Ulvens plads i Danmark, set med liberalistens øjne

I den seneste tid har der været megen tale om ulven. Der har været flere politiske forslag oppe at vende, såsom at bygge et hegn for skatteydernes penge, og spærre ulven inde i en meget stor indhegning.

I dette blogindlæg vil jeg forsøge at belyse, hvordan den liberale tilgang til ejendomsretten kan bruges for at opveje hensynene for de, som vil støtte ulven, og for de som generes af ulven. De som gerne vil læse, hvad den liberale filosofi kan gøre for ulvenes venner, skal dog scrolle ned i slutningen af indlægget og læse, hvordan de kan få deres hensyn mødt, mens de som vil vide, hvordan de kan beskytte sig mod problemulve, ikke behøver at scrolle helt så langt ned i indlægget.

Status quo

For indeværende er det besluttet, at ulven ikke må skydes, medmindre der er tale om en problemulv. I dag må man ansøge om at skyde ulven. I det nuværende tilfælde er det Miljøstyrelsen, der har retten til at vurdere, om ulven er en såkaldt problemulv, der lever op til et vist sæt kriterier, for at man straffrit må skyde dyret (eller bede Naturstyrelsen eller politiet om at klare opgaven).

I dag er regelsættet således, at ulve der viser aggressiv adfærd, må skydes. Ulve der gentagne gange angriber husdyrhold, eller hunde, må også skydes. Hvis ulven blot kommer tæt på bebyggelse, og ikke viser aggressiv adfærd, men blot er en nysgerrig ulv, så må den ikke reguleres. Så skal man i stedet forsøge at fjerne fødeemner, således ulven mister nysgerrigheden, og holder sig væk.

Lykkes det ikke med førnævnte fredelige midler at holde ulven væk, da kan man ansøge om at skyde ulven.

På overfladen lyder det faktisk meget fornuftigt. Man skyder ikke ulven, blot man ser den, da ulven i sig selv ikke er til nogen fare. Det er kun i sjældne tilfælde, at ulven udgør en fare for husdyr og hunde. Derfor, for ikke at fjerne hele ulvebestanden, skal man se tingene an og kun gribe til at skyde ulven, hvis den viser aggressiv adfærd. Idéen er, tror jeg, at man ved, at en ulvebestand i sig selv ikke er noget problem, men at der er visse få individer i flokkene, som udvikler en problematisk adfærd, som er årsag til at ulven forvolder skade på menneskets husdyr og hunde.

Det lyder jo meget tolerant. Regelsættet indebærer, at vi får en rimelig balance mellem de, der gerne vil have ulven i Danmark, og de som generes af ulven. Her er åbnet for muligheden for at skyde ulvene, der skaber problemer, og samtidigt er der ikke givet lov til at føre krig mod ulven. Et rimeligt kompromis i den nuværende situation synes at være nået.

Miljøstyrelsens magt

Der er dog visse hår i suppen, så at sige. Der er nogle forudsætninger indbygget i regelsættet, som kan gøre det svært i praksis at leve op til de hensyn, der tilsyneladende er taget. For at skære det lidt ud i pap, kan følgende spørgsmål måske hjælpe tankerne lidt i den retning jeg ønsker dem.

Hvordan beviser man overfor miljøstyrelsen, at det gentagne gange er den samme problemulv, der er set nær ejendommen?

Hvordan beviser man overfor miljøstyrelsen, at det er den samme ulv, der har ædt fido, sofus og killer?

Hvordan beviser man overfor miljøstyrelsen, at det er den samme ulv, der viser aggressiv adfærd gentagne gange?

Lad os for en stund antage at miljøstyrelsen godkender, at man skyder den pågældende ulv. Hvordan får man så udført bortskydningen? Den dag du får tilladelsen i din e-boks, eller via brev, er ulven langt væk. Hvem siger, at den kommer tilbage? Hvordan beviser man da, at den der kommer næste gang, er den samme som før, og hvordan effektuerer man bortskydningen?

Der er dermed (mindst) to problemer i det nuværende regelsæt.

