Den usynlige ånd – den korte anmeldelse12 minutters læsning

Da jeg for noget tid siden opdagede, at Alex Vanopslagh havde skrevet en bog, der hedder “Den usynlige ånd, en liberal danmarkshistorie” blev jeg nysgerrig. Vanopslagh er en forholdsvis ung mand, som allerede har udgivet to bøger. Først “Vejen til ansvar” og nu “Den usynlige ånd”. Jeg har ikke læst den første, så mit bekendtskab med Vanopslaghs tanker om politik og historie begynder først nu.

Jeg er selv meget interesseret i at fortælle en liberal danmarkshistorie, og jeg følte mig lettet over ikke at være alene om det. På den anden side var jeg også nysgerrig på, om Vanopslagh har set det samme i den danske historie, som jeg selv har fået øje på. Min måde at analysere historien er stærkt inspireret af den østrigske skoles økonomi og historieteori, men hvad inspirerer Vanopslagh og hvordan ser han på historien?

Det tænkte jeg, at jeg ville finde ud af. Jeg skrev derfor til Alex Vanopslagh og fik fluks et anmeldereksemplar af ham. Bogen er udgivet af forlaget Grønningen 1 og kan fx købes her.

Socialisterne har skrevet den officielle danmarkshistorie

I bogen går Vanopslagh hurtigt til sagens kerne. Bogen var tiltænkt skrevet og udgivet inden det seneste folketingsvalg, men af flere årsager nåede bogen ikke at udkomme før valget. Da regeringsforhandlingerne begyndte, håbede Vanopslagh på at bogprojektet skulle blive til dansk politik – men da Løkke allierede sig med de røde, måtte Vanopslagh til tasterne og færdiggøre bogen i stedet.

Med ønsket om at få indflydelse på dansk politik skriver Vanopslagh, at som liberal har man generelt et problem i Danmark, fordi sejrherren (Socialdemokratiet) har skrevet historien og fået flettet deres synspunkter ind i den almene historiefortælling, hvor de tager æren for at gøre Danmark til et rigt og godt land.

Når Socialdemokratiet bliver ved med at stå så stærkt, så skyldes det, at partiet er lykkedes med nogle fundamentale fortællinger. Eksempelvis det patent på moderne danmarkshistorie, hvori alt, hvad der er godt ved Danmark, skyldes socialdemokratiske samfundsingeniørers geniale planer – karikeret sagt, men ikke mindst i socialdemokratiske kampagner.

Det synspunkt deler jeg til fulde og kort efter blev mine forventninger skruet endnu længere op.

I bogen vil jeg fortælle historien om den usynlige ånds betydning for Danmark, sådan som den er blevet besværliggjort af politik, men også befordret af afvikling af politik.

Jeg så derfor frem til en spændende liberal historie om Danmark, hvor staten og politikerne er skurke, medmindre de fører liberal laissez-faire politik. Tilbage var kun at finde ud af, hvad bogens konklusion er. Skal vi tilbage til de gode gamle dage? Bogens bagside sætter forventningerne op.

Klassisk liberalt syn på stat og samfund

Vanopslagh har groft sagt delt bogen op i kapitler, der sætter godt og dårligt op mod hinanden. Eksempelvis kapitlet “Ansvar” følges af kapitlet “Uansvarlighed”, ligesom kapitlet “Foretagsomhed” følges af kapitlet “Den forvoksede stat”.

I kapitlerne fremsætter Vanopslagh på god liberal manér tesen, at samfundet har det bedst, når staten og dens politikere holder sig fra at blande sig i samfundets fredelige interaktioner. I bogen finder man mange tilfælde, hvor staten angribes og de frie interaktioner hyldes.

Kort og godt kan det siges – lad befolkningen være i fred. De kan tage ansvar og hjælpe både sig selv og hinanden. Når staten blander sig, kvæles den usynlige ånd.

