Seneste indlæg

En politisk ukorrekt kommentar til Sikkerhed- og forsvarsrapporten

Indledning

Da Rusland invaderede Ukraine, skabte det et forøget fokus på forsvarspolitik. Efter et par ugers mediemassage, hvor forsvaret generelt blev omtalt som ”forsømt”, samledes politikerne og vedtog at bruge flere af skatteydernes penge på forsvaret. De måtte jo smede, mens jernet var varmt. Men deres løsning var store ord for meget lidt. Det er først i 2033, at Forsvaret når op på NATOS målsætning.

Den 3. oktober blev den såkaldte Zilmer-rapport offentliggjort, der forsøger at redegøre for Danmarks sikkerhedspolitiske situation frem til 2035 med henblik på at informere offentligheden i god tid inden forsvarsforliget udløber i 2023. Nogle nyhedssider tog rapporten op og beskrev dens fremstilling som dyster. Overordnet set postulerer rapporten nødvendigheden af et større militærbudget, nye store investeringer og oplister en række af nødvendige opgaver i fremtidens forsvar.

I 2021 kostede Forsvaret 26 mia. kroner. Det er ca. 14.500kr per privat ansat, 9.300 kr per beskæftiget, eller 4.500kr per indbygger. Jeg har ikke en mening om, at vi samlet set bruger for få, eller for mange penge på Forsvaret. Som privat ansat kunne jeg godt finde på at sige, at nogle af de 14.500kr jeg tilsyneladende tvinges til at betale, ville jeg bruge anderledes, da fx min energiregning er mere vigtig lige nu end sidste år.

Løfter vi blikket og ser på samfundsplan i stedet, så er der ingen objektiv standard at måle det med. Forsvaret drives som et bureaukratisk foretagende, der er frarøvet private virksomheders markedstest (Vil kunderne betale for vores produkter? Er vi konkurrencedygtige? Har vi det rigtige produkt til den rigtige pris? Tjener vi penge, eller taber vi penge?). Uden markedstesten har vi ingen rettesnor at gå efter. Vi kan derfor ikke sammenholde Forsvarets kvalitet og forsvarsevne med alle andre goder, som vi kunne have brugt resurserne på, og vi er derfor ude på dybt vand, hvad angår måling af produktivitet i økonomisk forstand.

Uden forbrugernes frivillige køb af forsvarsydelser på markedsvilkår kan vi ikke vide om Forsvaret er produktivt (resurserne bruges godt), eller om det er uproduktivt (resurser bliver spildt). Men fordi vi ikke kan vide det, så kan det være, vi bruger for få resurser, men at Forsvaret bruger dem produktivt (det er teoretisk muligt omend usandsynligt, da der ikke er et feedback i systemet).

Vi kan nøjes med at sige, at skat er legaliseret plyndring af befolkningen, og derfor må vores første estimat af deres samfundsmæssige effekt være, at det er til skade for os. Om ikke andet så fordi resurserne opkræves med tvang. Indtil andet kan vises, kan vi fx forholde os til det skattemæssige problem, de medvirker til at skabe.

Vi kan også få en idé om Forsvarets effektivitet ved at tænke på erfaring fra andre offentlige virksomheder. Da disse virksomheder følger det bureaukratiske princip har deres produktivitet den samme tendens til at drive tilfældigt rundt. Netop pga. det manglende feedback i offentlige virksomheder kan vi forvente omtrent samme ydelse fra Forsvaret, hvad angår fx pålidelighed og effektivitet, som andre hæderkronede offentlige virksomheder som socialforsorgen, sundhedsvæsenet, DSB og Post Nord. Driften af disse kaotiske foretagender kan kun fortsætte takket være Statens løbende indskud af milliarder af skatteydernes penge for at dække deres driftsomkostninger.

Det bedste ville være at privatisere Forsvaret og lade det fungere på markedsvilkår, så hver person kunne afgøre, hvor meget vedkommende var villig til at betale til Forsvaret (og endnu bedre, hvis Forsvaret ikke var et monopol, men udgjordes af konkurrerende forsvarsvirksomheder). Markedet, med sine frivillige betalinger, er den eneste måde at finde ud af, hvor mange penge det er optimalt at bruge på hvert gode i økonomien – også hvad angår forsvar.

Hvis ikke vi bruger markedet til at prioritere resurserne, overlader vi prioriteringen til en lille bureaukratisk elite, der gør deres egne overvejelser om prioritering og værdi til et tvunget valg for resten af befolkningen. De kan være velmenende, kloge mennesker, der har udviklet sofistikerede teorier om forsvarsfinansiering og følger de bedste internationale standarder. Men det løser ikke det økonomiske problem. Skal vi bruge x mia. kr. på Forsvaret, fjernes x mia. kr. fra andre goder. Hvad er mest værd af alternativerne? Spørgsmålet er, hvor mange penge er optimalt at bruge på hvert gode, og hvordan produceres hvert gode på en produktiv måde? Det er økonomiske problemer, og de kan kun løses rimeligt godt af det frie marked.

Hvorfor læse en sikkerhed- og forsvarsrapport?

Jeg blev interesseret i rapporten, da min sædvanligt kyniske tankegang fik mig til at tænke, at nu var der igen tale om, at en offentlig organisation går tiggergang til politikerne ved at sprede dommedagsprofetier for at få fat i flere af skatteydernes penge.

