Seneste indlæg

Intro til østrigernes økonomiske teorier på dansk

Min ven Jonas Ejlersen har gennemført et oversættelsesprojekt af David Gordons bog “An introduction to economic reasoning“, eller på dansk “En introduktion til økonomisk ræsonnement“.

Jonas er uddannet økonom, han har en cand. merc fra CBS og en bachelor i Business Administration fra Aalborg Universitet. Så vidt jeg er informeret er dette Jonas første bogoversættelse, men som jeg kan fornemme bliver det ikke den sidste. Jonas har fået en smule hjælp af mig med korrekturlæsning og entusiastisk støtte til projektet, og fordi Jonas er så venlig, har han gjort mig den ære at få mit navn skrevet ind i bogen som medoversætter.

Hvorfor oversætte engelske bøger til dansk?

Jonas og jeg kender mange der kan få gavn af at læse bøger fra den østrigske skole, og da sprogbarrieren kan være svær at overkomme for nogle personer, synes vi at det vil være positivt for forståelsen af de østrigske teorier, hvis vi kan fjerne denne begrænsning. Vi vurderede at der vil være flere der kan drage nytte af bogen, og vi håber at den vil blive læst, til glæde og gavn for os alle.

Hvorfor har vi valgt denne bog?

Der er flere gode grunde til at vælge netop denne bog, den vigtigste er at bogen er en introduktion til økonomisk ræsonnement, som vi håber kan bruges til at få appetit på at studere østrigernes økonomiske teorier nærmere. Derudover er bogen målrettet som lærebog i et afgrænset felt, og kan læses af næsten alle der ønsker at stifte bekendtskab med økonomisk teori. Bogen er også relativt kort med sine 180 sider, projektet er dermed overskueligt, både for oversætteren, men også for læseren.

Hvad får vi ud af at oversætte bogen?

Målt i penge er det absolut intet – nul og niks. Jonas og jeg påtog at oversætte bogen fordi vi ønsker at sprede viden om den østrigske skoles forståelse af økonomi til den almindelige dansker, i et fromt ønske om at hjælpe almindelige danskere med at få adgang til de økonomiske teorier som vi anser for at være de bedste. Undervejs har vi haft det vældig hyggeligt sammen med projektet, og rent intellektuelt har vi også fået noget ud af processen. For at give så præcis en oversættelse som det er muligt mellem de to sprog kræves megen refleksion og brug af et væld af ordbøger. Det var rigtig interessant og spændende at gennemgå, stor tak til Jonas for at lade mig deltage i projektet!

Østrigernes økonomiske teorier er unikke

Østrigernes teorier beskrives generelt som “kausal-realistiske” teorier, altså teorier hvor kausalitet og realisme spiller en afgørende rolle. For østrigerne er det ikke vigtigt at søge at retfærdiggøre politik, men i stedet at finde sande teorier om den frie markedsøkonomi, samt at belyse problemerne der opstår når man piller ved markedsøkonomien med vold eller trusler herom, typisk fra statens side. Østrigerne har også en særlig tilgang til udvikling af økonomisk teori. De søger at forklare markedsøkonomien uden at ty til urealistiske antagelser, som fx perfekt konkurrence og perfekt information. De søger heller ikke at beskrive økonomien via overordnet statistik, men dykker i stedet ned i materien og opdeler økonomien i dens mindste bestanddele og analyserer dem for sig. Økonomer der tilhører den misesianske gren af den østrigske skole tager altid udgangspunkt i individet, det mindste element i enhver markedsøkonomi. Teorierne der er udviklet i denne gren af den østrigske skole fokuserer på at beskrive de økonomiske love ved at bruge et solidt og realistisk fundament: individets selvvalgte handling (praxeologi).

Denne lærdom ønsker Jonas at sprede til de danskere som finder det besværligt at læse faglitteratur på engelsk, og som kunne få glæde af at kende til de østrigske økonomers teorier. Det kan være at du selv, ligesom Jonas og jeg, er blevet ganske betaget af de østrigske økonomers teorier og ønsker at hjælpe andre med at få samme forståelse af økonomi. Nu kan du, ligesom vi, henvise til denne bog på dansk hvor nogle af østrigernes teorier bliver behandlet. Bogen er skrevet til den som begynder at studere økonomi, specielt er bogen rettet mod handelsskoleelever, gymnasieelever og lignende grupper der har et overfladisk kendskab til økonomi, og med bogen i hånden, kan de nu tage et trin op i deres kendskab til økonomisk teori ved at få en bedre forståelse af økonomi som den østrigske skole beskriver den.

Om forfatteren

David Gordon er Senior Fellow på Mises Instituttet og har sin Ph.D i intellektuel historie fra UCLA. Han har skrevet en række bøger, og han har en meget stor viden omkring filosofien der underbygger den klassiske liberalisme, samt om historien om liberalismens udvikling gennem tiden.

David Gordon har skrevet bogen sådan at læseren inddrages. Gennem teksten bliver læseren præsenteret for nogle opgaver som man kan begynde at arbejde på i forbindelse med studiet af indholdet i bogen. Disse opgaver bør ses som hjælpemidler der kan tilvælges hvis det ønskes, man kan nøjes med at læse dem og kort reflektere over dem. Det er ikke nødvendigt at løse alle opgaver for at forstå eller drage nytte af bogens indhold. Opgaverne er ment som vejledning til videre studier indenfor økonomi og filosofi, og som tankeeksperimenter for at dreje opmærksomheden hen på afgørende vigtige punkter i teorierne og filosofien der underbygger dem.

Bogen er bygget op som et studie af menneskets handling og læner sig derfor i høj grad op ad argumentation baseret på logik. David Gordon har ganske godt styr på sit stof, og i bogen vil du blive ført ind i et kort, men ret avanceret, studie af logik. Da de økonomiske teorier ikke bygger på politiske strømninger, heroiske antagelser eller overordnet statistik, vil det være ganske let at følge argumenterne. Argumenterne virker meget effektivt da det er enkelt at sætte sig ind i, fordi centrum for diskussionen er individet.

De økonomiske teorier er dog ikke et studie i egoisme, hvordan du bedst kan rage til dig selv og udnytte andre, det er i stedet et studie i hvordan markedsøkonomien konverterer dit ønske om at opnå dine egne mål, til et socialt foretagende, hvor du i din søgen på at opnå dine mål skal hjælpe andre til at opnå deres.

Der er masser af godt stof i bogen som særligt egner sig til at blive læst af den som ikke tidligere har beskæftiget sig med økonomi.

Fra bogen, side ix:

Som vi vil se i denne bog, afhænger en sund økonomi af, at folk får lov til at agere frit. Hvis politikere forstyrrer det frie marked, eller forsøger at erstatte det med socialisme, er vi i problemer.

Senere, under behandling af handlingsaksiomet, side 21:

Handlingsaksiomet er altså en sandhed af sund fornuft. Og det er nok til at gå videre med den økonomiske videnskab. På den måde differentierer økonomi fra kemi, biologi og (det meste af) fysik. I disse videnskaber er vi normalt nødt til at eksperimentere for at opdage noget. Det er ikke en åbenlys sandhed baseret på sund fornuft, at et vandmolekyle består af to hydrogenatomer og et oxygenatom. Det er noget, som forskere har fundet ud af igennem omhyggelige forsøg.

Den misesianske gren af den østrigske skole fastholder dermed at økonomi er en anden slags videnskab end de som hører under naturvidenskaben, og fordi det er fundamentalt anderledes at studere menneskelig handling kontra elektronernes reaktion på ydre stimuli, så er det også nødvendigt med to forskellige fremgangsmåder for at finde sande love der beskriver virkeligheden.

Udbud og efterspørgsel

I bogen beskrives også hvordan de famøse udbuds- og efterspørgselskurver dannes på baggrund af individernes særegne præferencer, senere hvordan priser på markedet opstår og hvordan markedet fungerer. Derudover diskuteres også statslige indgreb i markedsøkonomien, eksemplificeret ved priskontrol. Hvad bliver resultatet af en maksimumpris under markedsprisen, hvad bliver resultatet af en minimumspris over markedsprisen?

Disse økonomiske love og medfølgende sociale mekanismer gennemgås nøje, og læseren får derfor en vigtig indsigt i statens fjolleri: Det er ikke muligt at pille ved markedet uden at skabe situationer der er værre end den der eksisterede før indgrebet.

David Gordon gennemgår senere også lidt af de klassiske økonomers arbejdsværditeori, og kritiserer den. Derudover behandles pengeteori som afslutning på en udmærket introduktion til den østrigske skoles økonomiske tankegang.

Favoritpointen

I bogen fører David Gordon et særligt godt argument for at ulighed ikke er det vi bekymrer os om, når vi i daglig tale diskuterer emnet. På side 119 til 121 føres et eksempel der fik mig til at tænke mig om en ekstra gang. Normalt vil jeg påstå at ulighed er ligegyldigt, såfremt denne er skabt via markedets frivillige transaktioner, der kommer deltagerne til gode hver og en. Er der nogen der er særligt dygtige til at hjælpe andre, og derfor skaber en stor formue, så er uligheden ikke noget problem. Ulighed i sig selv er blot en refleksion af personens nytte for andre. Det er for mig helt fint med ulighed når den skabes i markedsøkonomiens, fordi det er et gensidigt nytteskabende system.

Men i eksemplet stiller David Gordon et godt spørgsmål, er det ikke unfair at en millionær går forbi en sulten og hjemløs person i stille foragt?

David Gordon rammer her sømmet på hovedet, min refleksreaktion var at der var problemer i situationen. Jeg ville stadig ikke give køb på ejendomsretten for millionæren, men på det menneskelige plan var der problemer. Skulle det ikke kunne forbedre samfundet, hvis millionæren gav noget af sin velstand til den sultne og hjemløse? Naturligvis. Men her skærper David Gordon fokus, og fortæller at eksemplet er problematisk, fordi spørgsmålet gik på ulighed, men blandede to ting sammen: Ulighed og absolut fattigdom.

Det er netop det som socialdemokraterne gør, hver gang de taler om ulighed. De taler ikke om een ting, men om to. Udover uligheden selv taler de også om absolut fattigdom. Uligheden er blot et yndet politisk retorisk kneb at bringe op, fordi staten kan udligne ulighed ved beskatning og distribuering af skatteydernes penge til de politisk favoriserede grupper. Derudover retter diskussionen sig også til at tale til misundelse, fordi diskussionen af absolut fattigdom sættes i kontrast til den som har klaret sig godt. Det er derfor, for socialdemokraten, en dobbelteffekt der opnås, misundelsesdriften i mennesket antændes, og kobles på en uredelig forbindelse til fattigdom. Dette underbygger dermed den falske “forståelse” af, at ulighed skaber fattigdom. Dernæst gødes også den perverse idé, at ved at tage fra de rige og give til de fattige, kureres både misundelsens kilde samt fattigdommen.

Som modeksempel siger David Gordon at problemet med ulighed kommer nærmere til syne, hvis man betragter situationen hvor en millionær forbigås af en milliardær i stille foragt. I forhold til det tidligere eksempel er det tydeligt at der er forskel på svaret. Er det da uligheden som er problemet, eller er det den absolutte fattigdom?

Download bogen og spred den bland dine bekendte

Jeg håber at ovenstående udklip fra bogen har fået dig til at tænke om ikke det var tiden værd at klikke på linket til bogen, og se lidt nærmere på sagerne. Måske vil du endda også hjælpe os med at sprede budskabet til andre.

Giv dig selv, din familie, venner eller bekendte (eller andre der ynder at læse på dansk) fornøjelsen af at læse i bogen. Download den gratis .pdf og læs bogen, det er anbefalingsværdigt. Om ikke andet, vil det gøre Jonas og jeg glade hvis du gør det.

 

 

Giv os skattelettelser nu! del 2

I mit sidste blogindlæg forsøgte jeg at argumentere for, at man ikke kan føre beviset for, at velfærdsstaten er i stand til at sikre en velfærdsforøgelse for samfundet igennem dens interventioner i markedsøkonomien. Særligt de statslige indkomstoverførsler kan ikke vises at være velfærdsskabende, var postulatet.

Det fører naturligvis til en række spørgsmål. Viser argumentationen således, at enhver overførsel af indkomst fra en til en anden, ligeledes også er umulig at vise velfærdsgevinsten af? Vil det fx så også kunne vises at det er en dårlig idé at hjælpe de svage? En sådan konklusion ville være i konflikt med et af de mest almindelige menneskelige træk: empati som ført til udtryk i næstekærligheden.

I gennemlæsningen af det tidligere blogindlæg vil der formentlig være nogle der tænker, at det er meget godt at tale om skattelettelser, men inderst inde kan man føle at det samtidigt ikke må gå så langt at de svageste i samfundet får lov at rådne op i gaderne. Enten af behovet for at sikre et fredeligt samfund, da det tit argumenteres at en reduktion af overførselsindkomsterne vil medføre mere kriminalitet, fordi de som er på overførselsindkomst ikke har andre muligheder. Eller fordi man af sin egen medmenneskelige intuition kan mærke at der skal også være penge til dem som ikke kan klare sig selv.

I dette blogindlæg vil jeg prøve at forklare hvad den liberale, og østrigske økonoms, foretrukne metode er. Det vil nok ikke komme bag på læseren hvad konklusionen ender ud i, men for at dække området, vil jeg alligevel fremføre argumenterne for hvordan det hele kan hænge sammen.

Først et smut tilbage i praxeologien

Som jeg beskrev i det tidligere blogindlæg bygger den misesianske gren af de østrigske økonomers system på praxeologien, læren om menneskets handling.

Der var i det tidligere blogindlæg et fokus på nytteværdibetragtninger, og at den subjektive nytteværdi ikke kan måles, og heller ikke sammenlignes på tværs af personer. Det førte til konklusionen at velfærdsstatens indkomstoverførsler ikke kan vises at være velfærdsskabende. Men hvorfor egentlig? Der manglede en byggesten i argumentet, for hvorfor er det præcis at velfærdsstatens indkomstoverførsler var problematiske? Er der noget specielt ved velfærdsstatens metoder?

Med fokus rettet på praxeologien kan vi blot sige, at vi lader mennesket vise hvordan det har rangeret nytteværdien for hvert gode i en ordinal rækkefølge. Praxeologien kan kun fastslå om et menneske knytter en nytteværdi til et gode der er højere eller lavere end et andet, når mennesket selv handler på disse ordinale rangordner ved at bytte det ene gode væk for at opnå det andet. Nøglen er handlingen i sig selv, med den ekstra forudsætning at handlingen foretages frivilligt. Først under frivillige omstændigheder kommer menneskets egne værdiestimater til syne, når det viser at det foretrækker en ting frem for en anden.

Den frivillige handling er dermed den afgørende nøgle til at forstå hvad der er galt med det statslige velfærdssystem: Det er et lovtvunget system der ikke lader mennesket selv vise sine egne subjektive præferencer, mennesket får ikke friheden til at vælge hvad det foretrækker frem for noget andet. Mennesket er ikke frit i det statslige velfærdssystem, mennesket er underlagt skattevæsenet, politiet og fængselsvæsenet. Det eneste vi kan sige ud fra at mennesket finder sig i skattebetalingen er at mennesket foretrækker at lade sig udplyndre af skattevæsenet frem for at tage konflikten med politiet og fængselsvæsenet.

Den kritiske erkendelse er at indse, at mennesket ikke viser, at det foretrækker at subsidiere et andet menneskes velstand, når det ikke lader sig pågribe af politiet og fængsle for at nægte at følge statens lovgivning om indkomstoverførslen. Det viser blot at mennesket affinder sig med sin situation, det foretrækker en reduceret indtægt frem for et liv i statens fængsel.

Hvordan skaber man da ægte velfærd?

Vi har fastslået at det nødvendige udgangspunkt er at lade mennesket være fri fra tvang, således det selv får mulighed for at vise den følte nytteværdi, via den indre rangorden af goder. I situationen hvor mennesket får lov at dirigere, hvilke goder der er mere værd end andre, skal det bruge den eksterne verden for at få mulighed for at få andre goder under sin kontrol. Fra det ene menneskes synspunkt kan det være fordelagtigt at stjæle fra et andet, fordi dette medfører en gevinst af nytteværdi.

Det er derfor nødvendigt med et system der sikrer at den fredelige frivillighed deles af alle, det er nødvendigt at sørge for at alle har de samme rettigheder, at de er lige for loven. Den rettighed som den liberale anser for den vigtigste er ejendomsretten. Retten til ejendom, retten til at kontrollere eksterne genstande samt egen krop, er forudsætningen for et socialt system, hvor menneskene kan samarbejde og hjælpe hinanden. Ejendomsretten som en universel menneskelig rettighed beskytter hver person mod ufrivillige transaktioner. Da mennesket er et rationelt væsen, vil det være i stand til at anerkende at det er fordelagtigt at, frem for ensidet at bestjæle hinanden, det er langt mere fredeligt, produktivt og langtidsholdbart at bytte varer med hinanden på en sådan måde at ingen udsættes for udplyndring, men i stedet at begge parter drager fordel.

I vores privatliv anerkender vi disse betragtninger, som bl.a. eksemplificeres af de 10 bud, vi ved at respekt samt ærlighed for hinanden fører til den gunstige situation, hvor samfundet er fredeligt. Vi kan stole på hinanden, vi hjælper hinanden til i samarbejde at opnå en værdiforøgelse når vi udveksler varer med hinanden. Særligt i Danmark, og andre lignende lande, har vi en meget stor tillid til hinanden og er samtidigt ærlige grænsende til det pinlige. Det er derfor meget frugtbar jord hvor frivilligheden kan blomstre, og hvor kendskab til de økonomiske love kan bane vejen for et meget produktivt samfund.

Det kan derfor vises, at velfærd skabes via frivillige udvekslinger i markedsøkonomien, hvor ejendomsretten respekteres.

Liberale velfærdsordninger kontra socialdemokratisk tankegods

I dag er det meget svært at forestille sig hvordan det skulle lykkes at skabe et samfund der tager hånd om de svageste ved at forlade sig på frivillige indkomstoverførsler – de fleste nulevende mennesker har ikke kendskab til tiden før velfærdsstaten, og den tykke socialdemokratiske propaganda efterlader heller ej nogen tvivl om at, i det socialdemokratiske tankegods, frivillighed er synonym for egoisme.

Ønsker du at beholde de penge du har tjent i markedsøkonomien og selv vælge hvad de skal bruges på, så er du egoist. Socialdemokraten ser udelukkende på dit forbrug og ikke på din produktion. Det er særligt vildledende at opstille tingene på sådan en forsimplet, og forkert, facon. Når du har tjent andre i markedet, byttet din arbejdsindsats for en sum penge, så har din arbejdsgiver vurderet at dine tjenester er værdifulde. Det er mere fordelagtigt for arbejdsgiveren at ansætte dig til din løn, end at det er at lade være. Han vurderer dermed at du producerer en værdi for samfundet ved dit arbejde. For at kunne kaste om sig med meningsløse valgslogans, er det meget symptomatisk for socialdemokratismen at se bort fra det ægte sociale arbejde: produktionen til samfundet.

Første velfærdseffekt: Produktion af værdifulde goder

Det forekommer ikke socialdemokraten logisk, at når du arbejder for at øge mængden af goder i samfundet, bidrager du positivt den samlede velfærd. Forbrugerne, rige som fattige, er bedre stillet ved at have flere goder at vælge mellem, og den større produktion af goder er med til at reducere priserne og gør det dermed billigere for forbrugerne.

Der er dermed en stor velfærdseffekt i at producere værdifulde goder til forbrugerne, og den betaling du modtager for dine ydelser i den forbindelse er din ejendom, som i den liberale filosofi er beskyttet mod plyndring af enhver anden, via menneskets rettighed til ejendom.

Beskatning af arbejde medfører en reduktion af den tilgængelige arbejdsstyrke og dermed også en reduktion af de producerede goder til samfundet. Det medfører prisstigninger på goderne, prisstigninger der særligt rammer de svageste i samfundet. For at vende mekanismen er det nødvendigt at lette, eller fjerne, skatten på indkomst.

Anden velfærdseffekt: Investering til ny produktion

Ligeledes er den personlige indkomst en af kilderne til muligheden for at opspare og investere kapital til ny produktion, hvor udvidelsen af produktionsapparatet kræver arbejdskraft, kapital og landområder. Det skaber muligheder for øget menneskelig tilfredsstillelse ved nye eller flere varer, flere arbejdspladser tilbydes og det bliver muligt at øge produktiviteten og at kunne tilfredsstille flere behov.

På det frie marked kan det vises både teoretisk og empirisk at produktiviteten stiger med investeringerne, samt at investeringerne øges år for år. En investering i produktionsapparatet er også godt for samfundets svage, fordi investeringerne øger lønningerne. Mekanismen er at den almindelige arbejder tilføres nyt værktøj og nye arbejdsrutiner og bliver mere produktiv. Relativt til kapitalen bliver arbejderens tid mere knap, og prisen på denne tenderer derfor at stige. Den øgede investering er derfor ikke bare positiv for kapitalisten der investerer, det har positive bivirkninger for medarbejderne der, via konkurrencen i markedet, modtager en større betaling for deres ydelser når deres produktivitet stiger som resultat af kapitalistens investering.

Igen kan det vises, at det frie marked skaber positive resultater, både for kapitalisten, der handler på sine egne mål, men også for arbejdstageren der hjælpes undervejs. Markedet bør derfor beskrives som et samarbejdsnetværk, hvor den enes gevinst bliver den andens gevinst ligeledes – stik modsat det socialdemokratiske synspunkt. Både kapitalisten, forbrugeren og arbejderen vinder på de øgede investeringer. Ingen taber.

Kapitalskatter reducerer incitamentet til at spare op og investere. Dermed bliver arbejdskraften ikke så produktiv som den kunne være blevet, hvis skatten ikke var blevet opkrævet. Det er derfor nødvendigt, for at øge samfundets velstand, mulighederne for ansættelse i nye og måske mere spændende jobs, samt et udvidet produktivt samarbejde, at lette, eller fjerne kapitalskatter.

Tredje velfærdseffekt: Privat velgørenhed til effektiv hjælp

De to ovenstående argumenter for at sænke skatterne på arbejde og kapital er ganske almindelige, og de fleste kan følge ræsonnementet at en lettere skattebyrde medfører øget incitament til arbejde og opsparingen til investering. I Danmark lever vi (endnu) ikke under totalitære forhold, i dag er indkomst og investering stadig et delvist privat foretagende. Vi har med andre ord personlig erfaring med hvad der betyder noget for os selv, og kan godt se, at det vil være gavnligt med lavere skatter da det vil øge vores egen mulighed for at arbejde og opspare til investering i højere grad end før.

Den tredje velfærdseffekt er derimod lidt sværere at servere. Postulatet er at ved en afskaffelse af kontanthjælp, førtidspension, folkepension, efterløn, dagpenge og sygedagpenge vil der opstå andre ordninger spontant i samfundet, der støtter de svage, syge og uheldige.

For at hjælpe forståelsen lidt på vej er man nødt til at begive sig ud i et historisk studie, vi er nødt til at bevæge os tilbage i historien og betragte samfundsudviklingen før velfærdsstaten overtog de private initiativer og nationaliserede, kontrollerede og tvangssubsidierede dem alle.

Jeg har for et års tid siden optaget en video, hvor jeg forsøger at forklare hvordan en privatisering af de offentlige indkomstoverførsler, eksemplificeret ved kontanthjælpen, kan føre samfundet i en liberal og bæredygtig retning, hvor markedsøkonomien, hvor privat initiativ, iværksætteri og markedsdisciplinen er mekanismerne der arbejder for at øge produktionen og via de frivillige transaktioner skabe velfærd for alle.

Hvis der er interesse i et mere detaljeret studie af forholdene i Danmark før velfærdsstaten, kan jeg anbefale at købe/låne og læse Henrik Gade Jensens bog, “Menneskekærlighedens værk, det danske civilsamfund før velfærdsstaten”. Ved lanceringen af bogen i 2012 holdt CEPOS et møde herom, video her. Bogen er en meget sigende beskrivelse af hvordan de private initiativer blev nationaliseret skridt for skridt. Velfærdsstaten har med andre ord ikke opfundet noget som helst selv – velfærdsstaten har taget eksisterende private tilbud og enten udkonkurreret dem ved subsidier eller ved direkte subsidier og medfølgende offentlig kontrol overtaget driften. Dette gælder både skole, hospitaler, læge, ældrepleje og social sikring.

Et af de mere slående eksempler på dette er præcis det offentlige fattigvæsens overtagelse af de private velgørenhedsorganisationer. Om det skete ved et uheld eller hvorledes det gik til skal være usagt, faktum er at de danske private velgørenhedsorganisationers finansiering delvist bestod af store kapitalinvesteringer i rentebærende obligationer, hvorfra en stor del af deres årlige indtægter til socialt arbejde oprandt.

Henrik Gade Jensen, Menneskekærlighedens værk, side 69:

“Borgernes opsparing i fonde og kapitaler indgår som en parameter i politikernes konjunktur- og valutapolitik. Under ikke-inflationære forhold kunne civilsamfundets institutioner fungere mere autonomt og leve af en fast og arvet kapital, men da pengenes værdi drastisk forringes af storpolitiske begivenheder og efterfølgende af national lovgivning, svækkes civilsamfundets autonomi betydeligt. Der er sammenhæng mellem pengepolitik og velgørenhed. Jo mere usikkerhed om pengenes værdi og stabilitet, des større tilskyndelse til at undgå opsparing og forbruge i stedet. For filantropiske institutioner giver det vanskelige vilkår.”

Investeringerne i disse obligationer gjorde velgørenhedsorganisationerne følsomme overfor statslig inflation af pengemængden – og som resultat af statens kreditpolitik i 1850erne faldt pengeværdien af disse investeringer. Samtidigt blev det for den almindelige borger sværere at hjælpe de nødlidende medmennesker, fordi almindelige forbrugervarer, som resultat af den øgede pengemængde, steg i pris. I 1850 var pengemængden (indskud plus seddelomløb) 25 mio rigsdaler. I 1860 var det steget til 50mio rigsdaler (Erling Olsens bog, side 282-283). Som kommentar til disse katastrofale pengeinterventioner i markedet kommenterer Erling Olsen i sin bog “Danmarks Økonomiske Historie siden 1750” udgivet 1967, på side 295:

“Under en krise i 1853 bemyndigedes kommunerne til at midlertidigt at yde bistand til nødlidende, der søgte at undgå fattigvæsenet. Tre år senere bestemtes det ved lov, at de midler som fattigvæsenet modtog gennem kirkebøsser og lignende, skulle indgå i en særlig kasse, hvis midler skulle anvendes til hjælp for personer, der ikke var under den lovbestemte, kommunale fattigforsorg. De fattiges kasser tænktes således fyldt ved frivillige bidrag fra private, men da det skortede noget på offerviljen, begyndte kommunerne at yde bidrag til kasserne.”

Forholdene var således at priserne på almindelige forbrugsvarer steg pga. inflationen i pengemængden (der skyldes Nationalbankens kreditekspansion i perioden, på dette tidspunkt var private banker ikke tilladt at skabe kredit – det skete først i 1857 med Privatbanken i København (s. 254 i Erling Olsens bog)), hvordan havde man da forestillet sig at der var råd til eksorbitante donationer til andre fattige, når man selv føler at fattigdommen banker på døren? Hvorfor nævnes det ikke med et ord hvad årsagen til den “skortende offervilje” kunne tænkes at være? Er årsagen ikke at almindelige forbrugsvarer stiger i pris, og overskuddet i husholdningen skrumper? Har dette da noget med offerviljen at gøre? Er det ikke i stedet et forudsigeligt resultat af en fattiggørelse af den almindelige borger via en inflationspolitik? Statsløsningen på dette problem er naturligvis bare at tage pengene i stedet for at lade folk selv vælge, hvor mange penge der skal gå til forsørgelse, hvor meget kan de selv undvære er tilsyneladende underordnet, når man skal være god ved nogle der er relativt fattigere.

Igen og igen ser man at statslig indblanding i markedsøkonomien skabe grobund for forhold man selv finder dårlige, og løsningen på det første indgreb er naturligvis ikke at anerkende at markedet fungerer godt, men i stedet gribes der til flere indgreb for at rette op på de utilsigtede konsekvenser af det første. Således arbejder staten kontinuerligt på at oprette sine egne fejl, mens den undertiden giver den private skylden fordi denne er egoistisk.

For at forhindre denne proces i at føre til den totale socialisme er det nødvendigt at tale imod det socialdemokratiske tankegods og forhindre at samfundet kollapser under statens tyngde. Skattelettelser er en del af løsningen på problemet, og i den sammenhæng er det derfor nødvendigt at gentage, hvad der er skrevet et utal af gange – skattelettelser er i sig selv velfærdsforøgende, fordi det skaber større albuerum for de frivillige udvekslinger i markedsøkonomien.

Det frie samfund indeholder drivkraften til sikring af de svageste

De historiske beretninger forklarer, hvis analyseret mere end blot overfladisk og hånligt overfor den private ejendomsret, at samfundet besidder mulighederne for at støtte og hjælpe de svage i samfundet via frivillige udvekslinger igennem en privat velgørenhedsorganisation, gennem familien og gennem venner. Der er med andre ord mange muligheder for at det velfærdsmaksimerende private initiativ, udover at sørge for at tilrettelægge produktionen til at koncentrere sig om de vigtigste goder først og imødekomme forbrugernes ønsker, også kan drive socialhjælp på en effektiv facon. Socialhjælp har ikke alle dage været et offentligt anliggende, og med de disciplinerende mekanismer der ligger i markedsøkonomien, kan privat velgørenhed hjælpe mere effektivt og virksomt end de offentlige ordninger. En afskaffelse af socialhjælpen er derfor ikke ensbetydende med at samfundet fravælger at hjælpe de der ikke kan klare sig selv – det er i stedet en erkendelse af at det private initiativ fungerer bedre, og at socialhjælp, ligesom så meget andet, også bør hvile i markedet og underlægges markedets disciplinerende mekanismer.

Velfærdsstatens historie er med andre ord en historie om at overtage eksisterende private foretagender, og påbegynde en politisk drift af noget der tidligere var en markedsbaseret drift. Organisationerne gik fra at være effektive og disciplinerede til at blive offentligt, ineffektivt og slapt. Det er ikke noget under at det er så omkostningsfuldt at hjælpe de svage i dagens Danmark, når man tænker på alle de tusindvis af markedsinterventioner staten har gennemført, for at forsøge at lempe byrden som en tidligere intervention har medført.

Giv os skattelettelser nu!

I et interview på Jyllands-Posten med den herlige titel “»Jeg så da gerne, at folk jublede og råbte: ”Giv os skattelettelser nu”« svarer Jakob Ellemann-Jensen på det sædvanlige socialdemokratiske spørgsmål “hvorfor give skattelettelser, når befolkningen hellere vil have velfærd?”, at skattelettelserne drejer sig også om velfærd, men blot ikke her og nu.

Jakob Ellemann-Jensen (JEJ) siger, at det drejer sig om at sænke skattetrykket for at få flere i arbejde, og målet med skattelettelserne er at kunne bevare velfærden i fremtiden. JEJ anerkender dermed den selvindlysende økonomiske sammenhæng at hældningen på efterspørgselskurver er nedad – eller med mere jævne ord, at når prisen sænkes så vil mængden der sælges af det økonomiske gode enten være den samme eller stige.

Pointen som JEJ vil fremføre er, at offentlig velfærd betales af penge der tages fra skatteyderne, og for at øge størrelsen af skatteopkrævningen, der er velfærdsstatens livsblod, er det nødvendigt, pga. de økonomiske love, at sænke skattetrykket procentuelt for den enkelte for at tilskynde flere til at tage et arbejde. Målet er at øge antallet af arbejdende personer, at øge den økonomiske aktivitet i samfundet og ad den vej kan flere personer blive nyttige skatteobjekter for regeringen. Det kommer vel ikke som nogen overraskelse, men det sidste er noget jeg selv har ræsonneret mig frem til.

JEJ tilbageviser dermed også socialdemokraternes ønske om at bibeholde skattetrykket (eller evt. øge det?) fordi en skattelettelse, ifølge det socialdemokratiske tankegods, reducerer samfundets velfærd.

Formålet er ikke at sænke skattetrykket alene fordi det er borgerlige dyder, men også for at opretholde velfærdsstaten på lang sigt, ved at øge samfundets produktivitet, som en slags såsæd på produktivitetens mark, for at staten kan høste større skatteindtægter i fremtiden, som ad denne vej sikrer en større velfærd i fremtiden.

Vi skal derfor reducere skatterne i nuet således de private investeringer øges for at opbygge yderligere privat kapital der kan give et afkast til fremtidens velfærdsborgere. Venstre er dermed det ansvarlige parti, der tænker på fremtiden, hvor socialdemokratiet er partiet der vil forbruge såsæden i nuet mod at risikere en ringere høst i fremtiden.

JEJ siger også, jævnfør overskriften, at han ville håbe at befolkningen råbte i takt: “Giv os skattelettelser nu”. Måske gør han det fordi budskabet flugter med JEJ’s egne holdninger til det danske skattetryk, eller, måske mere sandsynligt, fordi JEJ er sendt i byen for at tale til de borgerlige vælgere. Når selveste Venstres politiske ordfører er i byen med budskabet om at Venstre skam også er deres parti, så kan det være at nogle skeptiske borgerlige vælgere falder til ro. JEJ er citeret for at svare til journalisten at pengene ligger bedst i borgernes lomme og han underbygger synspunktet ved at sige noget i retning af, at skattepenge er penge der er taget fra borgerne.

Venstre markerer dermed at det stadig er “Danmarks liberale parti“.

Det er relativt gode toner, og det er for mig en lettelse at læse, når der ind i mellem kommer andre synspunkter fra en politiker, udover at molestere skatteyderen for at fremme velfærdsstaten.

Skal vi alle stemme på Venstre igen?

Det er op til den enkelte at vælge hvor denne vil placere sin stemme, men jeg kan ikke anbefale at stemme på venstre blot fordi deres ordfører i et billigt interview svarer nogenlunde fornuftigt på journalistens spørgsmål. Se i stedet tiden an, og prøv at følge med i om venstres handling også følger de fine ord.

Der er dog, på trods af de mange gode takter i svarene som JEJ giver, nogle detaljer som jeg synes er værd at understrege som liberal. Det er meget sympatiske argumenter overfor den liberale at forklare at staten tager pengene fra borgerne via skatterne, og at statens typiske pengeforbrug ikke gør samfundet mere produktivt i fremtiden, end det private pengeforbrug gør.

Dette tip med hatten til den liberale filosofi er kærkommen, men der er alligevel nogle knaster i interviewet, som generer mig. JEJ godtager rent faktisk det socialdemokratiske tankegods at velfærdsstaten er i stand til at øge velfærden i samfundet, dette synspunkt mener jeg ikke man kan forsvare.

Hvad er velfærd egentlig?

Et almindeligt opslag i ordbøger siger at velfærd og trivsel er synonymer. I almindelig tale er det ganske passende at bruge de to ord som man lyster, men det giver os ikke megen information om, hvad det betyder i en politisk kontekst. Velfærd opfattes i samfundsforstand, for den almindelige dansker, at det er noget som staten stiller til rådighed for alle borgerne, betalt af skatteyderne, fordi det kun er rigtig velfærd, hvis alle har adgang til denne ydelse eller dette gode.

Problemet med den opfattelse er at dens logiske konklusion forudsætter en uendelig mængde af alle velfærdsgoder, som frit kan distribueres til alle af staten. Enten det, eller at staten har vist en evne til at skabe værdi, at staten på en eller anden måde kan producere velfærdsydelser uden at den totale velfærd i samfundet bliver mindre.

Forudsætningen for at dette kunne være tilfældet er at staten er produktiv, altså at de inputs staten forbruger i løbet af produktionen, skaber noget som er mere værd, når produktionen afsættes som velfærdsgoder. Dette er vigtigt fordi i samfundsforstand må man fastholde, at et politisk udspil der påstår at være velfærd i bredeste forstand, kun kan være dette, hvis den stiller nogle bedre, uden at stille andre dårligere som resultat.

Hvis det ikke kan bevises at statens produktion af den offentlige velfærd fungerer på en sådan måde, så bliver man nødt til at betvivle hvorvidt det er rimeligt af socialdemokraterne at kalde det for en velfærdsstat. Kan staten kun tage fra nogle og give til andre, og man samtidigt antager at tabet af velfærd i processen er nul, så er der ikke tale om velfærdsproduktion, men blot om fordeling af velfærd.

For at tale om velfærd, i streng forstand, bliver man nødt til at bevise at det tabte hos skatteyderen modsvares af mindst den samme værdi hos den som modtager velfærdsydelsen. Jeg vil nu prøve at forklare, hvorfor det er tvivlsomt om dette kan bevises.

Værdi – for hvem?

