Beskytter indvandringskontrol arbejdernes løn?13 minutters læsning

På Twitter havde jeg en kort udveksling med den gode Claus Due, som i formentlig kender fra sitet, der startede som politikerlede, men nu hedder politikdata.

Emnet var indvandring, som for tiden trækker en masse opmærksomhed til sig. Claus fremsatte et tweet, som jeg følte mig kaldet til at korrigere på.

Kort fortalt, så tog jeg Claus’ position at være pro en kontrolleret indvandring, som filtrerer problematiske personer fra og samtidigt reducerer strømmen af arbejdere, for at beskytte danske arbejdere fra unfair konkurrence og lønnedgang.

Det smagte mig lidt af protektionisme og fagforeningsretorik, hvorfor jeg forsøgte at modargumentere. Det gik ikke helt som forventet, da jeg hurtigt løb tør for plads. Mit indlæg her kan delvis ses som et uddybende svar til Claus, men da emnet er oppe i tiden, håber jeg ligeledes, at andre også kan få nytte af det.

Mit synspunkt er, at globaliseringen ikke er så farlig for arbejderne, som det af og til fremlægges. Frygten ved globalisering og indvandring af arbejdskraft er, at indvandrende arbejdere vil presse lønningerne i visse jobs ned. Som vi skal se, forholder det sig ikke sådan – i alt fald ikke generelt.

Mine egne observationer om lønkonkurrence

Jeg er ingeniør, som er uddannet til at programmere embedded microcontrollere, der udfører kontrolfunktioner (fx fartpilot i biler, motorstyring af forbrændingsmotorer, eller af elmotorer, styring af ventilation, vaskemaskiner, opvaskemaskiner, robotter, you name it). Det kan man blive uddannet til stort set overalt i verden, hvor der findes universiteter. Ingeniørviden er universel, så det er de samme ting, vi lærer kloden over. Der er ikke behov for en særlig dansk ingeniørviden, der kun kan bruges i Danmark. Lidt firkantet sagt er Ohms lov den samme overalt på kloden.

Jeg er derfor udsat for international konkurrence, og med teknologiens udvikling er det rigtig effektivt at samarbejde på tværs af lokationer, hvorfor det er muligt at hyre ingeniører overalt på kloden til at udføre det arbejde, som jeg laver.

Det er meget billigere at hyre indiske, kinesiske eller portugisiske ingeniører til at kode embedded C og C++ end at hyre en flok danske ingeniører til at gøre det. Sidst jeg hørte til lønforskellen, gik der omtrent 3 indere, eller portugisere, på en dansk ingeniørs løn.

Mit eget fag er derfor ganske enkelt at outsource: Ingeniørens viden er den samme verden over, og der er ikke noget specielt over at gå på et dansk universitet og læse i de amerikanske lærebøger, i forhold til at læse dem på et kinesisk, portugisisk eller indisk ditto.

Internettet gør det tilmed simpelt og ligetil at integrere en indisk, kinesisk eller portugisisk udviklingsafdeling med en dansk. Mit fag er konkurrenceudsat, uanset hvad den danske regering gør for at hæmme tilstrømning af udenlandske ingeniører. Mine kolleger i udlandet kan løse samme opgaver som mig fra deres lokale kontor og kan blæse dansk politik et stykke.

Hvorfor er jeg ikke for længst blevet fyret?

Da dommedagsprofetierne omkring den danske udviklingsafdeling startede, var jeg selv ganske påvirket af den simple matematik. Hvis man kan få 3 indiske ingeniører for samme pris som 1 dansk, hvorfor så overhovedet have danske ingeniører ansat? Det gælder da om at få det hele sendt til det billigste ingeniørkontor så hurtigt som muligt, må det første estimat lyde på.

Men så simpelt fungere tingene ikke. Der er naturligvis en vis træghed i at opbygge samme virksomhedsspecifikke viden på et nyt kontor, men det kan ikke forklare, hvorfor den danske udviklingsafdeling endnu består og tilsyneladende ikke er i en nedadgående forvitringsfase. Det er mindst 12 år siden, opbygningen af den indiske afdeling tog fart. Hvis den eneste bremse var viden, så var det for længst overført, og det danske kontor lukket.