Men fordi det er lidt fordomsfuldt at gå ud fra, at forsvarsbureaukratiet agerer som alle andre offentlige organisationer, satte jeg mig for læse lidt i rapporten. Jeg ville finde ud af, hvad de bedste eksperter mener om den danske udenrigs- og sikkerhedssituation. Det er netop disse mennesker, der skal lede og strukturere forandringen i Forsvaret, og derfor er deres synspunkter væsentlige. Formålet med rapporten er bl.a. at danne grundlag for det kommende forsvarsforlig i 2023 og højne offentlighedens opmærksomhed på udenrigs- og sikkerhedssituationen, og derfor kan jeg som almindelig begavet lægmand vel forstå, hvad de skriver.

Jeg kan ikke kommentere på hvert element i rapporten. Jeg vil i stedet plukke nogle elementer ud, som jeg synes er vigtige, og som jeg har en kritisk holdning til. Kritikken vil jeg forsøge at underbygge med historie og fakta.

Rapporten er skrevet bl.a. af kontorchefer i overbureaukratiet fra statsministeriet, justitsministeriet, udenrigsministeriet og forsvarsministeriet. Hertil kommer en generalløjtnant fra forsvarsstaben, et par rådgivere fra Færøerne og Grønland og souschefen i finansministeriet. Formanden for analysegruppen er ambassadør Michael Zilmer-Johns.

Udover de primære personer fra ministerierne er der tilknyttet 75 eksperter, der angiveligt skal kvalitetssikre analysen. De er taget med på råd, fordi analysen rækker ud til år 2035, og derfor kræver de bedste hjerner og dygtigste videnskabsfolk. Gruppen består af velkendte økonomer, politologer, professorer, astrofysikere, meteorologer, IT professorer, teologer (fx folkekirkens nødhjælp), politiske konsulenter fra bl.a. Dansk Erhverv, Dansk Industri, Danske rederier, NATO og diverse tænketanke (særligt DIIS og Europa).

Udover dette vedhæng benyttede overbureaukratiet en særlig rådgiver, dekan ved Forsvarsakademiet Henrik Breitenbauch, der har bistået med rådgivning og sparring. I efterskriften takker formanden Breitenbauch særligt, da han skriver: ”Uden hans faglige indsigt, skarpe intellekt og spidse pen var vi aldrig kommet i mål.” Breitenbauch har en ganske interessant rolle, som vi vender tilbage til senere.

Gruppen er således sammensat primært af overbureaukratiet og sekunderet af lobbyisterne fra de store organisationer og intelligentsiaen fra universiteterne. Det kan ikke blive mere demokratisk og ekspertagtigt, kan det?

Generelt

Jeg er ikke vant til at læse sikkerhedsrapporter, så jeg havde ikke den fjerneste idé om, hvordan man plejer at skrive dem. I min afgrundsdybe naivitet forventede jeg en objektiv status over det danske forsvar, vores rolle som NATO-medlem, udfordringer og muligheder for et forsvar af vores lille land og de mindre øer i riget, men i særlig grad et billede af de trusler, som Forsvaret står overfor og hvordan disse kan imødekommes og eventuelle mangler udbedres.

Meget blev indfriet med gennemgangen af de danske og vores allierede forsvarsevne og deres status på styrker og svagheder. Jeg fandt fx ud af, at det er første gang Norden er samlet som militære allierede (velsagtens siden Kalmarunionen?) (s. 53). Rapporten understreger i den forbindelse, at Danmark har en særlig rolle, da det er det eneste nordiske land, som både er med i NATO og EU. Derfor må Danmark anstrenge sig (bruge mange af skatteydernes penge til bl.a. at bygge prægtige offentlige kontorbygninger og give embedsmændene og deres venner fine titler og flotte karrierer) og gribe de fantastiske muligheder der ligger i at samle, dirigere og organisere Nordens integration i NATO under hensyn til EU.

Det er naturligvis umuligt at drive et statsligt forsvar uden et stort bureaukrati, der presser på for at udvide sit arbejdsområde på skatteydernes bekostning. Måske er det bare mig, der kommer op i det røde felt af udsigten til, at Danmark erklæres at være ”særlig egnet” af de selvsamme bureaukrater, der står til at vinde i prestige og indkomst, hvis Danmark påtager sig en sådan koordinerende rolle.

De politisk korrekte trusler mod Danmarks sikkerhed

En af de mest opsigtsvækkende ting ved rapporten var dens indhold af ”politisk korrekthed”. Der er et par sider med klimaforandringer, hvor den gængse tillid til klimamodellerne fra IPCC og deres forudsigelser 78 år ud i fremtiden tages til troende. Det kan være, det bare er mig – men jeg troede, det var vigtigere at tage stilling til de nuværende klimaforhold, end at problematisere de måske kunne ændre sig. Forsvaret strækker sig trods alt fra Grønland til Bornholm, og det giver allerede en stor spændvidde i klimaforholdene. Man skulle tro, at klimaforandringer havde mindre relevans for en dansk sikkerhed- og forsvarsrapport, men klimaet inddrages, fordi analysen dækker tiden til 2035. Det virker mest af alt som en politisk beslutning, fordi analysen senere postulerer, at det forventes, at Forsvaret skal bruge mange resurser på at støtte civile myndigheder i forbindelse med klimaproblemerne, særligt i Grønland, og derfor skal der investeres massivt i Forsvaret. (s. 63) Det vil jo være en skam at vente og se, om klimaet rent faktisk følger modellernes prognoser, når man i stedet kan slå på tromme for at få en forskudsbevilling på forventede udgifter.

Men der er mere klima i rapporten. Med de idiotiske sanktioner fra EU’s side er det lykkedes at presse prisen på energi i vejret. Alt fra træpiller til naturgas er steget voldsomt i pris og presser den almindelige danskers levestandard. Rapporten skriver i afsnittet om EU, at sanktionerne er dyre for russerne, men anerkender også, at de er dyre for europæerne. Der står endda, at priserne måske kan stige “voldsomt” (s. 42). Men for at få den politisk korrekte holdning til klimaet flettet ind, problematiserer rapporten, at det vil forøge CO2 udledningen, hvis man erstatter naturgas med kul. Det værste er dog postulatet om, at den grønne omstilling vil give problemer med stabiliteten i de olieproducerende europæiske lande, der ender med at tabe olieindtægter, som den grønne omstilling skrider frem. (s. 36)

Det er helt kafkask at læse. Det er rigtigt nok, at prisen på olie kan falde, hvis Europas efterspørgsel falder, men det bliver vist ikke værst for de olieproducerende lande. Vores levestandard kan ikke opretholdes med en grøn omstilling, når den foregår i et forceret politiske tempo. Enhver kan se, at rigelig forsyning af billig energi er en nødvendighed for en industriel økonomi, og at en tilbagevenden til middelalderens energikilder som træ, vind og vand vil medføre en afindustrialisering af Europa – hvis ikke energiforsyningen bliver billig, pålidelig og kan følge efterspørgslen dynamisk. Hidtil har den grønne omstillings indbyggede energikrise ikke udspillet sig, fordi Rusland leverede store gasmængder til europæerne. Men de meget høje priser på energi efter sanktionerne mod Rusland har demonstreret den grønne omstillings dybe afhængighed af naturgas.

Da den grønne omstilling ikke er en plan for stabil energiforsyning af billig energi, men mest af alt ligner et politisk håb om, at nogen opfinder en effektiv lagringsmetode for strøm, og at man bare kan bygge et tilstrækkeligt antal vindmøller, solceller og vandkraftværker som erstatning for alle fossile kilder, er det min vurdering, at det snarere bliver de lande med en forceret grøn omstilling, der bliver destabiliseret. Rapportens sidste sætning om EU når dog lige at indskyde, at der måske er et problem med en økonomisk recession og energikrisen i forhold til EU sammenholdet. (s. 44)

Energikrisen i Europa viser med tydelighed, at den grønne omstilling ikke hænger sammen med sikkerhedspolitikken. Europa kan ikke gennemføre en grøn omstilling, der nægter at bruge atomkraft, uden billig russisk gas. Kulkraftværker kunne nemmere holdes i drift, da det er lettere at skifte kulleverandør end naturgasleverandør, hvis man absolut vil bruge sanktioner for at lade som om man er en moralsk helligfrans. (Man ofrer den civile befolknings velstand i begge lande og rammer kun i meget begrænset omfang militæret, læs evt. mere i mit indlæg her).

Problemet med kulkraftværker er, at de ikke er lige så velegnede som naturgaskraftværker til at stabilisere den totale energiproduktion i netværk med de meget ustabile såkaldte vedvarende energikilder. Som jeg ser det, er valget mellem at have en atomkraftfri grøn omstilling og være handelspartner med Rusland i tykt og tyndt, eller droppe den grønne omstilling og fyre med kul eller atomkraft. Fortsætter vi den grønne omstilling som nu, fortsætter afhængigheden af billig gas til industrien. Gas, der formentlig kun kan fås så billigt fra Rusland.

Nægter de politiske ledere at lade borgerne købe gas af russiske gasproducenter, vil vi komme til at lide af kronisk høje energipriser, der truer den europæiske økonomi og (efter min mening) stabilitet. Men det virker nærmest til, at rapporten mener det modsatte: At sanktioner mod Rusland forøger den europæiske sikkerhed (det må være med et meget snævert fokus på sikkerhed):

Medens NATO sikrer den militære afskrækkelse af Rusland, bidrager EU i mange andre dimensioner væsentligt til europæisk og global sikkerhed. Med de hurtige og markante sanktioner på Ukraine-invasionen trådte EU i karakter som geopolitisk aktør. EU-Kommissionens aktive engagement i den europæiske forsvarsdimension er et nybrud, som vil få stor betydning for opbygning af en effektiv europæisk forsvarsindustri. (s. 5)

Ja, EUs sanktioner vil få en meget vigtig rolle i forhold til forsvarsindustrien. Det bliver endnu dyrere at bygge et forsvar op, hvis europæerne får råd til det, efter de har betalt deres energiregninger. Selvom det på sigt skulle lykkes at få naturgas via LNG skibe, vil prisen være højere, end Rusland kan levere det til.

Hvis vi vender os mod den igangværende krig mellem Rusland og Ukraine, forsøger rapporten at fremstille Danmark som mere udsat end rimeligt er. Den postulerer, at da Rusland med invasionen og de følgende udtalelser demonstrerer deres hensigt om en radikal ændring af den såkaldte europæiske orden, er den en indirekte en trussel mod samme og derved også mod Danmark (s. 28). Selv mener jeg, at omend Ukraine ligger i Europa, vedkommer invasionen ikke Danmark militært. Vi er ikke allieret med Ukraine.

Hvis den vedkommer os, har vi involveret os for meget i udlandets affærer og bør trække os tilbage til en neutral position for at undgå at komme i søgelyset, eller risikere at blive trukket ind i militært samarbejde, der på lang sigt ikke kommer hverken os, eller den almindelige ukrainer, til gode. Allerede nu sendes våben til Ukraine, der er med til at finansiere krigen, og vil uundgåeligt føre til mere ødelæggelse og tab af menneskeliv. I stedet burde man starte fredsforhandlinger og arbejde hårdt for at stoppe krigen.

Fra dansk side kunne vi arrangere private indsamlinger til nødhjælp. Det ville være en plan, jeg kunne stå inde for. Desværre virker det som et sisyfosarbejde, når hovedparten af resurserne går igennem skattevæsenet i Danmark og andre lande til at skabe flere ofre i Ukraine.

Våbenhjælpen til Ukraine

Rapporten ser det ikke som et problem, at Vesten sender våben til Ukraine, men erklærer i modsat retning, at ”det er i Danmarks sikkerhedspolitiske interesse at hjælpe Ukraine” (s. 71). Historieløsheden er slående. Lad os for argumentets skyld antage, at vi bør være modstandere af russerne (jeg sagde, bare for argumentets skyld!). Hvor længe er det siden, at Ukraine havde en russer-venlig regering? Hvad er chancen for, at alle fremtidige regeringer i Ukraine er vest-venlige? Bør man ikke tænke på, at disse våben har en vis holdbarhed, som rækker mange år frem og dermed kan forventes at falde i hænderne på det næste ukrainske styre? I stedet beskrives, at den gamle ”røde linje” med at sende våbenhjælp til ikke-NATO lande nu må betragtes som en historisk kuriositet. Men historien kan vi lære meget af, som rapporten desværre glemmer at bringe op.

Ser man blot på den sidste tredjedel af det 20. århundrede, er problemet tydeligt. I starten af 1970erne fyldte man fra amerikansk og britisk side det vest-venlige iranske shah-styre op med våben. Planen var, at de skulle bære ansvaret for at stabilisere Mellemøsten, mens USA bl.a. var optaget af at bombe Vietnamesere med napalm. Planen holdt kun ganske få år, for i slutningen af 1970erne blev Iran opslugt af en islamisk revolution, der var en reaktion på shahens undertrykkelse af befolkningen. Regeringsmagten gik over til den vest-fjendtlige Khomeini, der nu rådede over de vestlige våben, og brugte dem bl.a. til at fordrive de britiske oliearbejdere fra de iranske oliefelter og skabte dermed den 2. oliekrise, da den iranske olieproduktion faldt til under en procent af, hvad den havde været 2 måneder før. Men her stoppede problemerne ikke.

Iraks regering så styret i Iran som en lækkerbisken: Fuld af olie, men uden reelt forsvar. En krig ville være overstået på et par uger, hvorefter irakerne kunne nyde godt af de rige oliefelter til at finansiere deres politiske program. Derfor angreb Irak de iranske oliefelter i 1980, men de havde fejlberegnet Irans styrke. Først slog iranerne det første irakiske angreb tilbage, og dernæst angreb de Irak for at afsætte det forhadte arabiske styre. Herefter trak krigen i langdrag.

Krigen endte med at vare 8 forfærdelige år. En af årsagerne til, at krigen trak sådan ud var bl.a. indblanding fra andre nationer. Da Iran for nyligt havde kastet de såkaldt vestlige lænker af sig, var det næsten nødvendigt for USSR at støtte dem. Omvendt var Irak en vigtig militær allieret, der fungerede som en slags våbenudstilling for USSR. Det ville derfor se skidt ud, hvis Irak tabte for hurtigt, da nederlaget ville smitte negativt af på opfattelsen af sovjetiske våbens duelighed. Kineserne blandede sig også i krigen og forsøgte at modvirke Sovjetunionens tilnærmelser til de to krigsførende nationer. Frankrig blandede sig også hurtigt, primært fordi den franske storindusti (herunder bygge-, olie-, atom- og våbenindustrien) i årtier havde været involveret i meget lukrative aftaler med Irak, og ønskede ikke at kompromittere disse.

I løbet af krigen udgjorde støtten fra USSR, Kina og Frankrig omtrent 85% af den samlede militærstøtte til Irak, der i alt beløb sig til 80 mia. USD (i 1988 dollars). For at tippe balancen yderligere til Iraks favør pålagde USA en embargo, og truede andre lande med økonomiske sanktioner, hvis de solgte våben til Iran (men det forhindrede ikke Iran i at finde finansiering og våben via stråmænd, som sikrede Iran 24 mia. USD i militærhjælp (i 1988 dollars) ). Stormagternes indblanding transformerede et lokalt opgør til en international affære, der udviklede sig til et kludetæppe af langstrakt proxy-krig mellem stormagterne og kom til at koste ca. 680.000 mennesker livet og 1,5 mio. sårede og lemlæstede.

