Seneste indlæg

Liberale svar på TV2s quiz til regionalvalget

I dag sad jeg og kiggede på TV2s kandidattest til regionalvalget.

Der var nogle af spørgsmålene som jeg synes kunne være sjove at besvare. Svarene jeg har givet skal ses som en modvægt til de værdiladede spørgsmål som TV2 har stillet.

Der skal indføres mere brugerbetaling på sundhedsområdet for at finansiere flere og dyrere behandlinger i fremtiden.

Brugerbetaling er problematisk fra en liberal synsvinkel. På den ene side kan man være for, fordi det dæmmer op for den uhæmmede efterspørgsel. I dag skabes lange ventelister, fordi priserne på sundhedsydelserne i det offentlige er nul, og fordi det samtidigt, uden fri prisdannelse på ydelserne, bliver umuligt at identificere hvor det er samfundsøkonomisk gunstigt at investere i øget produktion og hvor produktionen kan reduceres. På den anden side er det problematisk at udvælge visse ydelser til brugerbetaling, fordi det forudsætter, at andre ydelser skal fortsætte som fuldt offentligt finansierede. Det problematiske indtræffer i de situationer, hvor netop den sygdom man har været så uheldig at få, er udvalgt af bureaukraterne og politikerne til at være underlagt brugerbetaling. Man er med andre ord først tvunget, via skatten, til at betale for andres sygdomsbehandling, mens ens egen behandling betales i større omfang af dig selv.

Det ægte liberale svar er, naturligvis, at sundhedsvæsenet ikke skal drives af det offentlige. Dels fordi det er umuligt at foretage et korrekt moralsk valg for andre mennesker, som er tvunget til at følge, hvad man end har valgt, men også fordi det giver det optimale trade-off mellem pris og kvalitet. Den eneste korrekte liberale løsning er en fuldstændig privatisering af sundhedsvæsenet og en nedlæggelse af sundhedsstyrelsen og alle dets vedhæng. Den liberale ønsker at markedsøkonomien bruges til at udvikle sundhedssystemet, fordi det kun er i markedsøkonomiens frie valg og fravalg, at man kan finde det optimale svar på, hvor mange resurser der skal bruges på sundhedssystemet, hvilke sygdomme skal behandles, hvem der skal lave hvad i systemet, hvor meget dokumentation skal fylde, hvor skal sygehusene ligge henne og mange flere vigtige spørgsmål.

Min region skal – efter svensk forbillede – arbejde for at indføre et gebyr på besøg hos praktiserende læge.

Her er det igen problematisk at den praktiserende læge skal opkræve et gebyr, som fastsættes af de regionale bureaukrater. Det er et sympatisk forsøg på at reducere ventelister, reducere mængden af timer brugt på hypokonderne, og meget andet i effektiviseringens navn. Problemet er blot, igen, at der er kun een mulighed, den politiske vej. I stedet for at lade lægerne vælge deres priser selv, så de var frie til at vælge hvordan de ønsker at imødekomme efterspørgslen, skal regionerne til at diktere hvad lægen skal opkræve af gebyr for hver eneste patient der ankommer.

Lad lægen fastsætte prisen for sine ydelser. Han har ikke råd til at negligere sine kunder, men må, ligesom alle vi andre, i sin rolle som producent, følge kundernes ønsker til pris og kvalitet.

Ligesom lægen skal være fri til at fastsætte prisen på sine ydelser, skal der være fri adgang for konkurrence med lægen. I stedet for at kræve at lægen varetager dit og dat af opgaver, og samtidigt give ham eneret på visse ydelser, skal alle der har lyst, have lov til at forsøge at slå sig op som tilbyder af almen praksis i sundhedsydelser.

Ligesom ejendomsmæglerne har lov at skrive skøder ved hushandler, ligeså kan nærliggende professioner varetage nogle af lægens funktioner.

Der er ingen universel formel der kan bruges alle steder – markedet består af lokale kunder, der kan let være forskel fra by til by, og kvalitetskrav til den lokale læge under fri konkurrence må også sikres af markedsdrevne institutter.

Måske er det ikke det bedste eksempel, fordi det er statsfinansieret i høj grad endnu, men forbrugerorganisationer kan bruges som kvalitetstjek på sundhedsydelserne. Andre markedsbaserede løsninger såsom trustpilot o.m.a. kan også forestille sig vil være behjælpelig til at disciplinere lægerne til at følger kundernes efterspørgsel.

Der er naturligvis, i mit eksempel her, ikke tale om at enhver kvaksalver kan slippe godt fra skadelige behandlinger. Ejendomsretten gælder naturligvis stadigvæk, og hvis der opstår komplikationer som resultat af behandlingen, skal det være under fuld erstatningspligt. Det vil give forsikringsselskaber en stor rolle at spille, da enhver seriøs praktiserende sundhedsudbyder vil forsikre sig. Forsikringen vil da stille krav til forsikringstager for at reducere risikoen for skadesanmeldelser. Markedsdisciplinen vil derfor langsomt indfinde sig og luge de dårlige sundhedsudbydere ud, hvad enten de i dag ville gå for almindeligt praktiserende læger, eller alternative behandlere.

Regionerne løser vigtige opgaver, som hverken staten eller kommunerne kan løse bedre.

Et af de liberale elementer er at decentralisere demokratiske beslutninger, så de tages så tæt på borgerne som det er muligt. I spørgsmålet ligger der dog en underforstået tilbedelse af regionerne som en speciel størrelse enhed, som skulle være bedre end kommunalt eller statslig. Det reelle spørgsmål ligger formentlig i hvor store produktionsenhederne, som fx hospitalerne, skal være. Her er man fastlåst mellem tre dårlige valg, stat, region eller kommunalt. Man skal have den helt store liberale lup frem fra gemmerne, for at finde forskellen på at drive noget kommunalt, regionalt eller statsligt. Alle tre benytter den meget uhensigtsmæssige skattefinansiering, og hvis man vælger een fravælger man, for hele produktionsenheden, muligheder for diversitet.

Det er indlysende, når man forstår markedsøkonomien, at hospitalernes størrelse, placering og udbud af sundhedsydelser skal være op til markedskræfterne. Det essentielle er ikke at opdele hospitaler i region-, stat- eller kommunale hospitaler, men at lade dem følge markedets data, således de, ligesom alle andre økonomiske goder, drives til markedets største tilfredsstillelse. I visse områder kan det være smart med et stort hospital, og i andre områder vil et mindre hospital være det optimale valg.

I spørgsmålet ser man også en udelukkelse af de to andre valg, ved at træffe et valg. Det er den facon politik oftest fungerer på – one size fits all. I markedet udelukker valgene ikke hinanden – her er diversiteten langt større. Markedet kan til nogle sundhedsydelser vælge et lille lokalt hospital, mens til andre sundhedsydelser vil et større hospital være det optimale valg.

Det er i orden at spare på busruter med få passagerer.

Der kan være adskillige problemer med busruter der har få passagerer. Enten er prisen på ydelsen for høj, dækningen for ringe, ruten er ikke attraktiv, eller også er området ikke interesseret i at benytte busruten – eller mange andre årsager.

Hvis man svarer ja til spørgsmålet virker man overfladisk til at være den fornuftige mand, der kan kende en dårlig forretning, når man ser en. Det er åbenlyst at en rute der ikke kan tiltrække passagerer, er fravalgt af markedet.

Hvis man svarer nej til spørgsmålet, skal man forklare at man eventuelt er mere interesseret i at omlægge ruterne, for at gøre dem mere attraktive, men risikerer at fremstå som en ødeland der spilder samfundets resurser på mindre vigtige opgaver.

For at sikre at busdriften bliver drevet effektivt, skal den i hænderne på private iværksættere, der kan identificere de gode ruter, investere i den rette bus og sætte et prisniveau der gør at buslinjen kan opretholdes. Hvis busdriften overlades til markedet, vil man i stedet se en busdrift der søger at gøre kunderne tilfredse, ved at se på behovene på hver enkelt busrute og ved at prøve nye ting af, rute for rute, for at optimere samfundsnytten af busdriften.

I stedet for at lade bureaukraterne diktere hvordan busserne skal køre, efter en overordnet plan, ligesom i Sovjetunionen, skal busdriften overlades fuldstændigt til markedskræfterne, der i langt højere grad fungerer smidigt og effektivt end et offentligt bureaukrati.

Markedet bestemmer således også hvilke busruter der er gavnlige, og hvilke der spilder de knappe resurser på tabsgivende busruter.

Min region skal bruge flere penge på kollektiv trafik.

Dette er det dårligste spørgsmål af dem alle – men det letteste at svare liberalt på: NEJ.

Underforstået i spørgsmålet er der den naive tanke at flere penge proppet i et offentligt bureaukrati kan generere mere samfundsnytte og glæde. Det er absolut ikke givet at flere penge sikrer større kvalitet, bedre dækning eller større samfundsglæde. Problemet er, som altid, at alle goder i samfundet skal holdes op mod hinanden, af kunderne til godet, for at sikre at ingen af goderne får for lille eller for stor prioritet. Det er vigtigt at al drift lægges i markedets hænder, for at tillade en prioritering af kunderne, således man ikke bruger uhensigtsmæssigt mange penge på busdrift, hvis pengene kunne være brugt bedre på hospitalssenge eller lægevagten.

Alle disse prioritetsspørgsmål kan kun besvares til samfundets gavn af markedskræfternes frie udfoldelse. Med politisk kontrol følger økonomisk kaos.

Kritik af socialliberalismen, anden del

Her følger anden del af min kritik af socialliberalismen.  I denne del tager jeg fat på velfærdsstaten, beskatningen og de mange markedsreguleringer der kræver ekspertvælde for at kontinuerligt finjustere markedsøkonomien til at give resultater som eksperterne mener er bedre.

Velfærdsstaten, en konsekvens af socialliberalt politisk arbejde

Den socialliberale tankegang fører til velfærdsstaten, med alle de problemer den medfører. Det er ind i mellem meget svært at se forskel på en socialdemokrat og en socialliberal, i alt fald hvis vi ser på forskellen på den førte politik mellem Venstre og Socialdemokratiet. Min fornemmelse er at for den socialliberale er markedsdrevne virksomheder gode, såfremt den “fuldkomne konkurrence” er sikret med konkurrenceloven, lighed ikke så vigtigt som statslig sikring mod absolut fattigdom, beskæftigelsen kan sikres med finans- og pengepolitik og der er også så vidt jeg fornemmer modstand mod progressive skatter. Med alle de stylter påsat markedsøkonomien, så kan den trods alt godt bruges. Disse elementer findes ikke i så stor udstrækning i den socialdemokratiske bevægelse. Her er lighed et mål og progressive skatter et egnet middel til at nå målet. Hos den socialliberale er den klassiske liberales ideologiske standpunkt overfor statens rolle i samfundet udskiftet med eksperternes opvejelser mellem forskellige menneskers velfærd. De socialliberales kritik af velfærdsstaten i sin nuværende udformning bliver til nogle vage argumenter om at visse skatter er lidt for forvridende og ind i mellem også at der måske er mere provenu i at sænke nogle skattesatser.

Det socialliberale projekt er på mange måder overfladisk set ganske sympatisk. Man ønsker blot at samfundet producerer den maksimalt opnåelige velfærd. Problemet er at med justering af markedsøkonomien via interventionismen, reguleringen, skattetrykket og overførselsindkomsterne skaber man også problemer undervejs, problemer som er større end det oprindelige problem, og som de socialliberale i deres misforståelse af markedsøkonomien søger at bedre ved at indføre igen flere forbud, påbud, tilskud og beskatning. Konkurrenceloven opbryder effektive virksomheder, og afholder forbrugerne stordriftsfordele, Nationalbanken svækker købekraften af pengene og begunstiger et bankkartel samt skaber konjunkturcyklussen, overførselsindkomsterne skaber svage mennesker, der ikke ville være svage uden statens indblanding. Den offentlige sektors “forsikringsrolle” skaber kapitalforbrug, generationsudplyndring og kan ikke finansieres i sin nuværende form på lang sigt. Problemet bunder i at der ikke spares op til at møde fremtidige udgifter. Staten sørger for at holde forbruget højt, og lover at der er penge til fremtidige problemer, når de opstår. Et forsikringsselskab der bedrev samme praksis ville være blevet lukket som det pyramidespil det retteligt bør anklages for at være. Blot fordi staten bedriver pyramidespillet kan det “lovligt” fortsætte, det er jo staten selv der fastlægger lovene.

De negative effekter af pyramidespillet, at hvis der går færre ind end der går ud, snydes de sidst ankomne, kan ikke viftes væk. I statslig sammenhæng er der dog ingen frivillighed, alle der opholder sig indenfor dens territorie underlægges dens magt. Som befolkningssammensætningen ændrer sig over årene, beskattes således forskelligt og det fører til forskellige størrelse af kapitalforbrug. Når de store årgange, der er lovet guld og grønne skove i pension, går fra arbejdsmarkedet, har staten ikke sparet penge op som den kan udbetale, eller bruge til at afholde deres sundhedsomkostninger. Kapitalen, der skulle være gemt til senere brug, er spist op af staten, feset af på politiske programmer der alle yder samfundet et netto tab. I stedet for at spare op og investere pengene i produktive markedsvirksomheder, er pengene kastet ud til særinteresserne af politikerne, i deres søgen efter at fastholde magten. Pengene, der kunne være anbragt produktivt til borgernes velfærd, er blevet anbragt politisk til skade for markedets fremtidige evne til at producere det afkast som man som pensionist skulle leve af.

Som de sociale ordninger gøres mere venlige og imødekommende, så gøres problemet større. For tiden ses tendenser til at regulere antallet af klienter der tillades indskrivning i de sociale ordninger, senest med førtidspensionen, som er blevet meget restriktiv. Folkeskolereformen var også en spareøvelse, effektivitetskravene til offentlig produktion er ligeledes en manifestation af virkeligheden: Der er ikke råd til at spilde så mange penge som der var før, pyramidespillets dynamik og kapitalforbruget reducerer råderummet. De penge der skulle være brugt til helbredelse af gamle findes ikke, for afkastet af de såkaldte offentlige investeringer findes ikke. Denne bevægelse vil ramme flere af de sociale ordninger som tiden går, som de negative konsekvenser af interventionismen fattiggør samfundet, mistes også muligheden for at beskatte borgerne hårdt nok til at opretholde de gunstige og ønskede ordninger. Alle de offentlige udgifter kan ikke stige samtidigt, beskatningsgrænsen er nået, og overskredet. Fremover vil kun mirakler (eller effektfulde politiske reformer, som er det samme) løse statens finansieringsproblem på lang sigt. Standses kapitalforbruget ikke effektivt, ved at liberalisere store dele af økonomien, kan det ikke lade sig gøre at producere tilstrækkeligt med velstand til at servicere den store udgiftsbyrde der ligger i fremtiden.

Giver velfærdsstaten mere frihed og øget velfærd?

Lars Løkkes udsagn om at staten giver frihed til borgerne er i intern modstrid med sig selv. Det er ikke muligt at have en udvidet velfærdsstat og samtidigt give den enkelte frihed til at forfølge sine drømme og leve sit liv som man lyster. Det er ikke engang nødvendigt at være ekstremist for at påstå dette. Det følger ganske logisk at det ikke kan lade sig gøre at have en stor stat og samtidigt en lille stat. Lad mig forklare.

For at kritisere Lars Løkkes synspunkt må det først gøres klart, at staten intet overskud producerer og den har ingen penge selv. Staten er ikke en virksomhed der tjener penge ved at sælge til markedet og gennem denne indtægtskilde finansierer driften. Kunne staten gøre dette (og vi for en stund ser bort fra lovgivningsmagten), ville man blot kalde det et almindeligt aktieselskab, der i stedet for at have profitmotivet som det eneste pejlemærke også har en form for socialprofit som motiv for sit virke. Det forholder sig ikke således, for uanset velfærdsstatens smarte systemer og ordlyden af skattevæsenets breve til skatteyderne, så er velfærdsstatens virke kun muliggjort af de resurser det lykkes for politikerne og bureaukraterne at tage fra skatteyderne ved lovgivning der enten beskatter, belåner eller trykker penge, for at give en del af midlerne til velfærdsstatens klienter, til de politiske interessegrupper og bruge resten på sig selv. Jo større udgifter, jo større andel af samfundets resurser tages af staten og fordeles politisk.

For den enkelte der mister muligheden for selv at bruge hele sin indtægt, er det et tab af velfærd, i det omfang indtægten bliver beskattet væk eller eroderet af inflation på den ene side og muligheden for absolut kontrol med sin ejendom indskrænkes af regulering på den anden side. Muligheden for at søge sin største tilfredsstillelse i markedsøkonomien indskrænkes også af at markedskræfterne ikke får fri udfoldelse til at etablere de mest effektive virksomheder. De påståede markedsfejl er argumentet for at gribe ind i markedet og forhindre den frie udveksling. Det fører til ringere effektivitet og reduceret producent- såvel som forbrugervelfærd.

De der modtager penge som overførselsindkomst modtager naturligvis en større total indkomst (i kombination af penge og fritid) end de ville have valgt selv i den hæmmede markedsøkonomi, der er et resultat af årtiers politisk indblanding. Deres velfærd er på overfladen øget takket være indkomstoverførslen, tager man indkomstoverførslen fra dem og fastholder alle andre politikker er det klart at det ikke er gavnligt for dem. Deres valg viser at deres velfærd bliver maksimeret på offentlig overførsel. Det fører til at de uproduktive subsidieres og de produktive beskattes. Men har denne forcerede transaktion medført større velfærd totalt set? Tydeligvis ikke for skatteyderen, men hvad med personen på indkomstoverførsel? I dette tilfælde er teorien ude på glatis fordi det argumenteres at samfundets velfærd forøges ved at overføre indkomst fra en rig til en fattig. Den grundlæggende præmis er at velfærd per krone er meget forskellig fra den rige til den fattige. Ved at øge pengebeholdningen for en fattig skaber man en større velfærd pga. den aftagende marginalnytte af homogene goder. De første kroner på konto’en går til de vigtigste goder, og derfor påstås det at den rige allerede har dækket sine basale behov og de sidste kroner på kontoen, er, for den rige, mindre velfærd, end hvis selvsamme beløb indsættes på den fattiges konto og indgår til at dække de vigtigste behov.

Selvom det er muligt at forestille sig at dette kunne være tilfældet, så er der intet videnskabeligt over det. Det er blot et postulat, der hviler i den blå luft. Vi kan godt som subjektive personer forstå den aftagende marginalnytte af indkomst, for vi ved udmærket godt at overarbejde, for os selv, skal betale ret godt, før vi vil spendere flere timer på arbejde. I den forstand er der dele af teorien som forekommer korrekt. Vi ville selv ikke vælge at arbejde i uendeligheden, fordi de sidste penge køber os en tilfredsstillelse af behov, der ligger lavere end de allerede tilfredsstillede behov. På et tidspunkt finder vi, at marginalerne mellem arbejdstid og fritid gør, at vi foretrækker fritid. Det er dog når postulatet tages videre herfra at det bliver til nonsens.

Argumentet fungerer fint så længe vi holder os til samme person, og at vi kun rangerer valgmulighederne ordinalt (første, anden, tredje osv.). Det næste skridt er at den marginale nytte gøres kardinal, (at tælle nytteenheder og fastslå deres højde, fx ved decimaltal som 37,5) og dernæst at denne nytteværdiskala er sammenlignelig mellem mennesker. Der er intet menneskeligt i at gøre valgmuligheder op i kardinal nytteværdi, alle vore valg hviler på at vi foretrækker et valg og forkaster et andet. Vi kan ikke bestemme hvor mange nytteenheder vi knytter til hvert valg. Det postulerer eksperten, at han kan. Det er uvidenskabeligt, det kan ikke bevises at det forholder sig således. Det eneste økonomi har at gå ud fra er at frie mennesker givet det frie valg vælger således at det maksimerer deres velfærd. Tvinges en af deltagerne (i den klassiske forståelse af tvang) til at gennemføre en transaktion mister vi muligheden for at sige om det, i økonomisk forstand, øger velfærden, eller ej.

Murray N. Rothbard, Man, Economy, And State, s. 301-302

It follows that the law of the diminishing marginal utility of money applies only to the valuations of each individual person. There can be no comparision of such utility between persons. Thus, we cannot, as some writers have done, assert that an extra dollar is enjoyed less by a Rockefeller than by a poor man, If Rockerfeller were suddenly to become poor, each dollar would be worth more to him than it is now; similarly, if the poor man were to become rich, his value scales remaining the same, each dollar would be worth less than it is now. But this ia far cry from attempting to compare different individuals’ enjoyments or subjective valuations. It is certainly possible that a Rockefeller enjoys the services of each dollar more than a poor, but hightly ascetic, individual does.

Det er naturligvis et problem at arbejdsmarkedet ikke er liberalt, og derfor afholdes mange mennesker for at opnå den indtægt de ønsker. Problemerne bliver midlertid ikke mindre af at indføre en indkomstoverførsel for at hjælpe de som tager skade af den dårlige arbejdsmarkedspolitik. Det er bedst for alle at både arbejdsmarkedspolitikken (samt politik på alle andre markeder) bliver ophævet og samtidigt at indkomstoverførselspolitikken også bliver det.

Udover at skatteyderen mister velfærd pga. den tvungne indkomstoverførsel mister personen på offentlig indkomstoverførsel også velfærd pga. andre politikker der gjorde valget på offentlig indkomstoverførsel til dennes foretrukne. For at være på indkomstoverførsel skal man leve op til et sæt krav som politikerne har vedtaget i folketinget. Afhængig af hvilken indkomst man modtager af det offentlige er det nødvendigt at bevise at kravene er mødt. Man har dermed på overførselsindkomst ikke fået en ubegrænset frihed og bliver let underlagt kontrol af det offentlige. Den enkelte på indkomstoverførsel havde måske haft større velfærd om arbejdsmarkedet lod denne person vælge sin beskæftigelse i fri konkurrence med andre, og kunne vælge et arbejde med en markedsindkomst frem for offentlig indkomstoverførsel og medfølgende kontrol.

Først hvis alle borgere besidder deres økonomiske frihed, kan det videnskabeligt bevises, at deres handlinger medfører at den sociale velfærd maksimeres. Statslige programmer der hviler på beskatning og indkomstdistribution kan ikke vises at være velfærdsforøgende, end ikke for socialklienterne.

Den politiske proces

Der er i politik ikke tale om at det er de svage og nødlidende der får størst vægt. Det er en simpelt fejl at tro det. Ikke desto mindre bruges det som påskud, at staten hjælper de svage, og virker til at distrahere vælgerne fra, at politikerne også fører en politik der gavner de venner politikerne ønsker at have. Når politik bliver til lovgivning, så er der altid en overvægt af særinteresser bag vedtagne forslag. En politiker sælger så at sige sin tid og sin midlertidige magt i folketinget og i regeringen til de organisationer, som denne ønsker at handle med, for at fremme sin egen interesse.

Martin Ågerup, Velfærd i det 21. århundrede, s. 127

Når én gruppe betaler for en aktivitet, som en anden gruppe nyder gavn af, kan det være vanskeligt at få den afviklet, selv om den ikke leverer en værdi, der blot tilnærmelsesvis matcher omkostningerne. Det gælder især, når omkostningerne er spredt på mange, mens værdien tilfælder en lille gruppe – økonomer taler om “spredte omkostninger og koncentrerede fordele”.

For denne lille gruppe kan det betale sig at udøve voldsom lobbyisme for at fastholde sit privilegium, mens den store gruppe af skatteydere hver især ikke betaler nok for aktiviteten til, at det kan betale sig at bedrive lobbyisme for at undgå denne omkostning.

Martin Ågerup fortsætter,

s.129:

En lang række af velfærdsstatens institutioner arbejder for at sikre flest mulige skattekroner til lige præcis deres område. Ud over de offentligt ansattes fagforeninger gælder det for eksempel patientforeninger, udviklingsorganisationer, kulturinstitutioner som teatre, museer og spillesteder, gymnasier, erhvervsskoler, folkeskoler, svømmehaller, Ældresagen, miljøorganisationer, universiteter, sektorforskningsinstitutter, jobcentre, daginstitutioner, børnehaver, efterskoler, højskoler osv. osv. Selv erhvervsorganisationerne trækker ikke entydig i retning af lavere skatter. Der gives i Danmark subsidier til det private erhvervsliv for cirka 20 milliarder kroner, og meget af denne støtte lobbyer erhvervsorganisationerne for at bevare. Oveni kommer indirekte støtte via offentlig finansieret rådgivning til iværksættere, støtteordninger til iværksættere og små og mellemstore virksomheder osv.

Et typisk eksempel på denne proces kan ses i vores skattelovgivning, hvor diverse interesseorganisationer har forsøgt, mange med held, at få indført særlige fradrag i indkomstskatten for at undgå at betale det fulde skattebeløb alle andre skal betale. Fagforeningsfradrag, rentefradrag, kørselsfradrag, håndværkerfradrag – listen er meget længere end disse få velkendte fradrag.

Hvis fagforeningerne er så solidariske, hvorfor agiterer de så for et skattefradrag til deres medlemmer, så de kan betale fagforeningens kontingent? Burde de ikke i stedet argumentere for at særligt fagforeningsmedlemmer, som især er solidariske mennesker, skal betale det fulde beløb i skat, fordi det gavner de svage, syge, handikappede og ældre? Naturligvis ikke. Fagforeningerne ser også skatten som et onde der søges minimeret, de er også godt klar over deres egen interesse i situationen, og de ved at de kan få større fagforeningstilslutning ved at bruge deres politiske indflydelse til at skaffe skattefradrag ved at sælge deres loyalitet til særlige partier eller politikere, fx i form af partistøtte eller ledige ledelsesstillinger.

Politik er kampen om magten. Det er nødvendigt med alliancer for at sikre sin egen overlevelse, og en af de bedste alliancer en politiker kan have er interesseorganisationer der lobbyer for særlige privilegier til dem selv på bekostning af forbrugerne eller skatteyderne (hvis det er muligt, gerne begge på samme tid). Lobbyorganisationen vil også se til at bruge resurser på at få folkelig opbakning til deres projekt, ved at påstå at netop deres produkt eller service er specielt værdifuld og bør støttes af det offentlige. Det hjælper naturligvis også politikerne i deres valg af samarbejdspartner, hvis det lykkes for lobbyisterne at sikre en vis opbakning til deres projekt. Det er ikke ualmindeligt at politikere gør karriere i lobbyvirksomheder efter en periode i folketinget eller regeringen. Det kan selvfølgelig være af egen drift og dygtighed som leder eller andre kvalifikationer såsom netværk osv., men det kan nok ikke helt udelukkes at det også er muligt at der er tale om en vennetjeneste der betales tilbage.

Som støtteordningerne, subsidierne og den særlovgivning der beskytter erhvervsinteresserne deles ud, stiger omkostningerne for samfundet som helhed. Omkostninger der skal betales ved at tage penge fra skatteyderne. Der er derfor tale om at velfærdsstaten i sig selv er et frontalangreb på friheden for borgerne. Borgerne beskattes, reguleres og dirigeres omkring af statens lovgivning. Det kan dermed ikke lade sig gøre at påstå at velfærdsstaten giver frihed, givet dens dynamik. Velfærdsstaten tager borgernes frihed. Det er kun hvis man er heldig at være i en interessegruppe med stor politisk magt, at man kan sige at velfærdsstaten hjælper en. Friheden man selv opnår via den politiske proces kommer på bekostning af andres ligeværdige frihed ved at bruge statsapparatet til at tiltuske sig privilegier eller finansiering på bekostning af skatteyderne.

Ekspertvældet

Der er såmænd, i min optik, ikke noget galt med at sige at det er eksperterne der bidrager til at samfundet opnår den størst opnåelige velfærd. Vi er som forbrugere interesseret i at de produkter vi køber designes af dygtige teknikere og produceres af dygtige producenter. Som forbruger ønsker vi en arbejdsdeling der er effektiv, hvor specialisterne sørger for at dykke ned i de tekniske detaljer i det omfang det er økonomisk fordelagtigt. Eksperter i den forstand er afgørende for en succesfuld arbejdsdeling. Problemet med socialliberalismen er at man ønsker at indsætte eksperter der kan bruge statens magt til at regulere og bestemme over de økonomiske forhold mellem mennesker. Det er en helt forkert metode at gribe til, hvis man ønsker at opbygge et velfærdssamfund. Det er netop markedets force at det frasorterer de dårligste, fordi forbrugerne kan sige “njet” til produkterne. De tilbageværende er de som er eksperter i den forstand, at de har formået at bruge resurserne produktivt.

Den socialliberale er her blottet for principper og realitetssans. De har smidt den basale økonomiske lære overbord: Værdi er subjektivt. Ingen ekspert kan afgøre hvad du nu vægter højest, ingen ekspert sidder med din nuværende viden, kender dine nuværende behov, kender dine nuværende ønsker og ingen ekspert kan planlægge hvad du mener om det hele i morgen.

Selv hvis vi for argumentets skyld accepterede, at det var muligt at skabe et meningsfyldt og handlingsorienteret feedback, så er det ikke meningen at eksperterne skal udskiftes. Eksperterne i den socialliberale regering er embedsmændene, og de bliver siddende som regeringerne skifter. Den eneste læring disse eksperter modtager er de akademiske diskussioner de inddrages i. Så længe det ikke er frivilligt at underkaste sig eksperterne, som fx eksperterne der forsøger at lave et nyt produkt, så bliver eksperterne despotiske. Eksperternes dom rammer hele sektoren af samfundet de hersker over, de tillader ingen eksperimenter der går imod deres teorier, fordi de har lovgivningens magt bag sig. Hele ekspertvældeteorien falder til jorden, så snart man gennemskuer at eksperternes agenda er baseret på deres egne tilfældige værdidomme og deres egne opfattelser af markedsøkonomien.

Eksperterne, der påstår at være med til at øge velfærden i samfundet, begiver sig derfor ud på en uvidenskabelig rejse i absurditeter, hvor de fastholder at de kan maksimere velfærden i modsætning til frie individer der forfølger deres egne mål i fredeligt samarbejde med andre. Det frivillige valg er fundamentet bag individernes sociale velfærdsmaksimeringen, tages det frie valg bort, famler al teori om velfærd i blinde, præcis som eksperterne der udformede Gosplan i Sovjetunionen.

Trods de gode hensigter ender de små sociale ydelser med at blive store og universelle, og skatterne, ikke mindst pga. beskæftigelsespolitikken, med at blive høje og altopslugende. Velfærden i samfundet undertrykkes af eksperternes værdidomme og “videnskabelige” metoder, der bruges til at tillade eller forbyde visse produkter og transaktioner mellem fredelige individer. Socialliberalismen er et sammensurium af intellektuelle fejl, som desværre ikke har affødt en tilstrækkelig stor folkelig modstand til at fratage dem kontrollen med velfærdsstaten.

Socialliberalismen er efter min mening vejen til den totale socialisme. Hvis statens udvikling og overtagelse af magten fra samfundets frivillige sfære ikke holdes i skak af vælgerne i demokratiet, får eksperterne lov til at pille mere og mere ved borgernes liv og økonomiske forhold, indtil eksperterne styrer hele økonomien, i den maksimale sociale velfærds tegn.

Ludwig von Mises, Economic Freedom and Interventionism, s. 175, Liberty Fund

In fact, the Welfare State is merely a method for transforming the market economy step-by-step into socialism. The original plan of socialist action, as developed by Karl Marx in 1848 in the Communist Manifesto, aimed at a gradual realization of socialism by a series of governemental measures. The ten most powerful of such measures were enumerated in the Manifesto. They are well known to everybody because they are the very measures that form the essence of the activities of the Welfare State, of Bismarck’s and the Kaiser Wilhelm’s German Sozialpolitik as well as of the American New Deal and the British Fabian Socialism.

Kritik af socialliberalismen, første del

Det er svært at vide hvor kritikken af socialliberalismen bør starte. De socialliberales grundtanke er så uforenelig med de frie markedskræfter, ejendomsretten og personlige friheder. Baseret på deres opfattelse af hvad der udgør tvang i samfundet, skaber de et system hvor eksperterne ved lovgivning og rådgivning til politikere skal rette alle de af eksperterne opfundne markedsfejl, hvor eksperterne benytter sig af interpersonelle velfærdssammenligninger, hvor eksperterne skal godtgøre at tilsidesætte borgernes rettigheder ved at vise at hensynet til almenvellet kræver det.

Det essentielle problem i socialliberalismen er at det er ikke muligt at skabe det samfund de ønsker. Positive rettigheder er ikke muligt at gøre universelle, hvis man fastholder at ejendomsretten er ukrænkelig. De positive rettigheder, der kræver indkomstoverførsler, regulering af økonomien og ekspertvælde, er alle ekstra omkostninger som samfundet tynges af. Det er derfor ikke en mulighed at gennemføre projektet, for der skal kun et indgreb til før markedsøkonomien giver uønskede konsekvenser, der igen, i den socialliberale filosofi, skal tages hånd om med nye indgreb. Beskyldningerne om at markedsøkonomien er eneansvarlig for de dårlige resultater er kraftigt medvirkende til at denne dårlige politik fortsætter og udbygges med flere politiske indgreb.

Ludwig von Mises, Human Action, s.851

The interventionist doctrinaires and their followers explain all these undesired consequences as the unavoidable features of capitalism. As they see it, it is precisely these disasters that clearly demonstrate the necessity of intensifying interventionism. The failures of the interventionist policies do no in the least impair the popularity of the implied doctrine. They are so interpreted as to strengthen, not to lessen, the prestige of these teachings. As a vicios economic theory cannot be simply refuted by historical experience, the inventionist propagandists have been able to go on in spite of all the havoc they have spread.

Det socialliberale projekt inkluderer nogle væsentlige statslige funktioner der får stor betydning for markedets udfald. Mange af de negative konsekvenser ved den førte politik kan man med lethed observere i dag. Boligbobler pga. billig kredit, arbejdsløshed pga. fagforeningsindblanding, et stort antal mennesker på overførselsindkomst, store problemer med finansiering af alderspensioner, invalidepensioner, kroniske ventelister på hospitalerne og en evig mistænkeliggørelse af alle der trods den store stat klarer sig godt.

Det mest morsomme, hvis man stadig kan finde sin humoristiske sans i morasset, er at de socialliberale tror at deres system fører til et mere effektivt marked, til et mere retfærdigt samfund, ved at indføre kontrol, påbud, tilskud, inflation, monopolisere hele sektorer, tilskynde kammerateri, og ved at lade staten, den mindst effektive aktør, drive produktion af mange af goderne. Det er næsten håbløst at færdiggøre kritikken af alle de programmer den socialliberale ønsker. Jeg vil derfor kun tage fat på nogle enkelte, da jeg frygter at indlægget ellers aldrig bliver færdigt.

Pengemanipulation, statsunderskud osv.

Det vil tage mange blogindlæg at vise hvorfor pengepolitik som agiteret af keynesianere eller montarister ikke fører til det ønskede resultat, hvorfor det vil føre til økonomiske kriser og øget kammeraterikapitalisme, hvorfor Keynes tog fejl i sine teorier og hvordan den uregulerede markedsøkonomi fungerer som beskrevet af de klassiske økonomer, uden forudsætninger om fuld beskæftigelse. Jeg vil derfor blot fremsætte nogle få argumenter mod deres politik og referere videre til yderligere læsning til den interesserede.

Det er et logisk paradoks at påstå at markedsøkonomien er i ligevægt når der er arbejdsløshed. Det er som at sige, at der er ligevægt når store varelagre er usælgelige. Det er en selvmodsigelse. I stedet for at påstå at det er et tilfælde af en ligevægtssituation, så er det gavnligt at analysere hvad der afholder markedet i at søge mod sin ligevægt på netop arbejdsmarkedet. Keynes’ postulat om “sticky wages” er en nødvendig forudsætning for brugbarheden af hans teoretiske værk. Men i stedet for at rette fejlene, at staten tillader fagforeningerne at bedrive vold og optøjer mod private virksomheder, der skaber de rigide lønninger (fagforeningstvang, indkomstoverførsler, regulering etc.), søger Keynes at beholde alle de fejlagtige statsprogrammer og at føje spot til skade ved at introducere endnu et.

En af hjørnestenene af Keynes værk er hans tilbagevisning af Says lov om markeder. Denne tilbagevisning er blevet grundigt analyseret af mange økonomer, som man ikke har ønsket at lytte til i populære kredse. Til læseren der ønsker at forfølge denne tråd, kan jeg henvise til Henry Hazlitt’s bog “The failure of the new economics” (særligt kapitel 3), “The critics of keynesian economics” og til Friedrich August von Hayeks artikelsamling “A tiger by the tail”.

Hvad angår Keynes beskæftigelsesteori, så er der, udover de teoretiske argumenter mod keynesianismens brug af midler til at nå sit udtalte mål, også fundamentalt noget galt med socialliberalismen på dette punkt. Ralph Raico forklarer ganske simpelt hvad det problem er.

Ralph Raico, Classical liberalism and the Austrian school, s. 154:

If liberalism’s core doctrine is that, given institutional adherence to the rights of life, liberty and property, civil society can be counted on by and large to run itself, and if the showcase example in liberalism’s brief is the capacity of the undirected market economy to function satisfactorily, then the “Keynesian Revolution” signaled the abandonment of liberalism. […]

In the United States, the Employment Act of 1946 recognized the primary responsibility of the federal government for ensuring maximum employment through fiscal operations. The results of this revolution were disastrous.

Prior to Keynes, budget balancing had at least been the goal of the governments of civilized countries. Keynesianism reversed this “fiscal constitution”. By making governments responsible for “counter-cyclical” fiscal policy while ignoring the tendency of shortsighted politicians to accumulate deficits, it set the stage for the unprecedented levels of taxation and public debt of the decades following the Second World War.

Monetarismen har mange afskygninger som afviger meget fra ovennævnte keynesianisme, og selvom ovennævnte kritik kan rettes mod dem der stadig påstår at de er liberale, så har ingen af dem tilsyneladende taget Ludwig von Mises’ konjunkturcyklusteori alvorligt. I deres kådhed over hvor fedt det vil være, hvis eksperterne brugte deres teori til at regulere pengemængden, overser de de specifikke problemer i produktionsstrukturen som deres ønskede pengepolitik skaber. For de økonomiske teorier der anser det for en velfærdsmaksimerende politik at manipulere med renterne og udvide pengemængderne, er det eneste problem der kunne opstå i forbindelse med at følge deres teorier at inflationen i priser bliver stor og skaber forvridninger i markedet. De anser det ikke som relevant at renten i sig selv har en koordinerende rolle at udføre i markedsøkonomien. Det er en skam, for hvis man forstår rentens effekt på investeringshorisonten, så følger det heraf at manipulation af renten er et startsignal til fejlagtig brug af de til rådighed stående kapitalgoder. Ønsker man at sætte sig lidt ind i den østrigske konjunkturcyklusteori kan denne knap 8 minutter korte video forklare nogle af de grundlæggende elementer.

Konkurrenceloven

I gamle dage betød ordet “monopol” et privilegie som eneproducent af en given vare, givet til en enkelt virksomhed, af staten. Staten kunne håndhæve monopolets eksistens ved at bruge politiet og retsvæsenet mod de formastelige som forsøgte at konkurrere mod monopolet. I dag er monopol blevet brugt om virksomheder der i markedet har en meget stor markedsandel, og denne betegnelse er forvirrende for læserne der ønsker at forstå sammenhængene.

Det reelle problem med monopol er ikke dannelsen af en enkelt virksomhed der med overvældende salgstal fylder hele, eller næsten hele, markedet. Monopoler findes overalt i økonomien og er intet problem i sig selv, set fra forbrugernes synspunkt. Forbrugernes problem opstår først, hvis monopolet kan sikre sig større indtægt ved at reducere produktionen og hæve priserne – og som udkomme af denne taktik kan opnå større indtægt end før.

Ludwig von Mises, Human Action, s. 356:

Monopoly is a prerequisite for the emergence of monopoly prices, but it is not the only prerequisite. There is a further condition required, namely a certain shape of the demand curve. The mere existence of a monopoly does not mean anything. The publisher of a copyright book is a monopolist. But he may not be able to sell a single copy, no matter how low the price he asks. Not every price at which a monopolist sells a monopolized commodity is a monopoly price. Monopoly prices are only prices at which it is more advantageous for the monopolist to restrict the total amount to be sold than to expand his sales to the limit which a competitive market would allow.

I Mises’ monopolteori er det meget usandsynligt at monopoldannelse i sig selv skaber problemer for forbrugerne. Det er kun i meget sjældne tilfælde, hvor et gode monopoliseres og samtidigt at forbrugernes efterspørgselskurve er sådan at de vil betale en totalt set større sum for en mindre mængde af produktet. Selv hvis vi tog de socialliberales tankegods for gode varer, følger det ikke at store virksomheder skal reguleres af staten. Det er kun hvis de store virksomheder kan hæve prisen og, ved at reducere mængden der produceres, få en større indtjening end før, at der kan være tale om en form for “økonomisk tvang”. Det er dog vigtigt at nedbryde denne type virksomhed i to overordnede typer, for at forstå hvornår det er ligegyldigt med monopoler, og hvornår det ikke er ligegyldigt.

I det følgende benytter jeg Murray Rothbards monopolteori, der bygger på Ludwig von Mises’ teori. Hvor Mises understregede forbrugernes suverænitet, satte Rothbard fokus på en mere generaliseret markedsteori der understreger individets suverænitet (altså både som forbruger og som producent).

Et offentligt monopol kan tvinge dig til at betale for produkter via beskatning, som du ikke ønsker at betale for. Det offentlige monopol kan med beskatningsmagten sørge for sin egen indtægt, uanset hvad det producerer og uanset hvad kunderne synes om produktet. Med beskatningsmagten kan monopolet tage for sig af retterne i det omfang det er muligt, så længe det ikke møder stor politisk modstand. Staten kan ikke gøre alt, men må i en vis udstrækning tækkes vælgerne. Det er dog ikke svært at opnå denne situation i praksis – jeg behøver vel blot at nævne den nylige kapitalindsprøjtning af skatteydernes midler i PostNord.

En privat virksomhed der er eneudbyder på et specifikt marked af en specifik vare kan ikke tvinge dig til at købe noget som helst af det. Et privat eneudbyder er dermed underlagt forbrugernes efterspørgsel, på samme måde som hvis der var mange konkurrenter aktive. Den eneste måde den private udbyder kan tjene flere penge ved at hæve prisen på produktet, er hvis forbrugerne frivilligt betaler merprisen. Hvis efterspørgselskurven er elastisk, så er det i eneudbyderens interesse at producere mere, for at tjene flere penge. Hvis efterspørgselskurven er uelastisk, kan eneudbyderen nedskære produktionen og hæve prisen, og totalt set have en større indtægt. Eneudbyderen i det frie marked er dermed stadig underlagt forbrugernes værdidomme. Dette simple faktum overses meget let, og tales ofte ikke om, når det kommer til diskussioner om eneudbydere på markedet (undertegnede var selv af den opfattelse, at staten skulle bruges til at øge konkurrencen, da jeg var ung og naiv 🙂 ). Hvis de socialliberale reelt var bange for økonomisk magt, så burde de også af den  logiske følge måtte advokere for at forbrugerne skulle tvinges til at købe gode produkter (som anbefalet af eksperterne), da producenten af produktet kan blive tvunget til at lukke sin virksomhed, hvis produktet ikke falder i forbrugernes smag. Producenten ville være udsat for økonomisk tvang, hvis forbrugerne ikke ønskede at betale prisen for produktet.

Denne absurditet, som er et logisk udkomme af de socialliberales definition af “økonomisk tvang”, sender samfundet direkte i det totalitære fængsel, hvis man fulgte deres logik til sin ultimative konklusion. Enten har økonomisk tvang ingen berettigelse i sociale sammenhænge, eller også kan alle udsætte alle andre for økonomisk tvang. Hvad enten det er producenter, der via påstået monopolmagt, tvinger forbrugerne til at betale overpris, eller forbrugerne der tvinger virksomheder til at gå konkurs, fordi den producerer for dyre, eller for dårlige, produkter, så er økonomisk tvang en gennemsyrende kraft i alle markedssammenhænge der skal reguleres eller også er den ikke. Hvis man vil denne form for tvang til livs, så bør alle markedstransaktioner nøje overvåges og reguleres af eksperterne. Der er ingen middelvej.

Er der nogen der kan forestille sig at der er noget som helst liberalt i sådan en situation? Her er det værd at fremhæve den gode definition, som de klassiske liberale brugte, af tvang, som værende aggressiv vold, eller overlagte trusler herom, mod en anden person eller dennes ejendom.

Med konkurrenceloven er det endegyldigt slut med at store effektive virksomheder kan producere til det nationale marked. I stedet for at lade markedskræfterne vise hvilken konfiguration af kapitalstrukturen der er mest effektiv, beslutter bureaukraterne i konkurrencerådet at nedsable enhver virksomhed der opnår mere end x procent markedsandel. Dette forhindrer stordriftsfordele og er et angreb på ejendomsretten for virksomhedens ejere og en hån mod markedets frie udfoldelse. Teorien der beskriver nødvendigheden af konkurrencelovgivning er teorien om den “fuldkomne konkurrence” (eller perfekt konkurrence). Denne teori hviler på den antagelse at markedet er “perfekt”, eller tilnærmelsesvist perfekt, under visse helt unikke betingelser. Det er klart at fra denne perfektionistiske teori er det let at finde fejl i markedet, da markedet er en manifestation af mennesker der samarbejder, og at holde det samarbejde op mod en syntetisk perfekt verden er meget tynd argumentation for statsindgreb, ligeledes af mennesker.

Murray Rothbard, Man, Economy, And State s. 645:

We do not know, and economics cannot tell us, the optimum size of a firm in a given industry. The optimum size depends on the concrete technological conditions of each situation, as well as on the state of consumer demand in relation to the given supply of various factors in this and in other industries. All these complex questions enter into the decisions of producers, and ultimately of consumers, concerning how large the firms in various lines of prodution will be. […] As a result, any existing situation on the free market will tend to be the most desirable for the satisfaction of consumers’ demands (including herein the non-monetary wishes of the producers).

Neither economists nor engineers can decide the most efficient size of a firm in any situation. Only the entrepreneurs themselves can determine what size of firm will operate most efficiently, and it is presumptuous and unwarranted for economists or for any other outside observers to attempt to dictate otherwise.

Et andet punkt der er værd at diskutere er valget af, hvor stor en virksomhed må være, før det kolliderer med tesen om den perfekte konkurrence. I dette meget simplificerede verdenssyn er konkurrence tilstedeværelsen af flere virksomheder. Hvorfor skulle det være bedre for forbrugerne at virksomhederne blev splittet op i mindre dele? Hvordan kan man føre argument for at ved at splitte virksomhederne op, at det tjener forbrugernes interesse?

Et tredje punkt at angribe er, hvorfor det præcis er den samme procentsats for ethvert marked, der er det optimale trade-off punkt? Et fjerde punkt er, hvordan det kan være at et monopol aldrig oplever konkurrenter, som alle andre markeder udsættes for kontinuert? Det må være klart for enhver at et monopol, der opnår overnormal profit, er et tegn på at i denne sektor kan man tjene store penge ved at begynde at konkurrere. Overvejer man at starte en virksomhed, og søger man at få et godt afkast på sin investering, så er det åbenlyst at man bør prøve at gå ind på monopolets marked, da chancen for profit her er større end andre markeder hvor konkurrencen er kraftigere.

Et femte kritikpunkt af monopolteorien er, at postulatet om at monopolet kan få en overnormal profit, fordi monopolets omkostninger er langt lavere end salgsprisen, er absurd. Det essentielle i enhver omkostning er at forstå, at en omkostning altid er en alternativomkostning. Det betyder, for monopolteorien, at deres anskuelser om omkostninger løftes fra den almindelige forståelse af ordet omkostninger, til at blive en særlig art af omkostning, der kun gælder for monopolvirksomheder. I stedet for at bruge den universelle alternativomkostning, så opfinder bureaukraterne deres egen omkostningsteori og påstår at den eneste omkostning der gælder, er den monetære omkostning i faktiske udgifter til driften af produktionen. I alle andre sammenhænge vil enhver økonom, der er noget værd, sige, at alle omkostninger er alternativomkostninger. Altså omkostninger der består af “det næstbedste alternativ man kunne have forfulgt”.

For monopolisten er det tydeligt at, hvis denne virkelig er monopolist i den strenge definition, hans alternativomkostning er, at ved at sænke produktionen yderligere, kunne han hæve prisen endnu mere. Monopolistens omkostning er derfor den mulighed for større profit, der går tabt, når han sænker prisen og øge produktionen. Monopolisten er dog ingen gud der ved præcis hvordan efterspørgselskurven ser ud i alle prispunkter, og han ved heller ikke hvor elastisk kurven er. Ligesom alle andre erhvervsdrivende i markedet må man være villig til at tage risiko og udforske markedets respons på pris- og kvalitetsændringer. I denne risiko ligger også risikoen for, at hvis det bliver en succes at hæve prisen, tiltrækker det nye konkurrenter på markedet der ønsker en del af profitkagen.

I sidste ende er det vigtigt at pointere, at en efterspørgselskurve på det frie marked er et frivilligt fænomen. Ingen er tvunget til at købe det monopoliserede gode af producenten, og i den virkelige verden er transport samt international handel med til at sikre at monopoler ikke opstår. Det er blot en empirisk observation at monopoldrift af virksomheder ikke sikrer dem større indtjening end almindelig “konkurrencepræget”, for at bruge socialliberalisternes ordvalg, drift. Selv velkendte tilfælde af monopolvirksomheder som John D. Rockefellers Standard Oil resulterede i en massiv ekspansion af produktionen, et dramatisk fald på 90pct af prisen på lampeolie, og da staten begyndte retssagen mod Standard Oil var markedsandelen for firmaet godt en tiendedel.

Thomas J. DiLorenzo, The Gates-Rockefeller Myth

The industry’s output of refined petroleum increased rapidly throughout this period–just the opposite of what mainstream monopoly theory would predict. In 1911, the year in which the federal government forced the breakup of Standard Oil, the company faced fierce competition from Associated Oil and Gas, Texaco, Gulf, and 147 other independent refineries. Because of this competition Standard Oil’s market share fell from 88 percent in 1890 to a mere 11 percent by 1911.

Markedet havde fungeret som forventet af de gode økonomer – monopolet kunne ikke holde fordi nye iværksættere fandt mere effektive måder at tilfredsstille forbrugerne. Læs mere i artiklen her og her.

Deraf følger det, at de eneste monopoler der er nødvendigt at nedbryde, er statens egne monopoler, de offentlige virksomheder. Det er ikke nødvendigt at blande sig i et frit marked, men det er nødvendigt at privatisere samtlige offentlige virksomheder, for at sikre den største velfærd for samfundet.

Ønsker man en grundig gennemgang af problemerne, kan jeg henvise til Peter Kleins 3 delte serie hos Mises Instituttet der omhandler konkurrence, monopoler og iværksætteri. Alternativt kan man også få megen god information ud af Thomas DiLorenzos lektion angående konkurrenceloven i USA. Er man en læsehest, kan Murray N. Rothbards “Man, Economy, And State”, særligt kapitel 10, anbefales.

Liberalisme del 2: Socialliberalisme

I anden del af min trilogi om liberalismen, tager jeg fat i Socialliberalismen.

Den klassiske liberalisme var et populært modsvar til den enevældige konges herredømme over samfundet, hans privilegier og undertrykkende lovgivning. Den klassiske liberalisme fastholdt at samfundet kan klare sig selv uden en diktator der dirigerer dem omkring. Den sociale liberalisme blev et populært modsvar til den klassiske liberalismes økonomiske doktrin. Hvor den klassiske liberalisme er stejl og hårdnakket fastholder ejendomsretten, markedets suverænitet og samfundets selvregulering, så er socialliberalismen den kloge onkel, der ved nøje teoretiske studier af samfundsmodellerne går på kompromis, og forsøger igennem interventioner at gøre det bedre end det frie marked. Den kloge onkel er ikke stejl og selvom ejendomsretten stadig ikke er helt ligegyldig, så er den alligevel ikke så vigtig. Ejendomsretten må gerne krænkes, bare der er nogle dygtige eksperter til at styre hvordan det foregår, så kan de i det lange løb skabe en bedre situation end det frie samfund kunne.

Essentielt set tror den socialliberale ikke på at et frit marked selv finder de bedste løsninger, eller at samfundet selv kan udvikle sig optimalt. Den socialliberale vil have statslige eksperter til at blande sig i markedsøkonomien, de ønsker at ændre markedsudfaldet for at sørge for at der produceres tilstrækkeligt med socialhjælp, investering, konkurrence, uddannelse eller hvilken niche i samfundet der ligger den socialliberales hjerte nær. Markedet opfattes i denne tænkemåde, ulig de klassiske liberale, som en form for teknisk indretning, der skal opføre sig på en mekanistisk facon (afgjort af de økonomiske modeller der er udviklet til at beskrive markedet) for at tilfredsstille nogle selvopstillede normative målsætninger. Frem for at fastholde at markedet blot er et smukt og frivilligt samarbejdsnetværk, der gør det muligt for samfundets individer at hjælpe hinanden i gensidige fordelagtige transaktioner, så postulerer man i stedet at når staten lægger sig fast på en streng laissez-faire politik at markedet kan blive farligt. Disse farlige situationer kalder man markedsfejl. Idéen er at markedet burde have givet et andet resultat end det som den økonomiske model forudsiger at markedet kommer til at give. Eksempler på sådanne er monopoler der udplyndrer forbrugerne, at asymmetrisk information snyder forbrugerne, kronisk arbejdsløshed, positive eksternaliteter, negative eksternaliteter, usikre produkter, for lidt skolegang, for lav vækst, for høj vækst, for meget opsparing, for lidt opsparing… listen over disse markedsfejl er uendelig. Fælles for denne tankegang er at der er kun et eneste rigtigt mål som bør opnås i hver sektor, et mål som økonomen har fastlagt på forhånd. Hvis økonomens teoretiske markedsmodel ikke opnår dette mål, så er der tale om en markedsfejl som staten kan, og bør, korrigere (eksempelvis ved at ansætte nogle dygtige økonomer der som embedsmænd kan hjælpe politikerne til at regulere markedet, for at øge velfærden for alle – er det ikke bare smukt?).

Her kommer et par citater som forklarer nærmere hvad jeg taler om.

Erik M. Bøye, Deskriptiv økonomi 4 udg. s. 305:

Under liberalismen skete der store materielle fremskridt. Levestandarden steg, dødeligheden faldt og den demografiske transition startede. Desuden fik det ene land efter det andet en fri forfatning. Slaveriet blev afskaffet. Der blev indført næringsfrihed, ytringsfrihed og religionsfrihed. Men medaljen viste sig at have en bagside i form af monopoler og kriser (konjunktursvingninger). Desuden blev indkomstfordelingen uacceptabelt skæv. Blandt andet disse markedssvigt giver en begrundelse for at have en offentlig sektor.

307:

Når stordriftsfordele betinger, at der kun er plads på markedet til én producent med den optimale virksomhedsstørrelse, taler man om et naturligt monopol. Som eksempler angives oftest telekommunikation, kollektiv transport og kraftværker. Løsningen kan være at lade det offentlige stå for driften (kommunale værker, statsbaner), eller at give en private virksomhed koncession (eneretsstilling).

s. 309:

Det økonomiske liv pulserer. Højkonjunktur afløses af lavkonjunktur, der igen afløses af højkonjunktur osv. Den hidtil dybeste depression var krisen i 1930’erne. På den måde, som man dengang opgjorde arbejdsløsheden på, var arbejdsløsheden 32% i 1932. Velfærdstabet var kolossalt. Kapitalismen var i krise, og den økonomiske videnskab havde ingen teori til forklaring af miséren. Og derfor heller ingen kur mod sygdommen – Ikke førend den engelske økonom John Maynard Keynes i 1936 udgav sit banebrydende værk The General Theory of Employment, Interest and Money.

Socialliberalismen var også en måde at være pragmatisk på. Det var nødvendigt, mente nogle af de liberale, med et modsvar til tidens socialistiske strømninger, der satte spørgsmålstegn ved den klassiske liberalismes dogmer om laissez-faire (læs gerne den fine artikel om dette opgør som beskrevet af professor Richard M. Ebeling. Bemærk at artiklen omtaler det som neoliberalisme, men det bør nævnes at man overvejede at bruge ordet socialliberalisme. Forskellen mellem den liberalisme omtalt i artiklen og min omtale er brugen af Keynes mirakelkur mod markedsøkonomiens makro-fejl). Under en laissez-faire politik udviklede markedsøkonomien visse ufrie mekanismer, så som store virksomheder der besidder økonomisk magt. Var der ikke mere end blot én slags tvang? Er ejendomsrettens opretholdelse gunstig i alle tilfælde? Kan markedsøkonomien finde den optimale løsning på udfordringer? Tør man overlade vigtige beslutninger til det frivillige samfund? Vil den uhæmmede kapitalisme udvikle monopoler? Vil der blive produceret nok social beskyttelse? Vil alle de der ønsker det, kunne få et job?

Erling Olsen, Danmarks økonomiske historie siden 1750, s 18-19:

I tiden efter den anden verdenskrig fortrængtes interventionismen gradvis af social-liberalismen. Denne politiks sociale indhold kom frem i kravet om, at staten skulle påtage sig ansvaret for beskæftigelsen samt afholde betydelige udgifter til undervisning og social sikring. Dens liberale indhold fandt udtryk i kravet om, at beskæftigelsespolitikken hovedsageligt skulle føres ved hjælp af penge- og finanspolitiske midler, medens det økonomiske liv i øvrigt skulle overlades til kræfternes frie spil. Afgørende for denne kursændring var den økonomiske videnskabs landvindinger. John Maynard Keynes havde i The General Theory of Employment, Interest and Money (1936), gjort det klart, at kapitalismen var funktionsdygtig. Når blot det offentlige over penge- og finanspolitikken regulerede efterspørgslen, skulle det være muligt at opretholde den fulde beskæftigelse.

Med ovenstående citater om kernebudskabet i socialliberalismen, lad os da se nærmere på hvad det betyder for Danmark i dag.

Socialliberalismen

Socialliberalismen er et udspring af den klassiske liberalisme. Socialliberalismen tager udgangspunkt i, at det ikke er nok med de negative frihedsrettigheder der skal beskytte individet mod overgreb på sin person og sin ejendom. Nogle positive sociale frihedsrettigheder må også formuleres til at skabe et velfærdssamfund, for at undgå at den lange liste af markedsfejl manifesterer sig, og reducerer samfundets velfærd. Den stringente fastholdelse af ejendomsretten må opgives og overgives til eksperternes vurdering om hvornår det er gunstigt og ikke gunstigt at opretholde ejendomsretten for den enkelte. I Danmarks Grundlov finder vi utallige eksempler på denne tankegang, da enhver borgers rettigheder kan tilsidesættes. I grundloven står der meget ofte efter hver rettighed “undtagen hvor almenvellet kræver det”. Denne form for socialliberalisme har mange grene, og spænder fra tæt ved socialdemokratiske synspunkter om statens sociale arbejde der tæller bl.a. hele den blå fløj i folketinget og til de som mener at staten bør sørge for en universel basisindtægt (fx borgerløn), men ikke mere end det. Det spænder således fra de blå partier i folketinget til Milton Friedman og Friedrich August von Hayek.

Den økonomiske frihed må files lidt ned, og til gengæld kan man opleve et sikkert og trygt samfund, der regulerer de farlige aspekter af markedsøkonomen ved hjælp af eksperterne. De personlige friheder skal også sikres, og må ikke trædes på, medmindre de provokerer andre mennesker. Hvor den klassiske liberalisme definerede tvang som aggressiv vold eller overlagte trusler herom mod en person eller dennes ejendom, så opfinder socialliberalismen nye former for tvang, som skal retfærdiggøre statens interventioner i markedsøkonomien. Tvang kan i denne sammenhæng være økonomisk tvang, som et monopol udsætter markedet for, da monopolet kan kræve ublu priser og tjene styrtende med penge. Forskellen i synspunktet angående tvang er centralt for frihedsforståelsen, og derfor er det meget vigtigt at nævne i forbindelse med liberalismen der som sagt ønsker at sætte mennesket fri for tvang. En udvidet beskrivelse af hvad der er tvang bevirker at det er nødvendigt at udvide den sociale beskyttelsesfunktion, som staten, naturligvis, skal tage sig af. De socialliberale mener, som de klassiske liberale, at staten er det eneste legitime voldsmonopol, og staten skal bruges til at beskytte borgerne mod både den klassiske aggressive vold eller trusler herom, samt den nye økonomiske tvang.

Friedrich August von Hayek, The Constitution of Liberty, s. 20-21:

“By ‘coercion’ we mean such control of the environment or circumstances of a person by another that, in order to avoid greater evil, he is forced to act not according to a coherent plan of his own but to serve the ends of another.”

I denne forstand bliver det derfor nødvendigt med en basisindkomst, da en arbejdsgiver ellers kan styre dig til at gøre noget (fx arbejde overtid) ved at kontrollere din situation (din ansættelse). I denne form for frihedsopfattelse bliver det statens opgave at sikre dig nogle positive rettigheder, således det ikke er muligt for andre at få dig til at gøre noget du ikke bryder dig om.

Hvis udgangspunktet for ens egen samfundsforståelse starter fra folkeskolens, mediernes og politiske debatters udgangspunkt, så er Danmark allerede et socialliberalt land. Synspunktet underbygges i undervisningen i samfundsfag med at i Danmark er det offentlige system meget lidt korrupt, bl.a. takket være magtens tredeling samt en solid dansk anti-korruptionskultur, der kan eksemplificeres med diverse “ærlighedstests”, hvor punge med penge leveres tilbage inklusiv indhold i Danmark i langt højere grad end andre europæiske lande. Det er derfor intet problem i Danmark at den offentlige sektor udgør en meget stor del af den samlede samfundsøkonomi, fordi den offentlige sektor er meget lidt korrupt, og vi kan forvente at eksperterne på topposterne i det offentlige kun går på arbejde for at højne samfundets velfærd. Fra samfundsfag får vi at vide, at det socialdemokratiske tankegods har skabt en velfærdsstat, som vi kan være stolte af, som hjælper de svage, helbreder de syge, udjævner de handikappedes hverdagsproblemer og giver de ældre en respektabel eksistens. De socialliberale har bidraget ved at sørge for at markedsøkonomien giver borgerne et vellønnet arbejde og en høj levestandard. Samspillet mellem de to strømninger har skabt det danske sikkerhedsnet, som er solidarisk, gavmildt og stærkt. Det sørger for at vi igennem livet får et minimum af goder serveret, således vores vej gennem livet bekommer os vel. Det kaldes velfærd, når vi er tilpas med vores tilværelse. Hvem andre end staten skulle sørge for de udsatte i samfundet får det godt, kapitalismen kan jo ikke vride penge ud af dem der ingen har, så hvorfor overhovedet tale om at den kan gøre noget for dem?

Hjørnestenen i det socialliberale tankegods: Økonomisk tvang

De socialliberale har et særligt stort fokus på det de kalder økonomisk tvang. Økonomisk tvang er, for eksempel, hvis en virksomhed eller person opbygger en stor velstand, og kan derved bruge sine større resurser på at mele sin egen kage, ved at bruge resurser på en sådan måde, at det er muligt at kontrollere folks adfærd. Den rige kapitalist, kan eksempelvis få sine ansatte til lidt af hvert, ved at føre firmapolitik på en sådan måde, at hvis de ansatte ikke følger reglerne for ansættelsen, som kapitalisten ændrer som han lyster, mister de deres ansættelse hos ham. De mindre resursestærke medarbejdere er i denne situation udsat for økonomisk tvang af en overmagt, der ikke mister lige så meget velfærd som de gør, hvis kapitalisten finder på at diskriminere på særlige måder eller ved at føre virksomheden således medarbejderne føler sig udsat for ubehageligheder til en sådan grad, at vedkommende selv siger op. Tabet af velfærd for den ansatte vurderes at være større end tabet af velfærd for arbejdsgiveren.

Et citat fra Hans-Jørgen Schanz lommebog “Tænkepauser” om frihed understreger synspunktet, s 54:

Neoliberalisternes illusion – hvis det da var en sådan – bestod i troen på, at kapitalens frihed ville føre til menneskelig frihed. De overså eller ignorerede, at positiv og negativ frihed meget let kolliderer, og så er ulven løs. Resultaterne af neoliberalismens gennemslag har været økonomisk frihed for færre og elendighed for mange.

Ulven i ovenstående citat er transformationen af det enkelte menneske i samfundet i naturtilstanden som Thomas Hobbes beskrev. Mennesket bliver til en ulv der overfalder sine medmennesker for egen vindings skyld. Ifølge Hobbes vil mennesket i naturtilstanden, uden en ordensmagt der sørger for beskyttelse, bruge for få resurser på at beskytte sig, og det vil derfor være fordelagtigt for alle at plyndre hinanden, givet omstændighederne at alle forsvarer sig for dårligt. Staten er derfor et nødvendigt onde for at opretholde et fredeligt samfund.

Hans-Jørgen Schanz fortsætter, på side 56:

De moderne vestlige samfund har netop ikke villet betale for kapitalens frihed med fattigdom og elendighed. Friedman har heldigvis ikke sejret, og hvis han havde, ville han have sejret ad helvede til: Med den frie kapital følger en økonomisk tvang, der dræber just den frihed, der var målet. Den neoliberale negative frihed – frihed fra ydre omstændigheder, der kan hindre en i at handle – har i høj grad vist sig ikke kun at have staten som modspiller. Også den stumme økonomiske tvang – ja netop tvang – har vist sig som en effektiv blokering af handlingsmulighed og frihed.

I ovenstående citat kritiserer Hans-Jørgen Schanz at kammeraterikapitalismen er et system hvor de store virksomheder benytter sig af deres forbindelser til politikerne, så de vedtager love der skaber en skævvridning af konkurrencevilkårene til virksomhedens fordel. Typisk sker det ved at ekskludere andre fra at konkurrere, enten ved at indføre store overheadomkostninger der er nemmere at bære for en stor virksomhed, men som små virksomheder tynges relativt mere af, eller ved at vedtage tekniske krav til specifikke varer (fx effektivitetskrav, forureningskrav, osv). Denne kritik er udmærket at tage frem, men det er nok ikke specielt godt rettet mod Milton Friedman, som ikke støtter kammeraterikapitalismen. De solide forbindelser mellem politikerne og de store virksomheder giver de store virksomheder nogle konkurrencefordele, omend de selv også lider en skade af den førte politik, lider deres konkurrenter endnu mere. Det hæver omkostningerne som smitter af på prisen på produkterne, så både potentielle konkurrenter samt almindelige forbrugere stilles værre.

Der er, så vidt jeg ved, kun ét punkt hvor Milton Friedman kan kritiseres for at skabe forhold der er gunstige for kammeraterikapitalisme, og det er hans politiske program der støtter centralbankens manipulation med pengemængderne. Det er ikke muligt at undgå kammeraterikapitalisme, når hovedfokus for pengepolitikken er at centralbanken skal sørge for at pengemængderne vokser med en bestemt rate per år. Bankerne tjener så at sige penge ved at skabe nye penge til ingen omkostning. De bærer blot en risiko for at udlånet går galt, og bankerne er derfor særligt privilegerede i deres funktion som pengeskaber. De nye penge der udstedes vil give fordele til de store virksomheder der har lettere adgang til kapitalmarkeder end små virksomheder. Den lettere adgang til kredit vil også gøre det mere favorabelt at låne penge, således man er den første der kan bruge de nye penge, før priserne på varerne man agter at købe er steget. For at styre pengemængdens vækst igennem kreditmarkedet favoriserer man låntagere, og jo større låntager man er, jo større favorisering modtager man af denne politik.

Milton Friedman er også kendt for sit tankeeksperiment om helikopter-penge (fra en artikel i 1969 med titlen “The Optimum Quantity of Money”), hvor centralbanken blot indsætter et vist beløb hos enhver borger, således pengemængden stiger ved kunstige bankindskud. Hvorvidt Milton Friedman blot spekulerede over de økonomiske dynamikker i et sådant indgreb, eller om han kunne finde på at fremsætte det som et forslag til centralbankerne, er jeg ikke afklaret med. Her vil jeg blot nævne det som eksempel på hvordan pengepolitik kunne udføres, i den socialliberale ånd. Denne form for indgreb vil alt andet lige også skævvride markedet, da det er forskelligt hvordan hver person bruger de nye penge. Alt efter om man vælger at beholde pengene på sin konto eller ej vil afgøre hvilken effekt man får af dem, og i det store spil vil de der vælger at lade pengene stå til en regnvejrsdag miste købekraft. Det gælder, kort og godt, om at bruge de nye penge så hurtigt som muligt, for at undgå erosion af købekraften. Det er igen en særlig gruppe i samfundet der drager nytte heraf, og afhængig af hvordan fordelingen af pengene udmøntes, kan man kalde det kammeraterikapitalisme eller ej. Kommer det særligt de store virksomheder til gavn, da deres pengebeholdning også øges, kan det være endnu et tilfælde hvor store virksomheder drager særlig fordel af projektet.

Ligesom Friedrich August von Hayek introducerer nye begreber om hvad udgør tvang, ligeså gør Hans-Jørgen Schanz. Begge ser nogle nødvendige positive rettigheder som staten skal tildele for at beskytte borgeren mod deres forskellige opfattelser af hvad tvang er for en størrelse.

Hans-Jørgen Schanz vil jeg umiddelbart vurdere til at være en socialliberal meget tæt på socialdemokratismen. Hans postulater om nødvendigheden af positive frihedsrettigheder og advarsler om de negative, er en demonstrationen af hvordan kritikken af de negative frihedsrettigheder fremføres. Han har tilsyneladende ikke meget til overs for Milton Friedman, men jeg vælger at kategorisere dem begge indenfor socialliberalismen, i den meget brede kategorisering jeg har valgt. Blot for at gentage mit synspunkt, så er det min egen kategorisering, og der er sikkert mange der synes at det er forkert at sætte de to herrer i bås sammen. Ikke desto mindre er det nødvendigt for mig at gøre, fordi der ikke er plads til Milton Friedman i min kategorisering af den klassiske liberalisme pga. hans tilhørsforhold angående pengepolitik og socialpolitik.