Overførsel af viden kræver dog, at man kan i høj grad kan fastholde medarbejderne.

Et af de mest karakteristiske træk ved det indiske ingeniørmarked er, at det er ekstremt konkurrencepræget. Den lavere ingeniørløn har europæiske og amerikanske virksomheder forsøgt at benytte sig af ved at oprette udviklingsafdelinger i Indien. Den samlede effekt af de mange profitsøgende virksomheders interesse for at hyre indere er, naturligvis, at virksomhederne kæmper med næb og kløer for at hyre indiske ingeniører til den lavere løn. Konsekvensen er, at virksomhederne overbyder hinanden for at skaffe ingeniørerne.

Ofte bliver ancienniteten ikke mere end 2 år, så er den indiske ingeniør blevet budt væk til et andet firma, der var villig til at hæve lønnen 20-30%. Den skrue kører endnu, og det er formentlig bare et spørgsmål om tid, før indiske ingeniører får samme løn som danske. Det er præcis den dynamik, som et relativt frit marked for løndannelse kan gøre via udenlandsk investering.

Ser man langsigtet på sin virksomhed, kan det derfor være fordelagtigt at beholde de danske ingeniører, som har lang anciennitet og relativt godt fastholder den nødvendige viden, mens man opbygger de udenlandske afdelinger. I princippet er man i en midlertidig fase, hvor udenlandske ingeniører er billige at hyre. Man må forvente, at som tiden går, vil løngabet indsnævres og reducere incitamentet til yderligere investering. Hele tiden må man følge markedets signaler og forsøge at sikre sig den største profit, og det er ikke udelukkende den billigste løsning, der er den mest holdbare på sigt.

Kort om økonomisk teori

Jeg kender ikke Claus’ viden om økonomisk teori, så jeg bringer blot dette for at opridse min egen forståelse og invitere andre til at tænke over problemet som en økonom.

Ganske kort beskrevet får arbejderen på et frit marked den løn, som svarer til hans marginale produktivitet. Dvs. arbejderen vil tjene den sum penge, som hans arbejde forøger virksomhedens indtjening. Det er dog ikke hele virksomhedens indtjening, der kan tilskrives arbejderne. Der må trækkes en sum ud til andre af virksomhedens deltagere, iværksættere, ledere, kapitalisterne, osv.

Den næste justering af arbejdernes løn foretages for at tage hensyn til, at arbejdsgiveren ofte betaler, hvad han kan slippe afsted med at betale arbejderen, uden denne forlader virksomheden for et bedre alternativ. Hvis der er stærk konkurrence mellem arbejdsgivere om arbejderen, vil lønnen være nærmere arbejderens marginale produktivitet, end hvis der er svag konkurrence.

Man kan lidt simpelt sige, at arbejderens løn ligger i et spænd mellem et maksimum som sættes af hans marginale produktivitet (hans bidrag til virksomhedens indtjening) og et minimum som sættes af konkurrencen mellem arbejdsgivere for denne type arbejde.

Man kan deraf godt udlede, at den nedre grænse kan flyttes, hvis konkurrencen mellem arbejdsgiverne bliver forringet, hvis mange nye arbejdere tilbyder sig på samme tid. Det påvirker konkurrencen mellem arbejdsgiverne, og da vil en arbejdsgiver kunne slippe afsted med at tilbyde en mindre løn uden at miste medarbejdere.

En arbejder er også forbruger og investor

Men den analyse overser et væsentligt faktum. En indvandrende arbejder er flere ting end blot en arbejder. Han er ligeledes en forbruger og, hvis han sparer op, en investor. Dermed må analysen justeres, for hvis arbejderens forbrug og opsparing har samme vægt som hans arbejdskrafts produktivitet (der er ikke andre muligheder), så vil hans påvirkning af lønniveauet blive mere kompliceret.

