Seneste indlæg

Kan sanktioner standse Putin?

Efter Putins invasion af Ukraine er der mange debattører, eksempelvis på Twitter, der mener, at det er meget vigtigt, at vi sanktionerer hele Rusland, fordi krigen er så uacceptabel. Jeg er enig så langt, at krigen er uacceptabel og bør standses så hurtigt som muligt. Spørgsmålet er blot, hvilke midler der er egnet til at sikre freden igen. Det bliver vi nødt til at tænke nøje over. Det er ikke så let, som fortalerne gør det til.

Sanctions are seen throughout the world as blunt diplomatic instruments, potentially causing collateral damage to an innocent populace as a penalty for its government’s actions. This belief is exactly correct.

I stemningens kådhed foreslog en af debattørerne på Twitter endda at sanktionere al eksport og import mellem vesten og Rusland som et passende økonomisk modsvar.

Sanktioner, der forbyder al handel mellem vesten og Rusland, opponerede jeg imod, primært af etiske årsager (ligesom Lars Kragh Andersen gjorde i sit svar til Thomas Rohden). Jeg finder kollektiv afstraffelse forkert, og det er præcis, hvad sanktioner (ofte) er. Men det er ikke nok med, at de kollektivt straffer russerne, de straffer også danskerne kollektivt. Det er helt galt.

Skulle man være uenig i mit synspunkt, henstiller jeg til, at det er enhver frit for at sanktionere alt fra Rusland med sine private midler, og at det også er frit for at organisere en frivillig boykot af russiske varer. Jeg synes ikke, det kan forsvares fra et etisk perspektiv, og derfor vil jeg kritisere et eventuelt privat forsøg på at straffe sig selv og russerne kollektivt. Men selvom private boykots er problematiske efter min mening (og man kan naturligvis være uenig her) er det største problem, hvis man begynder at advokere for, at Staten skal tvinge hele den danske befolkning til at deltage i sådanne skadelige aktiviteter.

Det er ikke fordi, jeg billiger russernes angreb på Ukraine, eller forsøger at mindske ukrainernes uretfærdige lidelser. Sagen drejer sig om, hvilke etiske og effektive handlinger kan vi foretage mod den aggressive russiske stat?

For mig er det et spørgsmål om principper. Som liberal mener jeg ikke, at den russiske befolkning kan holdes ansvarlig for, hvad deres diktatoriske leder vælger at gøre med de midler, han har konfiskeret hos befolkningen med skattevæsenet. Og jeg mener heller ikke, at den menige russiske soldat, såfremt han er blevet tvunget ind i hæren med værnepligt, kan holdes ansvarlig for alle sine handlinger.

Problemet er i sin essens, at hvis en person tvinges til at udføre en handling, kan man ikke knytte et moralansvar til ham for den handling. Hvis vi trods tvang kunne knytte et ansvar til en person, kunne vi blot affærdige offeret for et røveri ved at sige, at han gav jo selv pengene til røveren, og det er hans egen skyld, at han mangler dem nu. Det er indlysende, at den position er absurd.

Naturligvis kan vi forestille os, at der er grænsetilfælde, hvor tvangen blot er formel, mens den tvungne i virkeligheden billiger handlingen. Problemet er, at vi kan ikke gætte os til, hvad den tvungne selv ville samtykke til uden tvangen. Derfor kan vi ikke knytte et moralsk ansvar til aktøren selv, men må knytte ansvaret til den, som tvinger sin vilje igennem. Det er altså den russiske stat, der bærer ansvaret for krigshandlingerne – ikke den almindelige russer.

Derfor bør vi tænke mere nuanceret over russernes situation, så vi undgår at være medløbere i krigens kollektivisme, som Twitter for tiden flyder over med. Moralske vurderinger bør knyttes til den enkelte persons frie handlinger, ikke til befolkningen, der også lider under den russiske stats magtanvendelse.

Men udover sanktionernes problemer på den russiske side, er der også problemer på “vores” side. I en handel er der som bekendt to vindere, og hvis man forhindrer handlen, skader man både køber og sælger. Hvis argumentet er, at den almindelige russer ikke har ansvaret for den russiske stats militære handlinger, og derfor ikke bør rammes af sanktioner, så bør vi samtidigt sige, at danske borgere heller ikke bør rammes af sanktionerne.

Derfor mener jeg, at hvis vi vil indføre sanktioner, bør vi tage etiske hensyn til både den almindelige russer og den almindelige dansker i implementeringen af sanktionerne. Den bedste sanktion er den, som udføres af private, der ikke har magt til at tvinge andre med i sanktionen. Men det ser desværre ud til, at på trods af mange private aktørers udmelding om frivillig boykot af russiske varer, presser interessegrupper sig på for at sanktionere russerne med Statens hjælp.

Varer til krig og varer til forbrug

Ønsket om at reducere den russiske stats indtægt, og måske endda tvinge den til at standse krigen, er meget sympatisk. Hvis man kunne gøre det uden at bruge tvang mod den russiske, eller danske, ikke-militære befolkning, ville det være en fin måde at forsøge at standse krigen på (medmindre sanktionerne eskalerer konflikten og i stedet skaber flere problemer).