Eksemplet viser, at det ikke er en simpel ting at give militær støtte til et land, uanset man postulerer, det er det rette at gøre. Man må forberede sig på, at det fører til yderligere tab af menneskeliv og reducerer chancen for diplomatiske forhandlinger om fred. Set i lyset af amerikanernes historie om først at fylde et land op med våben for siden at fortryde det, synes det at være problematisk, når vesten sender så mange våben til Ukraine, især hvis man som rapporten mener, at det påvirker Danmark, hvis sikkerheden i Ukraine forringes.

Ved at sende våben til det næstmest korrupte land i Europa (kun overgået af Rusland), medvirker de vestlige militærbureauer også til at skabe basis for en forøget undertrykkelse af det ukrainske folk, når regimet med udvidede krigsbeføjelser forstærker sin magt. Der er sideløbende også stor sandsynlighed for, at noget af hjælpen ender i de forkerte hænder, som fx hos de ukrainske oligarker, der støtter op om Zelensky. På sigt kan vi måske endda forvente en ukrainsk oprørsbevægelse, der vil forsøge at forkaste Zelensky for at få et venligsindet forhold til Rusland, der fra deres synspunkt kunne være et mindre onde end den vest-venlige Zelensky. Skulle det lykkes, så falder våbnene i hænderne på en russer-venlig regering, stik imod intentionen.

Zelensky førte valgkamp for at slå ned på korruption og standse krigen i Donbas, men som enhver “god politiker” stak han hurtigt af fra sit valgløfte, og selv før invasionen startede, var han på vej i sin forgængers fodspor på korruptionspolitik og fortsatte undertrykkelsen af Donbas regionen og krigen mod separatisterne.

Som krigen mellem Rusland og Ukraine udvikler sig, kan vi også se, hvordan Zelensky bruger krigen til at befæste sin magt, og hvordan han agerer som vesten forlanger af ham til skade for sit eget folk. Han tager endda skridt mod at blive en fuldblods diktator. 1) han har forbudt politiske modstandere, 2) han har nationaliseret medierne, og 3) han har forbudt våbenføre mænd at forlade landet 4) han ændrede forfatningen, så parlamentet svækkes og præsidenten får mere magt. Det burde være et faresignal til det generøse våben- og hjælpeprogram. Fortsætter krigen i mange år, kan Zelensky bygge et endnu stærkere magtapparat. Men den mulighed nævnes ikke i rapporten, der på bedste Newspeak i stedet kalder proxy-krigen for “Ukraines frihedskamp” (s. 71).

NATO og dansk oprustning

Naturligvis er NATO basis for det danske forsvar, og den pointe bliver slået fast i afsnittet om Danmarks militære status (s. 5). NATO er verdens største og stærkeste militæralliance, og har som reaktion på Ruslands invasion forøget sit beredskab i den østvendte sektor fra 40.000 til 300.000 mand.

Det er en smule morsomt, at Rusland får sådan en skræmmende rolle overfor den stærkeste militæralliance i verden. Den største deltager i NATO har et militærbudget, der er 10 gange større end Ruslands, så man skulle umiddelbart mene, at Rusland højst kunne udgøre en begrænset og lokal trussel for sine nabolande, som ikke er med i NATO. Men mod NATO selv er det næsten utænkeligt, at Rusland skulle udgøre en reel trussel. Ikke desto mindre kræver bureaukratiet en forøgelse af deres budgetter for at afhjælpe de problemer, de har fundet til os. Det føles underligt at læse modsætningen mellem overreaktionen på truslen fra Rusland og den selvsikre erklæring om NATOs styrke.

Ikke desto mindre forventes det i rapporten, at Danmark også må opruste. Der er dog nogle små problemer i den forbindelse. Da analysen er lavet af bureaukratiet og deres venner bl.a. på universiteterne og i den private sektor, ses oprustningen nærmest som en implicit trussel mod deres interesse i at kunne vælge mellem så mange unge talenter som muligt. Hvis militæret tiltrækker en større andel af ungdommen, er det vel meget rimeligt at forvente, at den private sektor tilsvarende reduceres.

Derfor bruger rapporten en side på at forklare, at det er meget vigtigt at fordele kompetencerne korrekt mellem den private, offentlige og militære sektor, og understreger nødvendigheden af at opprioritere at gøre hver enkelt soldat så effektiv som mulig igennem teknologisk udvikling (som universiteterne og den private sektor naturligvis gerne vil hjælpe med for en pose skattepenge). For at fordele ”skaden” på resten af økonomien fremsætter rapporten forsigtigt et forslag om at overveje ”om kønsbestemt værnepligt fortsat vil være rimelig i fremtidens Danmark” (s. 65). Det er naturligvis diskriminerende for visse universiteters indtægt og den private sektors valgmuligheder, hvis de kvindedominerede fag går fri, og al byrden falder på de mandsdominerede fag. Og den slags diskrimination er vi vel blevet for moderne til at skulle finde os i, er vi ikke?

Den politisk korrekte trussel mod NATO

Men udover at NATO er den største og mest magtfulde og fantastiske og pragtfuldeste og vidunderligste militære alliance i hele verden, så er den trods sin pseudo-guddommelighed ikke en gud, og er derfor også et muligt offer for det værste i hele verden: splittelse. Splittelse er sådan en frygtelig ting for en organisation, og det er akilleshælen, der kan gøre den skrøbelig. Heldigvis har Ukraine-krigen sammentømret de vestlige nationer under lederskabet i NATO, men ifølge rapporten er der en lumsk trussel, der lurer lige under overfladen. Hvis den dukker op igen, kan den skabe splittelse, og så kan NATO måske slet ikke opnå sit fulde potentiale.