Men hvis staten ikke skal tage sig af opgaverne, hvordan sikrer vi os, at det går godt? Kan vi nu stole på den usynlige ånd og dens positive samfundsvirke? Hvad med socialhjælpen, sammenhængskraften og nationen? Sådanne spørgsmål er nødvendige at svare på i vore dage, og det håndterer Vanopslagh ved at tilnærme sig en anden politisk filosofi.

Anti-handelsskoleliberal?

En af de ting som tidligst slår en i bogen, er dens fokus på konservative værdier som dannelse, tradition, familie, sprog, nation, ja man må jo nærmest beskrive det som “Gud, konge og fædreland”. Vanopslagh har udvalgt fire dyder, som han sætter fokus på: Ansvar, foretagsomhed, dannelse og næstekærlighed. De er hjørnestenene i bogen.

Vanopslagh sælger budskabet rimeligt godt, for vi er som mennesker ikke bare aktører på et marked, der drives af ønsket om at købe og sælge. Vi er hele mennesker, med både følelser og intellekt, der har brug for hinanden igennem livets hårde prøvelser og fantastiske opture. Vi har gavn af en solid base, som forankrer os i samfundet – familien, venskaber og fællesskaber.

Det er dog næsten som om, det kammer lidt over for Vanopslagh af og til. Fra bogens begyndelse forsøger han at kaste sit ry som handelsskoleliberal af sig, som lettest ses ved hans fokus på de konservative værdier. Det kommer desværre lidt på bekostning af fokus på kernen i den liberale filosofi: markedsøkonomiens velstandsskabende dynamik og den private ejendomsret fundamentale rolle. Vanopslagh kunne godt have skrevet kernen i kapitlet “Ansvar” på liberal manér og drysset nogle konservative værdier ovenpå.

Vanopslagh næsten som Hoppeaner?

Vanopslagh afrunder kapitlet om ansvar ved at gå ind på vigtigheden af at have en god elite. Han fortæller om fordelen ved et naturligt hierarki ganske jordnært og sætter fx forholdet mellem børnene og forældrene eller den almindelige borger og den fremtrædende iværksætter op som eksempler. Eliten har stor indflydelse på samfundets udvikling, fordi det er den, der går forrest og inspirerer og bruger sin magt til at præge samfundet med gode ideer.

Det er netop samfundets institutioner, der udvælger eliten blandt befolkningen. Det kan fx gå godt, hvis man kun får adgang til elitestatus ad meritokratisk vej, da eliten derfor vil være imponerende individer, der er kommet frem i kraft af deres egne positive egenskaber.

Men hvis der er åbnet adgang til at få elite status ad andre kanaler end meritokratisk vej, så kan man få en svag elite. I det følgende kapitel “Uansvarlighed” ruller Vanopslagh sig ud som det første i kapitlet mod vores nuværende elite og holder ikke igen med at give dem en væsentlig del af skylden for, at vi har så mange problemer set med liberale briller.

Vi lever desværre ikke længere i en tid, hvor eliten er befolket af personer, som alle andre som det mest naturlige i verden kan se op til – og hvor eliten på sin side føler privilegiernes pligt til at inspirere og løfte samfundet. Men hvis én gruppe af mennesker i det her land burde opfatte sig selv som en elite, der skal tage ansvaret på sig, så er det os politikere.

Det er måske værd at indskyde, at der er to slags eliter i Danmark. Den meritokratiske elite, der er tilbagetrukken og konstant holdes nede med skatter og lighedsideologi, og den parasitære politiske elite samt dele af intelligentsiaen fra de statsbetalte universiteter og meningsdannerne fra de statsstøttede medier, der udbreder den demokratiske lighedsideologi og smykker sig med stjålne fjer. Af de to typer er det klart, at den parasitære elite er den, som trækker hovedparten af opmærksomheden og som i det følgende omtales.

Udover at vores nuværende eliter ikke aftvinger sig nogen respekt, fordi de i mange tilfælde ikke er hverken intellektuelt imponerende, eller har bedrevet noget ud over det normale, så anser de endda ikke sig selv som eliter i Vanopslaghs forstand.

Cirklen ser ud til at være sluttet: Personer i eliten synes ikke engang selv, at den er en elite – men hvad Vanopslagh måske burde have tydeliggjort, så bekæmper denne parasitære “elite” selve fænomenet, at der findes en elite blandt befolkningen, som har et større ansvar end andre, fordi de har udmærket sig ved deres indsats.

I velfærdsstatens ideologi er elitens vigtigste rolle at udbasunere lighedsideologien og pålægge den meritokratiske elite en stor skattebyrde, der sikrer at de holder sig passive. De skal helst være ukendte, tilbagetrukne personer, der ikke af egen kraft eller initiativ sætter sig for at positionere sig som noget særligt. Se eksempelvis Martin Thorborgs sammenstød med den utålelige radikale kulturminister, (men jeg gentager mig) Zenia Stampe.

Lighedsideologien hos magthaverne tillader ganske enkelt ikke fremkomsten af en gruppe i samfundet, der er bedre end andre og, at der derfor bør kræves mere af dem. Det skal være “gratis” at være elite – gerne helt ansvarsfrit. Hvem har vi så tilbage at se op til?

Vanopslagh beskriver en væsentlig del af problemet som et dannelsestab. I gamle dage indgik man i et hierarki, hvor der altid var en autoritet over en. I familien var det husbond, i sognet præsten og til sidst gud fader i himlen. Hierarkiet var godt til at stimulere pligtfølelsen og knytte den enkelte sammen i en større helhed, hvor anerkendelsen af egen plads i det store hele efterlod den enkelte ydmyg, ansvarlig og taknemmelig. Desværre er den tid forbi, og ifølge Vanopslagh blev det hierarkisk opbyggede samfund revet ned under 1960ernes kulturkamp.

Den liberale historiefortælling

Vanopslagh pointerer korrekt, at Danmark allerede var i top10 af rigeste lande i 1913, da Socialdemokratiet fik regeringsmagten første gang. Den flotte placering skyldes den liberale epoke i midten af 1800-tallet og frem til starten af 1900-tallet, hvor staten var lille, skatterne var små og politikken i lange perioder stod stille pga. forfatningskampen mellem højre og venstre. Mens politikerne stredes blev samfundet overladt til sig selv og måtte på eget initiativ forbedre forholdene ved arbejde, investering og udstrakt privat socialhjælp.

Vanopslagh nævner den private ejendomsret og næringsfriheden som var midler mod de merkantile monopoler. Vanopslagh er generelt meget positiv om Grundtvig, og pointerer, at Grundtvigs berømte lighedscitat “få har for meget og færre for lidt” skal placeres i den kontekst, at foretagsomhed og fri adgang til markedet løser problemet – og at det var Grundtvigs egen hensigt med citatet.

I fortællingen lægger Vanopslagh vægt på en masse gode elementer fra den liberale epoke og fremhæver gang på gang næringsfrihedsloven som en af de vigtigste love for den positive udvikling, Danmark gennemløb. Desværre har Vanopslagh ikke studeret 1700-tallet grundigt nok, og gentager andre liberale historikeres fejl angående de private velgørende foreninger, da han implicit påstår, at de ikke var næstekærlige nok til at hjælpe de svageste.

Vist opdelte de private velgørende foreninger ansøgerne i værdigt og uværdigt trængende, men det var de lovtvungent til at gøre. Det forhadte fattigvæsen havde bestemt det således. Fattigvæsenets magt stod soleklart for enhver, da bureaukraterne vandt den ultimative sejr over samfundet ved at få skrevet fattighjælp ind som en rettighed i Grundloven af 5. juni 1849. Det var frugten af 141 års intens politisk kamp mod den frie, uregulerede næstekærlighed, som i årtusinder havde hjulpet de svageste i samfundet. Det er sådan en skam, at Vanopslagh ikke vidste bedre, da han skrev sin bog.

Tillidssamfundets kilder

Vanopslagh bruger meget af bogen på at understrege vigtigheden af ansvar, dannelse, foretagsomhed og næstekærlighed. Den usynlige ånd er skabt af disse fire elementer, og særligt fremvæksten af den første, ansvar, sætter Vanopslagh sig for at kæde sammen med vægtige historiske begivenheder. Han finder eksempelvis, at tillid er et særligt kendetegn ved dansk, men også skandinavisk, kultur. Fordi denne er så vigtig (den indgår i første kapitels underoverskrift), bruger han nogle sider på at placere den i historien og begrunde dens oprindelse og udvikling.

Dens oprindelse, mener Vanopslagh, stammer ikke tilbage fra vikingetiden, som visse forskere antyder. I stedet placerer Vanopslagh oprindelsen til den høje skandinaviske tillid i reformationen.

Argumentet begynder med den kristne teologi om synd. Protestanterne kan ifølge Vanopslagh ikke få aflad for deres synder, men må lide under en teologi, der sætter dem foran Gud som syndere, som på dommens dag ønsker at opnå sjælens frelse sola fide (ved troen alene). Vanopslagh teoretiserer, at uden mulighed for at få forladelse for fortidens synder hos præsten, murer den dårlige samvittighed altid i protestanter og fører dermed et mere ansvarsfuldt liv af frygt for at begå en synd.

Det passer dog ikke. Protestanterne i Danmark kunne få forladelse for fortidens synder. Det foregik ved det (mindst) årlige skriftemål hos præsten. Det var sågar nemmere at være protestant end katolik, for i kampen mod kirkelig korruption måtte den protestantiske præst ikke kræve modydelser af den kristne for at give syndsforladelsen. Protestanten skulle meget firkantet sagt blot sige “jeg angrer mine synder, trust me, bro” til præsten, så var det overstået. Alle fik adgang til nadveren, så længe de skriftede deres synder.

I protestantismen er skærsilden også afskaffet (mellemstadet fra jord til himmel, hvor du bøder for dine ikke-angrede synder), og protestanterne skal ikke frygte skærsildens pinsler, hvis de mangler at skrifte en synd. Det kan altså ikke være pga. dårlig samvittighed over at slæbe rundt på synder, der har gjort danskerne særligt samvittighedsfulde og tillidsfulde. Både katolikker og protestanter forventes at angre deres synder og stræbe efter at blive bedre. Men i bogen får man ikke yderligere forklaring på tillidskulturen end protestanternes problemer med synderne og deres angren af dem, men så vidt jeg kan afgøre, er forskellen mellem katolikker og protestanter ikke en god forklaring. Det er nærmere omvendt, at det skal forklares, hvordan vi kunne blive tillidsfulde, når vi havde så nem adgang til syndsforladelsen og ikke skulle frygte skærsilden.

Derfor vurderer jeg, at Vanopslaghs argument er for tyndt til at bære sin konklusion.

Fra Socialstat til socialstat?

Vanopslaghs udmærkede angreb på regulering, skatter og offentlig tvang var en fornøjelse at læse. Det fik dog af og til mig til at få en forventning om, at hans forslag ville udmunde i et mere radikalt program til forbedring. Hvis man håbede, at Vanopslagh ville foreslå at gå fra socialstat til minimalstat, bliver man slemt skuffet. Vanopslagh holder sig stringent til partilinjen i sine politikforslag (øget bundfradrag, liberalisering af boligbyggeri, fripension osv). Han fremsætter, så vidt jeg kan se, ikke noget, der går ud over Liberal Alliances officielle program.

Til forbedring af velfærdsstaten har Vanopslagh desværre et forslag, der er problematisk. Pengene skal følge borgeren, men ikke i den forstand, at man skal beholde det, man retmæssigt tjener. Nej, i stedet skal skattevæsenet opkræve en masser skatter og så skal bureaukraterne og politikerne fordele pengene til brug af borgeren. Borgeren selv må så bestemme, hvor hans tildelte velfærdsbudget skal bruges. Enten hos ham selv i privat pasning, eller i private eller kommunale tilbud.

Der er dog et stort problem med Vanopslaghs forslag. Det forekommer mig nærmest kafkask: Det er det offentlige, der skal føre tilsyn og sikre borgernes rettigheder (borgeren, som lige er blevet lænset for penge, skal nu beskyttes af Sheriffen af Nottinghams kolleger).

Hvis kommunen skal føre tilsyn med velfærdsinstitutionerne, hvad enten de er private eller offentligt ejede, samtidigt med, at selv samme kommune må drive velfærdsinstitutioner, så kan en førsteårs studerende på jura fortælle, at det er opskriften på myndighedsinhabilitet . Det kunne på vanlig vis omgås ved at lade regionerne stå for tilsynet med de kommunale velfærdsinstitutioner, men det må fra et liberalt perspektiv anses for at være problematisk, hvis offentlige institutioner skal føre tilsyn med private, når finansieringen kommer fra det offentlige og ved evt. lukning af private institutioner vil føre til forøget efterspørgsel hos de offentlige.

Men hvorfor komplicere tingene mere end nødvendigt?

Det bedste tilsyn man kan få, er et frit marked. Fri konkurrence vil holde udbyderne på tæerne, ytringsfrihed for både kunder og konkurrenter kan let udstille problemer med kvaliteten og på den måde kan markedets disciplinerende virkning fungere helt uden et offentlig-bureaukratisk tilsyn.

Et andet problem er, at Vanopslagh ikke går i detaljer med, hvordan finansieringen af disse velfærdsinstitutioner skal foregå. Han skriver det så vagt, at størstedelen skal komme fra skatter. Det vil fastholde et højt skattetryk, og det er problematisk, da skatter er et stærkt middel til klientgørelse af befolkningen.

Det efterlader mig det indtryk, at vagheden har et formål. At den er en drejeknap, som efter min opfattelse er særligt interessant at stille på for demokratiske politikere, der vil tækkes vælgerne. Man kan retorisk skrue den op, hvis man vil tale med velfærdsstatens tilhængere og skrue den ned, når man vil tale med velfærdsstatens modstandere.

Konklusion

I bogen præsenterer Vanopslagh gode liberale synspunkter. Samfundets frie interaktioner kan meget mere, end de har ry for – og historien viser det. Den usynlige ånd er netop usynlig og overses let i den politiske kamp, hvor det ofte drejer sig om at planlægge andre menneskers liv, foreslå udgifter for staten og pålægge skatter på dem, man ikke kan lide.

Vanopslagh kritiserer skatterne, bureaukratiet og velfærdsstatens negative påvirkning på samfundets usynlige ånd, men foreslår meget moderate ændringer. Nogle af dem er utvivlsomt positive og alle er formentlig velmente. Men samlet set efterlader det et indtryk af, at bogens forherligelse af 1800-tallet ikke føres igennem til nutiden.

Vanopslagh skal naturligvis forholde sig relativt moderat til emnet i sine forslag, for hvis han ønsker nogen form for politisk karriere i Danmark, kan man ikke gå ud med den samme politik, som de nationalliberale førte i 1850’erne. Det ville man ikke få mange stemmer på, selvom det ville være et tiltrængt opgør med den utålelige velfærdsstat og det tyranniske skattevæsen. Derfor må bogen alt i alt betragtes som et rimeligt indlæg i det nuværende socialdemokratiske ideologiske landskab, men det får ikke håbet til at spire og kamplysten vakt.

Bibliografi