  1. Der er ingen reaktionsmulighed i den akutte situation, det ulovliggøres at udøve selvforsvar
  2. Ulve har flere rettigheder end mennesker

Ad 1 kan siges, at i den liberale filosofi er både din egen krop, såvel som dine eksterne besiddelser, i samme sfære hvad angår selvforsvar. Ordet bruges dermed også i forbindelse med at til holde uønskede gæster borte. Selvforsvar dækker dermed både din handling, når du standser en, der volder skade på din ejendom eller på din person. I det vedtagne regelsæt, fratager Miljøstyrelsen dig dine basale rettigheder til at forsvare dig selv og din ejendom.

Ad 2 kan siges at, da ulven i dag nyder denne kunstige beskyttelse, hvor Miljøstyrelsen de facto tillader en ulv at nedlægge får og hunde en enkelt gang, uden at man må gribe til selvforsvar, har staten givet ulven positive rettigheder. For at sætte det lidt på spidsen: Kan du forestille dig hvad der ville ske, hvis en person, i besiddelse af et lovligt jagtvåben, skød et får på fåreavlerens jord? Ville denne person blive holdt ansvarlig og kunne afkræves erstatning for fåret? Eller ville man sige at det er i jægerens natur at skyde tilfældige får på må og få, og at denne naturlige drift ikke må hindres af andre personer?

Her skal det straks indskydes, at jægere i Danmark generelt er meget fornuftige mennesker, som følger almindelig fornuft, og indlader sig så sjældent, at det nærmest ikke burde nævnes, på at bruge deres jagtvåben forsætligt til at forvolde skade på andre eller deres ejendom. Jeg håber, at det kan tilgives, at jeg bruger dem i mit eksempel, men det er desværre, så vidt jeg er orienteret, de eneste private mennesker, der lovligt må benytte våben af en vis styrke. De kan dog bruges til at sætte eksemplet på spidsen. Jeg prøver at understrege, at den måde ulven behandles på i det nuværende regelsæt er positiv særbehandling, og hvis denne hensynstagen udvides til andre, ville denne absurditet straks blive synlig.

Skade på andres krop eller ejendom er skade der må tillades at forhindres. Dernæst er ulven blot et dyr, der ikke besidder nogen rettigheder i sig selv. Det burde være fuldt lovligt at skyde enhver ulv, man ser på sin ejendom, såfremt det foregår på en forsvarlig måde, der ikke udsætter andres krop eller ejendom for fare under handlingen. Eksempelvis skal man have et kuglefang, sikre sig en vis sikkerhedsafstand og sikkerhedsvinkel fra kuglens retning når skuddet affyres. Gør man ikke således, er man selv blevet en potentiel skadevolder, og da kan det tillades andre at yde selvforsvar mod din handling. (Almindelige mennesker, der har modtaget den mindste træning i brug af våben, kender til disse regler. Den eneste forskel er, at i den liberale filosofi må man forsvare sig selv mod disse regelbrud eller kræve erstatning for dem, frem for at måtte anmelde det til myndighederne, uden at erstatningen tilfalder dig, indtægter fra bøden tilfalder blot den offentlige kasse).

Et andet problem med de eksisterende regler er, at der ydes offentlig tilskud til at bygge ulvesikre hegn eller til at benytte vogterdyr for at sikre husdyrene mod ulvene. Disse offentlige tilskud er også problematiske, for de tager fra skatteyderen, og bruger pengene på at vedligeholde et bureaukrati og at beskytte ulven mod sin egen natur. Disse udgifter bør naturligvis afholdes mellem de som driver husdyrhold og de som ønsker ulve i Danmark. Skatteyderen bør ikke involveres.

Opvejelser af ulvehensyn i den liberale filosofi

Der er flere hensyn til ulven, som er totalt misforstået i den nuværende debat. De nuværende regler forsøger desperat at løse problemet med farlige dyr, der vandrer frit omkring i naturen. Dyrene ejes ikke af nogen, men tøffer blot rundt på må og få i landskabet. For at forsøge at løse problemet opbygges et offentligt bureaukrati, der skal være overdommer, og har ført til et regelsæt, der nedbryder menneskets ret til at forsvare sig selv. Ulven betragtes af myndighederne som et dyr med rettigheder. Rettigheder der er så positive, at de ikke engang gives til mennesker. Det er tydeligt, at det kan ikke tillades at betragte noget dyr som et væsen, der har rettigheder. Ingen dyr har rettigheder. Hvis dyr havde rettigheder, så kunne de holde et menneske ansvarlig overfor en dyredomstol, der kunne dømme mennesket til at yde erstatning for skaden. Det siger sig selv, at dette ikke er relevant. Dyr besidder ikke evnerne til at afholde en domstol, hvor de kan føre en retssag. Diskussion af individuelle dyrs rettigheder er absurd fra ende til anden.