Man skulle tro, at truslen mod NATO ville være en reel trussel. Men rapporten bruger så meget plads på at problematisere Donald Trump, eller en ligesindet republikansk præsident, så det nærmest fremstår som den største trussel mod NATOs sammenhold. Rapporten finder ingen problemer for NATO i, at præsident Biden i offentlige taler opfordrer til at vælte Putin, eller at provokere Rusland så meget som muligt, selvom den er en af de største nukleare magter i verden. Det er ikke værd at nævne. Men en præsident som Donald Trump, eller en anden republikaner (tænker de mon på Ron DeSantis?) er en trussel mod NATO. Det er svært at tage vægtningen seriøst.

Rapporten skriver følgende om Donald Trump:

Efter nogle turbulente år under Trump-administrationen har Ukraine-krigen skabt et historisk stærkt sammenhold i NATO. (s. 39)

Mere alvorlige interne spændinger kan udløses, hvis Trump eller en anden republikaner med en tilsvarende politik vinder det næste amerikanske præsidentvalg, ligesom også kommende valg i europæiske lande kan føre til regeringer, der kan udløse sprækker i sammenholdet. (s. 42)

Med en ny administration under ledelse af en genvalgt Trump, eller en præsident med et tilsvarende politisk program, vil det transatlantiske forhold blive yderligere udfordret. I en Trump II-administration må transatlantisk indstillede republikanere og embedsmænd således forventes at få mindre stabiliserende indflydelse end under den første Trump-administration. Det øger risikoen for abrupte skift i amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik og voldsomme verbale udfald mod venner og fjender. Der vil være uenighed om væsentlige spørgsmål som klima, ligestilling og minoritetsrettigheder. NATO og andre internationale organisationer vil blive nedprioriteret, og hovedvægten i de internationale forbindelser lagt på det bilaterale forhold til stormagterne. Trump har udtrykt forståelse for Ruslands invasion af Ukraine, og nogle europæere frygter, at en Trump II-administration kunne tænkes at være villig til at indgå en aftale med Rusland om en ny sikkerhedsordning i Europa henover hovedet på de europæiske allierede. (s. 47)

Da der ikke gives nogen kilder på disse tendentiøse angreb på Donald Trump, må vi vurdere at eksperterne ikke rigtig havde noget på ham, udover at de ikke kan lide hans ledelsesstil. Det kan jeg såmænd godt sympatisere med, men uden kilder virker udfaldet mest af alt som en gratis omgang sladder. Det er symptomatisk for rapporten at lægge vægt på ”minoritetsrettigheder”, ”ligestilling”, ”klima”, og at de synes, Trump har haft voldsomme verbale udfald mod venner og fjender.

Hvis NATO svækkes fordi man taler lidt overfusende til hinanden af og til, så står det ret skidt til med samarbejdet. Vi må håbe, at Putin ikke taler grimt til de små pus, for det kan de vel næsten få et nervøst sammenbrud af.

De nødvendige massive investeringer i Forsvaret

I efterskriftet skriver formanden følgende opsummering af rapporten (s. 78):

Meget kan gå anderledes, end vi forudser, men der kan ikke være den mindste tvivl om, at Danmark frem mod 2035 vil stå over langt alvorligere trusler end på noget andet tidspunkt siden den Kolde Krig. Vi har derfor brug for et meget stærkere, mere fleksibelt og indsatsparat forsvar. Vores veluddannede officerskorps og personel med deres værdifulde erfaringer fra internationale operationer er et solidt fundament. De fortjener at blive udrustet med verdens bedste materiel. Med begrænsede muligheder for at forøge mandskabsstyrken, kan Forsvaret kun løse sine markant forøgede opgaver ved at bruge ny, avanceret teknologi til at forøge den enkelte soldats og våbenplatforms kampkraft og effektivitet. Den nødvendige omlægning og udbygning af Forsvaret vil tage tid og koste mange penge.

Undervejs i vores drøftelser har vi afdækket spændende perspektiver i ny former for samarbejde
mellem Forsvaret, private virksomheder og universiteterne.(s. 78)

Eller på godt (polemisk) dansk: Himlen falder ned, send flere penge! Tænk nu på, hvis Donald Trump bliver genvalgt, eller hvis vi må starte kulkraftværkerne igen! Det hele ender i et ragnarok af klimaforandringer, minoritetsundertrykkelse og populisme! NATO bliver splittet, og så er vores eneste redning fra den fæle Putin massive investeringer i amerikansk våbenteknologi og forskningsprojekter på universiteterne!

Avanceret teknologi er mit stikord til at bringe Henrik Breitenbauchs rolle ind. Breitenbauch er som ekspert tilknyttet ”The Atlantic Council” (herefter TAC), der arbejder på at føre NATO medlemslandenes militære og økonomiske samarbejde tættere sammen. Nu hvor konklusionen er, at Danmark ikke så meget skal opmande på Forsvarets mandtal, som de skal købe massive mængder materiel og teknologi, kan det være ganske lærerigt at se, hvordan TAC normalt anskuer investeringer i militærgrej.

