligt vi kender fra vores hverdag: Der er nogle der har magten over andre, fordi de besidder den politiske magt til at dirigere politiet ved hjælp af lovgivningen. Transaktionerne i samfundet bygger ikke længere på den frivillige handel for begge parter, nu er den ene part den anden overlegen og kan diktere hvad handlen går ud på: Du skal betale skat til staten, for ellers overtræder du loven som politikerne har skrevet ned, og risikerer bøder og fængselsstraf.

Frihed skal derfor forstås som en mulighed for at sige nej til transaktioner. Frihed drejer sig derfor om en situation i et samfund, hvor det er muligt at leve som man vil, handle med hvem man vil, og sige hvad man vil uden trusler om molestering af politiet eller andre.

Frihed er derfor ikke at man kan bryde alle love og regler som man ønsker – nej frihed er et frivilligt samarbejde mellem sociale individer. Det har vidtrækkende konsekvenser for tankegangen om samfundet, hvis man tillader sig at gå de veje hvor man følger logikken ud i de små kringelkroge. Med hensyn til vejene, så betyder friheden her, at det ikke er statens monopol der ejer vejene. Friheden betyder at private kan eje vejene, og når du benytter dem, skal du følge de regler som vejejeren fastlægger for brugen af vejen. Ejeren af vejen kan ikke tillade sig at sætte ubegrænset hastighed, ej heller en hastighedsgrænse på 10km/t overalt, men skal i stedet i konkurrence med andre finde den afvejning som giver ham færrest omkostninger og producerer vejglæde i så høj grad som markedstilstanden gør det muligt at opnå.

Frihed betyder bl.a. at du skal overholde fartgrænsen, hvis du ikke vil straffes, men det betyder også at vejen skal ejes privat.