Et kort modsvar til Rune Selsings kritik af liberalismen6 minutters læsning

Rune Selsing deltog i podcasten ”Kulturkritik” med Kasper Støvring, hvor de gennemgik en række kritikpunkter af liberalismen. Afsnittet hedder post-liberalisme og kan findes her

Kasper Støvring præsenterer sin gæst Rune Selsing som økonom og filosof. Særligt økonom delen vil jeg gerne forsøge at give et lille modsvar til. Rune Selsing bruger et interessant eksempel, som jeg gerne vil kommentere på.

Generelt finder jeg Rune Selsings definition på liberalisme lidt for vag. For ham inkluderer liberalismen alle partier i Folketinget fra Enhedslisten til Liberal Alliance. Som man kan læse på bloggen her, opdeler jeg selv liberalismen i tre grene for at forsøge at nuancere begrebet. Men jeg ville naturligvis påstå, at alle partierne i Folketinget er socialdemokratiske – ikke liberale. På den vis forstår jeg godt Selsings etiket: Lad os kalde alt det, vi ikke kan lide, for en fælles betegnelse, så slipper vi for at tage stilling til nuancerne.

Rune Selsings kritik af liberalismen er efter min mening en kritik primært af socialliberalismen, eller i mere dagligdags sprog: Det er en kritik af partiet De Radikale, som jeg har beskrevet for nogle år siden her. Jeg har det på samme måde med dem som Oberst Hackel fra Matador. Dem må man gerne råbe højt af og sige “SÅDAN EN RADIKALER!”.

Men i stedet for at jeg begynder at fægte rundt med definitioner af forskellige grene af liberalismen, så lad os i stedet tage fat på et eksempel, Rune Selsing trækker frem som led i sin kritik af liberalismen.

Den egoistiske liberalisme

Først forklarer Selsing, at liberalismen påstår, at individets frie valg fører til de bedste beslutninger. Overordnet set vil jeg nok give Selsing ret i denne udlægning, men det kan let være, at vi bliver uenige senere hen, hvis vi gik i detaljer med, hvad det præcis betyder. Men lad os bare fortsætte med det synspunkt.

Selsing trækker sit eksempel frem, hvor han ønsker at belyse, at disse individualistiske beslutninger muligvis i en snæver definition er de bedste for individet selv, men mangler at tage hensyn til fællesskabet. Selsing synes derfor at antyde, at der er en konflikt mellem individets beslutningsgrundlag og almenvellets.

Argumentet lyder velkendt. Individet træffer beslutninger ud fra sine egne behov og egne værdier, mens det ikke fuldt ud tager fællesskabets værdier ind i beslutningen og dermed indfrier individet sit højeste værdimål, men det kommer på bekostning af fællesskabet, der ikke opnår den fulde værdi.

Selsings eksempel

Eksemplet tager udgangspunkt i et bysamfund, hvor fællesskabet består indenfor byen. Her mødes folkene og dyrker deres fællesskab. Nu sker der så den udvikling, at en af beboerne ønsker at starte en ny forretning. På grund af omstændighederne vælger individet, ud fra sin egen værdiskala, at placere butikken uden for byen, fx fordi omfartsvejen giver gode muligheder for at skaffe kunder i butikken. Selsing drager heraf den konklusion, at i dette eksempel mister fællesskabet fordelene af butikken. Individet valgte sig selv først og tilsidesatte fællesskabet.

Men den analyse er jeg uenig med Selsing i.

Bykernen kræver højproduktive forretninger

Selsings eksempel er ganske kort og indeholder ikke så mange detaljer, så det er ikke sikkert, at jeg rammer rigtigt med mit første punkt. Men man må jo først stille spørgsmålet, hvorfor er det mere fordelagtigt at starte butikken op udenfor byen? Hvis vi kan gå ud fra, at der findes en markedsøkonomi i det tænkte samfund, må vi nok kunne regne med, at årsagen er, at priserne i byen er for høje for butikken at bære.

Der kan der være flere årsager til, som fx offentlig regulering og begrænsning af den private ejendomsret med zonelovgivning, naturfredning og alt muligt andet, der hindrer byggeri. Hvis det er tilfældet, så har staten tilsidesat fællesskabet (som den gør så tit) og placeret sine egne arbitrære regler i stedet for fællesskabets. Den slags elsker de radikale, men jeg gør ikke.

Men det kan også godt være. at priserne er høje inde i byen, fordi knapheden på plads gør, at i byen skal man være særdeles værdiproduktiv for at kunne betale for grunden, eller lejemålet.

Årsagen til høje priser kunne være en stærk efterspørgsel på grunde, fordi byens fællesskab er meget stærkt, og sætter en høj værdi på netop byens arealer, fordi de er fællesskabets kerne. Her vil man med andre ord ikke have lavproduktive butikker liggende, men ønsker kun butikker, der leverer en høj værdi og dermed kan betale den høje pris.

Det kunne jo være, at kulturforretninger som museer, teatre, biografer, koncerthuse, eller andre butikker, der henvender sig direkte til fællesskabet, netop allerede optager pladsen og er i stand til at betale den høje pris, fordi kunderne fra fællesskabet betaler dem godt nok til det.

Derfor må man også spørge Selsing, om ikke netop det er en styrke for fællesskabet, at det luger ud i forretningerne, så kun de vigtigste og mest værdiproduktive ligger i byen? Hvem gider have byer med butikker, der blot henvender sig til forbipasserende kunder? Hvis omfartsvejen er et gode for butikken i eksemplet her, så er det vel i begge parters interesse, at den plads ikke optages inde i byen?

Markedspriserne viser fællesskabets værdiestimater

Det grundlæggende problem med Selsings eksempel er, at han fremstiller iværksætteren som om denne ikke har taget fællesskabet med på råd. Men det forholder sig ikke sådan. Iværksætteren har truffet sin beslutning ved at konsultere fællesskabets værdiestimater ved at bruge markedspriserne. Disse fortæller iværksætteren, hvor høj huslejen er inde i byen kontra udenfor byen. Det skal han holde op imod den forventede indtjening fra netop hans specifikke butik.

Kender iværksætteren fællesskabet godt, så ved han også, at hans butik ikke vil blive så velbesøgt af byens folk, og derfor bør henvende sig til forbipasserende kunder, som han forventer nemmere kan få adgang fra omfartsvejen. Dette er naturligvis blot iværksætterens egen vurdering, og kan siden vise sig at være forkert.

Men det er væsentligt at understrege, at liberalismen, hvis den forstår markedsprisernes sociale funktion, netop tør at lade individet træffe beslutninger, fordi vi ved, at igennem markedsøkonomien opnår vi store sociale fordele, fordi beslutningerne træffes med kendskab til fællesskabets værdiestimater, som udtrykt via markedspriserne.

Individets frihed fungerer igennem markedets frie udvekslinger og de succesfulde iværksættere er dem, som netop tjener fællesskabet bedst.

Det er korrekt, at det er iværksætteren, der på egen hånd træffer beslutning om, hvor hans butik skal placeres, men det sker ved at udnytte markedsøkonomiens sociale netværk af priser til at guide ham. Iværksætteren er, som Ludwig von Mises ville sige det, styrmanden om bord på skibet – men det er forbrugerne (i Selsings terminologi er det fællesskabet), der er kaptajnen.

The direction of all economic affairs is in the market society a task of the entrepreneurs. Theirs is the control of production. They are at the helm and steer the ship. A superficial observer would believe that they are supreme. But they are not. They are bound to obey unconditionally the captain’s orders. The captain is the consumer. Neither the entrepreneurs nor the farmers nor the capitalists determine what has to be produced. The consurncrs do that. If a businessman does not strictly obey the orders of the public as they are conveyed to him by the structure of market prices, he suffers losses, he goes bankrupt, and is thus removed from his eminent position at the helm. Other men who did better in satisfying the demand of the consumers replace him.

Human Action, p. 270 (egen fremhævning)

Det synes således ifølge Mises, at Selsing desværre falder i kategorien “a superficial observer”, fordi han tror, at iværksætteren kun er drevet af sine egne egoistiske værdier, når det via markedsøkonomien de facto er markedspriserne, der dirigerer iværksætterens beslutninger og afgør, om hans beslutninger er profitable, eller ej.

Det er med andre ord fællesskabet, der fælder dom over iværksætterens beslutninger. Kun hvis beslutingerne er gode nok, vil iværksætteren kunne beholde sin forretning på hans valgte sted. Det kunne lige så vel være, at iværksætteren i første omgang placerede sin butik inde i byen og fandt ud af, at her var det ikke profitabelt at drive den, og valgte derfor at flytte ud af byen. Ganske enkelt fordi fællesskabet ikke mente, at butikken var værdifuld nok inde i byen.

Og det er vel egentlig det, vil gerne vil have. Et fællesskab, der dirigerer iværksætterne uden at bruge statens tvang imod dem, men guider dem baseret på gensidigt samtykke, og respekt for ejendomsretten, med markedspriserne.

Det system foretrækker jeg i alt fald.

Bibliografi