Overførselsindkomstens kilde: Beskatning

I socialliberalismen vægtes det højt at individet har en basisindkomst garanteret, således det bliver muligt for individet at opleve frihed til at vælge produkter som denne synes er værdifulde. Hvad er friheden værd, hvis man sulter og dør af den? Ejendomsretten er også vigtig, men mest i den forstand, at man gerne må sige nej til at tage mod gæster i sit eget hjem. Den økonomiske frihed vejes op mellem skatteyderens velfærd på den ene side, og den svage i samfundets velfærd som for eksperten synes også at være vigtig. Eksperten kan afgøre, at det nok vil være til gavn for samfundets totale velfærd, hvis man pænt overfører indkomsten fra en skatteyder til en socialt udsat person. Det er vigtigt for dette overførselssystem at det er så lidt generende for borgerne som muligt. Der er ingen grund til at blive grov. Systemet skal fungere smidigt så de fleste skatteydere ikke engang ser de penge, der oprindeligt var deres, og kildeskatten opsuger nænsomt og uden fanfare en del af indkomsten, før den når ud på skatteyderens bankkonto. Staten skal finde på sirlige metoder til at lirke borgernes penge fra dem på den mest skånsomme måde, således deres følelser ikke opstemmes.

Skattevæsenets breve er høflige men bestemte. Du skal betale din skat. På overfladen ånder fred og ingen fare, så længe man blot gør som der bliver sagt. Lovene er kendt på forhånd, og man udsættes kun for en forventelig beskatning, da man kan læse sig frem til reglerne. Man bestemmer selv om man vil betale skat, ønsker man at undgå at betale skat, kan man bare overholde reglerne ved ikke at indgå i den økonomiske transaktion der udløser skatten. Her er ingen tvang. Staten opfører sig pænt overfor borgerne, taler i et afdæmpet og roligt toneleje og fremsætter blot at lovgivningen skal følges.

Sikring af beskæftigelsen: Justering af finans- og pengepolitik

John Maynard Keynes, som omtalt tidligere, beskrev i sin berømte bog, at markedsøkonomien fungerer udmærket ved fuld beskæftigelse. De klassiske økonomer (Adam Smith, David Ricardo, John Stuart Mill, Jean-Baptiste Say etc) studerede desværre kun et særtilfælde af markedsøkonomien. Særtilfældet var at økonomien var i fuld beskæftigelse. I andre tilfælde, fx efter en økonomisk tilbagegang, var de klassiske økonomer helt galt på den. Det var, i følge Keynes, muligt at markedsøkonomien kunne være i ligevægt med en massiv arbejdsløshed til følge. Årsagen til denne utilfredsstillende situation var en mangel på efterspørgsel. Ved at gennemføre visse politiske rettelser, kunne staten sikre samfundet fuld beskæftigelse. Dette skulle foregå ved store offentlige udgifter til fx byggeri af infrastruktur finansieret ved at trykke penge og ved at staten optog lån der var store nok, til at beskæftige alle. De positive resultater af disse tiltag ville være at markedsøkonomien blev genoprettet, og i denne situation med fuld beskæftigelse kunne den klassiske økonomiske lære genindtræde, og staten kunne neddrosle sit engagement og lade markedskræfterne være i fred på ny.

For at tillade staten at gældsætte sig i tilstrækkelig grad, var det nødvendigt at have en låner til rådighed. Det måtte ikke være en af de almindelige lånere, kapitalisterne, for de var alligevel utilregnelige. Det var nødvendigt at have en låner der var pålidelig, en der altid kunne lånes penge af, en centralbank. Pengesystemet var nødvendigt at planlægge centralt, for med centralbankens rolle i Keynes vision, kunne staten netop opnå at låne de midler det var nødvendigt for gennemførslen af de politiske indgreb som han foreslog. Centralbanken, og under den, de private banker, skulle være bolværket der sikrede staten magten til at låne store summer, så man blev uafhængig af borgernes lyst til at låne penge til staten. Centralbanken var en vigtig brik i spillet, og pengesystemet skulle baseres fuldstændigt på papir, således det blev så billigt som muligt for staten at optage gæld og for banksystemet at skabe nye penge.

En anden variant af benyttelse af centralbanken til at øge samfundets velfærd, som eksemplificeret i Milton Friedmans monetarisme, eller andre nyere keynesianske eller pseudokeynesianske strømninger, er at fokusere på væksten i pengemængderne, og lade centralbanken sænke renten for at stimulere investering (gerne blot privat) således beskæftigelsen stiger på ny. Andre mener at centralbanken skal sigte efter en vis vækst i nominel BNP for at drive inflationen og efterspørgslen opad. Alle har det til fælles at de ønsker en centralt planlagt valuta, som eksperter skal administrere. Indbyrdes er de alle uenige i reguleringsstrategien, men i hovedtræk er enhver af de omtalte økonomiske skoler interesseret i at kontrollere centralbanken. Få af de socialliberale er interesseret i at nedlægge centralbanken og lade markedet producere penge på egen hånd.

Regulering af konkurrencen

I den socialliberale filosofi er den økonomiske tvang som eksemplificeret ved monopoler en af de frygteligste former for antisocial adfærd. Den økonomiske tvang kan i denne omgang neutraliseres ved konkurrencelovgivning. Den socialliberale ønsker at virksomheder ikke opnår en økonomisk magt på markedet, da de store virksomheder med større end x procent markedsandel kan malke forbrugerne ved at bruge sin økonomiske magt mod dem. Monopolet fastsætter prisen og forbrugerne bøjer sig, i fraværet af konkurrenter, og køber produktet alligevel. Forbrugeren er udsat for økonomisk tvang i det omfang prisen ville have været lavere under en tilstand af perfekt konkurrence. Det flugter udmærket med citatet ovenfor af Hans-Jørgen Schanz. Den økonomiske tvang er en blokering af friheden.

Erik M. Bøye, Deskriptiv Økonomi, s 212:

Hvis markedet domineres af nogle få store virksomheder, hersker der u-fuldkommen konkurrence. Er der kun én udbyder på markedet, er der monopol, og monopolisten kan sætte sin pris uden hensyn til konkurrenter, for han har ingen. Ved at begrænse produktionen kan prisen sættes højere end omkostningerne. Monopolisten opnår derved profit. En profit, som vel at mærke ikke bliver konkurreret væk. Et centralt element i erhvervspolitikken hos lande med markedsøkonomi er at korrigere for dette markedssvigt med en monopollovgivning.

Monopolisten, der har udkonkurreret alle på sit område, kan efterfølgende nedskære produktionen, hæve priserne, og nyde et overnormalt afkast på sin investering. Den efterfølgende profit for denne ene virksomhed er en markedsfejl, fordi tabet for forbrugerne er større end gevinsten for monopolisten (figur). Der er derfor ikke blot tale om at udnytte sin økonomiske magt mod andre, men også at brugen af den økonomiske magt fører til et tab af velfærd for samfundet som helhed. Staten kan derfor med fordel regulere virksomhederne med konkurrenceloven i hånden, og sørge for at virksomhederne ikke bliver store nok til at kunne opnå denne overnormale profit og udnytte forbrugerne.

Dygtige eksperter kan ansættes i konkurrencerådet der administrerer konkurrenceloven. Disse kan via fastlagt lovgivning vurdere om to virksomheder må fusionere eller ej. De kan pålægge bøder til virksomheder der overtræder loven, og den afskrækkende virkning på potentielle monopolister sørger for at markedet til dagligt fungerer tættere på den fuldkomne konkurrence, der kommer forbrugerne til gode.

Den liberale statsminister

“Danmark er langt fra en socialistisk planøkonomi. Danmark er en markedsøkonomi”, sagde Lars Løkke Rasmussen under det amerikanske valg til Bernie Sanders i en tale på Harvard. Bernie Sanders refererede netop til Danmark, som et bevis på, at socialismen er medvirkende til social nytte og særligt til hjælp til de fattige. Lars Løkke Rasmussen måtte dog gå mod Bernie Sanders, fordi, som leder af Danmarks Liberale Parti, kan man naturligvis ikke have det hængende på sig, at man er statsleder for et socialistisk land, og da slet ikke at blive holdt op som et eksempel på en succesfuldt implementeret socialisme.

Lars Løkke argumenterer, at selvom vi har en udvidet velfærdsstat, som giver en høj grad af sikkerhed for sine borgere, så er det også en succesfuld markedsøkonomi, hvor den enkelte har frihed til at forfølge sine drømme og leve sit liv som man lyster.

Lars Løkkes udsagn underbygger alt det tidligere beskrevne. Velfærdsstaten er en venlig organisation, der sørger for at alle har mulighed for friheden til at udfolde sig. Enten ved at være beskyttet mod de farlige markedsfejl, at være sikret en minimumsindkomst, ved at øge beskæftigelsen eller ved at være sikret gratis sundhedsvæsen eller gratis uddannelse. På denne måde sikrer velfærdsstaten friheden for den enkelte ved at beskytte mod de sociale konsekvenser af uheld og ulykke i livet. Velfærdsstaten sørger for at du har en fair chance i livet, og at du får hjælp og støtte til at forfølge de drømme og de værdier du har valgt er vigtige at forfølge.

Lars Løkkes argumentation er at velfærdsstaten kan alt, man kan både have en stor velfærdsstat og samtidig en stor personlig frihed. Der er ingen ende på lyksalighederne når velfærdsstaten styres af politikere med ægte samfundssind, af den socialliberale regering.

Kritik

Min kritik af socialliberalismen viste sig at blive ret omfangsrig, omend den på ingen måde dækkede hele det store område. I et desperat forsøg på at holde blogindlæggene på en rimelig længde vil jeg derfor udgive kritikken i to dele.

Liberalisme del 1: Klassisk liberalisme

Når man beskæftiger sig med liberalismen bliver man let forvirret. Der findes et utal af tråde der er udsprunget af det liberale tankegods, og i debatten hører man tit meget forskellige synspunkter serveret af folk der alle kalder sig liberale. Da der ikke er nogen fastlagt og kontrolleret definition af hvad liberalisme betyder, er det efter min mening en udmærket idé at forsøge at kategorisere nogle hovedtråde af liberalismen og beskrive dem enkeltvis. I min opdeling vil der givetvis være nogle tråde der ikke er beskrevet, jeg håber på tilgivelse af læserne der havde set frem til en anden kategorisering og beskrivelse.

Jeg har valgt at dele op i tre kategorier, som bliver diskuteret i de følgende tre blogindlæg:

  1. Klassisk liberalisme
  2. Socialliberalisme
  3. Anarkistisk liberalisme

Jeg havde oprindeligt tænkt at skrive et indlæg om de tre, men da jeg nævnte ordantallet for fruen, mente hun at det nok var en god idé at dele artiklen op i tre dele og udgive dem løbende, for overskueligheden og for bloglivlighedens skyld.

Som vi går igennem livet lærer vi som menneske med tiden nye ting. Vores viden om livet, naturvidenskaben og de sociale videnskaber ændrer sig over tid, som vi kommer i kontakt med nye opdagelser, nye perspektiver og nye argumenter. Vi tager nye idéer til os og forkaster gamle. De nye idéer er ikke nødvendigvis tættere på sandheden end de gamle. Det samme gælder undertegnede, jeg har ikke alle de rigtige svar. Det håber jeg at læseren er bekendt med. Denne artikelserie er derfor blot mit nuværende syn på de tre hovedtråde af liberalismen, og det er muligt jeg tager fejl om nogle detaljer, uvæsentlige som væsentlige. Forhåbentlig tager jeg dog ikke fejl af hovedbudskabet, som jeg håber læseren vil påskønne.

Fra Gyldendals Dansk Fremmedordbog

libera’lisme (-n) (polit) samfundsopfattelse der kræver størst mulig frihed for den enkelte borger, dvs. med et minimum af styring fra statens side.

Klassisk liberalisme

Den klassiske liberalisme udsprang i kølvandet på den enevældige konges magt over sine undersåtter og hans særlige privilegier, han alene stod hævet over loven. Liberalismens kerne gav borgerne deres egne rettigheder, ret til at eje hvad de igennem frivillige aftaler arbejder sig til at opnå og ret til at forsamle, til at sige og mene hvad de ville og til at blive behandlet retfærdigt af det retslige system. Særligt gennem den sidste tid af kongemagtens herredømme havde retssystemet taget en drejning mod større undertrykkelse af borgerne, og den enevældige konge i Danmark var særligt anset som værende despotisk. Gradvist lykkes det for liberale tænkere at vende den faktiske retstilstand i magtens centrum.

Henrik Gade Jensen, Menneskekærlighedens værk, s. 184

Danmark havde under enevælden fra 1660-1848 en af Europas mest absolutistiske forfatninger, Kongeloven fra 1665, som i 1683 blev supplementeret af lovværket Danske Lov. Kongeloven gav Danmark et ry i Europa som diktatorisk og undertrykkende, fordi europæiske intellektuelle tog enevældens forfatning for en beskrivelse af den faktiske retstilstand, hvad der ikke altid var tilfældet. Især i den sidste halvdel af enevælden blev Danmark opinionsstyret af oplyste adelige og embedsmænd, og i slutningen af 1700-tallet var praksis langt mere liberal end ordlyden.

Liberalismen var en modreaktion på enevældens magt og privilegier, men opstod ikke som en komplet politisk teori, det tog mange år at udvikle, og som årene gik blev det filosofiske system mere udviklet i både teori og praksis.

De grundlæggende værdier for den klassiske liberalisme er lighed for loven, fred i og mellem samfund og ejendomsrettens ukrænkelighed (samt de heraf følgende personlige friheder, indenfor religion, forsamling, nærings- og ytringsfrihed). De klassiske liberale tæller fx Adam Smith, John Locke, Jean-Baptiste Say, Frederic Bastiat, Ludwig von Mises og Nikolai Frederik Severin Grundtvig. I daglig tale siger vi at hvis man er tilhænger af at staten kun skal sørge for “politi, retsvæsen og militær” så er man en klassisk liberal. Underforstået er uddannelse, arbejdsløshed, sygdom og alderdom ikke noget staten skal varetage nogens interesser i. Staten skal beskytte ejendomsretten og lade markedet være i fred.

Her er Ralph Raicos beskrivelse af liberalisme ganske velplaceret:

Ralph Raico, Classical Liberalism and the Austrian School, s 302.

Liberalism is, in fact, the ideology of the capitalist revolution that prodigiously raised the living standards of the mass of people; a doctrine gradually elaborated over several centuries, which offered a new concept of social order, encompassing freedom in the only form suited to the modern world. Step by step, in practice and theory, the various sectors of human activity were withdrawn from the jurisdiction of coercive authority and given over to the voluntary action of self-regulating society.

På flere områder er der dog uenighed. Transportsektoren og visse infrastrukturer (såsom, veje og “naturlige monopoler” som vandværker, varmeværker osv) skal staten alligevel regulere, for nogle. Penge er også et omstridt emne, skal staten monopolisere pengeproduktionen og forsøge derigennem at optimere samfundsnytten? Er penge noget staten skal blande sig i? Må staten stemple guldmønterne? Skal guld være penge? Skal staten subsidiere uddannelse? Skal staten tage sig af de absolut svageste der ikke kunne tjene til dagen og vejen?

På trods af deres uenigheder var der dog et fællespunkt for deres tankegang: Staten var den eneste organisation i samfundet der måtte bruge vold og tvang mod borgerne. Staten er et legalt voldsmonopol. Freden i samfundet skulle lægges i statens hænder, hvor staten var betroet opgaven at opretholde beskyttelsen af ejendomsretten og de personlige friheder der udspringer af ejendomsretten. Udover denne ene opgave, at beskytte borgernes rettigheder mod aggressive elementer, både indenlands og udenlands, havde staten intet at gøre for samfundet.

I den forstand var disse liberale såkaldte minarkister – tilhængere af kun et minimum af episoder hvor borgeren underkues af statens magt. For minarkisterne var tvang defineret som aggression mod person eller ejendom, eller akutte trusler herom. Staten skulle dermed sørge for frihed fra denne slags vold mellem mennesker, og fungerede ved at producere beskyttelse mod tvang der passede i denne snævre kategori. Der var kun et tilfælde hvor det var i orden at underkue borgere over længere tid, og det var i tilfælde af kriminelle dømt igennem en retfærdig rettergang. De klassisk liberale mente det var nødvendigt for at kunne afslutte konflikter mellem mennesker, at der skulle være een lov som blev anvendt til disse processer, at der var en uafhængig dommer og politiinstans der tog sig af disse konflikter. Uden en fælles lov var det dem ikke muligt at se en løsning på konflikt mellem borgerne. I sin essens er denne liberale tråd også influeret kraftigt af Thomas Hobbes vision – mennesket i naturtilstanden søger konflikt og samfundets nedbrydelse (mere om Hobbes i næste blogindlæg).

Markedsøkonomien er basis for samfundet

Statens rolle i samfundet er at tage sig af at minimere aggressiv voldelig adfærd rettet mod personer eller deres ejendom. Ved at opretholde lov og orden i samfundet bliver staten en gevinst for samfundet. Når lovens opretholdelse varetages af staten, kan det gensidige samarbejde mellem samfundets individer begynde og markedsøkonomien bliver fundamentet for samfundets organisering og arbejde:

Ludwig von Mises, Human Action, s 258.

The market economy is the social system of the division of labor under private ownership of the means of production. Everybody acts on his own behalf; but everybody’s actions aim at the satisfaction of other people’s needs as well as at the satisfaction of his own. Everbody in acting serves his fellow citizens. Everybody, on the other hand, is served by his fellow citizens. Everybody is both a means and an end in himself; an ultimate end for himself and a means to other people in their endeavors to attain their own ends.

Ludwig von Mises var stor kritiker af statslig indblanding i markedsøkonomien. Ifølge ham var det ikke muligt for staten at blande sig og skabe en situation der for hele samfundets synspunkt var bedre end en markedet kunne skabe. Når staten blandede sig, skabte indblandingen utilsigtede konsekvenser, der var værre end udgangspunktet, og hvis ikke politikerne opgav ævred og rullede lovgivningen tilbage, måtte de fortsætte på stien mod den totale socialisme.

Et godt eksempel på denne udviklingsmekanisme kan findes i samspillet mellem fagforeningernes påvirkning på arbejdsmarkedet og det ideologiske krav om sociale ydelser til arbejdsløse.

Ludwig von Mises, Human Action, s 374.

On the domestic market the unions to not tolerate the competition of the nonunionized workers and admit only a restricted number to union membership. Those not admitted must go into less remunerative jobs or must remain unemployed. The unions are not interested in the fate of these people. […] For the unemployed union members are not the only people wronged by the union’s policy of substituting higher wage rates. The interests of those excluded from membership are not taken into account.

Når fagforeningerne lykkes at hæve lønningerne, sker det på bekostning af de grupper i samfundet som ikke er i fagforening samt en andel af fagforeningens egne medlemmer. Lykkes det at få alle arbejdere i alle sektorer i en fagforening af en eller anden slags, så skabes stadig arbejdsløshed. I stedet for at producere varer med manuelt arbejde, introduceres kapitalkrævende maskiner i stedet, eller produktionen forlader landet, for at fortsat være produktiv i kundernes øjne. Nogle arbejdere mister arbejdet, andre mister indtægt fordi de skal affinde sig med at arbejde i sektorer hvor ingen fagforening hersker over arbejdssituationen. Som antallet af arbejdsløse fagforeningsmedlemmer stiger, ønsker fagforeningerne at bruge de intellektuelles ideologi om lighed til at sikre at skatteyderne betaler for arbejdsløshedsdækningen, det erklærede mål er at sikre solidariteten med arbejderen. I Danmark tager dette form af dagpengesystemet og kontanthjælpen.

Frem for at fagforeningerne er solidariske med egne medlemmer, så eksternaliserer de via staten omkostningerne ved deres førte arbejdsmarkedspolitik, og sørger for at skatteyderne betaler for, hvis ikke hele; så store dele af, effekterne af deres politik. Arbejdsløshedsforsikring var i gamle dage et privat foretagende, som gradvist blev indlemmet under staten som udviklingen af velfærdsstaten tog til. Dagpengesystemet finansieres i dag i høj grad af arbejdsmarkedsbidraget, som er en skat der tager 8pct af din indtægt, og har intet at gøre med din personlige risiko for arbejdsløshed. Da det er en skat, er den heller ikke en frivillig betaling. Den lille egenbetaling for medlemskab af en a-kasse dækker knap 20pct af udgifterne og denne bagatel bruges til at foregive at det er en forsikringsordning man selv kan fravælge.

Her er det måske værd at indsætte at der ikke er nogen konflikt mellem de klassiske liberales syn på foreningsfriheden og deres aversion mod de etablerede fagforeninger som vi kender dem i dag. For at forstå kritikken mere nærgående så er det nødvendigt at sige at de klassiske liberale ikke forholder sig kritisk til foreninger af arbejdere der gennem frivillige og fredelige handlinger søger at forbedre deres vilkår. Arbejdsgiverens frihed til at sige nej til deres krav er stadig gældende i dette tilfælde. Først når fagforeningen træder ud over at bruge fredelige metoder, så bliver det nødvendigt for den liberale at sige fra overfor foreningen. Bruger fagforeningen midler som, hvis udført af almindelige private, er kriminelt, så er fagforeningen også kriminel og skal standses af politiet og underlægges retsvæsenets regler for straf. Her gælder ingen særlig lov. Det er helt legitimt og i overensstemmelse med den klassiske liberales opfattelse af tvang, at arbejdsgiveren siger nej til at ansætte medarbejdere der kræver en løn der er højere end arbejdsgiveren er villig til at betale. Arbejdsgiveren må ansætte andre der ønsker at arbejde for den tilbudte løn. Når fagforeningerne med statens velsignelse stiller op for at chikanere kunder og true nye medarbejdere fra at tage arbejde hos arbejdsgiveren, så er det tydeligvis i konflikt med beskyttelse af arbejdsgiverens og arbejdstagerens ejendomsret. Fagforeningerne må bruge fredelige midler til at opnå sine mål, ligesom alle andre i samfundet. Hverken fagforeningerne for arbejdsgiver eller arbejdstager må gribe til vold eller trusler herom for at få sine krav gennemført.

Trinnene i udviklingen er således:

  1. Fagforeningen ønsker at arbejderne skal have bedre vilkår
  2. Fagforeningerne sikrer sig igennem voldsmetoder en højere løn til sine medlemmer
  3. Arbejdsløsheden tager til pga. uligevægten skabt af fagforeningens plyndringstogt i markedet
  4. De intellektuelle kritiserer kapitalismen for at være defekt fordi den skaber arbejdsløshed
  5. Presset af kravene om en fair indkomstfordeling indfører politikerne en lille arbejdsløshedsforsikring
  6. Skatterne stiger, også for fagforeningsmedlemmerne

Når lønstigningerne begynder at skabe større arbejdsløshed end medlemmerne vil tolerere bremses lønkravet. Pga. den demokratiske struktur i fagforeningen, standses lønstigningen på et niveau der ikke skaber for stor risiko for afskedigelse fra arbejdspladsen. Ikke desto mindre vil nogle af medlemmerne have mistet arbejdet undervejs da markedsprocessen ikke er en uendelig hurtig proces. Det tager tid fra de nye lønkrav indføres til arbejdsgiverne reagerer på dem.

Resultatet af det initielle ønske om bedre vilkår for arbejdere er større arbejdsløshed og højere skatter. Ingen af delene er til arbejdernes fordel, kun til de privilegerede arbejdere der har kunnet beholde deres arbejde og hvis lønstigning har været så stor at de højere skatter ikke har opsuget hele stigningen.

