Endnu et kort modsvar til Rune Selsing5 minutters læsning

Som nævnt i sidste indlæg lyttede jeg til podcasten Kulturkritik med Kasper Støvring, som havde Rune Selsing som gæst. Podcastafsnittet hedder postliberalisme og kan findes her.

Mit første modsvar pointerede, at individet ikke træffer beslutninger uden at få tilbagemelding fra fællesskabet. Markedspriserne og markedsmekanismerne sørger for, at iværksætteren bruger priser og sit bedste estimat på indtjening for at designe sin virksomhed. Når den starter op, starter testen af iværksætterens evne til at forudsige markedets efterspørgsel – på bundlinjen kan iværksætteren se, om det er gået godt eller skidt.

Bundlinjen for iværksætteren er fællesskabets evaluering af hans virksomhed. Det er først her, iværksætteren får den håndgribelige feedback fra fællesskabet, og først her vi kan sige noget meningsfuldt om, hvorvidt iværksætterens beslutning var konform med fællesskabets værdier, eller om han gik imod fællesskabet og indkasserede et tab.

Men dette synspunkt havde Selsing også en diskussion af, som befandt sig lidt senere i afsnittet. Derfor vil jeg gerne tage det næste emne op, så mit første modsvar ikke blot kan afvises med, at jeg burde have lyttet mere. Lad os tage hul på det problem, som Selsing bringer op.

En lille indskydelse først

Før vi går til sagen, vil jeg gerne blot kort pointere, at Selsings kritik af liberalismen lægger for meget vægt på, hvad jeg vil kalde en liberal bivirkning: Individuel frigørelse. Jeg er klar over, at en del af liberalismen har hæftet sig (for) meget ved individets frigørelse – herunder især den forfærdelige John Stuart Mill (som var en stor inspiration for De Radikale – endnu en årsag til at tage afstand fra Mill).

Men bare fordi nogle, der kaldes liberale, lægger for meget vægt på individets frigørelse og ellers i mangt og meget underminerer liberalismen, skal man ikke forkaste hele ideologien. Som jeg plejer at nævne, er der flere grene af liberalismen, og jeg forsøger kun at forsvare den, som jeg selv følger. Vi kan for min skyld godt lade Mill og De Radikale blive grillet, for det fortjener de.

Men vender vi os mod min foretrukne variant af liberalismen, så finder vi, at den gode liberalisme lægger den største vægt på den private ejendomsret, ligesom Mises ville have det. I sin bog “Liberalism” fra 1927 drager Mises den konklusion, at det grundlæggende træk ved liberalisme i sin klassiske udformning er ejendom – specifikt kravet om privat ejendomsret til produktionsmidlerne. (Liberalism, p. 19)

Det er igennem ejendomsretten, at vi bedst kan løse det problem, som Selsing fremhæver, men måske overser løsningen derpå, fordi han fokuserer lidt for meget på individuel frigørelse som liberalismens kendetegn. Hvis han i stedet fulgte Mises’ anvisning, ville Selsing måske have nået til en anden konklusion.

Markedspriserne mangler information

Selsing berettede om sin erfaring fra politstudiet med faget mikroøkonomi. Han fortalte, at faget var notorisk for at have en høj dumpeprocent, men mere væsentligt, at underviseren undskyldte elevernes manglende kunnen med at sige, at hvis man rent faktisk troede fuldt og fast på, at sandheden lå i mikroøkonomi, så ville man automatisk blive tilhænger af Mises og Hayek.

Problemet med det, som underviseren hurtigt slog fast, var, at mikroøkonomi ikke tog højde for eksternaliteter. Faktisk var det så stort set problem, at der ifølge Selsings forklaring ikke var noget som helst sandt tilbage i hele faget (og så gør det jo ikke så meget, at man dumper). Alt man lærte var forkert, eller kunne i det mindste ikke stå alene. Eksternaliteter findes i alle menneskets handlinger, og derfor kan man ikke bruge markedspriserne som eneste rettesnor, fordi de ikke korrekt internaliserer de omkostninger, som ens handlinger påfører andre.

Derfor var Mises og Hayeks indstilling til markedsøkonomien helt forkert, var implikationen.

Mises tager højde for eksternaliteter

Det er desværre ikke muligt for mig at kommentere på Hayeks teorier og argumenter, fordi jeg ikke har studeret dem godt nok til at udtale mig. Jeg har til gengæld læst en del Mises, og føler mig rimelig afklaret med hans position omkring eksternaliteter.

Det forholder sig desværre sådan, at den kække underviser på politstudiet ikke har læst Mises’ behandling af eksternaliteter, for havde han det, ville han vide, at Mises tog emnet op og grundlagde en tankegang om eksternaliteter, som hans elev, Murray Rothbard, senere tog op og udvidede. Men lad os holde os til Mises, som blev nævnt ved navn.

Mises taler om eksternaliteter i bl.a. Human Action:

Carried through consistently, the right of property would entitle the proprietor to claim all the advantages which the good’s employment may generate on the one hand and would burden him with all the disadvantages resulting from its employment on the other hand. Then the proprietor alone would be fully responsible for the outcome.

…

The laws concerning liability and indemnification for damages caused were and still are in sorne respects deficient. By and large the principle is accepted that everybody is liable to damages which his actions have inflicted upon other people. But there were loopholes left which the legislators were slow to fill. In sorne cases this tardiness was intentional because the imperfections agreed with the plans of the authorities.

…

It is true that where a considerable part of the costs incurred are external costs from the point of view of the acting individuals or firms, the economic calculation established by them is manifestly defective and their results deceptive. But this is not the outcome of alleged deficiencies inherent in the system of private ownership of the means of production. It is on the contrary a consequence of loopholes left in this system. It could be removed by a reform of the laws concerning liability for damages inflictcd and by rescinding the institutional barriers preventing the full operation of private ownership. (Human Action, p. 650-653)

Mises’ løsning er elegant og ligetil: Ejendomsretten skal beskyttes bedre og erstatningsansvaret udvides, således eksternaliteter bliver inddraget i brugerens kalkule og på den vis kan markedets deltagere drage fuld nytte af prissystemet til at følge fællesskabets værdier, så at sige.

Det vil nok ikke gøre Selsing tilfreds med markedsøkonomien, for der er altid flere kritikpunkter at rette imod den, fordi den, ligesom alt andet menneskeskabt, ikke er perfekt. Formentlig vil Selsing påpege, at markedsøkonomien drejer sig om køb og salg af økonomiske goder, og der derfor er en hel sfære udenfor markedsøkonomien, som han postulerer, at liberalismen er blind for.

Men det emne må vi tage op en anden gang.

En sidste krølle på halen, som fortjener at blive indskudt her, er, at Selsing også bringer “tragedy of the commons” op som det ultimative eksempel på en eksternalitet. Men her er løsningen den samme som Mises’ forslag til alle eksternaliteter: Privatiser “the commons”, således den private ejer bærer ansvaret for både positive og negative konsekvenser ved godet.

På den måde løses problemet med eksternaliteter på samme vis som sit mest ekstreme tilfælde. Privatiser det hele og beskyt den private ejendomsret endnu bedre.

Bibliografi