Dette indlæg er blevet noget mere omfangsrigt end de to foregående, og er derfor delt op i tre dele der udgives løbende.
I min tredje kategori af liberalismen finder vi den formentlig mest kontroversielle og mindst kendte af de tre.
Denne form for samfundsteori har mange forskellige navne. Murray Rothbard kaldte den “anarcho-capitalism”, Hans-Herman Hoppe kalder den “private law society” og jeg kunne finde på at fordanske den til liberal anarkisme (ikke at jeg på nogen måde tør sammenligne mig med de to tidligere nævnte intellektuelle giganter indenfor anarkismen).
Det er i sig selv kontroversielt at kalde dette samfundssyn for liberal anarkisme, og der er nogle der mener at den ikke tilhører liberalismen, da liberalismen bl.a. fastholder staten som en essentiel samfundsinstitution der skal tage sig af beskyttelse af ejendomsretten og opretholdelsen af lov og orden.
Ludwig von Mises, Liberalism, s. 17:
Liberalism is not anarchism, nor has it anything whatsoever to do with anarchism. The liberal understands quite clearly that without resort to compulsion, the existence of society would be endangered and that behind the rules of conduct whose observance is necessary to assure peaceful human cooperation must stand the threat of force if the whole edifice of society is not to be continually at the mercy of any one of its members. One must be a in a position to compel the person who will not respect the lives, health, personal freedom, or private property of others to acquiesce in the rules of life in society. This is the function that the liberal doctrine assigns to the state: the protection of property, liberty, and peace.
For den klassiske liberalist er demokratiet en nødvendig institution, demokrati ses som en fredelig metode til at vælge en ny regering, og valgene medfører løbende justering af staten til at følge med tiden. I stedet for at kaste samfundet ud i borgerkrig for at vælte en upopulær regering, vil den klassiske liberalist fastholde at demokratiet, på trods af alle dens fejl og mangler, trods alt er en fredelig mekanisme til at erstatte en upopulær regering med en populær. For nogle klassiske liberale var politisk demokrati den samme fredelige vej til samfundsjustering indenfor politik, som markedsøkonomien var en fredelig metode til at vælge produktionskonfiguration til de økonomiske goder. Ludwig von Mises, en klassisk liberal, fastslog at demokrati og markedsøkonomi hænger sammen.
Ludwig von Mises, Economic Freedom and Interventionism, s. 44 Liberty Fund edition.
The individual is free and supreme as long as he does not restrict the freedom of his fellow citizens in pursuance of his own ends. In the market he is sovereign in his capacity as a consumer. In the governmental sphere he is a voter and in this capacity a part of the sovereign lawgiver. Political democracy and democracy of the market are congeneric.
Det siger sig selv at den liberale anarkist ikke anser demokratiet for nogen legitim styreform. Blot fordi flertallet har stemt om en politik giver det dem ingen ret til at begå overgreb på andre, ej heller ved at stemme på nogen, der i næste ombæring stemmer på at tage fra en gruppe i samfundet og give til en anden. Den liberale anarkist anser det, naturligvis, for nødvendigt at der er regler og strukturer i samfundet som bibringer fredelige forhold, men fastholder at disse regler skal komme ud af en frivillig proces, hvor sædvane og almindelige moralske principper fastlægger reglerne og sikrer deres opretholdelse. Ingen selvstændig institution bør have monopol på at fastlægge lovene, opfinde nye love, og ændre eksisterende love som tiden går. For den liberale anarkist er det ikke andet end et statsligt program, når man ønsker at bruge staten til at beskytte ejendomsretten. Beskyttelsen af ejendomsretten er et økonomisk gode, såvel som alle andre goder.
Det kan virke paradoksalt at jeg, på trods af ovennævnte citat fra Ludwig von Mises, stadig vælger at kategorisere denne form for anarkisme som liberal anarkisme. Er jeg ikke blot ved at begå samme fejl som de socialliberale, der kaldte sig liberale, men som stred imod samtlige af de klassiske liberales økonomiske principper?