I økonomisk forstand bruger man begrebet “nytteværdi” når man taler om velfærd. Nyttenværdien der vindes af modtageren af en given velfærdsydelse skal derfor mindst tilsvare eller overstige den tabte nytteværdi for skatteyderen. Er der ikke tale om en gevinst ved transaktionen siger man at den ikke er pareto-optimal. Meget firkantet sagt kan man sige at pareto-optimalitet betyder, i social sammenhæng, at nogle personer (der skal mere end en person til at være social) beviseligt har vundet nytteværdi uden at andre har tabt nytteværdi. For at bevise at velfærdsstaten er pareto-optimal (og dermed velfærdsskabende) skal man derfor kunne føre bevis for hvordan denne statslige merværdi skabes. Der er dog flere afgørende forudsætninger for at gennemføre denne tredjepersons (fx politikere eller bureaukrater) vurdering af værdi:

  1. Det forudsætter at man kan måle den tabte værdi for skatteyderen og den vundne værdi for velfærdsmodtageren i en kvantitativ størrelse som fx 47 nytteenheder
  2. Det forudsætter derudover at nytteenheden kan sammenlignes på tværs af flere personer

Jeg er blot en dilettant indenfor økonomi, en “brugtidéforhandler”, og jeg tyr derfor let til at gengive økonomiske betragtninger fremsat af rigtige økonomer, her Ludwig Von Mises fra hans “Theory of Money and Credit“, side 52:

But subjective valuation, which is the pivot of all economic activity, only arranges commodities in order of their significance; it does not measure this significance. And economic activity has no other basis than the value scales thus constructed by individuals.

For at give et eksempel på en kritik af ovenstående statslige velfærdsbegreb, så kan man sige, jævnfør punkt 1, at det er legitimt at vurdere værdi i en rækkefølge (ordinalt), men ikke som en målbar størrelse (kardinalt). Det er OK at sige at man kan lide bananer bedre end æbler, men det er meningsløst at sige at en banan er 1 nytteenhed, mens et æble er 0,7 nytteenheder. Hvorfra skulle individet kende dette forhold mellem goderne? Kan en tredjeperson måle dette forhold eksternt? Er forholdet stabilt, så man altid kan stole på at denne vurdering af de to goders værdi er det samme over tid? Ifølge Ludwig Von Mises er det ikke legitimt at måle nytte som en størrelse med kardinalværdi, men det er legitimt at betragte nytteværdi som en individuel rangorden, som en ordinal rangeret nytteværdi.

Hvorfor kommer Mises til netop denne konklusion? Det virker lidt nærigt at påstå, at sådan er det bare, og andre teorier er ikke gangbare. Så længe det bliver ved dette postulat, så er den ene påstand ikke bedre end den anden. Det er her Mises’ teori om menneskets handling kommer i spil, praxeologien forklarer hvorfor Mises har ret i sin teori, hvorfor det uundgåeligt må hænge således sammen. Praxeologi er en teori der beskriver menneskets valg, og en teori af en sådan karakter må benytte sig af de observerbare handlinger mennesket foretager sig. Det er derfor op til det enkelte menneske at tilkendegive sin indre rangorden af nytteværdi ved at handle på det. I Mises’ terminologi kan vi kun observere et menneske handle på sine værdivurderinger. Alle andre psykologiske hypoteser er overflødige i økonomisk forstand. Når mennesket vælger, vil det via sit valg vise, hvordan de økonomiske goder rangerer på individets ordinale nytteværdiskala. Det som byttes væk har mindre nytteværdi end det som opnås i transaktionen. Der er ingen måde at måle den indre værdiforøgelse via observation af menneskets handlinger af tredjepart.

Vi udvider nu teorien med punkt 2 ovenfor, nu postulerer vi ikke blot at vi kan måle nytteværdiens højde hos den enkelte person, vi postulerer nu også at vi kan sammenligne disse målinger interpersonelt: Vores socialdemokratiske økonomiske research har fundet frem til en fantastisk metode til at øge samfundets velfærd: En banan er 1 nytteenhed værd for Peter, men 1,1 nytteenhed værd for Jens. Det er dermed velfærdsoptimerende at tage bananen fra Peter og give den til Jens. Vupti, så har vi skabt 0,1 nytteenhed i økonomisk forstand, hvis teorien holder.

Problemet er, naturligvis, at værdi opfattes subjektivt, samt at værdien af et gode ikke kan andet end rangordnes af individet, den præcise nytteværdi af hvert gode kan ikke fastslås. Som Walter Block ville sige, er det at tale om interpersonel sammenligning af værdi, som han kalder “nonsens på stylter”.

Hvis teorien om interpersonel kardinaltalsbaseret nytteværdi ikke holder, hvad sker der så med velfærdsstatens projekt? Den logiske konklusion er, såfremt man fastholder sig i det økonomiske felt, at velfærdsstaten ikke kan proklamere at være en stat der skaber velfærd. Den kan ikke føre bevis for at være velfærdsskabende.

Skattelettelser eller velfærd?

Såfremt ovenstående argumentation ikke falder fra hinanden, er det rimeligt at sige at påstanden om statslig velfærd hviler på et meget tyndt grundlag, og formentlig ikke har noget videnskabelig økonomisk fundament. Ikke nok med at argumentationen ødelægger grundlaget for indkomstoverførsler, fordi man ikke kan bevise at det øger velfærden at flytte pengene fra den ene til den anden person, så bliver problemerne endnu større, når man begynder at analysere de funktioner der er lagt ind i velfærdsstaten som den har udviklet sig i dag.

Vi kan tage nogle almindelige eksempler, hvor den almindelige arbejder bliver beskattet for at finansiere middelklassens børns universitetsuddannelse. Vi kan tage eksemplet hvor en person der arbejder i den private sektor, og konkurrerer mod andre personer der pga. statslige tilskudsordninger modtager offentligt tilskud. I disse tilfælde tager velfærdsstaten penge fra den privat ansatte eller den private iværksætter, og støtter konkurrenterne via tilskudsordninger, pujler, konkurrencebeskyttelse, fagforeningsbeskyttelse og en lang liste af andre politiske tiltag der er sat i søen for at give til nogle mens det tager fra andre.

I mange af tilfældene kan man kun med hovedrysten se til mens den ene faglige organisation efter den anden påstår at være aktiv i et velfærdsfag – eksempelvis læger, tandlæger, sygeplejersker, psykologer og skolelærerer. Det åbenbart selvindlysende incitament for disse faggrupper er at blive forskånet fra markedets disciplin, fra medmenneskets krav om effektivitet og frivillig betaling. Disse faggrupper lever i dag stort på deres politiske pres for at blive privilegerede med skatteydernes penge. I deres egen søgen efter beskyttelse fra markedets disciplin har de midlertid fået mere trange kår på den statslige velfærdsordning, der pga. statens knusende ineffektivitet fører til en række af besparelser i forsøget på at holde liv i en uproduktiv benyttelse af samfundets knappe resurser.

Murray N. Rothbard skrev det ganske godt i sin Man, Economy, And State, side 1363:

While an exchange is coerced, on the other hand – when criminals or governments intervene – one group gains at the expense of others. On the free market, everyone earns according to his productive value in satisfying consumer desires. Under statist distribution, everone earns in proportion to the amount he can plunder from the producers. The market is an interpersonal relation of peace and harmony; statism is a relation of war and caste conflict. Not only do earnings on the fre market correspond to productivity, but freedom also permits a continually enlarged market, with a wider division of labor, investment to satisfy future wants, and increased living standards.

Den brede befolkning, der ikke forstår økonomi, bliver vildledt af propaganda fra de socialdemokratiske charlataner der påstår at velfærd produceres af det offentlige, og ikke af andre. Derfor, hvis man ønsker velfærd, skal man finde sig i at blive beskattet, således man kan få velfærd. Argumenterne der føres kan blive mere sofistikerede, men i grundsubstansen hviler de alle på fejlslutningen der siger at et offentligt monopol er velfærdsskabende.

Ønsker man derfor et velstående samfund, et rigtigt velfærdssamfund (og altså ikke en velfærdsstat) bliver man nødt til at erkende fortidens fejl og nedrive velfærdsstaten for at give plads til velfærdssamfundet. Giv os skattelettelser, nu!

 

Folkeskolen er ineffektiv, ensrettende og umenneskelig

I denne omgang af min gennemgang af Martin Ågerups bog, Velfærd i det 21. århundrede, vil jeg tage et enkelt emne op, og diskutere det. Jeg har udvalgt Martin Ågerups pointer om folkeskolen, og hans forslag til at reducere resurseforbruget af folkeskolerne ved at minimere spild, eksempelvis på administration og overdimensionering (disse to elementer er taget ud af en generel figur for den offentlige sektor fra s. 105 i bogen, Martin Ågerup nævner ikke specifikt disse to elementer i forbindelse med diskussionen om folkeskolen).

På side 110-111 skriver Martin Ågerup:

“Det mere fundamentale spørgsmål er, om højere kommunale udgifter overhovedet er et udtryk for et højere serviceniveau, eller om det dækker over lavere produktivitet eller en kombination af de to ting. Det ved vi ikke, men ser man på skoleområdet, kunne noget tyde på, at højere udgifter ikke giver bedre kvalitet. Der findes ikke måder, hvorpå man kan sammenligne det generelle kommunale serviceniveau direkte på tværs af alle kommunale serviceområder – forstået som kvaliteten eller værdien af de leverede ydelser. Det skyldes de nævnte vanskeligheder med at  vurdere værdien af en ydelse, som brugeren ikke selv betaler for. Hvilket igen fører til den problematiske antagelse, at værdien af velfærdsydelser er lig med omkostningerne ved at producere dem.”

Produktivitet, som Martin Ågerup bruger lidt tid på at diskutere, kan kun vurderes af den som køber produktet. Her er ingen uenighed mellem os.

Martin Ågerup går herefter videre til at estimere hvor stort et besparelsespotentiale der ligger i driften af folkeskolen, hvis man beholder de nuværende skoleregler, og lader de mindst effektive skoler kopiere de mest effektive skolers metoder.

Martin Ågerup diskuterer eksempelvis, hvordan folkeskolen kan spare penge, og undervejs opstiller han sit eget mål for folkeskolen: Indlæring. Martin Ågerup måler dog ikke bare indlæring som en absolut størrelse, men i stedet en mere sofistikeret relativ vurdering baseret på de sociale faktorer.

På side 111 skriver Martin Ågerup:

“Hvis man bruger de faktiske karakterer ved afgangsprøven som kvalitetsmål, går man imidlertid galt i byen, fordi man derved i høj grad fanger noget helt andet end kvaliteten af undervisningen, nemlig om eleverne på skolen er bogligt begavede. CEPOS har derfor udviklet måling af det, vi kalder “undervisningseffekt”, nemlig hvor godt den enkelte elev klarer sig set i forhold til, hvad man skulle forvente ud fra elevens sociale baggrund.”

Martin Ågerup har desværre sat analysen op på en særlig måde, for at kunne sammenligne folkeskolernes effektivitet. Han har selv defineret hvad målet skal være og han bruger myndighedernes pensum som målestok for at se om målet er nået. Hvor blev subjektiviteten af?

Det viser sig, som i alle andre sammenhænge, at et mål for det ene individ ikke er et mål for et andet individ. En spørgeskemaundersøgelse blandt forældre til børn, der starter i skole for første gang, viser at forældrene vægter social trivsel højere end indlæring. Det vil sige at, hvis vi kan stole på spørgeskemaet og resultatet for det, at forældrene har et højere mål end blot indlæring, når de sender deres barn i skole. Det vil, alt andet lige, også være ganske besynderligt, hvis et menneske kun havde et eneste mål med en given aktivitet. Særligt når det kommer til ens egne børn, så er det let at forstå, at forældre danner flere mål for barnet end blot indlæring. Martin Ågerup befinder sig derfor i et problem som han ganske vel er klar over: Han gør sig selv til dommer for hvad der er effektivitet i en skole. Martin Ågerup kan dog forsøge at argumentere for at indlæring bl.a. er et resultat af trivsel. Vi ved fra sociologi at menneskets indlæring er langt bedre i en atmosfære, hvor mennesket trives, end hvis det ikke trives. Derfor kan Martin Ågerup fastholde sit fokus på indlæring som det vigtigste mål, med henvisning til ovenstående og samtidigt have trivsel med i sit resultat.

Der er dog andre problemer, som Martin Ågerup ikke kan snige sig udenom. Det statsligt fastsatte pensum som universel målestok er ganske ubrugeligt i en velfærdssammenhæng.

Hvad skal indlæres?

Problemet med at fastlægge indlæring set i forhold til et myndighedsfastsat pensum er, at forældrene kan have andre læreretninger i tankerne, end de som folkeskolen underviser. Det kan være at forældrene er rabiate socialister eller fritmarkedsanarkister, og finder at folkeskolen ikke lever op til deres forventning i forhold til at undervise tilstrækkeligt om hhv. socialismen og kapitalismen. Havde de haft valgmuligheden, ville de have fravalgt folkeskolen og det statsligt fastsatte pensum, og valgt en anden skole i stedet. I den forstand er selve målepunkterne, som Martin Ågerup benytter sig af, arbitrære og blot fastsat af myndighederne, som ikke på nogen måde kan være velfærdsmaksimerende. Det vigtige formål med indlæring er at tillade mennesket at lære det, som det finder værdifuldt, som kan bruges i forhold til menneskets egne evner og lyster, og kun i så lang tid mennesket drager fordel af indlæring. Det er i den sammenhæng ligegyldigt at matematik er brugbart til at løse diverse tekniske problemer. Det betyder ikke at man kan vedtage ved lov hvilket pensum hver elev skal igennem og hvor mange timer der skal bruges på det pensum, og samtidigt påstå at det er velfærd (her ser vi for en stund bort fra finansieringen). Det er ikke velfærdsmaksimerende, fordi velfærd opfattes subjektivt, og det afviger fra person til person hvad værdien af matematikundervisning er. Hvorfor har man den afgrundsdybe foragt for andre mål, værdidomme og trivsel, at man fastsætter nationale mål for skolegangens indhold og længde? Det er at benægte menneskets forskellighed, slet og ret.

Indlæring bør også ses som et middel til at nå sine mål: Hvorfor skal alle, selv de som befinder sig meget dårligt med boglige fag, underkastes det samme pensum, som middelklassen har defineret som værende “et fælles minimumsvidensniveau”, for at deltage i det store statslige plyndringstogt mod markedet? Kan nogle mennesker ikke få mere værdi for uddannelsespengene, ved at have langt flere undervisningstimer i praktiske fag, såvel som andre kan få mere værdi ved at bruge mere tid på de boglige? Hvorfor er udbuddet af undervisningsstrukturer så enfoldig og ensrettet? I sig selv er dette en af de store knuder i uddannelsessystemet, særligt i folkeskolen: Der er ikke alternativer til den boglige middelklasseundervisning. Det er en skandale, at det er lykkes for statstilhængerne at presse deres egne subjektive værdidomme og målsætninger ned over alle andre ved at fastlåse alle skolerne i en lovgivet skruetvinge.

Indlæring er ikke blot formel skolegang

Da velfærd opfattes subjektivt fra menneske til menneske, kan man ikke fastslå om skolerne der formår at opnå mest indlæring for skattekronerne, er effektive. Folkeskolen har udviklet sig til et pseudo-fængsel for børn og unge, hvor de hver dag skal igennem timevis af foredrag afholdt af lærere, der ved lov er afkrævet at undervise præcist i dit og dat. Med præcis så og så mange timer i det og det fag. Det er en umenneskelig tilgang til indlæring, hvor myndighederne anser det eneste rigtige at gøre er at give børnene indlæring ved foredrag foran skoleklasser med særlig stort fokus på boglige fag. Selv hvis vi anerkender at indlæringen i sig selv var det højst rangerede mål for folkeskoleforældre, så er det ikke givet at det er skolegang der er den foretrukne form for indlæring. Indlæring er meget andet end bare formel skolegang, indlæring foregår hver eneste dag vi lever, hvor vi i vores sociale omgang med hinanden bliver klogere, når vi udveksler tanker, idéer og historier med hinanden. Lad forældrene vælge om barnet skal gå i skole, lad barnet vise sin nysgerrighed for andre områder end bare skolegang, og lad samfundets initiativtagere skabe alternativer til den konforme og ensrettende skolegang.

Et af folkeskolens største brølere er inklusion, hvor man med vold og tvang vil sætte ethvert barn med en puls på en stol i et folkeskolelokale, og proppe middelklassens undervisningsideal ned i halsen på dem alle. Det er i alt fald ifølge en nyere undersøgelse fra Kolding Kommune bl.a. inklusion der har fået forældrene til at vælge privatskole frem for folkeskolen. Inklusion er netop en del af fornægtelsen af at mennesker er forskellige og trives med forskellig indlæringsform. I stedet for denne ensretning for alle, så burde man være ydmyg overfor andres evner og lyster. Det er synd både for læreren og klassen, at alle skal ind i samme lokale og gennem samme forløb. Et menneske er ikke en kødklump der kan formes af planlæggeren, der med lovgivningen masserer kødmassen, til denne synes det ser pænt ud. Et menneske er et individ med egne værdier, egne ideer og egne evner. Det eneste der kommer ud af at bruge denne metode på mennesker er foragt og passivitet hos eleverne der ikke trives med “tilbuddet”. Hvorfor behøver det absolut at være således? Det var dog langt mere befriende, at der var flere tilbud der var drevet af markedets evne til at tilbyde produkter af forskellig kvalitet, til mere end bare én smag.

Østrigsk filosofi

Martin Ågerups formål er ganske tydeligt: Han ønsker at folkeskolen bliver mere indlæringseffektiv, at den bruger færre resurser på at opnå sine resultater. Synspunktet hviler i den utilitaristiske tankegang, hvor produktionseffektivitet er vigtigt (vigtigst?). Han påpeger hvor det er muligt at effektivisere produktionen af velfærdsydelserne som modargument mod de offentlige fagforeningernes evige propaganda for større offentlig sektor, samt deres afvisning af muligheden for at effektivisere sektoren. Jeg opfatter Martin Ågerups forsøg som sympatisk, fordi det belyser den offentlige sektors produktionsineffektivitet og den manglende selvjustering af systemet. Det er tydeligt at der er meget at komme efter for at få systemet til at fungere på en måde, hvor resurserne strækker længst muligt. Som Martin Ågerup også påpeger, så findes der gode offentlige skoler med høj produktionseffektivitet, og det er disse andre skoler kunne tage ved lære af. Martin Ågerups pointe er dog at de dårlige ikke lærer af de gode og at de dårlige mangler incitamentet til at gøre det.

I min optik er det nødvendigt at forklare, hvorfor jeg, på trods af sympatierne med Martin Ågerup, forsøger at kritisere indholdet i bogen. Det drejer sig om at se anderledes på tingene, det er ikke tilstrækkeligt at justere på kvantiteten af indlæringseffekten, det er også nødvendigt at eksplodere myten om at folkeskolens eksistens medfører øget velfærd, ved at kritisere den fra en kvalitativ synsvinkel.

Jeg mener at et indlæringseffektivitetsmål er i konflikt med forståelsen af produktivitet i økonomisk forstand. Indlæringseffektivitet hviler fuldstændigt på politisk fastsatte mål, ikke individets egne mål. Når Martin Ågerup måler indlæringseffekten med sit matematisk-statistiske værktøj, så ved han ikke hvordan menneskene værdsætter opnåelsen af indlæringsmålene, og det er heller ikke muligt at måle sig frem til det kontrafaktuelle univers hvor andre indlæringsmål var opnået, og hvilken velfærdsværdi disse ville have. Det kan være at de, som den først linkede artikel påpeger, rangerer indlæring lavere end social trivsel. For at forstå dybden af det kaotiske danske velfærdssystem nytter det derfor ikke at se på givne mål og givne midler og sammenligne skolernes produktionsfunktioner. Disse elementer er en slags kvantitativ kritik af den offentlige sektor, men dette er ikke det essentielle. Det essentielle er ikke begrænset til den kvantitative kritik af produktionseffektivitet, det essentielle omfatter ligeledes en kvalitetskritik. Det centrale spørgsmål er: Lykkedes det for skolen at gøre kunderne tilfredse, at give forældrene det som de søgte deres børn skulle have, til en pris som forældrene ville betale?

Martin Ågerup var så venlig at skrive til mit tidligere indlæg om hans bog, og jeg er blevet sat i forventning at jeg finder hans analyse af den offentlige sektor med tilhørende reformforslag senere i bogen, særligt i kapitel 9. Jeg kan afsløre at jeg er 150+ sider fra dette kapitel, og at dømme efter antallet af blogindlæg jeg har skrevet om bogen per bogside, skal der skrives omtrent yderligere 4 blogindlæg før jeg når til dette eventyrlige kapitel. Jeg er skeptisk overfor udsigten til at få mine vilde subjektivistiske fritmarkedsidéer indfriet i bogen, indtil videre er der rigeligt af forskelle på den måde østrigerne ville kritisere den offentlige sektor og måden Martin Ågerup gør det på.

Det er såmænd udmærket at kritisere den offentlige sektor fra flere vinkler, men personligt finder jeg det dog mere interessant at tage fat i de fundamentale kvalitetsproblemer og udpinde disse, frem for at underkaste sig systemet og kun forholde sig til et arbitrært effektivitetskriterie. Efter min opfattelse så fastlåser man sig på denne vis i systemet sådan som det er, det accepterer nødvendigheden af uddannelsesministeriet og deres målsætninger og den politiske styring af folkeskolen. Det er der desværre ikke meget frihed over. Det liberale endemål er at nedlægge undervisningsministeriet og sætte skolernes valg af indlæring helt fri af lovens tvang, og naturligvis uden skatteydermidler til at finansiere dem. Først i denne situation er det muligt at møde forældrenes værdier og mål for deres børn ved at lade skolerne udvikle sig i samfundet, uden central styring.

Efter min ydmyge mening så er vores nuværende system en katastrofe der udviser foragt for den vestlige civilisations historie, der gang på gang har vist, at fred og frihed har ført gode resultater med sig, og at ensretning og statslig propaganda har ført til de største menneskelige katastrofer man kan forestille sig.

Folkeskolen er naturligvis ikke Hitler Jugend, i den danske udgave er skolen et frugtbart territorium for at oplære næste generation som velfærdsstatens lydige og flittige myrer, der finder sig i at blive udplyndret gennem livet af et vanvittigt skattesystem og reguleret af nidkære bureaukrater og politikere.

 

 

Sovjetunionen kollapsede ikke pga. mangel på innovation

Som et led i min gennemlæsning af Martin Ågerups bog “Velfærd i det 21. århundrede” er jeg kommet til en sektion jeg særligt ønsker at diskutere.

Det burde ikke være kommet som en overraskelse for mig, da der på forsiden af bogen står “Fra tilsanding til innovation” – altså antydes det at det er innovationen som er essensen af kuren mod problemet.

Men inden jeg går ind i kritikken, må jeg sige at jeg blev positivt overrasket over Martin Ågerup, for på side 83 skriver han at der er paralleller fra velfærdsstatens krise til krisen i Sovjetunionen der bidrog til systemts kollaps i 1991. Jeg er fuldstændigt enig med Martin Ågerup på dette punkt: Velfærdsstaten og kommunismen deler mange af de problemer som fører til ineffektivitet og ødselhed.

Overraskelsen kom først senere i bogen hvor Martin Ågerup skriver om velfærdsstaten i dens opbygning at:

“Det var staten der trådte til for at øge mængden af human kapital og adgangen til sundhedsydelser. Af to årsager kunne den opnå dette forholdsvis uproblematisk og forholdsvis hurtigt. For det første i udgangspunktet havde Danmark et lavt skattetryk. […] Endvidere var der netop i de år en stor vækst i arbejdsstyrken , dels som følge af demografiske forhold , dels fordi kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet. Der var altså både masser af penge og masser af arbejdskraft, som kunne kanaliseres imod opbygningen af velfærdsstaten.”

Ovenstående mener jeg er et validt synspunkt, men jeg synes der mangler en vinkel på hele systemet: Der eksisterede på daværende tidspunkt et velfungerende privat system, hvor man havde opdaget de tekniske og økonomiske metoder til at tilfredsstille kunderne. Produktionsstrukturens sammensætning var etableret af markedet og var effektivt i forhold til kundernes daværende behov. Det var med andre ord ikke svært i opbygningsfasen at øge produktionen, man kunne, hvis det var ønskværdigt, udvide produktionen ved at kopiere eksisterende systemer og procedurer.

Det er også værd at pointere at der er to sammenhængende og sammenbundne fænomener til stede: Det ene er den tekniske indretning som er nødvendigt for at producere godet, men det næste er hvordan man på en økonomisk facon kan bruge de tekniske midler til at fastlægge produktionen. Et er at skabe teknologien til at producere et gode, noget andet er at tilrettelægge en produktionsproces der skaber værdi. Det er to vigtige elementer der bør holdes separat i diskussionen om velfærdsstaten.

Eller kort sagt: Det offentlige kunne kopiere præcis hvad det private via markedsprocessen havde identificeret som en effektiv struktur, hvor produktionen af velfærdsydelser var i overensstemmelse med forbrugernes ønsker og behov. Det private havde arbejdet i årevis under profitmotivet, hvor markedspriserne og forbrugernes feedback guider iværksætterne til at tilrette produktionen hele tiden for at undgå tab og søge profit. Denne dynamiske proces blev sat i stå fra det øjeblik beslutningen om at nationalisere og monopolisere produktionen af velfærdsydelser til det offentlige blev effektueret. Uden den konstante udforskning af forbrugernes ønsker ved at prøve nye produkter, andre priser, andre kvaliteter af, kan produktionen af velfærdsydelser på en økonomisk facon ikke tilfredsstille forbrugernes skiftende behov eller følge med den teknologiske udvikling.

Denne dynamiske proces synes jeg at Martin Ågerup hopper for let hen over. Martin Ågerup beskriver hvorledes Sovjetunionen var i stand til at producere militært udstyr til staten, fordi, som han siger, staten har et sæt klart definerede præferencer for produktet. I Martin Ågerups opfattelse, som jeg forstår den, så er det muligt for en central planlagt økonomi at fungere hvis den har et sæt klart definerede præferencer at producere til (s. 87). Det mener jeg er forkert. I dette indlæg vil jeg prøve at forklare hvorfor vha.: Kapitalstrukturen, iværksætterens rolle og markedsprisernes unikke egenskaber. Problemet bunder i fraværet af økonomiske beregninger (economic calculation) som værktøj til at styre rettelser til produktionen.

Hvad har rustende traktorer og ukampdygtige krigsskibe til fælles?

For at gå lidt dybere ind i tilstanden i Sovjetunionen, så er det ganske inspirerende at kigge på et par youtube videoer. Robert Wenzel gennemgår i denne video en lang række udfordringer for den sovjetiske økonomi mod slutningen af dets herredømme. En af pointerne i Robert Wenzels fremlæggelse er at skibe blev leveret til flåden af skibsbyggerne i ufærdig stand, men arbejderne nægtede at arbejde videre, hvis de ikke modtog deres løn for ufærdige skibe. Sovjetunionens ledelse valgte derfor, for at undgå arbejderopstand, at betale for skibe som ikke var færdige. Problemerne med de ufærdige skibe kunne heller ikke pålægges arbejderne i skibsfabrikken: Man kan ikke installere en teknisk indretning i et krigsskib, hvis den ikke findes. Arbejderne på skibsfabrikken skulle samle skibene, men de havde ikke fået leveret de komponenter der skulle til for at færdiggøre skibet og gøre det fuldt kampdygtigt. Der manglede kapitalgoder til færdiggørelse af produktet!

Martin Ågerup skriver på s 88 at “…planøkonomi kan frembringe acceptable resultater, så længe resurseforbruget er relativt underordnet”. Jeg mener at dette synspunkt er forkert, planøkonomi kan ikke på rationel økonomisk vis allokere resurserne i produktionsprocessen til at frembringe selv det resultat som bestemmes politisk. De ufærdige krigsskibe (som skulle afleveres til staten, med den klare præference, som Ågerup fokuserer på) vidner om disse problemer. Planøkonomi er kaotisk og umuligt, hvis man følger Ludwig Von Mises argument om kapitalteori, så kan en planøkonomi ikke fungere fordi markedspriserne på kapitalgoderne er udraderede. Man kan ikke beregne hvad der er effektivt at gøre med resursen, fordi man ikke har prisen som man kan bruge til at sammenligne omkostningen for produktionen med den opnåede salgspris. I markedsprocessen bruger vi profit og tab til at indikere om resurserne i produktionen er blevet brugt effektivt (profit) eller om de er blevet brugt ineffektivt (tab).

Hvis man skulle være lige så vild med østrigernes teorier som jeg, så er det værd at kigge på denne video af Joseph Salerno, hvor Ludwig Von Mises fundamentale argument mod socialismen bliver fremstillet, inklusiv en række eksempler på problemerne i Sovjetunionen. Et af eksemplerne er at der blev bygget rigtige mange nye huse i Sovjetunionen, men at mange af disse huse ikke havde tage (tids-link til Salernos tale her). Problemet var at der ikke var produceret tilstrækkeligt med søm til at montere tagstenene på husene. Derfor måtte husene stå tomme, uden tage, og afvente produktionen af små søm der passer til tagmontering. Som Joseph Salerno beskriver, så var Sovjetunionen nødt til at finde en fællesnævner som alle produktionsgoder kunne måles på. I markedsøkonomien kan vi bare bruge pengepriserne og lade folks egne personlige præferencer koordinere produktionen for at tilfredsstille forbrugernes behov i den rækkefølge hvor det vigtigste tages først, og det mindre vigtigste tages senere. I Sovjetunionen brugte man vægt som en fællesnævner for alle goder. Det betød at man fik nogle bizarre situationer hvor en fabrik fik at vide at den skal producere x ton søm. Men for at leve op til produktionskvoten, så var det langt nemmere at producere store tung søm, frem for små lette søm til tagene. Der opstod derfor en kronisk mangel på små tagsøm og husene fik lov at stå uden tag.

Ludwig Von Mises, Human Action, s 697:

The paradox of “planning” is that it cannot plan, because of the absense of economic calculation. What is called a planned economy is no economy at all. It is just a system of groping about in the dark. There is no question of a rational choice of means for the best possible attainment of the ultimate ends sought. What is called conscious planning is precisely the elimination of conscious purposive action.

Det som er kernen i problemet er at i den centralt planlagte økonomi kender man ikke den relative knaphed, man kender ikke alternativomkostningerne eller forbrugernes præferencer for at kunne producere de vigtigste goder på en effektiv måde. Den centralt planlagte økonomi ligger derfor i ruiner fordi man ikke kan tilrettelægge produktionen af komplekse goder, såsom huse, krigsskibe eller almindeligt brød fordi inputtet til den årelange produktion består af en lang række forskellige faktorer hvor man ikke har signaler til at stimulere produktionen i præcis den mængde der er mest økonomisk.

Der var ikke brød i bagerierne fordi kornet ikke blev høstet (tids-link til eksempel fra Salernos tale her), fordi traktorerne ikke havde brændstof til høsten eller transporten videre i produktionsprocessen. Kornet rådnede på marken mens traktorerne rustede. Det er et eksempel på det kaotiske system.

Det kritiske element at forstå i denne sammenhæng er derfor at for at kunne producere et komplekst produkt skal man bruge et komplekst system til at tilrettelægge, justere og nyopfinde produktionsprocessen og tydeligt kommunikere knapheden til producenterne for at stimulere produktionen i en udstrækning der gør at hele processen kan forløbe glat og effektivt. Mangler man blot et input i processen, så går produktionen af produktet helt eller delvist i stå.

Et krigsskib kan formentlig godt bruges uden radar, men et hus er ikke brugbart uden tag. Det input der mangles i processen afgør om slutproduktet kan bruges delvist eller slet ikke.

Ved velfærdsstatens start var dette komplekse system oprettet via de private iværksættere i markedet. Det offentlige bureaukrati kunne overtage strukturen og producere som før, og for et stykke tid var produktionen rimelig effektiv og tilfredsstillede forbrugerne i en vid udstrækning.

Innovation i sig selv er meningsløst

Martin Ågerups opfattelse af innovation er efter min mening en smule upræcist. Martin Ågerup skriver direkte at Sovjetunionen kollapsede fordi den ikke kunne innovere (s. 94). Innovationen som Martin Ågerup hele tiden vender tilbage til mangler en underbyggende forudsætning for at være meningsfyldt. Innovation alene er ikke et meningsfyldt økonomisk begreb i Martin Ågerups fremstilling, fordi enhver ændring er en innovation. Enhver ny teknologi er en innovation, enhver ny organisationssammensætning og enhver ændring af produktionssammensætning er innovation. Innovation for innovationens skyld er tåbeligt.

Nøglen for at forstå hvad Martin Ågerup mener er, at innovation naturligvis skal være produktiv. Innovationen skal medføre en ændring således det medfører højere værdiskabelse. Først når vi introducerer det faste begreb “værdiskabelse” begynder innovation at lyde attraktivt. Innovation er dermed en proces der skal tilrettelægge produktionen på nye metoder for at skabe mere værdi. Det er værd at gentage: Innovation i sig selv er blot ændringer, og ændringer uden mål er meningsløse. Det er en meget væsentlig pointe at understrege at der skal være et mål med innovationen og et signal der viser om målet er nået.

Den offentlige bureaukrat i det danske velfærdssystem kan dermed godt ændre processer og tage nye beslutninger om allokering af penge til andre projekter. Disse ændringer er midlertid i blinde: Bureaukraten følger ikke forbrugernes feedback fra deres køb eller deres afholdelse fra køb, til at se om innovationen er produktiv eller om den er tabsgivende. Det er en af årsagerne til at det danske velfærdssystem er blevet så elendigt: Alle ændringerne der er indført siden overtagelsen fra den private drift har været i blinde, jo længere tid der går, jo værre bliver fejlene.

Forskellen mellem den centrale planlægning af økonomien i Sovjetunionen og den danske velfærdssektor er at det er muligt at tilrettelægge produktionen af velfærdsydelserne rent teknisk i det danske velfærdssystem. Det er ikke almindeligt forekommende at der mangler inputs til produktionsprocessen således den går i stå eller er ufuldkommen. Det kan opstå midlertidigt, men vil kunne rettes til, fordi produktionen af inputs til den offentlige drift sker i markedet med markedspriserne som ledetråd for produktionsstørrelser. Der vil derfor ikke opstå kroniske mangeltilstande, fordi prissignalerne i markedet kan guide de private producenter til at øge produktionen af det knappe gode.

Markedsprocessen, iværksætteren, innovation og prissignaler

Det som begynder at ligne noget er hvis man ser på markedsprocessen, afskaffer det offentlige bureaukratiske monster via privatisering, og lader iværksætterne i det private tilrette produktionsstrukturen for at sikre værdiskabelsen. Iværksætterne som enkeltpersoner er ikke helte. Enhver privat iværksætter der fortsætter ind i det offentlige bliver en tyran: Produktiviteten af enhver innovation der indføres i produktionen af velfærdsydelserne kan ikke måles når det er det offentlige der betaler for produktionen. Der er intet feedback fra forbrugerne i det offentlige system.

Den afgørende vigtige innovation som skal introduceres er den profitsøgende iværksætter som følger markedssignalerne, og via markedsprocessen opdager hvad forbrugerne er villige til at betale for den givne ydelse. I markedet bestemmer forbrugerne hvad skal produceres i hvilken kvantitet og i hvilken kvalitet. Iværksætterens rolle er at blive guidet af markedspriserne som formes af de økonomiserende individer i samfundet, til at søge profit og undgå tab. På denne vis sikres en effektiv produktionsstruktur der er rettet mod forbrugernes behov.  Dette er innovationsprocessen der er produktiv: Iværksætteren der guides af markedspriserne på alle sine inputs og sine kunders villighed til at betale for produktet. Innovationen i nye produkter og nye produktionsformer der anvender resurserne bedre kan i det private markedsbaserede system tilrettes således at resurserne anvendes på den måde der giver den største tilfredsstillelse for forbrugerne.

Det offentliges produktivitetsproblem kan ikke løses med innovation i offentligt regi, problemet kan kun løses ved privatisering da det igen bliver forbrugerne der bestemmer, frem for bureaukraterne og politikerne.

Markedspriserne er en perle

Det der gør de private iværksættere gode til at producere værdifulde goder, og fremme positive udviklinger over årene, er at de responderer på markedspriserne. Produktionen tilrettes kontinuerligt af iværksætterne, der observerer markedspriserne for deres inputs og outputs, og når det er denne proces der tilrettelægger produktionen, opnås således den størst mulige forbrugertilfredsstillelse med de til rådighed stående resurser.

Sovjetunionen brugte vægt som en fællesnævner for produktionsrettelser, og det resulterede i katastrofale hungerepidemier fordi traktorerne manglede brændstof. Sovjetunionens fællesnævner var uduelig og meningsløs for tilfredsstillelse af menneskelige behov. Det lykkedes dem ikke at skabe et succesfuldt system, hverken til at producere krigsmaskiner til statens brug, eller til at producere biler, jeans eller køleskabe til forbrugernes glæde. Sovjetunionen var en all-round fiasko.

Markedsprisernes unikke egenskab er at de er fællesnævneren for at rette produktionsstrukturen til. Forbrugernes evigt omskiftende luner kan kommunikeres til producenterne via markedspriserne, hvis en vare er særligt efterspurgt kan sælger kræve højere priser og stadig sælge sit varelager, fordi forbrugerne tillægger denne vare en særlig stor værdi. Dette giver markedspriserne den unikke egenskab, at de er i stand til at kommunikere subjektiv værdiopfattelse fra forbrugerne til producenterne af goderne på en objektiv facon. Det er derfor at det frie marked er så fantastisk til at dække de menneskelige behov: Producenterne får besked på hvad de skal producere, i hvilken mængde og i hvilken kvalitet, hver eneste dag af forbrugerne via efterspørgslen.

Ludwig Von Mises, Human Action s 209:

“But the practical man, eager to improve human conditions by removing uneasiness as far as possible, must know whether, under given conditions, what he is planning is the best method, or even a method, to make people less uneasy. He must know whether what he wants to achieve will be an improvement when compared with the present state of affairs and with the advantages to be expectred from the execution of other technically realized projects which cannot be put into execution if the project he has in mind absorbs the available means. Such comparisons can only be made by the use of money prices. Thus money becomes the vehicle of economic calculation.”

Iværksætternes rolle i markedsøkonomien er derfor at vurdere, justere og tage risiko for at komme forbrugernes tilfredsstillelse bedst i møde i konkurrencen med andre iværksættere. Iværksætterens rolle er, i Martin Ågerups version af ordet, at innovere således produktionen rettes til forbrugerne og sikrer deres største tilfredsstillelse. Iværksætterne i det frie marked er dermed nøglen til at sikre produktivitet, fremgang og menneskelig tilfredsstillelse. Denne opgave kan de kun løse, hvis der eksisterer markedspriser på alle inputs og outputs af det de producerer. Uden markedspriser, altså kommunikeret subjektiv tilfredshed, kan iværksætterne ikke gøre det ret meget bedre end den offentlige bureaukrat.

Det offentlige i Danmark har ingen output priser, og dets innovation bliver dermed dømt til fiasko, fordi den spilder knappe resurser på at producere goder af tvivlsom værdi. Enhver innovation i det offentlige har intet økonomisk feedback, forbrugerne tilbydes varerne efter bureaukraternes betingelser for forbrug er mødt, forbrugerne betaler ikke selv frivilligt for at købe varer eller serviceydelserne og tilkendegiver derfor ikke deres subjektive opfattelse af produktet. Skatteyderne betaler ufrivilligt hele udgiften. Forskellen mellem velfærdsstaten i Danmark og Sovjetunionen er dog den at det for velfærdsstaten er teknisk muligt at opretholde en glidende produktion, der ikke standses brat af planlægningens kaotiske effekt på produktionen af de vigtige kapitalgoder. Men ligesom Sovjetunionen er den danske velfærdsstat ikke i stand til at sørge for at komme efterspørgslen på forbrugertilfredsstillelse i møde: Ventelister på hospitalsbehandlinger, elendig ældrepleje, stigende ufinansierede udgifter til folkepension og økonomisk kaotisk rationering af børnehaver og skoler er blot nogle af eksemplerne på problemerne ved den offentligt planlagte produktion.

Nationalbanken er ingen helt

I en artikel på Finans.dk beskriver journalisten, at Nationalbankdirektør Lars Rohde for nylig, under et foredrag i Schweiz, var efter de danske pensionskasser, som i 2015 var med til at presse kronen under en 2-måneder lang valutauro.

I artiklen berettes det hvorledes profitglade valutaspekulanter forsøgte at få bugt med fastkurspolitikken, som den noble og værdige Nationalbank forsøger at opretholde i stille vejr og storm:

Et omfattende angreb fra valutaspekulanter betød, at Nationalbanken måtte arbejde hårdt for at holde Danmarks fastkurspolitik over for euroen i den periode.

I artiklen udtaler pensionsrådgiver Søren Andersen fra Fpension at det ikke er pensionsselskabernes opgave at hjælpe Nationalbanken med fastkurspolitikken, men det er deres opgave at sikre det størst mulige afkast (fx ved at undgå tab på valuta). De danske pensionsselskaber har for omkring 1.000 mia. DKK investering i euroområdet, og er derfor meget udsatte hvis der skulle opstå valutasving.

I sin essens har journalisten fremstillet Nationalbankdirektøren som den dygtige og ærværdige forsvarer af den danske fastkurspolitik der sørger for at beskæftigelsen i den skrøbelige, udsatte lille bitte danske økonomi kan opretholdes i det kæmpestore internationale profithajfyldte farvand, mens den cigarrygende monokelbærende mega-egoist hos pensionsselskaberne ikke kærer sig om nationens ve og vel, men i stedet udelukkende beskæftiger sig med profitten til sig selv og sine.

På den ene side har vi helten, Lars Rohde, og på den anden side har vi skurken, pensionsselskaberne. Det bliver ikke mere tegneserie-agtigt end dette.

Profit til hvem?

Hvis journalisten havde nogen intention om at viderebringe faktuel viden og forklare befolkningen hvordan tingene udspillede sig i den periode i starten af 2015, så ville han have gjort noget ganske andet. Han ville have belyst Nationalbankens rolle i ligevægt med spekulantens rolle. I stedet kolporteres en gang pladder der intet har med virkeligheden at gøre.

I januar 2015 skete der en masse ting, og for at holde rede på hvad der var den udløsende faktor og hvad der var den efterfølgende reaktion, skal vi grave os lidt ned i detaljerne. For at få det fulde overblik kan jeg henvise til min artikel på mises.org der beskriver situationen udfoldelse rimelig detaljeret. I korte træk kan det nævnes at Schweiz (hvor Lars Rohde holdt sin tale for nylig) reagerede først ved at opgive sin fastkurspolitik med Euro’en, dernæst annoncerede ECBs præsident Mario Draghi det europæiske pengetrykkeriprogram, uden Nationalbanken gjorde noget som helst for at indikere at den ville fastholde fastkurspolitikken. Det interessante er at Nationalbanken altid annoncerer sin respons på ændringer i ECBs pengepolitik samme dag, men denne gang var der ingen prompte meddelelser fra Nationalbanken. I en situation så usikker som januar 2015 er det meget pudsigt at Nationalbanken intet sagde, og endda at Nationalbanken ikke engang reagerede som den plejer på politikændringer. Var der ændret politik? Ville Nationalbanken følge Schweiz og opgive fastkurspolitikken?

Hvis jeg havde 1.000 mia DKK  stående i udlandske investeringer og jeg blev i tvivl om at euroen blev bombet sønder og sammen af nye pengetrykkeriprogrammer, så ville jeg gøre mit for at afdække denne risiko. Afdækningen af risikoen medfører at pensionselskaberne skal købe en stor mængde kroner i valutamarkedet, som i et frit marked med markedspenge vil medføre at prisen på valutaen stiger (hvis mængden af penge er uændret vil en øget efterspørgsel medføre højere priser på penge). Det er sandt at pensionskasserne efterspurgte mange kroner i januar-februar 2015 – dette er sandt. I opgørelsen fra oprindelsen af efterspørgslen på kroner i hele januar måned vises at 2/3 kom fra danske pensionskasser. Nationalbanken har været oppe på den store klinge på seddelpressen for at dække behovet så det kunne forhindres at “prisen” på kroner steg.

Hvorfor har danske pensionsselskaber så store euro-investeringer?

Et af de centrale spørgsmål i hele problematikken er hvorfor disse selskaber har så stor eksponering overfor euro? Det er tydeligt at de udgør en destabiliserende faktor, med deres enorme vægt, der kan føre til store udsving på valutamarkedet hvis de vil afdække deres valutarisiko.

Det essentielle problem med fastkurspolitikken er at den fastholder en kurs overfor kun én valuta. Det betyder desværre modsat også at alle andre valutaer kommer til at svinge mere end de ellers ville have gjort. Ved at binde kronen til euro gør man det også langt mindre risikofyldt at investere i euro, og mere risikofyldt at investere i andre valutaer.

Fastkurspolitikken er dermed en af de faktorer der gør at pensionsselskaberne investerer så meget i euro som de gør. Nationalbankens egen politik øger rent faktisk risikoen for valutasving overfor euro, hvis der en dag skulle opstå problemer med tilliden til fastkurspolitikken. De store investeringer i euroland fra danskerne udsætter samlet set nationen for mere risiko, ved at lægge for mange æg i een kurv. Årsagen til denne større risikotagen for investorer er den blinde tillid til Nationalbankens fastkurspolitik. Det er en ægte moral hazard der har stået på siden 1982.

Det er derfor ganske forståeligt at der kan opstå et stort pres på kronen, når en overnormal investeringsmængde ligger i den politisk favoriserede valuta. Mister valutamarkedet tilliden til fastkurspolitikken, så er der langt mere vægt bag presset, end der ellers ville være.

Nationalbankens profitmekanisme

Situationen var som følger: Nationalbanken glemmer at gøre som den plejer, og efterspørgslen på kroner stiger voldsomt pga. uroen. Nationalbanken kan trykke penge der er meget værd, de “sælger” deres friske pengesedler til udlandet og køber euroobligationer for dem, og da presset på kronen (efter 4 rentenedsættelser) aftager og kronens værdi er faldet, kan Nationalbanken sælge deres euroobligationer dyrt mens renten er lav og kronens værdi ligeså, og score en profit i kroner denne vej.

Det er lidt pudsigt at det er Nationalbankdirktør Lars Rohde der får rollen som helten mod profitsøgende kapitalister, når det var Nationalbanken der tjente over 2mia DKK på deres selvskabte kronekrise. Det er det stik modsatte af journalistens fortælling. Og ikke nok med det – pengene blev “tjent” ved at malke pensionskasserne. Pengestrømmen gik fra pensionskasserne (de grådige kapitalister) til Nationalbanken (den uselviske nationale beskytter af de svage).

Er det i øvrigt kun mig der har tænkt at det er meget interessant at dette skete netop i et valgår? Alle bureaukratierne skal naturligvis gøre sig lækre for en kommende regering, og for en grådig politiker der er intet der er mere lækkert end skatteydernes penge på et fad, serveret i en tæt tåge af statsforherligelse, skabt af statspropaganda af medløbende journalister. Lars Rohdes politik gennem hans selvskabte kronekrise forærede 2 mia af skatteydernes penge til politikerne i et valgår. Det er ganske interessant. Der er naturligvis også åbent for muligheden at det hele var tilfældighedernes spil, at Lars Rohde gjorde det bedste han kunne for nationens ve og vel – men jeg tror ikke at Lars Rohde er så inkompetent.

Det er for mig langt mere plausibelt at Lars Rohde så mulighederne for at malke valutamarkedet og give pengene til sine overordnede i staten. I fortællingen som journalisterne så gerne vil fremføre så var Lars Rohde en helt, men efter sin heltedåd som statens mand i januar-februar, blev han måske lidt for kåd, og slækkede bagefter på sine helteegenskaber. I alt fald fik han ansat sin nabo til en 5-cifret månedsløn  i august samme år. Måske er reglerne blevet fulgt til punkt og prikke under hele kronekrisen og den efterfølgende ansættelse af naboen. Jeg er ikke bekendt med nogen opfølgning, og jeg må derfor antage at problemet enten er dysset ned eller at der ikke er noget problem. Måske var kronekrisen uundgåelig. Måske var naboen den mest kompetente. I alt fald har der ikke været nogen offentlig kritik udover et par artikler om naboen.

Penge er magt

Det korte af det lange er at Nationalbanken har magten til at tjene så mange penge som den har lyst til i valutamarkedet, fordi den har monopol på udstedelsen af nye penge. Penge der er langt mere værd end produktionsomkostningen, og forskellen mellem digitale nye kroner og købekraften af kroner kan dermed høstes ved at producere nye kroner. Nationalbanken, sammen med banksystemet, er den institution der har størst magt i Danmark. De kan ruinere hele befolkningen hvis de ønsker det, de kan udrydde hele opsparinger og smadre pengeøkonomien totalt ved at trykke så mange penge som Reichsbank gjorde i Tyskland i 1918-1923.

Det er denne magt som ingen bør have. Penge bør produceres af markedet, det bør være en vare som alle kender og tør stole på. Der er intet menneske der kan besidde magten til at skabe penge ud af ingenting uden at udnytte den. Hver gang magten udnyttes går det ud over andre. Man kan kun skabe intet ud af intet, skaber man penge ud af intet, så berøver man andre deres retmæssige ejendom i processen. Man kan købe noget for de nye penge, uden at have ydet noget for dem.

For at skjule denne sandhed bliver Nationalbanken altid beskrevet i medierne som en institution der beskytter den skrøbelige borger mod fæle inden- eller udenlandske kapitalister. I stedet for at være oplysende om tingenes tilstand, så hjælper journalisterne magthaverne, når de portrætterer Nationalbanken som en helt. Nationalbanken berøver den almindelige forbruger muligheden for en stærkere krone, der kunne skabe større forbrug og større forbrugerglæde. Nationalbanken er ingen helt, det er den som er skurken.

Lad markedet beskytte næsehornet

Familien og jeg var i går i Givskud Zoo.

Konceptet er fabelagtigt, man kører sin bil med ind på parkens arealer (der er også en safari-bus man kan tage hvis man er til fods) og følger de små grusveje rundt i forskellige indhegninger hvor man kan se de forskellige dyr. Med til turen kan man købe en lille tour-guide på CD indtalt af Sebastian Klein, hvor hver del af køreturen har sit eget lydspor på CD’en, og ved start af hver del af turen står et lille skilt der fortæller dig hvilket lydspor du skal gå til for at få en forklaring på hvad det er for nogle dyr du ser, og lidt ekstra information om dyrene. Det er smart og hyggeligt at sidde mageligt i bilen mens Sebastian fortæller om dyrene som tøffer rundt tæt på bilen mens ungerne lytter og deltager.

Grusvejen er bred så der er plads til overhaling, da vi tog turen 2. gang fik vi os en kop kaffe og lidt snacks mens vi kiggede på dyrene. De andre gæster der ikke gad vente på kaffe-klubben i vores bil kunne bare overhale og selv bestemme deres tempo.

Der er mellem safariområderne tre forskellige parkeringspladser hvor man kan lade ungerne lege med geder og gyngestativer, mens de nedslidte forældre kan få sig et hvil på nogle opstillede bænke. Glimrende.

På turen igennem parken hørte jeg flere gange at Givskud Zoo var med i et avlsprogram for at forhindre at visse dyrearter (fx næsehornet) skulle uddø. Fortællingen var at krybskytter nedlægger de store dyr for at tage hornet fra dem, fordi prisen på hornet er meget høj på det sorte marked i bl.a. Asien. Næsehornet er ellers fredet, men på trods heraf nedskydes der stadig mange dyr, og hvis man vil undgå at arten uddør, så skal der gøres noget yderligere.

Problemet med næsehornet

Sebastian Klein fremførte argumentet at problemet er at næsehornets horn er så dyrt, at det kan betale sig for krybskytterne at jagte dyret (selvom det er farligt og ulovligt) for at tjene penge ved at sælge den sorte vare på det sorte marked.

For at tjene penge som krybskytte skal man blot investere i en højkaliber jagtriffel, lidt ammunition, en fukssvans, bestikke et par parkbetjente og leje et egnet transportmiddel. Det er ikke uoverkommelige omkostninger, den potentielle gevinst taget i betragtning. Problemets natur er naturligvis at krybskytten kan score den private gevinst mens omkostningerne bæres af andre. Når gevinsten er i den størrelsesorden, og omkostningerne er så små, er der et stort incitament til at berige sig selv ved at overtræde loven og stjæle et næsehorns horn for at sælge det videre på det sorte marked.

Prisen for et næsehorns horn er 370.000kr per kilo, ifølge artiklen på reepark.dk. Organisationen “Save the Rhino” opfordrer til at man ikke fortæller hvad næsehornets værdi er, fordi man er bange for at det skaber større udbud af næsehornets horn af krybskytter der i større antal vil begynde at skyde dyrene, når de opdager hvor værdifulde hornet er. Tanken er igen at denne resurse (hornet) er meget knap, og det vigtigste er at undgå at fortælle om knapheden, fordi det driver prisen i vejret og øger sandsynligheden for krybskytterne intensiverer jagten på dyret.

Det er måske på sin plads at sige at “Save the Rhino” som sådan ikke er imod legalt salg af næsehorns horn, deres hovedfokus er på artens overlevelse. De kipper med flaget til muligheden for at afskære næsehornets horn i et forsøg på at undgå at dyret bliver skudt. Hvad vil en krybskytte med et dødt næsehorn alligevel? Hvis hornet er fjernet så er værdien af selve næsehornet ikke nær så høj for krybskytten.

Næsehornet går omkring i sine naturlige omgivelser og er et let bytte for krybskytter (hvis man ser bort fra muligheden for at blive kanøflet af næsehornet i forsøget, naturligvis) der har adgang til naturen hvor næsehornet færdes. Problemet er at det er for let at få adgang til næsehornet og man har ikke nogen ligevægtig interesse i at beskytte dyret. Krybskytten der ikke skyder et næsehorn har ingen sikkerhed for at næsehornet er der i morgen. I stedet kan krybskytten skyde næsehornet nu og tage gevinsten med hjem. Krybskytten skal ikke afholde udgifterne til at erstatte næsehornet med et nyt dyr.

Naturelskende fundamentalister vil fastholde at dyrenes rette sted er den frie natur, og resultatet af deres politiske pres for at fastholde dyrene i naturen kan man se på statistikkerne over næsehornets antal. På trods af dette politiske pres for at lade næsehornene være offentligt eje med straf for at nedskyde dyrene er statistikken nedslående. Særligt siden finanskrisen i 2008 er næsehornet blevet jagtet langt mere intensivt end før. Ifølge den forudsigelse fra linket vil næsehornet være uddød i Afrika i 2025, takket være krybskytterne. I skrivende stund er der 8 år tilbage hvis forudsigelsen om krybskytternes “succes” holder stik.

Statsløsningen

Siden slutningen af 1800-tallet har næsehornene været fredede og siden 1970erne har handel med næsehornets horn været forbudt. Den nuværende løsningsmodel er ikke robust, på trods af midlertidige fald i krybskytternes aktivitet er denne genoptaget siden finanskrisen.

Et stykke papir der ligger inde hos lovgiverne hvorpå der står at det er ulovligt at skyde og handle med næsehorn betyder ikke så meget i praksis for krybskytten. Parkbetjentene kan formentlig også bestikkes til at kigge den anden vej når man tøffer ud i landskabet for at nedlægge et næsehorn.

For at beskytte næsehornet må man derfor tage andre midler i brug udover at skrive på et stykke papir at det er ulovligt. Man må bruge resurser på at beskytte næsehornet, fx med indhegning og “bodyguards” til at forsvare næsehornet. En passiv indhegning i sig selv gør ikke den store forskel, det er nødvendigt at der er mekanismer på plads der aktivt sørger for at næsehornet kun kan nærmes af udpegede personer der står for plejen og driften af anlægget.