Det kunne gøres ved at omvende størstedelen af den produktive del af den russiske befolkning til skattenægtere. Så ville staten miste størstedelen af sine indtægter uden den russiske befolknings levestandard blev forringet (tværtimod ville den blive forhøjet markant), og krigen ville hurtigt standse, da staten ikke kunne købe materiel, eller betale lønninger længere.

Det er nok ikke særligt sandsynligt, at det kan lade sig gøre. De færreste vil medvirke til at udsætte sig for statens repressalier for skattenægtelse. Mere sandsynligt er det nok, at russerne fortsætter med at betale skatterne og dermed levere resurser til statens projekter. Stater lever som en parasit på befolkningen og derfor kan vi ikke sulte den russiske stat uden at sulte skatteyderne samtidigt, og det sætter os i et etisk dilemma. Sanktioner skal derfor tage hensyn til russerne og samtidigt forsøge at ramme den russiske stats militære projekt. Det kalder Robert Eyler for “Smart sanctions” .

Der er naturligvis visse varer, som fx tanks, krigsfly, bomber og missiler, som ville indgå i de såkaldte “smart sanctions”, fordi de rammer militærets kapacitet mere end befolkningens velfærd. I et helt frit marked ville smart sanctions blive leveret af private virksomheder, men ville sandsynligvis blive kaldt for boykots. I den nuværende statsverden kan vi nok ikke se os fri for sanktioner, men i det mindste kan vi håbe på, at det primært bliver smart sanctions, der indføres. Men det er desværre ikke det, som de fleste debattører efterspørger.

Da sanktionerne skader både os selv, den almindelige russer og den russiske stat, bør der ikke indføres sanktioner mod at handle med fredelige russere, der sælger fredelige varer til os, eller køber fredelige varer af os – på trods af, at vi dermed er medvirkende til at finansiere krigen. Ligesom vi lever med, at selv gavnlig medicin har bivirkninger, må vi leve med at frihandel med en fredelig russer til en vis grad kommer den russiske stat til gode. Men hvor meget?

[Eksemplet er opdateret d. 4. marts 2022 med seneste prisinformation fra energistyrelsen.]

Vi kan tage et eksempel med at købe gas af Gazprom. Ørsted har indgået en langvarig kontrakt med Gazprom om levering af naturgas, som særligt er påkrævet, mens det danske gasfelt Tyra er lukket for vedligehold. Gasaftalen er det meget politisk korrekt at kritisere, og mange debattører foreslår, at man bryder kontrakten, fordi man tror, at det vil ramme indsatsen i Ukraine hårdt.

Men lad os prøve at regne ud, hvad der bl.a. går til de 393.000 ansatte i Gazprom, og hvad der går til militæret. I mit eksempel tager jeg udgangspunkt i den danske gasforbruger, hvor kun 54% af udgiften er gasprisen ifølge energistyrelsens tal fra december 2021. Ud af 100kr sendes de 54kr til Gazprom, der har en overskudsgrad på ca. 10%, hvor staten tager sin del (50,01%) af overskuddet og beskatter resten med skattetrykket, som er 40% ifølge OECD. Jeg antager, at alle Gazproms omkostninger afholdes i Rusland, som måske er lidt for højt sat. Det bliver 23,22kr, der går til den russiske stats budget. Ud af hele budgettet bruges 9,75% på militæret (3,9% af BNP i 2019 med et skattetryk på 40%), der giver 2,26kr.

Jeg har ikke taget højde for, at det russiske militær måske har større udgifter nu, men omvendt har jeg heller ikke fratrukket de andre udgifter i militæret, som går til andre opgaver. En kendt post, jeg heller ikke har med, er fx pensioner og sundhedsforsikring, der andrager ca. 20% af militærets omkostninger. Der bliver således ud af 100kr brugt af en dansk gasforbruger i grove tal sendt 2,26kr til det russiske militær, mens den almindelige russer får 30,78kr.

Vil vi hjælpe en produktiv russer med 30,78kr og finde os i, at den russiske stat bruger 2,26kr på deres militær? Det er op til dig at afgøre. Hvis du mener, at det er for meget, foreslår jeg, at du fx kan du slukke for dit eget gasfyr for at stoppe din støtte til det russiske militær.

Med disse betragtninger til side, så lad os prøve at se på, hvad undersøgelser af sanktioner viser om deres effektivitet.

Sanktioners resultater i det 20. århundrede

Analyse af sanktioners effekt er et meget kompliceret emne. Hvad er formålet med sanktionerne, hvad er det for varer og tjenesteydelser, man sanktionerer, og hvilken situation befinder landene sig i? Er det et demokrati, man sanktionerer? Et diktatur? Er det en nær handelspartner? Forsøger man at standse en krigshandling, eller at få løsladt nogle politiske fanger? Mange faktorer som disse spiller ind, når effekten af sanktionen skal gøres op.

