Nationalbanken er ingen helt

I en artikel på Finans.dk beskriver journalisten, at Nationalbankdirektør Lars Rohde for nylig, under et foredrag i Schweiz, var efter de danske pensionskasser, som i 2015 var med til at presse kronen under en 2-måneder lang valutauro.

I artiklen berettes det hvorledes profitglade valutaspekulanter forsøgte at få bugt med fastkurspolitikken, som den noble og værdige Nationalbank forsøger at opretholde i stille vejr og storm:

Et omfattende angreb fra valutaspekulanter betød, at Nationalbanken måtte arbejde hårdt for at holde Danmarks fastkurspolitik over for euroen i den periode.

I artiklen udtaler pensionsrådgiver Søren Andersen fra Fpension at det ikke er pensionsselskabernes opgave at hjælpe Nationalbanken med fastkurspolitikken, men det er deres opgave at sikre det størst mulige afkast (fx ved at undgå tab på valuta). De danske pensionsselskaber har for omkring 1.000 mia. DKK investering i euroområdet, og er derfor meget udsatte hvis der skulle opstå valutasving.

I sin essens har journalisten fremstillet Nationalbankdirektøren som den dygtige og ærværdige forsvarer af den danske fastkurspolitik der sørger for at beskæftigelsen i den skrøbelige, udsatte lille bitte danske økonomi kan opretholdes i det kæmpestore internationale profithajfyldte farvand, mens den cigarrygende monokelbærende mega-egoist hos pensionsselskaberne ikke kærer sig om nationens ve og vel, men i stedet udelukkende beskæftiger sig med profitten til sig selv og sine.

På den ene side har vi helten, Lars Rohde, og på den anden side har vi skurken, pensionsselskaberne. Det bliver ikke mere tegneserie-agtigt end dette.

Profit til hvem?

Hvis journalisten havde nogen intention om at viderebringe faktuel viden og forklare befolkningen hvordan tingene udspillede sig i den periode i starten af 2015, så ville han have gjort noget ganske andet. Han ville have belyst Nationalbankens rolle i ligevægt med spekulantens rolle. I stedet kolporteres en gang pladder der intet har med virkeligheden at gøre.

I januar 2015 skete der en masse ting, og for at holde rede på hvad der var den udløsende faktor og hvad der var den efterfølgende reaktion, skal vi grave os lidt ned i detaljerne. For at få det fulde overblik kan jeg henvise til min artikel på mises.org der beskriver situationen udfoldelse rimelig detaljeret. I korte træk kan det nævnes at Schweiz (hvor Lars Rohde holdt sin tale for nylig) reagerede først ved at opgive sin fastkurspolitik med Euro’en, dernæst annoncerede ECBs præsident Mario Draghi det europæiske pengetrykkeriprogram, uden Nationalbanken gjorde noget som helst for at indikere at den ville fastholde fastkurspolitikken. Det interessante er at Nationalbanken altid annoncerer sin respons på ændringer i ECBs pengepolitik samme dag, men denne gang var der ingen prompte meddelelser fra Nationalbanken. I en situation så usikker som januar 2015 er det meget pudsigt at Nationalbanken intet sagde, og endda at Nationalbanken ikke engang reagerede som den plejer på politikændringer. Var der ændret politik? Ville Nationalbanken følge Schweiz og opgive fastkurspolitikken?

Hvis jeg havde 1.000 mia DKK  stående i udlandske investeringer og jeg blev i tvivl om at euroen blev bombet sønder og sammen af nye pengetrykkeriprogrammer, så ville jeg gøre mit for at afdække denne risiko. Afdækningen af risikoen medfører at pensionselskaberne skal købe en stor mængde kroner i valutamarkedet, som i et frit marked med markedspenge vil medføre at prisen på valutaen stiger (hvis mængden af penge er uændret vil en øget efterspørgsel medføre højere priser på penge). Det er sandt at pensionskasserne efterspurgte mange kroner i januar-februar 2015 – dette er sandt. I opgørelsen fra oprindelsen af efterspørgslen på kroner i hele januar måned vises at 2/3 kom fra danske pensionskasser. Nationalbanken har været oppe på den store klinge på seddelpressen for at dække behovet så det kunne forhindres at “prisen” på kroner steg.

Hvorfor har danske pensionsselskaber så store euro-investeringer?

Et af de centrale spørgsmål i hele problematikken er hvorfor disse selskaber har så stor eksponering overfor euro? Det er tydeligt at de udgør en destabiliserende faktor, med deres enorme vægt, der kan føre til store udsving på valutamarkedet hvis de vil afdække deres valutarisiko.

Det essentielle problem med fastkurspolitikken er at den fastholder en kurs overfor kun én valuta. Det betyder desværre modsat også at alle andre valutaer kommer til at svinge mere end de ellers ville have gjort. Ved at binde kronen til euro gør man det også langt mindre risikofyldt at investere i euro, og mere risikofyldt at investere i andre valutaer.