Dyr bør i stedet ses som et væsen, der kan ejes af mennesker, og det er under denne almindelige beskyttelse af ejendomsretten, at dyrene skal betragtes. Ikke som selvstændige individer, der har rettigheder, men som et privat husdyr, kæledyr eller andet, som nyder beskyttelse (og udnyttelse) såfremt de ejes privat.

For at få en diskussion af problemerne med uejede dyr, kan du læse mit blogindlæg om næsehornet, der lider under samme problematik som ulven.

Hensynet til ulven bliver dermed mere tydeligt, hvis man anser ulven for et privatejet dyr, på linje med en hund. De som ejer ulven, må stå til ansvar for dets gerning, og ellers sørge for at holde deres dyr på en måde, hvor de selv kan nyde det, men samtidigt ikke forvolder skade på andre. Hvis det synes mærkeligt at et vildt dyr som en ulv kan ejes privat, så kan du tænke på Givskud Zoo, og forholde dig til at de plejer og passer mange vilde dyr her, og indgår i successfulde avlssamarbejder for at bevare bestanden af mange forskellige arter. Det private ejerskab af dyrene og det afgrænsede område de bor på, udgør en løsning på problemets økonomiske kerne: Hvor mange dyr af en given art er det gavnligt at have gående? Hvordan skal de beskyttes og have lov at trives? Hvor skal de have hjemme? Hvem afholder udgifterne til dyrene? Disse spørgsmål besvares i markedsøkonomien, hvor priserne på jord, dyr, foder, beskyttelsesforanstaltninger og samfundets præferencer for dyrebeskyttelse smelter sammen, og former en privat løsning, der er skræddersyet til hvert dyr, hvert sted og hvert lokalsamfund.

Beskyttelse mod problemulve

I ovenstående er det i den liberale filosofi tydeligt at en ulv, der trænger ind på din grund, må bortskydes uden du udsættes for retsforfølgelse. Dine årsager for at skyde ulven kan være alle tænkelige, om den træder på dine blomster, eller at du har set, at den har skarpe tænder, eller at den lugter, eller at den efterlader afføring på din grund. Det er ligegyldigt, hvad årsagen for din handling er. Det er ikke op til en myndighed at forsøge at læse ulvens tanker, eller at give dig udgifter i forbindelse med at dokumentere, at det er den samme ulv, du har set gentagne gange æde din hund eller dine får. Ved at bruge ejendomsrettens ukrænkelighed som fundament for analysen, er det derfor ligegyldigt hvad et dyr (som ikke har rettigheder, ligesom mennesker har det) har gjort, hvis den er uønsket på din grund, har du ret til at fjerne den, og bruge de midler du mener er nødvendige (og som ikke overtræder andres ejendomsret). Det betyder derfor ikke at du skal skyde ulven. På din egen grund bestemmer du selv. Du kan lade den gå. Du kan følge Miljøstyrelsens anvisninger om at fjerne fødeemner, eller at lade ulven forvolde skade, som du ønsker at tolerere, før du griber til at fjerne ulven. Du kan vælge at fjerne ulven ved at indfange den, ved at bedøve den, og senere sælge den til ulveelskerne.

Ulvenes venner

Ulvenes venner kan også hjælpes på vej af den liberale filosofi. Da ulven anses som enten en privatejet eller uejet ulv, er det op til ulvenes venner, at skabe et sted hvor ulvene kan boltre sig i fred. I dag er der mange problemer forbundet med at opnå dette mål. De store statsskove dækker mange procent af Danmarks natur, og det er særligt i disse skove at ulven kunne tænkes at leve og trives. Det er derfor nødvendigt, for at lade ulven leve i trivsel, at privatisere statsskovene, således der kan tages hensyn til de der ønsker at bruge arealerne til ulvehold. Man kan forestille sig en art “Givskud Zoo”, et privatejet reservat, hvor ejerne bestemmer om de ønsker at dele deres reservat med andre, og sælge billetter til andre, eller om de ønsker at reservatet skal drives for naturens skyld. Under alle omstændigheder afholder de selv udgiften til drift og vedligehold af reservatet, hvor ulvene kan boltre sig. Dette tager skatteyderen af krogen, og lader samtidigt ulvenes venner om at definere og finansiere hvilken løsning de ønsker.