I 2015 udgav TAC en rapport som reaktion på Putins annektering af Krimhalvøen. Her skriver rådet på side 2, at forsvaret af Norden og Baltikum skal forbedres på fire vigtige punkter:

There are four practical areas of collaboration that the United States and its Nordic and Baltic partners should focus on: deterrence and assurance, capabilities through cooperation, soft power security, and closing the NATO gap.

På de følgende sider beskriver rapporten hvordan disse fire vigtige punkter kan indføres i forsvaret i de forskellige baltiske lande. Det går i kort form ud på at bruge flere penge på forsvar (det anbefales at bruge mindst 1 mia. USD, og mindst 2 pct. af BNP), udstationere NATO tropper til afskrækkelse og opbygge forsvarsværker i de baltiske lande og at sanktionere Rusland mere.

Det er specifikt det nødvendige større samarbejde mellem landene, der er interessant for os. For at facilitere og integrere et sådant samarbejde mellem landene anbefaler TAC at følge NATO konsulenternes anbefalinger under projektering, indkøb og implementering af de nye forsvarssystemer.

Increased levels of consultation during development and acquisition phases on all sides increases the likelihood of system interoperability and should be a driving philosophy for each nation’s defense posturing. The integration of technology is only as good as the integration of the personnel involved. As part of NATO, the United States enjoys deep ties with the Nordic and Baltic nations.(s. 4)

Ifølge TAC kan det tætte samarbejde nationerne imellem kun garanteres, hvis dygtige konsulenter hyres, som ved hvordan man får disse systemer til at arbejde sammen. Tør man gætte på, at disse NATO konsulenter er bedst uddannet i, hvordan amerikansk militærgrej samarbejder? Dertil tør man måske også antyde, at det er forventeligt, at amerikansk militærudstyr naturligvis er bygget til at kunne samarbejde med hinanden, så det nemmeste træk man kan foretage for at forøge samarbejdet mellem landene er naturligvis, at de alle køber amerikansk militærgrej og hyrer amerikanske eksperter til at integrere systemerne på tværs af landene.

Det er den nærliggende konklusion, når man læser andre af TACs publikationer. Løsningen på de behandlede problemer er oftest en tættere økonomisk, militær og politisk integration med NATO (reelt USA). Så naturligvis kan det forventes, at anbefalingerne fra TAC også i sidste ende er, at NATOs opbygning i lyset af Ruslands invasion af Ukraine hviler solidt på den amerikanske våbenindustris evne til at sende dyrt højteknologisk materiel, der kan integreres på tværs af landene med de dygtige NATO rådgiveres hjælp.

Men TAC nøjes ikke med at rådgive om, hvordan den konkrete investering i militærteknologi skal udformes. De hjælper sørme også med at få styr på energiproblemerne, som er skabt af sanktionerne.

Her er et eksempel på, hvordan både Europas grønne omstilling og gas ”reorientation” kan hjælpes på vej af USA, der har gjort meget for at presse EU landene til at indføre sanktionerne:

Yet Europe’s difficulties could last years, and measures that can ameliorate supply challenges in subsequent winters must be put in place now. US engagement can be decisive in Northeastern Europe’s gas supply reorientation by coordinating relations with alternative exporters and competing importers, extending financing for new infrastructure, facilitating public-private partnerships with US companies to advance projects at lightning speed, and finding ways to synergize climate priorities with shorter-term gas requirements.

Når EU har ruineret den europæiske økonomi under pres fra USA, så står den amerikanske finans-, rådgivnings- og energisektor klar til at levere lån, rådgivning og energi, så amerikanerne kan tjene penge på sanktionerne. Hvor er de søde ved os.

Her fortæller TAC om, hvordan den dyre F35 faktisk er en hjælp til Finland, som for nyligt ansøgte om medlemskab i NATO. Flyet har den fantastiske fordel, udover at være amerikansk, at de store udgifter til det var medvirkende til at få bragt Finlands udgifter til forsvar op på 2% af BNP. I modsætning hertil er Sveriges eget Gripen fly ringere, fordi det er meget billigere:

The Finnish air force is the smallest of the services at just over 3,000 active duty personnel, yet it may soon become the most technologically advanced of the three. In late 2021, Finland announced its intent to purchase sixty-four US-built F-35A fifth-generation fighters, joining nine other European members of NATO that will ultimately fly the radar-evading jet and allowing Finland to maintain a high degree of interoperability. When Finland begins to take possession of the F-35s by 2026, it will also begin to phase out its current fleet of sixty-two F-18s, which it has flown since the mid-1990s.

The decision to purchase F-35s will raise Finland’s defense spending above 2 percent of gross domestic product (GDP), which is NATO’s agreed threshold for defense investment.

The Swedish air force, consisting of about 2,700 troops, is anchored by nearly one-hundred multi-role (and Swedish-built) JAS 39 Gripen jets. Reflecting the necessity of potentially fighting alone in austere, cold weather conditions, the Gripen was built to require little maintenance and to be capable of short takeoff and landing. As a result, its cost per flight hour is a fraction of the F-35, for instance. … Unlike Finland, Sweden has yet to cross the 2 percent threshold for defense spending.

Hvor er det godt, at dyrt amerikansk grej kan hjælpe de kloge finnere med at hæve deres forsvarsudgifter til det anbefalede NATO niveau. De dumme svenskere falder således igennem med deres fjollede billige hjemmelavede fly, der er designet specielt til de svenske forhold. Det er godt, de kommer med i NATO nu, så de billige svenske fly måske snart kan blive erstattet med dyre amerikanske.
TAC er underligt nok mere fokuseret på at nå et udgiftsmål frem for et mål for forsvarsevne. Det smager lidt for meget af at være i våbenindustriens interesse, da mange af udgifterne for Forsvaret er en indtægt for våbenindustrien, især når det kommer til udgifter til fly.