Ydermere er det formentlig også vigtigt at parkbetjentene der bevogter dyrene er loyale overfor projektet, og derfor kan det være en god idé at betale dem en høj løn for at minimere problemet med bestikkelse. Øgede lønninger til personalet medfører naturligvis større omkostninger til beskyttelse af dyrene. Disse midler skal opkræves hos skatteyderne eller modtages som gave fra naturbeskyttelsesforeningerne verden over for at dække omkostningerne til beskyttelse af næsehornet.

For at øge beskyttelsen af næsehornene kan man udover de kvalitative metoder tage drastiske kvantitative metoder i brug: Man kan forestille sig at det vil hjælpe på beskyttelseseffekten at tæppebombe Savannen med parkbetjente udstyret med automatgeværer og helikoptere. I det tilfælde at hvert næsehorn har en eller flere personlige loyale bodyguards bevæbnet til tænderne kan man nok forestille sig at krybskytteri bliver besværliggjort i en sådan grad at det vil være ganske få dyr på årsbasis der vil blive nedlagt af krybskytterne.

Løsningen for at standse krybskytteriet er dog ikke det eneste der skal sættes i værk: For at sikre artens overlevelse og dyrenes naturlige plads skal et intensivt avlsprogram sættes i værk. Hvis man ønsker at opnå tidligere tiders  bestand (fx 1960) af næsehorn skal der produceres i omegnen af 800.000 dyr.

Problemet med denne løsning er at ingen ejer dyrene og at beskyttelsen af dyrene ikke medfører en indtægt til beskytteren. Den statslige løsning medfører en stor skattebyrde på de fattige lande (som fx Namibia, Zimbabwe og Kenya) der ikke har midlerne til at beskytte dyrene i deres naturlige miljø. Omkostningerne bliver svære at dække med skatteydernes midler og den fanatiske fastholdelse af naturlig opbevaring af næsehornene, i fri skudlinje fra eventuelle krybskytter, føjer spot til skade. Problemet er ikke let at løse, men det er dog ikke umuligt.

Hvorfor efterspørge næsehornets horn?

Næsehornets horn er særligt efterspurgt i Asien fordi det siges at have helbredende effekter. Asiaterne har derfor et ønske om at bruge næsehornets horn til at helbrede deres familiemedlemmer, når de bliver syge. “Problemet” med efterspørgslen er derfor at der er mennesker som finder hornet værdifuldt og bruger det til at stille deres behov for medicin tilfreds.

I den vestlige verden vil sådan et standpunkt på medicin måske blive opfattet som overtroisk, grænsende til idioti. I vores kultur er det almindeligt at medicin fabrikeres af syntetisk fremstillede materialer på en organisk-kemisk fabrik under kontrollerede forhold. Det er derfor ikke let for de vestlige godhedsindustrier at tage Japanerne, Vietnamesernes eller Thailændernes behov seriøst. Hvorfor bruge ufatteligt store summer på det sorte marked for at kurere en sygdom der sandsynligvis kan kureres med en pille, et kirurgisk indgreb eller en anden vestlig type af løsning på sundhedsproblemet der ikke involverer brutal nedslagtning af truede dyrearter? Hvorfor er det forkert?

Problemet med at kritisere forbrugerne af godet som en løsning er at man tilsidesætter deres subjektive behov og deres menneskelige velvære i et forsøg på at dæmme op for et problem der er skabt af andre årsager. Hvis noget er særligt værdifuldt for mennesket, hvorfor være så nærig at nægte dem at få deres ønske opfyldt ved at lobbye for fredning og handelsbarrierer? Problemets natur har mange paralleller til narkotikalovgivningen: Vi bryder os ikke om dette forbrug, og derfor gør vi det ulovligt. Resultatet bliver at markedet går under jorden og bliver sort, at markedskræfternes sædvanlige virke bliver saboteret, menneskets velvære bliver undergravet af det sorte markeds andenrangsprodukter og et kæmpe statsligt apparatur skal konfiskere varen og fængsle fredelige mennesker. I stedet for at kunne købe varen af andre lovlydige og fredelige mennesker tvinges forbrugeren til at købe varen af fordækte personer der ikke har så mange skrupler ved at overtræde loven. Man presser derved forbrugeren ud i det kriminelle miljø og udsætter denne for en større risiko end ellers.

Med næsehornet er det naturligvis en meget anderledes teknisk løsning at producere flere af dem i forhold til at dyrke nogle hamp planter i et privat drivhus, men i princippet er problemet det samme. Den liberale måde at tackle problemet på er at efterkomme efterspørgslen ved at øge produktionen for at lade mennesket opleve glæden ved at tilfredsstille sit behov.

Markedsløsningen

Problemet med næsehornet er et problem om ejendomsretten. Hvem ejer næsehornet? I dag er det “det offentlige” der ejer næsehornene, og de klarer opgaven dårligt. Det offentlige har store problemer med at finde ud af hvordan dyrene beskyttes på økonomisk vis og hvordan man finansierer driften af de store naturparker. Det offentlige har intet seriøst avlsprogram der kultiverer og intensiverer avlen af næsehornene, dyrene får lov at tøffe rundt på egen hånd og den naturlige ineffektive avl får lov at bestå år efter år. Der er ingen dyrepasser der sikrer at dyrene undgår sygdom og at fødslen af næsehornet foregår under kontrollerede forhold for at sikre kalvens overlevelse.

Historier som denne får mig til at tænke på at der må være rigtig mange penge at tjene på at opdrætte og sælge næsehorn. I stedet for at problematisere næsehornets høje værdi, så kan problemet vendes på hovedet, og bruges til næsehornets fordel. Frem for at socialisere næsehornet og sætte politikerne til at plyndre skatteyderne for at beskytte dyret enormt ineffektivt i den frie natur, så lad private om at gøre det. Privatiser næsehornet. Markedet har en fantastisk drivkraft til at producere værdifulde genstande, hvorfor skulle et næsehorn være anderledes end en ko? Køer er også værdifulde dyr, men de tamme husdyr findes i så enorme antal at der er ingen seriøs person der vil vove at påstå at den almindelige jersey eller sortbrogede ko er tæt på at uddø fordi den er værdifuld. Tværtimod vil nogle personer mene at vi har for mange køer, bl.a. fordi det skader menneskets sundhed at forbruge så meget rødt kød, og andre igen fordi husdyrholdet af køer medfører en stor produktion af drivhusgassen metan der slippes ud i atmosfæren.

Den kritiske forskel på en privatejet ko og et offentligt ejet næsehorn er de omkostninger og gevinster som en slagtning medfører. Det offentligt ejede næsehorn medfører meget få omkostninger for krybskytten, men en meget stor gevinst, hvorimod den privatejede ko ikke giver samme cost-benefit. Hvad er omkostningen ved at slagte en ko i dag? Det er prisen på koen i morgen. Hvad bestemmer værdien af koen over tid?

Det gør forbrugerne på markedet kombineret med koens anatomi og udvikling. Hvis forbrugerne ønsker at betale en tilstrækkelig høj pris for at få kalvekød frem for oksekød, så vil værdien af koen under sin opvækst øges til et vist punkt, indtil værdien begynder at falde. Der er flere elementer i værdien af en ko, det kan være fødedygtigheden, slagtevægten eller noget tredje. Vi kan tage eksemplet med et kødkvæg som er udset til slagtning frem for reproduktion. Fælles for alle elementerne er at kombinationen af disse elementer giver en værdi for producenten og det er med denne værdi i mente at producenten afgør hvornår det er profitabelt at slagte:

Den forventede slagtevægt af koen samt markedsprisen for kalve kontra oksekød fortæller producenten hvilket tidspunkt er det bedste for at slagte koen, når overskuddet ved driften er størst. Derfor slagter man ikke sin ko når den er meget ung, men venter indtil tilvæksten af kød på koen samt når værdien af kødets pris per kilo giver den største indtægt. Hvis koen var udpeget til avl så ville det være kontraproduktivt at slagte koen inden den havde født sin kalv. Det kan enhver se, men det udtrykkes også i værdien af koen der er drægtig, den bærer på en potentiel ny indtægtskilde, dens kalv.

Producenten sørger dermed for at tilfredsstille markedet ved at slagte når dyret har større værdi som slagtekød end som produktionsdyr. Derfor er producentens jagt på profit afgørende vigtig for at opbygge og vedligeholde et produktionsapparat der sørger for at mætte markedet ved at producere den største værdi både i dag og i morgen.

Næsehornet er naturligvis langt mere værdifuldt end en ko i den nuværende situation (bl.a. pga. den intense knaphed på dyret). Hvor den almindelige ko kan få lov at gå frit omkring og græsse på marken (fordi dens værdi er relativt lav, takket være en stor produktion af nye køer), skal næsehornet formentlig holdes under tættere bevogtning. Det vil derfor kræve store investeringer i sikrede anlæg og en lang årrække af udforskning i hvordan næsehornene kan avles så hurtigt som det er profitabelt for at sikre artens overlevelse, jævnfør ovenstående beskrivelse af værdiproduktion.

Der er kun ganske få år at løbe på, hvis det er korrekt at næsehornet uddør fra Afrika i 2025. Hvis man søger markedsløsningen skal man huske på hvilket udgangspunkt markedet har at arbejde med. i 1960 var der 800.000 næsehorn, hvor der i 1995 knap var 2500 individer tilbage, i dag findes omkring 5000 sorte næsehorn i naturen. Hvor mange næsehorn vil markedet producere og vedligeholde? Det tal bestemmer markedet – ligesom det i dag er markedet der bestemmer hvor mange køer der er i Danmark, hvor mange svin, høns osv. Det afgøres af hvor stor værdi næsehornet har kontra de omkostninger der er forbundet med at opdrætte det, herunder beskyttelsesomkostninger, avlseffektivitet og meget andet. Det betyder blot at markedet opvejer omkostninger kontra gevinster for at sikre at der ikke bruges for mange resurser på at beskytte og opdrætte næsehorn eller for den sags skyld at der bruges for få resurser til at sikre et værdifuldt gode for forbrugerne.

Det havde været langt nemmere for markedet at tilfredsstille forbrugerne hvis bestanden ikke havde været socialiseret i årtier, og det er ikke givet at markedsløsningen vil sikre artens overlevelse – måske er det allerede for sent at redde næsehornet. Markedsløsningen som tankeeksperiment er dog ganske interessant, for det betyder at man tænker over problemerne på en anden måde.

I stedet for at se på slagtning af og handel med næsehorn med gru og ophidselse, så kan man vende problemet på hovedet og både komme naturelskerne og forbrugerne af næsehorns horn i møde. Det burde være et spiseligt forslag for naturelskerne, der formentlig ikke er afklaret med om de hader kapitalisterne mere end krybskytterne:

Vend vreden til noget positivt ved at sætte kapitalisterne op mod krybskytterne: Lad kapitalisterne tjene penge på at producere næsehorn og de vil beskytte næsehornet mod krybskytterne.

Markedsløsningen kræver at markedet for næsehornsavl og salg af næsehornsprodukter bliver frigjort og lovliggjort. Det skal være lovligt at sælge næsehornets horn igen, det skal være lovligt at eje næsehorn og holde dem i fangenskab (dels for beskyttelse dels for at kontrollere avlen).

På trods af den nuværende situation med opretholdelse af forbud om salg af næsehorns horn så er markedet allerede i gang med alternative løsninger på problemet:

Løsning 1: Producere syntetisk næsehorns horn

Løsning 2: En 30.000 HA naturpark i Keyna, Masai Mara

Markedsløsningerne har nogle klare fordele:

  1. Produktionen og beskyttelsen af næsehorn vil foregå effektivt, frem for på den åbne savanne (som undertiden antager form af rene skydetelte)
  2. Indtægterne fra salget af produktionen bruges til at sikre fremtidig produktion (og måske artens overlevelse)
  3. Asiens forbrugeres behov bliver tilfredsstillet på en fredelig og lovlig måde, i den udstrækning de selv ønsker at betale
  4. Naturelskernes behov bliver tilfredsstillet i den udstrækning de selv ønsker at betale

Men hvad med behovet for at have dyrene gående frit og ikke i fangenskab? Hvordan løser markedet denne konflikt mellem de naturelskende fundamentalister på den ene side og de asiatiske forbrugere på den anden side?

Igen er markedsløsningen meget simpel: Privatiser naturen. Lad kapitalisterne opkøbe arealer i de udsatte områder og lad dem drive jagtturisme, safariturisme og alskens anden slags produktion til markedet for at give dem indtægter der kan gå til at vedligeholde og udbygge produktionen af næsehorn og naturfaciliteter. Det betyder ikke at hele Afrika skal omdannes til Disney World, indhegnet og proppet med amerikanske turister. Det vil være naivt at tro at alle vil gøre det samme: Enhver kan drive sin ejendom som denne lyster. Ønsker man at have en ægte naturpark som er uberørt, så vil forbrugernes efterspørgsel dirigere resurser til at drive en sådan naturpark, hvis der er tilstrækkeligt med mennesker der deler den opfattelse. Hvis der virkeligt er tilstrækkeligt med naturelskere i verden, så vil det også være muligt at drive sådan en naturpark og bevare den fremover. Det er med andre ord vigtigt at understrege at markedet giver forbrugerne det som de vil have: Hvis det er værdifuldt for markedet at store parker drives så naturtro som muligt, så vil det være disse parker der klarer skærene bedst, mens det vil være de mere kommercielle parker der kan klare sig hvis markedet ønsker sådanne. Glem heller ej at begge dele kan lade sig gøre parallelt – det udelukker ikke hinanden, markedet kan sagtens drive begge slags parker, fordi ejerskabet er opdelt. Når ejerskabet af naturparkerne drives af det offentlige bliver løsningen ofte af alt-eller-intet typen. I det offentlige ser man sjældnere diversitet i løsningsmodellen, mens det private ejerskab fører til diversitet.

Givskud Zoo er et strålende eksempel på markedsløsningen

Givskud Zoo gør præcis det som er nødvendigt for at beskytte og avle flere næsehorn: De tjener penge på dyret. De har midlerne til at beskytte og avle næsehornene i Givskud Zoo, så hvis det betyder noget for dig at disse dyr bevares og overlever, så besøg Givskud Zoo og brug penge hos dem så der er råd til at avle og beskytte dyrene. Jeg skal ikke kunne afgøre for dig om det er vigtigere at donere penge til www.savetherhino.org eller om du vil tage i Givskud Zoo (eller en anden næsehornsavlende zoologisk have) hvor du får en dag med familien for dine penge.

Hvis asiatiske medicinfabrikanter vil betale for store næsehornsfarme, så lad dem endelig betale for det. Ligeledes, hvis naturelskerne vil betale for store private reservater der drives på en meget naturlig facon med næsehorn og andre naturlige arter, så lad dem endelig betale for det.

Som afsluttende bemærkning vil jeg blot gentage at næsehornets problem ikke er at det har et meget værdifuldt horn – problemet er at næsehornet ikke ejes privat og nyder fuld beskyttelse svarende til dets værdi. Næsehornets horn er så dyrt fordi private ikke har haft mulighed for at eje og producere tilstrækkeligt med næsehorn til at øge bestanden og reducere krybskytteriproblemet: Jo færre dyr der er tilbage, jo højere bliver prisen på hornet (hvis efterspørgslen ikke ændrer sig). De statslige metoder har været brugt i massevis af år, og det har skabt en kronisk underproduktion af næsehorn til at tilfredsstille forbrugerne i Asien samt naturelskende naturbeskyttere. Underproduktionen har været så markant at krybskytteriet er blevet så profitabel en levevis at det truer artens overlevelse indenfor meget få år. Det er tosset at tro at mere af det samme vil føre til en bæredygtig produktion af næsehorn, det er langt mere plausibelt at tro at privat ejerskab og beskyttelse af næsehorn samt individuelle private avlsprogrammer kan sikre næsehornets overlevelse.

Smugleri og sort arbejde snyder staten

I en kronik på Jyllands-Posten skriver Nils Valdersdorf Jensen, museumsinspektør på Svendborg Museum, sit syn på smugleri, stat og samfund.

Kronikken hedder “Smugleri som dansk folkesport” og fortæller om smuglernes historie med oprindelse i det Sydfynske øhav.

For Nils er der to slags smugleri, det ene er den private familiefar der snupper lidt ekstra med over grænsen hjem til familien, og det andet er storskala forretningsbetonet smugleri. Det første anses som en lille hyggelig familiesmugler mens den sidste anses for at være kriminel. Nils er selv inde på at overgangen mellem hvad der opfattes som almindelig og velanset smugling på den ene side og kriminelt forretningsbetonet storsmugleri på den anden side, drejer sig om etik.

Inden vi begraver os i kronikken er det måske en god idé at forklare hvad den almindelige danske definition er på smugling. Fordi jeg altid er sådan en politisk korrekt person tager jeg udgangspunkt i Politikens Nudansk Ordbog, som beskriver ordet “smugle” således:

1. smugle ngt ulovligt og i smug føre forbudt el. toldpligtig vare over en landegrænse”

Det fører naturligvis til næste spørgsmål, for hvad er loven og hvad er en landegrænse? Begge dele er statslige fænomener der er fastlagt af den herskende politiske organisation, i Danmark er det Folketinget. Det vil sige at smugling er at købe en vare hos en anden person i markedet, hvor sælgeren og køberen begge har frivillige interesser i at hjælpe hinanden ved at bytte en sum penge for en given vare. Købet i udlandet kan naturligvis være enten lovligt eller ulovligt i landet hvor det købes, men jeg tror (en søgning på smuglerstatistik/smuglergods osv. gav mig ikke noget brugbart, desværre) for langt størstedelen af smuglergodset drejer det sig om ganske almindelige forbrugergoder (øl, spiritus, chokolade, slik, cigaretter, sodavand og vin) som handles på markedet mellem to parter der begge drager fordel af udvekslingen.

Smuglerakten er således at føre sin retmæssige ejendom, købt i udlandet, hen over den danske grænse, hvor Folketinget ved håndsoprækning har vedtaget at det må du ikke.

Der er to slags goder der kan smugles over. Den ene kan købes lovligt i Danmark, og smuglervaren er bare billigere men stadig lovlig at købe og forbruge. Den anden er ulovlig og kan ikke anskaffes i Danmark fordi det er forbudt. Forbrugerens nydelse af begge typer af goder lider dermed skade af Folketingets lovgivning.

Det liberale syn på smugling

I det liberale syn på markedstransaktionerne så er det Folketingets lovgivning der er forkert. Varerne er tilvejebragt via markedstransaktioner mellem to parter der begge drager fordel af at sælge til hinanden, og er begge parter den retmæssige ejer af goderne, så er der fra liberal side ikke mere at sige til transaktionen mellem parterne end at de begge får noget ud af at hjælpe hinanden. Varerne skifter blot ejermand, både køber og sælger gøres bedre tilfreds med livet ved at bytte.

Smugling har derfor en særlig status i det liberale tankegods. Smugling er ikke forkert iflg. den liberale når det sker over landegrænser hvor man blot fører sin retmæssige ejendom med sig eller beder anden person om at gøre det for dig. Dette skal naturligvis ikke ses som en opfordring til at begå handlinger der udsætter dig for problemer med toldvæsen eller politi, det er blot værd at nævne at smugling over landegrænser i den liberale filosofi ikke er forkert.

Der er dog en type smugling hvor den liberale også rynker på næsen: Smugling af varer ind på privat ejendom hvor de er uønskede. Det kan eksempelvis være en biograf hvor det er imod reglerne at medbringe slik og sodavand, som ikke er købt hos biografejeren, i salen. Den person der køber billet og på trods af tydelige regler medbringer sodavand og slik i salen har forbrudt sig mod den aftale personen har indgået med biografejeren.

Hvad er så forskellen mellem den privatejede biograf der selv kan fastsætte regler, og den danske stat, der de facto står som ejer af alle områderne? Er det ikke det samme om en privat fastsætter reglerne for et privatejet område, og folkevalgte politikere fastsætter regler for et offentligt område?

En omvej via den liberale utopi

I forbindelse med etablering af regler for brug af privat ejendom, herunder forbud eller tilladelse af medbragt slik og sodavand i biografer, er det nødvendigt at fastslå hvem den retmæssige ejer af ejendommen er. I tilfældet af den private biograf må man finde et skøde eller andet bevis på at ejendommen er købt på ærlig vis med en modpart der var den retmæssige ejer, og så fremdeles. Går man kæden af tidligere ejere tilbage vil man på et tidspunkt, udokumenteret eller dokumenteret, støde på at ejendommen (grunden) var almindelig fri natur, som intet menneske ejede. I den naturlige tilstand uden menneskeligt ejerskab tilknyttet overgår den liberale ejendomsret til at hvile på det Lockianske begreb at “blande sit arbejde med jorden” for at vinde ejendomsret af grunden. For at kunne omdanne naturlig uejet jord til sin ejendom skal man have været den første til at benytte den, ved at arbejde på jorden, ved at tage den i brug og tydeligt vise at denne er taget i brug fx ved indhegning og opdyrkning. Den første som gør således med uejet jord er i den liberale filosofi, hvis man er tilhænger af John Lockes teori, den retmæssige ejer. Herfra kan man råde over ejendommen som man ønsker, og kan sælge eller give den bort.

Der er rester af den Lockianske filosofi i den danske lovgivning, som stammer tilbage fra sidst i 1600-tallet hvor begrebet hævd er indført. Hævd kræver dog en vis tidsperiode for at vinde ejendomsretten til jorden, i den danske lov er det 20 år. En sådan lov ville i udgangspunktet (før bronzealderen) have være skadelig for samfundets blomstring og udvikling da man ville være usikker på sin ejendomsret i 20 år, og derfor er det formentlig først senere der er opstået krav om 20 års brugsret. Det er formentlig en naturlig tilstand at den som bosætter sig i et uejet område får lov at beholde området som sit. Naboområdet vil i det tilfælde være åbent for alle og den rigelige tilgængelighed af brugbar naturgrund har formentlig medvirket til at konflikter over ejendomsretten har været sparsomme.

Med ejendomsretten i baghovedet kombineret med Lockes filosofiske oprindelige vinding af ejendomsret kan vi nu vende tilbage til spørgsmålet: Er det ikke legitimt at staten fastsætter regler for brug af dets territorium?

Det umiddelbare svar er at det er meget svært i den liberale filosofi, at se hvordan staten skulle være den retmæssige ejer af Danmarks arealer. Staten er i første omgang ikke nogen privat person der har blandet sit arbejde med arealerne, staten har ikke retmæssigt købt ejendommen af tidligere ejere, men har i stedet eksproprieret retten til arealer ved at skrive på et stykke papir, underskrevet af folketinget, at arealerne nu ejes af staten. Den liberale kritik af statens regeludstedelse hviler derfor på at statens ejendomsret over området ikke kan etableres og området må anses for at være uejet – men blokeret fra privat ejendomsret. Offentlig ejendom er således ikke det samme som privat ejendom og regler for brug af de offentlige arealer gør det umuligt for den liberale fundamentalist at anerkende statens regler for brug af området som legitime i en lovmæssig sammenhæng.

Det betyder ikke i den liberale filosofi at alt er tilladt på arealerne der er offentlige. Ejendomsretten tager udgangspunkt i at man ejer sin egen krop og sind, og dermed er denne altid beskyttet mod aggressiv vold uanset hvor den befinder sig. I den liberale filosofi betyder det også at statens ejendom burde privatiseres således ejendomsretten kunne fastlægges og regler for brug kunne fastsættes. Det vil i den liberale utopi betyde at smugling ikke bliver et spørgsmål om hvorvidt staten skal have penge af dig hvis du vil hjemføre varer du er kommet til på ærlig vis i udlandet, men i stedet et spørgsmål om de private jordejere tillader brug af vejen til at fragte godset. I den forstand vil der opstå konkurrence på drift af vejene, og det vil være meget omkostningsfuldt for ejerne at opstille skrappe regler for hvilke varer der må være i bilen der kører gennem deres område.

Her ser den liberale igen på markedet som driver for samfundets udvikling: Når statens toldvæsen drives for skatteydernes midler kan de tillade sig en langt større grad af ineffektivitet og tilsidesættelse af menneskelige behov end det private kan. Den private indkomst hviler på frivillig brug af vejen og urimelige høje omkostninger vil medføre tab af indtægt og store profitmuligheder for konkurrenterne som kan tilbyde vejservice på mere spiselige vilkår. Toldvæsenet har monopol og garanteret skatteyderbetalt indkomst. Mellem de to ikke-perfekte systemer kan man vælge. Hvilket system tror du vil være mest interesseret i at gøre forbrugerne glade?

Tilbage til virkeligheden

For en stund har vi befundet os i den teoretiske liberale utopi, og nu vender vi tilbage til realiteterne. Øvelsen i at forestille sig den liberale utopi er en vigtig øvelse, ligesom det for fysikeren er vigtigt at betragte urealistiske fænomener såsom den vægtløse stang, eller den modstandsløse elektriske leder. Uanset de utopiske fænomener i den “rene” model så giver det vigtige indsigter. Det samme gælder sociale sammenhænge, hvor det er vigtigt at adskille tingene ved at kende sit fundament og herfra analysere på den nuværende situation for at fokusere på de elementære begreber og fastslå hvad der er ægte liberalisme og hvad der er statslig socialdemokratisme. Grænsen er ind i mellem hårfin, men uden en streng rettesnor føres man let til absurde situationer, som når Ole Birk Olesen kalder det liberalt at give statslige lån til almennyttige boliger. Dette røgslør kan kun afsløres ved at grave dybt i den liberale filosofi – for på overfladen er det afgjort ikke liberalt, selvom ministeren forsøger at redegøre for at det skam er liberalt fordi det sænker statens udgifter.

Der kan ikke være tvivl om at staten i Danmark opfører sig som den ejer hele arealet, og flertallet af befolkningen følger det samme tankesæt. I praksis er staten den som bestemmer. Den besidder et monopol på lovgivning og kan gøre med denne uindskrænkede magt hvad den lyster. Staten hersker over borgerne, herom kan ikke være tvivl. Loven udvikler sig ikke som en markedsproces ved domstolene, loven dikteres af politikerne og håndhæves af skatteyderbetalte bureaukrater som toldvæsen og politi.

Da situationen er således at de offentlige arealer i praksis ejes af staten og ikke af private, samt at loven defineres af politikere og bliver håndhævet af politi og toldvæsen, og man ønsker at minimere sine uoverensstemmelser mellem myndighederne og sig selv, må den liberale påpege at lovene bør udformes således der er fri adgang til fredelig handel mellem borgerne. Staten skal ikke opstille barrierer mellem borgerne, hvad enten den ene part er dansk, tysk, fransk eller noget fjerde. Det burde være frit for borgeren at medbringe de varer man retmæssigt er kommet i besiddelse af, og benytte de offentlige veje og arealer til fredelig handelsrute som man ønsker det. Smugling over landegrænserne bør lovliggøres, hvis det ikke er muligt at privatisere arealerne og lade private jordejere finde ud af hvad de optimale regler skal være via markedsprocessen. Kan vi ikke slippe af med staten, så kan vi i det mindste kræve at den lader borgeren være så fri som muligt ved at henvise til ejendomsretten.

Ønsker man at læse mere om den liberale tankegang om ejendomsretten, frihedsbegreberne og den naturlige overgang fra uejet til ejet jord, kan det anbefales at læse Murray Rothbards “The Ethics of Liberty” eller “For a New Liberty” af samme forfatter. Rothbard kan virke lidt ekstrem, men det giver brugbare værktøjer til at analysere problemerne som samfundet befinder sig i.

Efter denne korte introduktion til liberal filosofi, kan vi tage hul på kronikken. Nu vil læseren være godt rustet til at gennemskue problemerne som den liberale finder i Nils’ indlæg.

Nils ophøjer staten

I kronikken tager Nils udgangspunkt i at statens regelsæt er legitimt og bør opretholdes overalt. I kronikken beskriver Nils problemet med smugleriet således:

Smugleri er en forbrydelse, hvis offer ikke har et menneskeligt ansigt. Ofret er statskassen. Det gør smugleri til en politisk handling.

Smugleri er en temperaturmåling på forholdet til staten. Jo mere loyalt et område er over for staten, jo mindre smugleri er der.

Sydfyn og øerne har altid været langt væk fra magtens centrum. Når øboerne så toldskibene i horisonten, stak de af eller smed smuglergodset over bord. Der var mange steder at gemme sig og der var utallige landingssteder. De lokale dækkede over hinanden. Loyaliteten til det lille samfund vandt over loyaliteten til det store.

Når jeg læser disse linjer så tænker jeg, modsat Nils, at smugleri er den undertrykte borgers mulighed for at krybe væk fra åget som staten pålægger ham, for at søge sin større glæde og tilfredsstillelse med livet ved at handle med udenlandske borgere. Det er ikke smugleren der ved sin fredelige handel med udlandet begår en politisk handling, det er folketinget der gør fredelige borgeres frivillige handler strafbare. Som Nils også er inde på så er der en sammenhæng mellem statens tilstedeværelse og borgerens lyst til at følge lovens ord. I stedet for at se på det som et loyalitetsproblem overfor staten, ser jeg nærmere på det som den frihed det giver at være langt fra statens bureaukrater kontra at føle deres evige tilstedeværelse.

Er det godt at være loyal overfor staten? Staten har i Danmark en særlig status hos den almindelige borger, borgeren ser staten som et ordentligt system der sørger for at holde styr på det rodede samfund, ved at pålægge love og betale for veje osv. Den liberale ser i stedet staten som en tyran når den blander sig i fredelige borgeres frivillige virke. Den liberale ser på mennesket som et frit individ der har ret til at være i fred for indblanding fra andre mennesker. Staten er en organisation der hyrer sine medarbejdere til at blande sig i hvad andre mennesker gør og under truslen af tvang påvirker de borgerne i samfundene i Danmark til at gøre noget andet end de ellers ville have gjort. Fx at handle mindre med udlandet eller at købe færre dagligvarer.

Nils’ sidste sætning nævner loyalitet overfor det lille nære samfund kontra loyalitet overfor det store samfund. Hertil er der bl.a. at sige at staten ikke er samfundet. Samfundet er almindelige ligeværdige borgere som alle underlægges den samme lov der kan hjælpe hinanden via markedet eller igennem almindelige civilsamfundsnyttige handlinger. Fx at hjælpe nabo’en med at klippe hæk eller give en hånd med til sommerfesten. Så snart staten blandes ind i samfundet begynder der hurtigt at opstå problemer, for mellem borgere ses det ikke som værende lige for loven at true sig til penge eller konfiskere varer og afkræve løsesum. Men således må statens skattevæsen true sig til dele af din indkomst mens toldvæsenet kan konfiskere dine varer og opkræve en løsesum for dem hvis du vil have dem udleveret.

Dette er tydeligvis i konflikt med lighed for loven-princippet. Hvorfor må toldvæsenets medarbejdere konfiskere andres ejendom og kræve løsesum? Hvorfor må skattevæsenet true sig til dine penge? Hvis et princip skal være et ægte af slagsen, og ikke udvandes og ødelægges, så er lighed for loven også gældende for statsligt ansatte som for almindelige borgere. Det er ulovligt at stjæle. Punktum.

I alle grene af den liberale filosofi har staten en særlig rolle. Afhængigt af hvor meget man vil udvande rettigheden til privat ejendom og princippet om lighed for loven, så kan man få forskellige udlægninger af det liberale tankegods. I visse grene er staten nødvendig for at sikre den sociale velfærd ved at sikre en indkomst til alle, i andre for at sikre fred og ro ved at stille forsvar, politi og retsvæsen til rådighed, og i endnu andre er staten blot en tyran der undertrykker borgerne og skaber et økonomisk kaos og tab af velfærd for borgerne.

Nils fortsætter i sin kronik med at sammenligne smugling med sort arbejde. Det er i min forståelse en ganske udmærket sammenligning også fra en liberal synsvinkel.

Smugleri har en moderne parallel i sort arbejde. Sort arbejde er i dag den nemmeste måde til personlig berigelse uden om myndighederne – det er den rolle, smugleri havde tidligere.

Sat på spidsen har smugleri og sort arbejde været med til at skabe bånd mellem mennesker samtidig med, at velfærdssamfundet undergraves.

Det kollapser til sidst hvor Nils igen sætter lighedstegn mellem samfund og stat. I min optik så er sort arbejde og smugling med til at øge samfundets velfærd, fordi den almindelige borger får mulighed for at købe billigere varer af andre end ellers. Det er ikke så vigtigt om det er et stykke sort arbejde der udføres eller om det er en plade chokolade der importeres. Så længe ejendomsretten bliver respekteret så har begge parter draget fordel af at hjælpe hinanden uden at skade andre. Ingen andre har krav på dele af en handel der respekterer deres ejendomsret.  Hvis mennesket skal være frit til at forfølge sine fredelige interesser og samarbejde med andre, så gælder det absolut også at ingen 3. part må blande sig og kræve betaling uden at kunne godtgøre at der er sket skade på dennes ejendom.

En statslig bureaukrat har derfor ingen råderet over at lægge hånd på dele af udkommet af andres handel.

Liberale forslag til forbedringer

Som jeg altid plejer så vil jeg også denne gang komme med nogle forslag til hvad man kan gøre for at trække det danske samfund i en mere liberal retning.

Det er først og fremmest punktafgifterne og toldvæsenet der kommer i søgelyset i denne omgang. Punktafgifterne opkræves af myndighederne hos de handlende, men da staten kun kan opkræve disse afgifter hos danske handlende, så kan de tyske købmænd (fordi der i dette tilfælde er tale om lavere afgifter – eksemplet dør øjeblikkeligt hvis man ser til Sverige og Norge som har langt højere priser på mange varer) skabe profit ved at sælge billigere end de danske. Købmændene i Danmark er derfor nødt til at forsvare sig mod “unfair konkurrence” fra de tyske ved at kræve at toldvæsenet opkræver moms og punktafgifter af importerede varer. I Nils’ kronik giver han også sin stemme til at sørge for at statens regler gælder ligeligt for alle, således skal alle de tyndtbefolkede områder, særligt langs grænserne, patruljeres yderligere og enhver privat der krydser grænsen skal have sine varer nøje gennemrodet af myndighederne for at sikre at ingen i Danmark kan smugle varer over grænsen.

I stedet for at bevæge samfundet mod mere totalitær socialisme, så foreslår jeg at man hjælper de danske købmænd ved at ophæve punktafgifterne og momsen, og samtidigt sparer skatteyderne for at finansiere et velfærdsnedbrydende toldsystem ved at nedlægge dette fuldstændigt. De danske købmænd vil, særligt i grænseegnene, kunne begynde at sælge varer til tyskerne. Situationen vil kunne vendes på hovedet: Ved at fjerne afgifter og moms på varerne kan det forekomme at tyskerne vil begynde at handle hos de danske købmænd, og grænsehandlen vil gå fra Danmark til Tyskland frem for i dag hvor det er omvendt.

Alle danske forbrugere vil få et stort velfærdsboost ved at kunne købe varerne billigere hos deres lokale købmand, og behøver ikke længere i så høj grad at drage til Tyskland for at købe billige varer. Velfærden for den enkelte borger vil være langt højere, fordi de billigere varer efterlader flere penge i hænderne på produktive borgere til at købe flere af andre typer varer som de nu får råd til at købe. Velfærden til den almindelige forbruger vil også stige på anden vis, da man kan se at varesortimentet også vil øges når priserne på almindelige forbrugervarer falder – dette er logisk: Når forbrugeren har flere penge til overs efter at have købt de basale fornødenheder bliver der også råd til lidt ekstra forbrug der før var at betragte som en luksus.

Købmændene vil se en større efterspørgsel på deres varer, mere profit vil flyde fra drift af dagligvaresektoren som vil blive brugt til at udbygge butikkerne (hvis planloven nu ikke stod i vejen, så kunne de endda bygge endnu større) for at imødekomme forbrugernes ønsker. Flere jobs vil blive udbudt i dagligvaresektoren.

Kort sagt: Forbrugerne og købmændene vil kunne drage fordel af den friere handel mellem sig. Når den lokale købmand kan sælge billigere end den ditto tyske, hvorfor så bevæge sig over grænsen for at købe dyrt?

Besøg hos CEPOS for at høre Walter Blocks foredrag om frie markeder

Det er lidt tid siden jeg var afsted, men det er først nu jeg tager mig tid til at skrive et par linjer om turen til København og at deltage hos CEPOS’ gå-hjem møde hvor Walter Block holdt foredrag om frie markeders moralske overlegenhed.

Jeg bor i Bryrup, og det er lidt vej at køre til København. Det er dog langt kortere end en tur til New Orleans hvor Walter Block er professor i økonomi. Jeg besluttede derfor at tage turen til storbyen da min ven Kristoffer Hansen (blogger her). gav mig et tip om at Walter Block kom til Danmark.

Min nærighed gruede naturligvis ved udgifterne til bro, kørsel og parkering men på den anden side så var det en mulighed der ikke måtte glippes. Det er ikke tit man ser en østrigsk økonom i Danmark (og så endda den herlige Walter Block), så jeg tog chancen og bookede mig ind hos CEPOS.

Familien ville med

Det tog kun fruen tre sekunder at melde sig til turen. Når jeg alligevel skulle til København, så kunne jeg lige så godt tage familien med, så kunne de tøffe rundt og se byen mens jeg kunne deltage i foredraget. Sådan blev det også, ungerne og fruen ville en tur i Planetariet. Der var lidt småting der skulle planlægges, den mindste skulle passes af en af bedsteforældrene mens de store skulle tages ud af børnehave og skole for at tage med. Foredraget startede kl 17.30, så vi planlagde at køre hjemmefra kl 13 for at have god tid til de berygtede bilkøer ved hovedstaden.

Vi ankom til alt held i god tid omkring kl 16 på Landgreven 3 ved CEPOS’ lokaler. Parkering var let at finde, der ligger en fin privat parkeringskælder udenfor, og den var heldigvis drevet af de profitmaksimerende kapitalister hos OnePark, så ved at betale 58kr per time var der ledige pladser til den stakkels forvirrede jydefamilie. Hvis socialisterne havde drevet parkeringspladsen var prisen sat for lavt, og vi ville ikke have fundet en plads så tæt på, og måtte i stedet i forvirring og chok køre rundt og rundt for at finde en plads mens tiden tikkede.

Hos CEPOS

I CEPOS huset på 3. sal kunne jeg stå og vente ved mødelokalet mens jeg drak en kop vand og kiggede på diverse plakater af statsmænds (og -kvinders) citater. Den største morsomhed var dog Anders Foghs udtalelse om de fantastiske frie markedskræfter, særligt set i lyset af den bog han skrev kontra den politik han førte op til finanskrisen. Jeg fandt et sæde midtfor på 4. række hvor jeg havde et fint udsyn til podiet hvor Walter skulle give den gas.

Mens jeg sad og ventede ankom en af mine bekendte, og sammen diskuterede vi at det var ganske overraskende at salen rent faktisk blev fyldt. Vi var begge positivt overraskede, fordi det er sådan en sjældenhed at høre argumenter for markedsanarkismen som Walter Block fremfører dem. Man skal tilsyneladende ikke lade sig snyde af sine egne fordomme, der var en god stemning under foredraget og der var ganske udmærkede spørgsmål til Walter.

Tør han give den gas i folkerepublikken Danmark?

Et af de centrale spørgsmål der nagede i hovedet på mig var om Walter Block ville give den lige så meget gas, som han har gjort på de utallige youtube video’er jeg har set af ham. Ville Walter drosle sine synspunkter ned når han giver en tale foran nogle rabiate socialist-demokrater som danskerne?

Ingenlunde. Walter var præcis som jeg kender ham. Frisk og humørfyldt, og præcis så ubøjelig som altid overfor forslag om beskatning for det ene efter det andet forslag om at forbedre på markedet ved at lade staten stjæle fra en gruppe af borgere for at dele noget af byttet med visse politisk favoriserede grupper. Det var dejligt, Walters forsvar for markedsanarkismen blev leveret præcis sådan som han plejer.

Blandt publikum var der en som bad Walter forklare sin analyse af problemet med abort. Uanset den filosofi man tilhører så er abort et særligt problem. Som Walter forklarede, så var abort ligesom fagforeningerne (hvem andre end Walter Block ville sammenligne abort med fagforeninger? fantastisk, og sjovt :)): Det er to ting på een gang. Ligesom fagforeningerne overfladisk set skulle danne en klub for at hjælpe medlemmer, så tvinger fagforeningen andre til at deltage i deres klub (moralsk forkasteligt), ligeså er abort udover at frigøre kvindekroppen fra den uønskede byrde at bære barnet samtidigt også et drab på et uskyldigt menneske.

Som liberalist vægter ejendomsretten højst, og den vigtigste del af din ejendom er nu engang retten til din egen krop. Retten til liv og frihed er umistelig og ukrænkelig i den liberale filosofi, og den gren af den liberale filosofi som jeg finder mest logisk at følge siger at retten til liv og frihed bunder fundamentalt i at du har ejendomsret over din egen krop. Alternativet er grotesk: Hvis du ikke ejer din egen krop, hvem gør så?

Walters løsning er at opdele problemerne, for at løse dem separat. Walter kalder hans løsningsmodel “evictionism”. Kort fortalt går idéen ud på at der kan findes et kompromis i problemet med abort. Kvindens ret til at bestemme over egen krop balanceres mod barnets ret til livet. Det foregår på den måde at når barnet er levedygtigt udenfor livmoderen vha. lægevidenskabelige metoder og medicin, så er tidspunktet kommet hvor kvinden kan få sin egen frihed tilbage. Barnet kan tages ud af livmoderen og får mulighed for at overleve takket være lægevidenskabens udvikling. Kvinden har retten til frihed, men ikke til drab.

Efter foredraget

Jeg havde selv været ganske nervøs for at stå foran Walter Block. Det kan synes at være noget fjolleri, men ikke desto mindre er der noget særligt over at have tid sammen med en person som jeg personligt ser som en stjerne i den liberale bevægelse. Inden jeg tog hjemmefra havde jeg gået og grublet over om jeg burde have taget min kopi af Man, Economy, And State af Murray Rothbard med for at lade Walter Block signere den. Til sidst besluttede jeg at det var disrespektfuldt overfor Walter Block der selv har skrevet egne bøger, og jeg tog ikke bogen med.

Det kom jeg til at fortryde efterfølgende, da jeg fortalte Walter at jeg havde overvejet at tage bogen med svarede han at han ville da have signeret den med glæde. Pokkers også.

Som et lille plaster på såret lykkes det mig dog at få et billede af mig selv og Walter, takket være min bekendtes kameraføring.

Martin Ågerup signerer sin bog

Efter jeg var kommet mig lidt over mødet med Walter (jeg er bare en lille dreng indeni på dette tidspunkt) ser jeg til min glæde at Martin Ågerups nye bog “Velfærd i det 21. århundrede” står i stakke ved indgangen til mødelokalet, og Martin Ågerup signerer bogen ved køb. Jeg havde naturligvis ikke mobilepay på telefonen, og kunne ikke betale for bogen. Mens jeg står og forsøger at finde ud af hvad jeg kan gøre, tilbyder en af CEPOS’ medarbejdere at jeg kan betale dagen efter, hvis jeg blot vil ringe hans telefon op, så han har nummeret. Dansk tillid – det er super!

Jeg får derfor en aftale i hus, og i glæden over at min mission er lykkes, kommer jeg til at afbryde Martin Ågerup der står og er midt i en samtale med en anden person. Efter en hurtig tilbagetrækning og en undskyldning for afbrydelsen, får jeg en signatur og en kopi af bogen af Martin Ågerup. Det var rigtig fin service!

Efter mødet tøffede min bekendte og jeg ud på et tilfældigt nærliggende bodega for at diskutere dagens hændelser.

Video’en fra foredraget kan ses her.

PS: Jeg skrev naturligvis en sms til CEPOS kl 7.17 dagen efter for at betale pengene for bogen. 5 minutter efter jeg fik betalingsoplysningerne fik de kvitteringen for betalingen. Det skal være i orden når man bliver så pænt behandlet af andre og de viser den tillid til en vildt fremmed. Naturligvis.

Cape Towns vandproblemer – samt en potent løsning

I Sydafrikas hovedstad, Cape Town, har de gennem de seneste år haft sværere og sværere ved at skaffe indbyggerne vand. I Jyllands-Postens artikel om emnet kan man læse at byens drikkevandsreservoir nu kun rækker til et par måneders forsyninger, afhængig af hvor meget byens indbyggere forbruger. I Cape Town, modsat os i Danmark, benytter de sig af flere overfladevandsreservoirs til at opfange regnvand som de renser og pumper ud til byens beboere. Byens drikkevand kommer derfor af regnvandet der falder i opsamlingsområderne der fører vandet til de store reservoirs.

Reservoiret er, ifølge artiklen, for indeværende på ca. 20pct kapacitet, og pga. tekniske problemer kan reservoiret kun tømmes indtil 10pct af vandet er tilbage, Cape Town har derfor kun reelt omtrent 10pct kapacitet tilbage. I artiklen nævnes det igen og igen at klimaforandringer har ført til at nedbørsmængden er faldet fra omtrent 1000mm om året i 1970’erne, og det er, ifølge artiklen sjældent at mængden når op på 750mm årligt.

Det er naturligvis en snild teknisk indretning at opsamle regnvand i store reservoirs til at tappe i løbet af året, da forbruget af drikkevand formentlig ikke stemmer præcis overens med hvor stor mængde vand der falder indenfor en kortere periode. Det er derfor en vigtig teknisk beslutning at dimensionere anlægget således man ikke løber tør for vand i løbet af året. Til dimensioneringen af sådan et anlæg skal man naturligvis kende både den mængde vand man påregner at indsamle samt den mængde man påregner at forbruge.

Reservoiret kan således udglatte store regnmængder på kort tid, ved at samle det op, og senere sende det til forbrugerne når de ønsker at forbruge af vandet. Smart.

Hvorfor problemet?

I Cape Town har de dog ikke formået at dimensionere deres anlæg korrekt til at forsyne deres indbyggere. Forhåbentlig når de ikke at tømme reservoiret totalt, men allerede nu er de underlagt en streng daglig kvote på 100 liter per person og føler knapheden melde sig. Cape Town har heller ej tidligere været så tæt på at have forbrugt hele deres reservoir. Ifølge Jyllands-Postens artikel er dette klimaforandringernes skyld. Men det er fuldstændigt forkert, klimaforandringerne er kun en lille del af forklaringen, og disse kunne have været taget højde for med rettidig omhu og en liberal tilgang til forbrug og produktion af vandresursen.

I indeværende situation i Cape Town, med klimaforandringerne pågående siden 1970’erne, må det være klart for enhver at det er nødvendigt med ændringer i vandforsyningen for at imødekomme at der falder mindre vand per kvadratmeter, men også for at imødekomme flere indbyggere. I 1970 havde Cape Town godt 1,1mio indbyggere, mens byen i 2014 havde 3,7 mio indbyggere. Byen har med andre ord tredoblet sit indbyggerantal siden 1970’erne og har samtidigt set en reduktion i nedbør per kvadratmeter på knap 25pct. Sådan en situation er ikke opstået pludseligt, det er en udvikling der er stået på i godt 45 år.

Man kan derfor spørge sig selv, hvis udviklingen er gået så langsomt, hvorfor står de nu i Cape Town med det meget ubehagelige problem at deres drikkevandsreservoirs er meget tæt på at være udtømt?

Hvis man ser på tal for 2016, kan man se at de forbruget i maj måned for 2016 (Cape Town suburbs summary May 2016.xls) er opgivet til ca. 6.629.447m³ mens det årlige tab er opgivet til 1.325.892m³, eller ca 20%. Til sammenligning tabes der knap 8% i 2015 i de danske vandværker, som også bryster sig af at være blandt verdens bedste til at minimere vandtab. Cape Town har altså et rimelig stort vandtab i sammenligning med de danske vandværker.

I Cape Town er der dog udover den forældede og utætte infrastruktur problemer med at rationere vandet. I nuværende stund er vandforsyningen ejet offentligt, og metoden som myndighederne har brugt kan man læse nærmere om her.

Level 4 water restrictions include the following:

  • No hosing down of paved surfaces with municipal drinking water.
  • No irrigation/watering with municipal drinking water allowed.
  • No washing of vehicles and boats with municipal water. (Commercial car washes may apply for exemption.)
  • Private swimming pools may not be topped up or filled with municipal drinking water.
  • Use of portable play pools prohibited.
  • Water features may not use municipal drinking water.

Disse restriktioner på den personlige frihed til selv at allokere det vand man køber til det behov man føler er størst er unødvendige, og klimaforklaringen kan heller ikke bruges som bortforklaring på vandproblemerne i Cape Town. Problemet er i sidste ende ikke et teknisk, men et økonomisk af slagsen.

Offentlig drift fører til bureaukratisk rationering og formindsket forbrugervelfærd

Der er tydeligvis flere ting der kan rettes på den tekniske front, for at sørge for at mere vand når ud til forbrugerne ved at lappe rørsystemet, og samtidigt at re-dimensionere de store opsamlingsanlæg for at modvirke faldet i nedbør. I stedet for at se klimaforandringen som en uundgåelig vandbegrænsning, så kan man udvide opsamlingsområderne og samle mere vand op ved at lægge flere kvadratmeter ud til vandopsamling.

Selvom de tekniske løsninger kan udføres, så er det i sidste ende også nødvendigt at analysere på den økonomiske situation.

Households in informal settlements receive free water and sanitation and every household in Cape Town with a direct water and sanitation connection gets their first 6 000 litres (6 kl) of water and 4 200 litres (4.2 kl) of sewerage per month free of charge.

Hvis man læser nærmere på hjemmesiden for byens vandforsyning er det slående at der ved niveau 1, 2 og 3 af rationering af vandet er gratis vand til alle husholdninger (det er formentlig per vandmåler) der bruger under 6m³ per måned. Det svarer til 72m³ “gratis vand” per år per husholdning. I vores husholdning bruger vi ca 100m³ vand årligt, og boede vi i Cape Town kunne vi få over 2/3 af forbruget uden betaling. Det gratis vandforbrug falder dog bort når niveau 4 restriktionerne træder i kraft, ved et kritisk lavt reservoirniveau.

Tarifferne på hjemmesiden bærer også stærkt præg af socialdemokratiske tanker, hvor betalingen per liter vand er progressiv. Dette er ikke medvirkende til at rationere vandet på en økonomisk facon, men er i stedet et vandforbrugssubsidie der fører til øget spild og reduceret indtægt til at investere i vedligehold af gamle samt at opbygge nye anlæg.

Den bureaukratiske rationering af vandforsyningen er ikke medvirkende til at skabe den ønskede situation som er det politiske slogan for vandforsyningen til Cape Town:

We believe in providing water and sanitation services to all residents in a sustainable, safe, reliable, environmentally friendly and affordable way.

Private investorer holder sig væk

Hvis vi ser på markedets muligheder for at investere og producere mere regnvand til at hjælpe forbrugerne med at få det vand de ønsker, så er det klart at en privat virksomhed ikke ser nogen idé i at tilbyde sig på vandmarkedet, da de progressive tariffer ødelægger den private virksomheds chancer for at drive en profitabel og effektiv forretning. Ingen privatejet virksomhed kan i længden producere til en omkostning meget tæt ved nul, og der er derfor ikke attraktivt at gå ind og investere i at producere mere drikkevand, fordi den offentlige politik er at subsidiere vandforbruget ved at forære meget af vandet væk. Ingen privat virksomhed kan konkurrere med staten og dens beskatningsmagt.

Til alles “store overraskelse” opnår myndighederne altså det modsatte af deres intention med deres vandpolitik. Ønsket var at alle havde rigeligt med vand, men situationen er blevet så kritisk på grund af mangel af investering i vandproduktionsfaciliteter og reparation af vandrørene at vandforsyningen er for lille til at dække behovet, og den meget restriktive rationeringsplan bliver dermed indført for at forsøge at lappe på det typiske resultat af brug af det socialistiske system: Knaphed på selv de mest basale forbrugsgoder.

Markedet allokerer resurserne og lader forbrugerne rationere på deres egen måde

I stedet for at fastholde den kunstige situation, hvor det offentlige subsidie til vandforbrug forhindrer effektiv privat iværksætteri i at producere mere vand, så bør myndighederne så hurtigt som muligt kaste deres dårlige politik ud, og tage markedskræfterne til sig. For at sikre en bæredygtig forsyning af vand til forbrugerne, skal myndighederne privatisere deres reservoirs (evt. ved at danne et eller flere aktieselskaber og give borgerne i byen en lige del aktier) og lade markedet fungere. En af de gode egenskaber ved at bruge markedskræfterne til at allokere den knappe vandresurse er at det er op til enhver person at vælge selv hvor meget vand der skal bruges på dit og dat. Frem for at forære vandet væk, og bagefter opsætte kunstige begrænsninger baseret på bureaukraternes egne forudindfattede meninger om andres tilfredshed ved deres vandforbrug, så kan markedspriserne sørge for at prisen på vandet bliver præcis så høj at forbrugerne rationerer vandet ved at bruge det til at dække deres mest værdifulde behov, og at der altid er vand til forbrugere der er villige til at betale markedsprisen.

Markedet balancerer forbrug og efterspørgsel over tid via flere kanaler.

  1. Profitten til den private virksomhed gør det muligt at investere yderligere i produktionsfaciliteter
  2. Den højere pris på vandet får forbrugeren til at vælge sin egen personlige rationeringsstrategi, og sørger for at allokere vandet til de behov der føltes som de mest værdifulde
  3. Konkurrencen mellem private investorer er sikret via den naturlige regn, her er ingen monopolmulighed, alle kan opsamle vand og sælge det

Markedet vil i nuet hæve prisen på vandet, så forbrugerne selv vælger at rationere vandet, og den højere pris på vand vil skabe større indtægt for det private vandselskab der giver mulighed for større investeringer i produktionsfaciliteterne, således forbrugernes behov fremover bliver stillet bedre end før. De nye indtægter giver også vandselskabet mulighed til at vurdere om det bedre kan betale sig at lappe det utætte rørsystem eller om det er mest profitabelt at opsamle mere vand.

En af de bedste ting ved de frie markedskræfter er også at forbruget af vand bliver balanceret med alle andre forbrugsgoder – og samtidigt at skatteyderen bliver taget af krogen, således de ikke skal indlægges til at betale udgifterne til den ineffektive offentligt drevne vandforsyning. Det giver skatteyderne et velfærdsboost fordi de nu har større frihed til at allokere deres egne penge, de får i første omgang lov at beholde flere penge til eget forbrug, og dernæst bliver deres forbrug i større grad rettet til de goder i markedet som de ønsker at betale for.

Denne potente løsning virker i alle andre sektorer af økonomien, hvor et stort forbrug bliver ønsket velkommen af producenterne, der i forsøget på at tilfredsstille forbrugernes behov og via konkurrencen på markedet medfører en øget produktion. I stedet bliver de stakkels borgere i Cape Town først flået i skat for at subsidiere et ødselt forbrug af en knap resurse, og når bystyrets politik medfører akutte forsyningsproblemer, så kommanderes hver enkelt borger til at følge et centralt dikteret forbrugsmønster, der på ingen måde hænger sammen med forbrugernes personlige ønsker for forbrug af vandmængde eller for at allokere vandforbruget til netop de behov som forbrugeren føler er det vigtigste for dem.

Hvis jeg ikke tager meget fejl i min prognose for fremtiden, så vil ingen af de nævnte løsninger vil blive indført, og Cape Towns situation kan vi følge med i som årene går, og læse om større og større knaphed pga. mangel på rettidig investering i produktionsanlægget samtidig med at de socialdemokratiske subsidier medfører et overforbrug. Resultatet bliver uundgåeligt at det politiske rationeringsvanvid stiger til nye højder.

Naturligvis vil klimaforandringerne få skylden for hele det socialistiske vanvid, det siger sig selv. Deres økonomiske system er jo genialt, og hvilken journalist kunne finde på at kritisere socialismen og samtidigt nedspille klimaforandringernes rolle?