Uncategorized

Josephine Fock (herefter: JF), medstifter og folketingsmedlem af det politiske parti Alternativet, har skrevet et blogindlæg på Jyllands-Posten hvor hun kritiserer det hun kalder “vækstfantasien” hos de gamle partier.

Som deloverskrift skriver JF:

Økonomisk vækst fører ikke automatisk til et bedre samfund og bedre liv. Det sikrer vi kun, hvis vi bevidst sørger for altid at medtænke den sociale og miljømæssige bundlinje.

I grundsubstansen kan jeg godt være enig med JF her: Vækst er ikke et mål i sig selv, vækst kan være et resultat af økonomiserende mennesker der frit forfølger sine egne interesser, under hensyntagen til andres ejendomsret (det sociale er menneskets indbyrdes handler og miljø’et er blot et fancy udtryk for dine omgivelser, typisk din og andres ejendom), med alt der hertil hører af underelementer. Det viser sig empirisk blot at være sådan, at væksten er størst i de lande hvor den økonomiske frihed er størst. Tilsyneladende er statsindgreb gode til at reducere væksten i økonomien.

I ovenstående citat er det underforstået at “vi” tiltænkes at være demokratiet, som vælger dygtige og fremsynede politikere som Josephine Fock, til at dirigere statsapparaturet, lovgivningen, skattevæsenet og politiet således “folkets vilje” bliver fulgt. Der er naturligvis ikke tale om, at overlade beslutningen og planlægningen til det enkelte menneske, der i samarbejde med sine medmennesker kan finde et kompromis mellem sig, der fører til at begge drager fordel af deres samarbejde.

JF kritiserer dogmet at “vi skal have vækst”, at det er et mål i sig selv, som ikke længere behøver at blive forklaret. Det er dog ret interessant at observere, at selvom det for nogle personer kan virke ganske overvældende al den snak om vækst, så har det ikke haft nogen særlig betydning virkeligheden, hvis vi ser nærmere på BNP per indbygger målt i faste priser, som nedenstående figur (1997-2016) viser.

Omregnet til en procentuel vækst per år er det danske BNP per indbygger steget gennemsnitligt med 0,8pct årligt siden 1997. Du kan selv regne efter hvis du har lyst:

338,6/290,7 =1,1644774, tag den 19. rod af dette tal, så får du ca. 1,00806

Kilde: Danmarks statistik.

Det ser dermed ud til at det ikke er nok at tale om vækst, endda sådan at det har nået til et punkt, hvor JF beskriver det som et dogme, for rent faktisk at opnå vækst. Det er tilsyneladende nødvendigt at føre politikken ud i livet, frem for blot at tale om den.

Markedet klarer fordelingen af resurserne af sig selv

Hvis vi sætter virkeligheden lidt til side, og lader som om, at det rent faktisk er tilfældet at Danmark har høj vækst, så kan man alligevel kritisere JFs indlæg i nogle af hendes følgende kommentarer.

Der er stadig fordelingsmæssige udfordringer i Danmark, men overordnet set er vi et rigt land. Til gengæld fylder stress, angst og depression mere og mere i vores hverdag, og netop de former for mistrivsel kan vi ikke producere os ud af.

Jeg er naturligvis enig med JF i at der er meget store fordelingsmæssige udfordringer i Danmark, problemet var i 2015 956 mia kr stort. Mit synspunkt, som formentlig er det stik modsatte af JF, er at der ikke findes nogen fordelingsmæssige problemer i en fri markedsøkonomi, hvor hver enkelt økonomiserende menneske selv vælger hvad der er værd at købe, og sammenlagt bestemmer køberne af de økonomiske goder hvilken indkomst enhver skal have. Problemet man herefter kan grave sig frem til er at man er uenig med sine medmennesker i det udfald som den frie økonomiske udfoldelse førte til. Man kan kun være uenig i det udfald som opstår i det frie marked, hvis man har en lille diktator gemt i maven, og ønsker at andre skal opføre sig anderledes. Man ønsker således at andre mennesker skal gøre hvad diktatoren selv synes er passende, uden hensyntagen til andres prioriteringer, deres værdier og deres behov.

Reduceret arbejdstid muliggøres af økonomisk vækst

Der er også et andet element i det relativt korte citat: Påstanden om at man ikke kan producere sig ud af angst, depression og stress. Denne er fuldstændigt forkert, af flere årsager.

1. En større produktion, alt andet lige, giver mennesket flere muligheder for at tilrettelægge sin egen tid, en større velstand giver dig mulighed for at holde flere timer fri.
2. En del af produktionen går direkte til at behandle angst, stress og depression. Psykologer og psykoterapeuter i Danmark gør deres til at hjælpe de som er ramt af angst, depression og stress.