Ulvenes venner behøver derfor heller ikke at plyndres i skat, for at holde ulvene i live i den åbne natur, og de kan også få lov at handle ulve på markedet, ligesom man i dag kan handle med andre dyr. Dette er et vigtigt element, for det kan sikre en mere fredelig omgang med ulvene, hvis ulvene har en pris på markedet, og det tillades at eje og handle med dem. Hvis ulvene ikke må ejes, er der meget større sandsynlighed for, at de bliver skudt.

Grænsetilfældet – ulvenes venner og fåreavleren klods op ad hinanden

Lad os for eksemplets skyld antage, at den liberale filosofi blev opfyldt og indført i samfundet. Det tillades private at købe noget af statsskovene (gerne det hele), og det tillades at skyde ulve der betræder ens grund, ligesom det er tilladt at købe og sælge ulve. Det mest ekstreme tilfælde jeg kan komme på, udover “det lille hus i skoven”, er hvor fåreavlerens arealer ligger klods op ad det areal, hvor ulvenes venner holder deres dyr. Hvad så? Forudser man her en krig mellem fåreavlerens AK-47, der nådeløst plaffer alle ulve der betræder hans areal, mens ulvenes venner jævnligt sagsøger fåreavleren, for at udsætte ulvene på deres areal for skudfare?

Hvordan kan det problem løses? Her er mange tekniske muligheder at diskutere. En mulighed er at ulvenes venner opstiller et hegn, der holder ulvene inde på deres jord. Når ulvene ikke kan slippe igennem hegnet, er der en fin adskillelse mellem de to ejeres besiddelser, og det er muligt at får og ulv lever fredfyldt i nærhed af hinanden. Det er den mest simple løsning, rent teknisk. Men det kan være en forfærdelig løsning, rent økonomisk. Måske er det for ulvenes venner af større betydning, at købe et større areal af skoven, for at give ulvene mere plads at gå på. I stedet for at bruge pengene på et hegn, kan de vælge at bruge pengene på et større areal, og undvære hegnet helt.

Jeg er bekendt med, at får også kan forvolde skade på skove. I fraværet af et hegn kan fårene tøffe ind og skade skoven, som ulvenes venner også kan kræve erstatning for. I dette blogindlæg vil jeg dog på enøjet facon blot behandle ulven som skadevolder (de samme pripper jeg beskriver nedenfor kan bruges i det tilfælde at fårene volder skade). Uden et hegn kan der opstå en situation, hvor ulvene og af og til tøffer ind og guffer et får hos fåreavleren. I den situation kan man forestille sig flere løsninger:

  1. Fåreavleren skyder ulve der ses på hans fårefold
  2. Fåreavleren opstiller kameraer og dokumenterer de private ulves hærgen af sin besætning og kræver erstatning af ulvenes venner
  3. Fåreavleren opstiller fælder der fanger ulvene
  4. Fåreavleren opstiller foranstaltninger der besværliggør ulvenes færden på fårefolden
  5. Fåreavleren bruger vogterdyr til at skræmme ulvene væk fra sine får

De fem løsninger (der findes garanteret flere tænkelige!) er her blot præsenteret i tilfældig rækkefølge, og det er ikke givet på forhånd hvilke løsninger der vil blive taget i anvendelse. Det er i mine øjne mest sandsynligt at løsningerne vil forsøges afprøvet over tid, for at finde et godt kompromis mellem de to ejere af private dyr. Priserne på hver løsning vil guide de to lodsejere til at forsøge at finde en effektiv løsning på deres fælles problem: De har dyr, som ind i mellem forvolder skade på andens ejendom.

Frugter og bier

Hvis vi tager et skridt tilbage, og relaterer problemet mellem fåreavleren og ulvenes venner til et konkret problem som i dag håndteres mellem to lodsejere, kan man eksempelvis tænke på frugtavlere og biavlere. Ganske vist er problemet lidt anderledes, i stedet for en negativ påvirkning, er der skiftevis en positiv og negativ påvirkning.

Biavlerens bier er gunstige for frugtplantagen, når træerne skal bestøves optimalt. Det er en god håndsrækning at få for en frugtavler, at en biavlers bier bestøver træerne meget grundigt. Her er en positiv symbiose mellem bier og frugttræer, som kan benyttes mellem de to ejere. Når træerne er befrugtede, opstår der et andet problem for driften af frugtplantagen: Insekter angriber frugterne og forvolder skade på dem. Frugtavleren vil gerne bekæmpe disse uønskede insekter, men risikerer at skade bestanden af bier i sit forsøg på at redde frugterne. Lader man blot stå til, nyder frugtavleren godt af bestøvning af sine træer mens biavleren må se sin bestand reduceret, når frugtavleren kaster om sig med insektgift, der dræber både uønskede og ønskede insekter i frugtplantagen.

Et samarbejde mellem frugtavler og biavler kan dog opstå – for at høste den positive gevinst af bierne, kan frugtavleren betale biavleren for at opstille sine bier i frugtplantagen i foråret, når bestøvning er ønskelig, og sidenhen når andre insekter bliver problematiske kan biavleren flytte sine bistader væk, mens bekæmpelsen af de uønskede insekter pågår.

Eksemplet viser at det er muligt at koordinere indsatsen for at øge effektiviteten (eller minimere tabet) af produktionen. Her behøves ingen lovtekst, men i stedet blot en fri kontraktret således de to avlere kan indgå samarbejdet og aftale betaling og tidsfrister for flytning af bistader osv.

Samarbejde mellem ulvens venner og fåreavleren

Ulvene lader sig ikke så let flytte som bierne. Men samarbejdet mellem fåreavler og ulvenes venner kan stadig opstå. En af løsningerne kunne være, at lodsejerene indgik aftaler om at ulvenes venner betalte en del af udgifterne til vogterdyr, eller beskyttende hegn hos fåreavleren, samt at fåreavleren accepterede at han ikke måtte skyde ulve han så på sin fold. Under forhandlinger kunne det eventuelt aftales at ulvene måtte skydes med bedøvelse, og afleveres på nærmere aftalt sted og tid, mod en lille betaling. Dette kunne blive en mulig løsning på at holde dyr tæt ved hinanden, hvor hensynet til ulvens frihed vægtes op mod hensynet til fårenes ve og vel.

Den ulv der gentagne gange bedøves og afleveres til ulvenes venner for at gå på fårejagt, kan ulvenes venner vurdere om de ønsker at betale for fremover. Deres hensyn til deres mulighed for at hjælpe de andre ulve indgår i deres overvejelser om den enkelte ulvs eskapader udgør et problem for hensynet til bestanden. Eller kort sagt: Har de råd til at lade en ulv gentage problemet? Det kan de selv kontrollere, hvis de mærker ulvene, for at pleje bestanden bedst muligt.

I alt fald finder jeg det langt mere praktisk og korrekt at lade de to parter forhandle sig frem til en gensidig brugbar løsning, frem for at bruge skatteindtægter på at opbygge et bureaukrati og subsidiere tåbelige regler og beskyttelse af ulven på nationalt plan. Staten skal ikke blande sig i disse problemer, for det er de private selv, der bedst kan finde den mest økonomisk favorable løsning på deres indbyrdes problemer. Det eneste der er nødvendigt for den frie udfoldelse af gunstige løsninger, er retten til ejendom og til at indgå kontrakter med hinanden. Hvert geografisk område kan have sin egen økonomisk optimal løsning, og det gælder om at udnytte disse forskelle, så det er muligt at tage så meget hensyn til begge parter i sagen som muligt. Hvis man benytter myndighederne og skattevæsenet, så spildes flere af de knappe resurser, og resultaterne bliver alt andet lige dårligere af det, når resurserne spildes, frem for at de bliver brugt effektivt. Med andre ord: Jo mere ineffektiv offentlig kontrol, jo mindre har vi råd til at beskytte ulven og fåreavlerne.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *