I et tidligere blogindlæg skrev jeg om byrettens dom over Peter Madsen. I indlægget lagde jeg vægt på, at retten ikke havde formået at overholde basale principper i den liberale forståelse af ejendomsretten. Ikke nok med at erstatningerne for drabet på Kim Wall var lave, der var slet ingenting til forældrene.
Jeg havde set frem til landsrettens afgørelse, fordi jeg gik ud fra, at landsretten besad lidt mere fornuft, givet at de sager der når landsretten, er sager hvor parterne i sagen er uenige i byrettens afgørelser. Domsresumé kan findes her.
I spørgsmålet om strafudmåling til Peter Madsen når landsretten frem til livsvarigt fængsel, ganske som byretten gjorde det. I mit tidligere indlæg fremsatte jeg idéen om, at fængselsstraf er mystisk, når det drejer sig om overtrædelse af ejendomsretten. Det primære må være at forsøge at erstatte overgrebet på ejendomsretten. Jeg skrev også, at når det drejer sig om drab, er det indtil videre ikke teknisk muligt at restorere skadeslidte i sagen. Derfor er emnet lidt speget – det er nemmere at returnere et stjålent TV til sin ejermand, end det er at genoplive Kim Wall. I tilfælde af uoprettelig skade, må man bruge andre metoder til at yde erstatning.
Fængselsstraffen i sig selv lider stadig under samme problemer som før. Det strider mod ejendomsretten at fængsle Peter Madsen, bl.a. fordi fængslet betales af skatteydernes midler. Jo flere der sidder fængslet, jo flere penge opkræver skattevæsenet hos de produktive personer i samfundet. Skatter er en overtrædelse af ejendomsretten, ganske enkelt. Det er derfor ikke nogen trøst for de som udsættes for kriminalitet, at de skal betale deres gerningsmands ophold på et meget dyrt hotel.
Der er til al held også positive elementer i landsrettens afgørelse i forhold til byrettens. Endda elementer, som gjorde mig glad, fordi det brød med byrettens afgørelse om, at forældrene ikke skulle tilkendes erstatning. Landsretten er kommet frem til følgende:
Livstid i fængsel til Peter Madsen
328.746,14kr til forældrene
150.000kr til samleveren
Det nævnes ikke hvorvidt søfartsstyrelsen skal have penge for Peter Madsens overtrædelse af lanternelovgivningen, dette blev nævnt i byrettens afgørelse og domsresumé. Landsrettens resumé omtaler det ikke, men da gribbene vil have 175kr for en komplet domsudskrift, så har jeg sparet pengene og kan ikke give yderligere information herom.
Den positive udvikling er at der nu tilfalder en erstatning til forældrene, omend den er beskeden, Kim Wall kunne formentlig have tjent denne sum penge på omtrent 6-9mdr arbejde. Det er, på trods af beløbets beskedne størrelse, trods alt en opløftende afgørelse at overvære, såfremt man, ligesom jeg, tager ejendomsretten meget seriøst. I dag er der ikke i ret høj grad lagt op til erstatning, men i stedet benyttes fængselsstraffen, der både straffer offer og gerningsmand.
Erstatning, straf og ejendomsret i retsvæsenet i et frit samfund
I et samfund der tager ejendomsretten seriøst kan de efterladte, der repræsenterer den skadeslidte, modtage en erstatning der står mål med det tabte, såfremt de ønsker det. Et system der baserede sig på privat ret til forsvar og genoprettelse af ejendomsretten, ville naturligvis være indrettet til at maksimere erstatningsgraden for skadeslidte, samt at lade skadevolder afholde udgifterne i forbindelse med opklaring og afgivelse af dom i sagen.
Det er ikke sikkert, at der ville være behov for fængsler i dette system, i alt fald ikke sådan som vi kender dem i dag. Fængsler finansieres i dag over skatter, som alle produktive personer betaler. Den slags kunne ikke tillades, da det er en overtrædelse af ejendomsretten, som i udgangspunktet var retsvæsenets fornemste rolle at beskytte. Det er paradoksalt at kernen i det bestående retsvæsen, hvis eneste legitime rolle er at beskytte ejendomsretten, er et system, der delvist lever af plyndring af skatteyderne under trusler om vold. Dette paradoks kunne løses ved at lade retsvæsenet fungere på et frit marked, med fri adgang til konkurrenter og kun med frivilligt betalende kunder. Et godt retsvæsen, der seriøst respekterer ejendomsretten, vil også håndtere indespærring af en farlig kriminel på en anden måde. Der er sikkert flere løsningsmåder, men jeg tror, at de vil være variationer af følgende to muligheder:
- Frivillige donationer til at finansiere drift af fængsler med passiv indespærring eller minimal produktivt arbejde for fanger
- Selvejede institutioner, der kan opbevare dømte kriminelle og sætte dem i produktivt arbejde for at betale for opholdet samt erstatningsbidrag til skadeslidte
I et frit samfund ville det være muligt at begge institutioner kunne drives. Der kan være nogle kriminelle, som ikke er produktive nok til at betale deres eget ophold i fængsel, og på den anden side, kan der være visse omstændigheder, der gør, at den kriminelle sættes i et fængsel hvor der ikke er mulighed for at producere noget. Det kan være fordi man vurderer at farligheden af fangen er så stor, at give mulighed for produktive sysler ville være medføre en for stor en risiko for flugt, til skade for samfundet omkring.
Udover disse fængselstyper kunne man også forestille sig, at fængsler som vi kender dem, ville få fanger, der var ekskluderet fra andre steder at være. Selv en dømt forbryder, afhængig af forbrydelsen, har rester af sin oprindelige ejendomsret. Der kan være tilfælde, hvor den kriminelle ikke må indespærres ufrivilligt, fordi forbrydelsens art er således, at en indespærring ville være at yde større skade på den kriminelles ejendomsret til sig selv og sin krop, end den kriminelle har skadet sit offer. Her kan man da i stedet komme i en situation, hvor de omkringliggende samfund ikke vil acceptere den kriminelle i samfundet i en række år. Den kriminelle må derfor søge steder hvor han må være, og et af sådanne steder kunne være en facilitet, hvor den kriminelle kunne arbejde til livets ophold, men da de omkringliggende lodsejere ikke tillod ham på deres jorder, måtte den kriminelle blive i faciliteten eller søge overflyttelse til steder, der tillader, at han tager ophold. I stedet for at blive tvunget i fængsel, ville den kriminelle være nødsaget til at finde et opholdssted af egen fri vilje, da andre ikke vil handle bopæl eller aftage hans arbejdskraft. Her kan særlige faciliteter komme i betragtning, hvor den kriminelle frivilligt lader sig indlogere i en årrække.
En person som Peter Madsen kunne muligvis betale den erstatning han ville blive afkrævet i et frit samfund. Peter Madsen er et produktivt individ, der formentlig kunne udføre sit arbejde uden at øge risikoen for flugt. På den vis ville det være muligt at lade Peter Madsen producere værdi til samfundet, samtidigt med at han betaler en erstatning til sit offers repræsentanter. I dag vil Peter Madsen formentlig have lov at foretage sig nogle produktive sysler i fængslet, men det er ikke i kortene, at han skal aflevere en del af sin indkomst herfra til sit offers repræsentanter. Tilsyneladende kan han nøjes med at betale omtrent 450.000kr, en sum som er langt mindre, end hvad mit forsikringsselskab skulle punge op med, hvis jeg stillede træskoene.
Til gengæld er det sikkert, at Peter Madsen skal betale indkomstskat til staten for sine produktive sysler. Staten kommer før den skadeslidte, sådan er det, og vil altid være det i et samfund, hvor man tillader en organisation at have monopol på voldsudøvelse og domsafsigelse.