Årsagen til at jeg definerer det som liberal anarkisme er de fælles værdier såsom lighed for loven, beskyttelse af ejendomsretten og, naturligvis, en stædig kritik af centraliseret magt. Om det vil lykkes mig at fremføre systemet fornuftigt lader jeg være op til læseren selv at vurdere.
Murray Rothbards teoretiske arbejde står ikke som et pionerarbejde i alle henseender, det bygger på tidligere tænkere som Gustave de Molinari, John Locke, Ludwig von Mises, Lysander Spooner, H.L. Mencken og mange andre liberale der kom før ham. I det følgende indlæg vil jeg forsøge at give bud på hvordan Ludwig von Mises’ ovennævnte kritik af anarkisme kan imødekommes – hvordan samfundsloven, der udvikler sig i det liberale anarkistiske samfund, tillader at bruge vold til beskyttelse af ejendomsretten (selvforsvar, enten personligt eller, via arbejdsdelingen, en agent der udfører forsvaret i dit sted), hvordan lovene kan udvikle sig og hvordan det kan lade sig gøre at undvære staten.
Følgende opslag fra en ældre ordbog kan dirigere læserens tanker på sporet:
Fra Meyers Fremmedordbog:
Anarchi, anarki, gr., et, Mangel paa Regering (arche) […] et Samfund, hvor intet Menneske har Ret til at herske over et andet;
Liberal anarkisme
Alle de klassiske liberales kritikpunkter af statens indblanding i markedsøkonomien deles af den liberale anarkist. Det er indlysende at det frie marked producerer bedre produkter, af højere kvalitet, og i større kvantitet, end de offentligt drevne produktionsfaciliteter. Markedskræfternes disciplinerende effekt på effektivitet og kvalitet, samt sikring af at de knappe resurser går til de mest værdiproduktive menneskelige mål, viser at markedskræfterne kan bruges til at dirigere samfundets knappe resurser på en både moralsk og effektiv facon. Brugen af markedskræfterne sikrer den størst mulige produktion, den højeste levestandard, selv for et stigende antal mennesker, og sikrer dermed at de produktive kræfter, både menneskelige og naturgivne, bruges på en måde der gør samfundet i stand til at tage sig i større og større grad af de menneskelige behov.
Karl Marx kaldte kapitalismen for “produktionens anarki”, hvor der hersker planløshed, hvor spontane sociale relationer fører til produktion og hvor der tilsyneladende ikke er styr på noget som helst. Hvor folk selv bestemmer hvem de vil arbejde for, hvad de vil producere, og hvad de ønsker at forbruge. I det klassiske liberale samfund bestemmer man disse ting fuldstændigt selv. Der er ingen fastlagt teknologisk central plan for produktionen af sko, biler, fødevarer, mobiltelefoner og mange andre økonomiske goder. Hvordan kan det være, at markedet på trods af denne komplette mangel på central kontrol fungerer så godt som den gør?
Den liberale anarkist mener, at det er de selvsamme kræfter, der skaber decentrale økonomisk-teknologiske planer for produktion af de økonomiske goder i markedsøkonomien, der skal betragtes med nye øjne som bevæggrund for et helt frit samfund. Hvis mennesker selv kan finde sammen for at producere sko, lave kontrakter med hinanden om betaling for arbejde, investering osv., hvorfor kan selvsamme mennesker da ikke gå sammen i frivillige fællesskaber og skabe et samfund, der beskytter ejendomsretten ved frivillige midler, såsom at acceptere at i et et givet område er reglerne fastlagt af ejerne af området, i stedet for af staten?
Hvis frie individer kan indgå fælles ejerskab, fx i et aktieselskab, hvor individerne sammenlægger deres ejendom for at skabe en fælles enhed for at udnytte stordriftsfordelene ved masseproduktion, hvorfor kan selvsamme individer da ikke gå sammen og fastlægge fælles regler for et område hvor flere individers ejendomme vælger at underlægge sig et fælles regelsæt? Den decentraliserede beslutningsproces medfører også at størrelsen på områderne der deler regelsæt, vil være afgjort af den spontane proces af menneskets frie valg til at associere eller dissociere fra området. I dag kan du ikke skifte regelsæt uden samtidigt at flytte helt ud af landet, fordi staten i Danmark monopoliserer regelsættet der bruges i hele landet. I det liberale anarki vil størrelsen af områderne der tilhører et enkelt regelsæt ikke bestemmes centralt af politikere og magthaverne (kommuner, regioner etc.), men i stedet udvikle sig som en samfundsproces, hvor det er frivilligt at følge samme regelsæt eller ej. Det giver mennesket i samfundet mulighed for at vælge i en reel forstand, det bliver ikke nødvendigt at udskifte kultur og sprog for at skifte regelsæt. I stedet for at flytte fra Danmark til fx Tyskland, fordi man er utilfreds med topskatten eller børnepasningen, kan man i det liberale anarki nemmere udskifte de problematiske regler ved at melde sig ud af en mindre forening eller ved at flytte til et nærliggende område med et andet regelsæt.
Den lettere valgmulighed for mennesket gør også et regelsættene skal tilpasse sig hurtigere og nærmere stemme overens med indbyggernes ønsker.
De liberale anarkister tæller bl.a. Hans-Hermann Hoppe, Murray Rothbard, Jesus Huerta De Soto, Guido Hülsmann, Robert P. Murphy, Gerard Casey, Thomas Woods, Stefan Molyneux og Lew Rockwell.
Anarki, betyder det ikke kaos og menneskelig tragedie?
Den liberale anarkisme er konceptuelt meget svær at forstå (det var den i alle tilfælde for undertegnede – andre kan formentlig have nemmere ved at forstå systemet, men for min egen skyld går vi roligt frem), så for at introducere det politiske system gradvist kan det være gavnligt at starte fra en situation der er velkendt og acceptabel for flere: Minarkismen, den minimale stat, der kun tager sig af beskyttelse af ejendomsretten.
Hvis vi starter udgangspunktet i den minarkistiske situation, at staten varetager produktion af beskyttelse af ejendomsretten som dens eneste opgave, hvorfor kan man da ikke herfra argumentere, at det offentlige retsvæsen er langsomt og ineffektivt, ligesom postvæsenet er det i den nuværende velfærdsstat? I det minarkistiske udgangspunkt er der stadig visse økonomiske goder der monopoliseres af staten – kan det ikke gøres bedre end at lade det offentlige drive monopolvirksomhed på så vigtige samfundsopgaver?
Gustave de Molinari, The production of Security, s 58.
If, on the contrary, the consumer is not free to buy security wherever he pleases, you forthwith see open up a large profession dedicated to arbitrariness and bad management. Justice becomes slow and costly, the police vexatious, individual liberty is no longer respected, the price of security is abusively inflated and inequitably apportioned, according to the power and influence of this or that class of consumers.
Det offentlige retsvæsen er plaget af lange ventelister og bureaukratiske arbejdsprocesser. Ydermere beskæftiger det sig udover legitime sager også med sager der ikke involverer overtrædelse af ejendomsretten. Det offentlige retsvæsen bruger tid på offerløse forbrydelser, eller postulerede forbrydelser af en borger mod “samfundet”. Ydermere finansieres monopolproduktionen ved anvendelse af tvang, og i denne situation, i en hvilken som helst anden del af markedsøkonomien (biler, fødevarer, mobiltelefoner, computere etc.), er det let for minarkisten at forstå, at det er meget usandsynligt at produktionen forløber til kundernes tilfredsstillelse. Hvorfor kan de offentlige domstole ikke privatiseres så konkurrerende dommere kappes om buddet? Behøver dommerne at være offentligt ansatte? Den større konkurrence kan øge produktiviteten og kvaliteten af domsafsigelser og reducere kødannelsen i retsvæsenet.
Hvis det frie marked er mere produktivt end et offentligt bureaukrati, så bør den klassiske liberale også, ligesom logikken af privatisering af synshallerne tilsiger det, kunne forstå, at samme dynamik kan benyttes til at privatisere domstolene. Loven, de følger, er jo stadig den samme som før, fastlagt af politikerne med håndsoprækning i folketinget. Hvorfor skulle det ikke være muligt at privatisere domstolene, hvis det er muligt at privatisere synshallerne? Synshallerne tilses stadig af offentlige kontrollanter, og reglerne for et bilsyn er stadig lagt i hænderne på transportministeriet. De private domstole kunne på samme vis tilses af justitsministeriet.
I det private eksisterer også virksomheder der tager sig af beskyttelse af privat ejendom. Der findes adskillige private vagtfirmaer som bruges til beskyttelse af virksomheders ejendom, særligt i industriområder som havne, store varelagre og lignende. Hvorfor kunne disse virksomheder ikke også konkurrere med det offentligt styrede politi? Hvis det kan frigive resurser og øge produktionen af beskyttelse af ejendomsretten, hvorfor kan det så ikke lade sig gøre at bruge private virksomheder i konkurrence med hinanden til at hjælpe samfundet? Kan man privatisere ældreplejen, så kan man vel også privatisere at køre patruljevogn og uddele fartbøder? Nu vi alligevel er i gang, så kan man også gabe over langt større opgaver, hvor det gælder om at finde stjålne genstande og give dem tilbage til sin retmæssige ejer? Private detektiver bruges allerede i forsikringsbranchen, og hvis det gælder at konkurrence udsætte offentlige opgaver for at sikre den mest hensigtsmæssige produktion, hvorfor så ikke også lade private detektiver finde tyvekoster og få dem returneret til deres retmæssige ejermand?
Hvis argumentet mod privatisering af disse funktioner er at det absolut skal være det offentlige, der producerer dem, så kan vi jo spørge, hvorfor dette ikke også gælder postvæsenet? Sundhedsvæsenet? Skolevæsenet? Fødevarer? Huse? Sko? Biler? Telefoner? Adskillelsen af produktion af økonomiske goder mellem “statslige” og “private” er arbitrær og selvvalgt uden hæftelse i nogen fundamental logik der siger, at postvæsenet skal være offentligt. Ligesom produktionen af biler og mobiltelefoner varetages elendigt i det offentlige, så kan enhver med al tydelighed se, at offentlig postomdeling er en farce. Hvis postvæsenet ikke skal være offentligt, hvorfor skal politiet så være det? Er der ingen fordel i at udsætte politiopgaver for konkurrence?
Det er da klart at samfundet er bedst tjent med et effektivt retsvæsen og politi. Gælder det ikke også for beskyttelsen af ejendomsretten, den fundamentalt afgørende samfundsinstitution, at den skal være så effektiv som muligt? Hvorfor pludseligt klappe sammen, blive nærig, og nægte samfundet adgang til høj kvalitet og lav pris på præcis disse vigtige områder, ved at monopolisere og tvangsfinansiere beskyttelsesbureaukratiet?
Hvis denne hurdle kan overkommes, ligesom alle de tidligere hurdles af privatisering af produktion af økonomiske goder, er der måske håb forude. Med andre ord: Hvis det er lykkes for dig at gå fra at være almindelig socialdemokrat (fx hvis du tidligere var tilhænger af et af de 9 socialdemokratiske partier, som jeg selv var), til at blive minarkist, så kan det være at den sidste hurdle er langt mere konceptuelt vanskelig at overkomme. Nemlig den der ligger mellem den minimale stat der kun definerer loven og overlader politi og retsvæsen til det private, til den totale anarkisme: Privatisering af loven.
Hans-Hermann Hoppe, The future of Liberalism: A plea for a new radicalism, s. 140:
If liberalism is to have any future, it must repair its fundamental error. Liberals will have to recognize that no government can be contractually justified, that every government is destructive of what they want to preserve, and that protection and the production of security can only be rightfully and effectively undertaken by a system of competitive security suppliers. That is, liberalism will have to be transformed into the theory of private property anarchism (or a private law society), as first outlined nearly 150 years ago by Gustave de Molinari and in our own time fully elaborated by Murray Rothbard.