Interventionismen er vejen til socialismen

Interventionisternes idé om indblanding og fordeling af indkomst var defekt fra starten, det løste ikke problemerne for samfundet når staten blandede sig i markedet. Resultaterne der flød fra statens indblanding ville være så dårlige at ny indblanding var nødvendig. I deres forsøg på at skabe velfærdsstaten ville det reducere produktionen, og gøre flere og flere afhængige af statens indkomstoverførsel. Når først indkomstoverførslen var begyndt at skabe socialklienter, begynder en negativ spiral. Hvor det før var gunstigt at gå på arbejde for lavtlønnede, bliver det nu en mulighed at vælge den offentlige indkomstoverførsel i stedet. Afhængig af personernes værdianskuelser, hvor højt selvoprettelseskraften vægter i deres afvejelser, vil det være mere eller mindre gunstigt at tage mod indkomstoverførslen. Denne søgen mod større indkomst og lempeligere vilkår på offentlig betalt ophold, hvis den var succesfuld, ville tillokke flere at vælge et liv på offentlig ophold, udvide klientellet og gøre det mere sandsynligt at stemmerne gik til at udvide ordningerne påny. Den ene mekanisme er at ydelsernes størrelse stiger og stiger, men den anden side af situationen er at skatterne også stiger og stiger. Forskellen mellem indkomstoverførsel og indkomst fra markedsøkonomien ville til stadighed eroderes og gøre problemet større.

Interventionisterne ser også hvordan indkomstoverførslen giver de svageste i samfundet en hjælp, de svageste får større materiel velbefindende, og de intellektuelle vil lobby for at hjælpe flere mennesker. Staten har jo virkelig hjulpet de svageste i samfundet, så den næste gruppe der kan hjælpes skal også have en ydelse. Denne søgen mod at hjælpe flere og flere, samt at gøre hjælpen mere generøs er et politisk samarbejde mellem de intellektuelles ideologiske synspunkter (deres princip om lighed i indkomst har stor vægt) og bureaukraternes egen interesse i større budget og prestige. Det politiske samarbejde skaber desværre problemer for alle andre end de privilegerede grupper i samfundet, og som problemerne andre steder vokser, bliver nye grupper marginaliserede og falder under kategorien “svage”.

Før 1961 havde man ikke stemmeret hvis man modtog offentlig hjælp, så udviklingen i statens socialhjælp gik forholdsvist langsomt. Det var drevet af de intellektuelle der ønskede at udvide ordningerne, og disse udvidelser kunne kun gennemføres hvis skatteyderne var med på idéen. Ideologien havde afgørende betydning i denne fase af velfærdsstaten. Med ændringen af forsorgsloven blev det muligt at være på offentlig forsørgelse og samtidigt stemme. Pludseligt blev det lettere at være politiker og tale for store sociale programmer betalt af skatteyderne, fordi der var mange vælgere som oplevede at det var nødvendigt at have disse ordninger, da det ikke var til at finde arbejde.

Bent Jensen, Vil der være hænder nok?, s 35.

I 1961 reformeredes bestemmelserne om offentlig forsorg. Det system, der blev indført med Steinckes socialreform, blev afløst af mere generøse ordninger. Fattighjælpen med dennes tab af valgret blev nu helt afskaffet. Den sidste af 1800-tallets socialt diskriminerende bestemmelser forsvandt herved ud af den offentlige forsorg.

Udover den negative samfundsudvikling der kunne sættes i gang ved at klientgøre store dele af befolkningen, var de klassiske liberale også mod større skatteopkrævning, ikke mindst fordi det angreb ejendomsretten (din indkomst er også din ejendom) og gav staten resurserne og muligheden for politisk indblanding i markedet, men også fordi det store statsapparat giver mulighed for at lobby politikerne for at skaffe sig selv, eller sin interessegruppe, særlige privilegier.

Ludwig von Mises, Human Action, s 273.

In an unhampered market economy the capitalists and entrepreneurs cannot expect an advantage from bribing officeholders and politicians. On the other hand, the officeholders and politicians are not in a position to blackmail businessmen and to extort graft from them. In an interventionist country powerful pressure groups are intent upon securing for their members privilegies at the expense of the weaker groups and individuals. Then the businessmen may deem it expedient to protect themselves against discriminatory acts on the part of the executive officers and the legislature by bribery; once used to such methods, they may even try tro employ them in order to secure privileges for themselves.

Min fremhævning.

Den ivrige stat, der blander sig i markedets gøren og laden, var derfor et element der kunne skabe konflikter mellem samfundets individer. De der søgte politisk indflydelse, vandt på bekostning af andre, og skabte særligt gode forhold for afgrænsede grupper. Det politiske arbejde kendetegnes ved at man opnår noget uden at yde noget til gengæld andre frivilligt vil have. Denne konfliktmekanisme var også væsentlig at adressere, fordi det på den ene side skabte en afhængighed af staten og på den anden side igangsatte en ond cirkel for samfundet som helhed.

Indkomstoverførslerne var også et problem, og efter at have besøgt England og undersøgt de sociale problemer der var opstået her, formulerede N.F.S Grundtvig følgende, som beskrevet i Henrik Gade Jensens bog:

Henrik Gade Jensen, Menneskekærlighedens værk, s 58:

Grundtvig, der var medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling 1848-1849, hørte til skeptikerne over for at indføre en generel forsørgelsespligt. Han anså forslaget for en national ulykke og ville have formuleret den mere restriktivt. “Det eer en almindelig Forsørgelsesret, som denne Paragraph stræber at indføre i Danmarks Grundlov, og saa høit og lydeligt, som jeg kan, maa jeg da protestere derimod som en af de største Ulykker, som kunde skee baade for Grundloven og, hvis den kommer til at staae i Grundloven, følgeligen ogsaa for hele Landet.”

Og så refererer Grundtvig ret indgående erfaringerne fra England, som han havde besøgt flere gange i 1830’erne, og hvor en for storsindet fattighjælp førte til omfattende pauperisme. En pauper er ikke bare en fattig, men også afhængig, så pauperisme bliver et system af storstilet offentlig hjælp, der samtidig skaber afhængighed.

Frivillig velgørenhed kan løfte den sociale opgave

I stedet for at lade staten give indkomstoverførsel til de der blev kategoriseret som svage, så ønskede de klassisk liberale at bevare retten til selvhjælp og til frivillig socialhjælp. Staten skulle ikke tage sig af alle, den skulle i yderste tilfælde hjælpe ganske få mennesker fra at leve et kummerligt liv, men langt størstedelen af socialhjælpen skulle leveres af frivillige organisationer drevet af ønsket om at fastholde selvhjælpen på lang sigt. Problemets størrelse kunne i høj grad afhjælpes ved at liberalisere arbejdsmarkedet, bl.a. ved at fratage fagforeningerne sine privilegier, privilegier der tillader dem at true med, eller at bruge, vold uden retsforfølgelse. Var arbejdsmarkedet frit ville langt færre have behov for socialhjælp. Friheden for arbejdstager og arbejdsgiver var essentiel for et samfund der hviler på selvhjælp og frivillig socialhjælp.

For at håndtere de sociale begivenheder der kunne gøre et mindre antal almindelige mennesker fattige og svage, kunne private velgørenhedsorganisationer og privat forsikring klare problemerne. Det beskrives fint således:

Ludwig von Mises, Socialism, s 430:

No ordered community has callously allowed the poor and incapacitated to starve. There has always been some sort of institution designed to save from destitution people unable to sustain themselves. As general well-being has increased hand in hand with the development of capitalism, so too has the relief of the poor improved.

I stedet for at se på kapitalismen som en en-øjet profitmekanisme, der intet har at bruge de fattige og syge til, ses igennem den klassiske liberalisme i stedet det frie samfund hvor borgerne bærende på næstekærlige værdier, hvis midler igennem den frie markedsøkonomi blomstrer, gør det i større udstrækning muligt at tilfredsstille samfundets svagestes behov over tid. Den frie udvikling af produktionen skaber gradvist et større overskud, hvor en del af samfundets indkomst bliver overført til nødlidende via frivillige organisationer. Overførslens størrelse bestemmes af summen af de enkelte donorers valg, de agerer på sine egne overbevisninger om, hvor meget er rimeligt at betale, hvem er ægte nødlidende og hvilken organisation der bedst varetager brugen af de velgørende midler. Som samfundets produktion øges af kapitalismens udvikling, takket være den stigende mængde kapital til rådighed, kan flere mennesker undvære flere resurser til socialhjælp. Samtidigt bliver produkterne bedre og billigere og løfter samfundets mulighed for at øge levestandarden for de uheldige heri. I dette perspektiv er en velgørenhedskultur, baseret på næstekærlighed, sympati og empati, vigtig at opretholde. Det er både vigtigt for den som giver, men også for den som modtager. Gøres hjælpen frivillig indskydes også markedsdisciplinen og -effektiviteten i driften af de velgørende organisationer. De giver ydermere mulighed for at have mange forskellige regelstrukturer, der hver gavner på forskellige måder.

I denne vision af samfundet kan den klassisk liberale fastholde det sociale arbejde og samtidigt beskytte ejendomsretten mod statens ekspansion på dette område.

Fred er afgørende

Markedsøkonomien var også set af de klassiske liberale som en mekanisme til at øge sandsynligheden for fred i og mellem samfund. Hvor der ikke var handelsbarrierer var risikoen for krig mindre end hvor der var handelsbarrierer. Deres budskab var ikke, som man ofte hører gentaget fra dem som ikke har ønsket at sætte sig grundigt ind i synspunkterne, at frihandel sikrer fred i og mellem samfund. Frihandel var et gode der skulle fastholdes, et gode der kunne skabe sociale bånd på tværs af landegrænser, og vise at det er meningsløst med erobringstogter for materiel vindings skyld. Hvad nytter det at udvide landets grænser, hvis du alligevel skal købe produkterne fra egnen på markedet til samme pris som før erobringen? Hvilken materiel fordel har du af at producenten efterfølgende residerer indenlands, hvis det ikke er for at mindske din betaling til statens told? Andre årsager til krig findes i mennesket, disse drifter for erobring og blodsudgydelser skulle angribes intellektuelt og vises at de var i modstrid med menneskelig velbefindende. Et spinkelt håb om, at mennesket trods alt også vægter sin materielle tilstand højt på ranglisten af værdier, og at sprede budskabet om dette faktum ville dæmpe krigslysten for masserne. Måske var de klassiske liberale en smule naive på visse punkter, men på dette punkt var de realistiske.

Ludwig von Mises “Liberalism”, s 6:

The liberal critique of the argument in favor of war is fundamentally different from that of the humanitarians. It starts from the premise that not war, but peace, is the father of all things. What alone enables mankind to advance and distinguishes man from the animals is social cooperation. It is labor alone that is productive: it creates wealth and there with lays the outward foundations for the inward flowering of man.

Materiel rigdom er ikke så vigtigt, påstås det af mange kritikere af liberalismen. De siger at mennesket indeholder rigdomme der ikke er materielle, og at den materielle rigdom ikke må tage forspring over den spirituelle, intellektuelle eller emotionelle, hvilken man end selv holder mest af. Det gennemgående fokus på de økonomiske friheder skaber tomme forbrugermennesker, hvor man i stedet burde skabe hele mennesker, der kan nyde deres rigdomme og se bort fra materiel skrammel.

Ludwig von Mises “Liberalism”,s XX

It is not from a disdain of spiritual goods that liberalism concerns itself exclusively with man’s material well-being, but from a conviction that what is highest and deepest in man cannot be touched by any outward regulation. It seeks to produce only outer well-being because it knows that inner, spiritual riches cannot come to man from without, but only from within his own heart. It does not aim at anything but create the the outward preconditions for the development of the inner life.

Kritik

På trods af den klassiske liberalismes mange gode takter og tilhørsforhold til markedsøkonomien, det frie samfund og den vigtige ejendomsret som grundsten for arbejdsdelingen og samfundets eksistens, er der visse problemer i den klassiske liberalisme. De klassiske liberales fastholdelse af at demokratiet er vejen til det liberale samfund er usikkert. De liberale vidste godt at med demokratiet kommer også strømninger mod “ualmindelige” mennesker, altså en kamp mellem grupperinger i samfundet. En klassekamp mellem flertallet og mindretallet. De liberale kendte til disse farer, og i deres håb om at løse problemerne ved at binde statens magtbeføjelser, ønskede de en grundlov der beskyttede borgernes friheder mod overgreb fra staten. Et overgreb på den personlige frihed var et overgreb, hvad enten den var initieret af en diktatorisk eller demokratisk stat.

Det er ikke længere et teoretisk spørgsmål om denne foranstaltning er effektiv til at dæmme op for demokratiets diktatoriske tendenser. Den har været en eklatant fiasko. Eksemplerne på denne intellektuelle fiasko findes overalt man søger. Den danske grundlov, hvor vag og elendig den er til at beskytte borgernes friheder, ville alligevel ikke have været et problem at overkomme for de socialistiske strømninger der i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet tog sit indtog hos vælgerne og de politiske partier i Europa. Et af de bedre eksempler på denne fiasko er dog den amerikanske grundlov, der på trods af et tydeligt sprog, der ønskede at begrænser magten, havde den naivitet at give magten for fortolkning til den samme organisation som den ønskede at tilbageholde. Hvem skal få staten til at følge grundloven, når det er staten selv, der fortolker den?

Det næste problem, hvis vi accepterer at det lykkes at fastholde den minimale stat til beskyttelse af ejendomsretten og de personlige friheder, er at de klassiske liberale tilsyneladende glemmer at produktionen af beskyttelse i sig selv er et økonomisk gode. Det betyder at det er udsat for præcis de samme problemer som alle andre goder: Hvis vi accepterer de økonomiske loves eksistens, så kan vi også sige ved at fastlægge et tvangsmonopol på beskyttelse, vil det føre til de samme problemer som et hvilket som helst andet monopol. I et tvangsmonopol bestemmer udbyderen præcis hvad denne ønsker at kræve som betaling for sin service. Det er forskelligt fra det frie marked. Hvis der kun findes en enkelt virksomhed på det frie marked der udbyder godet, så kan udbyderen ikke tvinge dig til at betale for produktet. Virksomheden kan heller ikke forhindre konkurrenter fra at opstå ved brug af vold mod dem. Det betyder at selv i det frie marked, hvor kun en enkelt udbyder tilbyder et økonomisk gode, kan du stadig som forbruger nægte at betale for en vare du ikke ønsker, og konkurrenter kan stå på spring for at overtage dele af markedet fra den eneudbyder der tidligere har udkonkurreret alle. Denne mulighed er ikke eksisterende i det statslige tvangsmonopol på beskyttelse. Du skal betale for statens beskyttelse, hvad end du bryder dig om det, eller ej. Prisen for denne monopoliserede beskyttelse kan staten også selv fastsætte, og den kan samtidigt med sit voldsmonopol afholde konkurrenter fra at tilbyde samme services til dig.

Gustave de Molinari, som kritiserede de klassiske liberales blinde punkt, mente at det var nødvendigt med konkurrence på markedet for produktion af beskyttelse, ligesom på alle andre markeder, fordi uden konkurrence vil prisen stige og kvaliteten falde.

Gustave de Molinari, The production of Security, s 58.

If, on the contrary, the consumer is not free to buy security wherever he pleases, you forthwith see open up a large profession dedicated to arbitrariness and bad management. Justice becomes slow and costly, the police vexatious, individual liberty is no longer respected, the price of security is abusively inflated and inequitably apportioned, according to the power and influence of this or that class of consumers.

Skulle det lykkes staten at afgrænse sine aktiviteter til kun at producere beskyttelse, vil det producerede gode være af dårligere kvalitet, og på grund af den manglende forbrugerfeedback, vil produktet være ude af trit med forbrugernes ønsker. Statens udgifter til produktion af beskyttelse vil derfor stige mens kvaliteten falder, og der er ikke nogen økonomisk lov der afholder disse omkostninger fra at blive ekstravagant høje. Selv uden velfærdsstaten kan det ikke a priori afvises at statens udgifter i det lange løb sniger sig op på præcis så meget som det er muligt at opkræve i skatter.

Med statens monopol på beskyttelse kan den fastlægge betingelserne for beskyttelse. Eksempelvis at du ikke må eje våben til at beskytte dig selv med. Dette kan fremføres ved det typiske argument at våben er farlige, og derfor, hvis ingen ejer dem, kan farlige situationer ikke opstå. Denne form for betingelse er desværre medvirkende til at skabe afhængighed af staten. Hvis det ikke er lovligt at eje våben til selvforsvar, og du ikke må bruge markedet til at uddelegere arbejdsopgaven til andre end staten selv, så bliver du naturligvis helt afhængig af statens beskyttelse. De kriminelle er de facto de eneste der ejer våben, og med statens blotlægning af sine undersåtter, har de kriminelle bedre vilkår for sine aktiviteter.

Af praktiske årsager ville jeg være langt bedre tilfreds med en stat der fulgte de klassiske liberales formaninger, fordi under den klassiske liberalisme er friheden næsten uindskrænket. Forhåbentlig kan det lade sig gøre at holde statens udgifter fra at stige mod smertegrænsen, og det er en stor trøst at kammeraterikapitalismen, interventionismen og socialismen ikke eksisterer. Politiske privilegier gives ikke til forretningsdrivende eller politiske interessegrupper. Rent realistisk set, så er det tvivlsomt om det er realiserbart, i det lange løb, at fastholde staten som en lille organisation. Der findes ikke mange eksempler på at staten holder sig lille. Den konstante søgen efter mere magt, i kombination med den lette adgang til finansiering, giver staten en udsøgt mulighed for stadigt større ekspansion ved at beskatte det stadigt større afkast som kapitalismen leverer. Den minarkistiske drøm af en minimalstat er måske realiserbar, men om den er holdbar er et helt andet spørgsmål.

Intro til østrigernes økonomiske teorier på dansk

Min ven Jonas Ejlersen har gennemført et oversættelsesprojekt af David Gordons bog “An introduction to economic reasoning“, eller på dansk “En introduktion til økonomisk ræsonnement“.

Jonas er uddannet økonom, han har en cand. merc fra CBS og en bachelor i Business Administration fra Aalborg Universitet. Så vidt jeg er informeret er dette Jonas første bogoversættelse, men som jeg kan fornemme bliver det ikke den sidste. Jonas har fået en smule hjælp af mig med korrekturlæsning og entusiastisk støtte til projektet, og fordi Jonas er så venlig, har han gjort mig den ære at få mit navn skrevet ind i bogen som medoversætter.

Hvorfor oversætte engelske bøger til dansk?

Jonas og jeg kender mange der kan få gavn af at læse bøger fra den østrigske skole, og da sprogbarrieren kan være svær at overkomme for nogle personer, synes vi at det vil være positivt for forståelsen af de østrigske teorier, hvis vi kan fjerne denne begrænsning. Vi vurderede at der vil være flere der kan drage nytte af bogen, og vi håber at den vil blive læst, til glæde og gavn for os alle.

Hvorfor har vi valgt denne bog?

Der er flere gode grunde til at vælge netop denne bog, den vigtigste er at bogen er en introduktion til økonomisk ræsonnement, som vi håber kan bruges til at få appetit på at studere østrigernes økonomiske teorier nærmere. Derudover er bogen målrettet som lærebog i et afgrænset felt, og kan læses af næsten alle der ønsker at stifte bekendtskab med økonomisk teori. Bogen er også relativt kort med sine 180 sider, projektet er dermed overskueligt, både for oversætteren, men også for læseren.

Hvad får vi ud af at oversætte bogen?

Målt i penge er det absolut intet – nul og niks. Jonas og jeg påtog at oversætte bogen fordi vi ønsker at sprede viden om den østrigske skoles forståelse af økonomi til den almindelige dansker, i et fromt ønske om at hjælpe almindelige danskere med at få adgang til de økonomiske teorier som vi anser for at være de bedste. Undervejs har vi haft det vældig hyggeligt sammen med projektet, og rent intellektuelt har vi også fået noget ud af processen. For at give så præcis en oversættelse som det er muligt mellem de to sprog kræves megen refleksion og brug af et væld af ordbøger. Det var rigtig interessant og spændende at gennemgå, stor tak til Jonas for at lade mig deltage i projektet!

Østrigernes økonomiske teorier er unikke

Østrigernes teorier beskrives generelt som “kausal-realistiske” teorier, altså teorier hvor kausalitet og realisme spiller en afgørende rolle. For østrigerne er det ikke vigtigt at søge at retfærdiggøre politik, men i stedet at finde sande teorier om den frie markedsøkonomi, samt at belyse problemerne der opstår når man piller ved markedsøkonomien med vold eller trusler herom, typisk fra statens side. Østrigerne har også en særlig tilgang til udvikling af økonomisk teori. De søger at forklare markedsøkonomien uden at ty til urealistiske antagelser, som fx perfekt konkurrence og perfekt information. De søger heller ikke at beskrive økonomien via overordnet statistik, men dykker i stedet ned i materien og opdeler økonomien i dens mindste bestanddele og analyserer dem for sig. Økonomer der tilhører den misesianske gren af den østrigske skole tager altid udgangspunkt i individet, det mindste element i enhver markedsøkonomi. Teorierne der er udviklet i denne gren af den østrigske skole fokuserer på at beskrive de økonomiske love ved at bruge et solidt og realistisk fundament: individets selvvalgte handling (praxeologi).

Denne lærdom ønsker Jonas at sprede til de danskere som finder det besværligt at læse faglitteratur på engelsk, og som kunne få glæde af at kende til de østrigske økonomers teorier. Det kan være at du selv, ligesom Jonas og jeg, er blevet ganske betaget af de østrigske økonomers teorier og ønsker at hjælpe andre med at få samme forståelse af økonomi. Nu kan du, ligesom vi, henvise til denne bog på dansk hvor nogle af østrigernes teorier bliver behandlet. Bogen er skrevet til den som begynder at studere økonomi, specielt er bogen rettet mod handelsskoleelever, gymnasieelever og lignende grupper der har et overfladisk kendskab til økonomi, og med bogen i hånden, kan de nu tage et trin op i deres kendskab til økonomisk teori ved at få en bedre forståelse af økonomi som den østrigske skole beskriver den.

Om forfatteren

David Gordon er Senior Fellow på Mises Instituttet og har sin Ph.D i intellektuel historie fra UCLA. Han har skrevet en række bøger, og han har en meget stor viden omkring filosofien der underbygger den klassiske liberalisme, samt om historien om liberalismens udvikling gennem tiden.

David Gordon har skrevet bogen sådan at læseren inddrages. Gennem teksten bliver læseren præsenteret for nogle opgaver som man kan begynde at arbejde på i forbindelse med studiet af indholdet i bogen. Disse opgaver bør ses som hjælpemidler der kan tilvælges hvis det ønskes, man kan nøjes med at læse dem og kort reflektere over dem. Det er ikke nødvendigt at løse alle opgaver for at forstå eller drage nytte af bogens indhold. Opgaverne er ment som vejledning til videre studier indenfor økonomi og filosofi, og som tankeeksperimenter for at dreje opmærksomheden hen på afgørende vigtige punkter i teorierne og filosofien der underbygger dem.

Bogen er bygget op som et studie af menneskets handling og læner sig derfor i høj grad op ad argumentation baseret på logik. David Gordon har ganske godt styr på sit stof, og i bogen vil du blive ført ind i et kort, men ret avanceret, studie af logik. Da de økonomiske teorier ikke bygger på politiske strømninger, heroiske antagelser eller overordnet statistik, vil det være ganske let at følge argumenterne. Argumenterne virker meget effektivt da det er enkelt at sætte sig ind i, fordi centrum for diskussionen er individet.

De økonomiske teorier er dog ikke et studie i egoisme, hvordan du bedst kan rage til dig selv og udnytte andre, det er i stedet et studie i hvordan markedsøkonomien konverterer dit ønske om at opnå dine egne mål, til et socialt foretagende, hvor du i din søgen på at opnå dine mål skal hjælpe andre til at opnå deres.

Der er masser af godt stof i bogen som særligt egner sig til at blive læst af den som ikke tidligere har beskæftiget sig med økonomi.