Konklusion

Rapporten er nærmest en gengivelse af, hvad medierne og politikerne dagligt udsætter os for af politisk korrekthed. Det var en stor oplevelse at lære, at de højtstående danske embedsmænd, ligesom vi så under coronakrisen, er så politiserede og lever i deres eget lille ekkokammer, så man uden at læse rapporten intuitivt ved, hvad konklusionen er. Send flere penge, gør det hurtigt og køb amerikansk.

Det er især morsomt at se, hvordan særinteresserne fra universiteterne, Atlantic Council, lobbyisterne fra DA, DI, og Rederiforeningen har påvirket rapporten. Hver lille gruppe har fået lov at sætte deres præg på rapporten, og som gennemsyrende tema får vi serveret den politisk korrekte historie, der næsten fuldstændigt er blottet for realisme og kritisk tænkning.

Det er nærmest chokerende, at rapporten slet ikke behandler usikkerhederne i forbindelse med at sende våben til regimet i Ukraine. Det er efter min opfattelse ikke usandsynligt, at indsatsen i dag giver problemer i fremtiden. Der er ellers nogle åbenlyse punkter at tage fat på: Våbenleverancer til det næstmest korrupte land i Europa, risikoen for at ende med et vestligt sponsoreret diktatorisk styre i Ukraine, eller de økonomiske sanktioners ødelæggelse af europæisk velstand (det er ud af denne velstand, at udgifterne til sikkerhed skal betales – jo mere velstand jo større mulighed for at befolkningen kan bære sikkerhedsudgifterne).

Rapporten antager med sin udeladte behandling af disse potentielle problemer implicit, at næsten alt vil gå efter amerikanernes planer og uønskede konsekvenser på lang sigt undgås. Men udeladelsen er såmænd ikke fordi, rapporten ikke vil rode med små usikre detaljer. Den kaster sig let og elegant ud i en mærkelig vægtning af potentielle problemer og vælger at behandle bagateller som klimaforandringerne, eller kommunikationsproblemer med en eventuel Trump-II administration. Den bruger ikke engang en side eller så meget som et par linjer på at diskutere mulige negative effekter af den ensidede støtte til Ukraine og afvisning af fredsforhandlinger med Rusland, mens Trump problemet og klimaforandringerne er drysset ud over adskillige sider i rapporten og inddrages på kryds og tværs.

Hvis det danske forsvars fremtid ligger i hænderne på en gruppe som denne, så ser det skidt ud for os. Heldigvis er sikkerhedssituationen i Danmark for tiden ganske fredelig, og deres inkompetence kommer formentlig kun til at ramme os på pengepungen, når deres fantasier om højteknologisk forsvar skal betales af statskassen. Det ville være rigtig slemt, hvis der rent faktisk var en trussel mod Danmark, som disse sammenfiltrede interesser skulle løse i fællesskab.

Ville de turde sende et krigsskib på mission på søen, hvis ikke den sejlede på vindmøllestrøm? Tør de sende en hær ud, der ikke er ligestillet? Hvad med minoriteterne? Er der mon nok transkønnede soldater? Kan vi være bekendt at skyde på fjenden, før vi har fået skriftligt samtykke fra dem? Og hvor længe skal der gå mellem vi indhenter skriftligt samtykke fra dem?

Vi kan allerede nu se, hvordan et samarbejde mellem de mange særinteresser er den rene pengemaskine. Der skal startes nye fine forskningsprojekter på universiteterne. Amerikansk våbenindustri skal fungere som primær leverandør af mobilt forsvarsgrej. Rederiforeningen står vel for leveringen og ønsker som modydelse at modtage beskyttelse af flåden mod pirateri på alle deres handelsruter, naturligvis betalt af skatteyderne. Dansk våbenindustri får nok ikke andet end en underordnet rolle i produktion af militærudstyr, men den almindelige industri kan fungere som underleverandør af fx cement til bygninger, isolering, opvarmning og teknisk indretning af faciliteterne. De får vel succes af at starte endnu et offentligt byggeprojekt op, der sandsynligvis vil være lige så succesfuldt som supersygehusene. Til at koordinere arbejdet mellem alle interessegrupperne finder vi på toppen af kransekagen embedsmændene og deres rådgivere fra Atlantic Council/NATO. Til sidst kommer de underordnede bureaukrater som kontrollanter for at reglerne (men ikke budgettet) bliver overholdt.

Jeg vover at forudse, at opbygningen af Forsvaret kommer til at være lige så effektiv og hjælpsom for samfundet, som coronapolitikken var det. Udgifterne køber os lige så meget sikkerhed, som sundhedsstyrelsen købte os styr på coronaepidemien. Vælger de efter TACs anbefalinger de dyreste amerikanske løsninger, så får vi nok hurtigt levet op til kravet om udgifter, men om forsvarsevnen følger med er mere tvivlsomt.

Bibliografi

Razoux, Pierre. The Iran-Iraq War. Translated by Nicholas Elliott. Cambridge, Massachusetts ; London, England: The Belknap Press of Harvard University Press, 2015.