Skal vi overgive os til højrefløjen pga. indvandring?8 minutters læsning

For nylig fik jeg held af et tweet. Den fik omtrent 14.000 visninger, og til min glæde skete det, at Pelle Dragsted re-tweetede og citerede mit tweet. Han var naturligvis ikke enig med mig, men måske var hans reaktion et tegn på, at mit tweet fik opmærksomhed.

Mit tweet var et ganske simpelt angreb på ideen om, at beskatning er udgangspunktet, og enhver lettelse af dem er en gave. Du ejer med andre ord ikke din indkomst.

Tweetet kan læses her.

Skat er tyveri – eller er det?

I mit tweet ligger den Lockeanske betragtning, at hvad du skaber med din arbejdskraft, er dit eget. Det følger naturligvis heraf, at hvis nogen tager dine skabte værdier fra dig, frem for at handle frit med dig, er de kriminelle.

Det gælder også Staten og dens skattevæsen. Skal man være lidt moderat, kan man medgive så meget, at da lovgivningsmagten ligger hos samme organisation, er det helt forventelige resultat, at skat ikke kaldes tyveri, men omgives af en række love, der bryder med nogle basale principper, fx lighed for loven, for at fastsætte et særprivilegie for staten. Staten og kun staten må beskatte. Hvis du som privat person gør det samme, er du kriminel.

Skat er derfor ikke bare tyveri, men legaliseret tyveri. Det er egentlig endnu værre at beskrive det således, for hvad skal man tro om statens brug af lovgivningsmagten, når den legaliserer kriminalitet til sin egen fordel?

En ekstra overvejning – er det kradse synspunkt om skat praktisk anvendeligt?

En af mine gode følgere på Twitter re-tweetede mit opslag, hvor han kom med tre kritikpunkter af den libertære tilgang til debatten. Hans (lange) tweet kan læses her.

En af Hans’ indvendinger er, at begrebet “skat er tyveri” måske hverken er sandt eller praktisk anvendeligt i den politiske debat. For som Hans udlægger det, så er staten opstået naturligt, den er måske endda legitim på sin egen måde, og som minimum er den nok uundgåelig. Hans synes at ræsonnere, at hvis Staten selv er legitim, så er alle dens handlinger også legitime. Den slags plejer vi at kalde en logisk fejl: en non sequitur.

Det følger ikke af en (yderst tvivlsom) legitim eksistens, at alle handlingerne man kan foretage sig dermed er legitime. Det bliver hurtigt tydeligt, hvis jeg først påstår, at mennesker har ret til egen krop og ejendom. Det ligger i den liberale filosofi, at det er sådan, det forholder sig. Din eksistens er med andre ord legitim.

En dømt kriminel ville med Hans’ argument kunne påstå, at hans handlinger er legitime, fordi hans eksistens er legitim. Hærværksmænd, tyve, voldtægtsmænd og andre forbrydere kunne bare påstå, at alle deres handlinger var legitime, da deres eksistens er legitim. Der har til alle tider fandtes mennesker, der faldt for fristelsen til at begå kriminalitet og gjorde vold mod andres krop eller ejendom. Forbrydelser er således en del af den menneskelige natur, og derfor bør vi affinde os med det.

Det er åbenlyst et falsum. Handlingerne må evalueres for sig selv, uanset hvem der udfører dem. Det ligger også i den liberale filosofi, at alle har samme (negative) rettigheder. Det princip har staten gjort vold på lige siden sin spæde begyndelse som omrejsende røverbande. Hvis man er interesseret i historie, kan mit indlæg om skatter i vikingetid og middelalder måske friste.

Staten som illegitim organisation – men er vi nu sikre på det?

Et andet af Hans’ kritikpunkter er, at der ifølge ham ikke er et skudsikkert argument for staten som illegitim organisation. Det kunne være lidt interessant at høre nærmere ind til de argumenter, som han har læst, men fundet fejl i. Det synes mig umiddelbart at være ret ligetil. Staten påstår, at den ejer et kæmpe område, hvor den kan udøve sin magt indenfor. Men i den liberale filosofi skal man først i fri handel få ejerskab til jorden/området, eller inddrage uejet jord under sit ejerskab ved at “blande sit arbejde med jorden”, før man kan kalde sig ejer deraf og i kraft af ejerskabet udøve sin eksklusive kontrol med det.

Et ganske kort kig på historien viser meget tydeligt, at staten blot har erklæret sit ejerskab og udkæmpet krige for at håndhæve det. Det er klart, at den slags tilegnelse af ejerskab er illegitim i den liberale filosofi, så snart vi omtaler private personer. Så hvorfor skulle kongen eller staten have ekstra rettigheder? Lighed for loven er et væsentligt princip, og hvis det anvendes her, er det klart, at staten bruger illegitime midler til at opnå sit territorie.

Det bør heller ikke være et krav, at man kan argumentere “skudsikkert” mod statens legitimitet for at kritisere den og betragte dens handlinger som illegitime. Omvendt findes der formentlig intet skudsikkert argument for statens legitimitet heller. Måske må man blot affinde sig med, at der ikke findes et “knockdown” argument for hverken det ene, eller det andet. I stedet må man nøjes med argumenter, som man kan opstille modargumenter til.

Strategiske postulater

Det næste punkt drejer sig om strategisk overvejelse. Velfærdsstaten som vi kender den er vokset de sidste 80 år. I dens raseren gennem samfundet har befolkningen måttet tåle høje skatter, mere regulering og mindre frihed i et væk. Der er få lyspunkter i den stædige udvidelse af statens magt. Et nyligt eksempel er, da corona restriktionerne blev ophævet i februar 2022.

Men hvis vi skal forkaste at omtale skatter som tyveri, skal vi så ikke først have prøvet det grundigt af? Har der været gjort forsøg på det? Mig bekendt var der nok kun et halvhjertet forsøg fra Mogens Glistrup i 70’erne. Han omtalte skattenægtere som frihedskæmpere på linje med modstandsbevægelsen. De gjorde et farligt job, men et fædrelandsnyttigt job. Det er det nærmeste, jeg kan komme i tanke om. Men der er problemer med det eksempel.

Glistrup var ikke imod staten, eller mod skatter i udgangspunktet. Han var imod indkomstskatten og ville have forbrugs- og giftskatter til at overtage statens forsørgelse. Han ville have forhøjet folkepensionen og tilført flere midler til sundhedsvæsenet, der som alt muligt andet socialistisk var (og er) ineffektivt og præget af mangel og ventelister.

Hans besked om skatterne og bureaukratiet var effektivt og formidlede et budskab, der provokerede og gav ham en lynkarriere som politiker. Man kalder det stadig i dag for jordskredsvalget i december ’73. Men Glistrup var trods sine provokationer ikke libertarianer. Han forkastede både socialisme og liberalisme ifølge 2-binds biografien skrevet af hans datter.

Glistrups eksempel viser os derfor ikke præcis, hvad vi søger. På den ene side var han provokerende, men mente ikke fuldt ud, hvad han sagde. Det kunne tyde på, at provokationer er brugbare midler til at kommunikere i politik, hvis man vil have opmærksomhed. Det kan være nødvendigt til en vis grad, hvis man skal have folk vækket op.

Men hvad er så vigtigst? Indvandring eller skatter?

Det sidste punkt i Hans’ tweet drejer sig om prioritering. Er indvandring værre end skatter? Som første punkt vil jeg slå fast, at prioritering er en personlig sag. Det kan sagtens være, at du mener indvandringen er dit største problem, mens det for andre kan være sygehusene, vejene, elafgiften, tandplejen eller noget helt andet, der er det største problem.

Det må du selv afgøre.

Jeg vil imidlertid bruge lidt plads på at argumentere for, hvorfor det liberale projekt ikke bare drejer sig om at bekæmpe skattevæsenet, men om at bekæmpe statens centraliserede magt.

Det er ikke svært at læse historien i Danmark med liberale briller og komme til den konklusion, at så snart staten blander sig i et område, bliver det hele værre. Eksemplerne findes overalt. Et eksempel er, at staten begyndte at hjælpe de arbejdsløse i 1907 ved at tvinge skatteyderne til at betale en del af kontingentet hos udvalgte a-kasser for udvalgte faggrupper. Systemet voksede og voksede, og da krisen i 1930’erne ramte Danmark, var det netop de faggrupper med statslig støtte, der var mest arbejdsløse af alle. Den gængse historie er, at arbejdsløsheden nåede 32-33%. Men oftest glemmer man at pointere, at man kun har gidet lave statistikken for de små 15% af arbejdsstyrken, som modtog skatteydernes penge for at gå arbejdsløse. Arbejdsløsheden hos de resterende 85% var på sit højeste i 1930erne ca 3%.

Man ser samme mønster i 1970erne op til 1990erne, hvor reformer af a-kassesystemet fik arbejdsløsheden til at falde markant.

Det næste punkt må være at påpege, hvordan velfærdsstatens kraftige vækst efter 2. verdenskrig skabte problem efter problem. I 60ernes kreditfinansierede højkonjunktur begyndte politikere at skaffe arbejdskraft fra udlandet og i 1983 indførtes udlændingeloven, som er vældig udskældt for at have skabt indvandringen.

Indvandringen i sig selv er et statsligt skabt problem og at gå til staten for at løse problemet kan vi kun forvente det modsatte resultat af.

Men hvad med højrefløjens argument for kultur og sammenhængskraft?

Højrefløjen ser ud til at have talt til noget i Hans. Så vidt jeg forstår, er deres synspunkter angående kulturens vigtighed blevet vejet og fundet ret overbevisende. Så hvorfor skal vi ikke først beskytte kulturen med statens hjælp og så bagefter tage os af de andre problemer?

Igen er det nemmeste og efter min mening mest overbevisende svar, at vi kan henvise til statens politik og dens resultater fra fortiden. Hvis du bor i brokvartererne i København kan du se, hvor fantastisk det går med kulturen. Her er pride parader, mænd med menstruation, og alle mulige kulturelle sammenstød. Det har altid vært sådan i byerne, at ekstremerne fik lov at løbe længst her. Megen socialpolitik har taget sit udgangspunkt i byernes fordærv og villet håndtere det. Fx med fattigvæsenet, som var en kæmpe fiasko.

Konklusionen er for mig ganske klar: Så snart staten har sat sig for at pille ved kulturen, har den gjort ondt værre. Det faktum overser højrefløjen desværre ofte og synes at have det synspunkt, at vi bare skal have højreorienterede centralplanlæggere ind i staten for at fikse problemerne.

Det vil formentlig virke lige så godt denne gang, som alle de tidligere forsøg. Et statsligt program vil blive indført, der medfører uønskede tilstande, som et nyt statsligt program skal forsøge at løse. Det bliver skruen uden ende, præcis sådan som vi kan læse historien op til vor tid har været det.

Jeg vil til slut derfor blot opfordre Hans til at fortsætte med at læse om de vigtige kulturelle værdier, men at han husker at holde fast i sit liberale fundament, hvor vi ser på staten som problemets skaber – bakket op med masser af eksempler til at lægge vægt bag vores synspunkt. For hvis man glemmer sin liberale filosofi, falder man let for fristelsen til at fikse problemerne med en gang statslig tvang, der kun gør ondt værre.

Det er sådan set det eneste, der er galt med både højre- og venstrefløjen. De har såmænd fat i nogle gode synspunkter af og til, men da de er ikke liberale, forstår de ikke statens ødelæggende kraft for netop det, som de holder mest af.