Lad markedet beskytte næsehornet
Familien og jeg var i går i Givskud Zoo.
Konceptet er fabelagtigt, man kører sin bil med ind på parkens arealer (der er også en safari-bus man kan tage hvis man er til fods) og følger de små grusveje rundt i forskellige indhegninger hvor man kan se de forskellige dyr. Med til turen kan man købe en lille tour-guide på CD indtalt af Sebastian Klein, hvor hver del af køreturen har sit eget lydspor på CD’en, og ved start af hver del af turen står et lille skilt der fortæller dig hvilket lydspor du skal gå til for at få en forklaring på hvad det er for nogle dyr du ser, og lidt ekstra information om dyrene. Det er smart og hyggeligt at sidde mageligt i bilen mens Sebastian fortæller om dyrene som tøffer rundt tæt på bilen mens ungerne lytter og deltager.
Grusvejen er bred så der er plads til overhaling, da vi tog turen 2. gang fik vi os en kop kaffe og lidt snacks mens vi kiggede på dyrene. De andre gæster der ikke gad vente på kaffe-klubben i vores bil kunne bare overhale og selv bestemme deres tempo.
Der er mellem safariområderne tre forskellige parkeringspladser hvor man kan lade ungerne lege med geder og gyngestativer, mens de nedslidte forældre kan få sig et hvil på nogle opstillede bænke. Glimrende.
På turen igennem parken hørte jeg flere gange at Givskud Zoo var med i et avlsprogram for at forhindre at visse dyrearter (fx næsehornet) skulle uddø. Fortællingen var at krybskytter nedlægger de store dyr for at tage hornet fra dem, fordi prisen på hornet er meget høj på det sorte marked i bl.a. Asien. Næsehornet er ellers fredet, men på trods heraf nedskydes der stadig mange dyr, og hvis man vil undgå at arten uddør, så skal der gøres noget yderligere.
Problemet med næsehornet
Sebastian Klein fremførte argumentet at problemet er at næsehornets horn er så dyrt, at det kan betale sig for krybskytterne at jagte dyret (selvom det er farligt og ulovligt) for at tjene penge ved at sælge den sorte vare på det sorte marked.
For at tjene penge som krybskytte skal man blot investere i en højkaliber jagtriffel, lidt ammunition, en fukssvans, bestikke et par parkbetjente og leje et egnet transportmiddel. Det er ikke uoverkommelige omkostninger, den potentielle gevinst taget i betragtning. Problemets natur er naturligvis at krybskytten kan score den private gevinst mens omkostningerne bæres af andre. Når gevinsten er i den størrelsesorden, og omkostningerne er så små, er der et stort incitament til at berige sig selv ved at overtræde loven og stjæle et næsehorns horn for at sælge det videre på det sorte marked.
Prisen for et næsehorns horn er 370.000kr per kilo, ifølge artiklen på reepark.dk. Organisationen “Save the Rhino” opfordrer til at man ikke fortæller hvad næsehornets værdi er, fordi man er bange for at det skaber større udbud af næsehornets horn af krybskytter der i større antal vil begynde at skyde dyrene, når de opdager hvor værdifulde hornet er. Tanken er igen at denne resurse (hornet) er meget knap, og det vigtigste er at undgå at fortælle om knapheden, fordi det driver prisen i vejret og øger sandsynligheden for krybskytterne intensiverer jagten på dyret.
Det er måske på sin plads at sige at “Save the Rhino” som sådan ikke er imod legalt salg af næsehorns horn, deres hovedfokus er på artens overlevelse. De kipper med flaget til muligheden for at afskære næsehornets horn i et forsøg på at undgå at dyret bliver skudt. Hvad vil en krybskytte med et dødt næsehorn alligevel? Hvis hornet er fjernet så er værdien af selve næsehornet ikke nær så høj for krybskytten.
Næsehornet går omkring i sine naturlige omgivelser og er et let bytte for krybskytter (hvis man ser bort fra muligheden for at blive kanøflet af næsehornet i forsøget, naturligvis) der har adgang til naturen hvor næsehornet færdes. Problemet er at det er for let at få adgang til næsehornet og man har ikke nogen ligevægtig interesse i at beskytte dyret. Krybskytten der ikke skyder et næsehorn har ingen sikkerhed for at næsehornet er der i morgen. I stedet kan krybskytten skyde næsehornet nu og tage gevinsten med hjem. Krybskytten skal ikke afholde udgifterne til at erstatte næsehornet med et nyt dyr.
Naturelskende fundamentalister vil fastholde at dyrenes rette sted er den frie natur, og resultatet af deres politiske pres for at fastholde dyrene i naturen kan man se på statistikkerne over næsehornets antal. På trods af dette politiske pres for at lade næsehornene være offentligt eje med straf for at nedskyde dyrene er statistikken nedslående. Særligt siden finanskrisen i 2008 er næsehornet blevet jagtet langt mere intensivt end før. Ifølge den forudsigelse fra linket vil næsehornet være uddød i Afrika i 2025, takket være krybskytterne. I skrivende stund er der 8 år tilbage hvis forudsigelsen om krybskytternes “succes” holder stik.
Statsløsningen
Siden slutningen af 1800-tallet har næsehornene været fredede og siden 1970erne har handel med næsehornets horn været forbudt. Den nuværende løsningsmodel er ikke robust, på trods af midlertidige fald i krybskytternes aktivitet er denne genoptaget siden finanskrisen.
Et stykke papir der ligger inde hos lovgiverne hvorpå der står at det er ulovligt at skyde og handle med næsehorn betyder ikke så meget i praksis for krybskytten. Parkbetjentene kan formentlig også bestikkes til at kigge den anden vej når man tøffer ud i landskabet for at nedlægge et næsehorn.
For at beskytte næsehornet må man derfor tage andre midler i brug udover at skrive på et stykke papir at det er ulovligt. Man må bruge resurser på at beskytte næsehornet, fx med indhegning og “bodyguards” til at forsvare næsehornet. En passiv indhegning i sig selv gør ikke den store forskel, det er nødvendigt at der er mekanismer på plads der aktivt sørger for at næsehornet kun kan nærmes af udpegede personer der står for plejen og driften af anlægget.
Ydermere er det formentlig også vigtigt at parkbetjentene der bevogter dyrene er loyale overfor projektet, og derfor kan det være en god idé at betale dem en høj løn for at minimere problemet med bestikkelse. Øgede lønninger til personalet medfører naturligvis større omkostninger til beskyttelse af dyrene. Disse midler skal opkræves hos skatteyderne eller modtages som gave fra naturbeskyttelsesforeningerne verden over for at dække omkostningerne til beskyttelse af næsehornet.
For at øge beskyttelsen af næsehornene kan man udover de kvalitative metoder tage drastiske kvantitative metoder i brug: Man kan forestille sig at det vil hjælpe på beskyttelseseffekten at tæppebombe Savannen med parkbetjente udstyret med automatgeværer og helikoptere. I det tilfælde at hvert næsehorn har en eller flere personlige loyale bodyguards bevæbnet til tænderne kan man nok forestille sig at krybskytteri bliver besværliggjort i en sådan grad at det vil være ganske få dyr på årsbasis der vil blive nedlagt af krybskytterne.
Løsningen for at standse krybskytteriet er dog ikke det eneste der skal sættes i værk: For at sikre artens overlevelse og dyrenes naturlige plads skal et intensivt avlsprogram sættes i værk. Hvis man ønsker at opnå tidligere tiders bestand (fx 1960) af næsehorn skal der produceres i omegnen af 800.000 dyr.
Problemet med denne løsning er at ingen ejer dyrene og at beskyttelsen af dyrene ikke medfører en indtægt til beskytteren. Den statslige løsning medfører en stor skattebyrde på de fattige lande (som fx Namibia, Zimbabwe og Kenya) der ikke har midlerne til at beskytte dyrene i deres naturlige miljø. Omkostningerne bliver svære at dække med skatteydernes midler og den fanatiske fastholdelse af naturlig opbevaring af næsehornene, i fri skudlinje fra eventuelle krybskytter, føjer spot til skade. Problemet er ikke let at løse, men det er dog ikke umuligt.
Hvorfor efterspørge næsehornets horn?
Næsehornets horn er særligt efterspurgt i Asien fordi det siges at have helbredende effekter. Asiaterne har derfor et ønske om at bruge næsehornets horn til at helbrede deres familiemedlemmer, når de bliver syge. “Problemet” med efterspørgslen er derfor at der er mennesker som finder hornet værdifuldt og bruger det til at stille deres behov for medicin tilfreds.
I den vestlige verden vil sådan et standpunkt på medicin måske blive opfattet som overtroisk, grænsende til idioti. I vores kultur er det almindeligt at medicin fabrikeres af syntetisk fremstillede materialer på en organisk-kemisk fabrik under kontrollerede forhold. Det er derfor ikke let for de vestlige godhedsindustrier at tage Japanerne, Vietnamesernes eller Thailændernes behov seriøst. Hvorfor bruge ufatteligt store summer på det sorte marked for at kurere en sygdom der sandsynligvis kan kureres med en pille, et kirurgisk indgreb eller en anden vestlig type af løsning på sundhedsproblemet der ikke involverer brutal nedslagtning af truede dyrearter? Hvorfor er det forkert?
Problemet med at kritisere forbrugerne af godet som en løsning er at man tilsidesætter deres subjektive behov og deres menneskelige velvære i et forsøg på at dæmme op for et problem der er skabt af andre årsager. Hvis noget er særligt værdifuldt for mennesket, hvorfor være så nærig at nægte dem at få deres ønske opfyldt ved at lobbye for fredning og handelsbarrierer? Problemets natur har mange paralleller til narkotikalovgivningen: Vi bryder os ikke om dette forbrug, og derfor gør vi det ulovligt. Resultatet bliver at markedet går under jorden og bliver sort, at markedskræfternes sædvanlige virke bliver saboteret, menneskets velvære bliver undergravet af det sorte markeds andenrangsprodukter og et kæmpe statsligt apparatur skal konfiskere varen og fængsle fredelige mennesker. I stedet for at kunne købe varen af andre lovlydige og fredelige mennesker tvinges forbrugeren til at købe varen af fordækte personer der ikke har så mange skrupler ved at overtræde loven. Man presser derved forbrugeren ud i det kriminelle miljø og udsætter denne for en større risiko end ellers.
Med næsehornet er det naturligvis en meget anderledes teknisk løsning at producere flere af dem i forhold til at dyrke nogle hamp planter i et privat drivhus, men i princippet er problemet det samme. Den liberale måde at tackle problemet på er at efterkomme efterspørgslen ved at øge produktionen for at lade mennesket opleve glæden ved at tilfredsstille sit behov.
Markedsløsningen
Problemet med næsehornet er et problem om ejendomsretten. Hvem ejer næsehornet? I dag er det “det offentlige” der ejer næsehornene, og de klarer opgaven dårligt. Det offentlige har store problemer med at finde ud af hvordan dyrene beskyttes på økonomisk vis og hvordan man finansierer driften af de store naturparker. Det offentlige har intet seriøst avlsprogram der kultiverer og intensiverer avlen af næsehornene, dyrene får lov at tøffe rundt på egen hånd og den naturlige ineffektive avl får lov at bestå år efter år. Der er ingen dyrepasser der sikrer at dyrene undgår sygdom og at fødslen af næsehornet foregår under kontrollerede forhold for at sikre kalvens overlevelse.
Historier som denne får mig til at tænke på at der må være rigtig mange penge at tjene på at opdrætte og sælge næsehorn. I stedet for at problematisere næsehornets høje værdi, så kan problemet vendes på hovedet, og bruges til næsehornets fordel. Frem for at socialisere næsehornet og sætte politikerne til at plyndre skatteyderne for at beskytte dyret enormt ineffektivt i den frie natur, så lad private om at gøre det. Privatiser næsehornet. Markedet har en fantastisk drivkraft til at producere værdifulde genstande, hvorfor skulle et næsehorn være anderledes end en ko? Køer er også værdifulde dyr, men de tamme husdyr findes i så enorme antal at der er ingen seriøs person der vil vove at påstå at den almindelige jersey eller sortbrogede ko er tæt på at uddø fordi den er værdifuld. Tværtimod vil nogle personer mene at vi har for mange køer, bl.a. fordi det skader menneskets sundhed at forbruge så meget rødt kød, og andre igen fordi husdyrholdet af køer medfører en stor produktion af drivhusgassen metan der slippes ud i atmosfæren.
Den kritiske forskel på en privatejet ko og et offentligt ejet næsehorn er de omkostninger og gevinster som en slagtning medfører. Det offentligt ejede næsehorn medfører meget få omkostninger for krybskytten, men en meget stor gevinst, hvorimod den privatejede ko ikke giver samme cost-benefit. Hvad er omkostningen ved at slagte en ko i dag? Det er prisen på koen i morgen. Hvad bestemmer værdien af koen over tid?
Det gør forbrugerne på markedet kombineret med koens anatomi og udvikling. Hvis forbrugerne ønsker at betale en tilstrækkelig høj pris for at få kalvekød frem for oksekød, så vil værdien af koen under sin opvækst øges til et vist punkt, indtil værdien begynder at falde. Der er flere elementer i værdien af en ko, det kan være fødedygtigheden, slagtevægten eller noget tredje. Vi kan tage eksemplet med et kødkvæg som er udset til slagtning frem for reproduktion. Fælles for alle elementerne er at kombinationen af disse elementer giver en værdi for producenten og det er med denne værdi i mente at producenten afgør hvornår det er profitabelt at slagte:
Den forventede slagtevægt af koen samt markedsprisen for kalve kontra oksekød fortæller producenten hvilket tidspunkt er det bedste for at slagte koen, når overskuddet ved driften er størst. Derfor slagter man ikke sin ko når den er meget ung, men venter indtil tilvæksten af kød på koen samt når værdien af kødets pris per kilo giver den største indtægt. Hvis koen var udpeget til avl så ville det være kontraproduktivt at slagte koen inden den havde født sin kalv. Det kan enhver se, men det udtrykkes også i værdien af koen der er drægtig, den bærer på en potentiel ny indtægtskilde, dens kalv.
Producenten sørger dermed for at tilfredsstille markedet ved at slagte når dyret har større værdi som slagtekød end som produktionsdyr. Derfor er producentens jagt på profit afgørende vigtig for at opbygge og vedligeholde et produktionsapparat der sørger for at mætte markedet ved at producere den største værdi både i dag og i morgen.
Næsehornet er naturligvis langt mere værdifuldt end en ko i den nuværende situation (bl.a. pga. den intense knaphed på dyret). Hvor den almindelige ko kan få lov at gå frit omkring og græsse på marken (fordi dens værdi er relativt lav, takket være en stor produktion af nye køer), skal næsehornet formentlig holdes under tættere bevogtning. Det vil derfor kræve store investeringer i sikrede anlæg og en lang årrække af udforskning i hvordan næsehornene kan avles så hurtigt som det er profitabelt for at sikre artens overlevelse, jævnfør ovenstående beskrivelse af værdiproduktion.
Der er kun ganske få år at løbe på, hvis det er korrekt at næsehornet uddør fra Afrika i 2025. Hvis man søger markedsløsningen skal man huske på hvilket udgangspunkt markedet har at arbejde med. i 1960 var der 800.000 næsehorn, hvor der i 1995 knap var 2500 individer tilbage, i dag findes omkring 5000 sorte næsehorn i naturen. Hvor mange næsehorn vil markedet producere og vedligeholde? Det tal bestemmer markedet – ligesom det i dag er markedet der bestemmer hvor mange køer der er i Danmark, hvor mange svin, høns osv. Det afgøres af hvor stor værdi næsehornet har kontra de omkostninger der er forbundet med at opdrætte det, herunder beskyttelsesomkostninger, avlseffektivitet og meget andet. Det betyder blot at markedet opvejer omkostninger kontra gevinster for at sikre at der ikke bruges for mange resurser på at beskytte og opdrætte næsehorn eller for den sags skyld at der bruges for få resurser til at sikre et værdifuldt gode for forbrugerne.
Det havde været langt nemmere for markedet at tilfredsstille forbrugerne hvis bestanden ikke havde været socialiseret i årtier, og det er ikke givet at markedsløsningen vil sikre artens overlevelse – måske er det allerede for sent at redde næsehornet. Markedsløsningen som tankeeksperiment er dog ganske interessant, for det betyder at man tænker over problemerne på en anden måde.
I stedet for at se på slagtning af og handel med næsehorn med gru og ophidselse, så kan man vende problemet på hovedet og både komme naturelskerne og forbrugerne af næsehorns horn i møde. Det burde være et spiseligt forslag for naturelskerne, der formentlig ikke er afklaret med om de hader kapitalisterne mere end krybskytterne:
Vend vreden til noget positivt ved at sætte kapitalisterne op mod krybskytterne: Lad kapitalisterne tjene penge på at producere næsehorn og de vil beskytte næsehornet mod krybskytterne.
Markedsløsningen kræver at markedet for næsehornsavl og salg af næsehornsprodukter bliver frigjort og lovliggjort. Det skal være lovligt at sælge næsehornets horn igen, det skal være lovligt at eje næsehorn og holde dem i fangenskab (dels for beskyttelse dels for at kontrollere avlen).
På trods af den nuværende situation med opretholdelse af forbud om salg af næsehorns horn så er markedet allerede i gang med alternative løsninger på problemet:
Løsning 1: Producere syntetisk næsehorns horn
Løsning 2: En 30.000 HA naturpark i Keyna, Masai Mara
Markedsløsningerne har nogle klare fordele:
- Produktionen og beskyttelsen af næsehorn vil foregå effektivt, frem for på den åbne savanne (som undertiden antager form af rene skydetelte)
- Indtægterne fra salget af produktionen bruges til at sikre fremtidig produktion (og måske artens overlevelse)
- Asiens forbrugeres behov bliver tilfredsstillet på en fredelig og lovlig måde, i den udstrækning de selv ønsker at betale
- Naturelskernes behov bliver tilfredsstillet i den udstrækning de selv ønsker at betale
Men hvad med behovet for at have dyrene gående frit og ikke i fangenskab? Hvordan løser markedet denne konflikt mellem de naturelskende fundamentalister på den ene side og de asiatiske forbrugere på den anden side?
Igen er markedsløsningen meget simpel: Privatiser naturen. Lad kapitalisterne opkøbe arealer i de udsatte områder og lad dem drive jagtturisme, safariturisme og alskens anden slags produktion til markedet for at give dem indtægter der kan gå til at vedligeholde og udbygge produktionen af næsehorn og naturfaciliteter. Det betyder ikke at hele Afrika skal omdannes til Disney World, indhegnet og proppet med amerikanske turister. Det vil være naivt at tro at alle vil gøre det samme: Enhver kan drive sin ejendom som denne lyster. Ønsker man at have en ægte naturpark som er uberørt, så vil forbrugernes efterspørgsel dirigere resurser til at drive en sådan naturpark, hvis der er tilstrækkeligt med mennesker der deler den opfattelse. Hvis der virkeligt er tilstrækkeligt med naturelskere i verden, så vil det også være muligt at drive sådan en naturpark og bevare den fremover. Det er med andre ord vigtigt at understrege at markedet giver forbrugerne det som de vil have: Hvis det er værdifuldt for markedet at store parker drives så naturtro som muligt, så vil det være disse parker der klarer skærene bedst, mens det vil være de mere kommercielle parker der kan klare sig hvis markedet ønsker sådanne. Glem heller ej at begge dele kan lade sig gøre parallelt – det udelukker ikke hinanden, markedet kan sagtens drive begge slags parker, fordi ejerskabet er opdelt. Når ejerskabet af naturparkerne drives af det offentlige bliver løsningen ofte af alt-eller-intet typen. I det offentlige ser man sjældnere diversitet i løsningsmodellen, mens det private ejerskab fører til diversitet.
Givskud Zoo er et strålende eksempel på markedsløsningen
Givskud Zoo gør præcis det som er nødvendigt for at beskytte og avle flere næsehorn: De tjener penge på dyret. De har midlerne til at beskytte og avle næsehornene i Givskud Zoo, så hvis det betyder noget for dig at disse dyr bevares og overlever, så besøg Givskud Zoo og brug penge hos dem så der er råd til at avle og beskytte dyrene. Jeg skal ikke kunne afgøre for dig om det er vigtigere at donere penge til www.savetherhino.org eller om du vil tage i Givskud Zoo (eller en anden næsehornsavlende zoologisk have) hvor du får en dag med familien for dine penge.
Hvis asiatiske medicinfabrikanter vil betale for store næsehornsfarme, så lad dem endelig betale for det. Ligeledes, hvis naturelskerne vil betale for store private reservater der drives på en meget naturlig facon med næsehorn og andre naturlige arter, så lad dem endelig betale for det.
Som afsluttende bemærkning vil jeg blot gentage at næsehornets problem ikke er at det har et meget værdifuldt horn – problemet er at næsehornet ikke ejes privat og nyder fuld beskyttelse svarende til dets værdi. Næsehornets horn er så dyrt fordi private ikke har haft mulighed for at eje og producere tilstrækkeligt med næsehorn til at øge bestanden og reducere krybskytteriproblemet: Jo færre dyr der er tilbage, jo højere bliver prisen på hornet (hvis efterspørgslen ikke ændrer sig). De statslige metoder har været brugt i massevis af år, og det har skabt en kronisk underproduktion af næsehorn til at tilfredsstille forbrugerne i Asien samt naturelskende naturbeskyttere. Underproduktionen har været så markant at krybskytteriet er blevet så profitabel en levevis at det truer artens overlevelse indenfor meget få år. Det er tosset at tro at mere af det samme vil føre til en bæredygtig produktion af næsehorn, det er langt mere plausibelt at tro at privat ejerskab og beskyttelse af næsehorn samt individuelle private avlsprogrammer kan sikre næsehornets overlevelse.