Ifølge 1 er det naturligt sandt, at med større velstand ser vi også en tendens til at det almindelige menneske vælger færre arbejdstimer per uge. Det bliver ganske enkelt muligt at prioritere sin tid, hvor en større andel af den totale tid kan bruges på fritidssysler, familie, venner og at skrive blogindlæg der kritiserer overfladiske politikere. Se nedenstående figur.

Kilde: Den store danske.

Fra at arbejde over 60 timer om ugen i 1900, er danskerne gået ned i tid indtil 1990, hvor en af de mange pauser i nedtrapningen har indfundet sig. En af årsagerne til at vi ikke har set faldende arbejdstid siden 1990erne kunne man gætte på havde noget at gøre med den elendige vækst per indbygger i Danmark. Det er i øvrigt en interessant betragtning at det parti som JF er medlem af folketinget for har en mærkesag på at reducere arbejdstiden. Samtidigt har de tilsyneladende en idé om at vækst ikke er så vigtigt, men her sætter de sig naturligvis i führersædet og i stedet for at lade mennesket selv vælge sin arbejdstid, vil de lovgive om arbejdstiden.

Det vil være for omfattende for dette allerede omfattende indlæg at kritisere deres syn på økonomien i forhold til arbejdsugen, automatisering og vækst. Det må blive en anden gang. Det er dog nok at sige at det næppe er en reduktion af arbejdstiden der skaber vækst.

Det sidste citat jeg vil bringe fra JFs indlæg i JP er dette:

Vi må ikke tage det for givet, at økonomisk vækst automatisk fører til et bedre samfund og bedre liv. For det er simpelthen forkert. Den eneste måde vi kan sikre, at økonomisk vækst skaber gode og meningsfulde liv er, hvis vi bevidst sørger for at medtænke både den økonomiske, den sociale og den miljømæssige bundlinje hver eneste gang, vi taler om vækst.

Substansen er jeg i det store hele enig med JF i. Vækst er i sig selv et meningsløst mål, vækst er for mig et udkomme af frie menneskers bestræbelser, samarbejde og privat udveksling. Det er et resultat af enkelte menneskers personlige valg, hvor de selv har haft lov til at prioritere hvordan de vil bruge deres tid, deres penge, deres ejendom og deres kræfter. Hvis det betyder stigende BNP, så er dette helt fint med mig, jeg ønsker ikke at fastsætte hvilket vækst-tal jeg tror vil optimere hver enkelt menneskes velbefindende.

Det er for den liberale kun nødvendigt at fastholde, at målet er at lade samfundet være i fred, sådan at samfundet spontant skaber den sociale struktur baseret på frivillighed og hensyntagen til hinanden. Det viser sig empirisk at det frie marked, med beskyttelse af ejendomsret, er absolut nødvendigt som fundament for at skabe vækst. Uden tilstrækkelig beskyttelse af ejendomsretten og menneskets frie valg degenererer fordelene ved privat udveksling og frivilligt samarbejde i en sådan grad, at det til slut ikke er nogen fordel at indgå i arbejdsdelingen, fordi produktivitetsstigningen, der er den kritiske fordel ved arbejdsdelingen, er blevet fuldstændigt konfiskeret af staten. Herefter er det for den enkelte attraktivt kun at forsørge sig selv og fravælge at indgå i det sociale samarbejde i samfundet. Samfundets eksistens ophører, når forståelsen breder sig til alle lag i befolkningen at egoistisk egenproduktion er alt der kan svare sig.

Der findes intet system der er bedre til at indregne samtlige omkostninger for samfundet, end det frie marked. Så længe loven beskytter ejendomsretten og alle dens delelementer, så vil de sociale, miljømæssige og bæredygtige elementer blive indregnet præcis på en måde, hvor alle deltagere drager fordel heraf. Det er vigtigt at pointere at alle de fine ord der nedfældes af JF bliver til rene farcer i hænderne på staten, mens de fine ord bliver til virkelighed, hvis samfundet selv får lov at finde løsningerne uden at blive beordret rundt af Sovjetiske centralplanlæggere, som tror de kan forbedre det frivillige udfald af millioner af menneskers jagt på at forbedre deres tilværelse.

Centralplanlæggeren, diktatoren og de socialdemokratiske politikere vil benægte at det forholder sig sådan. De vil så gerne tro på at det som de finder forkert og forkasteligt, kan reddes ved brug af lovgivning og politik. De tager fejl. De ødelægger mere end de redder. Hvis de vil redde nogen som helst, så skal de gøre det med de frivillige kræfter i samfundet, og i stedet for at kritisere markedsudfaldet her og nu, skal de omfavne tålmodighed, tolerance og overbærenhed der er grundstenene i laissez-faire filosofien.