Partierne – Enhedslisten28 minutters læsning

Enhedslisten kaldes i spøg for “mausoleet for de hedengange kommunistpartier”.

Enhedslisten er Socialdemokratiets “røde samvittighed”, da de er fanebærer for den ægte socialisme. Deres manglende demokratiske succes minder samtidigt Socialdemokratiet om, at vejen til magten ikke går gennem forslag om fratagelse af den private ejendomsret, men i stedet igennem en kompromissøgende politik, hvor man forsøger at bestikke så mange vælgere med “velfærd” som muligt for at opnå demokratisk magt. Enhedslisten har ikke været i regering, men har dannet støtteparti for Socialdemokratiets regeringer i 1998 (2,7% af stemmerne) og 2011 (6,7% af stemmerne).

Lynhistorie

Enhedslisten blev dannet i 1989 som et valgteknisk samarbejde mellem Danmarks Kommunistiske Parti, Venstresocialisterne og andre venstreorienterede partier, der oplevede et problem ved valget i 1988, da ingen af dem nåede over spærregrænsen. I et forsøg på at redde det tilsyneladende spildte arbejde kom et samarbejde derfor i stand, for at få mere magt. Problemet genopstod ved valget i 1990, hvor de venstreorienterede partier, der endnu ikke havde sluttet sig til Enhedslisten, og Enhedslisten tilsammen havde 4,4pct af stemmerne, men igen nåede ingen af dem over spærregrænsen. I 1992 tilsluttede Danmarks Kommunistiske Parti sig Enhedslisten. Ved Folketingsvalget i 1994 kom Enhedslisten for første gang i Folketinget med 6 mandater, da de fik 3,1% af stemmerne.

Det er egentlig meget flot klaret, når man tænker på, at Sovjetunionen var kollapset fuldstændigt i 1989, sølle 5 år tidligere. De mange partier, der tilsammen indgik i Enhedslisten, havde i flere tilfælde samarbejdet med Sovjetunionen og modtog støtte herfra.

Ved sidste Folketingsvalg(2015) fik partiet 7,8% af stemmerne.

I Enhedslistens principprogram er der 5 punkter, som genkendt ved deres overskrifter. Disse overskrifter hedder:

  • Frihed i fællesskab
  • Kapitalisme står i vejen for frihed, tryghed og demokrati
  • Kapitalisme i Danmark
  • Et socialistisk demokrati
  • Vejen til et socialistisk demokrati

Under hvert punkt vil jeg udvælge nogle enkelte sætninger, og kommentere dem. Jeg kunne godt skrive et meget langt indlæg om hvert af punkterne, men den hårdt prøvede og efterhånden moderat nedslidte læser må jeg også tage hensyn til.

Frihed i fællesskab

Uligheden vokser, og miljøet ødelægges, både globalt og lokalt. Der skyldes, at vores samfund i dag er indrettet og styret efter, hvordan der skabes mest mulig profit. Hvor formålet med at producere mad, tøj, bygge boliger og skabe nye teknologier er at tjene penge og skabe overskud til ganske få personer frem for at opfylde de behov, vi har som mennesker. Det er jagten på profit til de få, der kendetegner det kapitalistiske samfund, vi lever i.

Det er sammen med andre mennesker, at vi hele tiden udvikler os. Det er, når mennesker organiserer sig sammen, at vi bliver stærke nok til at sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold og understøttelse, hvis vi mister arbejdet. Vi har sammen skabt skoler for alle børn og sygehuse, hvor det er gratis for almindelige mennesker at få behandling. