Seneste indlæg

Liberalisme del 3: Liberal anarkisme, anden del

Det foregående indlæg afsluttedes med en quote fra Hans-Hermann Hoppe, der argumenterer for at liberalismen, for at bibeholde sin radikale og logisk opbyggede samfundskritik, bør omfavne anarkismen som den eneste logiske metode at grundlægge og fastholde en liberal samfundsorden. Det er med andre ord ikke nok at ønske den minimale stat. Historien viser, at når først staten tillades at eksistere, vil den med tiden overtage mere og mere magt fra samfundet. For at sikre samfundet mod statens vokseværk, er det derfor nødvendigt at afskaffe staten fuldstændigt, for at sikre en bæredygtig liberal samfundsorden.

I anden del af indlægget om liberal anarkisme tager jeg fat på at vise hvad de liberale anarkister kritiserer ved minarkismen, hvordan loven kan opstå i fraværet af en stat, hvilke grundlæggende liberale elementer loven skal bygges på og hvad lovens funktion er i samfundet i relation til det frie marked.

Liberal kritik af den minimale stat

I modsætning til den socialliberale eller den klassiske liberalist, tror den liberale anarkist ikke at det er en naturtilstand for mennesket at angribe hinanden og samtidigt forsvare sig selv for dårligt. Det forekommer som en urealistisk antagelse at alle mennesker ikke forstår den situation de befinder sig i. I et samfund hvor der findes personer der begår kriminelle handlinger er der behov for beskyttelse, og den største velfærdsgevinst af beskyttelsen nyder præcis den person eller familie der formår at beskytte sig selv. Enten via selvforsvar eller via køb af beskyttelsesservice på markedet.

En liberal samfundsorden forudsætter at ejendomsretten er beskyttet i loven. For at bygge fundament for en liberal lov, der er universelt gældende for alle, kan man benytte følgende argumentation: Der er behov for regler der minimerer konflikter i samfundet og der er behov for et forsvar af privat ejendom mod kriminelle. Den liberale anarkist mener, ligesom den klassisk liberale, at fred er vigtigt, at lighed for loven skal opretholdes og at det er vigtigt for samfundets fred og rigdom at bevare ejendomsretten og det frie marked.

For den liberale anarkist er ikke tale om kaos, når samtalen falder på regler og love. Modsat hviler systemet ikke i en naiv samfundsopfattelse. Den liberale anarkist tror ikke på at mennesket, uden tilstedeværelsen af en tvangsinstitution som staten, pludseligt bliver ikke-voldelig og forkaster alle dyriske drifter som vold og plyndring, og hengiver sig til at respektere enhver andens ejendomsret. I stedet for at anse mennesket som en engel, ser den liberale anarkist på mennesket som et almindeligt menneske, med irrationelle lyster og dyriske drifter men også som værende i besiddelse af rationelle evner der gør mennesket i stand til at danne samfund og institutioner, der kan beskytte samfundet. I stedet for at hænge sin hat på at det er staten, voldsmonopolet der agerer ultimativ dommer i alle sammenhænge, der skal varetage beskyttelsen af den private ejendomsret og de afledte menneskelige rettigheder, fastholder den liberale anarkist at arbejdsdelingen på dette område også skal varetages af markedskræfterne.

Ligesom den klassisk liberale ønsker markedsproducerede varer, frem for offentligt monopoliseret produktion af postvæsen, togtrafik eller sundhedsvæsen, ønsker den liberale anarkist også at det frie samfund selv producerer lov, retsvæsen og politi.

Murray N. Rothbard, Ethics of Liberty, s 161, Mises Institute:

The State indeed performs many important and necessary functions: from provision of law to the supply of police and fire fighters, to building and maintaining the streets, to delivery of the mail. But this in no way demonstrates that only the State can perform such functions, or, indeed, that it performs them even passably well.

Den liberale anarkist ser følgende afgørende teoretiske problemer i den klassiske liberales fremstilling af statens nødvendighed:

Hans-Hermann Hoppe, The Myth of National Defense, s. 4, Mises Institute.

Two of the most widely accepted propositions among political economists and political philosophers are the following:

First: Every “monopoly” is “bad” from the viewpoint of the consumers. Monopoly is here understood in its classical sense as an exclusive privilege granted to a single producer of a commodity or service […] the price of his product x will be higher and the quality of x lower than otherwise.

Second, the production of security must be undertaken by and is the primary function of government. Here, security is understood in the widest sense adopted in the Declaration of Independence[…]. In accordance with generally accepted terminology, government is defined as a territorial monopoly of law and order.

That both propositions are clearly incompatible has rarely caused concern among economists and philosophers, and in so far as it has, the typical reaction has been one of taking exception to the first proposition rather than the second.

Statens rolle i samfundet, som defineret af den klassiske liberale, beskrives dermed som en logisk selvmodsigelse: Man ønsker at opstille et monopol, der kan beskatte (overtræde ejendomsretten) for at beskytte ejendomsretten mod overtrædelse. Og ikke nok med at staten har monopol på beskatning, så har den også monopol på at udforme lovene som alle der bor i dets territorium skal indordne sig under. Resultatet er, som klart vises i monopolteori, at kvaliteten af beskyttelsen af ejendomsretten daler, mens prisen for beskyttelse stiger. I monopoltilstanden har staten taget magten til at afholde sine borgere fra at vælge andre beskyttelsespersoner end dem ansat af staten selv, og samtidigt beskriver staten reglerne for hvordan man kan leve i samfundet i det territorie, som den behersker.

Murray N. Rothbard, Ethics of Liberty, s 175, Mises Institute

If, in fact, we cast a cold and logical eye on the theory of “limited government”, we can see it for the chimera that it really is, for the unrealistic and inconsistent “Utopia” that it holds forth. In the first place, there is no reason to assume that a compulsory monopoly of violence, once acquired by the “Jones family” or by any State rulers, will remain “limited” to protection of person and property. Certainly, historically, no government has long remained “limited” in this way.  And there are excellent reasons to suppose that it never will.

Selve eksistensen af en stat, uanset størrelse, er for den liberale anarkist problematisk. Tager vi ved lære af historien, er vi nødt til at indse, at selve statens eksistens er tilstrækkeligt til at ødelægge fundamentet for det frie samfund, for den sociale orden, der bygger på privat ejerskab. Eksisterer der et territorialt monopol med tvangsbeføjelser til at tage ultimative beslutninger i alle tilfælde af konflikter, selv i tilfælde der involverer den selv, så er privat ejendomsret blot et statsligt privilegie. Al ejendom er kun ejendom så længe staten tillader det. Staten kan til enhver tid inddrage al ejendom, hvis statsapparatet finder det fordelagtigt. Denne farlige situation var de klassisk liberale ikke tilstrækkeligt skrappe kritikere af, de blev med tiden bløde og tillod staten at drive hjørnestenene i samfundet, såsom undervisning, vejdrift, krigsmaskinen, bankvæsenet, retsvæsenet og lovgivning.

Murray N. Rothbard, For a New Liberty, s 18, Mises Institute:

For the liberals became content to leave the war-making power in the hands of the State, to leave the education power in its hands, to leave the power over money and banking, and over roads, in the hands of the State – in short, to concede to State dominion over all the crucial levers of power in society. In contrast to the eighteenth-century liberals’ total hostility to the executive and to bureaucracy, the nineteenth-century liberals tolerated and even welcomed the buildup of executive power and of an entrenched oligarchic civil service bureaucracy.

Den liberale anarkisme er derfor en genopvækkelse af tidligere tiders liberalisme, kampen mod central magt og privilegier, men udover at genoptage kampen, har den liberale anarkist også rettet flere essentielle fejlslutninger i det klassiske liberale tankegods. Statens eksistens er ikke nogen nødvendighed, staten er selve årsagen til meget menneskelig lidelse og nød. Staten har så store resurser under sin kontrol og har, med sine privilegier på magtudøvelse, beføjelser til at starte de mest forfærdelige menneskelige tragedier, krige, og trække disse i langdrag med sin særlige position til at opsuge enorme resurser af samfundet via beskatning og pengeudstedelse, for blot at fortsætte disse afskyelige masseovergreb mod menneskeheden.

Staten har, både i teori og praksis, vist sig at være en elendig beskytter af ejendomsretten, til fredens bevarelse og til konfliktløsning.

Det liberale anarkistiske samfund skal grundlægges ved brug af de liberale principper, ført til deres logiske konklusion: Uden statens indblanding kan friheden i langt højere grad sikres end hvis staten tillades sin eksistens. For samfundets udviklings skyld skal lov opbygges og udvikles, denne lov skal baseres på ejendomsretten for at kunne løse samfundets konflikter.

Lovens oprindelse i det frie samfund

Når der opstår konflikter i samfundet (mere om årsager til konflikter senere) skal disse bilægges.  Der er kun tre muligheder for at bilægge konflikter:

  1. Opnå enighed (fredeligt)
  2. Falde tilbage på vold (ikke fredeligt)
  3. Tilkende en afgørelse (tredjeparts afgørelse i konflikten) (fredeligt)

Formålet med at have en lov er at konflikter mellem mennesker kan bilægges fredeligt, for at undgå vold og større usikkerhed i samfundet.

Gerard Casey, Libertarian Anarchy s. 88:

Violence is expensive and inherently risky. It is expensive in that if a dispute escalates into an open conflict, the increase in overall wealth resulting from the division of labour and comparative advantage will diminsh or disappear altogether and that is mutually non-beneficial, and that is not to mention the possibility of collateral damage. […] Both parties to the dispute (and their neighbors also) therefore have an interest in its peaceful resolution. […] If agreement cannot be reached and violence is not an acceptable option then only adjudication remains.

Der er visse grundbetingelser der skal være mødt for at lov kan opstå. Hvis vi tager udgangspunkt i en Robinson Crusoe-situation, hvor en enkelt person er strandet på en øde ø, er det let at se at lov som sådan er overflødigt. I fraværet af et socialt netværk, er der ikke behov for en lov der fastlægger sociale regler og konventioner. Hvis endnu en person skyller op på stranden, kan der opstå konflikter, men i samme situation kan der ikke opstå lov, som sådan, fordi der mangler noget i samfundet, nemlig en neutral person der kan afgøre konflikter mellem anklagede og forurettede.

I situationen med kun to individer i samfundet kan konflikter kun afgøres ved enten at opnå enighed eller ved at falde tilbage på vold.

For at lov kan opstå er det nødvendigt at en tredje person ankommer. Hvor der er tre personer til stede, kan man i tilfælde af konflikt mellem to personer finde en tredjepart, som kan afgøre konflikter, ved at afsige en tilkendelse.

Neutralitet i tilkendelser

Et af de vigtige elementer i opbygning og vedligeholdelse af loven er at tilkendelserne i sagerne er objektive og neutrale. Loven skal med andre ord forholde sig til en objektiv bevisførelse og afgive en neutral tilkendelse. Det kan ikke nytte noget hvis A altid, uanset sagens indhold, holder med enten den anklagede eller den forurettede. Kommer A selv i konflikt, skal han bruge de to andre personers afgørelse til at bilægge sin egen konflikt. I tilfældet af vores lille mini-samfund med 3 individer, A, B og C, vil der være en rationel stræben efter at tilkendelserne bliver retfærdige. Det er i hver individs interesse at alle afgørelser er objektive og neutrale.

Lad os eksempelvis sige at A og B er bedste venner, og C ikke kommer ret godt ud af det med hverken A eller B. Selv i denne situation kan det vises, at det vil være i alles interesse at B afgiver en tilkendelse, der er retfærdig, i en konflikt mellem A og C. Lad os sige at de tre ikke har prøvet at bilægge konflikter fredeligt før, og at de endnu ikke har tænkt konsekvenserne af deres handlinger igennem. A og C er kommet i konflikt og er uenige om hvorvidt en høne tilhører A eller C. I tilfældet her er det B som skal afgøre konflikten, som er bedste ven med A. B vil formentlig være biased og tilkende hønen til As ejerskab. Lad os sige at det objektivt forholder sig således at hønen retfærdigvis tilhørte C, og tilkendelsen er uretfærdig. Hvad sker der så?

C føler sig naturligvis uretfærdigt behandlet af de to bedste venner, og at de to bedste venner formentlig tilsammen er stærke nok til at overmande C, så det kan ikke lade sig gøre for C at åbenlyst gå ud og hente hønen uden at komme i problemer. C har i dette tilfælde valgmuligheden at lade sig underkue eller at hævne sig voldeligt på enten A eller B. Selvom han er i undertal, kan tidspunktet for hans hævntogt bære frugt. Han kan med andre ord skade A eller B mens de sover.

Lad os sige at C er et fredeligt menneske og lader sig underkue af afgørelsen af B. C har nu et horn i siden på både A og B. I tilfælde af konflikter mellem A og B vil C nu ikke kunne fungere særligt objektivt, afhængig af hvilken person han ønsker at genere, kan hans fremtidige tilkendelser blive uretfærdige med overlæg. Med tiden vil konfliktløsningerne vise sig at blive kompromitteret af manglende retfærdighed i tilkendelserne. Erfaring og rationalitet viser A, B og C at det bedste er at skabe en proces der er retfærdig og objektiv, således konflikter mellem alle samfundets indvider kan bilægges fredeligt. De har alle brug for hinanden til at bilægge konflikter ved at danne tilkendelser som er objektive som det er muligt. A og B er derfor nødt til at se bort fra deres indbyrdes venskab når de skal afsige en tilkendelse i konflikter, ganske enkelt for at sikre at de ikke selv kommer i problemer senere.

Gerard Casey, Libertarian Anarchy, s. 89:

Even if a particular judgement is substantially bizarre, it stil has to have an appearance of rationality. In the long term, it will not do for Charlie to simply say that the dispute is to be resolved in Barbara’s favour and then for him to go off to lunch, satisfied that he has done his duty. He has to say why his judgement should be as it is. Only if disputes are resolved by judgements that have the form decision + reason (rule) can they provide guidance for future conduct.

Dermed vil der være en tendens til at skabe et retfærdigt og objektivt lovgrundlag, en lov som alle personerne er underlagt, og en proces som følges. Dette kan opstå spontant, som en anerkendelse af behovet for et fredeligt og retfærdig samfund. Egeninteressen i kombination med rationalitet og erfaring kan bruges til at vise, at der vil være en tendens til at samfundsloven bliver objektiv og retfærdig. Ganske ligesom det frie menneskes samarbejde i markedsøkonomien tilrettelægger produktion, investering og forbrug kan de producere lov i fællesskab.

Konfliktløsningsmetoder

I det følgende afsnit vil jeg gengive hvad Hans-Hermann Hoppe har argumenteret i utallige forelæsninger. Ønsker man hans egen fremlæggelse, kan jeg henvise til denne video.

Først er det vigtigt at understrege hvad der kan udgøre konflikter i et samfund, defineret som social kontakt mellem flere individer. Konflikter opstår, ifølge Hoppe, fordi der ikke er et uendeligt antal resurser til rådighed. Hvis to individer har modstridende ønsker til anvendelse af et specifikt gode, vil der opstå en konflikt. For eksempel, hvis Per ønsker at bruge en specifik bil til at køre til og fra sit arbejde dagligt, mens Poul ønsker at bruge samme bil til at køre sin gamle mor til og fra plejehjemmet. I den situation er det nødvendigt med regler for at undgå konflikter – og igen er det væsentligt at understrege at målet med regler, hvis de ikke skal blive tyranniske eller ligegyldige, er, at de sørger for at minimere konflikter. Hvis konflikter ikke kan opstå, så er der ikke brug for regler i sociale sammenhænge. En effektiv måde at løse konflikten på er at tildele ejerskabet af bilen til enten Per eller Poul, således er det defineret præcist, hvem der har kontrol med bilen og kan allokere den til den brug som ejeren finder bedst (fx ved at bruge bilen eksklusivt selv, eller at låne den til andre, eller en blanding heraf, hvad end ejeren ønsker).

Hvis det også fastholdes, at menneskets rettigheder skal ligestilles, altså at ingen har særlige privilegier over andre, at enhver rettighed skal være universel, gældende for alle individer, som den klassiske liberale ville sige, så er lighed for loven og et opgør med særlige privilegier til enkelte individer afgørende for et fredeligt og succesfuldt samfund. Hvilken rettighed kan gøres universel, gældende for alle?

Du har måske allerede gættet det: Den private ejendomsret er den fundamentale metode til at løse sociale konflikter. Med eksklusiv privat kontrol over samfundets resurser kan konflikter løses med simple og letforståelige regler: Hvis du ejer resursen bestemmer du hvad den skal bruges til, hvis du ikke ejer resursen kan du ikke bestemme. Privat ejendomsret betyder ultimativ og eksklusiv kontrol over et givent gode.

Det er vigtigt her at understrege at den private ejendomsret ikke er nogen konvention, altså et system der er vedtaget af en eller anden årsag, og at der eksisterer alternative løsningsmuligheder for konfliktløsning. Privat ejendomsret er den eneste logisk konsistente metode til at løse sociale konflikter med. For at demonstrere hvorfor det er sådan, kan man filosofere over alternativerne til privat ejendomsret. Vi kan starte med et let eksempel: Din krop. Din krop er under din kontrol og du kan bevæge den som du har lyst, det er her dit sind, dine intellektuelle og fysiske evner udvikles og har hjemme. Du har eksklusiv kontrol over din egen krop. Dine tanker og hjerneprocesser bestemmer hvordan dine muskler skal trække sig sammen og slappe af, for at producere en bevægelse som du har valgt (naturligvis er reflekser undtaget i denne sammenhæng, da der ligger menneskelige impulser dybt i centralnervesystemet som vi med tankens kraft ikke systematisk kan påvirke eller kontrollere). Din krop er det eksempel, hvor det er mest simpelt at se, at her er det åbenlyst meningsfuldt, at den private ejendomsret gælder. Enhver alternativ løsningsmetode giver afgjort absurde resultater. Enten ejer du din egen krop alene, eller også ejer du den delt med andre (og alle andre ejer ligeså ikke deres egen krop eksklusivt) – eller måske ejer andre din krop fuldstændigt, og dermed ejer de ikke deres egen krop overhovedet. Det er fra de tre nævnte muligheder tydeligt, hvilken der giver færrest konflikter og er mest meningsfyldt, hvis vi bruger kroppen som eksempel. Det demonstrerer at kroppen er absolut privat ejendom, at ejendomsretten over din egen krop ikke er en konvention, men det eneste logiske og universelle system der kan tages i anvendelse.

Konfliktløsning angående eksterne goder

Nu har vi diskuteret den private ejendomsret over din egen krop. Hvad så med eksterne objekter? Privat ejerskab over de økonomiske goder eksternt fra egen krop kan ikke udledes fra de fysiologiske sammenhænge, der beskriver menneskets anatomi. Det som virkede mest overbevisende for egen krop, pga. de tekniske og etiske problemer med at kontrollere andres kroppe eksklusivt, kan ikke direkte tages i brug her. Eksterne objekter skal derfor analyseres på en anden måde end for menneskets egen krop. Udgangspunktet for analysen kan være todelt. Det kan enten være et utilitaristisk synspunkt, at det mest værdiproduktive system skal vinde, eller et etisk synspunkt, det skal være det system hvis proces sikrer at de etiske retningslinjer følges, der skal vælges.

I begge tilfælde er svaret det samme: Den private ejendomsret. I det følgende forsøger jeg at forklare begge synspunkter.

Utilitarismens svar

Fra den utilitaristiske vinkel demonstrerede Ludwig von Mises i 1922 med bogen “Socialism”, hvordan et socialistisk system famler i blinde og producerer irrationelle udfald. Hans analyser af socialismen demonstrerede at det er umuligt at producere værdifulde produkter på en industriel skala, når produktionsgoderne er ejet af staten. Når arbejdsdelingen kontrolleres totalt af et centralt bureau der dirigerer alle produktionsmidlerne til fastlagte mål, kan produktionen ikke fastholdes på et niveau der tilfredsstiller et industrielt samfunds behov. Det ville være muligt at undvære markedet, hvis alle borgerne var selvforsynende, da produktionsprocesserne her er meget simple. Når det er det samme menneskes værdiskala, der bruges til at vurdere omkostningen ved produktionen samt produktionens afkast, så kan man undvære markedet, da der ingen transaktion mellem mennesker er. Det er også muligt i små enheder, som fx familier, at arrangere produktion uden brug af markedet. Det er først når et menneske skal producere til et andet via en tredjepart der kontrollerer deres handlinger, at socialismen bryder sammen. Individer kan vælge og fastlægge en produktionsproces af meget kort længde og af lav kompleksitet og vurdere, om omkostningen var mindre end udkommet. Det enkelte menneske kan vurdere om det er vigtigere at kløve brænde eller jage harer på marken, fordi det selv bærer omkostningerne af valget direkte. Indsættes en tredjeperson mellem to menneskers produktionsprocesser, mistes værdiovervejelserne der opvejer omkostningerne med den vundne værdi og systemet bryder sammen. Genialiteten i markedsøkonomien med priser og penge gør netop, at de subjektive værdiovervejelser bliver afspejlet på en objektiv facon i markedspriserne, og disse kan bruges til at koordinere arbejdsdelingen på en facon, der gør den mere produktiv end streng selvforsyning. Socialismen, fælleseje, er dermed et system, hvormed samfundet og civilisationen nedbrydes, fordi mennesket ikke længere ser sine medmennesker som partnere, men som fjender. Sociale relationer fyldes med konflikter, fordi produktionen af resurser daler, og fordi metoden til konfliktløsning er fuldstændigt irrationel. Privilegierne, der uddeles til de centrale planlæggere, nedbryder enhver rest af tillid, da det bliver tydeligt at se hvem denne samfundsindretning er gavnlig for.

Ludwig von Mises, Socialism, s. 424, Liberty Fund:

Socialist policy employs two methods to accomplish its purposes: the first aims directly at converting society to Socialism; the second aims only indirectly at this conversion by destroying the social order which is based on private ownership. The parties of social reform and the evolutionary wings of the socialist parties prefer the first means; the second is the weapon of revolutionary Socialism, which is privarily concerned to clear the ground for building up a new civilization by liquidating the old one. To the first category belong municipalization and nationalization of enterprises: to the second, sabotage and revolution. [..]  As we have shown, even the direct method which aims at the creation of a new society can only destroy; it cannot create. Thus the beginning and end of the socialist policy, which has dominated the world for decades, is destruction. In the policy of the communists the will to destroy is so clear that no one can overlook it. […] That production is still being carried on, even semi-rationally, is to be ascribed only to the fact that destructionist laws and measures have not yet been able to operate completely and effectively. Were they more effective, hunger and mass extinction would be the lot of all civilized nations today.

Etikkens svar

Det etiske argument, som formuleret af Murray N. Rothbard i sin fænomenale bog “Ethics of Liberty”, følger den oprindelige argumentation som grundlagt af John Locke i 1600-tallet. Ved at bygge på en naturgiven lov, følger det at mennesket har sine rettigheder med sig fra fødslen ifølge Rothbard. Hvis man ejer sin egen krop, så vil man med sit arbejde kunne transformere naturgivne jomfruelige goder (dvs. goder der ikke tidligere er blevet taget til en andens ejendom) til sin ejendom ved at blande sit arbejde med godet. Hvis mennesket ejer sin krop, og mennesket bruger denne til at transformere naturgivne jomfruelige goder til brug for mennesket selv, da har mennesket brugt af sin egen energi, viden og fysik, for at opnå ejerskab af et eksternt gode ved at transformere det fra en jomfruelig naturtilstand til et produceret og nu ejet gode. Uden menneskets indblanding var godet ikke produceret. Hvem skal da sige, når et jomfrueligt gode først på denne måde er bearbejdet af et menneske, at resultatet af denne bearbejdelse ikke tilhører det menneske der har udført arbejdet? Hvis godet ikke tilhører mennesket, der udførte arbejdet, hvem kan da tage ejerskab af godet, under et system der bygger på en universelle rettigheder? Er det den næste der forsøger at transformere det jomfruelige gode? Skal den første der transformerer godet, vente til nummer to melder sig som interesseret i godet? Og hvis ikke den første eller den anden, hvorfor så den tredje? Det logiske svar må være at den første der med sit arbejde transformerer jomfruelige goder opnår ejerskab af godet. Eksterne goder bliver så at sige ligeså logisk tilhørende ejet af mennesket der tager dem i brug for første gang, som det er for menneskets egen krop.

I en tidlig naturtilstand, hvor alle omgivelser er jomfruelige og ikke ejet af andre mennesker, vil det menneske, der knækker en gren af et træ og forarbejder den ved sit arbejde, tage den tidligere ikke-ejede gren i sin besiddelse. Grenen kan da bruges til at domesticere okser, som også bliver menneskets ejendom. Med hjælp fra sit eget originale arbejde og efterfølgende anvendelse af redskaber og dyr, domesticeret af en selv, kan mennesket forarbejde jorden og tage større arealer under sin besiddelse. Det er naturligvis kun den person, der oprindeligt domesticerer jomfruelige naturresurser der på denne måde kan tage resursen under sin kontrol. Alt, der hermed produceres, er også under ejerskab, kun naturresurser der er jomfruelige kan tages under personligt ejerskab.

Fra en situation uden ejerskab kan naturen gradvist tages i ejerskab af mennesker ved at blande sit arbejde og sine opbyggede midler, der oprinder af eget arbejde eller legitim udveksling med andre, med naturens resurser. Resurser der allerede ejes af et menneske kan overføres til et andet menneske igennem frivillige udvekslinger, fx med gensidige overførsel af ejendom, ved gaver, arv eller på anden frivillig måde. Det etiske aspekt af systemet er at det giver alle mulighed for at bruge sin medfødte ejendom, sin krop, til at tilegne sig ejendom fra jomfruelig natur eller ved at udveksle med andre.

Eksterne goder kan dermed også trygt lægges under den private ejendomsret, som en universel etisk, eller utilitaristisk, løsning.

 

Liberalisme del 3: Liberal anarkisme, første del

Dette indlæg er blevet noget mere omfangsrigt end de to foregående, og er derfor delt op i tre dele der udgives løbende.

I min tredje kategori af liberalismen finder vi den formentlig mest kontroversielle og mindst kendte af de tre.

Denne form for samfundsteori har mange forskellige navne. Murray Rothbard kaldte den “anarcho-capitalism”, Hans-Herman Hoppe kalder den “private law society” og jeg kunne finde på at fordanske den til liberal anarkisme (ikke at jeg på nogen måde tør sammenligne mig med de to tidligere nævnte intellektuelle giganter indenfor anarkismen).

Det er i sig selv kontroversielt at kalde dette samfundssyn for liberal anarkisme, og der er nogle der mener at den ikke tilhører liberalismen, da liberalismen bl.a. fastholder staten som en essentiel samfundsinstitution der skal tage sig af beskyttelse af ejendomsretten og opretholdelsen af lov og orden.

Ludwig von Mises, Liberalism, s. 17:

Liberalism is not anarchism, nor has it anything whatsoever to do with anarchism. The liberal understands quite clearly that without resort to compulsion, the existence of society would be endangered and that behind the rules of conduct whose observance is necessary to assure peaceful human cooperation must stand the threat of force if the whole edifice of society is not to be continually at the mercy of any one of its members. One must be a in a position to compel the person who will not respect the lives, health, personal freedom, or private property of others to acquiesce in the rules of life in society. This is the function that the liberal doctrine assigns to the state: the protection of property, liberty, and peace.

For den klassiske liberalist er demokratiet en nødvendig institution, demokrati ses som en fredelig metode til at vælge en ny regering, og valgene medfører løbende justering af staten til at følge med tiden. I stedet for at kaste samfundet ud i borgerkrig for at vælte en upopulær regering, vil den klassiske liberalist fastholde at demokratiet, på trods af alle dens fejl og mangler, trods alt er en fredelig mekanisme til at erstatte en upopulær regering med en populær. For nogle klassiske liberale var politisk demokrati den samme fredelige vej til samfundsjustering indenfor politik, som markedsøkonomien var en fredelig metode til at vælge produktionskonfiguration til de økonomiske goder. Ludwig von Mises, en klassisk liberal, fastslog at demokrati og markedsøkonomi hænger sammen.

Ludwig von Mises, Economic Freedom and Interventionism, s. 44 Liberty Fund edition.

The individual is free and supreme as long as he does not restrict the freedom of his fellow citizens in pursuance of his own ends. In the market he is sovereign in his capacity as a consumer. In the governmental sphere he is a voter and in this capacity a part of the sovereign lawgiver. Political democracy and democracy of the market are congeneric.

Det siger sig selv at den liberale anarkist ikke anser demokratiet for nogen legitim styreform. Blot fordi flertallet har stemt om en politik giver det dem ingen ret til at begå overgreb på andre, ej heller ved at stemme på nogen, der i næste ombæring stemmer på at tage fra en gruppe i samfundet og give til en anden. Den liberale anarkist anser det, naturligvis, for nødvendigt at der er regler og strukturer i samfundet som bibringer fredelige forhold, men fastholder at disse regler skal komme ud af en frivillig proces, hvor sædvane og almindelige moralske principper fastlægger reglerne og sikrer deres opretholdelse. Ingen selvstændig institution bør have monopol på at fastlægge lovene, opfinde nye love, og ændre eksisterende love som tiden går. For den liberale anarkist er det ikke andet end et statsligt program, når man ønsker at bruge staten til at beskytte ejendomsretten. Beskyttelsen af ejendomsretten er et økonomisk gode, såvel som alle andre goder.

Det kan virke paradoksalt at jeg, på trods af ovennævnte citat fra Ludwig von Mises, stadig vælger at kategorisere denne form for anarkisme som liberal anarkisme. Er jeg ikke blot ved at begå samme fejl som de socialliberale, der kaldte sig liberale, men som stred imod samtlige af de klassiske liberales økonomiske principper?

Årsagen til at jeg definerer det som liberal anarkisme er de fælles værdier såsom lighed for loven, beskyttelse af ejendomsretten og, naturligvis, en stædig kritik af centraliseret magt. Om det vil lykkes mig at fremføre systemet fornuftigt lader jeg være op til læseren selv at vurdere.

Murray Rothbards teoretiske arbejde står ikke som et pionerarbejde i alle henseender, det bygger på tidligere tænkere som Gustave de Molinari, John Locke, Ludwig von Mises, Lysander Spooner, H.L. Mencken og mange andre liberale der kom før ham. I det følgende indlæg vil jeg forsøge at give bud på hvordan Ludwig von Mises’ ovennævnte kritik af anarkisme kan imødekommes – hvordan samfundsloven, der udvikler sig i det liberale anarkistiske samfund, tillader at bruge vold til beskyttelse af ejendomsretten (selvforsvar, enten personligt eller, via arbejdsdelingen, en agent der udfører forsvaret i dit sted), hvordan lovene kan udvikle sig og hvordan det kan lade sig gøre at undvære staten.

Følgende opslag fra en ældre ordbog kan dirigere læserens tanker på sporet:

Fra Meyers Fremmedordbog:

Anarchi, anarki, gr., et, Mangel paa Regering (arche) […] et Samfund, hvor intet Menneske har Ret til at herske over et andet;

Liberal anarkisme

Alle de klassiske liberales kritikpunkter af statens indblanding i markedsøkonomien deles af den liberale anarkist. Det er indlysende at det frie marked producerer bedre produkter, af højere kvalitet, og i større kvantitet, end de offentligt drevne produktionsfaciliteter. Markedskræfternes disciplinerende effekt på effektivitet og kvalitet, samt sikring af at de knappe resurser går til de mest værdiproduktive menneskelige mål, viser at markedskræfterne kan bruges til at dirigere samfundets knappe resurser på en både moralsk og effektiv facon. Brugen af markedskræfterne sikrer den størst mulige produktion, den højeste levestandard, selv for et stigende antal mennesker, og sikrer dermed at de produktive kræfter, både menneskelige og naturgivne, bruges på en måde der gør samfundet i stand til at tage sig i større og større grad af de menneskelige behov.

Karl Marx kaldte kapitalismen for “produktionens anarki”, hvor der hersker planløshed, hvor spontane sociale relationer fører til produktion og hvor der tilsyneladende ikke er styr på noget som helst. Hvor folk selv bestemmer hvem de vil arbejde for, hvad de vil producere, og hvad de ønsker at forbruge. I det klassiske liberale samfund bestemmer man disse ting fuldstændigt selv. Der er ingen fastlagt teknologisk central plan for produktionen af sko, biler, fødevarer, mobiltelefoner og mange andre økonomiske goder. Hvordan kan det være, at markedet på trods af denne komplette mangel på central kontrol fungerer så godt som den gør?

Den liberale anarkist mener, at det er de selvsamme kræfter, der skaber decentrale økonomisk-teknologiske planer for produktion af de økonomiske goder i markedsøkonomien, der skal betragtes med nye øjne som bevæggrund for et helt frit samfund. Hvis mennesker selv kan finde sammen for at producere sko, lave kontrakter med hinanden om betaling for arbejde, investering osv., hvorfor kan selvsamme mennesker da ikke gå sammen i frivillige fællesskaber og skabe et samfund, der beskytter ejendomsretten ved frivillige midler, såsom at acceptere at i et et givet område er reglerne fastlagt af ejerne af området, i stedet for af staten?

Hvis frie individer kan indgå fælles ejerskab, fx i et aktieselskab, hvor individerne sammenlægger deres ejendom for at skabe en fælles enhed for at udnytte stordriftsfordelene ved masseproduktion, hvorfor kan selvsamme individer da ikke gå sammen og fastlægge fælles regler for et område hvor flere individers ejendomme vælger at underlægge sig et fælles regelsæt? Den decentraliserede beslutningsproces medfører også at størrelsen på områderne der deler regelsæt, vil være afgjort af den spontane proces af menneskets frie valg til at associere eller dissociere fra området. I dag kan du ikke skifte regelsæt uden samtidigt at flytte helt ud af landet, fordi staten i Danmark monopoliserer regelsættet der bruges i hele landet. I det liberale anarki vil størrelsen af områderne der tilhører et enkelt regelsæt ikke bestemmes centralt af politikere og magthaverne (kommuner, regioner etc.), men i stedet udvikle sig som en samfundsproces, hvor det er frivilligt at følge samme regelsæt eller ej. Det giver mennesket i samfundet mulighed for at vælge i en reel forstand, det bliver ikke nødvendigt at udskifte kultur og sprog for at skifte regelsæt. I stedet for at flytte fra Danmark til fx Tyskland, fordi man er utilfreds med topskatten eller børnepasningen, kan man i det liberale anarki nemmere udskifte de problematiske regler ved at melde sig ud af en mindre forening eller ved at flytte til et nærliggende område med et andet regelsæt.

Den lettere valgmulighed for mennesket gør også et regelsættene skal tilpasse sig hurtigere og nærmere stemme overens med indbyggernes ønsker.

De liberale anarkister tæller bl.a. Hans-Hermann Hoppe, Murray Rothbard, Jesus Huerta De Soto, Guido Hülsmann, Robert P. Murphy, Gerard Casey, Thomas Woods, Stefan Molyneux og Lew Rockwell.

Anarki, betyder det ikke kaos og menneskelig tragedie?

Den liberale anarkisme er konceptuelt meget svær at forstå (det var den i alle tilfælde for undertegnede – andre kan formentlig have nemmere ved at forstå systemet, men for min egen skyld går vi roligt frem), så for at introducere det politiske system gradvist kan det være gavnligt at starte fra en situation der er velkendt og acceptabel for flere: Minarkismen, den minimale stat, der kun tager sig af beskyttelse af ejendomsretten.

Hvis vi starter udgangspunktet i den minarkistiske situation, at staten varetager produktion af beskyttelse af ejendomsretten som dens eneste opgave, hvorfor kan man da ikke herfra argumentere, at det offentlige retsvæsen er langsomt og ineffektivt, ligesom postvæsenet er det i den nuværende velfærdsstat? I det minarkistiske udgangspunkt er der stadig visse økonomiske goder der monopoliseres af staten – kan det ikke gøres bedre end at lade det offentlige drive monopolvirksomhed på så vigtige samfundsopgaver?

Gustave de Molinari, The production of Security, s 58.

If, on the contrary, the consumer is not free to buy security wherever he pleases, you forthwith see open up a large profession dedicated to arbitrariness and bad management. Justice becomes slow and costly, the police vexatious, individual liberty is no longer respected, the price of security is abusively inflated and inequitably apportioned, according to the power and influence of this or that class of consumers.

Det offentlige retsvæsen er plaget af lange ventelister og bureaukratiske arbejdsprocesser. Ydermere beskæftiger det sig udover legitime sager også med sager der ikke involverer overtrædelse af ejendomsretten. Det offentlige retsvæsen bruger tid på offerløse forbrydelser, eller postulerede forbrydelser af en borger mod “samfundet”. Ydermere finansieres monopolproduktionen ved anvendelse af tvang, og i denne situation, i en hvilken som helst anden del af markedsøkonomien (biler, fødevarer, mobiltelefoner, computere etc.), er det let for minarkisten at forstå, at det er meget usandsynligt at produktionen forløber til kundernes tilfredsstillelse. Hvorfor kan de offentlige domstole ikke privatiseres så konkurrerende dommere kappes om buddet? Behøver dommerne at være offentligt ansatte? Den større konkurrence kan øge produktiviteten og kvaliteten af domsafsigelser og reducere kødannelsen i retsvæsenet.

Hvis det frie marked er mere produktivt end et offentligt bureaukrati, så bør den klassiske liberale også, ligesom logikken af privatisering af synshallerne tilsiger det, kunne forstå, at samme dynamik kan benyttes til at privatisere domstolene. Loven, de følger, er jo stadig den samme som før, fastlagt af politikerne med håndsoprækning i folketinget. Hvorfor skulle det ikke være muligt at privatisere domstolene, hvis det er muligt at privatisere synshallerne? Synshallerne tilses stadig af offentlige kontrollanter, og reglerne for et bilsyn er stadig lagt i hænderne på transportministeriet. De private domstole kunne på samme vis tilses af justitsministeriet.

I det private eksisterer også virksomheder der tager sig af beskyttelse af privat ejendom. Der findes adskillige private vagtfirmaer som bruges til beskyttelse af virksomheders ejendom, særligt i industriområder som havne, store varelagre og lignende. Hvorfor kunne disse virksomheder ikke også konkurrere med det offentligt styrede politi? Hvis det kan frigive resurser og øge produktionen af beskyttelse af ejendomsretten, hvorfor kan det så ikke lade sig gøre at bruge private virksomheder i konkurrence med hinanden til at hjælpe samfundet? Kan man privatisere ældreplejen, så kan man vel også privatisere at køre patruljevogn og uddele fartbøder? Nu vi alligevel er i gang, så kan man også gabe over langt større opgaver, hvor det gælder om at finde stjålne genstande og give dem tilbage til sin retmæssige ejer? Private detektiver bruges allerede i forsikringsbranchen, og hvis det gælder at konkurrence udsætte offentlige opgaver for at sikre den mest hensigtsmæssige produktion, hvorfor så ikke også lade private detektiver finde tyvekoster og få dem returneret til deres retmæssige ejermand?

Hvis argumentet mod privatisering af disse funktioner er at det absolut skal være det offentlige, der producerer dem, så kan vi jo spørge, hvorfor dette ikke også gælder postvæsenet? Sundhedsvæsenet? Skolevæsenet? Fødevarer? Huse? Sko? Biler? Telefoner? Adskillelsen af produktion af økonomiske goder mellem “statslige” og “private” er arbitrær og selvvalgt uden hæftelse i nogen fundamental logik der siger, at postvæsenet skal være offentligt. Ligesom produktionen af biler og mobiltelefoner varetages elendigt i det offentlige, så kan enhver med al tydelighed se, at offentlig postomdeling er en farce. Hvis postvæsenet ikke skal være offentligt, hvorfor skal politiet så være det? Er der ingen fordel i at udsætte politiopgaver for konkurrence?

Det er da klart at samfundet er bedst tjent med et effektivt retsvæsen og politi. Gælder det ikke også for beskyttelsen af ejendomsretten, den fundamentalt afgørende samfundsinstitution, at den skal være så effektiv som muligt? Hvorfor pludseligt klappe sammen, blive nærig, og nægte samfundet adgang til høj kvalitet og lav pris på præcis disse vigtige områder, ved at monopolisere og tvangsfinansiere beskyttelsesbureaukratiet?

Hvis denne hurdle kan overkommes, ligesom alle de tidligere hurdles af privatisering af produktion af økonomiske goder, er der måske håb forude. Med andre ord: Hvis det er lykkes for dig at gå fra at være almindelig socialdemokrat (fx hvis du tidligere var tilhænger af et af de 9 socialdemokratiske partier, som jeg selv var), til at blive minarkist, så kan det være at den sidste hurdle er langt mere konceptuelt vanskelig at overkomme. Nemlig den der ligger mellem den minimale stat der kun definerer loven og overlader politi og retsvæsen til det private, til den totale anarkisme: Privatisering af loven.

Hans-Hermann Hoppe, The future of Liberalism: A plea for a new radicalism, s. 140:

If liberalism is to have any future, it must repair its fundamental error. Liberals will have to recognize that no government can be contractually justified, that every government is destructive of what they want to preserve, and that protection and the production of security can only be rightfully and effectively undertaken by a system of competitive security suppliers. That is, liberalism will have to be transformed into the theory of private property anarchism (or a private law society), as first outlined nearly 150 years ago by Gustave de Molinari and in our own time fully elaborated by Murray Rothbard.

 

 

Er praktikanternes arbejde værdiløst, eller er de blot slaver af griske kapitalister?

En kommentar i Berlingske angående praktikanters vilkår, særligt deres løn, har fået mig til at skrive dette blogindlæg.

Kommentaren går i sin enkelthed ud på, at, nu hvor loven tillader at virksomhederne betaler praktikanterne 3.000kr pr måned, uden praktikanten trækkes i SU, så er det kun griske kapitalister der ikke betaler løn til sine praktikanter. Argumentet er, at det koster mange penge at leje en lejlighed, hele SU’en går typisk til leje af lejlighed, og for at få mad på bordet, så er det forældrene, eller måske endda praktikantens egen opsparing, der må betale.

Det giver økonomisk usikkerhed for praktikanten at forholdene er sådan.

Det er også et problem at alle praktikanter ikke får samme vilkår, selvom de arbejder lige hårdt. De fleste arbejdsgivere, de griske kapitalister, vil ikke engang betale 19kr i timen for deres fuldtidspraktikanter. De får ellers, påstås det, en praktikant der er villig til at “arbejde røven ud af bukserne” for virksomheden. Alle praktikanter er tilsyneladende meget arbejdsomme.

I kommentaren postuleres det at hvis arbejdsgiveren ikke betaler en løn, så signalerer man at praktikanten ingen værdi har for virksomheden.

De fremførte pointer fra indlægget i Berlingske er naturligvis ikke den forståelse som alle mennesker har, men jeg har en fornemmelse af at der er mange der deler elementer af den forståelse. Derfor finder jeg det som en god øvelse at skrive et indlæg her, i et forsøg på at hjælpe forståelsen lidt på vej. Jeg vil forsøge at forklare situationen set fra en økonomisk synsvinkel. Jeg håber det vil lykkes mig at belyse emnet på en anden måde, og vise at verden ikke er så uretfærdig, som den ind i mellem fremstilles.

Praktikanten som investor

I stedet for at se på praktikanten som en stakkels person der er underlagt andre menneskers tilfældige gøren og laden, kan man vælge at se praktikanten som en der selv har taget nogle valg, som har ført ham til den situation som han er i. Praktikanten har selv valgt at påbegynde sin uddannelse. Praktikanten har valgt uddannelsen på baggrund af sine egne lyster, ønsker og fremtidsudsigter. Givet det frie valg, har praktikanten, trods alt, valgt det der faldt ham bedst på det tidspunkt valget skulle tages.

Praktikanten har også flere valg af virksomhed, men da virksomheden ligeledes også har det frie valg, vil en attraktiv virksomhed kunne få de praktikanter de ønsker, uden at betale løn, eller betale mindre løn, fordi praktikanterne vurderer at få arbejde for virksomheden er så værdifuld for dem, at deres belønning for arbejdet ligger udenfor pengesfæren. Det kan være oplevelsen, erfaringen, prestigen eller måske CV linjen der viser man har været på virksomheden, der gør at denne belønning udgør tilstrækkelig kompensation for indsatsen.

Fremtiden er uvis, en hvilken som helst uddannelse involverer en vis risiko, en vis potentiel gevinst, og har en vis omkostning for den studerende. Derfor bør man se praktikanten som en investor. Investering kræver kapital, dvs. der må være en periode hvor man forbruger mindre, end man ellers ville have forbrugt, og forskellen lægges til side til forbrug i perioden hvor uddannelsen står på. Den studerende skal holde sine omkostninger op mod den forventede gevinst og træffe sit valg. Den studerende skal danne nogle fremtidsudsigter, opveje sine egne evner, vurdere fremtidens efterspørgsel af arbejdskraft indenfor det interessante faglige felt, og yde en indsats for at tilegne sig den viden, der er nødvendig for at opnå eksamen og bestride erhvervet. Kun fremtiden vil vise om det var omkostningen værd at tage uddannelsen. Valget af uddannelse er til en vis grad spekulation under usikre omstændigheder, som så meget andet.

I et frit marked skulle den studerende nøje opveje omkostningen ved uddannelsen og holde den op mod den forventede fremtidige indkomst. Omkostningen er fx at spare op af egen indkomst, låne pengene på lånemarkedet, eller, hvis de valgte det, at forældrene betalte uddannelsen på deres betingelser.  Markedet ville sørge for at give incitamenter til at uddanne de personer indenfor de felter hvor efterspørgslen er stor, og give incitamenter til at fravælge uddannelser hvor efterspørgslen er lille. En dyr uddannelse til en job med relativt lav indkomst ville ikke være attraktiv. Men i det frie marked ville den studerende selv danne disse forventninger og tage alle omkostningerne i mente.

I Danmark har vi ikke noget der ligner et frit marked. I Danmark modtager de studerende skatteydermidler der ændrer billedet meget. Skatteyderen nægtes hele sin retmæssige indkomst, staten forærer en portion af skatteyderens midler til den studerende. Der er to overførsler, den ene finansierer bureaukraterne i den offentlige uddannelsesadministration og den anden finansierer den studerendes forbrug til hverdagsting.

Den studerende, der burde opveje sine omkostninger strengt privat, befinder sig i stedet i et socialiseret uddannelsessystem, hvor omkostningerne og gevinsterne ved uddannelse ikke er private. Omkostningen bæres i høj grad af skatteyderne, og gevinsten ved uddannelsen beskattes senere. Den studerende er dermed i Danmark næsten fuldkommen frataget sin oprindelige rolle som investor. Den studerende kan investere skatteydernes penge i sin egen private uddannelse og bliver senere hen plukket af skattevæsenet, såfremt uddannelsen har givet personen en vis produktivitet, der kan beskattes.

Den socialiserede model, hvor de to fejl (subsidier og beskatning) får lov at fortsætte år efter år, fører til misforståelser af hvad der foregår for den studerende under studieforløbet. Det medfører at den studerende tror at det er en ret at tage en uddannelse, og at “hårdt arbejde” er tilstrækkeligt til at få en høj indkomst. Både investeringsforløbet og gevinstudmøntningen er forvredet, så den studerende gør sig ikke mange økonomiske overvejelser inden studiet påbegyndes. Da det er en rettighed at få en uddannelse betalt af skatteyderne, tænker man ikke så meget over sit valg, og da subsidierne er tårnhøje er det almindelig økonomisk logik, at det vil føre til at flere vælger en lang uddannelse. Det at vælge en lang uddannelse bliver sædvane og baseres på egne personlige ønsker og lyster uden hensyn til omkostningerne, frem for at følge markedets ønsker og inddrage såvel omkostning som gevinst.

Dette glemmes alt for ofte, og det bærer indlægget tydeligt præg af. Det er den studerendes egen private overvejelser der gør at uddannelsen er påbegyndt, men omkostningerne for uddannelsen er blevet socialiseret af politikerne og har gjort den studerende til en privilegeret person i samfundet, der kvit og frit får uddannelsen foræret på skatteydernes regning. Denne særstatus har kvalt mange almindelige overvejelser om uddannelse, og bevirker at den privilegerede studerende tror at studielivet skal være let, og at det er helt fair at bede alle andre om at betale uddannelse og alle medfølgende omkostninger. Denne opfattelse er ren gift for et samfund. Den basale misforståelse af hvad omkostninger er, skaber let en vrangforestilling for den studerende. Det ses også i indlægget at omkostningerne for virksomheden i forbindelse med at have praktikanter er overset.

Den studerende burde have betalt hele fornøjelsen selv. Både husleje, mad og uddannelsesomkostninger burde være finansieret med private midler, og gevinsten ved uddannelsen burde selvsagt også have været privat. I den del af systemet som praktikanten befinder sig er det let at forfalde til at tænke på enhver udgift som noget systemet (andre) burde betale – og hvad skulle man ellers tænke om omkostninger, når man slet ikke er vant til at tage stilling til dem?