I gamle dage mente man ikke, at sanktioner virker. Men det kommer naturligvis også an på, hvad man mener med ordet “virker”. For naturligvis kan man føle skaden på sig selv, når man nægter at købe af den bedste leverandør, mens det også er tydeligt, at når man stopper sine handler, udebliver modpartens indtægt fra salget.

For at blive hjulpet lidt på vej i vores estimat på sanktionernes mulighed for succes, kan vi støtte os på lidt forskning. I 2008 udgav nogle amerikanske økonomer deres 3. udgave af undersøgelser af sanktioners virkning i det 20. århundrede af ca. 200 sanktioner. De forsøgte via økonometriske værktøjer at måle på den politiske effekt af sanktioner, og holdt det målte resultater op mod politikkens hensigter. Til slut scorede de resultaterne på en 16 points skala. Opnåede sanktionen 9 point og derover, blev den kategoriseret som en succes, mens 8 point og derunder blev kategoriseret som en fejlslagen sanktion.

Økonometrikerne anfører på baggrund af deres forskning, at for at sanktioner skal have maksimal chance for succes, skal de påføres følgende type af nation: En nær handelspartner, som er et lille land med stor afhængighed af handel, som er demokratisk og venligt stillet overfor den, som påfører sanktionerne. Typen af politikændring med størst chance for succes er den moderate politikændring. Hvor meget gælder disse forhold i den nuværende situation?

Det ser ikke ret godt ud for muligheden for succesfulde sanktioner. Rusland er en stormagt. Den har et fjendtligt forhold til vesten, den kan formentlig klassificeres som et diktatur, og det ønskede mål for sanktionerne er indstilling af krigsindsatsen fra Ruslands side, subsidiært at lamme det russiske militær.

Om sandsynligheden for, at det vil lykkedes, skriver forskerne følgende:

Indeed, aside from the 1956 Suez incident, major powers have never been able to deter military adventures of other major powers simply through the use of economic sanctions.

It is doubtful whether these cases [of trying to impair the economic capability of the target country] yielded positive results, not least because it is difficult to hamper the military capabilities of a major power by inflicting marginal degrees of economic deprivation.

I udgangspunktet kan det ikke forventes, at vi med sanktioner kan standse, eller endda begrænse, krigen mod Ukraine. Især ikke, når man tager i betragtning, at forskningen viste, at når der var tale om at standse et “militært eventyr” (forskerne bruger ordene “military adventures” om denne kategori) mod et fjendtligt indstillet styre, var procenten af succesfulde sanktionsforsøg 0, set på figur 6.2.b.. På samme figur kan vi dog også se, at procenten af succesfulde sanktioner rettet mod reduktion af militærets kapacitet var 40, men som skal modificeres med de andre faktorer.

Men der er flere problemer med at sanktionere Rusland. Et af bogens centrale punkter kan læses på s. 168, hvor de anbefaler, at man slår til øjeblikkeligt med sanktioner i stedet for at bygge dem op trinvis. Her er den nuværende situation den, at USA har sanktioneret Rusland i årevis, og det har givet Rusland en mulighed for at omstrukturere og finde, hvad bogen kalder en “Dark Knight”, der kan forsyne de goder, som sanktionerne fratog dem. Effekten af sanktioner af våbensalg og andre umiddelbart anvendelige goder til militære formål er således allerede kompenseret væk.

Der er dog endnu flere problemer i farvandet. Da sanktioner både skader den sanktionerede og den som pålægger sanktioner, skal vi også se på omkostningerne. Her finder forskerne, at netop forhindring af “militæreventyr” skader den sanktionerede mindst, mens sanktionerne påfører moderate skader på den, som sanktionerer – uanset sanktionerne er succesfulde eller ej.

Til slut afrunder bogen med disse råd:

Leaders in the sender country should be confident that their goals are within their reach, that they can impose sufficient economic pain to command the attention of the target country, that they can follow up economic sanctions with the threat or reality of military force or covert action as necessary, that their efforts will not prompt offsetting policies by other powers, and that the sanctions chosen will not impose insupportable costs on their domestic constituents and foreign allies.

Læser man bogens konkluderende afsnit som en helhed, finder jeg, at chancen for, at vesten får succes med at indføre sanktioner mod Rusland, er minimal. Tværtimod risikerer vi med effektive sanktioner blot at skade den almindelige russer, der allerede nu bærer et tungt læs for at finansiere krigen.

Omvendt kunne jeg tage fejl. Da ville det værste være, hvis det lykkedes at påføre Rusland et ydmygende nederlag til Ukraine hjulpet på vej af økonomiske sanktioner. Putin er en ærekær mand, og hvad han kan finde på at gøre, hvis Ruslands ære er i fare for at lide et stort tab, er ikke spor rart at tænke på.

Bibliografi

Eyler, Robert. Economic Sanctions: International Policy and Political Economy at Work. 1st ed. New York: Palgrave Macmillan, 2008.
Hufbauer, Gary Clyde, Jeffrey J. Schott, Kimberly Ann Elliott, and Barbara Oegg. Economic Sanctions Reconsidered. 3rd ed., Expanded ed. Washington, DC: Peterson Institute for International Economics, 2007.