På den ene side vil han som investor medvirke til at skaffe kapital til arbejderne på markedet, dvs. hæve deres produktivitet, og dermed også deres løn. På den anden side vil han som forbruger medvirke til at øge efterspørgslen på varer og serviceydelser, som muliggør at sælge et større volumen af varer og serviceydelser til samme pris som før.

En indvandrende arbejder bør således ikke ved en forsimplet udbud-efterspørgselsanalyse klandres for at reducere lønniveauet. I stedet bør man lave analysen mere grundigt og medtage arbejderens andre økonomiske roller.

Det kan være, at arbejderens forbrug og investering vil flyde til andre grupper og i første omgang reducere lønnen i sin egen sektor af økonomien, mens hans handlinger vedrørende forbrug og investering vil forøge den i andre. Det kan man ikke afvise som første estimat. Men økonomisk analyse standser ikke her, for på længere sigt vil de marginalt rigere grupper ændre deres forbrugsmønster, og det kan ikke afvises, at denne ændring vil gavne den første gruppe arbejdere, som oprindeligt blev udsat for mere konkurrence af den indvandrende arbejder.

Det er også muligt, at ved lønreduktionen skifter nogle arbejdere branche (gælder formentlig relativt mindre kapitalintensive jobs), og afhjælper lønreduktionens størrelse. Andre effekter vedrører investering i sektoren med billigere arbejdskraft. Investeringen vil forøge produktiviteten og afhjælpe lønreduktionen (dette gælder relativt mere for kapitalintensive jobs).

Det er derfor ikke så let at konkludere, at flere indvandrende arbejdere vil reducere lønnen i den sektor, de arbejder. Især bliver konklusionen tvivlsom på langt sigt, såfremt der er fri kapitalbevægelse og arbejdsmarkedet er frit.

Arbejdsmarkedet i Danmark er ikke fuldkomment frit pga. fagforeningernes privilegier, der hæmmer næringsfriheden i mange fag, men der findes oaser af frihed, hvor man ofte kan finde en større koncentration af indvandrende arbejdere.

Ønsker man at reducere indvandringens byrder på danske arbejdere i disse frie oaser, bør man rette blikket mod fagforeningerne og kræve deres privilegier fjernet – specifikt deres lovgivne magt til at krænke den private ejendomsret ved strejker og blokader og deres magt til at håndhæve overenskomster, som de kan tvinge arbejderne ind i.

Markedets kapitaldynamik

Iværksætterne og kapitalisterne søger at placere kapitalen der, hvor den giver det største afkast. Relativt billig arbejdskraft er en måde at få et større afkast af sin kapital, og derfor er relativt billig arbejdskraft en stærk magnet på investorernes penge.

Hvis man kan hyre en mand til at producere en dippedut for 200kr i timen i Danmark, men samme dippedut kan produceres i Indien af en mand til 70kr i timen, så er det klart, at kapitalen vil strømme til for at hyre indiske arbejdere frem for danske. Dippedutten kan alligevel sælges for samme pris, om den er produceret i Danmark, eller Indien.

Så snart flere investorer melder sig i buddene for at hyre den billige arbejdskraft, vil der ske netop det, som man kan observere på det indiske ingeniørmarked. Lønningerne stiger hurtigt, og man kan ikke holde på medarbejderne, hvis ikke man er villig til at hæve deres løn.

Derfor er den enkle sandhed den, at begrænser man arbejdskraftens frie bevægelighed til Danmark, vil kapitalen blot flyde til udlandet i højere grad, hvor den vil gøre den samme gavn, som hvis arbejderne drog hertil og fik kapitalen til at arbejde med her. Nu forbliver arbejderen i et andet land og presser lønnen ned der og tiltrækker kapitalen dertil, som giver den modsatrettede effekt på lønnen.

Gratis at blokere arbejdskraftens frie bevægelse?

Det kan naturligvis vendes på hovedet ved at sige, at det derfor ikke gør nogen skade, hvis man blokerer indvandringen og sikrer sig mod frygten for løndumping. Problemet er, at det ikke fungerer sådan. Danmark er et ganske lille land, og tilvæksten i befolkningerne omkring i verden vil yde deres tryk mod dansk produktivitet og lønkrav, uanset man blokerer indvandringen eller ej. Mekanismen bliver blot, at kapitalen flyder ud af landet i stedet for at forøge danske lønninger. En effekt magen til den frygtede løndumping sker dermed af en “usynlig” vej, hvor danskerne forbigås relativt mere af investorerne, fordi investeringen er mere rentabel i udlandet.

Hvis vi havde et helt frit marked for varer og kapital, ville det såmænd ikke være noget økonomisk problem at blokere arbejdskraftens bevægelser til Danmark. Den danske befolkning ville blot være det antal mindre, men markedets iværksættere og kapitalister ville allokere mere af kapitalen i udlandet.

I sidste ende er det største problem med en blokeret arbejdskraft den, at man snyder sig selv, hvis man tror, man kan modvirke globaliseringens effekt på alle arbejdernes løn.

Nyinvestering og fast kapital

Hvis vi opdeler kapital i to overordnede kategorier, kan vi komme nærmere en mere nuanceret forståelse af emnet. For indlæggets formål deler jeg det op i fast kapital og nyinvestering.

Fast kapital kaldes det, når penge er bundet i maskiner og installationer, fabrikker osv. der ikke billigt lader sig flytte. Der er naturligvis altid tale om nuancer af flytbarhed, for vi ved at det kan lade sig gøre at skille en fabrik ad og flytte den. Men hvis vi holder os til et lidt generelt niveau, så kan vi sige, at fast kapital er maskiner, fabrikker og i et vist omfang arbejdernes værktøj. En skruemaskine kan nok billigt flyttes, mens det er dyrere at flytte en truck eller minigraver.

Det siger sig selv, at kapitalens frie bevægelighed oftest omhandler nye investeringer. Det er omkostningstungt at flytte hele fabrikker og tunge maskiner, men ved tilstrækkeligt gunstige forhold kan flytning af fast kapital være den mest økonomiske beslutning for kapitalisten. Derfor kan man forvente en træghed i flytning af fast kapital, mens nyinvestering er langt mere dynamisk og i højere detaljeringsgrad følger markedets prissignaler.

Nyinvestering er dog relativt lille i forhold til den totale oparbejdede faste kapital, hvorfor markedets kapitalmekanisme ikke kan flytte bjerge på kort tid. En del af nyinvestering går til vedligeholdelse af kapitalen, da fx maskiner slides op og skal erstattes på sigt. Bygninger skal vedligeholdes, have nyt tag, ny varmeinstallation osv osv.

I rækkefølge fra mindst omkostningstung til mest omkostningstung kan man måske som tommelfingerregel sige: Små forskelle i relative priser kan udglattes med ny investering, moderate forskelle kan medføre fravalg af kapitalvedligehold og store forskelle kan sågar medføre flytning af fast kapital.

Hvem har interesse i indvandring af arbejdskraft?

Det forekommer nu ganske tydeligt, hvilke grupper har størst interesse i arbejdskraftens frie bevægelighed. Fra analysen kan vi nok bedst konkludere, at det næppe er borgerne i deres rolle som forbrugere, der får mest ud af indvandring, såfremt vi antager der er fri handel med varer og serviceydelser. I bedste fald kan de købe flere ydelser af lokale producenter (frisører, håndværkere og andre der leverer deres ydelse helt lokalt), fordi de falder i pris ved indvandring af den type arbejdskraft.

Men det resultat kræver en særlig situation, at mange indvandrende arbejdere er netop frisører, håndværkere osv. Hvis de indvandrende arbejdere er spredt over mange faggrupper, vil forbrugerne ikke opdage forskellen, da vi som ovenfor beskrevet ikke importerer arbejdskraft, men hele mennesker som tager rolle som både arbejder, forbruger og investor.

I rollen som arbejder står borgeren formentlig på status quo ved indvandring af arbejdskraft, da kapitalen kan flyde frit. En evt. indvandring vil blot tiltrække lidt mere kapital og balancere produktiviteten og fastholde lønnen på nær for arbejde, der kræver meget lidt kapital (frisører fx). Sker der en meget kraftig indvandring, vil der opstå en uligevægt, som vil tage tid for markedet at genetablere med nyinvestering, eller ved arbejdernes brancheskift fra denne sektor af økonomien til sektorer, hvor indvandringen begunstiger arbejderne ved forøget forbrug/investering.

I stedet er det i rollen som investor i fast kapital, borgeren får mest ud af indvandringen. I stedet for at bekoste en dyr flytning af fx fabrikker (evt. langsomt ved reduceret kapitalvedligehold), kan indvandring gøre den faste kapital mere profitabel ved at udnytte den bedre og holde lønniveauet i ave. Jo større profit kapitalisten kan få af sin faste kapital, jo bedre. Blokeres arbejdskraftens frie bevægelighed kan man nok forvente at se flere forfaldende industrier end ellers fx pga. reduceret kapitalvedligehold.

Der er dog især en sidste instans, som må nævnes som særligt begunstiges af indvandring. Staten. Skattevæsenet er naturligvis mest interesseret i at konfiskere så store summer som muligt, og jo flere produktive personer der er i samfundet, jo større kage kan skattevæsenet afpresse samfundet for.

Her ses tydeligt en potentiel alliance mellem industrien (kapitalister som ejer store faste installationer) og skattevæsenet. Kapitalisten ønsker så mange arbejdere som muligt for at holde lønniveauet i ave og forhindre store udgifter til flytning af fabrikker, og skattevæsenet ønsker så mange produktive borgere som muligt, så det kan udsuge så meget af økonomien som muligt. (hattip til Kristoffer Mousten Hansen @krismousthansen )

En anden statslig interesse ligger naturligvis i, at såfremt indvandringen giver problemer for samfundets fred, jo større efterspørgsel er der på statens monopolydelser som politi, retsvæsen og lovgivning. Der er klart et incitament for staten i kriminalitet, da den som den eneste må opkræve penge hos befolkningen og bruge dem på sikkerhedsydelser, lovgivning og forøget kontrol med borgernes privatliv.

Jo mere kriminalitet der er, jo mere kan staten tillade sig at lovgive om, og jo mere kan bureaukratierne i retsvæsenet, politiet og tilknyttede statslige organisationer vokse og tiltrække skattekroner til deres karrierer.

Konklusion

Arbejderne bliver reelt ikke beskyttet af at hæmme indvandringen til Danmark. Konkurrencen kommer fra markedet som helhed, ikke fra de indvandrende arbejdere. Kapitalbevægelserne vil på sigt udjævne lønforskellene landene imellem, og det er en stakket frist at håbe, man kan beskytte nogle arbejdsgrupper mod den globale konkurrence.

Det er lidt paradoksalt, med ovenstående alliance i mente, at højrefløjen gerne samarbejder med den ene part, staten, for at komme indvandringen til livs. I mellemtiden klandrer de gerne kapitalisterne for at hytte deres eget skind, når de søger at maksimere profitten af deres faste investeringer i Danmark ved at forsøge at tiltrække udenlandsk arbejdskraft.

Det ville være en endnu bedre kritik, hvis højrefløjen både kritiserede skattevæsenet, staten, overvågningssamfundet og kapitalisterne for at arbejde for en indvandring, som skaber problemer for almindelige borgere, mens den begunstiger andre.

Til slut håber jeg, med ovenstående analyse, at have givet grobund for at tænke nærmere over markedets funktioner, især med analysens spotlight på alliancen mellem industri og formynderstat.

Hvis man vil bremse arbejdskraftens frie bevægelighed, bør man efter min mening benytte de bedste argumenter om frihed fra overvågning, lavere kriminalitet og påpege, at det ikke skader danske forbrugere, så længe vi mindst fastholder og gerne udbygger den grad af frihandel, vi allerede har.

Men lad nu være med at love, at det fastholder lønningerne højere, for det gør det ikke i det lange løb.

Bibliografi