Fra bogen, side ix:

Som vi vil se i denne bog, afhænger en sund økonomi af, at folk får lov til at agere frit. Hvis politikere forstyrrer det frie marked, eller forsøger at erstatte det med socialisme, er vi i problemer.

Senere, under behandling af handlingsaksiomet, side 21:

Handlingsaksiomet er altså en sandhed af sund fornuft. Og det er nok til at gå videre med den økonomiske videnskab. På den måde differentierer økonomi fra kemi, biologi og (det meste af) fysik. I disse videnskaber er vi normalt nødt til at eksperimentere for at opdage noget. Det er ikke en åbenlys sandhed baseret på sund fornuft, at et vandmolekyle består af to hydrogenatomer og et oxygenatom. Det er noget, som forskere har fundet ud af igennem omhyggelige forsøg.

Den misesianske gren af den østrigske skole fastholder dermed at økonomi er en anden slags videnskab end de som hører under naturvidenskaben, og fordi det er fundamentalt anderledes at studere menneskelig handling kontra elektronernes reaktion på ydre stimuli, så er det også nødvendigt med to forskellige fremgangsmåder for at finde sande love der beskriver virkeligheden.

Udbud og efterspørgsel

I bogen beskrives også hvordan de famøse udbuds- og efterspørgselskurver dannes på baggrund af individernes særegne præferencer, senere hvordan priser på markedet opstår og hvordan markedet fungerer. Derudover diskuteres også statslige indgreb i markedsøkonomien, eksemplificeret ved priskontrol. Hvad bliver resultatet af en maksimumpris under markedsprisen, hvad bliver resultatet af en minimumspris over markedsprisen?

Disse økonomiske love og medfølgende sociale mekanismer gennemgås nøje, og læseren får derfor en vigtig indsigt i statens fjolleri: Det er ikke muligt at pille ved markedet uden at skabe situationer der er værre end den der eksisterede før indgrebet.

David Gordon gennemgår senere også lidt af de klassiske økonomers arbejdsværditeori, og kritiserer den. Derudover behandles pengeteori som afslutning på en udmærket introduktion til den østrigske skoles økonomiske tankegang.

Favoritpointen

I bogen fører David Gordon et særligt godt argument for at ulighed ikke er det vi bekymrer os om, når vi i daglig tale diskuterer emnet. På side 119 til 121 føres et eksempel der fik mig til at tænke mig om en ekstra gang. Normalt vil jeg påstå at ulighed er ligegyldigt, såfremt denne er skabt via markedets frivillige transaktioner, der kommer deltagerne til gode hver og en. Er der nogen der er særligt dygtige til at hjælpe andre, og derfor skaber en stor formue, så er uligheden ikke noget problem. Ulighed i sig selv er blot en refleksion af personens nytte for andre. Det er for mig helt fint med ulighed når den skabes i markedsøkonomiens, fordi det er et gensidigt nytteskabende system.

Men i eksemplet stiller David Gordon et godt spørgsmål, er det ikke unfair at en millionær går forbi en sulten og hjemløs person i stille foragt?

David Gordon rammer her sømmet på hovedet, min refleksreaktion var at der var problemer i situationen. Jeg ville stadig ikke give køb på ejendomsretten for millionæren, men på det menneskelige plan var der problemer. Skulle det ikke kunne forbedre samfundet, hvis millionæren gav noget af sin velstand til den sultne og hjemløse? Naturligvis. Men her skærper David Gordon fokus, og fortæller at eksemplet er problematisk, fordi spørgsmålet gik på ulighed, men blandede to ting sammen: Ulighed og absolut fattigdom.

Det er netop det som socialdemokraterne gør, hver gang de taler om ulighed. De taler ikke om een ting, men om to. Udover uligheden selv taler de også om absolut fattigdom. Uligheden er blot et yndet politisk retorisk kneb at bringe op, fordi staten kan udligne ulighed ved beskatning og distribuering af skatteydernes penge til de politisk favoriserede grupper. Derudover retter diskussionen sig også til at tale til misundelse, fordi diskussionen af absolut fattigdom sættes i kontrast til den som har klaret sig godt. Det er derfor, for socialdemokraten, en dobbelteffekt der opnås, misundelsesdriften i mennesket antændes, og kobles på en uredelig forbindelse til fattigdom. Dette underbygger dermed den falske “forståelse” af, at ulighed skaber fattigdom. Dernæst gødes også den perverse idé, at ved at tage fra de rige og give til de fattige, kureres både misundelsens kilde samt fattigdommen.

Som modeksempel siger David Gordon at problemet med ulighed kommer nærmere til syne, hvis man betragter situationen hvor en millionær forbigås af en milliardær i stille foragt. I forhold til det tidligere eksempel er det tydeligt at der er forskel på svaret. Er det da uligheden som er problemet, eller er det den absolutte fattigdom?

Download bogen og spred den bland dine bekendte

Jeg håber at ovenstående udklip fra bogen har fået dig til at tænke om ikke det var tiden værd at klikke på linket til bogen, og se lidt nærmere på sagerne. Måske vil du endda også hjælpe os med at sprede budskabet til andre.

Giv dig selv, din familie, venner eller bekendte (eller andre der ynder at læse på dansk) fornøjelsen af at læse i bogen. Download den gratis .pdf og læs bogen, det er anbefalingsværdigt. Om ikke andet, vil det gøre Jonas og jeg glade hvis du gør det.

 

 

Giv os skattelettelser nu! del 2

I mit sidste blogindlæg forsøgte jeg at argumentere for, at man ikke kan føre beviset for, at velfærdsstaten er i stand til at sikre en velfærdsforøgelse for samfundet igennem dens interventioner i markedsøkonomien. Særligt de statslige indkomstoverførsler kan ikke vises at være velfærdsskabende, var postulatet.

Det fører naturligvis til en række spørgsmål. Viser argumentationen således, at enhver overførsel af indkomst fra en til en anden, ligeledes også er umulig at vise velfærdsgevinsten af? Vil det fx så også kunne vises at det er en dårlig idé at hjælpe de svage? En sådan konklusion ville være i konflikt med et af de mest almindelige menneskelige træk: empati som ført til udtryk i næstekærligheden.

I gennemlæsningen af det tidligere blogindlæg vil der formentlig være nogle der tænker, at det er meget godt at tale om skattelettelser, men inderst inde kan man føle at det samtidigt ikke må gå så langt at de svageste i samfundet får lov at rådne op i gaderne. Enten af behovet for at sikre et fredeligt samfund, da det tit argumenteres at en reduktion af overførselsindkomsterne vil medføre mere kriminalitet, fordi de som er på overførselsindkomst ikke har andre muligheder. Eller fordi man af sin egen medmenneskelige intuition kan mærke at der skal også være penge til dem som ikke kan klare sig selv.

I dette blogindlæg vil jeg prøve at forklare hvad den liberale, og østrigske økonoms, foretrukne metode er. Det vil nok ikke komme bag på læseren hvad konklusionen ender ud i, men for at dække området, vil jeg alligevel fremføre argumenterne for hvordan det hele kan hænge sammen.

Først et smut tilbage i praxeologien

Som jeg beskrev i det tidligere blogindlæg bygger den misesianske gren af de østrigske økonomers system på praxeologien, læren om menneskets handling.

Der var i det tidligere blogindlæg et fokus på nytteværdibetragtninger, og at den subjektive nytteværdi ikke kan måles, og heller ikke sammenlignes på tværs af personer. Det førte til konklusionen at velfærdsstatens indkomstoverførsler ikke kan vises at være velfærdsskabende. Men hvorfor egentlig? Der manglede en byggesten i argumentet, for hvorfor er det præcis at velfærdsstatens indkomstoverførsler var problematiske? Er der noget specielt ved velfærdsstatens metoder?

Med fokus rettet på praxeologien kan vi blot sige, at vi lader mennesket vise hvordan det har rangeret nytteværdien for hvert gode i en ordinal rækkefølge. Praxeologien kan kun fastslå om et menneske knytter en nytteværdi til et gode der er højere eller lavere end et andet, når mennesket selv handler på disse ordinale rangordner ved at bytte det ene gode væk for at opnå det andet. Nøglen er handlingen i sig selv, med den ekstra forudsætning at handlingen foretages frivilligt. Først under frivillige omstændigheder kommer menneskets egne værdiestimater til syne, når det viser at det foretrækker en ting frem for en anden.

Den frivillige handling er dermed den afgørende nøgle til at forstå hvad der er galt med det statslige velfærdssystem: Det er et lovtvunget system der ikke lader mennesket selv vise sine egne subjektive præferencer, mennesket får ikke friheden til at vælge hvad det foretrækker frem for noget andet. Mennesket er ikke frit i det statslige velfærdssystem, mennesket er underlagt skattevæsenet, politiet og fængselsvæsenet. Det eneste vi kan sige ud fra at mennesket finder sig i skattebetalingen er at mennesket foretrækker at lade sig udplyndre af skattevæsenet frem for at tage konflikten med politiet og fængselsvæsenet.

Den kritiske erkendelse er at indse, at mennesket ikke viser, at det foretrækker at subsidiere et andet menneskes velstand, når det ikke lader sig pågribe af politiet og fængsle for at nægte at følge statens lovgivning om indkomstoverførslen. Det viser blot at mennesket affinder sig med sin situation, det foretrækker en reduceret indtægt frem for et liv i statens fængsel.

Hvordan skaber man da ægte velfærd?

Vi har fastslået at det nødvendige udgangspunkt er at lade mennesket være fri fra tvang, således det selv får mulighed for at vise den følte nytteværdi, via den indre rangorden af goder. I situationen hvor mennesket får lov at dirigere, hvilke goder der er mere værd end andre, skal det bruge den eksterne verden for at få mulighed for at få andre goder under sin kontrol. Fra det ene menneskes synspunkt kan det være fordelagtigt at stjæle fra et andet, fordi dette medfører en gevinst af nytteværdi.

Det er derfor nødvendigt med et system der sikrer at den fredelige frivillighed deles af alle, det er nødvendigt at sørge for at alle har de samme rettigheder, at de er lige for loven. Den rettighed som den liberale anser for den vigtigste er ejendomsretten. Retten til ejendom, retten til at kontrollere eksterne genstande samt egen krop, er forudsætningen for et socialt system, hvor menneskene kan samarbejde og hjælpe hinanden. Ejendomsretten som en universel menneskelig rettighed beskytter hver person mod ufrivillige transaktioner. Da mennesket er et rationelt væsen, vil det være i stand til at anerkende at det er fordelagtigt at, frem for ensidet at bestjæle hinanden, det er langt mere fredeligt, produktivt og langtidsholdbart at bytte varer med hinanden på en sådan måde at ingen udsættes for udplyndring, men i stedet at begge parter drager fordel.

I vores privatliv anerkender vi disse betragtninger, som bl.a. eksemplificeres af de 10 bud, vi ved at respekt samt ærlighed for hinanden fører til den gunstige situation, hvor samfundet er fredeligt. Vi kan stole på hinanden, vi hjælper hinanden til i samarbejde at opnå en værdiforøgelse når vi udveksler varer med hinanden. Særligt i Danmark, og andre lignende lande, har vi en meget stor tillid til hinanden og er samtidigt ærlige grænsende til det pinlige. Det er derfor meget frugtbar jord hvor frivilligheden kan blomstre, og hvor kendskab til de økonomiske love kan bane vejen for et meget produktivt samfund.

Det kan derfor vises, at velfærd skabes via frivillige udvekslinger i markedsøkonomien, hvor ejendomsretten respekteres.

Liberale velfærdsordninger kontra socialdemokratisk tankegods

I dag er det meget svært at forestille sig hvordan det skulle lykkes at skabe et samfund der tager hånd om de svageste ved at forlade sig på frivillige indkomstoverførsler – de fleste nulevende mennesker har ikke kendskab til tiden før velfærdsstaten, og den tykke socialdemokratiske propaganda efterlader heller ej nogen tvivl om at, i det socialdemokratiske tankegods, frivillighed er synonym for egoisme.

Ønsker du at beholde de penge du har tjent i markedsøkonomien og selv vælge hvad de skal bruges på, så er du egoist. Socialdemokraten ser udelukkende på dit forbrug og ikke på din produktion. Det er særligt vildledende at opstille tingene på sådan en forsimplet, og forkert, facon. Når du har tjent andre i markedet, byttet din arbejdsindsats for en sum penge, så har din arbejdsgiver vurderet at dine tjenester er værdifulde. Det er mere fordelagtigt for arbejdsgiveren at ansætte dig til din løn, end at det er at lade være. Han vurderer dermed at du producerer en værdi for samfundet ved dit arbejde. For at kunne kaste om sig med meningsløse valgslogans, er det meget symptomatisk for socialdemokratismen at se bort fra det ægte sociale arbejde: produktionen til samfundet.

Første velfærdseffekt: Produktion af værdifulde goder

Det forekommer ikke socialdemokraten logisk, at når du arbejder for at øge mængden af goder i samfundet, bidrager du positivt den samlede velfærd. Forbrugerne, rige som fattige, er bedre stillet ved at have flere goder at vælge mellem, og den større produktion af goder er med til at reducere priserne og gør det dermed billigere for forbrugerne.

Der er dermed en stor velfærdseffekt i at producere værdifulde goder til forbrugerne, og den betaling du modtager for dine ydelser i den forbindelse er din ejendom, som i den liberale filosofi er beskyttet mod plyndring af enhver anden, via menneskets rettighed til ejendom.

Beskatning af arbejde medfører en reduktion af den tilgængelige arbejdsstyrke og dermed også en reduktion af de producerede goder til samfundet. Det medfører prisstigninger på goderne, prisstigninger der særligt rammer de svageste i samfundet. For at vende mekanismen er det nødvendigt at lette, eller fjerne, skatten på indkomst.

Anden velfærdseffekt: Investering til ny produktion

Ligeledes er den personlige indkomst en af kilderne til muligheden for at opspare og investere kapital til ny produktion, hvor udvidelsen af produktionsapparatet kræver arbejdskraft, kapital og landområder. Det skaber muligheder for øget menneskelig tilfredsstillelse ved nye eller flere varer, flere arbejdspladser tilbydes og det bliver muligt at øge produktiviteten og at kunne tilfredsstille flere behov.

På det frie marked kan det vises både teoretisk og empirisk at produktiviteten stiger med investeringerne, samt at investeringerne øges år for år. En investering i produktionsapparatet er også godt for samfundets svage, fordi investeringerne øger lønningerne. Mekanismen er at den almindelige arbejder tilføres nyt værktøj og nye arbejdsrutiner og bliver mere produktiv. Relativt til kapitalen bliver arbejderens tid mere knap, og prisen på denne tenderer derfor at stige. Den øgede investering er derfor ikke bare positiv for kapitalisten der investerer, det har positive bivirkninger for medarbejderne der, via konkurrencen i markedet, modtager en større betaling for deres ydelser når deres produktivitet stiger som resultat af kapitalistens investering.

Igen kan det vises, at det frie marked skaber positive resultater, både for kapitalisten, der handler på sine egne mål, men også for arbejdstageren der hjælpes undervejs. Markedet bør derfor beskrives som et samarbejdsnetværk, hvor den enes gevinst bliver den andens gevinst ligeledes – stik modsat det socialdemokratiske synspunkt. Både kapitalisten, forbrugeren og arbejderen vinder på de øgede investeringer. Ingen taber.

Kapitalskatter reducerer incitamentet til at spare op og investere. Dermed bliver arbejdskraften ikke så produktiv som den kunne være blevet, hvis skatten ikke var blevet opkrævet. Det er derfor nødvendigt, for at øge samfundets velstand, mulighederne for ansættelse i nye og måske mere spændende jobs, samt et udvidet produktivt samarbejde, at lette, eller fjerne kapitalskatter.

Tredje velfærdseffekt: Privat velgørenhed til effektiv hjælp

De to ovenstående argumenter for at sænke skatterne på arbejde og kapital er ganske almindelige, og de fleste kan følge ræsonnementet at en lettere skattebyrde medfører øget incitament til arbejde og opsparingen til investering. I Danmark lever vi (endnu) ikke under totalitære forhold, i dag er indkomst og investering stadig et delvist privat foretagende. Vi har med andre ord personlig erfaring med hvad der betyder noget for os selv, og kan godt se, at det vil være gavnligt med lavere skatter da det vil øge vores egen mulighed for at arbejde og opspare til investering i højere grad end før.

Den tredje velfærdseffekt er derimod lidt sværere at servere. Postulatet er at ved en afskaffelse af kontanthjælp, førtidspension, folkepension, efterløn, dagpenge og sygedagpenge vil der opstå andre ordninger spontant i samfundet, der støtter de svage, syge og uheldige.

For at hjælpe forståelsen lidt på vej er man nødt til at begive sig ud i et historisk studie, vi er nødt til at bevæge os tilbage i historien og betragte samfundsudviklingen før velfærdsstaten overtog de private initiativer og nationaliserede, kontrollerede og tvangssubsidierede dem alle.

Jeg har for et års tid siden optaget en video, hvor jeg forsøger at forklare hvordan en privatisering af de offentlige indkomstoverførsler, eksemplificeret ved kontanthjælpen, kan føre samfundet i en liberal og bæredygtig retning, hvor markedsøkonomien, hvor privat initiativ, iværksætteri og markedsdisciplinen er mekanismerne der arbejder for at øge produktionen og via de frivillige transaktioner skabe velfærd for alle.

Hvis der er interesse i et mere detaljeret studie af forholdene i Danmark før velfærdsstaten, kan jeg anbefale at købe/låne og læse Henrik Gade Jensens bog, “Menneskekærlighedens værk, det danske civilsamfund før velfærdsstaten”. Ved lanceringen af bogen i 2012 holdt CEPOS et møde herom, video her. Bogen er en meget sigende beskrivelse af hvordan de private initiativer blev nationaliseret skridt for skridt. Velfærdsstaten har med andre ord ikke opfundet noget som helst selv – velfærdsstaten har taget eksisterende private tilbud og enten udkonkurreret dem ved subsidier eller ved direkte subsidier og medfølgende offentlig kontrol overtaget driften. Dette gælder både skole, hospitaler, læge, ældrepleje og social sikring.

Et af de mere slående eksempler på dette er præcis det offentlige fattigvæsens overtagelse af de private velgørenhedsorganisationer. Om det skete ved et uheld eller hvorledes det gik til skal være usagt, faktum er at de danske private velgørenhedsorganisationers finansiering delvist bestod af store kapitalinvesteringer i rentebærende obligationer, hvorfra en stor del af deres årlige indtægter til socialt arbejde oprandt.

Henrik Gade Jensen, Menneskekærlighedens værk, side 69:

“Borgernes opsparing i fonde og kapitaler indgår som en parameter i politikernes konjunktur- og valutapolitik. Under ikke-inflationære forhold kunne civilsamfundets institutioner fungere mere autonomt og leve af en fast og arvet kapital, men da pengenes værdi drastisk forringes af storpolitiske begivenheder og efterfølgende af national lovgivning, svækkes civilsamfundets autonomi betydeligt. Der er sammenhæng mellem pengepolitik og velgørenhed. Jo mere usikkerhed om pengenes værdi og stabilitet, des større tilskyndelse til at undgå opsparing og forbruge i stedet. For filantropiske institutioner giver det vanskelige vilkår.”

Investeringerne i disse obligationer gjorde velgørenhedsorganisationerne følsomme overfor statslig inflation af pengemængden – og som resultat af statens kreditpolitik i 1850erne faldt pengeværdien af disse investeringer. Samtidigt blev det for den almindelige borger sværere at hjælpe de nødlidende medmennesker, fordi almindelige forbrugervarer, som resultat af den øgede pengemængde, steg i pris. I 1850 var pengemængden (indskud plus seddelomløb) 25 mio rigsdaler. I 1860 var det steget til 50mio rigsdaler (Erling Olsens bog, side 282-283). Som kommentar til disse katastrofale pengeinterventioner i markedet kommenterer Erling Olsen i sin bog “Danmarks Økonomiske Historie siden 1750” udgivet 1967, på side 295:

“Under en krise i 1853 bemyndigedes kommunerne til at midlertidigt at yde bistand til nødlidende, der søgte at undgå fattigvæsenet. Tre år senere bestemtes det ved lov, at de midler som fattigvæsenet modtog gennem kirkebøsser og lignende, skulle indgå i en særlig kasse, hvis midler skulle anvendes til hjælp for personer, der ikke var under den lovbestemte, kommunale fattigforsorg. De fattiges kasser tænktes således fyldt ved frivillige bidrag fra private, men da det skortede noget på offerviljen, begyndte kommunerne at yde bidrag til kasserne.”

Forholdene var således at priserne på almindelige forbrugsvarer steg pga. inflationen i pengemængden (der skyldes Nationalbankens kreditekspansion i perioden, på dette tidspunkt var private banker ikke tilladt at skabe kredit – det skete først i 1857 med Privatbanken i København (s. 254 i Erling Olsens bog)), hvordan havde man da forestillet sig at der var råd til eksorbitante donationer til andre fattige, når man selv føler at fattigdommen banker på døren? Hvorfor nævnes det ikke med et ord hvad årsagen til den “skortende offervilje” kunne tænkes at være? Er årsagen ikke at almindelige forbrugsvarer stiger i pris, og overskuddet i husholdningen skrumper? Har dette da noget med offerviljen at gøre? Er det ikke i stedet et forudsigeligt resultat af en fattiggørelse af den almindelige borger via en inflationspolitik? Statsløsningen på dette problem er naturligvis bare at tage pengene i stedet for at lade folk selv vælge, hvor mange penge der skal gå til forsørgelse, hvor meget kan de selv undvære er tilsyneladende underordnet, når man skal være god ved nogle der er relativt fattigere.

Igen og igen ser man at statslig indblanding i markedsøkonomien skabe grobund for forhold man selv finder dårlige, og løsningen på det første indgreb er naturligvis ikke at anerkende at markedet fungerer godt, men i stedet gribes der til flere indgreb for at rette op på de utilsigtede konsekvenser af det første. Således arbejder staten kontinuerligt på at oprette sine egne fejl, mens den undertiden giver den private skylden fordi denne er egoistisk.

For at forhindre denne proces i at føre til den totale socialisme er det nødvendigt at tale imod det socialdemokratiske tankegods og forhindre at samfundet kollapser under statens tyngde. Skattelettelser er en del af løsningen på problemet, og i den sammenhæng er det derfor nødvendigt at gentage, hvad der er skrevet et utal af gange – skattelettelser er i sig selv velfærdsforøgende, fordi det skaber større albuerum for de frivillige udvekslinger i markedsøkonomien.

Det frie samfund indeholder drivkraften til sikring af de svageste

De historiske beretninger forklarer, hvis analyseret mere end blot overfladisk og hånligt overfor den private ejendomsret, at samfundet besidder mulighederne for at støtte og hjælpe de svage i samfundet via frivillige udvekslinger igennem en privat velgørenhedsorganisation, gennem familien og gennem venner. Der er med andre ord mange muligheder for at det velfærdsmaksimerende private initiativ, udover at sørge for at tilrettelægge produktionen til at koncentrere sig om de vigtigste goder først og imødekomme forbrugernes ønsker, også kan drive socialhjælp på en effektiv facon. Socialhjælp har ikke alle dage været et offentligt anliggende, og med de disciplinerende mekanismer der ligger i markedsøkonomien, kan privat velgørenhed hjælpe mere effektivt og virksomt end de offentlige ordninger. En afskaffelse af socialhjælpen er derfor ikke ensbetydende med at samfundet fravælger at hjælpe de der ikke kan klare sig selv – det er i stedet en erkendelse af at det private initiativ fungerer bedre, og at socialhjælp, ligesom så meget andet, også bør hvile i markedet og underlægges markedets disciplinerende mekanismer.