Fastkurspolitikken er dermed en af de faktorer der gør at pensionsselskaberne investerer så meget i euro som de gør. Nationalbankens egen politik øger rent faktisk risikoen for valutasving overfor euro, hvis der en dag skulle opstå problemer med tilliden til fastkurspolitikken. De store investeringer i euroland fra danskerne udsætter samlet set nationen for mere risiko, ved at lægge for mange æg i een kurv. Årsagen til denne større risikotagen for investorer er den blinde tillid til Nationalbankens fastkurspolitik. Det er en ægte moral hazard der har stået på siden 1982.

Det er derfor ganske forståeligt at der kan opstå et stort pres på kronen, når en overnormal investeringsmængde ligger i den politisk favoriserede valuta. Mister valutamarkedet tilliden til fastkurspolitikken, så er der langt mere vægt bag presset, end der ellers ville være.

Nationalbankens profitmekanisme

Situationen var som følger: Nationalbanken glemmer at gøre som den plejer, og efterspørgslen på kroner stiger voldsomt pga. uroen. Nationalbanken kan trykke penge der er meget værd, de “sælger” deres friske pengesedler til udlandet og køber euroobligationer for dem, og da presset på kronen (efter 4 rentenedsættelser) aftager og kronens værdi er faldet, kan Nationalbanken sælge deres euroobligationer dyrt mens renten er lav og kronens værdi ligeså, og score en profit i kroner denne vej.

Det er lidt pudsigt at det er Nationalbankdirktør Lars Rohde der får rollen som helten mod profitsøgende kapitalister, når det var Nationalbanken der tjente over 2mia DKK på deres selvskabte kronekrise. Det er det stik modsatte af journalistens fortælling. Og ikke nok med det – pengene blev “tjent” ved at malke pensionskasserne. Pengestrømmen gik fra pensionskasserne (de grådige kapitalister) til Nationalbanken (den uselviske nationale beskytter af de svage).

Er det i øvrigt kun mig der har tænkt at det er meget interessant at dette skete netop i et valgår? Alle bureaukratierne skal naturligvis gøre sig lækre for en kommende regering, og for en grådig politiker der er intet der er mere lækkert end skatteydernes penge på et fad, serveret i en tæt tåge af statsforherligelse, skabt af statspropaganda af medløbende journalister. Lars Rohdes politik gennem hans selvskabte kronekrise forærede 2 mia af skatteydernes penge til politikerne i et valgår. Det er ganske interessant. Der er naturligvis også åbent for muligheden at det hele var tilfældighedernes spil, at Lars Rohde gjorde det bedste han kunne for nationens ve og vel – men jeg tror ikke at Lars Rohde er så inkompetent.

Det er for mig langt mere plausibelt at Lars Rohde så mulighederne for at malke valutamarkedet og give pengene til sine overordnede i staten. I fortællingen som journalisterne så gerne vil fremføre så var Lars Rohde en helt, men efter sin heltedåd som statens mand i januar-februar, blev han måske lidt for kåd, og slækkede bagefter på sine helteegenskaber. I alt fald fik han ansat sin nabo til en 5-cifret månedsløn  i august samme år. Måske er reglerne blevet fulgt til punkt og prikke under hele kronekrisen og den efterfølgende ansættelse af naboen. Jeg er ikke bekendt med nogen opfølgning, og jeg må derfor antage at problemet enten er dysset ned eller at der ikke er noget problem. Måske var kronekrisen uundgåelig. Måske var naboen den mest kompetente. I alt fald har der ikke været nogen offentlig kritik udover et par artikler om naboen.

Penge er magt

Det korte af det lange er at Nationalbanken har magten til at tjene så mange penge som den har lyst til i valutamarkedet, fordi den har monopol på udstedelsen af nye penge. Penge der er langt mere værd end produktionsomkostningen, og forskellen mellem digitale nye kroner og købekraften af kroner kan dermed høstes ved at producere nye kroner. Nationalbanken, sammen med banksystemet, er den institution der har størst magt i Danmark. De kan ruinere hele befolkningen hvis de ønsker det, de kan udrydde hele opsparinger og smadre pengeøkonomien totalt ved at trykke så mange penge som Reichsbank gjorde i Tyskland i 1918-1923.

Det er denne magt som ingen bør have. Penge bør produceres af markedet, det bør være en vare som alle kender og tør stole på. Der er intet menneske der kan besidde magten til at skabe penge ud af ingenting uden at udnytte den. Hver gang magten udnyttes går det ud over andre. Man kan kun skabe intet ud af intet, skaber man penge ud af intet, så berøver man andre deres retmæssige ejendom i processen. Man kan købe noget for de nye penge, uden at have ydet noget for dem.

For at skjule denne sandhed bliver Nationalbanken altid beskrevet i medierne som en institution der beskytter den skrøbelige borger mod fæle inden- eller udenlandske kapitalister. I stedet for at være oplysende om tingenes tilstand, så hjælper journalisterne magthaverne, når de portrætterer Nationalbanken som en helt. Nationalbanken berøver den almindelige forbruger muligheden for en stærkere krone, der kunne skabe større forbrug og større forbrugerglæde. Nationalbanken er ingen helt, det er den som er skurken.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *