Skattebetalerne – en mulighed for lavere skatter?5 minutters læsning

I denne uge lancerede Martin Ågerup sin nye interesseorganisation, Skattebetalerne.

Jeg gik først lidt rundt om mig selv og kunne ikke beslutte mig, men dagen efter lanceringen valgte jeg at blive medlem. I det følgende vil jeg kort forklare mine overvejelser.

Navnet er suboptimalt – eller genialt?

Det første, der sprang mig i øjnene er naturligvis navnet. Skattebetalerne. Normalt kalder vi det skatteyderne, og hvis vi skal vælge et andet navn for de som frarøves deres penge af staten, hvorfor så lige netop skattebetalerne?

Jeg tror, at navnet er godt valgt til Hr. og Fru Hakkebøf omkring kakkelbordene. Det sætter fokus på, at man betaler skat på en måde, der ikke ophidser de fleste danskere. Hvis man nu kaldte organisationen for et mere korrekt navn, fx De skatteplyndrede eller Skatteofrene, så forestiller jeg mig ret hurtigt, at det navn ikke vil opnå den fornødne respekt blandt de fintfølende.

Så Skattebetalerne støder altså ikke den almindelige dansker og er tilpas respektabelt til, at fintfølende pseudo-liberale kan føle sig velkomne i klubben. Og godt det samme. Martin Ågerup er måske efter min smag for god af sig, selvom han på det seneste har vist nogle rigtig positive tegn i en mere radikal retning (nej, ikke partiet!), men han har en rigtig god evne til at bringe budskabet ud til de fintfølende, der har brug for at få besked fra en respektabel mand.

De gider ikke læse bloggen her og få kastet i synet, at skat er tyveri, og hver mands private indkomst er hans helt og holdent og vi desuden lige skal afskaffe staten og erstatte dens værdifulde funktioner med markedsbaserede løsninger.

Det hardcore liberalistiske publikum er sandsynligvis ikke stort nok til at trække de udgifter, der skal til for at sprede det gode budskab ud til den danske befolkning og samtidigt stå for en organision, der skal ramme medierne og forme debatten.

Så vi har brug for en mand, der kan tale til hvem som helst, og som skubber supertankeren, den danske velfærdsstat, i en mindre skatteplaget retning. Her er både navnet Skattebetalerne og valget af Martin Ågerup i spidsen det bedste, vi kan få.

Potentialet for en dansk DOGE

Skattebetalerne har en række mærkesager, som heldigvis har sat lavere skat på førstepladsen. Her skal den blive! Men lige bagefter kommer “Effektivitet i det offentlige”. De er begge vigtige.

Vi har brug for en dygtig og behagelig mand som Martin Ågerup til at stille sig op og mere eller mindre drive en dansk DOGE, der ikke er afhængig af svage hænder som Donald Trump viste sig at have. Elon Musk fik sig en lang næse, da den ubeslutsomme Donald Trump pludselig vendte på en tallerken og begyndte sine skåltaler om det største statsunderskud i amerikansk historie, som han med vanlig evne for overdrivelser kaldte “The Big Beautiful Bill”.

Den slags pjat gider vi ikke have med at gøre. Vi skal have noget mere vedvarende, hvis vi skal gøre os nogen forhåbning om at rokke ved skatteåget herhjemme. Derfor er det helt essentielt, at Skattebetalerne netop er en privat finansieret organisation, der kan gå til politikerne og riste dem, der er nødvendige at riste, og lefle for dem, som er værd at lefle for (det er vel en mulighed, omend den forekommer ret fjern).

Ågerup kan fortsætte så længe pengene tikker ind til ham fra donorerne, og så længe han selv har lyst. Derfor bør du melde dig ind og give projektet en chance, ligesom jeg.

Vi kan lære af liberalisterne i USA

I USA blev The Libertarian Party forsøgt overtaget af Misesianere. Længe havde partiet været plaget af en ledelse af Radikale Typer, der gik mere op i de vattede personlige friheder end i at forsvare retten til ejendom. En række præsidentkandidater førte da også den linje videre og fik aldrig rigtig bragt sindene i kog, sådan som den republikanske Ron Paul kunne.

I første omgang lykkedes det misesianerne at erobre de væsentlige poster i partiet og trække det i en seriøs liberalistisk retning. Ved flere konventer fik de valgt de rette folk ind og det så ud til, at det ville lykkedes at reformere partiet. Men ak.

Projektet fes ud i sandet, da Chase Oliver blev valgt til at føre præsidentkampagnen sidste år. Skuffelsen var til at føle hos de amerikanske misesianere, der havde arbejdet på at vende partiet til et ægte liberalt parti, der tog ejendomsretten seriøst. Chase Oliver var en Radikal liberal, der brugte coronatiden på at anbefale mundbind og vacciner. Sikke et skvat.

Her til lands kan vi lære lidt af problemet. Skattebetalerne vil ikke kunne gøre en forskel, hvis den bliver fyldt med vattede medlemmer, der presser Martin Ågerup til at blive som Chase Oliver.

En liberal takeover af Skattebetalerne?

Det er på nuværende tidspunkt svært at finde ud af, hvad fremtiden egentlig byder på for organisationen. Hvis den bliver fyldt op med fintfølende Radikale Typer (partiet), så ender organisationen aldrig med at blive en dansk DOGE, og det er helt utænkeligt, at den senere kan påvirke politikerne til at give seriøse skattelettelser. Vi skal derfor have alle gode liberale med på forsøget om at fylde medlemslisten med folk med den rette indstilling: Skat er tyveri, og skal bekæmpes med alle (lovlige!) midler.

Vi har behov for en gruppe af hardcore misesianere og andre gode liberalister, der vil gå benhårdt efter at få skatteåget nedbragt. Jeg føler mig ret sikker på, at Martin Ågerup hellere vil være direktør for en ideologisk motiveret gruppe, end han vil for en gruppe fintfølende Radikale Typer.

Skattebetalerne bør ikke ende som de amerikanske libertarianere med en Chase Oliver som frontfigur. Vi skal have en Martin Ågerup, der holdes til ilden af et ideologisk motiveret bagland, der kræver en fast førsteprioritet: Lavere skat. Ikke så meget pjat.

Vil det nu gå alt sammen?

Chancen for at det lykkedes er meget større, end vi tror. Det er nemlig ofte således, at det er de stædige ideologisk motiverede typer, der driver udviklingen i organisationer, mens et svagt, eller ligefrem stiltiende, flertal blot følger med, så længe de ikke bliver skræmt væk.

Derfor tror jeg, at vi har en rimelig chance for at presse Martin Ågerup i vores retning – og fordi han er sådan en behagelig mand, vil det gode budskab ikke blive for provokerende, så det slagter medlemstallet. Det er meget vigtigt, at energien kanaliseres korrekt, for vi skal holde fast på et stort medlemstal, så budgettet fastholdes og gerne udbygges, så budskabet kan blive bragt.

Det er i hvert fald en mulighed, som vi bør tage op og tage seriøst. Det værste der kan ske er, at Skattebetalerne fiser ud i sandet. Og så er vi tilbage til det velkendte socialdemokratiske Danmark, hvor nær ved intet kan betale sig, hvis det kræver en indsats.

Så lad os give det chancen!