Nej Skat, du må ikke komme ind.5 minutters læsning

Den liberale skatteminister Karsten Lauritzen har fået øje på et problem for staten. I dag er de politisk fastsatte regler, det vi i daglig tale kalder loven, udformet på en sådan måde, at offentlige organisationer ikke frit må færdes i private hjem. Eller sagt på en anden måde, hvis politiet eller SKAT gerne vil ind i dit hjem, må du gerne sige nej og bede dem om at få en dommerkendelse før de må gå ind hos dig. På denne måde kan man forsinke den offentlige organisation, der, som en temperamentsfuld amerikansk ægtemand der ønsker at købe et våben for at skyde fruen i affekt øjeblikkeligt, har et stort behov for at tænke sig om før de går langt over grænsen.

Samtidig med at disse regler kan forsinke statsmagtens indtrængen i dit private hjem, så er der mange private virksomheder der drives fra de private hjem. Små virksomheder fører ofte bogholderiet fra hjemmet fordi det er økonomisk optimalt for dem af mange årsager.

Det har naturligvis ført til et såkaldt problem, nemlig at den private virksomheds regnskab kan gemme sig bag privatlivets fred og kræve en dommerkendelse før SKAT eller politiet kan komme inden døre for at undersøge, og i sidste ende konfiskere, private ejendom, herunder den lille virksomheds bogholderi.

De liberale tanker der førte til denne pseudobeskyttelse af private mod statsmagten er meget bedre end alternativet, men går efter min mening ikke langt nok. Hvorfor skal en offentligt betalt embedsmand være gummi-stopklods for at sikre de ganske få rettigheder borgerne er sikret via grundloven? Hvis der var nogen god grund til at påpege at habilitet er et vigtigt element for et retssamfund, så er det da absolut også her ganske påfaldende at dommerens løn betales med midler som skattevæsenet indkræver hos den godmodige befolkning. Ægte objektivitet findes ikke, det medgiver jeg gerne, men det er alligevel strengt at organisationen der besidder monopolet på lovgivningen og skatteopkrævning også sidder på den daglige udførsel af beskyttelse af ejendomsrettens ukrænkelighed.

Er det virkelig sandsynligt at en dommer vil nægte at udlevere en dommerkendelse, hvis SKAT vil snuse rundt i regnskabet hos en virksomhed? Vil alle tilgængelige dommere nægte? Tvivlsomt. Hvad er den reelle funktion? Udover at systemet på denne vis har et skalkeskjul for at få statsmagten til overfladisk at virke objektiv og reel, hvilken overtrædelse af hjemmets ukrænkelighed forhindrer denne ordning da? Enhver offentlig bureaukrat med lidt erfaring ved naturligvis at det er nødvendigt med dommerkendelsen, og denne udleveres lettest hvis man samtidigt kender dommeren man skal gå til for at få den.

Hvad er problemet med at SKAT kan få adgang til private virksomheders bogholderi i deres private hjem? Hvis du ikke overtræder politikernes regelsæt, så har du jo ikke noget at skjule, siges det ofte. Det drejer sig i høj grad om at ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen der ikke har fået tilladelse til at træde ind i dit hjem må træde ind, uanset hvem det er. I dit hjem, din ejendom, der er du i fred og kan ikke chikaneres eller forfølges. Dit hjem er din centrale base, det er hvor du har fred og kan slappe af. I hjemmet råder du selv og din eventuelle partner over reglerne der gælder. Her gælder politikernes regelsæt ikke, hvis man vil følge den liberale grundtanke om ejendomsretten (se disclaimer nedenfor).