Velfærdsstatens historie er med andre ord en historie om at overtage eksisterende private foretagender, og påbegynde en politisk drift af noget der tidligere var en markedsbaseret drift. Organisationerne gik fra at være effektive og disciplinerede til at blive offentligt, ineffektivt og slapt. Det er ikke noget under at det er så omkostningsfuldt at hjælpe de svage i dagens Danmark, når man tænker på alle de tusindvis af markedsinterventioner staten har gennemført, for at forsøge at lempe byrden som en tidligere intervention har medført.

Giv os skattelettelser nu!

I et interview på Jyllands-Posten med den herlige titel “»Jeg så da gerne, at folk jublede og råbte: ”Giv os skattelettelser nu”« svarer Jakob Ellemann-Jensen på det sædvanlige socialdemokratiske spørgsmål “hvorfor give skattelettelser, når befolkningen hellere vil have velfærd?”, at skattelettelserne drejer sig også om velfærd, men blot ikke her og nu.

Jakob Ellemann-Jensen (JEJ) siger, at det drejer sig om at sænke skattetrykket for at få flere i arbejde, og målet med skattelettelserne er at kunne bevare velfærden i fremtiden. JEJ anerkender dermed den selvindlysende økonomiske sammenhæng at hældningen på efterspørgselskurver er nedad – eller med mere jævne ord, at når prisen sænkes så vil mængden der sælges af det økonomiske gode enten være den samme eller stige.

Pointen som JEJ vil fremføre er, at offentlig velfærd betales af penge der tages fra skatteyderne, og for at øge størrelsen af skatteopkrævningen, der er velfærdsstatens livsblod, er det nødvendigt, pga. de økonomiske love, at sænke skattetrykket procentuelt for den enkelte for at tilskynde flere til at tage et arbejde. Målet er at øge antallet af arbejdende personer, at øge den økonomiske aktivitet i samfundet og ad den vej kan flere personer blive nyttige skatteobjekter for regeringen. Det kommer vel ikke som nogen overraskelse, men det sidste er noget jeg selv har ræsonneret mig frem til.

JEJ tilbageviser dermed også socialdemokraternes ønske om at bibeholde skattetrykket (eller evt. øge det?) fordi en skattelettelse, ifølge det socialdemokratiske tankegods, reducerer samfundets velfærd.

Formålet er ikke at sænke skattetrykket alene fordi det er borgerlige dyder, men også for at opretholde velfærdsstaten på lang sigt, ved at øge samfundets produktivitet, som en slags såsæd på produktivitetens mark, for at staten kan høste større skatteindtægter i fremtiden, som ad denne vej sikrer en større velfærd i fremtiden.

Vi skal derfor reducere skatterne i nuet således de private investeringer øges for at opbygge yderligere privat kapital der kan give et afkast til fremtidens velfærdsborgere. Venstre er dermed det ansvarlige parti, der tænker på fremtiden, hvor socialdemokratiet er partiet der vil forbruge såsæden i nuet mod at risikere en ringere høst i fremtiden.

JEJ siger også, jævnfør overskriften, at han ville håbe at befolkningen råbte i takt: “Giv os skattelettelser nu”. Måske gør han det fordi budskabet flugter med JEJ’s egne holdninger til det danske skattetryk, eller, måske mere sandsynligt, fordi JEJ er sendt i byen for at tale til de borgerlige vælgere. Når selveste Venstres politiske ordfører er i byen med budskabet om at Venstre skam også er deres parti, så kan det være at nogle skeptiske borgerlige vælgere falder til ro. JEJ er citeret for at svare til journalisten at pengene ligger bedst i borgernes lomme og han underbygger synspunktet ved at sige noget i retning af, at skattepenge er penge der er taget fra borgerne.

Venstre markerer dermed at det stadig er “Danmarks liberale parti“.

Det er relativt gode toner, og det er for mig en lettelse at læse, når der ind i mellem kommer andre synspunkter fra en politiker, udover at molestere skatteyderen for at fremme velfærdsstaten.

Skal vi alle stemme på Venstre igen?

Det er op til den enkelte at vælge hvor denne vil placere sin stemme, men jeg kan ikke anbefale at stemme på venstre blot fordi deres ordfører i et billigt interview svarer nogenlunde fornuftigt på journalistens spørgsmål. Se i stedet tiden an, og prøv at følge med i om venstres handling også følger de fine ord.

Der er dog, på trods af de mange gode takter i svarene som JEJ giver, nogle detaljer som jeg synes er værd at understrege som liberal. Det er meget sympatiske argumenter overfor den liberale at forklare at staten tager pengene fra borgerne via skatterne, og at statens typiske pengeforbrug ikke gør samfundet mere produktivt i fremtiden, end det private pengeforbrug gør.

Dette tip med hatten til den liberale filosofi er kærkommen, men der er alligevel nogle knaster i interviewet, som generer mig. JEJ godtager rent faktisk det socialdemokratiske tankegods at velfærdsstaten er i stand til at øge velfærden i samfundet, dette synspunkt mener jeg ikke man kan forsvare.

Hvad er velfærd egentlig?

Et almindeligt opslag i ordbøger siger at velfærd og trivsel er synonymer. I almindelig tale er det ganske passende at bruge de to ord som man lyster, men det giver os ikke megen information om, hvad det betyder i en politisk kontekst. Velfærd opfattes i samfundsforstand, for den almindelige dansker, at det er noget som staten stiller til rådighed for alle borgerne, betalt af skatteyderne, fordi det kun er rigtig velfærd, hvis alle har adgang til denne ydelse eller dette gode.

Problemet med den opfattelse er at dens logiske konklusion forudsætter en uendelig mængde af alle velfærdsgoder, som frit kan distribueres til alle af staten. Enten det, eller at staten har vist en evne til at skabe værdi, at staten på en eller anden måde kan producere velfærdsydelser uden at den totale velfærd i samfundet bliver mindre.

Forudsætningen for at dette kunne være tilfældet er at staten er produktiv, altså at de inputs staten forbruger i løbet af produktionen, skaber noget som er mere værd, når produktionen afsættes som velfærdsgoder. Dette er vigtigt fordi i samfundsforstand må man fastholde, at et politisk udspil der påstår at være velfærd i bredeste forstand, kun kan være dette, hvis den stiller nogle bedre, uden at stille andre dårligere som resultat.

Hvis det ikke kan bevises at statens produktion af den offentlige velfærd fungerer på en sådan måde, så bliver man nødt til at betvivle hvorvidt det er rimeligt af socialdemokraterne at kalde det for en velfærdsstat. Kan staten kun tage fra nogle og give til andre, og man samtidigt antager at tabet af velfærd i processen er nul, så er der ikke tale om velfærdsproduktion, men blot om fordeling af velfærd.

For at tale om velfærd, i streng forstand, bliver man nødt til at bevise at det tabte hos skatteyderen modsvares af mindst den samme værdi hos den som modtager velfærdsydelsen. Jeg vil nu prøve at forklare, hvorfor det er tvivlsomt om dette kan bevises.

Værdi – for hvem?

I økonomisk forstand bruger man begrebet “nytteværdi” når man taler om velfærd. Nyttenværdien der vindes af modtageren af en given velfærdsydelse skal derfor mindst tilsvare eller overstige den tabte nytteværdi for skatteyderen. Er der ikke tale om en gevinst ved transaktionen siger man at den ikke er pareto-optimal. Meget firkantet sagt kan man sige at pareto-optimalitet betyder, i social sammenhæng, at nogle personer (der skal mere end en person til at være social) beviseligt har vundet nytteværdi uden at andre har tabt nytteværdi. For at bevise at velfærdsstaten er pareto-optimal (og dermed velfærdsskabende) skal man derfor kunne føre bevis for hvordan denne statslige merværdi skabes. Der er dog flere afgørende forudsætninger for at gennemføre denne tredjepersons (fx politikere eller bureaukrater) vurdering af værdi:

  1. Det forudsætter at man kan måle den tabte værdi for skatteyderen og den vundne værdi for velfærdsmodtageren i en kvantitativ størrelse som fx 47 nytteenheder
  2. Det forudsætter derudover at nytteenheden kan sammenlignes på tværs af flere personer

Jeg er blot en dilettant indenfor økonomi, en “brugtidéforhandler”, og jeg tyr derfor let til at gengive økonomiske betragtninger fremsat af rigtige økonomer, her Ludwig Von Mises fra hans “Theory of Money and Credit“, side 52:

But subjective valuation, which is the pivot of all economic activity, only arranges commodities in order of their significance; it does not measure this significance. And economic activity has no other basis than the value scales thus constructed by individuals.

For at give et eksempel på en kritik af ovenstående statslige velfærdsbegreb, så kan man sige, jævnfør punkt 1, at det er legitimt at vurdere værdi i en rækkefølge (ordinalt), men ikke som en målbar størrelse (kardinalt). Det er OK at sige at man kan lide bananer bedre end æbler, men det er meningsløst at sige at en banan er 1 nytteenhed, mens et æble er 0,7 nytteenheder. Hvorfra skulle individet kende dette forhold mellem goderne? Kan en tredjeperson måle dette forhold eksternt? Er forholdet stabilt, så man altid kan stole på at denne vurdering af de to goders værdi er det samme over tid? Ifølge Ludwig Von Mises er det ikke legitimt at måle nytte som en størrelse med kardinalværdi, men det er legitimt at betragte nytteværdi som en individuel rangorden, som en ordinal rangeret nytteværdi.

Hvorfor kommer Mises til netop denne konklusion? Det virker lidt nærigt at påstå, at sådan er det bare, og andre teorier er ikke gangbare. Så længe det bliver ved dette postulat, så er den ene påstand ikke bedre end den anden. Det er her Mises’ teori om menneskets handling kommer i spil, praxeologien forklarer hvorfor Mises har ret i sin teori, hvorfor det uundgåeligt må hænge således sammen. Praxeologi er en teori der beskriver menneskets valg, og en teori af en sådan karakter må benytte sig af de observerbare handlinger mennesket foretager sig. Det er derfor op til det enkelte menneske at tilkendegive sin indre rangorden af nytteværdi ved at handle på det. I Mises’ terminologi kan vi kun observere et menneske handle på sine værdivurderinger. Alle andre psykologiske hypoteser er overflødige i økonomisk forstand. Når mennesket vælger, vil det via sit valg vise, hvordan de økonomiske goder rangerer på individets ordinale nytteværdiskala. Det som byttes væk har mindre nytteværdi end det som opnås i transaktionen. Der er ingen måde at måle den indre værdiforøgelse via observation af menneskets handlinger af tredjepart.

Vi udvider nu teorien med punkt 2 ovenfor, nu postulerer vi ikke blot at vi kan måle nytteværdiens højde hos den enkelte person, vi postulerer nu også at vi kan sammenligne disse målinger interpersonelt: Vores socialdemokratiske økonomiske research har fundet frem til en fantastisk metode til at øge samfundets velfærd: En banan er 1 nytteenhed værd for Peter, men 1,1 nytteenhed værd for Jens. Det er dermed velfærdsoptimerende at tage bananen fra Peter og give den til Jens. Vupti, så har vi skabt 0,1 nytteenhed i økonomisk forstand, hvis teorien holder.

Problemet er, naturligvis, at værdi opfattes subjektivt, samt at værdien af et gode ikke kan andet end rangordnes af individet, den præcise nytteværdi af hvert gode kan ikke fastslås. Som Walter Block ville sige, er det at tale om interpersonel sammenligning af værdi, som han kalder “nonsens på stylter”.

Hvis teorien om interpersonel kardinaltalsbaseret nytteværdi ikke holder, hvad sker der så med velfærdsstatens projekt? Den logiske konklusion er, såfremt man fastholder sig i det økonomiske felt, at velfærdsstaten ikke kan proklamere at være en stat der skaber velfærd. Den kan ikke føre bevis for at være velfærdsskabende.

Skattelettelser eller velfærd?

Såfremt ovenstående argumentation ikke falder fra hinanden, er det rimeligt at sige at påstanden om statslig velfærd hviler på et meget tyndt grundlag, og formentlig ikke har noget videnskabelig økonomisk fundament. Ikke nok med at argumentationen ødelægger grundlaget for indkomstoverførsler, fordi man ikke kan bevise at det øger velfærden at flytte pengene fra den ene til den anden person, så bliver problemerne endnu større, når man begynder at analysere de funktioner der er lagt ind i velfærdsstaten som den har udviklet sig i dag.

Vi kan tage nogle almindelige eksempler, hvor den almindelige arbejder bliver beskattet for at finansiere middelklassens børns universitetsuddannelse. Vi kan tage eksemplet hvor en person der arbejder i den private sektor, og konkurrerer mod andre personer der pga. statslige tilskudsordninger modtager offentligt tilskud. I disse tilfælde tager velfærdsstaten penge fra den privat ansatte eller den private iværksætter, og støtter konkurrenterne via tilskudsordninger, pujler, konkurrencebeskyttelse, fagforeningsbeskyttelse og en lang liste af andre politiske tiltag der er sat i søen for at give til nogle mens det tager fra andre.

I mange af tilfældene kan man kun med hovedrysten se til mens den ene faglige organisation efter den anden påstår at være aktiv i et velfærdsfag – eksempelvis læger, tandlæger, sygeplejersker, psykologer og skolelærerer. Det åbenbart selvindlysende incitament for disse faggrupper er at blive forskånet fra markedets disciplin, fra medmenneskets krav om effektivitet og frivillig betaling. Disse faggrupper lever i dag stort på deres politiske pres for at blive privilegerede med skatteydernes penge. I deres egen søgen efter beskyttelse fra markedets disciplin har de midlertid fået mere trange kår på den statslige velfærdsordning, der pga. statens knusende ineffektivitet fører til en række af besparelser i forsøget på at holde liv i en uproduktiv benyttelse af samfundets knappe resurser.

Murray N. Rothbard skrev det ganske godt i sin Man, Economy, And State, side 1363:

While an exchange is coerced, on the other hand – when criminals or governments intervene – one group gains at the expense of others. On the free market, everyone earns according to his productive value in satisfying consumer desires. Under statist distribution, everone earns in proportion to the amount he can plunder from the producers. The market is an interpersonal relation of peace and harmony; statism is a relation of war and caste conflict. Not only do earnings on the fre market correspond to productivity, but freedom also permits a continually enlarged market, with a wider division of labor, investment to satisfy future wants, and increased living standards.

Den brede befolkning, der ikke forstår økonomi, bliver vildledt af propaganda fra de socialdemokratiske charlataner der påstår at velfærd produceres af det offentlige, og ikke af andre. Derfor, hvis man ønsker velfærd, skal man finde sig i at blive beskattet, således man kan få velfærd. Argumenterne der føres kan blive mere sofistikerede, men i grundsubstansen hviler de alle på fejlslutningen der siger at et offentligt monopol er velfærdsskabende.

Ønsker man derfor et velstående samfund, et rigtigt velfærdssamfund (og altså ikke en velfærdsstat) bliver man nødt til at erkende fortidens fejl og nedrive velfærdsstaten for at give plads til velfærdssamfundet. Giv os skattelettelser, nu!

 

Folkeskolen er ineffektiv, ensrettende og umenneskelig

I denne omgang af min gennemgang af Martin Ågerups bog, Velfærd i det 21. århundrede, vil jeg tage et enkelt emne op, og diskutere det. Jeg har udvalgt Martin Ågerups pointer om folkeskolen, og hans forslag til at reducere resurseforbruget af folkeskolerne ved at minimere spild, eksempelvis på administration og overdimensionering (disse to elementer er taget ud af en generel figur for den offentlige sektor fra s. 105 i bogen, Martin Ågerup nævner ikke specifikt disse to elementer i forbindelse med diskussionen om folkeskolen).

På side 110-111 skriver Martin Ågerup:

“Det mere fundamentale spørgsmål er, om højere kommunale udgifter overhovedet er et udtryk for et højere serviceniveau, eller om det dækker over lavere produktivitet eller en kombination af de to ting. Det ved vi ikke, men ser man på skoleområdet, kunne noget tyde på, at højere udgifter ikke giver bedre kvalitet. Der findes ikke måder, hvorpå man kan sammenligne det generelle kommunale serviceniveau direkte på tværs af alle kommunale serviceområder – forstået som kvaliteten eller værdien af de leverede ydelser. Det skyldes de nævnte vanskeligheder med at  vurdere værdien af en ydelse, som brugeren ikke selv betaler for. Hvilket igen fører til den problematiske antagelse, at værdien af velfærdsydelser er lig med omkostningerne ved at producere dem.”

Produktivitet, som Martin Ågerup bruger lidt tid på at diskutere, kan kun vurderes af den som køber produktet. Her er ingen uenighed mellem os.

Martin Ågerup går herefter videre til at estimere hvor stort et besparelsespotentiale der ligger i driften af folkeskolen, hvis man beholder de nuværende skoleregler, og lader de mindst effektive skoler kopiere de mest effektive skolers metoder.

Martin Ågerup diskuterer eksempelvis, hvordan folkeskolen kan spare penge, og undervejs opstiller han sit eget mål for folkeskolen: Indlæring. Martin Ågerup måler dog ikke bare indlæring som en absolut størrelse, men i stedet en mere sofistikeret relativ vurdering baseret på de sociale faktorer.

På side 111 skriver Martin Ågerup:

“Hvis man bruger de faktiske karakterer ved afgangsprøven som kvalitetsmål, går man imidlertid galt i byen, fordi man derved i høj grad fanger noget helt andet end kvaliteten af undervisningen, nemlig om eleverne på skolen er bogligt begavede. CEPOS har derfor udviklet måling af det, vi kalder “undervisningseffekt”, nemlig hvor godt den enkelte elev klarer sig set i forhold til, hvad man skulle forvente ud fra elevens sociale baggrund.”

Martin Ågerup har desværre sat analysen op på en særlig måde, for at kunne sammenligne folkeskolernes effektivitet. Han har selv defineret hvad målet skal være og han bruger myndighedernes pensum som målestok for at se om målet er nået. Hvor blev subjektiviteten af?

Det viser sig, som i alle andre sammenhænge, at et mål for det ene individ ikke er et mål for et andet individ. En spørgeskemaundersøgelse blandt forældre til børn, der starter i skole for første gang, viser at forældrene vægter social trivsel højere end indlæring. Det vil sige at, hvis vi kan stole på spørgeskemaet og resultatet for det, at forældrene har et højere mål end blot indlæring, når de sender deres barn i skole. Det vil, alt andet lige, også være ganske besynderligt, hvis et menneske kun havde et eneste mål med en given aktivitet. Særligt når det kommer til ens egne børn, så er det let at forstå, at forældre danner flere mål for barnet end blot indlæring. Martin Ågerup befinder sig derfor i et problem som han ganske vel er klar over: Han gør sig selv til dommer for hvad der er effektivitet i en skole. Martin Ågerup kan dog forsøge at argumentere for at indlæring bl.a. er et resultat af trivsel. Vi ved fra sociologi at menneskets indlæring er langt bedre i en atmosfære, hvor mennesket trives, end hvis det ikke trives. Derfor kan Martin Ågerup fastholde sit fokus på indlæring som det vigtigste mål, med henvisning til ovenstående og samtidigt have trivsel med i sit resultat.

Der er dog andre problemer, som Martin Ågerup ikke kan snige sig udenom. Det statsligt fastsatte pensum som universel målestok er ganske ubrugeligt i en velfærdssammenhæng.

Hvad skal indlæres?

Problemet med at fastlægge indlæring set i forhold til et myndighedsfastsat pensum er, at forældrene kan have andre læreretninger i tankerne, end de som folkeskolen underviser. Det kan være at forældrene er rabiate socialister eller fritmarkedsanarkister, og finder at folkeskolen ikke lever op til deres forventning i forhold til at undervise tilstrækkeligt om hhv. socialismen og kapitalismen. Havde de haft valgmuligheden, ville de have fravalgt folkeskolen og det statsligt fastsatte pensum, og valgt en anden skole i stedet. I den forstand er selve målepunkterne, som Martin Ågerup benytter sig af, arbitrære og blot fastsat af myndighederne, som ikke på nogen måde kan være velfærdsmaksimerende. Det vigtige formål med indlæring er at tillade mennesket at lære det, som det finder værdifuldt, som kan bruges i forhold til menneskets egne evner og lyster, og kun i så lang tid mennesket drager fordel af indlæring. Det er i den sammenhæng ligegyldigt at matematik er brugbart til at løse diverse tekniske problemer. Det betyder ikke at man kan vedtage ved lov hvilket pensum hver elev skal igennem og hvor mange timer der skal bruges på det pensum, og samtidigt påstå at det er velfærd (her ser vi for en stund bort fra finansieringen). Det er ikke velfærdsmaksimerende, fordi velfærd opfattes subjektivt, og det afviger fra person til person hvad værdien af matematikundervisning er. Hvorfor har man den afgrundsdybe foragt for andre mål, værdidomme og trivsel, at man fastsætter nationale mål for skolegangens indhold og længde? Det er at benægte menneskets forskellighed, slet og ret.

Indlæring bør også ses som et middel til at nå sine mål: Hvorfor skal alle, selv de som befinder sig meget dårligt med boglige fag, underkastes det samme pensum, som middelklassen har defineret som værende “et fælles minimumsvidensniveau”, for at deltage i det store statslige plyndringstogt mod markedet? Kan nogle mennesker ikke få mere værdi for uddannelsespengene, ved at have langt flere undervisningstimer i praktiske fag, såvel som andre kan få mere værdi ved at bruge mere tid på de boglige? Hvorfor er udbuddet af undervisningsstrukturer så enfoldig og ensrettet? I sig selv er dette en af de store knuder i uddannelsessystemet, særligt i folkeskolen: Der er ikke alternativer til den boglige middelklasseundervisning. Det er en skandale, at det er lykkes for statstilhængerne at presse deres egne subjektive værdidomme og målsætninger ned over alle andre ved at fastlåse alle skolerne i en lovgivet skruetvinge.

Indlæring er ikke blot formel skolegang

Da velfærd opfattes subjektivt fra menneske til menneske, kan man ikke fastslå om skolerne der formår at opnå mest indlæring for skattekronerne, er effektive. Folkeskolen har udviklet sig til et pseudo-fængsel for børn og unge, hvor de hver dag skal igennem timevis af foredrag afholdt af lærere, der ved lov er afkrævet at undervise præcist i dit og dat. Med præcis så og så mange timer i det og det fag. Det er en umenneskelig tilgang til indlæring, hvor myndighederne anser det eneste rigtige at gøre er at give børnene indlæring ved foredrag foran skoleklasser med særlig stort fokus på boglige fag. Selv hvis vi anerkender at indlæringen i sig selv var det højst rangerede mål for folkeskoleforældre, så er det ikke givet at det er skolegang der er den foretrukne form for indlæring. Indlæring er meget andet end bare formel skolegang, indlæring foregår hver eneste dag vi lever, hvor vi i vores sociale omgang med hinanden bliver klogere, når vi udveksler tanker, idéer og historier med hinanden. Lad forældrene vælge om barnet skal gå i skole, lad barnet vise sin nysgerrighed for andre områder end bare skolegang, og lad samfundets initiativtagere skabe alternativer til den konforme og ensrettende skolegang.

Et af folkeskolens største brølere er inklusion, hvor man med vold og tvang vil sætte ethvert barn med en puls på en stol i et folkeskolelokale, og proppe middelklassens undervisningsideal ned i halsen på dem alle. Det er i alt fald ifølge en nyere undersøgelse fra Kolding Kommune bl.a. inklusion der har fået forældrene til at vælge privatskole frem for folkeskolen. Inklusion er netop en del af fornægtelsen af at mennesker er forskellige og trives med forskellig indlæringsform. I stedet for denne ensretning for alle, så burde man være ydmyg overfor andres evner og lyster. Det er synd både for læreren og klassen, at alle skal ind i samme lokale og gennem samme forløb. Et menneske er ikke en kødklump der kan formes af planlæggeren, der med lovgivningen masserer kødmassen, til denne synes det ser pænt ud. Et menneske er et individ med egne værdier, egne ideer og egne evner. Det eneste der kommer ud af at bruge denne metode på mennesker er foragt og passivitet hos eleverne der ikke trives med “tilbuddet”. Hvorfor behøver det absolut at være således? Det var dog langt mere befriende, at der var flere tilbud der var drevet af markedets evne til at tilbyde produkter af forskellig kvalitet, til mere end bare én smag.

Østrigsk filosofi

Martin Ågerups formål er ganske tydeligt: Han ønsker at folkeskolen bliver mere indlæringseffektiv, at den bruger færre resurser på at opnå sine resultater. Synspunktet hviler i den utilitaristiske tankegang, hvor produktionseffektivitet er vigtigt (vigtigst?). Han påpeger hvor det er muligt at effektivisere produktionen af velfærdsydelserne som modargument mod de offentlige fagforeningernes evige propaganda for større offentlig sektor, samt deres afvisning af muligheden for at effektivisere sektoren. Jeg opfatter Martin Ågerups forsøg som sympatisk, fordi det belyser den offentlige sektors produktionsineffektivitet og den manglende selvjustering af systemet. Det er tydeligt at der er meget at komme efter for at få systemet til at fungere på en måde, hvor resurserne strækker længst muligt. Som Martin Ågerup også påpeger, så findes der gode offentlige skoler med høj produktionseffektivitet, og det er disse andre skoler kunne tage ved lære af. Martin Ågerups pointe er dog at de dårlige ikke lærer af de gode og at de dårlige mangler incitamentet til at gøre det.

I min optik er det nødvendigt at forklare, hvorfor jeg, på trods af sympatierne med Martin Ågerup, forsøger at kritisere indholdet i bogen. Det drejer sig om at se anderledes på tingene, det er ikke tilstrækkeligt at justere på kvantiteten af indlæringseffekten, det er også nødvendigt at eksplodere myten om at folkeskolens eksistens medfører øget velfærd, ved at kritisere den fra en kvalitativ synsvinkel.

Jeg mener at et indlæringseffektivitetsmål er i konflikt med forståelsen af produktivitet i økonomisk forstand. Indlæringseffektivitet hviler fuldstændigt på politisk fastsatte mål, ikke individets egne mål. Når Martin Ågerup måler indlæringseffekten med sit matematisk-statistiske værktøj, så ved han ikke hvordan menneskene værdsætter opnåelsen af indlæringsmålene, og det er heller ikke muligt at måle sig frem til det kontrafaktuelle univers hvor andre indlæringsmål var opnået, og hvilken velfærdsværdi disse ville have. Det kan være at de, som den først linkede artikel påpeger, rangerer indlæring lavere end social trivsel. For at forstå dybden af det kaotiske danske velfærdssystem nytter det derfor ikke at se på givne mål og givne midler og sammenligne skolernes produktionsfunktioner. Disse elementer er en slags kvantitativ kritik af den offentlige sektor, men dette er ikke det essentielle. Det essentielle er ikke begrænset til den kvantitative kritik af produktionseffektivitet, det essentielle omfatter ligeledes en kvalitetskritik. Det centrale spørgsmål er: Lykkedes det for skolen at gøre kunderne tilfredse, at give forældrene det som de søgte deres børn skulle have, til en pris som forældrene ville betale?

Martin Ågerup var så venlig at skrive til mit tidligere indlæg om hans bog, og jeg er blevet sat i forventning at jeg finder hans analyse af den offentlige sektor med tilhørende reformforslag senere i bogen, særligt i kapitel 9. Jeg kan afsløre at jeg er 150+ sider fra dette kapitel, og at dømme efter antallet af blogindlæg jeg har skrevet om bogen per bogside, skal der skrives omtrent yderligere 4 blogindlæg før jeg når til dette eventyrlige kapitel. Jeg er skeptisk overfor udsigten til at få mine vilde subjektivistiske fritmarkedsidéer indfriet i bogen, indtil videre er der rigeligt af forskelle på den måde østrigerne ville kritisere den offentlige sektor og måden Martin Ågerup gør det på.

Det er såmænd udmærket at kritisere den offentlige sektor fra flere vinkler, men personligt finder jeg det dog mere interessant at tage fat i de fundamentale kvalitetsproblemer og udpinde disse, frem for at underkaste sig systemet og kun forholde sig til et arbitrært effektivitetskriterie. Efter min opfattelse så fastlåser man sig på denne vis i systemet sådan som det er, det accepterer nødvendigheden af uddannelsesministeriet og deres målsætninger og den politiske styring af folkeskolen. Det er der desværre ikke meget frihed over. Det liberale endemål er at nedlægge undervisningsministeriet og sætte skolernes valg af indlæring helt fri af lovens tvang, og naturligvis uden skatteydermidler til at finansiere dem. Først i denne situation er det muligt at møde forældrenes værdier og mål for deres børn ved at lade skolerne udvikle sig i samfundet, uden central styring.

Efter min ydmyge mening så er vores nuværende system en katastrofe der udviser foragt for den vestlige civilisations historie, der gang på gang har vist, at fred og frihed har ført gode resultater med sig, og at ensretning og statslig propaganda har ført til de største menneskelige katastrofer man kan forestille sig.

Folkeskolen er naturligvis ikke Hitler Jugend, i den danske udgave er skolen et frugtbart territorium for at oplære næste generation som velfærdsstatens lydige og flittige myrer, der finder sig i at blive udplyndret gennem livet af et vanvittigt skattesystem og reguleret af nidkære bureaukrater og politikere.

 

 

Sovjetunionen kollapsede ikke pga. mangel på innovation

Som et led i min gennemlæsning af Martin Ågerups bog “Velfærd i det 21. århundrede” er jeg kommet til en sektion jeg særligt ønsker at diskutere.

Det burde ikke være kommet som en overraskelse for mig, da der på forsiden af bogen står “Fra tilsanding til innovation” – altså antydes det at det er innovationen som er essensen af kuren mod problemet.

Men inden jeg går ind i kritikken, må jeg sige at jeg blev positivt overrasket over Martin Ågerup, for på side 83 skriver han at der er paralleller fra velfærdsstatens krise til krisen i Sovjetunionen der bidrog til systemts kollaps i 1991. Jeg er fuldstændigt enig med Martin Ågerup på dette punkt: Velfærdsstaten og kommunismen deler mange af de problemer som fører til ineffektivitet og ødselhed.

Overraskelsen kom først senere i bogen hvor Martin Ågerup skriver om velfærdsstaten i dens opbygning at:

“Det var staten der trådte til for at øge mængden af human kapital og adgangen til sundhedsydelser. Af to årsager kunne den opnå dette forholdsvis uproblematisk og forholdsvis hurtigt. For det første i udgangspunktet havde Danmark et lavt skattetryk. […] Endvidere var der netop i de år en stor vækst i arbejdsstyrken , dels som følge af demografiske forhold , dels fordi kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet. Der var altså både masser af penge og masser af arbejdskraft, som kunne kanaliseres imod opbygningen af velfærdsstaten.”

Ovenstående mener jeg er et validt synspunkt, men jeg synes der mangler en vinkel på hele systemet: Der eksisterede på daværende tidspunkt et velfungerende privat system, hvor man havde opdaget de tekniske og økonomiske metoder til at tilfredsstille kunderne. Produktionsstrukturens sammensætning var etableret af markedet og var effektivt i forhold til kundernes daværende behov. Det var med andre ord ikke svært i opbygningsfasen at øge produktionen, man kunne, hvis det var ønskværdigt, udvide produktionen ved at kopiere eksisterende systemer og procedurer.

Det er også værd at pointere at der er to sammenhængende og sammenbundne fænomener til stede: Det ene er den tekniske indretning som er nødvendigt for at producere godet, men det næste er hvordan man på en økonomisk facon kan bruge de tekniske midler til at fastlægge produktionen. Et er at skabe teknologien til at producere et gode, noget andet er at tilrettelægge en produktionsproces der skaber værdi. Det er to vigtige elementer der bør holdes separat i diskussionen om velfærdsstaten.

Eller kort sagt: Det offentlige kunne kopiere præcis hvad det private via markedsprocessen havde identificeret som en effektiv struktur, hvor produktionen af velfærdsydelser var i overensstemmelse med forbrugernes ønsker og behov. Det private havde arbejdet i årevis under profitmotivet, hvor markedspriserne og forbrugernes feedback guider iværksætterne til at tilrette produktionen hele tiden for at undgå tab og søge profit. Denne dynamiske proces blev sat i stå fra det øjeblik beslutningen om at nationalisere og monopolisere produktionen af velfærdsydelser til det offentlige blev effektueret. Uden den konstante udforskning af forbrugernes ønsker ved at prøve nye produkter, andre priser, andre kvaliteter af, kan produktionen af velfærdsydelser på en økonomisk facon ikke tilfredsstille forbrugernes skiftende behov eller følge med den teknologiske udvikling.

Denne dynamiske proces synes jeg at Martin Ågerup hopper for let hen over. Martin Ågerup beskriver hvorledes Sovjetunionen var i stand til at producere militært udstyr til staten, fordi, som han siger, staten har et sæt klart definerede præferencer for produktet. I Martin Ågerups opfattelse, som jeg forstår den, så er det muligt for en central planlagt økonomi at fungere hvis den har et sæt klart definerede præferencer at producere til (s. 87). Det mener jeg er forkert. I dette indlæg vil jeg prøve at forklare hvorfor vha.: Kapitalstrukturen, iværksætterens rolle og markedsprisernes unikke egenskaber. Problemet bunder i fraværet af økonomiske beregninger (economic calculation) som værktøj til at styre rettelser til produktionen.

Hvad har rustende traktorer og ukampdygtige krigsskibe til fælles?

For at gå lidt dybere ind i tilstanden i Sovjetunionen, så er det ganske inspirerende at kigge på et par youtube videoer. Robert Wenzel gennemgår i denne video en lang række udfordringer for den sovjetiske økonomi mod slutningen af dets herredømme. En af pointerne i Robert Wenzels fremlæggelse er at skibe blev leveret til flåden af skibsbyggerne i ufærdig stand, men arbejderne nægtede at arbejde videre, hvis de ikke modtog deres løn for ufærdige skibe. Sovjetunionens ledelse valgte derfor, for at undgå arbejderopstand, at betale for skibe som ikke var færdige. Problemerne med de ufærdige skibe kunne heller ikke pålægges arbejderne i skibsfabrikken: Man kan ikke installere en teknisk indretning i et krigsskib, hvis den ikke findes. Arbejderne på skibsfabrikken skulle samle skibene, men de havde ikke fået leveret de komponenter der skulle til for at færdiggøre skibet og gøre det fuldt kampdygtigt. Der manglede kapitalgoder til færdiggørelse af produktet!

Martin Ågerup skriver på s 88 at “…planøkonomi kan frembringe acceptable resultater, så længe resurseforbruget er relativt underordnet”. Jeg mener at dette synspunkt er forkert, planøkonomi kan ikke på rationel økonomisk vis allokere resurserne i produktionsprocessen til at frembringe selv det resultat som bestemmes politisk. De ufærdige krigsskibe (som skulle afleveres til staten, med den klare præference, som Ågerup fokuserer på) vidner om disse problemer. Planøkonomi er kaotisk og umuligt, hvis man følger Ludwig Von Mises argument om kapitalteori, så kan en planøkonomi ikke fungere fordi markedspriserne på kapitalgoderne er udraderede. Man kan ikke beregne hvad der er effektivt at gøre med resursen, fordi man ikke har prisen som man kan bruge til at sammenligne omkostningen for produktionen med den opnåede salgspris. I markedsprocessen bruger vi profit og tab til at indikere om resurserne i produktionen er blevet brugt effektivt (profit) eller om de er blevet brugt ineffektivt (tab).

Hvis man skulle være lige så vild med østrigernes teorier som jeg, så er det værd at kigge på denne video af Joseph Salerno, hvor Ludwig Von Mises fundamentale argument mod socialismen bliver fremstillet, inklusiv en række eksempler på problemerne i Sovjetunionen. Et af eksemplerne er at der blev bygget rigtige mange nye huse i Sovjetunionen, men at mange af disse huse ikke havde tage (tids-link til Salernos tale her). Problemet var at der ikke var produceret tilstrækkeligt med søm til at montere tagstenene på husene. Derfor måtte husene stå tomme, uden tage, og afvente produktionen af små søm der passer til tagmontering. Som Joseph Salerno beskriver, så var Sovjetunionen nødt til at finde en fællesnævner som alle produktionsgoder kunne måles på. I markedsøkonomien kan vi bare bruge pengepriserne og lade folks egne personlige præferencer koordinere produktionen for at tilfredsstille forbrugernes behov i den rækkefølge hvor det vigtigste tages først, og det mindre vigtigste tages senere. I Sovjetunionen brugte man vægt som en fællesnævner for alle goder. Det betød at man fik nogle bizarre situationer hvor en fabrik fik at vide at den skal producere x ton søm. Men for at leve op til produktionskvoten, så var det langt nemmere at producere store tung søm, frem for små lette søm til tagene. Der opstod derfor en kronisk mangel på små tagsøm og husene fik lov at stå uden tag.

Ludwig Von Mises, Human Action, s 697:

The paradox of “planning” is that it cannot plan, because of the absense of economic calculation. What is called a planned economy is no economy at all. It is just a system of groping about in the dark. There is no question of a rational choice of means for the best possible attainment of the ultimate ends sought. What is called conscious planning is precisely the elimination of conscious purposive action.

Det som er kernen i problemet er at i den centralt planlagte økonomi kender man ikke den relative knaphed, man kender ikke alternativomkostningerne eller forbrugernes præferencer for at kunne producere de vigtigste goder på en effektiv måde. Den centralt planlagte økonomi ligger derfor i ruiner fordi man ikke kan tilrettelægge produktionen af komplekse goder, såsom huse, krigsskibe eller almindeligt brød fordi inputtet til den årelange produktion består af en lang række forskellige faktorer hvor man ikke har signaler til at stimulere produktionen i præcis den mængde der er mest økonomisk.

Der var ikke brød i bagerierne fordi kornet ikke blev høstet (tids-link til eksempel fra Salernos tale her), fordi traktorerne ikke havde brændstof til høsten eller transporten videre i produktionsprocessen. Kornet rådnede på marken mens traktorerne rustede. Det er et eksempel på det kaotiske system.

Det kritiske element at forstå i denne sammenhæng er derfor at for at kunne producere et komplekst produkt skal man bruge et komplekst system til at tilrettelægge, justere og nyopfinde produktionsprocessen og tydeligt kommunikere knapheden til producenterne for at stimulere produktionen i en udstrækning der gør at hele processen kan forløbe glat og effektivt. Mangler man blot et input i processen, så går produktionen af produktet helt eller delvist i stå.

Et krigsskib kan formentlig godt bruges uden radar, men et hus er ikke brugbart uden tag. Det input der mangles i processen afgør om slutproduktet kan bruges delvist eller slet ikke.

Ved velfærdsstatens start var dette komplekse system oprettet via de private iværksættere i markedet. Det offentlige bureaukrati kunne overtage strukturen og producere som før, og for et stykke tid var produktionen rimelig effektiv og tilfredsstillede forbrugerne i en vid udstrækning.

Innovation i sig selv er meningsløst

Martin Ågerups opfattelse af innovation er efter min mening en smule upræcist. Martin Ågerup skriver direkte at Sovjetunionen kollapsede fordi den ikke kunne innovere (s. 94). Innovationen som Martin Ågerup hele tiden vender tilbage til mangler en underbyggende forudsætning for at være meningsfyldt. Innovation alene er ikke et meningsfyldt økonomisk begreb i Martin Ågerups fremstilling, fordi enhver ændring er en innovation. Enhver ny teknologi er en innovation, enhver ny organisationssammensætning og enhver ændring af produktionssammensætning er innovation. Innovation for innovationens skyld er tåbeligt.

Nøglen for at forstå hvad Martin Ågerup mener er, at innovation naturligvis skal være produktiv. Innovationen skal medføre en ændring således det medfører højere værdiskabelse. Først når vi introducerer det faste begreb “værdiskabelse” begynder innovation at lyde attraktivt. Innovation er dermed en proces der skal tilrettelægge produktionen på nye metoder for at skabe mere værdi. Det er værd at gentage: Innovation i sig selv er blot ændringer, og ændringer uden mål er meningsløse. Det er en meget væsentlig pointe at understrege at der skal være et mål med innovationen og et signal der viser om målet er nået.

Den offentlige bureaukrat i det danske velfærdssystem kan dermed godt ændre processer og tage nye beslutninger om allokering af penge til andre projekter. Disse ændringer er midlertid i blinde: Bureaukraten følger ikke forbrugernes feedback fra deres køb eller deres afholdelse fra køb, til at se om innovationen er produktiv eller om den er tabsgivende. Det er en af årsagerne til at det danske velfærdssystem er blevet så elendigt: Alle ændringerne der er indført siden overtagelsen fra den private drift har været i blinde, jo længere tid der går, jo værre bliver fejlene.

Forskellen mellem den centrale planlægning af økonomien i Sovjetunionen og den danske velfærdssektor er at det er muligt at tilrettelægge produktionen af velfærdsydelserne rent teknisk i det danske velfærdssystem. Det er ikke almindeligt forekommende at der mangler inputs til produktionsprocessen således den går i stå eller er ufuldkommen. Det kan opstå midlertidigt, men vil kunne rettes til, fordi produktionen af inputs til den offentlige drift sker i markedet med markedspriserne som ledetråd for produktionsstørrelser. Der vil derfor ikke opstå kroniske mangeltilstande, fordi prissignalerne i markedet kan guide de private producenter til at øge produktionen af det knappe gode.

Markedsprocessen, iværksætteren, innovation og prissignaler

Det som begynder at ligne noget er hvis man ser på markedsprocessen, afskaffer det offentlige bureaukratiske monster via privatisering, og lader iværksætterne i det private tilrette produktionsstrukturen for at sikre værdiskabelsen. Iværksætterne som enkeltpersoner er ikke helte. Enhver privat iværksætter der fortsætter ind i det offentlige bliver en tyran: Produktiviteten af enhver innovation der indføres i produktionen af velfærdsydelserne kan ikke måles når det er det offentlige der betaler for produktionen. Der er intet feedback fra forbrugerne i det offentlige system.

Den afgørende vigtige innovation som skal introduceres er den profitsøgende iværksætter som følger markedssignalerne, og via markedsprocessen opdager hvad forbrugerne er villige til at betale for den givne ydelse. I markedet bestemmer forbrugerne hvad skal produceres i hvilken kvantitet og i hvilken kvalitet. Iværksætterens rolle er at blive guidet af markedspriserne som formes af de økonomiserende individer i samfundet, til at søge profit og undgå tab. På denne vis sikres en effektiv produktionsstruktur der er rettet mod forbrugernes behov.  Dette er innovationsprocessen der er produktiv: Iværksætteren der guides af markedspriserne på alle sine inputs og sine kunders villighed til at betale for produktet. Innovationen i nye produkter og nye produktionsformer der anvender resurserne bedre kan i det private markedsbaserede system tilrettes således at resurserne anvendes på den måde der giver den største tilfredsstillelse for forbrugerne.

Det offentliges produktivitetsproblem kan ikke løses med innovation i offentligt regi, problemet kan kun løses ved privatisering da det igen bliver forbrugerne der bestemmer, frem for bureaukraterne og politikerne.

Markedspriserne er en perle

Det der gør de private iværksættere gode til at producere værdifulde goder, og fremme positive udviklinger over årene, er at de responderer på markedspriserne. Produktionen tilrettes kontinuerligt af iværksætterne, der observerer markedspriserne for deres inputs og outputs, og når det er denne proces der tilrettelægger produktionen, opnås således den størst mulige forbrugertilfredsstillelse med de til rådighed stående resurser.

Sovjetunionen brugte vægt som en fællesnævner for produktionsrettelser, og det resulterede i katastrofale hungerepidemier fordi traktorerne manglede brændstof. Sovjetunionens fællesnævner var uduelig og meningsløs for tilfredsstillelse af menneskelige behov. Det lykkedes dem ikke at skabe et succesfuldt system, hverken til at producere krigsmaskiner til statens brug, eller til at producere biler, jeans eller køleskabe til forbrugernes glæde. Sovjetunionen var en all-round fiasko.

Markedsprisernes unikke egenskab er at de er fællesnævneren for at rette produktionsstrukturen til. Forbrugernes evigt omskiftende luner kan kommunikeres til producenterne via markedspriserne, hvis en vare er særligt efterspurgt kan sælger kræve højere priser og stadig sælge sit varelager, fordi forbrugerne tillægger denne vare en særlig stor værdi. Dette giver markedspriserne den unikke egenskab, at de er i stand til at kommunikere subjektiv værdiopfattelse fra forbrugerne til producenterne af goderne på en objektiv facon. Det er derfor at det frie marked er så fantastisk til at dække de menneskelige behov: Producenterne får besked på hvad de skal producere, i hvilken mængde og i hvilken kvalitet, hver eneste dag af forbrugerne via efterspørgslen.

Ludwig Von Mises, Human Action s 209:

“But the practical man, eager to improve human conditions by removing uneasiness as far as possible, must know whether, under given conditions, what he is planning is the best method, or even a method, to make people less uneasy. He must know whether what he wants to achieve will be an improvement when compared with the present state of affairs and with the advantages to be expectred from the execution of other technically realized projects which cannot be put into execution if the project he has in mind absorbs the available means. Such comparisons can only be made by the use of money prices. Thus money becomes the vehicle of economic calculation.”

Iværksætternes rolle i markedsøkonomien er derfor at vurdere, justere og tage risiko for at komme forbrugernes tilfredsstillelse bedst i møde i konkurrencen med andre iværksættere. Iværksætterens rolle er, i Martin Ågerups version af ordet, at innovere således produktionen rettes til forbrugerne og sikrer deres største tilfredsstillelse. Iværksætterne i det frie marked er dermed nøglen til at sikre produktivitet, fremgang og menneskelig tilfredsstillelse. Denne opgave kan de kun løse, hvis der eksisterer markedspriser på alle inputs og outputs af det de producerer. Uden markedspriser, altså kommunikeret subjektiv tilfredshed, kan iværksætterne ikke gøre det ret meget bedre end den offentlige bureaukrat.

Det offentlige i Danmark har ingen output priser, og dets innovation bliver dermed dømt til fiasko, fordi den spilder knappe resurser på at producere goder af tvivlsom værdi. Enhver innovation i det offentlige har intet økonomisk feedback, forbrugerne tilbydes varerne efter bureaukraternes betingelser for forbrug er mødt, forbrugerne betaler ikke selv frivilligt for at købe varer eller serviceydelserne og tilkendegiver derfor ikke deres subjektive opfattelse af produktet. Skatteyderne betaler ufrivilligt hele udgiften. Forskellen mellem velfærdsstaten i Danmark og Sovjetunionen er dog den at det for velfærdsstaten er teknisk muligt at opretholde en glidende produktion, der ikke standses brat af planlægningens kaotiske effekt på produktionen af de vigtige kapitalgoder. Men ligesom Sovjetunionen er den danske velfærdsstat ikke i stand til at sørge for at komme efterspørgslen på forbrugertilfredsstillelse i møde: Ventelister på hospitalsbehandlinger, elendig ældrepleje, stigende ufinansierede udgifter til folkepension og økonomisk kaotisk rationering af børnehaver og skoler er blot nogle af eksemplerne på problemerne ved den offentligt planlagte produktion.