Her følger anden del af min kritik af socialliberalismen. I denne del tager jeg fat på velfærdsstaten, beskatningen og de mange markedsreguleringer der kræver ekspertvælde for at kontinuerligt finjustere markedsøkonomien til at give resultater som eksperterne mener er bedre.
Velfærdsstaten, en konsekvens af socialliberalt politisk arbejde
Den socialliberale tankegang fører til velfærdsstaten, med alle de problemer den medfører. Det er ind i mellem meget svært at se forskel på en socialdemokrat og en socialliberal, i alt fald hvis vi ser på forskellen på den førte politik mellem Venstre og Socialdemokratiet. Min fornemmelse er at for den socialliberale er markedsdrevne virksomheder gode, såfremt den “fuldkomne konkurrence” er sikret med konkurrenceloven, lighed ikke så vigtigt som statslig sikring mod absolut fattigdom, beskæftigelsen kan sikres med finans- og pengepolitik og der er også så vidt jeg fornemmer modstand mod progressive skatter. Med alle de stylter påsat markedsøkonomien, så kan den trods alt godt bruges. Disse elementer findes ikke i så stor udstrækning i den socialdemokratiske bevægelse. Her er lighed et mål og progressive skatter et egnet middel til at nå målet. Hos den socialliberale er den klassiske liberales ideologiske standpunkt overfor statens rolle i samfundet udskiftet med eksperternes opvejelser mellem forskellige menneskers velfærd. De socialliberales kritik af velfærdsstaten i sin nuværende udformning bliver til nogle vage argumenter om at visse skatter er lidt for forvridende og ind i mellem også at der måske er mere provenu i at sænke nogle skattesatser.
Det socialliberale projekt er på mange måder overfladisk set ganske sympatisk. Man ønsker blot at samfundet producerer den maksimalt opnåelige velfærd. Problemet er at med justering af markedsøkonomien via interventionismen, reguleringen, skattetrykket og overførselsindkomsterne skaber man også problemer undervejs, problemer som er større end det oprindelige problem, og som de socialliberale i deres misforståelse af markedsøkonomien søger at bedre ved at indføre igen flere forbud, påbud, tilskud og beskatning. Konkurrenceloven opbryder effektive virksomheder, og afholder forbrugerne stordriftsfordele, Nationalbanken svækker købekraften af pengene og begunstiger et bankkartel samt skaber konjunkturcyklussen, overførselsindkomsterne skaber svage mennesker, der ikke ville være svage uden statens indblanding. Den offentlige sektors “forsikringsrolle” skaber kapitalforbrug, generationsudplyndring og kan ikke finansieres i sin nuværende form på lang sigt. Problemet bunder i at der ikke spares op til at møde fremtidige udgifter. Staten sørger for at holde forbruget højt, og lover at der er penge til fremtidige problemer, når de opstår. Et forsikringsselskab der bedrev samme praksis ville være blevet lukket som det pyramidespil det retteligt bør anklages for at være. Blot fordi staten bedriver pyramidespillet kan det “lovligt” fortsætte, det er jo staten selv der fastlægger lovene.
De negative effekter af pyramidespillet, at hvis der går færre ind end der går ud, snydes de sidst ankomne, kan ikke viftes væk. I statslig sammenhæng er der dog ingen frivillighed, alle der opholder sig indenfor dens territorie underlægges dens magt. Som befolkningssammensætningen ændrer sig over årene, beskattes således forskelligt og det fører til forskellige størrelse af kapitalforbrug. Når de store årgange, der er lovet guld og grønne skove i pension, går fra arbejdsmarkedet, har staten ikke sparet penge op som den kan udbetale, eller bruge til at afholde deres sundhedsomkostninger. Kapitalen, der skulle være gemt til senere brug, er spist op af staten, feset af på politiske programmer der alle yder samfundet et netto tab. I stedet for at spare op og investere pengene i produktive markedsvirksomheder, er pengene kastet ud til særinteresserne af politikerne, i deres søgen efter at fastholde magten. Pengene, der kunne være anbragt produktivt til borgernes velfærd, er blevet anbragt politisk til skade for markedets fremtidige evne til at producere det afkast som man som pensionist skulle leve af.