Det praktiske aspekt er dog også, at det til tider kan være ganske svært at overholde alle de regler som de hyperaktive politikere vælter ned over samfundet i en strøm af bekendtgørelser, love og retningslinjer. På trods af bedste bestræbelse for at overholde alle reglerne kan det ikke undgås at man fra tid til anden overtræder nogle af reglerne, særligt som forretningsdrivende. Disse bagateller bør ikke angå nogen, og der er, så længe det foregår i hjemmet, ingen årsag til at andre skal have kendskab til forholdene. Hvis SKAT først får adgang til dit hjem, så er det op til den bureaukrat der træder ind i hjemmet om det skal foregå høfligt, venligt og ydmygt eller om det skal foregå som en kontrollerende aktion mod alle potentielle elementer i hjemmet der kunne tænkes at overskride visse obskure regler og cirkulærer.

Det næste problem melder sig dog også hurtigt: I tvivlstilfælde benytter SKAT sig af deres fuldstændigt illegitime ret til at kræve omvendt bevisbyrde. Det betyder kort sagt at du er skyldig, medmindre du kan bevise det modsatte. Denne type af lovgivning er gift for et fredeligt samfund, og det er da næppe muligt at forestille sig at denne magt ikke fører til tendenser for magtmisbrug eksempelvis ved at “skyde med hagl i tågen” for at se om man kan ramme et eller andet. SKAT opererer naturligvis også med måltal, og en bureaukrat der skal leve op til sine forpligtelser overfor ledelsen vil naturligvis benytte sig af flere af denne slags metoder end ellers for at sikre chefens tilfredsstillelse med arbejdet.

Alle disse problemer kunne naturligvis undgås, hvis man lod samfundet indrette sig i den liberale ånd, hvor det er frivilligheden og samfundets organiske udvikling og markedsøkonomiens udvekslinger der blev anvendt i alle tænkelige sammenhænge. Da behøvede man intet skattevæsen, for der var ikke nogen organisation der legitimt kunne indkræve penge ved brug af vold eller trusler herom til at opretholde sig selv. Alt skulle her foregå på frivillig basis, her var ejendomsretten suveræn og ukrænkelig (med få undtagelser, se disclaimer nedenfor).

Dette er naturligvis meget langt fra den socialdemokratiske debat, hvor man kun tænker på at statsmagten skal have lov at udøve sin monopolistiske magt. Selv tænketanken Justitia udtaler i forbindelse med dette forrykte forslag følgende:

– Selvfølgelig har vi som samfund en interesse i, at Skat kan kontrollere. Problemet her er, at Skat får en meget vid adgang til at gå ind i private hjem, siger Mette Juul.

Nej Mette Juul, samfundet har ikke interesse i at SKAT kan kontrollere noget som helst. Det er i statens interesse, og de personer der særligt drager fordel af statens eksistens, at SKAT kan kontrollere regler og opkræve penge fra borgerne. Skattevæsenets aktiviteter skulle i stedet afskaffes fuldstændigt, hvis man har samfundets interesse for øje. Ejendomsretten er ukrænkelig med meget god grund, uanset hvor meget man end ønsker at være moderat, så tager man i mine øjne fejl, når man giver køb på så væsentligt et samfundselement som ejendomsretten.

 

Disclaimer: I dette indlæg går jeg implicit ud fra at den private person ikke er mistænkt for alvorlige forbrydelser. Det er med andre ord ikke nok at skattevæsenet vil se om tingene der er givet fradrag for befinder sig på adressen. Denne kontrol kan ske ved almindelig fremvisning af genstandene udenfor hjemmet efter aftale. Hvis en privat har begået forbrydelse mod anden privats ejendom eller person, kan det være nødvendigt at trænge ind i det private hjem. Forbryderen har med sin egen gerning overtrådt ejendomsretten hos modparten, og har derfor, ifølge proportionalitetsprincippet, opgivet sin egen ejendomsret i proportion med forbrydelsen. Har man stjålet en snickers fra den lokale brugs, bør man nok ikke overtræde hjemmets ukrænkelighed, men hvis man har udøvet grov vold mod anden person, kan det være retfærdigt at trænge ind og hente forbryderen i sit hjem.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

− 2 = 3

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.