Den omtalte økonomiske usikkerhed er til gengæld ganske pudsig. Denne usikkerhed gælder alle mennesker i samfundet – der er ingen der er skånet fra økonomisk usikkerhed. Alle risikerer at miste indtægt, investeringer slår fejl, dagligvarer bliver dyrere, sygdom, uheld og en lang række andre faktorer der til sammen udgør den økonomiske usikkerhed. Selvom det er den økonomiske usikkerhed der trækkes frem som argument for at betale mere for praktikanter, drejer indlægget sig i virkeligheden om at praktikanterne ønsker bedre levestandard. Hvem gør ikke det? Hvem kunne ikke godt tænke sig at leve uden økonomisk usikkerhed, eller ved en højere levestandard? Men hvad skal man gøre for at gøre sig fortjent til denne bedring af sine vilkår?

Det er netop dette som markedet er god til at vise. Markedet sørger for at man får løn som fortjent, og lokker dig til at skifte til en mere værdiproduktiv produktion via prissystemet.

Praktikanten som medarbejder

I virksomheden er praktikanten en særlig person. Når virksomheder ansætter nye medarbejdere på almindelig basis er der visse foranstaltninger som tages for at sikre at den nye medarbejder vil være et godt valg. Der foretages flere jobinterviews af virksomhedens eksisterende medarbejdere, der udføres ind i mellem visse tests, og ansøgeren bliver bedt om at svare på en lang række spørgsmål. Alle disse bestræbelser har til hensigt at finde ud af om personen er en der er kvalificeret til at bestride arbejdet, og vigtigst af alt, at personen kan bidrage til virksomhedens indtjening i det lange løb.

Når en ny medarbejder starter i en virksomhed, skal denne igennem en proces for at blive bekendt med virksomhedens regler, strukturer og arbejdsgange. Det er lige meget om det er en mekaniker på et værksted, en økonom på et kontor eller en tømrer. Alle skal sætte sig ind i virksomhedens arbejdsgange, vide hvor værktøjerne kan findes, hvordan kvaliteten forventes at blive sikret og meget andet. Alt dette tager tid, jo flere processer og værktøjer der skal vises frem, jo længere tid varer processen.

I visse simple typer arbejde kan denne proces være ganske kort, i andre snørklede processer kan det tage måneder, eller år, før medarbejderen positivt bidrager til bundlinjen i virksomheden.

For undertegnede tog det knap 3 år før det føltes som at mit eget arbejde bidrog positiv over lange perioder i træk til virksomheden. Inden da var der naturligvis perioder hvor det var tydeligt at arbejdet jeg udførte var et positivt bidrag, men i andre perioder var det ikke tydeligt.

I starten er medarbejderen med andre ord en udgift for virksomheden, og først senere hen begynder medarbejderen at producere netto øget indtjening til virksomheden.

Denne dynamik for nyansættelser gælder også for praktikanter. Der er en lang række opgaver som kræver vidensdeling, introforløb, værktøjer og tålmodighed. Vidensdelingen koster andre medarbejderes produktivitet, værktøjerne ligeledes, pladsen som optages af praktikanten er også en plads der kunne være brugt på en langsigtet medarbejder, osv. Der er med andre ord ganske mange omkostninger for virksomheden ved at tage en praktikant ind, fordi man reserverer en plads på kontoret, værkstedet, osv. til praktikanten frem for en medarbejder.

I det lys skal man se på praktikantens produktivitet – det er en kortvarig affære hvor meget af tiden går med at give praktikanten en indsigt i arbejdsgangene og dagligdagen i virksomheden, hvor virksomheden stiller værktøjer til rådighed (som vel at mærke ikke er gratis at stille til rådighed) og giver praktikanten mulighed for at lære af de erfarne medarbejdere der skal hjælpe praktikanten med at løse sin opgave.

Praktikanten har i lønhenseender en meget stor ulempe som medarbejder – man ved ganske enkelt fra start, at forløbet bliver af en varighed på ca. 6 måneder, at praktikanten skal have værktøjer stillet til rådighed, at praktikanten skal have lov at få viden fra de erfarne medarbejdere (som derved har mindre tid til deres almindelige arbejde) og at den plads som praktikanten optager koster den mulighed at have en ny medarbejder ansat i en længerevarende periode. Det er derfor ikke givet at 6 måneder er tid nok til at praktikanten når at bidrage positivt til virksomhedens bundlinje.

Det bør også påpeges, for en god ordens skyld, at ordningen om at modregne SU’en i praktikperioder er blevet ændret for nylig, og at virksomhederne skal have tid til at omstille sig til de nye vilkår.

Hvad afgør din løn?

I det frie marked har din løn tendens til at blive lig med den diskonterede marginale værdi produktivitet. Det lyder lidt snørklet, men er ikke så slemt igen, lad os se på hvad det betyder nedenfor.

Diskonteret betyder blot at kapitalisten betaler dig en løn før produktet af dit arbejde er solgt, og i tidsperioden fra starten på arbejdet og salget af produktet, løber der renter på den løn du har fået forudbetalt af arbejdsgiveren, mens han ventede på at du fik snøvlet dig færdig til at lave, og sælge, produktet. Hvis du havde et forbrug på 0kr og satte alle pengene fra dine lønchecks ind til en “markedsrente” (hvor end denne kunne findes henne), så ville du få den totale værdi produktivitet af dit bidrag til det endelige produkt. Dette får du midlertidig ikke, fordi din mave knurrer, din krop afkøles og du har gavn af at få pengene nu, så du kan tilfredsstille dine behov i nuet, frem for at udskyde hele behovet i den periode hvor produktet færdiggøres.

Der er også et usikkerhedselement i processen, hvad nu hvis kapitalistens nyeste påhit af et produkt bliver en dundrende fiasko? Så er der ikke nok indkomst fra salget til at kunne tilbagebetale kapitalisten sit udlæg til løn. Men på trods heraf har medarbejderne fået deres løn udbetalt i perioden. Dette usikkerhedselement medfører enten profit eller tab. Gætter kapitalisten rigtigt, underbetaler han dig for det du var værd, og han scorer en profit, gætter han forkert, lider han selv et tab. På denne måde håndterer markedet den naturlige risiko ved tidskrævende produktion på en gavnlig måde for begge parter. Kapitalisten er indforstået med risikoen og ønsker at løbe den, mens du som medarbejder ikke ønsker at løbe risikoen, men foretrækker at få din løn udbetalt med jævne mellemrum. I samarbejder om processen og når frem til en kontrakt i begge er tjent med.

Den marginale værdi produktivitet er dit individuelle bidrag af værdi til produktet. Hvis en virksomheds overskud stiger med 100kr for din indsats i en time, så vil dette være den højest mulige løn du i længden kan oppebære. Den laveste løn du vil acceptere er det største alternative bud du har fået, eller forventer at få. Her er det igen vigtigt at påpege at for at der kan blive tale om at få udbetalt en løn, skal din produktivitet først overvinde omkostningerne forbundet med din ansættelse hos virksomheden. Hvis der er store omkostninger ved at have en medarbejder, så vil lønnen, alt andet lige, være lavere, end hvis omkostningerne var lavere.

Det korte af det lange er, at det du producerer kun har værdi hvis forbrugerne ønsker at købe produktet. Det er kun hvis virksomheden kan se en fordel i at ansætte dig, fordi det arbejde du bidrager med i produktionen af det endelige produkt opfattes af forbrugerne som værdifuldt, at du får ansættelse. Ligeledes er konkurrencen mellem kapitalisterne om at skaffe medarbejdere med til at hæve lønnen. Din løn vil ligge i et spænd mellem to punkter, det højeste er afgjort af din diskonterede marginale værdi produktivitet, og det laveste er afgjort af konkurrencen mellem kapitalisterne for at få dig ansat.

Hvis produktet tager meget lang tid at lave, fx udviklings- eller forskningsprojekter, så vil lønnen også blive diskonteret mere end ved kortere forløb.

Lønnen bliver dermed et resultat af hvor let det er at få praktikanten til at give overskud (produktivitet minus omkostninger), hvor mange praktikanter der vil have en plads, hvor mange kapitalister der vil have en praktikant, hvor lange projekter praktikanten indgår i og hvad kapitalisten tror at praktikantens værdibidrag til produktet er, samt hvad kapitalisten tror at virksomhedens kunder i fremtiden synes at produktet som helhed er værd.

Lønnen er dermed bestemt af hele markedet og ikke kun af arbejdsgiveren.

Hvad er praktikanten værd?

Givet alt det ovenstående, optræning af praktikanten, praktikantens forbrug af værktøj, viden og plads på arbejdspladsen, den korte ansættelse, og virksomhedens mål med praktikanten, så er det ganske forståeligt at der er meget stor forskel på hvad en praktikant kan få i løn af arbejdsgiveren. På samme måde er det forståeligt at der er forskellige lønninger for forskellige typer jobs i arbejdsmarkedet. Det er dermed ikke fordi arbejdsgiveren værdsætter praktikantens indsats til nul og niks at praktikanten ikke får en løn, det er også pga. markedets priser på alle omkostningerne og konkurrencen om at få praktikanter der gør at lønnen er nul.

Her spiller subsidierne til uddannelse også ind. Hvis der er “for mange” praktikanter så kan de ikke få ret meget løn for deres arbejde. Det er for let for virksomhederne at skaffe praktikanter, praktikanterne accepterer tilbud uden løn fordi de skal have en praktikplads.

Der er visse arbejdsgivere der ønsker at betale løn til praktikanten, og det må være deres egen sag. De kan lige så vel ønske at aflønne praktikanten, fordi de synes det er synd for de studerende, som de kan gøre det for at lokke praktikanten til virksomheden efter endt uddannelse, eller af andre årsager. Nogle arbejdsgivere køber formentlig også historien om at det sender signaler om at praktikanten ikke er noget værd, hvis man ikke betaler en løn.

En vigtig ting at huske på i denne sammenhæng er at praktikanten, ligesom alle andre i markedet, bør underlægges markedets disciplin og incitamenter. Det har intet at gøre med hvor hårdt du arbejder, hvad din løn er. Det er markedet, der består af forbrugere, ejere og medarbejdere, der vurderer hvad det produkt du arbejder med er værd. Man kan sagtens bruge rigtig meget tid på en opgave, som ikke er noget værd for andre. Det er ikke om arbejdet er hårdt, der alene afgør din løn, det er også om din indsats er værdifuld for andre. Det vigtige er at incitamenterne til at vælge sin plads i arbejdsdelingen hviler i markedet, sådan at løndannelsen er fri og at arbejdsvalget ligeledes er frit.

Ikke alle vælger jobbet med den højeste løn, der er, naturligvis, mange forskellige elementer der spiller ind når man vælger sin beskæftigelse. Det er markedets lokkemetode, igennem prissystemet, at forsøge at få dig til at vælge det som giver en høj løn, for at tilfredsstille forbrugernes ønsker i større grad, ved at producere noget der er meget værd, frem for at bruge tid på at producere noget som er mindre værd.

Derfor rammer pointen fra Berlingske ved siden af målet, når det fremstilles at indsatsen værdsættes til nul, hvis der ikke udbetales løn. Dette er forkert – for inden en løn kan udbetales skal summen af omkostninger og indtægter først være positiv. Hvis indtægten fra medarbejderen er positiv, men omkostningerne modsvarer indtægten, så er lønnen naturligvis nul. Det betyder ikke at værdien af praktikantens arbejde er nul, men blot at de afholdte omkostninger er lige så store som værdien af praktikantens arbejde. Dernæst er det også vigtigt at pointere at antallet af praktikanter der strømmer ud fra universiteterne alle ankommer på samme tid, og skal finde en praktikplads samtidigt. Antallet af praktikanter der sendes ud er også kunstigt hævet over markedsniveauet pga. subsidierne til uddannelse.

Her bør det også indskydes, igen, at lovændringen er relativt ny, og enhver justering af virksomhedens brug af praktikanter tager tid. Hvor det førhen var at foretrække for praktikanten, at der var en masse behagelige ting ved at være på virksomheden, altså en form for psykisk indtægt der ikke var en overførsel af penge (fordi penge modregnes i SU), er det nu attraktivt at modtage en beskeden indtægt fra virksomheden. Balancen mellem disse psykiske goder og pengeindtægter bliver skubbet som tiden går, og er et mellemværende mellem virksomhed og praktikant. Det kan være at virksomheder som er “kedelige” lettere kan tiltrække praktikanter ved at tilbyde de 3.000kr om måneden, mens de prestigefyldte virksomheder kan nøjes med at tilbyde 0kr som de plejer. Lovændringen kan derfor udvide hvilke virksomheder kan tiltrække praktikanter.

I praksis kan teorien koges ned til at virksomhederne tilbyder en vis pakke til praktikanter, og er den ikke attraktiv, vil praktikanterne fravælge tilbuddet. Kan virksomheder der ønsker praktikanter ikke få dem de ønsker, må de gøre deres tilbud mere attraktivt sådan flere vælger at afholde praktikophold hos dem. Førhen kunne virksomheden ikke lokke med løn, fordi det bare blev modregnet, men nu hvor loven er ændret kan virksomheden tiltrække praktikanterne med penge. Den nye konkurrencen om praktikanterne vil, alt andet lige, skubbe til konkurrencen om praktikanterne, så der i større grad vil blive udbetalt løn til praktikanterne end før. Processen tager lidt tid, markedet er ikke uendeligt hurtigt.

Det ville være interessant at vide, hvis lovgiverne havde tilladt virksomhederne at betale 200.000kr om måneden, uden at trække praktikanterne i SU, hvilket krav den retorikstuderende da havde fremsat. Det er påfaldende at den retorikstuderende ikke kritiserer lovgiverne for at være nærige. Hvorfor er indlægget ikke skrevet som en kritik af lovgiverne, der prisfixer at lønudbetalingen modregnes hvis den overstiger 3.000kr om måneden? Det er måske helt OK at politikerne trykker lønningerne ned på praktikanter, men det er ikke OK hvis virksomhederne gør det?

Valget er overstået, endelig.

Ovenpå det nyligt overståede kommunalvalg har jeg læst reaktioner fra forskellige debattører.

Toke Kruse, iværksætter og  ildsjæl

Toke Kruse skrev at det trækker op til et blodrødt Danmark, og fortsatte sin ellers gode liberale stil med at kaste sig på knæ for skatteprovenuet. Problemet med de røde partier var at de ville hæve skatterne over punktet på Laffer-kurven, hvor skatteprovenuet ikke var optimalt. Det gælder om at have den størst mulige fælleskasse, dette må der være et flertal der er interesseret i, mener Toke.

Jeg er uenig. Det er uinteressant hvilket skatteprovenu er det optimale for statskassen. Det interessante er at diskutere om et skatteprovenu, i en hvilken som helst størrelsesorden, i det hele taget er gunstigt for samfundet som helhed. Enhver kan se at en politik der tager penge Peter og forærer dem til Poul er til skade for Peter og en gave til Poul – men ingen kan vise at det er gunstigt for samfundet at denne tvungne overførsel finder sted. Tværtimod kan det vises at det er til skade for samfundet, at denne overførsel finder sted. Kritikpunkterne af sådanne overførsler er mange, den vigtigste, finder jeg, er at overførslen er ufrivillig. Hvis det var til fordel for både Peter og Poul at overføre pengene, så var der ingen årsag til at opbygge et stort bureaukrati, der lever sit parasitiske liv som en igle på de produktive i samfundet, ved at suge penge ud af Peter, under påskud af at hjælpe Poul. Undervejs hjælper bureaukratiet sig selv til en solid indtægt, der kommer ud af de midler det er lykkes at tvinge ud af Peter.

Uanset hvad man mener om skatternes moralske dimension, så er det let at vise, at offentlig drift af produktion af et hvilket som helst økonomisk gode er mindre effektivt end markedsbaseret drift. Uanset hvilken idé man måtte have om, at det er i misundelsesvelfærdens interesse at udplyndre de rigeste og udjævne menneskets forskellighed i den økonomiske sfære, så er det slutresultatet af hele processen der tæller. Ikke alene er det tydeligt et tab af velfærd for den som betaler skatten, men ligeledes er det et tab af velfærd for den, som modtager ydelsen, fordi der i det offentlige system ikke kan prioriteres til forbrugernes største velfærd. Det eneste system der kan prioritere resurserne på en værdiproduktiv måde er markedsøkonomien. Under laissez-faire vil markedskræfterne sørge for at bruge resurserne på den måde der optimerer forbrugervelfærden. Det er muligt at nå til denne konklusion fordi markedet tilskynder konkurrence og kun lever af forbrugernes “feedback”. Hvis en vare er for dyr, vil den ikke blive solgt. Hvis en vare er af for dårlig kvalitet, vil den heller ikke blive solgt. Dette feedback gives individuelt af hver forbruger hver gang vi køber et produkt – og inden vi køber et produkt med en vis størrelsesorden af pris, undersøger vi nøje hvad vi får, og om det forventes at leve op til forventningen til produktet.

Det offentlige apparat har ikke dette nuancerede feedback. Dets monopolstatus og særligt dets finansiering af produktionen, gør det offentlige ude af stand til at producere effektivt, og de smuler der produceres, prioriteres forkert. Det er de forkerte der får lov at forbruge resurserne. Det er det forkerte der produceres med de tilgængelige resurser. Resurser der kunne være anvendt bedre, spildes på lavproduktive sysler, produkter hvis kvalitet ikke står mål til prisen, produceres fortsat i det offentlige uden at lide dens naturlige død. Det er et system enhver produktiv borger burde være forskrækket over.

Skattekritik skal derfor ikke dreje sig om at ævle om at topskatten er uretfærdig, tåbelig og skader de mest produktive i samfundet. Skattekritik skal dreje sig om at skatter i det hele taget er uretfærdig, tåbelig og skader enhver produktiv social handling for ethvert produktivt individ i samfundet. Skattekritik skal vindes på sit basale argument, der gælder universelt for alle de produktive i samfundet: Skatter tager fra de produktive og subsidierer de uproduktive. Hvad enten man er moralsk eller nyttemoralsk imod skatter, bør skatteargumentet føres først og fremmest på dets basale præmis, ikke på at der er nogen der skades af en særlig skat, og lade som om at indkomstskatten kun er et problem når den kravler over 50pct, eller hvilken procentsats man selv synes er for høj. Det er helt forkert, alle skatter er forkerte hvad enten man er til det utilitaristiske eller moralistiske argument.

Annika Smith, ræverød og refleksiv

Annika Smith berettede om hvor træt hun var af at høre folk klage deres nød over politikerne. Demokratiet er så dejligt, siger hun, og nævner at det særligt dejlige er at demokrati er at tale sammen, og at i demokratiet er der ingen holdninger der er forkerte. Jeg tror nok jeg kan komme på en hel snes holdninger, som er forkerte, enten moralsk eller økonomisk forkert. Fx at en pris under ligevægtsprisen ikke skaber udsolgte varer og kronisk knaphed. Eller at sorte ikke er mennesker og derfor gerne må holdes som slaver. Eller at beskatning ikke medfører tab af velfærd for den der betaler skatten.

Demokratiets samtale slutter også når det kommer til at udmønte konklusionen af samtalen i praksis. Jeg kan ikke diskutere med skattevæsenet om den grønne afgift på min bil, om ejendomsskatten, størrelsen på mit personfradrag eller min trækprocent. Her holder samtalen op, og går over i stedet over i rendyrket udplyndring.

Demokrati er kun i sin mest naive og blanke fremstilling en samtale mellem mennesker. Når samtalen samtidigt drejer sig om holdningstilkendegivelse, hvor ingen holdning er forkert, hvordan kan man på noget tidspunkt, selv i denne uhyggeligt naive fremstilling, nå frem til at demokratiet kan bruges til at løse problemer af nogen som helst art? Hvis sandhed er ligegyldig, hvis bare flertallet støtter, hvis ikke passivt, så tilbagelænet og mellemfornøjet, hvad end beslutningen bliver, hvordan kan man da tro på at beslutningen vil medføre det man sigtede efter at opnå? Sandt og falskt i holdninger er måske tilforladeligt, da ingen bliver skadet af en andens holdning. Men problemet med demokratiet er at det er legitimerer velfærdsstatens magtbrug overfor den fredelige befolkning. Det medfører at deltagerne med sine forkerte opfattelser, opbygger et kontraproduktivt system, der netop reducerer chancen for at det vil lykkes at nå de mål de selv har sat.

Sandheden er vigtig – bare fordi en holdning ikke skader andre mennesker, så kan en politik der er bygget på disse forfejlede holdninger få grelle konsekvenser for et samfund.

Jeg bliver naturligvis også ramt lidt, når Annika Smith skriver, at de som klager sig over alle politikerne opfører sig som fulde bodegaklienter, der klager over at alle øllene smager dårligt. Den evindelige kritik over politikerne er hun træt af – men som hun ganske rigtigt kommer frem til, hvis man kritiserer alle politikere, så er det ikke politikere man er imod, det er nærmere fordi man ikke kan lide politik.

Meget sandt for mig.

Åh, valgplakaterne er endelig væk igen

Til sidst, og bestemt ikke mindst, er det en lettelse at se politikernes valgplakater blive fjernet fra det offentlige rum. Det har ved gud ikke været kønt at se på, hverken æstetisk eller liberalt. Det æstetiske vil jeg lade være op til den enkelte at vurdere, men i stedet vil jeg fremstille en liberal kritik af valgplakaterne her.

I det offentlige rum bestemmer politikerne. Der kan ikke være tvivl om hvordan reglerne vil udmønte sig når det kommer til opklæbning af reklamesøjler. Private virksomheder der gjorde bare noget der lignede en valgkampagne med opklæbning af reklameskilte alle vegne, kan vi nok hurtigt finde bødehæftet frem til og sørge for at de reklamer blev pillet ned så hurtigt som muligt. Det passer sig jo ikke for det offentlige rum, siger vi, at private virksomheder må reklamere.

Men politikerne tillader alligevel deres private politiske kampagne disse privilegier for at underbygge og forstærke demokratiets vægt for samfundet. Det er en af søjlerne i demokratiet at enhver politiker der ønsker at stille op, kan få lov til at opklæbe sit fjæs og nogle sanseløse floskler herunder, for at forsøge at vinde stemmer ved valget. Der er ingen forskel på en virksomheds reklamekampagne og en politikers egen karrierekampagne. Begge dele er interesseret i at bringe til andres opmærksomhed at de eksisterer, og samtidigt at levere et “tilbud” eller gøre opmærksom på et produkt.

Men hov – der er jo stor forskel på private virksomheders reklamekampagner og politikernes kampagner, for der er jo slet ikke nær så mange gange valg i demokratiet som der er i markedet. I markedet vælger vi ved hver brug af vores penge hvem vi mener gør sig fortjent til indtægt fra os. En reklamekampagne for en markedsbaseret virksomhed vil derfor være uendelig, der skulle dagligt nye plakater op og hænge, for at følge med virksomhedens dynamik og forsøg på at skaffe kunder.

Politikerens valgplakater hænges op en gang hvert 4. år (medmindre det både er en lokal- og folketingspolitiker, hvor det kan være hvert 2. år, hvis der ikke udskrives folketingsvalg “før tid”). Det bør også få dig til at stoppe op og tænke en gang til. Det kan være at valgplakaterne er tålelige, når de kun opstilles så få dage om året, men hvorfor er det kun nødvendigt at vide hvad du mener om så stort et emne som demokratiet, hvert 4. år? Og hvorfor er det nødvendigt at stemme på en agent der i dit sted skal vælge for dig?

Personligt savnede jeg en valgplakat for “ingen politikere” i kommunen eller regionen. Eller nærmere, nedlæg kommunen og regionen.

I markedet stemmer vi hver gang vi bruger penge. I politik stemmer vi hvert 4. år på en agent, der kan tage beslutninger som vi personligt er imod.

Forestil dig at du valgte hvert 4. år hvem der skulle købe ind til dig. Når du havde valgt, kunne du ikke gøre indsigelser før efter 4 år. Denne person kunne herefter vælge hvor mange af dine penge der skulle bruges på indkøb, og hvad de skulle bruges på. Der er ingen mulighed for selv at købe ind ved siden af. Agenten har komplet monopol på leverance af dagligvarer.

Ville du være særligt tryg ved denne situation? Ingen ved sine sansers fulde fem ville gå med til sådan en ordning. Men det er præcis hvad der er tilfældet i det politiske cirkus. Vi har givet magten over vores egen skæbne til politikerne.

Ville du stole på at denne person ville bruge dine penge på de bedste produkter, fremfor på agentens venners produkt?

Ville du stole på at agenten brugte præcis så mange penge, som du selv ønsker at bruge?

Ville du stole på at agenten købte præcis de varer, som du selv ville have købt?

Liberale svar på TV2s quiz til regionalvalget

I dag sad jeg og kiggede på TV2s kandidattest til regionalvalget.

Der var nogle af spørgsmålene som jeg synes kunne være sjove at besvare. Svarene jeg har givet skal ses som en modvægt til de værdiladede spørgsmål som TV2 har stillet.

Der skal indføres mere brugerbetaling på sundhedsområdet for at finansiere flere og dyrere behandlinger i fremtiden.

Brugerbetaling er problematisk fra en liberal synsvinkel. På den ene side kan man være for, fordi det dæmmer op for den uhæmmede efterspørgsel. I dag skabes lange ventelister, fordi priserne på sundhedsydelserne i det offentlige er nul, og fordi det samtidigt, uden fri prisdannelse på ydelserne, bliver umuligt at identificere hvor det er samfundsøkonomisk gunstigt at investere i øget produktion og hvor produktionen kan reduceres. På den anden side er det problematisk at udvælge visse ydelser til brugerbetaling, fordi det forudsætter, at andre ydelser skal fortsætte som fuldt offentligt finansierede. Det problematiske indtræffer i de situationer, hvor netop den sygdom man har været så uheldig at få, er udvalgt af bureaukraterne og politikerne til at være underlagt brugerbetaling. Man er med andre ord først tvunget, via skatten, til at betale for andres sygdomsbehandling, mens ens egen behandling betales i større omfang af dig selv.

Det ægte liberale svar er, naturligvis, at sundhedsvæsenet ikke skal drives af det offentlige. Dels fordi det er umuligt at foretage et korrekt moralsk valg for andre mennesker, som er tvunget til at følge, hvad man end har valgt, men også fordi det giver det optimale trade-off mellem pris og kvalitet. Den eneste korrekte liberale løsning er en fuldstændig privatisering af sundhedsvæsenet og en nedlæggelse af sundhedsstyrelsen og alle dets vedhæng. Den liberale ønsker at markedsøkonomien bruges til at udvikle sundhedssystemet, fordi det kun er i markedsøkonomiens frie valg og fravalg, at man kan finde det optimale svar på, hvor mange resurser der skal bruges på sundhedssystemet, hvilke sygdomme skal behandles, hvem der skal lave hvad i systemet, hvor meget dokumentation skal fylde, hvor skal sygehusene ligge henne og mange flere vigtige spørgsmål.

Min region skal – efter svensk forbillede – arbejde for at indføre et gebyr på besøg hos praktiserende læge.

Her er det igen problematisk at den praktiserende læge skal opkræve et gebyr, som fastsættes af de regionale bureaukrater. Det er et sympatisk forsøg på at reducere ventelister, reducere mængden af timer brugt på hypokonderne, og meget andet i effektiviseringens navn. Problemet er blot, igen, at der er kun een mulighed, den politiske vej. I stedet for at lade lægerne vælge deres priser selv, så de var frie til at vælge hvordan de ønsker at imødekomme efterspørgslen, skal regionerne til at diktere hvad lægen skal opkræve af gebyr for hver eneste patient der ankommer.

Lad lægen fastsætte prisen for sine ydelser. Han har ikke råd til at negligere sine kunder, men må, ligesom alle vi andre, i sin rolle som producent, følge kundernes ønsker til pris og kvalitet.

Ligesom lægen skal være fri til at fastsætte prisen på sine ydelser, skal der være fri adgang for konkurrence med lægen. I stedet for at kræve at lægen varetager dit og dat af opgaver, og samtidigt give ham eneret på visse ydelser, skal alle der har lyst, have lov til at forsøge at slå sig op som tilbyder af almen praksis i sundhedsydelser.

Ligesom ejendomsmæglerne har lov at skrive skøder ved hushandler, ligeså kan nærliggende professioner varetage nogle af lægens funktioner.

Der er ingen universel formel der kan bruges alle steder – markedet består af lokale kunder, der kan let være forskel fra by til by, og kvalitetskrav til den lokale læge under fri konkurrence må også sikres af markedsdrevne institutter.

Måske er det ikke det bedste eksempel, fordi det er statsfinansieret i høj grad endnu, men forbrugerorganisationer kan bruges som kvalitetstjek på sundhedsydelserne. Andre markedsbaserede løsninger såsom trustpilot o.m.a. kan også forestille sig vil være behjælpelig til at disciplinere lægerne til at følger kundernes efterspørgsel.

Der er naturligvis, i mit eksempel her, ikke tale om at enhver kvaksalver kan slippe godt fra skadelige behandlinger. Ejendomsretten gælder naturligvis stadigvæk, og hvis der opstår komplikationer som resultat af behandlingen, skal det være under fuld erstatningspligt. Det vil give forsikringsselskaber en stor rolle at spille, da enhver seriøs praktiserende sundhedsudbyder vil forsikre sig. Forsikringen vil da stille krav til forsikringstager for at reducere risikoen for skadesanmeldelser. Markedsdisciplinen vil derfor langsomt indfinde sig og luge de dårlige sundhedsudbydere ud, hvad enten de i dag ville gå for almindeligt praktiserende læger, eller alternative behandlere.

Regionerne løser vigtige opgaver, som hverken staten eller kommunerne kan løse bedre.

Et af de liberale elementer er at decentralisere demokratiske beslutninger, så de tages så tæt på borgerne som det er muligt. I spørgsmålet ligger der dog en underforstået tilbedelse af regionerne som en speciel størrelse enhed, som skulle være bedre end kommunalt eller statslig. Det reelle spørgsmål ligger formentlig i hvor store produktionsenhederne, som fx hospitalerne, skal være. Her er man fastlåst mellem tre dårlige valg, stat, region eller kommunalt. Man skal have den helt store liberale lup frem fra gemmerne, for at finde forskellen på at drive noget kommunalt, regionalt eller statsligt. Alle tre benytter den meget uhensigtsmæssige skattefinansiering, og hvis man vælger een fravælger man, for hele produktionsenheden, muligheder for diversitet.

Det er indlysende, når man forstår markedsøkonomien, at hospitalernes størrelse, placering og udbud af sundhedsydelser skal være op til markedskræfterne. Det essentielle er ikke at opdele hospitaler i region-, stat- eller kommunale hospitaler, men at lade dem følge markedets data, således de, ligesom alle andre økonomiske goder, drives til markedets største tilfredsstillelse. I visse områder kan det være smart med et stort hospital, og i andre områder vil et mindre hospital være det optimale valg.

I spørgsmålet ser man også en udelukkelse af de to andre valg, ved at træffe et valg. Det er den facon politik oftest fungerer på – one size fits all. I markedet udelukker valgene ikke hinanden – her er diversiteten langt større. Markedet kan til nogle sundhedsydelser vælge et lille lokalt hospital, mens til andre sundhedsydelser vil et større hospital være det optimale valg.

Det er i orden at spare på busruter med få passagerer.

Der kan være adskillige problemer med busruter der har få passagerer. Enten er prisen på ydelsen for høj, dækningen for ringe, ruten er ikke attraktiv, eller også er området ikke interesseret i at benytte busruten – eller mange andre årsager.

Hvis man svarer ja til spørgsmålet virker man overfladisk til at være den fornuftige mand, der kan kende en dårlig forretning, når man ser en. Det er åbenlyst at en rute der ikke kan tiltrække passagerer, er fravalgt af markedet.

Hvis man svarer nej til spørgsmålet, skal man forklare at man eventuelt er mere interesseret i at omlægge ruterne, for at gøre dem mere attraktive, men risikerer at fremstå som en ødeland der spilder samfundets resurser på mindre vigtige opgaver.

For at sikre at busdriften bliver drevet effektivt, skal den i hænderne på private iværksættere, der kan identificere de gode ruter, investere i den rette bus og sætte et prisniveau der gør at buslinjen kan opretholdes. Hvis busdriften overlades til markedet, vil man i stedet se en busdrift der søger at gøre kunderne tilfredse, ved at se på behovene på hver enkelt busrute og ved at prøve nye ting af, rute for rute, for at optimere samfundsnytten af busdriften.

I stedet for at lade bureaukraterne diktere hvordan busserne skal køre, efter en overordnet plan, ligesom i Sovjetunionen, skal busdriften overlades fuldstændigt til markedskræfterne, der i langt højere grad fungerer smidigt og effektivt end et offentligt bureaukrati.

Markedet bestemmer således også hvilke busruter der er gavnlige, og hvilke der spilder de knappe resurser på tabsgivende busruter.

Min region skal bruge flere penge på kollektiv trafik.

Dette er det dårligste spørgsmål af dem alle – men det letteste at svare liberalt på: NEJ.

Underforstået i spørgsmålet er der den naive tanke at flere penge proppet i et offentligt bureaukrati kan generere mere samfundsnytte og glæde. Det er absolut ikke givet at flere penge sikrer større kvalitet, bedre dækning eller større samfundsglæde. Problemet er, som altid, at alle goder i samfundet skal holdes op mod hinanden, af kunderne til godet, for at sikre at ingen af goderne får for lille eller for stor prioritet. Det er vigtigt at al drift lægges i markedets hænder, for at tillade en prioritering af kunderne, således man ikke bruger uhensigtsmæssigt mange penge på busdrift, hvis pengene kunne være brugt bedre på hospitalssenge eller lægevagten.

Alle disse prioritetsspørgsmål kan kun besvares til samfundets gavn af markedskræfternes frie udfoldelse. Med politisk kontrol følger økonomisk kaos.

Kritik af socialliberalismen, anden del

Her følger anden del af min kritik af socialliberalismen.  I denne del tager jeg fat på velfærdsstaten, beskatningen og de mange markedsreguleringer der kræver ekspertvælde for at kontinuerligt finjustere markedsøkonomien til at give resultater som eksperterne mener er bedre.

Velfærdsstaten, en konsekvens af socialliberalt politisk arbejde

Den socialliberale tankegang fører til velfærdsstaten, med alle de problemer den medfører. Det er ind i mellem meget svært at se forskel på en socialdemokrat og en socialliberal, i alt fald hvis vi ser på forskellen på den førte politik mellem Venstre og Socialdemokratiet. Min fornemmelse er at for den socialliberale er markedsdrevne virksomheder gode, såfremt den “fuldkomne konkurrence” er sikret med konkurrenceloven, lighed ikke så vigtigt som statslig sikring mod absolut fattigdom, beskæftigelsen kan sikres med finans- og pengepolitik og der er også så vidt jeg fornemmer modstand mod progressive skatter. Med alle de stylter påsat markedsøkonomien, så kan den trods alt godt bruges. Disse elementer findes ikke i så stor udstrækning i den socialdemokratiske bevægelse. Her er lighed et mål og progressive skatter et egnet middel til at nå målet. Hos den socialliberale er den klassiske liberales ideologiske standpunkt overfor statens rolle i samfundet udskiftet med eksperternes opvejelser mellem forskellige menneskers velfærd. De socialliberales kritik af velfærdsstaten i sin nuværende udformning bliver til nogle vage argumenter om at visse skatter er lidt for forvridende og ind i mellem også at der måske er mere provenu i at sænke nogle skattesatser.

Det socialliberale projekt er på mange måder overfladisk set ganske sympatisk. Man ønsker blot at samfundet producerer den maksimalt opnåelige velfærd. Problemet er at med justering af markedsøkonomien via interventionismen, reguleringen, skattetrykket og overførselsindkomsterne skaber man også problemer undervejs, problemer som er større end det oprindelige problem, og som de socialliberale i deres misforståelse af markedsøkonomien søger at bedre ved at indføre igen flere forbud, påbud, tilskud og beskatning. Konkurrenceloven opbryder effektive virksomheder, og afholder forbrugerne stordriftsfordele, Nationalbanken svækker købekraften af pengene og begunstiger et bankkartel samt skaber konjunkturcyklussen, overførselsindkomsterne skaber svage mennesker, der ikke ville være svage uden statens indblanding. Den offentlige sektors “forsikringsrolle” skaber kapitalforbrug, generationsudplyndring og kan ikke finansieres i sin nuværende form på lang sigt. Problemet bunder i at der ikke spares op til at møde fremtidige udgifter. Staten sørger for at holde forbruget højt, og lover at der er penge til fremtidige problemer, når de opstår. Et forsikringsselskab der bedrev samme praksis ville være blevet lukket som det pyramidespil det retteligt bør anklages for at være. Blot fordi staten bedriver pyramidespillet kan det “lovligt” fortsætte, det er jo staten selv der fastlægger lovene.

De negative effekter af pyramidespillet, at hvis der går færre ind end der går ud, snydes de sidst ankomne, kan ikke viftes væk. I statslig sammenhæng er der dog ingen frivillighed, alle der opholder sig indenfor dens territorie underlægges dens magt. Som befolkningssammensætningen ændrer sig over årene, beskattes således forskelligt og det fører til forskellige størrelse af kapitalforbrug. Når de store årgange, der er lovet guld og grønne skove i pension, går fra arbejdsmarkedet, har staten ikke sparet penge op som den kan udbetale, eller bruge til at afholde deres sundhedsomkostninger. Kapitalen, der skulle være gemt til senere brug, er spist op af staten, feset af på politiske programmer der alle yder samfundet et netto tab. I stedet for at spare op og investere pengene i produktive markedsvirksomheder, er pengene kastet ud til særinteresserne af politikerne, i deres søgen efter at fastholde magten. Pengene, der kunne være anbragt produktivt til borgernes velfærd, er blevet anbragt politisk til skade for markedets fremtidige evne til at producere det afkast som man som pensionist skulle leve af.

Som de sociale ordninger gøres mere venlige og imødekommende, så gøres problemet større. For tiden ses tendenser til at regulere antallet af klienter der tillades indskrivning i de sociale ordninger, senest med førtidspensionen, som er blevet meget restriktiv. Folkeskolereformen var også en spareøvelse, effektivitetskravene til offentlig produktion er ligeledes en manifestation af virkeligheden: Der er ikke råd til at spilde så mange penge som der var før, pyramidespillets dynamik og kapitalforbruget reducerer råderummet. De penge der skulle være brugt til helbredelse af gamle findes ikke, for afkastet af de såkaldte offentlige investeringer findes ikke. Denne bevægelse vil ramme flere af de sociale ordninger som tiden går, som de negative konsekvenser af interventionismen fattiggør samfundet, mistes også muligheden for at beskatte borgerne hårdt nok til at opretholde de gunstige og ønskede ordninger. Alle de offentlige udgifter kan ikke stige samtidigt, beskatningsgrænsen er nået, og overskredet. Fremover vil kun mirakler (eller effektfulde politiske reformer, som er det samme) løse statens finansieringsproblem på lang sigt. Standses kapitalforbruget ikke effektivt, ved at liberalisere store dele af økonomien, kan det ikke lade sig gøre at producere tilstrækkeligt med velstand til at servicere den store udgiftsbyrde der ligger i fremtiden.

Giver velfærdsstaten mere frihed og øget velfærd?

Lars Løkkes udsagn om at staten giver frihed til borgerne er i intern modstrid med sig selv. Det er ikke muligt at have en udvidet velfærdsstat og samtidigt give den enkelte frihed til at forfølge sine drømme og leve sit liv som man lyster. Det er ikke engang nødvendigt at være ekstremist for at påstå dette. Det følger ganske logisk at det ikke kan lade sig gøre at have en stor stat og samtidigt en lille stat. Lad mig forklare.

For at kritisere Lars Løkkes synspunkt må det først gøres klart, at staten intet overskud producerer og den har ingen penge selv. Staten er ikke en virksomhed der tjener penge ved at sælge til markedet og gennem denne indtægtskilde finansierer driften. Kunne staten gøre dette (og vi for en stund ser bort fra lovgivningsmagten), ville man blot kalde det et almindeligt aktieselskab, der i stedet for at have profitmotivet som det eneste pejlemærke også har en form for socialprofit som motiv for sit virke. Det forholder sig ikke således, for uanset velfærdsstatens smarte systemer og ordlyden af skattevæsenets breve til skatteyderne, så er velfærdsstatens virke kun muliggjort af de resurser det lykkes for politikerne og bureaukraterne at tage fra skatteyderne ved lovgivning der enten beskatter, belåner eller trykker penge, for at give en del af midlerne til velfærdsstatens klienter, til de politiske interessegrupper og bruge resten på sig selv. Jo større udgifter, jo større andel af samfundets resurser tages af staten og fordeles politisk.

For den enkelte der mister muligheden for selv at bruge hele sin indtægt, er det et tab af velfærd, i det omfang indtægten bliver beskattet væk eller eroderet af inflation på den ene side og muligheden for absolut kontrol med sin ejendom indskrænkes af regulering på den anden side. Muligheden for at søge sin største tilfredsstillelse i markedsøkonomien indskrænkes også af at markedskræfterne ikke får fri udfoldelse til at etablere de mest effektive virksomheder. De påståede markedsfejl er argumentet for at gribe ind i markedet og forhindre den frie udveksling. Det fører til ringere effektivitet og reduceret producent- såvel som forbrugervelfærd.

De der modtager penge som overførselsindkomst modtager naturligvis en større total indkomst (i kombination af penge og fritid) end de ville have valgt selv i den hæmmede markedsøkonomi, der er et resultat af årtiers politisk indblanding. Deres velfærd er på overfladen øget takket være indkomstoverførslen, tager man indkomstoverførslen fra dem og fastholder alle andre politikker er det klart at det ikke er gavnligt for dem. Deres valg viser at deres velfærd bliver maksimeret på offentlig overførsel. Det fører til at de uproduktive subsidieres og de produktive beskattes. Men har denne forcerede transaktion medført større velfærd totalt set? Tydeligvis ikke for skatteyderen, men hvad med personen på indkomstoverførsel? I dette tilfælde er teorien ude på glatis fordi det argumenteres at samfundets velfærd forøges ved at overføre indkomst fra en rig til en fattig. Den grundlæggende præmis er at velfærd per krone er meget forskellig fra den rige til den fattige. Ved at øge pengebeholdningen for en fattig skaber man en større velfærd pga. den aftagende marginalnytte af homogene goder. De første kroner på konto’en går til de vigtigste goder, og derfor påstås det at den rige allerede har dækket sine basale behov og de sidste kroner på kontoen, er, for den rige, mindre velfærd, end hvis selvsamme beløb indsættes på den fattiges konto og indgår til at dække de vigtigste behov.

Selvom det er muligt at forestille sig at dette kunne være tilfældet, så er der intet videnskabeligt over det. Det er blot et postulat, der hviler i den blå luft. Vi kan godt som subjektive personer forstå den aftagende marginalnytte af indkomst, for vi ved udmærket godt at overarbejde, for os selv, skal betale ret godt, før vi vil spendere flere timer på arbejde. I den forstand er der dele af teorien som forekommer korrekt. Vi ville selv ikke vælge at arbejde i uendeligheden, fordi de sidste penge køber os en tilfredsstillelse af behov, der ligger lavere end de allerede tilfredsstillede behov. På et tidspunkt finder vi, at marginalerne mellem arbejdstid og fritid gør, at vi foretrækker fritid. Det er dog når postulatet tages videre herfra at det bliver til nonsens.

Argumentet fungerer fint så længe vi holder os til samme person, og at vi kun rangerer valgmulighederne ordinalt (første, anden, tredje osv.). Det næste skridt er at den marginale nytte gøres kardinal, (at tælle nytteenheder og fastslå deres højde, fx ved decimaltal som 37,5) og dernæst at denne nytteværdiskala er sammenlignelig mellem mennesker. Der er intet menneskeligt i at gøre valgmuligheder op i kardinal nytteværdi, alle vore valg hviler på at vi foretrækker et valg og forkaster et andet. Vi kan ikke bestemme hvor mange nytteenheder vi knytter til hvert valg. Det postulerer eksperten, at han kan. Det er uvidenskabeligt, det kan ikke bevises at det forholder sig således. Det eneste økonomi har at gå ud fra er at frie mennesker givet det frie valg vælger således at det maksimerer deres velfærd. Tvinges en af deltagerne (i den klassiske forståelse af tvang) til at gennemføre en transaktion mister vi muligheden for at sige om det, i økonomisk forstand, øger velfærden, eller ej.

Murray N. Rothbard, Man, Economy, And State, s. 301-302

It follows that the law of the diminishing marginal utility of money applies only to the valuations of each individual person. There can be no comparision of such utility between persons. Thus, we cannot, as some writers have done, assert that an extra dollar is enjoyed less by a Rockefeller than by a poor man, If Rockerfeller were suddenly to become poor, each dollar would be worth more to him than it is now; similarly, if the poor man were to become rich, his value scales remaining the same, each dollar would be worth less than it is now. But this ia far cry from attempting to compare different individuals’ enjoyments or subjective valuations. It is certainly possible that a Rockefeller enjoys the services of each dollar more than a poor, but hightly ascetic, individual does.

Det er naturligvis et problem at arbejdsmarkedet ikke er liberalt, og derfor afholdes mange mennesker for at opnå den indtægt de ønsker. Problemerne bliver midlertid ikke mindre af at indføre en indkomstoverførsel for at hjælpe de som tager skade af den dårlige arbejdsmarkedspolitik. Det er bedst for alle at både arbejdsmarkedspolitikken (samt politik på alle andre markeder) bliver ophævet og samtidigt at indkomstoverførselspolitikken også bliver det.

Udover at skatteyderen mister velfærd pga. den tvungne indkomstoverførsel mister personen på offentlig indkomstoverførsel også velfærd pga. andre politikker der gjorde valget på offentlig indkomstoverførsel til dennes foretrukne. For at være på indkomstoverførsel skal man leve op til et sæt krav som politikerne har vedtaget i folketinget. Afhængig af hvilken indkomst man modtager af det offentlige er det nødvendigt at bevise at kravene er mødt. Man har dermed på overførselsindkomst ikke fået en ubegrænset frihed og bliver let underlagt kontrol af det offentlige. Den enkelte på indkomstoverførsel havde måske haft større velfærd om arbejdsmarkedet lod denne person vælge sin beskæftigelse i fri konkurrence med andre, og kunne vælge et arbejde med en markedsindkomst frem for offentlig indkomstoverførsel og medfølgende kontrol.

Først hvis alle borgere besidder deres økonomiske frihed, kan det videnskabeligt bevises, at deres handlinger medfører at den sociale velfærd maksimeres. Statslige programmer der hviler på beskatning og indkomstdistribution kan ikke vises at være velfærdsforøgende, end ikke for socialklienterne.

Den politiske proces

Der er i politik ikke tale om at det er de svage og nødlidende der får størst vægt. Det er en simpelt fejl at tro det. Ikke desto mindre bruges det som påskud, at staten hjælper de svage, og virker til at distrahere vælgerne fra, at politikerne også fører en politik der gavner de venner politikerne ønsker at have. Når politik bliver til lovgivning, så er der altid en overvægt af særinteresser bag vedtagne forslag. En politiker sælger så at sige sin tid og sin midlertidige magt i folketinget og i regeringen til de organisationer, som denne ønsker at handle med, for at fremme sin egen interesse.

Martin Ågerup, Velfærd i det 21. århundrede, s. 127

Når én gruppe betaler for en aktivitet, som en anden gruppe nyder gavn af, kan det være vanskeligt at få den afviklet, selv om den ikke leverer en værdi, der blot tilnærmelsesvis matcher omkostningerne. Det gælder især, når omkostningerne er spredt på mange, mens værdien tilfælder en lille gruppe – økonomer taler om “spredte omkostninger og koncentrerede fordele”.

For denne lille gruppe kan det betale sig at udøve voldsom lobbyisme for at fastholde sit privilegium, mens den store gruppe af skatteydere hver især ikke betaler nok for aktiviteten til, at det kan betale sig at bedrive lobbyisme for at undgå denne omkostning.

Martin Ågerup fortsætter,

s.129:

En lang række af velfærdsstatens institutioner arbejder for at sikre flest mulige skattekroner til lige præcis deres område. Ud over de offentligt ansattes fagforeninger gælder det for eksempel patientforeninger, udviklingsorganisationer, kulturinstitutioner som teatre, museer og spillesteder, gymnasier, erhvervsskoler, folkeskoler, svømmehaller, Ældresagen, miljøorganisationer, universiteter, sektorforskningsinstitutter, jobcentre, daginstitutioner, børnehaver, efterskoler, højskoler osv. osv. Selv erhvervsorganisationerne trækker ikke entydig i retning af lavere skatter. Der gives i Danmark subsidier til det private erhvervsliv for cirka 20 milliarder kroner, og meget af denne støtte lobbyer erhvervsorganisationerne for at bevare. Oveni kommer indirekte støtte via offentlig finansieret rådgivning til iværksættere, støtteordninger til iværksættere og små og mellemstore virksomheder osv.

Et typisk eksempel på denne proces kan ses i vores skattelovgivning, hvor diverse interesseorganisationer har forsøgt, mange med held, at få indført særlige fradrag i indkomstskatten for at undgå at betale det fulde skattebeløb alle andre skal betale. Fagforeningsfradrag, rentefradrag, kørselsfradrag, håndværkerfradrag – listen er meget længere end disse få velkendte fradrag.

Hvis fagforeningerne er så solidariske, hvorfor agiterer de så for et skattefradrag til deres medlemmer, så de kan betale fagforeningens kontingent? Burde de ikke i stedet argumentere for at særligt fagforeningsmedlemmer, som især er solidariske mennesker, skal betale det fulde beløb i skat, fordi det gavner de svage, syge, handikappede og ældre? Naturligvis ikke. Fagforeningerne ser også skatten som et onde der søges minimeret, de er også godt klar over deres egen interesse i situationen, og de ved at de kan få større fagforeningstilslutning ved at bruge deres politiske indflydelse til at skaffe skattefradrag ved at sælge deres loyalitet til særlige partier eller politikere, fx i form af partistøtte eller ledige ledelsesstillinger.

Politik er kampen om magten. Det er nødvendigt med alliancer for at sikre sin egen overlevelse, og en af de bedste alliancer en politiker kan have er interesseorganisationer der lobbyer for særlige privilegier til dem selv på bekostning af forbrugerne eller skatteyderne (hvis det er muligt, gerne begge på samme tid). Lobbyorganisationen vil også se til at bruge resurser på at få folkelig opbakning til deres projekt, ved at påstå at netop deres produkt eller service er specielt værdifuld og bør støttes af det offentlige. Det hjælper naturligvis også politikerne i deres valg af samarbejdspartner, hvis det lykkes for lobbyisterne at sikre en vis opbakning til deres projekt. Det er ikke ualmindeligt at politikere gør karriere i lobbyvirksomheder efter en periode i folketinget eller regeringen. Det kan selvfølgelig være af egen drift og dygtighed som leder eller andre kvalifikationer såsom netværk osv., men det kan nok ikke helt udelukkes at det også er muligt at der er tale om en vennetjeneste der betales tilbage.

Som støtteordningerne, subsidierne og den særlovgivning der beskytter erhvervsinteresserne deles ud, stiger omkostningerne for samfundet som helhed. Omkostninger der skal betales ved at tage penge fra skatteyderne. Der er derfor tale om at velfærdsstaten i sig selv er et frontalangreb på friheden for borgerne. Borgerne beskattes, reguleres og dirigeres omkring af statens lovgivning. Det kan dermed ikke lade sig gøre at påstå at velfærdsstaten giver frihed, givet dens dynamik. Velfærdsstaten tager borgernes frihed. Det er kun hvis man er heldig at være i en interessegruppe med stor politisk magt, at man kan sige at velfærdsstaten hjælper en. Friheden man selv opnår via den politiske proces kommer på bekostning af andres ligeværdige frihed ved at bruge statsapparatet til at tiltuske sig privilegier eller finansiering på bekostning af skatteyderne.

Ekspertvældet

Der er såmænd, i min optik, ikke noget galt med at sige at det er eksperterne der bidrager til at samfundet opnår den størst opnåelige velfærd. Vi er som forbrugere interesseret i at de produkter vi køber designes af dygtige teknikere og produceres af dygtige producenter. Som forbruger ønsker vi en arbejdsdeling der er effektiv, hvor specialisterne sørger for at dykke ned i de tekniske detaljer i det omfang det er økonomisk fordelagtigt. Eksperter i den forstand er afgørende for en succesfuld arbejdsdeling. Problemet med socialliberalismen er at man ønsker at indsætte eksperter der kan bruge statens magt til at regulere og bestemme over de økonomiske forhold mellem mennesker. Det er en helt forkert metode at gribe til, hvis man ønsker at opbygge et velfærdssamfund. Det er netop markedets force at det frasorterer de dårligste, fordi forbrugerne kan sige “njet” til produkterne. De tilbageværende er de som er eksperter i den forstand, at de har formået at bruge resurserne produktivt.

Den socialliberale er her blottet for principper og realitetssans. De har smidt den basale økonomiske lære overbord: Værdi er subjektivt. Ingen ekspert kan afgøre hvad du nu vægter højest, ingen ekspert sidder med din nuværende viden, kender dine nuværende behov, kender dine nuværende ønsker og ingen ekspert kan planlægge hvad du mener om det hele i morgen.

Selv hvis vi for argumentets skyld accepterede, at det var muligt at skabe et meningsfyldt og handlingsorienteret feedback, så er det ikke meningen at eksperterne skal udskiftes. Eksperterne i den socialliberale regering er embedsmændene, og de bliver siddende som regeringerne skifter. Den eneste læring disse eksperter modtager er de akademiske diskussioner de inddrages i. Så længe det ikke er frivilligt at underkaste sig eksperterne, som fx eksperterne der forsøger at lave et nyt produkt, så bliver eksperterne despotiske. Eksperternes dom rammer hele sektoren af samfundet de hersker over, de tillader ingen eksperimenter der går imod deres teorier, fordi de har lovgivningens magt bag sig. Hele ekspertvældeteorien falder til jorden, så snart man gennemskuer at eksperternes agenda er baseret på deres egne tilfældige værdidomme og deres egne opfattelser af markedsøkonomien.

Eksperterne, der påstår at være med til at øge velfærden i samfundet, begiver sig derfor ud på en uvidenskabelig rejse i absurditeter, hvor de fastholder at de kan maksimere velfærden i modsætning til frie individer der forfølger deres egne mål i fredeligt samarbejde med andre. Det frivillige valg er fundamentet bag individernes sociale velfærdsmaksimeringen, tages det frie valg bort, famler al teori om velfærd i blinde, præcis som eksperterne der udformede Gosplan i Sovjetunionen.

Trods de gode hensigter ender de små sociale ydelser med at blive store og universelle, og skatterne, ikke mindst pga. beskæftigelsespolitikken, med at blive høje og altopslugende. Velfærden i samfundet undertrykkes af eksperternes værdidomme og “videnskabelige” metoder, der bruges til at tillade eller forbyde visse produkter og transaktioner mellem fredelige individer. Socialliberalismen er et sammensurium af intellektuelle fejl, som desværre ikke har affødt en tilstrækkelig stor folkelig modstand til at fratage dem kontrollen med velfærdsstaten.

Socialliberalismen er efter min mening vejen til den totale socialisme. Hvis statens udvikling og overtagelse af magten fra samfundets frivillige sfære ikke holdes i skak af vælgerne i demokratiet, får eksperterne lov til at pille mere og mere ved borgernes liv og økonomiske forhold, indtil eksperterne styrer hele økonomien, i den maksimale sociale velfærds tegn.

Ludwig von Mises, Economic Freedom and Interventionism, s. 175, Liberty Fund

In fact, the Welfare State is merely a method for transforming the market economy step-by-step into socialism. The original plan of socialist action, as developed by Karl Marx in 1848 in the Communist Manifesto, aimed at a gradual realization of socialism by a series of governemental measures. The ten most powerful of such measures were enumerated in the Manifesto. They are well known to everybody because they are the very measures that form the essence of the activities of the Welfare State, of Bismarck’s and the Kaiser Wilhelm’s German Sozialpolitik as well as of the American New Deal and the British Fabian Socialism.

Kritik af socialliberalismen, første del

Det er svært at vide hvor kritikken af socialliberalismen bør starte. De socialliberales grundtanke er så uforenelig med de frie markedskræfter, ejendomsretten og personlige friheder. Baseret på deres opfattelse af hvad der udgør tvang i samfundet, skaber de et system hvor eksperterne ved lovgivning og rådgivning til politikere skal rette alle de af eksperterne opfundne markedsfejl, hvor eksperterne benytter sig af interpersonelle velfærdssammenligninger, hvor eksperterne skal godtgøre at tilsidesætte borgernes rettigheder ved at vise at hensynet til almenvellet kræver det.

Det essentielle problem i socialliberalismen er at det er ikke muligt at skabe det samfund de ønsker. Positive rettigheder er ikke muligt at gøre universelle, hvis man fastholder at ejendomsretten er ukrænkelig. De positive rettigheder, der kræver indkomstoverførsler, regulering af økonomien og ekspertvælde, er alle ekstra omkostninger som samfundet tynges af. Det er derfor ikke en mulighed at gennemføre projektet, for der skal kun et indgreb til før markedsøkonomien giver uønskede konsekvenser, der igen, i den socialliberale filosofi, skal tages hånd om med nye indgreb. Beskyldningerne om at markedsøkonomien er eneansvarlig for de dårlige resultater er kraftigt medvirkende til at denne dårlige politik fortsætter og udbygges med flere politiske indgreb.

Ludwig von Mises, Human Action, s.851

The interventionist doctrinaires and their followers explain all these undesired consequences as the unavoidable features of capitalism. As they see it, it is precisely these disasters that clearly demonstrate the necessity of intensifying interventionism. The failures of the interventionist policies do no in the least impair the popularity of the implied doctrine. They are so interpreted as to strengthen, not to lessen, the prestige of these teachings. As a vicios economic theory cannot be simply refuted by historical experience, the inventionist propagandists have been able to go on in spite of all the havoc they have spread.

Det socialliberale projekt inkluderer nogle væsentlige statslige funktioner der får stor betydning for markedets udfald. Mange af de negative konsekvenser ved den førte politik kan man med lethed observere i dag. Boligbobler pga. billig kredit, arbejdsløshed pga. fagforeningsindblanding, et stort antal mennesker på overførselsindkomst, store problemer med finansiering af alderspensioner, invalidepensioner, kroniske ventelister på hospitalerne og en evig mistænkeliggørelse af alle der trods den store stat klarer sig godt.

Det mest morsomme, hvis man stadig kan finde sin humoristiske sans i morasset, er at de socialliberale tror at deres system fører til et mere effektivt marked, til et mere retfærdigt samfund, ved at indføre kontrol, påbud, tilskud, inflation, monopolisere hele sektorer, tilskynde kammerateri, og ved at lade staten, den mindst effektive aktør, drive produktion af mange af goderne. Det er næsten håbløst at færdiggøre kritikken af alle de programmer den socialliberale ønsker. Jeg vil derfor kun tage fat på nogle enkelte, da jeg frygter at indlægget ellers aldrig bliver færdigt.

Pengemanipulation, statsunderskud osv.

Det vil tage mange blogindlæg at vise hvorfor pengepolitik som agiteret af keynesianere eller montarister ikke fører til det ønskede resultat, hvorfor det vil føre til økonomiske kriser og øget kammeraterikapitalisme, hvorfor Keynes tog fejl i sine teorier og hvordan den uregulerede markedsøkonomi fungerer som beskrevet af de klassiske økonomer, uden forudsætninger om fuld beskæftigelse. Jeg vil derfor blot fremsætte nogle få argumenter mod deres politik og referere videre til yderligere læsning til den interesserede.

Det er et logisk paradoks at påstå at markedsøkonomien er i ligevægt når der er arbejdsløshed. Det er som at sige, at der er ligevægt når store varelagre er usælgelige. Det er en selvmodsigelse. I stedet for at påstå at det er et tilfælde af en ligevægtssituation, så er det gavnligt at analysere hvad der afholder markedet i at søge mod sin ligevægt på netop arbejdsmarkedet. Keynes’ postulat om “sticky wages” er en nødvendig forudsætning for brugbarheden af hans teoretiske værk. Men i stedet for at rette fejlene, at staten tillader fagforeningerne at bedrive vold og optøjer mod private virksomheder, der skaber de rigide lønninger (fagforeningstvang, indkomstoverførsler, regulering etc.), søger Keynes at beholde alle de fejlagtige statsprogrammer og at føje spot til skade ved at introducere endnu et.

En af hjørnestenene af Keynes værk er hans tilbagevisning af Says lov om markeder. Denne tilbagevisning er blevet grundigt analyseret af mange økonomer, som man ikke har ønsket at lytte til i populære kredse. Til læseren der ønsker at forfølge denne tråd, kan jeg henvise til Henry Hazlitt’s bog “The failure of the new economics” (særligt kapitel 3), “The critics of keynesian economics” og til Friedrich August von Hayeks artikelsamling “A tiger by the tail”.

Hvad angår Keynes beskæftigelsesteori, så er der, udover de teoretiske argumenter mod keynesianismens brug af midler til at nå sit udtalte mål, også fundamentalt noget galt med socialliberalismen på dette punkt. Ralph Raico forklarer ganske simpelt hvad det problem er.

Ralph Raico, Classical liberalism and the Austrian school, s. 154:

If liberalism’s core doctrine is that, given institutional adherence to the rights of life, liberty and property, civil society can be counted on by and large to run itself, and if the showcase example in liberalism’s brief is the capacity of the undirected market economy to function satisfactorily, then the “Keynesian Revolution” signaled the abandonment of liberalism. […]

In the United States, the Employment Act of 1946 recognized the primary responsibility of the federal government for ensuring maximum employment through fiscal operations. The results of this revolution were disastrous.

Prior to Keynes, budget balancing had at least been the goal of the governments of civilized countries. Keynesianism reversed this “fiscal constitution”. By making governments responsible for “counter-cyclical” fiscal policy while ignoring the tendency of shortsighted politicians to accumulate deficits, it set the stage for the unprecedented levels of taxation and public debt of the decades following the Second World War.

Monetarismen har mange afskygninger som afviger meget fra ovennævnte keynesianisme, og selvom ovennævnte kritik kan rettes mod dem der stadig påstår at de er liberale, så har ingen af dem tilsyneladende taget Ludwig von Mises’ konjunkturcyklusteori alvorligt. I deres kådhed over hvor fedt det vil være, hvis eksperterne brugte deres teori til at regulere pengemængden, overser de de specifikke problemer i produktionsstrukturen som deres ønskede pengepolitik skaber. For de økonomiske teorier der anser det for en velfærdsmaksimerende politik at manipulere med renterne og udvide pengemængderne, er det eneste problem der kunne opstå i forbindelse med at følge deres teorier at inflationen i priser bliver stor og skaber forvridninger i markedet. De anser det ikke som relevant at renten i sig selv har en koordinerende rolle at udføre i markedsøkonomien. Det er en skam, for hvis man forstår rentens effekt på investeringshorisonten, så følger det heraf at manipulation af renten er et startsignal til fejlagtig brug af de til rådighed stående kapitalgoder. Ønsker man at sætte sig lidt ind i den østrigske konjunkturcyklusteori kan denne knap 8 minutter korte video forklare nogle af de grundlæggende elementer.

Konkurrenceloven

I gamle dage betød ordet “monopol” et privilegie som eneproducent af en given vare, givet til en enkelt virksomhed, af staten. Staten kunne håndhæve monopolets eksistens ved at bruge politiet og retsvæsenet mod de formastelige som forsøgte at konkurrere mod monopolet. I dag er monopol blevet brugt om virksomheder der i markedet har en meget stor markedsandel, og denne betegnelse er forvirrende for læserne der ønsker at forstå sammenhængene.

Det reelle problem med monopol er ikke dannelsen af en enkelt virksomhed der med overvældende salgstal fylder hele, eller næsten hele, markedet. Monopoler findes overalt i økonomien og er intet problem i sig selv, set fra forbrugernes synspunkt. Forbrugernes problem opstår først, hvis monopolet kan sikre sig større indtægt ved at reducere produktionen og hæve priserne – og som udkomme af denne taktik kan opnå større indtægt end før.

Ludwig von Mises, Human Action, s. 356:

Monopoly is a prerequisite for the emergence of monopoly prices, but it is not the only prerequisite. There is a further condition required, namely a certain shape of the demand curve. The mere existence of a monopoly does not mean anything. The publisher of a copyright book is a monopolist. But he may not be able to sell a single copy, no matter how low the price he asks. Not every price at which a monopolist sells a monopolized commodity is a monopoly price. Monopoly prices are only prices at which it is more advantageous for the monopolist to restrict the total amount to be sold than to expand his sales to the limit which a competitive market would allow.

I Mises’ monopolteori er det meget usandsynligt at monopoldannelse i sig selv skaber problemer for forbrugerne. Det er kun i meget sjældne tilfælde, hvor et gode monopoliseres og samtidigt at forbrugernes efterspørgselskurve er sådan at de vil betale en totalt set større sum for en mindre mængde af produktet. Selv hvis vi tog de socialliberales tankegods for gode varer, følger det ikke at store virksomheder skal reguleres af staten. Det er kun hvis de store virksomheder kan hæve prisen og, ved at reducere mængden der produceres, få en større indtjening end før, at der kan være tale om en form for “økonomisk tvang”. Det er dog vigtigt at nedbryde denne type virksomhed i to overordnede typer, for at forstå hvornår det er ligegyldigt med monopoler, og hvornår det ikke er ligegyldigt.

I det følgende benytter jeg Murray Rothbards monopolteori, der bygger på Ludwig von Mises’ teori. Hvor Mises understregede forbrugernes suverænitet, satte Rothbard fokus på en mere generaliseret markedsteori der understreger individets suverænitet (altså både som forbruger og som producent).

Et offentligt monopol kan tvinge dig til at betale for produkter via beskatning, som du ikke ønsker at betale for. Det offentlige monopol kan med beskatningsmagten sørge for sin egen indtægt, uanset hvad det producerer og uanset hvad kunderne synes om produktet. Med beskatningsmagten kan monopolet tage for sig af retterne i det omfang det er muligt, så længe det ikke møder stor politisk modstand. Staten kan ikke gøre alt, men må i en vis udstrækning tækkes vælgerne. Det er dog ikke svært at opnå denne situation i praksis – jeg behøver vel blot at nævne den nylige kapitalindsprøjtning af skatteydernes midler i PostNord.

En privat virksomhed der er eneudbyder på et specifikt marked af en specifik vare kan ikke tvinge dig til at købe noget som helst af det. Et privat eneudbyder er dermed underlagt forbrugernes efterspørgsel, på samme måde som hvis der var mange konkurrenter aktive. Den eneste måde den private udbyder kan tjene flere penge ved at hæve prisen på produktet, er hvis forbrugerne frivilligt betaler merprisen. Hvis efterspørgselskurven er elastisk, så er det i eneudbyderens interesse at producere mere, for at tjene flere penge. Hvis efterspørgselskurven er uelastisk, kan eneudbyderen nedskære produktionen og hæve prisen, og totalt set have en større indtægt. Eneudbyderen i det frie marked er dermed stadig underlagt forbrugernes værdidomme. Dette simple faktum overses meget let, og tales ofte ikke om, når det kommer til diskussioner om eneudbydere på markedet (undertegnede var selv af den opfattelse, at staten skulle bruges til at øge konkurrencen, da jeg var ung og naiv 🙂 ). Hvis de socialliberale reelt var bange for økonomisk magt, så burde de også af den  logiske følge måtte advokere for at forbrugerne skulle tvinges til at købe gode produkter (som anbefalet af eksperterne), da producenten af produktet kan blive tvunget til at lukke sin virksomhed, hvis produktet ikke falder i forbrugernes smag. Producenten ville være udsat for økonomisk tvang, hvis forbrugerne ikke ønskede at betale prisen for produktet.

Denne absurditet, som er et logisk udkomme af de socialliberales definition af “økonomisk tvang”, sender samfundet direkte i det totalitære fængsel, hvis man fulgte deres logik til sin ultimative konklusion. Enten har økonomisk tvang ingen berettigelse i sociale sammenhænge, eller også kan alle udsætte alle andre for økonomisk tvang. Hvad enten det er producenter, der via påstået monopolmagt, tvinger forbrugerne til at betale overpris, eller forbrugerne der tvinger virksomheder til at gå konkurs, fordi den producerer for dyre, eller for dårlige, produkter, så er økonomisk tvang en gennemsyrende kraft i alle markedssammenhænge der skal reguleres eller også er den ikke. Hvis man vil denne form for tvang til livs, så bør alle markedstransaktioner nøje overvåges og reguleres af eksperterne. Der er ingen middelvej.

Er der nogen der kan forestille sig at der er noget som helst liberalt i sådan en situation? Her er det værd at fremhæve den gode definition, som de klassiske liberale brugte, af tvang, som værende aggressiv vold, eller overlagte trusler herom, mod en anden person eller dennes ejendom.

Med konkurrenceloven er det endegyldigt slut med at store effektive virksomheder kan producere til det nationale marked. I stedet for at lade markedskræfterne vise hvilken konfiguration af kapitalstrukturen der er mest effektiv, beslutter bureaukraterne i konkurrencerådet at nedsable enhver virksomhed der opnår mere end x procent markedsandel. Dette forhindrer stordriftsfordele og er et angreb på ejendomsretten for virksomhedens ejere og en hån mod markedets frie udfoldelse. Teorien der beskriver nødvendigheden af konkurrencelovgivning er teorien om den “fuldkomne konkurrence” (eller perfekt konkurrence). Denne teori hviler på den antagelse at markedet er “perfekt”, eller tilnærmelsesvist perfekt, under visse helt unikke betingelser. Det er klart at fra denne perfektionistiske teori er det let at finde fejl i markedet, da markedet er en manifestation af mennesker der samarbejder, og at holde det samarbejde op mod en syntetisk perfekt verden er meget tynd argumentation for statsindgreb, ligeledes af mennesker.

Murray Rothbard, Man, Economy, And State s. 645:

We do not know, and economics cannot tell us, the optimum size of a firm in a given industry. The optimum size depends on the concrete technological conditions of each situation, as well as on the state of consumer demand in relation to the given supply of various factors in this and in other industries. All these complex questions enter into the decisions of producers, and ultimately of consumers, concerning how large the firms in various lines of prodution will be. […] As a result, any existing situation on the free market will tend to be the most desirable for the satisfaction of consumers’ demands (including herein the non-monetary wishes of the producers).

Neither economists nor engineers can decide the most efficient size of a firm in any situation. Only the entrepreneurs themselves can determine what size of firm will operate most efficiently, and it is presumptuous and unwarranted for economists or for any other outside observers to attempt to dictate otherwise.

Et andet punkt der er værd at diskutere er valget af, hvor stor en virksomhed må være, før det kolliderer med tesen om den perfekte konkurrence. I dette meget simplificerede verdenssyn er konkurrence tilstedeværelsen af flere virksomheder. Hvorfor skulle det være bedre for forbrugerne at virksomhederne blev splittet op i mindre dele? Hvordan kan man føre argument for at ved at splitte virksomhederne op, at det tjener forbrugernes interesse?

Et tredje punkt at angribe er, hvorfor det præcis er den samme procentsats for ethvert marked, der er det optimale trade-off punkt? Et fjerde punkt er, hvordan det kan være at et monopol aldrig oplever konkurrenter, som alle andre markeder udsættes for kontinuert? Det må være klart for enhver at et monopol, der opnår overnormal profit, er et tegn på at i denne sektor kan man tjene store penge ved at begynde at konkurrere. Overvejer man at starte en virksomhed, og søger man at få et godt afkast på sin investering, så er det åbenlyst at man bør prøve at gå ind på monopolets marked, da chancen for profit her er større end andre markeder hvor konkurrencen er kraftigere.

Et femte kritikpunkt af monopolteorien er, at postulatet om at monopolet kan få en overnormal profit, fordi monopolets omkostninger er langt lavere end salgsprisen, er absurd. Det essentielle i enhver omkostning er at forstå, at en omkostning altid er en alternativomkostning. Det betyder, for monopolteorien, at deres anskuelser om omkostninger løftes fra den almindelige forståelse af ordet omkostninger, til at blive en særlig art af omkostning, der kun gælder for monopolvirksomheder. I stedet for at bruge den universelle alternativomkostning, så opfinder bureaukraterne deres egen omkostningsteori og påstår at den eneste omkostning der gælder, er den monetære omkostning i faktiske udgifter til driften af produktionen. I alle andre sammenhænge vil enhver økonom, der er noget værd, sige, at alle omkostninger er alternativomkostninger. Altså omkostninger der består af “det næstbedste alternativ man kunne have forfulgt”.

For monopolisten er det tydeligt at, hvis denne virkelig er monopolist i den strenge definition, hans alternativomkostning er, at ved at sænke produktionen yderligere, kunne han hæve prisen endnu mere. Monopolistens omkostning er derfor den mulighed for større profit, der går tabt, når han sænker prisen og øge produktionen. Monopolisten er dog ingen gud der ved præcis hvordan efterspørgselskurven ser ud i alle prispunkter, og han ved heller ikke hvor elastisk kurven er. Ligesom alle andre erhvervsdrivende i markedet må man være villig til at tage risiko og udforske markedets respons på pris- og kvalitetsændringer. I denne risiko ligger også risikoen for, at hvis det bliver en succes at hæve prisen, tiltrækker det nye konkurrenter på markedet der ønsker en del af profitkagen.

I sidste ende er det vigtigt at pointere, at en efterspørgselskurve på det frie marked er et frivilligt fænomen. Ingen er tvunget til at købe det monopoliserede gode af producenten, og i den virkelige verden er transport samt international handel med til at sikre at monopoler ikke opstår. Det er blot en empirisk observation at monopoldrift af virksomheder ikke sikrer dem større indtjening end almindelig “konkurrencepræget”, for at bruge socialliberalisternes ordvalg, drift. Selv velkendte tilfælde af monopolvirksomheder som John D. Rockefellers Standard Oil resulterede i en massiv ekspansion af produktionen, et dramatisk fald på 90pct af prisen på lampeolie, og da staten begyndte retssagen mod Standard Oil var markedsandelen for firmaet godt en tiendedel.

Thomas J. DiLorenzo, The Gates-Rockefeller Myth

The industry’s output of refined petroleum increased rapidly throughout this period–just the opposite of what mainstream monopoly theory would predict. In 1911, the year in which the federal government forced the breakup of Standard Oil, the company faced fierce competition from Associated Oil and Gas, Texaco, Gulf, and 147 other independent refineries. Because of this competition Standard Oil’s market share fell from 88 percent in 1890 to a mere 11 percent by 1911.

Markedet havde fungeret som forventet af de gode økonomer – monopolet kunne ikke holde fordi nye iværksættere fandt mere effektive måder at tilfredsstille forbrugerne. Læs mere i artiklen her og her.

Deraf følger det, at de eneste monopoler der er nødvendigt at nedbryde, er statens egne monopoler, de offentlige virksomheder. Det er ikke nødvendigt at blande sig i et frit marked, men det er nødvendigt at privatisere samtlige offentlige virksomheder, for at sikre den største velfærd for samfundet.

Ønsker man en grundig gennemgang af problemerne, kan jeg henvise til Peter Kleins 3 delte serie hos Mises Instituttet der omhandler konkurrence, monopoler og iværksætteri. Alternativt kan man også få megen god information ud af Thomas DiLorenzos lektion angående konkurrenceloven i USA. Er man en læsehest, kan Murray N. Rothbards “Man, Economy, And State”, særligt kapitel 10, anbefales.

Liberalisme del 2: Socialliberalisme

I anden del af min trilogi om liberalismen, tager jeg fat i Socialliberalismen.

Den klassiske liberalisme var et populært modsvar til den enevældige konges herredømme over samfundet, hans privilegier og undertrykkende lovgivning. Den klassiske liberalisme fastholdt at samfundet kan klare sig selv uden en diktator der dirigerer dem omkring. Den sociale liberalisme blev et populært modsvar til den klassiske liberalismes økonomiske doktrin. Hvor den klassiske liberalisme er stejl og hårdnakket fastholder ejendomsretten, markedets suverænitet og samfundets selvregulering, så er socialliberalismen den kloge onkel, der ved nøje teoretiske studier af samfundsmodellerne går på kompromis, og forsøger igennem interventioner at gøre det bedre end det frie marked. Den kloge onkel er ikke stejl og selvom ejendomsretten stadig ikke er helt ligegyldig, så er den alligevel ikke så vigtig. Ejendomsretten må gerne krænkes, bare der er nogle dygtige eksperter til at styre hvordan det foregår, så kan de i det lange løb skabe en bedre situation end det frie samfund kunne.

Essentielt set tror den socialliberale ikke på at et frit marked selv finder de bedste løsninger, eller at samfundet selv kan udvikle sig optimalt. Den socialliberale vil have statslige eksperter til at blande sig i markedsøkonomien, de ønsker at ændre markedsudfaldet for at sørge for at der produceres tilstrækkeligt med socialhjælp, investering, konkurrence, uddannelse eller hvilken niche i samfundet der ligger den socialliberales hjerte nær. Markedet opfattes i denne tænkemåde, ulig de klassiske liberale, som en form for teknisk indretning, der skal opføre sig på en mekanistisk facon (afgjort af de økonomiske modeller der er udviklet til at beskrive markedet) for at tilfredsstille nogle selvopstillede normative målsætninger. Frem for at fastholde at markedet blot er et smukt og frivilligt samarbejdsnetværk, der gør det muligt for samfundets individer at hjælpe hinanden i gensidige fordelagtige transaktioner, så postulerer man i stedet at når staten lægger sig fast på en streng laissez-faire politik at markedet kan blive farligt. Disse farlige situationer kalder man markedsfejl. Idéen er at markedet burde have givet et andet resultat end det som den økonomiske model forudsiger at markedet kommer til at give. Eksempler på sådanne er monopoler der udplyndrer forbrugerne, at asymmetrisk information snyder forbrugerne, kronisk arbejdsløshed, positive eksternaliteter, negative eksternaliteter, usikre produkter, for lidt skolegang, for lav vækst, for høj vækst, for meget opsparing, for lidt opsparing… listen over disse markedsfejl er uendelig. Fælles for denne tankegang er at der er kun et eneste rigtigt mål som bør opnås i hver sektor, et mål som økonomen har fastlagt på forhånd. Hvis økonomens teoretiske markedsmodel ikke opnår dette mål, så er der tale om en markedsfejl som staten kan, og bør, korrigere (eksempelvis ved at ansætte nogle dygtige økonomer der som embedsmænd kan hjælpe politikerne til at regulere markedet, for at øge velfærden for alle – er det ikke bare smukt?).

Her kommer et par citater som forklarer nærmere hvad jeg taler om.

Erik M. Bøye, Deskriptiv økonomi 4 udg. s. 305:

Under liberalismen skete der store materielle fremskridt. Levestandarden steg, dødeligheden faldt og den demografiske transition startede. Desuden fik det ene land efter det andet en fri forfatning. Slaveriet blev afskaffet. Der blev indført næringsfrihed, ytringsfrihed og religionsfrihed. Men medaljen viste sig at have en bagside i form af monopoler og kriser (konjunktursvingninger). Desuden blev indkomstfordelingen uacceptabelt skæv. Blandt andet disse markedssvigt giver en begrundelse for at have en offentlig sektor.

307:

Når stordriftsfordele betinger, at der kun er plads på markedet til én producent med den optimale virksomhedsstørrelse, taler man om et naturligt monopol. Som eksempler angives oftest telekommunikation, kollektiv transport og kraftværker. Løsningen kan være at lade det offentlige stå for driften (kommunale værker, statsbaner), eller at give en private virksomhed koncession (eneretsstilling).

s. 309:

Det økonomiske liv pulserer. Højkonjunktur afløses af lavkonjunktur, der igen afløses af højkonjunktur osv. Den hidtil dybeste depression var krisen i 1930’erne. På den måde, som man dengang opgjorde arbejdsløsheden på, var arbejdsløsheden 32% i 1932. Velfærdstabet var kolossalt. Kapitalismen var i krise, og den økonomiske videnskab havde ingen teori til forklaring af miséren. Og derfor heller ingen kur mod sygdommen – Ikke førend den engelske økonom John Maynard Keynes i 1936 udgav sit banebrydende værk The General Theory of Employment, Interest and Money.

Socialliberalismen var også en måde at være pragmatisk på. Det var nødvendigt, mente nogle af de liberale, med et modsvar til tidens socialistiske strømninger, der satte spørgsmålstegn ved den klassiske liberalismes dogmer om laissez-faire (læs gerne den fine artikel om dette opgør som beskrevet af professor Richard M. Ebeling. Bemærk at artiklen omtaler det som neoliberalisme, men det bør nævnes at man overvejede at bruge ordet socialliberalisme. Forskellen mellem den liberalisme omtalt i artiklen og min omtale er brugen af Keynes mirakelkur mod markedsøkonomiens makro-fejl). Under en laissez-faire politik udviklede markedsøkonomien visse ufrie mekanismer, så som store virksomheder der besidder økonomisk magt. Var der ikke mere end blot én slags tvang? Er ejendomsrettens opretholdelse gunstig i alle tilfælde? Kan markedsøkonomien finde den optimale løsning på udfordringer? Tør man overlade vigtige beslutninger til det frivillige samfund? Vil den uhæmmede kapitalisme udvikle monopoler? Vil der blive produceret nok social beskyttelse? Vil alle de der ønsker det, kunne få et job?

Erling Olsen, Danmarks økonomiske historie siden 1750, s 18-19:

I tiden efter den anden verdenskrig fortrængtes interventionismen gradvis af social-liberalismen. Denne politiks sociale indhold kom frem i kravet om, at staten skulle påtage sig ansvaret for beskæftigelsen samt afholde betydelige udgifter til undervisning og social sikring. Dens liberale indhold fandt udtryk i kravet om, at beskæftigelsespolitikken hovedsageligt skulle føres ved hjælp af penge- og finanspolitiske midler, medens det økonomiske liv i øvrigt skulle overlades til kræfternes frie spil. Afgørende for denne kursændring var den økonomiske videnskabs landvindinger. John Maynard Keynes havde i The General Theory of Employment, Interest and Money (1936), gjort det klart, at kapitalismen var funktionsdygtig. Når blot det offentlige over penge- og finanspolitikken regulerede efterspørgslen, skulle det være muligt at opretholde den fulde beskæftigelse.

Med ovenstående citater om kernebudskabet i socialliberalismen, lad os da se nærmere på hvad det betyder for Danmark i dag.

Socialliberalismen

Socialliberalismen er et udspring af den klassiske liberalisme. Socialliberalismen tager udgangspunkt i, at det ikke er nok med de negative frihedsrettigheder der skal beskytte individet mod overgreb på sin person og sin ejendom. Nogle positive sociale frihedsrettigheder må også formuleres til at skabe et velfærdssamfund, for at undgå at den lange liste af markedsfejl manifesterer sig, og reducerer samfundets velfærd. Den stringente fastholdelse af ejendomsretten må opgives og overgives til eksperternes vurdering om hvornår det er gunstigt og ikke gunstigt at opretholde ejendomsretten for den enkelte. I Danmarks Grundlov finder vi utallige eksempler på denne tankegang, da enhver borgers rettigheder kan tilsidesættes. I grundloven står der meget ofte efter hver rettighed “undtagen hvor almenvellet kræver det”. Denne form for socialliberalisme har mange grene, og spænder fra tæt ved socialdemokratiske synspunkter om statens sociale arbejde der tæller bl.a. hele den blå fløj i folketinget og til de som mener at staten bør sørge for en universel basisindtægt (fx borgerløn), men ikke mere end det. Det spænder således fra de blå partier i folketinget til Milton Friedman og Friedrich August von Hayek.

Den økonomiske frihed må files lidt ned, og til gengæld kan man opleve et sikkert og trygt samfund, der regulerer de farlige aspekter af markedsøkonomen ved hjælp af eksperterne. De personlige friheder skal også sikres, og må ikke trædes på, medmindre de provokerer andre mennesker. Hvor den klassiske liberalisme definerede tvang som aggressiv vold eller overlagte trusler herom mod en person eller dennes ejendom, så opfinder socialliberalismen nye former for tvang, som skal retfærdiggøre statens interventioner i markedsøkonomien. Tvang kan i denne sammenhæng være økonomisk tvang, som et monopol udsætter markedet for, da monopolet kan kræve ublu priser og tjene styrtende med penge. Forskellen i synspunktet angående tvang er centralt for frihedsforståelsen, og derfor er det meget vigtigt at nævne i forbindelse med liberalismen der som sagt ønsker at sætte mennesket fri for tvang. En udvidet beskrivelse af hvad der er tvang bevirker at det er nødvendigt at udvide den sociale beskyttelsesfunktion, som staten, naturligvis, skal tage sig af. De socialliberale mener, som de klassiske liberale, at staten er det eneste legitime voldsmonopol, og staten skal bruges til at beskytte borgerne mod både den klassiske aggressive vold eller trusler herom, samt den nye økonomiske tvang.

Friedrich August von Hayek, The Constitution of Liberty, s. 20-21:

“By ‘coercion’ we mean such control of the environment or circumstances of a person by another that, in order to avoid greater evil, he is forced to act not according to a coherent plan of his own but to serve the ends of another.”

I denne forstand bliver det derfor nødvendigt med en basisindkomst, da en arbejdsgiver ellers kan styre dig til at gøre noget (fx arbejde overtid) ved at kontrollere din situation (din ansættelse). I denne form for frihedsopfattelse bliver det statens opgave at sikre dig nogle positive rettigheder, således det ikke er muligt for andre at få dig til at gøre noget du ikke bryder dig om.

Hvis udgangspunktet for ens egen samfundsforståelse starter fra folkeskolens, mediernes og politiske debatters udgangspunkt, så er Danmark allerede et socialliberalt land. Synspunktet underbygges i undervisningen i samfundsfag med at i Danmark er det offentlige system meget lidt korrupt, bl.a. takket være magtens tredeling samt en solid dansk anti-korruptionskultur, der kan eksemplificeres med diverse “ærlighedstests”, hvor punge med penge leveres tilbage inklusiv indhold i Danmark i langt højere grad end andre europæiske lande. Det er derfor intet problem i Danmark at den offentlige sektor udgør en meget stor del af den samlede samfundsøkonomi, fordi den offentlige sektor er meget lidt korrupt, og vi kan forvente at eksperterne på topposterne i det offentlige kun går på arbejde for at højne samfundets velfærd. Fra samfundsfag får vi at vide, at det socialdemokratiske tankegods har skabt en velfærdsstat, som vi kan være stolte af, som hjælper de svage, helbreder de syge, udjævner de handikappedes hverdagsproblemer og giver de ældre en respektabel eksistens. De socialliberale har bidraget ved at sørge for at markedsøkonomien giver borgerne et vellønnet arbejde og en høj levestandard. Samspillet mellem de to strømninger har skabt det danske sikkerhedsnet, som er solidarisk, gavmildt og stærkt. Det sørger for at vi igennem livet får et minimum af goder serveret, således vores vej gennem livet bekommer os vel. Det kaldes velfærd, når vi er tilpas med vores tilværelse. Hvem andre end staten skulle sørge for de udsatte i samfundet får det godt, kapitalismen kan jo ikke vride penge ud af dem der ingen har, så hvorfor overhovedet tale om at den kan gøre noget for dem?

Hjørnestenen i det socialliberale tankegods: Økonomisk tvang

De socialliberale har et særligt stort fokus på det de kalder økonomisk tvang. Økonomisk tvang er, for eksempel, hvis en virksomhed eller person opbygger en stor velstand, og kan derved bruge sine større resurser på at mele sin egen kage, ved at bruge resurser på en sådan måde, at det er muligt at kontrollere folks adfærd. Den rige kapitalist, kan eksempelvis få sine ansatte til lidt af hvert, ved at føre firmapolitik på en sådan måde, at hvis de ansatte ikke følger reglerne for ansættelsen, som kapitalisten ændrer som han lyster, mister de deres ansættelse hos ham. De mindre resursestærke medarbejdere er i denne situation udsat for økonomisk tvang af en overmagt, der ikke mister lige så meget velfærd som de gør, hvis kapitalisten finder på at diskriminere på særlige måder eller ved at føre virksomheden således medarbejderne føler sig udsat for ubehageligheder til en sådan grad, at vedkommende selv siger op. Tabet af velfærd for den ansatte vurderes at være større end tabet af velfærd for arbejdsgiveren.

Et citat fra Hans-Jørgen Schanz lommebog “Tænkepauser” om frihed understreger synspunktet, s 54:

Neoliberalisternes illusion – hvis det da var en sådan – bestod i troen på, at kapitalens frihed ville føre til menneskelig frihed. De overså eller ignorerede, at positiv og negativ frihed meget let kolliderer, og så er ulven løs. Resultaterne af neoliberalismens gennemslag har været økonomisk frihed for færre og elendighed for mange.

Ulven i ovenstående citat er transformationen af det enkelte menneske i samfundet i naturtilstanden som Thomas Hobbes beskrev. Mennesket bliver til en ulv der overfalder sine medmennesker for egen vindings skyld. Ifølge Hobbes vil mennesket i naturtilstanden, uden en ordensmagt der sørger for beskyttelse, bruge for få resurser på at beskytte sig, og det vil derfor være fordelagtigt for alle at plyndre hinanden, givet omstændighederne at alle forsvarer sig for dårligt. Staten er derfor et nødvendigt onde for at opretholde et fredeligt samfund.

Hans-Jørgen Schanz fortsætter, på side 56:

De moderne vestlige samfund har netop ikke villet betale for kapitalens frihed med fattigdom og elendighed. Friedman har heldigvis ikke sejret, og hvis han havde, ville han have sejret ad helvede til: Med den frie kapital følger en økonomisk tvang, der dræber just den frihed, der var målet. Den neoliberale negative frihed – frihed fra ydre omstændigheder, der kan hindre en i at handle – har i høj grad vist sig ikke kun at have staten som modspiller. Også den stumme økonomiske tvang – ja netop tvang – har vist sig som en effektiv blokering af handlingsmulighed og frihed.

I ovenstående citat kritiserer Hans-Jørgen Schanz at kammeraterikapitalismen er et system hvor de store virksomheder benytter sig af deres forbindelser til politikerne, så de vedtager love der skaber en skævvridning af konkurrencevilkårene til virksomhedens fordel. Typisk sker det ved at ekskludere andre fra at konkurrere, enten ved at indføre store overheadomkostninger der er nemmere at bære for en stor virksomhed, men som små virksomheder tynges relativt mere af, eller ved at vedtage tekniske krav til specifikke varer (fx effektivitetskrav, forureningskrav, osv). Denne kritik er udmærket at tage frem, men det er nok ikke specielt godt rettet mod Milton Friedman, som ikke støtter kammeraterikapitalismen. De solide forbindelser mellem politikerne og de store virksomheder giver de store virksomheder nogle konkurrencefordele, omend de selv også lider en skade af den førte politik, lider deres konkurrenter endnu mere. Det hæver omkostningerne som smitter af på prisen på produkterne, så både potentielle konkurrenter samt almindelige forbrugere stilles værre.

Der er, så vidt jeg ved, kun ét punkt hvor Milton Friedman kan kritiseres for at skabe forhold der er gunstige for kammeraterikapitalisme, og det er hans politiske program der støtter centralbankens manipulation med pengemængderne. Det er ikke muligt at undgå kammeraterikapitalisme, når hovedfokus for pengepolitikken er at centralbanken skal sørge for at pengemængderne vokser med en bestemt rate per år. Bankerne tjener så at sige penge ved at skabe nye penge til ingen omkostning. De bærer blot en risiko for at udlånet går galt, og bankerne er derfor særligt privilegerede i deres funktion som pengeskaber. De nye penge der udstedes vil give fordele til de store virksomheder der har lettere adgang til kapitalmarkeder end små virksomheder. Den lettere adgang til kredit vil også gøre det mere favorabelt at låne penge, således man er den første der kan bruge de nye penge, før priserne på varerne man agter at købe er steget. For at styre pengemængdens vækst igennem kreditmarkedet favoriserer man låntagere, og jo større låntager man er, jo større favorisering modtager man af denne politik.

Milton Friedman er også kendt for sit tankeeksperiment om helikopter-penge (fra en artikel i 1969 med titlen “The Optimum Quantity of Money”), hvor centralbanken blot indsætter et vist beløb hos enhver borger, således pengemængden stiger ved kunstige bankindskud. Hvorvidt Milton Friedman blot spekulerede over de økonomiske dynamikker i et sådant indgreb, eller om han kunne finde på at fremsætte det som et forslag til centralbankerne, er jeg ikke afklaret med. Her vil jeg blot nævne det som eksempel på hvordan pengepolitik kunne udføres, i den socialliberale ånd. Denne form for indgreb vil alt andet lige også skævvride markedet, da det er forskelligt hvordan hver person bruger de nye penge. Alt efter om man vælger at beholde pengene på sin konto eller ej vil afgøre hvilken effekt man får af dem, og i det store spil vil de der vælger at lade pengene stå til en regnvejrsdag miste købekraft. Det gælder, kort og godt, om at bruge de nye penge så hurtigt som muligt, for at undgå erosion af købekraften. Det er igen en særlig gruppe i samfundet der drager nytte heraf, og afhængig af hvordan fordelingen af pengene udmøntes, kan man kalde det kammeraterikapitalisme eller ej. Kommer det særligt de store virksomheder til gavn, da deres pengebeholdning også øges, kan det være endnu et tilfælde hvor store virksomheder drager særlig fordel af projektet.

Ligesom Friedrich August von Hayek introducerer nye begreber om hvad udgør tvang, ligeså gør Hans-Jørgen Schanz. Begge ser nogle nødvendige positive rettigheder som staten skal tildele for at beskytte borgeren mod deres forskellige opfattelser af hvad tvang er for en størrelse.

Hans-Jørgen Schanz vil jeg umiddelbart vurdere til at være en socialliberal meget tæt på socialdemokratismen. Hans postulater om nødvendigheden af positive frihedsrettigheder og advarsler om de negative, er en demonstrationen af hvordan kritikken af de negative frihedsrettigheder fremføres. Han har tilsyneladende ikke meget til overs for Milton Friedman, men jeg vælger at kategorisere dem begge indenfor socialliberalismen, i den meget brede kategorisering jeg har valgt. Blot for at gentage mit synspunkt, så er det min egen kategorisering, og der er sikkert mange der synes at det er forkert at sætte de to herrer i bås sammen. Ikke desto mindre er det nødvendigt for mig at gøre, fordi der ikke er plads til Milton Friedman i min kategorisering af den klassiske liberalisme pga. hans tilhørsforhold angående pengepolitik og socialpolitik.

Overførselsindkomstens kilde: Beskatning

I socialliberalismen vægtes det højt at individet har en basisindkomst garanteret, således det bliver muligt for individet at opleve frihed til at vælge produkter som denne synes er værdifulde. Hvad er friheden værd, hvis man sulter og dør af den? Ejendomsretten er også vigtig, men mest i den forstand, at man gerne må sige nej til at tage mod gæster i sit eget hjem. Den økonomiske frihed vejes op mellem skatteyderens velfærd på den ene side, og den svage i samfundets velfærd som for eksperten synes også at være vigtig. Eksperten kan afgøre, at det nok vil være til gavn for samfundets totale velfærd, hvis man pænt overfører indkomsten fra en skatteyder til en socialt udsat person. Det er vigtigt for dette overførselssystem at det er så lidt generende for borgerne som muligt. Der er ingen grund til at blive grov. Systemet skal fungere smidigt så de fleste skatteydere ikke engang ser de penge, der oprindeligt var deres, og kildeskatten opsuger nænsomt og uden fanfare en del af indkomsten, før den når ud på skatteyderens bankkonto. Staten skal finde på sirlige metoder til at lirke borgernes penge fra dem på den mest skånsomme måde, således deres følelser ikke opstemmes.

Skattevæsenets breve er høflige men bestemte. Du skal betale din skat. På overfladen ånder fred og ingen fare, så længe man blot gør som der bliver sagt. Lovene er kendt på forhånd, og man udsættes kun for en forventelig beskatning, da man kan læse sig frem til reglerne. Man bestemmer selv om man vil betale skat, ønsker man at undgå at betale skat, kan man bare overholde reglerne ved ikke at indgå i den økonomiske transaktion der udløser skatten. Her er ingen tvang. Staten opfører sig pænt overfor borgerne, taler i et afdæmpet og roligt toneleje og fremsætter blot at lovgivningen skal følges.

Sikring af beskæftigelsen: Justering af finans- og pengepolitik

John Maynard Keynes, som omtalt tidligere, beskrev i sin berømte bog, at markedsøkonomien fungerer udmærket ved fuld beskæftigelse. De klassiske økonomer (Adam Smith, David Ricardo, John Stuart Mill, Jean-Baptiste Say etc) studerede desværre kun et særtilfælde af markedsøkonomien. Særtilfældet var at økonomien var i fuld beskæftigelse. I andre tilfælde, fx efter en økonomisk tilbagegang, var de klassiske økonomer helt galt på den. Det var, i følge Keynes, muligt at markedsøkonomien kunne være i ligevægt med en massiv arbejdsløshed til følge. Årsagen til denne utilfredsstillende situation var en mangel på efterspørgsel. Ved at gennemføre visse politiske rettelser, kunne staten sikre samfundet fuld beskæftigelse. Dette skulle foregå ved store offentlige udgifter til fx byggeri af infrastruktur finansieret ved at trykke penge og ved at staten optog lån der var store nok, til at beskæftige alle. De positive resultater af disse tiltag ville være at markedsøkonomien blev genoprettet, og i denne situation med fuld beskæftigelse kunne den klassiske økonomiske lære genindtræde, og staten kunne neddrosle sit engagement og lade markedskræfterne være i fred på ny.

For at tillade staten at gældsætte sig i tilstrækkelig grad, var det nødvendigt at have en låner til rådighed. Det måtte ikke være en af de almindelige lånere, kapitalisterne, for de var alligevel utilregnelige. Det var nødvendigt at have en låner der var pålidelig, en der altid kunne lånes penge af, en centralbank. Pengesystemet var nødvendigt at planlægge centralt, for med centralbankens rolle i Keynes vision, kunne staten netop opnå at låne de midler det var nødvendigt for gennemførslen af de politiske indgreb som han foreslog. Centralbanken, og under den, de private banker, skulle være bolværket der sikrede staten magten til at låne store summer, så man blev uafhængig af borgernes lyst til at låne penge til staten. Centralbanken var en vigtig brik i spillet, og pengesystemet skulle baseres fuldstændigt på papir, således det blev så billigt som muligt for staten at optage gæld og for banksystemet at skabe nye penge.

En anden variant af benyttelse af centralbanken til at øge samfundets velfærd, som eksemplificeret i Milton Friedmans monetarisme, eller andre nyere keynesianske eller pseudokeynesianske strømninger, er at fokusere på væksten i pengemængderne, og lade centralbanken sænke renten for at stimulere investering (gerne blot privat) således beskæftigelsen stiger på ny. Andre mener at centralbanken skal sigte efter en vis vækst i nominel BNP for at drive inflationen og efterspørgslen opad. Alle har det til fælles at de ønsker en centralt planlagt valuta, som eksperter skal administrere. Indbyrdes er de alle uenige i reguleringsstrategien, men i hovedtræk er enhver af de omtalte økonomiske skoler interesseret i at kontrollere centralbanken. Få af de socialliberale er interesseret i at nedlægge centralbanken og lade markedet producere penge på egen hånd.

Regulering af konkurrencen

I den socialliberale filosofi er den økonomiske tvang som eksemplificeret ved monopoler en af de frygteligste former for antisocial adfærd. Den økonomiske tvang kan i denne omgang neutraliseres ved konkurrencelovgivning. Den socialliberale ønsker at virksomheder ikke opnår en økonomisk magt på markedet, da de store virksomheder med større end x procent markedsandel kan malke forbrugerne ved at bruge sin økonomiske magt mod dem. Monopolet fastsætter prisen og forbrugerne bøjer sig, i fraværet af konkurrenter, og køber produktet alligevel. Forbrugeren er udsat for økonomisk tvang i det omfang prisen ville have været lavere under en tilstand af perfekt konkurrence. Det flugter udmærket med citatet ovenfor af Hans-Jørgen Schanz. Den økonomiske tvang er en blokering af friheden.

Erik M. Bøye, Deskriptiv Økonomi, s 212:

Hvis markedet domineres af nogle få store virksomheder, hersker der u-fuldkommen konkurrence. Er der kun én udbyder på markedet, er der monopol, og monopolisten kan sætte sin pris uden hensyn til konkurrenter, for han har ingen. Ved at begrænse produktionen kan prisen sættes højere end omkostningerne. Monopolisten opnår derved profit. En profit, som vel at mærke ikke bliver konkurreret væk. Et centralt element i erhvervspolitikken hos lande med markedsøkonomi er at korrigere for dette markedssvigt med en monopollovgivning.

Monopolisten, der har udkonkurreret alle på sit område, kan efterfølgende nedskære produktionen, hæve priserne, og nyde et overnormalt afkast på sin investering. Den efterfølgende profit for denne ene virksomhed er en markedsfejl, fordi tabet for forbrugerne er større end gevinsten for monopolisten (figur). Der er derfor ikke blot tale om at udnytte sin økonomiske magt mod andre, men også at brugen af den økonomiske magt fører til et tab af velfærd for samfundet som helhed. Staten kan derfor med fordel regulere virksomhederne med konkurrenceloven i hånden, og sørge for at virksomhederne ikke bliver store nok til at kunne opnå denne overnormale profit og udnytte forbrugerne.

Dygtige eksperter kan ansættes i konkurrencerådet der administrerer konkurrenceloven. Disse kan via fastlagt lovgivning vurdere om to virksomheder må fusionere eller ej. De kan pålægge bøder til virksomheder der overtræder loven, og den afskrækkende virkning på potentielle monopolister sørger for at markedet til dagligt fungerer tættere på den fuldkomne konkurrence, der kommer forbrugerne til gode.

Den liberale statsminister

“Danmark er langt fra en socialistisk planøkonomi. Danmark er en markedsøkonomi”, sagde Lars Løkke Rasmussen under det amerikanske valg til Bernie Sanders i en tale på Harvard. Bernie Sanders refererede netop til Danmark, som et bevis på, at socialismen er medvirkende til social nytte og særligt til hjælp til de fattige. Lars Løkke Rasmussen måtte dog gå mod Bernie Sanders, fordi, som leder af Danmarks Liberale Parti, kan man naturligvis ikke have det hængende på sig, at man er statsleder for et socialistisk land, og da slet ikke at blive holdt op som et eksempel på en succesfuldt implementeret socialisme.

Lars Løkke argumenterer, at selvom vi har en udvidet velfærdsstat, som giver en høj grad af sikkerhed for sine borgere, så er det også en succesfuld markedsøkonomi, hvor den enkelte har frihed til at forfølge sine drømme og leve sit liv som man lyster.

Lars Løkkes udsagn underbygger alt det tidligere beskrevne. Velfærdsstaten er en venlig organisation, der sørger for at alle har mulighed for friheden til at udfolde sig. Enten ved at være beskyttet mod de farlige markedsfejl, at være sikret en minimumsindkomst, ved at øge beskæftigelsen eller ved at være sikret gratis sundhedsvæsen eller gratis uddannelse. På denne måde sikrer velfærdsstaten friheden for den enkelte ved at beskytte mod de sociale konsekvenser af uheld og ulykke i livet. Velfærdsstaten sørger for at du har en fair chance i livet, og at du får hjælp og støtte til at forfølge de drømme og de værdier du har valgt er vigtige at forfølge.

Lars Løkkes argumentation er at velfærdsstaten kan alt, man kan både have en stor velfærdsstat og samtidig en stor personlig frihed. Der er ingen ende på lyksalighederne når velfærdsstaten styres af politikere med ægte samfundssind, af den socialliberale regering.

Kritik

Min kritik af socialliberalismen viste sig at blive ret omfangsrig, omend den på ingen måde dækkede hele det store område. I et desperat forsøg på at holde blogindlæggene på en rimelig længde vil jeg derfor udgive kritikken i to dele.

Liberalisme del 1: Klassisk liberalisme

Når man beskæftiger sig med liberalismen bliver man let forvirret. Der findes et utal af tråde der er udsprunget af det liberale tankegods, og i debatten hører man tit meget forskellige synspunkter serveret af folk der alle kalder sig liberale. Da der ikke er nogen fastlagt og kontrolleret definition af hvad liberalisme betyder, er det efter min mening en udmærket idé at forsøge at kategorisere nogle hovedtråde af liberalismen og beskrive dem enkeltvis. I min opdeling vil der givetvis være nogle tråde der ikke er beskrevet, jeg håber på tilgivelse af læserne der havde set frem til en anden kategorisering og beskrivelse.

Jeg har valgt at dele op i tre kategorier, som bliver diskuteret i de følgende tre blogindlæg:

  1. Klassisk liberalisme
  2. Socialliberalisme
  3. Anarkistisk liberalisme

Jeg havde oprindeligt tænkt at skrive et indlæg om de tre, men da jeg nævnte ordantallet for fruen, mente hun at det nok var en god idé at dele artiklen op i tre dele og udgive dem løbende, for overskueligheden og for bloglivlighedens skyld.

Som vi går igennem livet lærer vi som menneske med tiden nye ting. Vores viden om livet, naturvidenskaben og de sociale videnskaber ændrer sig over tid, som vi kommer i kontakt med nye opdagelser, nye perspektiver og nye argumenter. Vi tager nye idéer til os og forkaster gamle. De nye idéer er ikke nødvendigvis tættere på sandheden end de gamle. Det samme gælder undertegnede, jeg har ikke alle de rigtige svar. Det håber jeg at læseren er bekendt med. Denne artikelserie er derfor blot mit nuværende syn på de tre hovedtråde af liberalismen, og det er muligt jeg tager fejl om nogle detaljer, uvæsentlige som væsentlige. Forhåbentlig tager jeg dog ikke fejl af hovedbudskabet, som jeg håber læseren vil påskønne.

Fra Gyldendals Dansk Fremmedordbog

libera’lisme (-n) (polit) samfundsopfattelse der kræver størst mulig frihed for den enkelte borger, dvs. med et minimum af styring fra statens side.

Klassisk liberalisme

Den klassiske liberalisme udsprang i kølvandet på den enevældige konges magt over sine undersåtter og hans særlige privilegier, han alene stod hævet over loven. Liberalismens kerne gav borgerne deres egne rettigheder, ret til at eje hvad de igennem frivillige aftaler arbejder sig til at opnå og ret til at forsamle, til at sige og mene hvad de ville og til at blive behandlet retfærdigt af det retslige system. Særligt gennem den sidste tid af kongemagtens herredømme havde retssystemet taget en drejning mod større undertrykkelse af borgerne, og den enevældige konge i Danmark var særligt anset som værende despotisk. Gradvist lykkes det for liberale tænkere at vende den faktiske retstilstand i magtens centrum.

Henrik Gade Jensen, Menneskekærlighedens værk, s. 184

Danmark havde under enevælden fra 1660-1848 en af Europas mest absolutistiske forfatninger, Kongeloven fra 1665, som i 1683 blev supplementeret af lovværket Danske Lov. Kongeloven gav Danmark et ry i Europa som diktatorisk og undertrykkende, fordi europæiske intellektuelle tog enevældens forfatning for en beskrivelse af den faktiske retstilstand, hvad der ikke altid var tilfældet. Især i den sidste halvdel af enevælden blev Danmark opinionsstyret af oplyste adelige og embedsmænd, og i slutningen af 1700-tallet var praksis langt mere liberal end ordlyden.

Liberalismen var en modreaktion på enevældens magt og privilegier, men opstod ikke som en komplet politisk teori, det tog mange år at udvikle, og som årene gik blev det filosofiske system mere udviklet i både teori og praksis.

De grundlæggende værdier for den klassiske liberalisme er lighed for loven, fred i og mellem samfund og ejendomsrettens ukrænkelighed (samt de heraf følgende personlige friheder, indenfor religion, forsamling, nærings- og ytringsfrihed). De klassiske liberale tæller fx Adam Smith, John Locke, Jean-Baptiste Say, Frederic Bastiat, Ludwig von Mises og Nikolai Frederik Severin Grundtvig. I daglig tale siger vi at hvis man er tilhænger af at staten kun skal sørge for “politi, retsvæsen og militær” så er man en klassisk liberal. Underforstået er uddannelse, arbejdsløshed, sygdom og alderdom ikke noget staten skal varetage nogens interesser i. Staten skal beskytte ejendomsretten og lade markedet være i fred.

Her er Ralph Raicos beskrivelse af liberalisme ganske velplaceret:

Ralph Raico, Classical Liberalism and the Austrian School, s 302.

Liberalism is, in fact, the ideology of the capitalist revolution that prodigiously raised the living standards of the mass of people; a doctrine gradually elaborated over several centuries, which offered a new concept of social order, encompassing freedom in the only form suited to the modern world. Step by step, in practice and theory, the various sectors of human activity were withdrawn from the jurisdiction of coercive authority and given over to the voluntary action of self-regulating society.

På flere områder er der dog uenighed. Transportsektoren og visse infrastrukturer (såsom, veje og “naturlige monopoler” som vandværker, varmeværker osv) skal staten alligevel regulere, for nogle. Penge er også et omstridt emne, skal staten monopolisere pengeproduktionen og forsøge derigennem at optimere samfundsnytten? Er penge noget staten skal blande sig i? Må staten stemple guldmønterne? Skal guld være penge? Skal staten subsidiere uddannelse? Skal staten tage sig af de absolut svageste der ikke kunne tjene til dagen og vejen?

På trods af deres uenigheder var der dog et fællespunkt for deres tankegang: Staten var den eneste organisation i samfundet der måtte bruge vold og tvang mod borgerne. Staten er et legalt voldsmonopol. Freden i samfundet skulle lægges i statens hænder, hvor staten var betroet opgaven at opretholde beskyttelsen af ejendomsretten og de personlige friheder der udspringer af ejendomsretten. Udover denne ene opgave, at beskytte borgernes rettigheder mod aggressive elementer, både indenlands og udenlands, havde staten intet at gøre for samfundet.

I den forstand var disse liberale såkaldte minarkister – tilhængere af kun et minimum af episoder hvor borgeren underkues af statens magt. For minarkisterne var tvang defineret som aggression mod person eller ejendom, eller akutte trusler herom. Staten skulle dermed sørge for frihed fra denne slags vold mellem mennesker, og fungerede ved at producere beskyttelse mod tvang der passede i denne snævre kategori. Der var kun et tilfælde hvor det var i orden at underkue borgere over længere tid, og det var i tilfælde af kriminelle dømt igennem en retfærdig rettergang. De klassisk liberale mente det var nødvendigt for at kunne afslutte konflikter mellem mennesker, at der skulle være een lov som blev anvendt til disse processer, at der var en uafhængig dommer og politiinstans der tog sig af disse konflikter. Uden en fælles lov var det dem ikke muligt at se en løsning på konflikt mellem borgerne. I sin essens er denne liberale tråd også influeret kraftigt af Thomas Hobbes vision – mennesket i naturtilstanden søger konflikt og samfundets nedbrydelse (mere om Hobbes i næste blogindlæg).

Markedsøkonomien er basis for samfundet

Statens rolle i samfundet er at tage sig af at minimere aggressiv voldelig adfærd rettet mod personer eller deres ejendom. Ved at opretholde lov og orden i samfundet bliver staten en gevinst for samfundet. Når lovens opretholdelse varetages af staten, kan det gensidige samarbejde mellem samfundets individer begynde og markedsøkonomien bliver fundamentet for samfundets organisering og arbejde:

Ludwig von Mises, Human Action, s 258.

The market economy is the social system of the division of labor under private ownership of the means of production. Everybody acts on his own behalf; but everybody’s actions aim at the satisfaction of other people’s needs as well as at the satisfaction of his own. Everbody in acting serves his fellow citizens. Everybody, on the other hand, is served by his fellow citizens. Everybody is both a means and an end in himself; an ultimate end for himself and a means to other people in their endeavors to attain their own ends.

Ludwig von Mises var stor kritiker af statslig indblanding i markedsøkonomien. Ifølge ham var det ikke muligt for staten at blande sig og skabe en situation der for hele samfundets synspunkt var bedre end en markedet kunne skabe. Når staten blandede sig, skabte indblandingen utilsigtede konsekvenser, der var værre end udgangspunktet, og hvis ikke politikerne opgav ævred og rullede lovgivningen tilbage, måtte de fortsætte på stien mod den totale socialisme.

Et godt eksempel på denne udviklingsmekanisme kan findes i samspillet mellem fagforeningernes påvirkning på arbejdsmarkedet og det ideologiske krav om sociale ydelser til arbejdsløse.

Ludwig von Mises, Human Action, s 374.

On the domestic market the unions to not tolerate the competition of the nonunionized workers and admit only a restricted number to union membership. Those not admitted must go into less remunerative jobs or must remain unemployed. The unions are not interested in the fate of these people. […] For the unemployed union members are not the only people wronged by the union’s policy of substituting higher wage rates. The interests of those excluded from membership are not taken into account.

Når fagforeningerne lykkes at hæve lønningerne, sker det på bekostning af de grupper i samfundet som ikke er i fagforening samt en andel af fagforeningens egne medlemmer. Lykkes det at få alle arbejdere i alle sektorer i en fagforening af en eller anden slags, så skabes stadig arbejdsløshed. I stedet for at producere varer med manuelt arbejde, introduceres kapitalkrævende maskiner i stedet, eller produktionen forlader landet, for at fortsat være produktiv i kundernes øjne. Nogle arbejdere mister arbejdet, andre mister indtægt fordi de skal affinde sig med at arbejde i sektorer hvor ingen fagforening hersker over arbejdssituationen. Som antallet af arbejdsløse fagforeningsmedlemmer stiger, ønsker fagforeningerne at bruge de intellektuelles ideologi om lighed til at sikre at skatteyderne betaler for arbejdsløshedsdækningen, det erklærede mål er at sikre solidariteten med arbejderen. I Danmark tager dette form af dagpengesystemet og kontanthjælpen.

Frem for at fagforeningerne er solidariske med egne medlemmer, så eksternaliserer de via staten omkostningerne ved deres førte arbejdsmarkedspolitik, og sørger for at skatteyderne betaler for, hvis ikke hele; så store dele af, effekterne af deres politik. Arbejdsløshedsforsikring var i gamle dage et privat foretagende, som gradvist blev indlemmet under staten som udviklingen af velfærdsstaten tog til. Dagpengesystemet finansieres i dag i høj grad af arbejdsmarkedsbidraget, som er en skat der tager 8pct af din indtægt, og har intet at gøre med din personlige risiko for arbejdsløshed. Da det er en skat, er den heller ikke en frivillig betaling. Den lille egenbetaling for medlemskab af en a-kasse dækker knap 20pct af udgifterne og denne bagatel bruges til at foregive at det er en forsikringsordning man selv kan fravælge.

Her er det måske værd at indsætte at der ikke er nogen konflikt mellem de klassiske liberales syn på foreningsfriheden og deres aversion mod de etablerede fagforeninger som vi kender dem i dag. For at forstå kritikken mere nærgående så er det nødvendigt at sige at de klassiske liberale ikke forholder sig kritisk til foreninger af arbejdere der gennem frivillige og fredelige handlinger søger at forbedre deres vilkår. Arbejdsgiverens frihed til at sige nej til deres krav er stadig gældende i dette tilfælde. Først når fagforeningen træder ud over at bruge fredelige metoder, så bliver det nødvendigt for den liberale at sige fra overfor foreningen. Bruger fagforeningen midler som, hvis udført af almindelige private, er kriminelt, så er fagforeningen også kriminel og skal standses af politiet og underlægges retsvæsenets regler for straf. Her gælder ingen særlig lov. Det er helt legitimt og i overensstemmelse med den klassiske liberales opfattelse af tvang, at arbejdsgiveren siger nej til at ansætte medarbejdere der kræver en løn der er højere end arbejdsgiveren er villig til at betale. Arbejdsgiveren må ansætte andre der ønsker at arbejde for den tilbudte løn. Når fagforeningerne med statens velsignelse stiller op for at chikanere kunder og true nye medarbejdere fra at tage arbejde hos arbejdsgiveren, så er det tydeligvis i konflikt med beskyttelse af arbejdsgiverens og arbejdstagerens ejendomsret. Fagforeningerne må bruge fredelige midler til at opnå sine mål, ligesom alle andre i samfundet. Hverken fagforeningerne for arbejdsgiver eller arbejdstager må gribe til vold eller trusler herom for at få sine krav gennemført.

Trinnene i udviklingen er således:

  1. Fagforeningen ønsker at arbejderne skal have bedre vilkår
  2. Fagforeningerne sikrer sig igennem voldsmetoder en højere løn til sine medlemmer
  3. Arbejdsløsheden tager til pga. uligevægten skabt af fagforeningens plyndringstogt i markedet
  4. De intellektuelle kritiserer kapitalismen for at være defekt fordi den skaber arbejdsløshed
  5. Presset af kravene om en fair indkomstfordeling indfører politikerne en lille arbejdsløshedsforsikring
  6. Skatterne stiger, også for fagforeningsmedlemmerne

Når lønstigningerne begynder at skabe større arbejdsløshed end medlemmerne vil tolerere bremses lønkravet. Pga. den demokratiske struktur i fagforeningen, standses lønstigningen på et niveau der ikke skaber for stor risiko for afskedigelse fra arbejdspladsen. Ikke desto mindre vil nogle af medlemmerne have mistet arbejdet undervejs da markedsprocessen ikke er en uendelig hurtig proces. Det tager tid fra de nye lønkrav indføres til arbejdsgiverne reagerer på dem.

Resultatet af det initielle ønske om bedre vilkår for arbejdere er større arbejdsløshed og højere skatter. Ingen af delene er til arbejdernes fordel, kun til de privilegerede arbejdere der har kunnet beholde deres arbejde og hvis lønstigning har været så stor at de højere skatter ikke har opsuget hele stigningen.

Interventionismen er vejen til socialismen

Interventionisternes idé om indblanding og fordeling af indkomst var defekt fra starten, det løste ikke problemerne for samfundet når staten blandede sig i markedet. Resultaterne der flød fra statens indblanding ville være så dårlige at ny indblanding var nødvendig. I deres forsøg på at skabe velfærdsstaten ville det reducere produktionen, og gøre flere og flere afhængige af statens indkomstoverførsel. Når først indkomstoverførslen var begyndt at skabe socialklienter, begynder en negativ spiral. Hvor det før var gunstigt at gå på arbejde for lavtlønnede, bliver det nu en mulighed at vælge den offentlige indkomstoverførsel i stedet. Afhængig af personernes værdianskuelser, hvor højt selvoprettelseskraften vægter i deres afvejelser, vil det være mere eller mindre gunstigt at tage mod indkomstoverførslen. Denne søgen mod større indkomst og lempeligere vilkår på offentlig betalt ophold, hvis den var succesfuld, ville tillokke flere at vælge et liv på offentlig ophold, udvide klientellet og gøre det mere sandsynligt at stemmerne gik til at udvide ordningerne påny. Den ene mekanisme er at ydelsernes størrelse stiger og stiger, men den anden side af situationen er at skatterne også stiger og stiger. Forskellen mellem indkomstoverførsel og indkomst fra markedsøkonomien ville til stadighed eroderes og gøre problemet større.

Interventionisterne ser også hvordan indkomstoverførslen giver de svageste i samfundet en hjælp, de svageste får større materiel velbefindende, og de intellektuelle vil lobby for at hjælpe flere mennesker. Staten har jo virkelig hjulpet de svageste i samfundet, så den næste gruppe der kan hjælpes skal også have en ydelse. Denne søgen mod at hjælpe flere og flere, samt at gøre hjælpen mere generøs er et politisk samarbejde mellem de intellektuelles ideologiske synspunkter (deres princip om lighed i indkomst har stor vægt) og bureaukraternes egen interesse i større budget og prestige. Det politiske samarbejde skaber desværre problemer for alle andre end de privilegerede grupper i samfundet, og som problemerne andre steder vokser, bliver nye grupper marginaliserede og falder under kategorien “svage”.

Før 1961 havde man ikke stemmeret hvis man modtog offentlig hjælp, så udviklingen i statens socialhjælp gik forholdsvist langsomt. Det var drevet af de intellektuelle der ønskede at udvide ordningerne, og disse udvidelser kunne kun gennemføres hvis skatteyderne var med på idéen. Ideologien havde afgørende betydning i denne fase af velfærdsstaten. Med ændringen af forsorgsloven blev det muligt at være på offentlig forsørgelse og samtidigt stemme. Pludseligt blev det lettere at være politiker og tale for store sociale programmer betalt af skatteyderne, fordi der var mange vælgere som oplevede at det var nødvendigt at have disse ordninger, da det ikke var til at finde arbejde.

Bent Jensen, Vil der være hænder nok?, s 35.

I 1961 reformeredes bestemmelserne om offentlig forsorg. Det system, der blev indført med Steinckes socialreform, blev afløst af mere generøse ordninger. Fattighjælpen med dennes tab af valgret blev nu helt afskaffet. Den sidste af 1800-tallets socialt diskriminerende bestemmelser forsvandt herved ud af den offentlige forsorg.

Udover den negative samfundsudvikling der kunne sættes i gang ved at klientgøre store dele af befolkningen, var de klassiske liberale også mod større skatteopkrævning, ikke mindst fordi det angreb ejendomsretten (din indkomst er også din ejendom) og gav staten resurserne og muligheden for politisk indblanding i markedet, men også fordi det store statsapparat giver mulighed for at lobby politikerne for at skaffe sig selv, eller sin interessegruppe, særlige privilegier.

Ludwig von Mises, Human Action, s 273.

In an unhampered market economy the capitalists and entrepreneurs cannot expect an advantage from bribing officeholders and politicians. On the other hand, the officeholders and politicians are not in a position to blackmail businessmen and to extort graft from them. In an interventionist country powerful pressure groups are intent upon securing for their members privilegies at the expense of the weaker groups and individuals. Then the businessmen may deem it expedient to protect themselves against discriminatory acts on the part of the executive officers and the legislature by bribery; once used to such methods, they may even try tro employ them in order to secure privileges for themselves.

Min fremhævning.

Den ivrige stat, der blander sig i markedets gøren og laden, var derfor et element der kunne skabe konflikter mellem samfundets individer. De der søgte politisk indflydelse, vandt på bekostning af andre, og skabte særligt gode forhold for afgrænsede grupper. Det politiske arbejde kendetegnes ved at man opnår noget uden at yde noget til gengæld andre frivilligt vil have. Denne konfliktmekanisme var også væsentlig at adressere, fordi det på den ene side skabte en afhængighed af staten og på den anden side igangsatte en ond cirkel for samfundet som helhed.

Indkomstoverførslerne var også et problem, og efter at have besøgt England og undersøgt de sociale problemer der var opstået her, formulerede N.F.S Grundtvig følgende, som beskrevet i Henrik Gade Jensens bog:

Henrik Gade Jensen, Menneskekærlighedens værk, s 58:

Grundtvig, der var medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling 1848-1849, hørte til skeptikerne over for at indføre en generel forsørgelsespligt. Han anså forslaget for en national ulykke og ville have formuleret den mere restriktivt. “Det eer en almindelig Forsørgelsesret, som denne Paragraph stræber at indføre i Danmarks Grundlov, og saa høit og lydeligt, som jeg kan, maa jeg da protestere derimod som en af de største Ulykker, som kunde skee baade for Grundloven og, hvis den kommer til at staae i Grundloven, følgeligen ogsaa for hele Landet.”

Og så refererer Grundtvig ret indgående erfaringerne fra England, som han havde besøgt flere gange i 1830’erne, og hvor en for storsindet fattighjælp førte til omfattende pauperisme. En pauper er ikke bare en fattig, men også afhængig, så pauperisme bliver et system af storstilet offentlig hjælp, der samtidig skaber afhængighed.

Frivillig velgørenhed kan løfte den sociale opgave

I stedet for at lade staten give indkomstoverførsel til de der blev kategoriseret som svage, så ønskede de klassisk liberale at bevare retten til selvhjælp og til frivillig socialhjælp. Staten skulle ikke tage sig af alle, den skulle i yderste tilfælde hjælpe ganske få mennesker fra at leve et kummerligt liv, men langt størstedelen af socialhjælpen skulle leveres af frivillige organisationer drevet af ønsket om at fastholde selvhjælpen på lang sigt. Problemets størrelse kunne i høj grad afhjælpes ved at liberalisere arbejdsmarkedet, bl.a. ved at fratage fagforeningerne sine privilegier, privilegier der tillader dem at true med, eller at bruge, vold uden retsforfølgelse. Var arbejdsmarkedet frit ville langt færre have behov for socialhjælp. Friheden for arbejdstager og arbejdsgiver var essentiel for et samfund der hviler på selvhjælp og frivillig socialhjælp.

For at håndtere de sociale begivenheder der kunne gøre et mindre antal almindelige mennesker fattige og svage, kunne private velgørenhedsorganisationer og privat forsikring klare problemerne. Det beskrives fint således:

Ludwig von Mises, Socialism, s 430:

No ordered community has callously allowed the poor and incapacitated to starve. There has always been some sort of institution designed to save from destitution people unable to sustain themselves. As general well-being has increased hand in hand with the development of capitalism, so too has the relief of the poor improved.

I stedet for at se på kapitalismen som en en-øjet profitmekanisme, der intet har at bruge de fattige og syge til, ses igennem den klassiske liberalisme i stedet det frie samfund hvor borgerne bærende på næstekærlige værdier, hvis midler igennem den frie markedsøkonomi blomstrer, gør det i større udstrækning muligt at tilfredsstille samfundets svagestes behov over tid. Den frie udvikling af produktionen skaber gradvist et større overskud, hvor en del af samfundets indkomst bliver overført til nødlidende via frivillige organisationer. Overførslens størrelse bestemmes af summen af de enkelte donorers valg, de agerer på sine egne overbevisninger om, hvor meget er rimeligt at betale, hvem er ægte nødlidende og hvilken organisation der bedst varetager brugen af de velgørende midler. Som samfundets produktion øges af kapitalismens udvikling, takket være den stigende mængde kapital til rådighed, kan flere mennesker undvære flere resurser til socialhjælp. Samtidigt bliver produkterne bedre og billigere og løfter samfundets mulighed for at øge levestandarden for de uheldige heri. I dette perspektiv er en velgørenhedskultur, baseret på næstekærlighed, sympati og empati, vigtig at opretholde. Det er både vigtigt for den som giver, men også for den som modtager. Gøres hjælpen frivillig indskydes også markedsdisciplinen og -effektiviteten i driften af de velgørende organisationer. De giver ydermere mulighed for at have mange forskellige regelstrukturer, der hver gavner på forskellige måder.

I denne vision af samfundet kan den klassisk liberale fastholde det sociale arbejde og samtidigt beskytte ejendomsretten mod statens ekspansion på dette område.

Fred er afgørende

Markedsøkonomien var også set af de klassiske liberale som en mekanisme til at øge sandsynligheden for fred i og mellem samfund. Hvor der ikke var handelsbarrierer var risikoen for krig mindre end hvor der var handelsbarrierer. Deres budskab var ikke, som man ofte hører gentaget fra dem som ikke har ønsket at sætte sig grundigt ind i synspunkterne, at frihandel sikrer fred i og mellem samfund. Frihandel var et gode der skulle fastholdes, et gode der kunne skabe sociale bånd på tværs af landegrænser, og vise at det er meningsløst med erobringstogter for materiel vindings skyld. Hvad nytter det at udvide landets grænser, hvis du alligevel skal købe produkterne fra egnen på markedet til samme pris som før erobringen? Hvilken materiel fordel har du af at producenten efterfølgende residerer indenlands, hvis det ikke er for at mindske din betaling til statens told? Andre årsager til krig findes i mennesket, disse drifter for erobring og blodsudgydelser skulle angribes intellektuelt og vises at de var i modstrid med menneskelig velbefindende. Et spinkelt håb om, at mennesket trods alt også vægter sin materielle tilstand højt på ranglisten af værdier, og at sprede budskabet om dette faktum ville dæmpe krigslysten for masserne. Måske var de klassiske liberale en smule naive på visse punkter, men på dette punkt var de realistiske.

Ludwig von Mises “Liberalism”, s 6:

The liberal critique of the argument in favor of war is fundamentally different from that of the humanitarians. It starts from the premise that not war, but peace, is the father of all things. What alone enables mankind to advance and distinguishes man from the animals is social cooperation. It is labor alone that is productive: it creates wealth and there with lays the outward foundations for the inward flowering of man.

Materiel rigdom er ikke så vigtigt, påstås det af mange kritikere af liberalismen. De siger at mennesket indeholder rigdomme der ikke er materielle, og at den materielle rigdom ikke må tage forspring over den spirituelle, intellektuelle eller emotionelle, hvilken man end selv holder mest af. Det gennemgående fokus på de økonomiske friheder skaber tomme forbrugermennesker, hvor man i stedet burde skabe hele mennesker, der kan nyde deres rigdomme og se bort fra materiel skrammel.

Ludwig von Mises “Liberalism”,s XX

It is not from a disdain of spiritual goods that liberalism concerns itself exclusively with man’s material well-being, but from a conviction that what is highest and deepest in man cannot be touched by any outward regulation. It seeks to produce only outer well-being because it knows that inner, spiritual riches cannot come to man from without, but only from within his own heart. It does not aim at anything but create the the outward preconditions for the development of the inner life.

Kritik

På trods af den klassiske liberalismes mange gode takter og tilhørsforhold til markedsøkonomien, det frie samfund og den vigtige ejendomsret som grundsten for arbejdsdelingen og samfundets eksistens, er der visse problemer i den klassiske liberalisme. De klassiske liberales fastholdelse af at demokratiet er vejen til det liberale samfund er usikkert. De liberale vidste godt at med demokratiet kommer også strømninger mod “ualmindelige” mennesker, altså en kamp mellem grupperinger i samfundet. En klassekamp mellem flertallet og mindretallet. De liberale kendte til disse farer, og i deres håb om at løse problemerne ved at binde statens magtbeføjelser, ønskede de en grundlov der beskyttede borgernes friheder mod overgreb fra staten. Et overgreb på den personlige frihed var et overgreb, hvad enten den var initieret af en diktatorisk eller demokratisk stat.

Det er ikke længere et teoretisk spørgsmål om denne foranstaltning er effektiv til at dæmme op for demokratiets diktatoriske tendenser. Den har været en eklatant fiasko. Eksemplerne på denne intellektuelle fiasko findes overalt man søger. Den danske grundlov, hvor vag og elendig den er til at beskytte borgernes friheder, ville alligevel ikke have været et problem at overkomme for de socialistiske strømninger der i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet tog sit indtog hos vælgerne og de politiske partier i Europa. Et af de bedre eksempler på denne fiasko er dog den amerikanske grundlov, der på trods af et tydeligt sprog, der ønskede at begrænser magten, havde den naivitet at give magten for fortolkning til den samme organisation som den ønskede at tilbageholde. Hvem skal få staten til at følge grundloven, når det er staten selv, der fortolker den?

Det næste problem, hvis vi accepterer at det lykkes at fastholde den minimale stat til beskyttelse af ejendomsretten og de personlige friheder, er at de klassiske liberale tilsyneladende glemmer at produktionen af beskyttelse i sig selv er et økonomisk gode. Det betyder at det er udsat for præcis de samme problemer som alle andre goder: Hvis vi accepterer de økonomiske loves eksistens, så kan vi også sige ved at fastlægge et tvangsmonopol på beskyttelse, vil det føre til de samme problemer som et hvilket som helst andet monopol. I et tvangsmonopol bestemmer udbyderen præcis hvad denne ønsker at kræve som betaling for sin service. Det er forskelligt fra det frie marked. Hvis der kun findes en enkelt virksomhed på det frie marked der udbyder godet, så kan udbyderen ikke tvinge dig til at betale for produktet. Virksomheden kan heller ikke forhindre konkurrenter fra at opstå ved brug af vold mod dem. Det betyder at selv i det frie marked, hvor kun en enkelt udbyder tilbyder et økonomisk gode, kan du stadig som forbruger nægte at betale for en vare du ikke ønsker, og konkurrenter kan stå på spring for at overtage dele af markedet fra den eneudbyder der tidligere har udkonkurreret alle. Denne mulighed er ikke eksisterende i det statslige tvangsmonopol på beskyttelse. Du skal betale for statens beskyttelse, hvad end du bryder dig om det, eller ej. Prisen for denne monopoliserede beskyttelse kan staten også selv fastsætte, og den kan samtidigt med sit voldsmonopol afholde konkurrenter fra at tilbyde samme services til dig.

Gustave de Molinari, som kritiserede de klassiske liberales blinde punkt, mente at det var nødvendigt med konkurrence på markedet for produktion af beskyttelse, ligesom på alle andre markeder, fordi uden konkurrence vil prisen stige og kvaliteten falde.

Gustave de Molinari, The production of Security, s 58.

If, on the contrary, the consumer is not free to buy security wherever he pleases, you forthwith see open up a large profession dedicated to arbitrariness and bad management. Justice becomes slow and costly, the police vexatious, individual liberty is no longer respected, the price of security is abusively inflated and inequitably apportioned, according to the power and influence of this or that class of consumers.

Skulle det lykkes staten at afgrænse sine aktiviteter til kun at producere beskyttelse, vil det producerede gode være af dårligere kvalitet, og på grund af den manglende forbrugerfeedback, vil produktet være ude af trit med forbrugernes ønsker. Statens udgifter til produktion af beskyttelse vil derfor stige mens kvaliteten falder, og der er ikke nogen økonomisk lov der afholder disse omkostninger fra at blive ekstravagant høje. Selv uden velfærdsstaten kan det ikke a priori afvises at statens udgifter i det lange løb sniger sig op på præcis så meget som det er muligt at opkræve i skatter.

Med statens monopol på beskyttelse kan den fastlægge betingelserne for beskyttelse. Eksempelvis at du ikke må eje våben til at beskytte dig selv med. Dette kan fremføres ved det typiske argument at våben er farlige, og derfor, hvis ingen ejer dem, kan farlige situationer ikke opstå. Denne form for betingelse er desværre medvirkende til at skabe afhængighed af staten. Hvis det ikke er lovligt at eje våben til selvforsvar, og du ikke må bruge markedet til at uddelegere arbejdsopgaven til andre end staten selv, så bliver du naturligvis helt afhængig af statens beskyttelse. De kriminelle er de facto de eneste der ejer våben, og med statens blotlægning af sine undersåtter, har de kriminelle bedre vilkår for sine aktiviteter.

Af praktiske årsager ville jeg være langt bedre tilfreds med en stat der fulgte de klassiske liberales formaninger, fordi under den klassiske liberalisme er friheden næsten uindskrænket. Forhåbentlig kan det lade sig gøre at holde statens udgifter fra at stige mod smertegrænsen, og det er en stor trøst at kammeraterikapitalismen, interventionismen og socialismen ikke eksisterer. Politiske privilegier gives ikke til forretningsdrivende eller politiske interessegrupper. Rent realistisk set, så er det tvivlsomt om det er realiserbart, i det lange løb, at fastholde staten som en lille organisation. Der findes ikke mange eksempler på at staten holder sig lille. Den konstante søgen efter mere magt, i kombination med den lette adgang til finansiering, giver staten en udsøgt mulighed for stadigt større ekspansion ved at beskatte det stadigt større afkast som kapitalismen leverer. Den minarkistiske drøm af en minimalstat er måske realiserbar, men om den er holdbar er et helt andet spørgsmål.

Intro til østrigernes økonomiske teorier på dansk

Min ven Jonas Ejlersen har gennemført et oversættelsesprojekt af David Gordons bog “An introduction to economic reasoning“, eller på dansk “En introduktion til økonomisk ræsonnement“.

Jonas er uddannet økonom, han har en cand. merc fra CBS og en bachelor i Business Administration fra Aalborg Universitet. Så vidt jeg er informeret er dette Jonas første bogoversættelse, men som jeg kan fornemme bliver det ikke den sidste. Jonas har fået en smule hjælp af mig med korrekturlæsning og entusiastisk støtte til projektet, og fordi Jonas er så venlig, har han gjort mig den ære at få mit navn skrevet ind i bogen som medoversætter.

Hvorfor oversætte engelske bøger til dansk?

Jonas og jeg kender mange der kan få gavn af at læse bøger fra den østrigske skole, og da sprogbarrieren kan være svær at overkomme for nogle personer, synes vi at det vil være positivt for forståelsen af de østrigske teorier, hvis vi kan fjerne denne begrænsning. Vi vurderede at der vil være flere der kan drage nytte af bogen, og vi håber at den vil blive læst, til glæde og gavn for os alle.

Hvorfor har vi valgt denne bog?

Der er flere gode grunde til at vælge netop denne bog, den vigtigste er at bogen er en introduktion til økonomisk ræsonnement, som vi håber kan bruges til at få appetit på at studere østrigernes økonomiske teorier nærmere. Derudover er bogen målrettet som lærebog i et afgrænset felt, og kan læses af næsten alle der ønsker at stifte bekendtskab med økonomisk teori. Bogen er også relativt kort med sine 180 sider, projektet er dermed overskueligt, både for oversætteren, men også for læseren.

Hvad får vi ud af at oversætte bogen?

Målt i penge er det absolut intet – nul og niks. Jonas og jeg påtog at oversætte bogen fordi vi ønsker at sprede viden om den østrigske skoles forståelse af økonomi til den almindelige dansker, i et fromt ønske om at hjælpe almindelige danskere med at få adgang til de økonomiske teorier som vi anser for at være de bedste. Undervejs har vi haft det vældig hyggeligt sammen med projektet, og rent intellektuelt har vi også fået noget ud af processen. For at give så præcis en oversættelse som det er muligt mellem de to sprog kræves megen refleksion og brug af et væld af ordbøger. Det var rigtig interessant og spændende at gennemgå, stor tak til Jonas for at lade mig deltage i projektet!

Østrigernes økonomiske teorier er unikke

Østrigernes teorier beskrives generelt som “kausal-realistiske” teorier, altså teorier hvor kausalitet og realisme spiller en afgørende rolle. For østrigerne er det ikke vigtigt at søge at retfærdiggøre politik, men i stedet at finde sande teorier om den frie markedsøkonomi, samt at belyse problemerne der opstår når man piller ved markedsøkonomien med vold eller trusler herom, typisk fra statens side. Østrigerne har også en særlig tilgang til udvikling af økonomisk teori. De søger at forklare markedsøkonomien uden at ty til urealistiske antagelser, som fx perfekt konkurrence og perfekt information. De søger heller ikke at beskrive økonomien via overordnet statistik, men dykker i stedet ned i materien og opdeler økonomien i dens mindste bestanddele og analyserer dem for sig. Økonomer der tilhører den misesianske gren af den østrigske skole tager altid udgangspunkt i individet, det mindste element i enhver markedsøkonomi. Teorierne der er udviklet i denne gren af den østrigske skole fokuserer på at beskrive de økonomiske love ved at bruge et solidt og realistisk fundament: individets selvvalgte handling (praxeologi).

Denne lærdom ønsker Jonas at sprede til de danskere som finder det besværligt at læse faglitteratur på engelsk, og som kunne få glæde af at kende til de østrigske økonomers teorier. Det kan være at du selv, ligesom Jonas og jeg, er blevet ganske betaget af de østrigske økonomers teorier og ønsker at hjælpe andre med at få samme forståelse af økonomi. Nu kan du, ligesom vi, henvise til denne bog på dansk hvor nogle af østrigernes teorier bliver behandlet. Bogen er skrevet til den som begynder at studere økonomi, specielt er bogen rettet mod handelsskoleelever, gymnasieelever og lignende grupper der har et overfladisk kendskab til økonomi, og med bogen i hånden, kan de nu tage et trin op i deres kendskab til økonomisk teori ved at få en bedre forståelse af økonomi som den østrigske skole beskriver den.

Om forfatteren

David Gordon er Senior Fellow på Mises Instituttet og har sin Ph.D i intellektuel historie fra UCLA. Han har skrevet en række bøger, og han har en meget stor viden omkring filosofien der underbygger den klassiske liberalisme, samt om historien om liberalismens udvikling gennem tiden.

David Gordon har skrevet bogen sådan at læseren inddrages. Gennem teksten bliver læseren præsenteret for nogle opgaver som man kan begynde at arbejde på i forbindelse med studiet af indholdet i bogen. Disse opgaver bør ses som hjælpemidler der kan tilvælges hvis det ønskes, man kan nøjes med at læse dem og kort reflektere over dem. Det er ikke nødvendigt at løse alle opgaver for at forstå eller drage nytte af bogens indhold. Opgaverne er ment som vejledning til videre studier indenfor økonomi og filosofi, og som tankeeksperimenter for at dreje opmærksomheden hen på afgørende vigtige punkter i teorierne og filosofien der underbygger dem.

Bogen er bygget op som et studie af menneskets handling og læner sig derfor i høj grad op ad argumentation baseret på logik. David Gordon har ganske godt styr på sit stof, og i bogen vil du blive ført ind i et kort, men ret avanceret, studie af logik. Da de økonomiske teorier ikke bygger på politiske strømninger, heroiske antagelser eller overordnet statistik, vil det være ganske let at følge argumenterne. Argumenterne virker meget effektivt da det er enkelt at sætte sig ind i, fordi centrum for diskussionen er individet.

De økonomiske teorier er dog ikke et studie i egoisme, hvordan du bedst kan rage til dig selv og udnytte andre, det er i stedet et studie i hvordan markedsøkonomien konverterer dit ønske om at opnå dine egne mål, til et socialt foretagende, hvor du i din søgen på at opnå dine mål skal hjælpe andre til at opnå deres.

Der er masser af godt stof i bogen som særligt egner sig til at blive læst af den som ikke tidligere har beskæftiget sig med økonomi.

Fra bogen, side ix:

Som vi vil se i denne bog, afhænger en sund økonomi af, at folk får lov til at agere frit. Hvis politikere forstyrrer det frie marked, eller forsøger at erstatte det med socialisme, er vi i problemer.

Senere, under behandling af handlingsaksiomet, side 21:

Handlingsaksiomet er altså en sandhed af sund fornuft. Og det er nok til at gå videre med den økonomiske videnskab. På den måde differentierer økonomi fra kemi, biologi og (det meste af) fysik. I disse videnskaber er vi normalt nødt til at eksperimentere for at opdage noget. Det er ikke en åbenlys sandhed baseret på sund fornuft, at et vandmolekyle består af to hydrogenatomer og et oxygenatom. Det er noget, som forskere har fundet ud af igennem omhyggelige forsøg.

Den misesianske gren af den østrigske skole fastholder dermed at økonomi er en anden slags videnskab end de som hører under naturvidenskaben, og fordi det er fundamentalt anderledes at studere menneskelig handling kontra elektronernes reaktion på ydre stimuli, så er det også nødvendigt med to forskellige fremgangsmåder for at finde sande love der beskriver virkeligheden.

Udbud og efterspørgsel

I bogen beskrives også hvordan de famøse udbuds- og efterspørgselskurver dannes på baggrund af individernes særegne præferencer, senere hvordan priser på markedet opstår og hvordan markedet fungerer. Derudover diskuteres også statslige indgreb i markedsøkonomien, eksemplificeret ved priskontrol. Hvad bliver resultatet af en maksimumpris under markedsprisen, hvad bliver resultatet af en minimumspris over markedsprisen?

Disse økonomiske love og medfølgende sociale mekanismer gennemgås nøje, og læseren får derfor en vigtig indsigt i statens fjolleri: Det er ikke muligt at pille ved markedet uden at skabe situationer der er værre end den der eksisterede før indgrebet.

David Gordon gennemgår senere også lidt af de klassiske økonomers arbejdsværditeori, og kritiserer den. Derudover behandles pengeteori som afslutning på en udmærket introduktion til den østrigske skoles økonomiske tankegang.

Favoritpointen

I bogen fører David Gordon et særligt godt argument for at ulighed ikke er det vi bekymrer os om, når vi i daglig tale diskuterer emnet. På side 119 til 121 føres et eksempel der fik mig til at tænke mig om en ekstra gang. Normalt vil jeg påstå at ulighed er ligegyldigt, såfremt denne er skabt via markedets frivillige transaktioner, der kommer deltagerne til gode hver og en. Er der nogen der er særligt dygtige til at hjælpe andre, og derfor skaber en stor formue, så er uligheden ikke noget problem. Ulighed i sig selv er blot en refleksion af personens nytte for andre. Det er for mig helt fint med ulighed når den skabes i markedsøkonomiens, fordi det er et gensidigt nytteskabende system.

Men i eksemplet stiller David Gordon et godt spørgsmål, er det ikke unfair at en millionær går forbi en sulten og hjemløs person i stille foragt?

David Gordon rammer her sømmet på hovedet, min refleksreaktion var at der var problemer i situationen. Jeg ville stadig ikke give køb på ejendomsretten for millionæren, men på det menneskelige plan var der problemer. Skulle det ikke kunne forbedre samfundet, hvis millionæren gav noget af sin velstand til den sultne og hjemløse? Naturligvis. Men her skærper David Gordon fokus, og fortæller at eksemplet er problematisk, fordi spørgsmålet gik på ulighed, men blandede to ting sammen: Ulighed og absolut fattigdom.

Det er netop det som socialdemokraterne gør, hver gang de taler om ulighed. De taler ikke om een ting, men om to. Udover uligheden selv taler de også om absolut fattigdom. Uligheden er blot et yndet politisk retorisk kneb at bringe op, fordi staten kan udligne ulighed ved beskatning og distribuering af skatteydernes penge til de politisk favoriserede grupper. Derudover retter diskussionen sig også til at tale til misundelse, fordi diskussionen af absolut fattigdom sættes i kontrast til den som har klaret sig godt. Det er derfor, for socialdemokraten, en dobbelteffekt der opnås, misundelsesdriften i mennesket antændes, og kobles på en uredelig forbindelse til fattigdom. Dette underbygger dermed den falske “forståelse” af, at ulighed skaber fattigdom. Dernæst gødes også den perverse idé, at ved at tage fra de rige og give til de fattige, kureres både misundelsens kilde samt fattigdommen.

Som modeksempel siger David Gordon at problemet med ulighed kommer nærmere til syne, hvis man betragter situationen hvor en millionær forbigås af en milliardær i stille foragt. I forhold til det tidligere eksempel er det tydeligt at der er forskel på svaret. Er det da uligheden som er problemet, eller er det den absolutte fattigdom?

Download bogen og spred den bland dine bekendte

Jeg håber at ovenstående udklip fra bogen har fået dig til at tænke om ikke det var tiden værd at klikke på linket til bogen, og se lidt nærmere på sagerne. Måske vil du endda også hjælpe os med at sprede budskabet til andre.

Giv dig selv, din familie, venner eller bekendte (eller andre der ynder at læse på dansk) fornøjelsen af at læse i bogen. Download den gratis .pdf og læs bogen, det er anbefalingsværdigt. Om ikke andet, vil det gøre Jonas og jeg glade hvis du gør det.