Som de sociale ordninger gøres mere venlige og imødekommende, så gøres problemet større. For tiden ses tendenser til at regulere antallet af klienter der tillades indskrivning i de sociale ordninger, senest med førtidspensionen, som er blevet meget restriktiv. Folkeskolereformen var også en spareøvelse, effektivitetskravene til offentlig produktion er ligeledes en manifestation af virkeligheden: Der er ikke råd til at spilde så mange penge som der var før, pyramidespillets dynamik og kapitalforbruget reducerer råderummet. De penge der skulle være brugt til helbredelse af gamle findes ikke, for afkastet af de såkaldte offentlige investeringer findes ikke. Denne bevægelse vil ramme flere af de sociale ordninger som tiden går, som de negative konsekvenser af interventionismen fattiggør samfundet, mistes også muligheden for at beskatte borgerne hårdt nok til at opretholde de gunstige og ønskede ordninger. Alle de offentlige udgifter kan ikke stige samtidigt, beskatningsgrænsen er nået, og overskredet. Fremover vil kun mirakler (eller effektfulde politiske reformer, som er det samme) løse statens finansieringsproblem på lang sigt. Standses kapitalforbruget ikke effektivt, ved at liberalisere store dele af økonomien, kan det ikke lade sig gøre at producere tilstrækkeligt med velstand til at servicere den store udgiftsbyrde der ligger i fremtiden.
Giver velfærdsstaten mere frihed og øget velfærd?
Lars Løkkes udsagn om at staten giver frihed til borgerne er i intern modstrid med sig selv. Det er ikke muligt at have en udvidet velfærdsstat og samtidigt give den enkelte frihed til at forfølge sine drømme og leve sit liv som man lyster. Det er ikke engang nødvendigt at være ekstremist for at påstå dette. Det følger ganske logisk at det ikke kan lade sig gøre at have en stor stat og samtidigt en lille stat. Lad mig forklare.
For at kritisere Lars Løkkes synspunkt må det først gøres klart, at staten intet overskud producerer og den har ingen penge selv. Staten er ikke en virksomhed der tjener penge ved at sælge til markedet og gennem denne indtægtskilde finansierer driften. Kunne staten gøre dette (og vi for en stund ser bort fra lovgivningsmagten), ville man blot kalde det et almindeligt aktieselskab, der i stedet for at have profitmotivet som det eneste pejlemærke også har en form for socialprofit som motiv for sit virke. Det forholder sig ikke således, for uanset velfærdsstatens smarte systemer og ordlyden af skattevæsenets breve til skatteyderne, så er velfærdsstatens virke kun muliggjort af de resurser det lykkes for politikerne og bureaukraterne at tage fra skatteyderne ved lovgivning der enten beskatter, belåner eller trykker penge, for at give en del af midlerne til velfærdsstatens klienter, til de politiske interessegrupper og bruge resten på sig selv. Jo større udgifter, jo større andel af samfundets resurser tages af staten og fordeles politisk.
For den enkelte der mister muligheden for selv at bruge hele sin indtægt, er det et tab af velfærd, i det omfang indtægten bliver beskattet væk eller eroderet af inflation på den ene side og muligheden for absolut kontrol med sin ejendom indskrænkes af regulering på den anden side. Muligheden for at søge sin største tilfredsstillelse i markedsøkonomien indskrænkes også af at markedskræfterne ikke får fri udfoldelse til at etablere de mest effektive virksomheder. De påståede markedsfejl er argumentet for at gribe ind i markedet og forhindre den frie udveksling. Det fører til ringere effektivitet og reduceret producent- såvel som forbrugervelfærd.
De der modtager penge som overførselsindkomst modtager naturligvis en større total indkomst (i kombination af penge og fritid) end de ville have valgt selv i den hæmmede markedsøkonomi, der er et resultat af årtiers politisk indblanding. Deres velfærd er på overfladen øget takket være indkomstoverførslen, tager man indkomstoverførslen fra dem og fastholder alle andre politikker er det klart at det ikke er gavnligt for dem. Deres valg viser at deres velfærd bliver maksimeret på offentlig overførsel. Det fører til at de uproduktive subsidieres og de produktive beskattes. Men har denne forcerede transaktion medført større velfærd totalt set? Tydeligvis ikke for skatteyderen, men hvad med personen på indkomstoverførsel? I dette tilfælde er teorien ude på glatis fordi det argumenteres at samfundets velfærd forøges ved at overføre indkomst fra en rig til en fattig. Den grundlæggende præmis er at velfærd per krone er meget forskellig fra den rige til den fattige. Ved at øge pengebeholdningen for en fattig skaber man en større velfærd pga. den aftagende marginalnytte af homogene goder. De første kroner på konto’en går til de vigtigste goder, og derfor påstås det at den rige allerede har dækket sine basale behov og de sidste kroner på kontoen, er, for den rige, mindre velfærd, end hvis selvsamme beløb indsættes på den fattiges konto og indgår til at dække de vigtigste behov.
Selvom det er muligt at forestille sig at dette kunne være tilfældet, så er der intet videnskabeligt over det. Det er blot et postulat, der hviler i den blå luft. Vi kan godt som subjektive personer forstå den aftagende marginalnytte af indkomst, for vi ved udmærket godt at overarbejde, for os selv, skal betale ret godt, før vi vil spendere flere timer på arbejde. I den forstand er der dele af teorien som forekommer korrekt. Vi ville selv ikke vælge at arbejde i uendeligheden, fordi de sidste penge køber os en tilfredsstillelse af behov, der ligger lavere end de allerede tilfredsstillede behov. På et tidspunkt finder vi, at marginalerne mellem arbejdstid og fritid gør, at vi foretrækker fritid. Det er dog når postulatet tages videre herfra at det bliver til nonsens.
Argumentet fungerer fint så længe vi holder os til samme person, og at vi kun rangerer valgmulighederne ordinalt (første, anden, tredje osv.). Det næste skridt er at den marginale nytte gøres kardinal, (at tælle nytteenheder og fastslå deres højde, fx ved decimaltal som 37,5) og dernæst at denne nytteværdiskala er sammenlignelig mellem mennesker. Der er intet menneskeligt i at gøre valgmuligheder op i kardinal nytteværdi, alle vore valg hviler på at vi foretrækker et valg og forkaster et andet. Vi kan ikke bestemme hvor mange nytteenheder vi knytter til hvert valg. Det postulerer eksperten, at han kan. Det er uvidenskabeligt, det kan ikke bevises at det forholder sig således. Det eneste økonomi har at gå ud fra er at frie mennesker givet det frie valg vælger således at det maksimerer deres velfærd. Tvinges en af deltagerne (i den klassiske forståelse af tvang) til at gennemføre en transaktion mister vi muligheden for at sige om det, i økonomisk forstand, øger velfærden, eller ej.
Murray N. Rothbard, Man, Economy, And State, s. 301-302
It follows that the law of the diminishing marginal utility of money applies only to the valuations of each individual person. There can be no comparision of such utility between persons. Thus, we cannot, as some writers have done, assert that an extra dollar is enjoyed less by a Rockefeller than by a poor man, If Rockerfeller were suddenly to become poor, each dollar would be worth more to him than it is now; similarly, if the poor man were to become rich, his value scales remaining the same, each dollar would be worth less than it is now. But this ia far cry from attempting to compare different individuals’ enjoyments or subjective valuations. It is certainly possible that a Rockefeller enjoys the services of each dollar more than a poor, but hightly ascetic, individual does.
Det er naturligvis et problem at arbejdsmarkedet ikke er liberalt, og derfor afholdes mange mennesker for at opnå den indtægt de ønsker. Problemerne bliver midlertid ikke mindre af at indføre en indkomstoverførsel for at hjælpe de som tager skade af den dårlige arbejdsmarkedspolitik. Det er bedst for alle at både arbejdsmarkedspolitikken (samt politik på alle andre markeder) bliver ophævet og samtidigt at indkomstoverførselspolitikken også bliver det.
Udover at skatteyderen mister velfærd pga. den tvungne indkomstoverførsel mister personen på offentlig indkomstoverførsel også velfærd pga. andre politikker der gjorde valget på offentlig indkomstoverførsel til dennes foretrukne. For at være på indkomstoverførsel skal man leve op til et sæt krav som politikerne har vedtaget i folketinget. Afhængig af hvilken indkomst man modtager af det offentlige er det nødvendigt at bevise at kravene er mødt. Man har dermed på overførselsindkomst ikke fået en ubegrænset frihed og bliver let underlagt kontrol af det offentlige. Den enkelte på indkomstoverførsel havde måske haft større velfærd om arbejdsmarkedet lod denne person vælge sin beskæftigelse i fri konkurrence med andre, og kunne vælge et arbejde med en markedsindkomst frem for offentlig indkomstoverførsel og medfølgende kontrol.
Først hvis alle borgere besidder deres økonomiske frihed, kan det videnskabeligt bevises, at deres handlinger medfører at den sociale velfærd maksimeres. Statslige programmer der hviler på beskatning og indkomstdistribution kan ikke vises at være velfærdsforøgende, end ikke for socialklienterne.
Den politiske proces
Der er i politik ikke tale om at det er de svage og nødlidende der får størst vægt. Det er en simpelt fejl at tro det. Ikke desto mindre bruges det som påskud, at staten hjælper de svage, og virker til at distrahere vælgerne fra, at politikerne også fører en politik der gavner de venner politikerne ønsker at have. Når politik bliver til lovgivning, så er der altid en overvægt af særinteresser bag vedtagne forslag. En politiker sælger så at sige sin tid og sin midlertidige magt i folketinget og i regeringen til de organisationer, som denne ønsker at handle med, for at fremme sin egen interesse.
Martin Ågerup, Velfærd i det 21. århundrede, s. 127
Når én gruppe betaler for en aktivitet, som en anden gruppe nyder gavn af, kan det være vanskeligt at få den afviklet, selv om den ikke leverer en værdi, der blot tilnærmelsesvis matcher omkostningerne. Det gælder især, når omkostningerne er spredt på mange, mens værdien tilfælder en lille gruppe – økonomer taler om “spredte omkostninger og koncentrerede fordele”.
For denne lille gruppe kan det betale sig at udøve voldsom lobbyisme for at fastholde sit privilegium, mens den store gruppe af skatteydere hver især ikke betaler nok for aktiviteten til, at det kan betale sig at bedrive lobbyisme for at undgå denne omkostning.
Martin Ågerup fortsætter,
s.129:
En lang række af velfærdsstatens institutioner arbejder for at sikre flest mulige skattekroner til lige præcis deres område. Ud over de offentligt ansattes fagforeninger gælder det for eksempel patientforeninger, udviklingsorganisationer, kulturinstitutioner som teatre, museer og spillesteder, gymnasier, erhvervsskoler, folkeskoler, svømmehaller, Ældresagen, miljøorganisationer, universiteter, sektorforskningsinstitutter, jobcentre, daginstitutioner, børnehaver, efterskoler, højskoler osv. osv. Selv erhvervsorganisationerne trækker ikke entydig i retning af lavere skatter. Der gives i Danmark subsidier til det private erhvervsliv for cirka 20 milliarder kroner, og meget af denne støtte lobbyer erhvervsorganisationerne for at bevare. Oveni kommer indirekte støtte via offentlig finansieret rådgivning til iværksættere, støtteordninger til iværksættere og små og mellemstore virksomheder osv.
Et typisk eksempel på denne proces kan ses i vores skattelovgivning, hvor diverse interesseorganisationer har forsøgt, mange med held, at få indført særlige fradrag i indkomstskatten for at undgå at betale det fulde skattebeløb alle andre skal betale. Fagforeningsfradrag, rentefradrag, kørselsfradrag, håndværkerfradrag – listen er meget længere end disse få velkendte fradrag.
Hvis fagforeningerne er så solidariske, hvorfor agiterer de så for et skattefradrag til deres medlemmer, så de kan betale fagforeningens kontingent? Burde de ikke i stedet argumentere for at særligt fagforeningsmedlemmer, som især er solidariske mennesker, skal betale det fulde beløb i skat, fordi det gavner de svage, syge, handikappede og ældre? Naturligvis ikke. Fagforeningerne ser også skatten som et onde der søges minimeret, de er også godt klar over deres egen interesse i situationen, og de ved at de kan få større fagforeningstilslutning ved at bruge deres politiske indflydelse til at skaffe skattefradrag ved at sælge deres loyalitet til særlige partier eller politikere, fx i form af partistøtte eller ledige ledelsesstillinger.
Politik er kampen om magten. Det er nødvendigt med alliancer for at sikre sin egen overlevelse, og en af de bedste alliancer en politiker kan have er interesseorganisationer der lobbyer for særlige privilegier til dem selv på bekostning af forbrugerne eller skatteyderne (hvis det er muligt, gerne begge på samme tid). Lobbyorganisationen vil også se til at bruge resurser på at få folkelig opbakning til deres projekt, ved at påstå at netop deres produkt eller service er specielt værdifuld og bør støttes af det offentlige. Det hjælper naturligvis også politikerne i deres valg af samarbejdspartner, hvis det lykkes for lobbyisterne at sikre en vis opbakning til deres projekt. Det er ikke ualmindeligt at politikere gør karriere i lobbyvirksomheder efter en periode i folketinget eller regeringen. Det kan selvfølgelig være af egen drift og dygtighed som leder eller andre kvalifikationer såsom netværk osv., men det kan nok ikke helt udelukkes at det også er muligt at der er tale om en vennetjeneste der betales tilbage.
Som støtteordningerne, subsidierne og den særlovgivning der beskytter erhvervsinteresserne deles ud, stiger omkostningerne for samfundet som helhed. Omkostninger der skal betales ved at tage penge fra skatteyderne. Der er derfor tale om at velfærdsstaten i sig selv er et frontalangreb på friheden for borgerne. Borgerne beskattes, reguleres og dirigeres omkring af statens lovgivning. Det kan dermed ikke lade sig gøre at påstå at velfærdsstaten giver frihed, givet dens dynamik. Velfærdsstaten tager borgernes frihed. Det er kun hvis man er heldig at være i en interessegruppe med stor politisk magt, at man kan sige at velfærdsstaten hjælper en. Friheden man selv opnår via den politiske proces kommer på bekostning af andres ligeværdige frihed ved at bruge statsapparatet til at tiltuske sig privilegier eller finansiering på bekostning af skatteyderne.
Ekspertvældet
Der er såmænd, i min optik, ikke noget galt med at sige at det er eksperterne der bidrager til at samfundet opnår den størst opnåelige velfærd. Vi er som forbrugere interesseret i at de produkter vi køber designes af dygtige teknikere og produceres af dygtige producenter. Som forbruger ønsker vi en arbejdsdeling der er effektiv, hvor specialisterne sørger for at dykke ned i de tekniske detaljer i det omfang det er økonomisk fordelagtigt. Eksperter i den forstand er afgørende for en succesfuld arbejdsdeling. Problemet med socialliberalismen er at man ønsker at indsætte eksperter der kan bruge statens magt til at regulere og bestemme over de økonomiske forhold mellem mennesker. Det er en helt forkert metode at gribe til, hvis man ønsker at opbygge et velfærdssamfund. Det er netop markedets force at det frasorterer de dårligste, fordi forbrugerne kan sige “njet” til produkterne. De tilbageværende er de som er eksperter i den forstand, at de har formået at bruge resurserne produktivt.
Den socialliberale er her blottet for principper og realitetssans. De har smidt den basale økonomiske lære overbord: Værdi er subjektivt. Ingen ekspert kan afgøre hvad du nu vægter højest, ingen ekspert sidder med din nuværende viden, kender dine nuværende behov, kender dine nuværende ønsker og ingen ekspert kan planlægge hvad du mener om det hele i morgen.
Selv hvis vi for argumentets skyld accepterede, at det var muligt at skabe et meningsfyldt og handlingsorienteret feedback, så er det ikke meningen at eksperterne skal udskiftes. Eksperterne i den socialliberale regering er embedsmændene, og de bliver siddende som regeringerne skifter. Den eneste læring disse eksperter modtager er de akademiske diskussioner de inddrages i. Så længe det ikke er frivilligt at underkaste sig eksperterne, som fx eksperterne der forsøger at lave et nyt produkt, så bliver eksperterne despotiske. Eksperternes dom rammer hele sektoren af samfundet de hersker over, de tillader ingen eksperimenter der går imod deres teorier, fordi de har lovgivningens magt bag sig. Hele ekspertvældeteorien falder til jorden, så snart man gennemskuer at eksperternes agenda er baseret på deres egne tilfældige værdidomme og deres egne opfattelser af markedsøkonomien.
Eksperterne, der påstår at være med til at øge velfærden i samfundet, begiver sig derfor ud på en uvidenskabelig rejse i absurditeter, hvor de fastholder at de kan maksimere velfærden i modsætning til frie individer der forfølger deres egne mål i fredeligt samarbejde med andre. Det frivillige valg er fundamentet bag individernes sociale velfærdsmaksimeringen, tages det frie valg bort, famler al teori om velfærd i blinde, præcis som eksperterne der udformede Gosplan i Sovjetunionen.
Trods de gode hensigter ender de små sociale ydelser med at blive store og universelle, og skatterne, ikke mindst pga. beskæftigelsespolitikken, med at blive høje og altopslugende. Velfærden i samfundet undertrykkes af eksperternes værdidomme og “videnskabelige” metoder, der bruges til at tillade eller forbyde visse produkter og transaktioner mellem fredelige individer. Socialliberalismen er et sammensurium af intellektuelle fejl, som desværre ikke har affødt en tilstrækkelig stor folkelig modstand til at fratage dem kontrollen med velfærdsstaten.
Socialliberalismen er efter min mening vejen til den totale socialisme. Hvis statens udvikling og overtagelse af magten fra samfundets frivillige sfære ikke holdes i skak af vælgerne i demokratiet, får eksperterne lov til at pille mere og mere ved borgernes liv og økonomiske forhold, indtil eksperterne styrer hele økonomien, i den maksimale sociale velfærds tegn.
Ludwig von Mises, Economic Freedom and Interventionism, s. 175, Liberty Fund
In fact, the Welfare State is merely a method for transforming the market economy step-by-step into socialism. The original plan of socialist action, as developed by Karl Marx in 1848 in the Communist Manifesto, aimed at a gradual realization of socialism by a series of governemental measures. The ten most powerful of such measures were enumerated in the Manifesto. They are well known to everybody because they are the very measures that form the essence of the activities of the Welfare State, of Bismarck’s and the Kaiser Wilhelm’s German Sozialpolitik as well as of the American New Deal and the British Fabian Socialism.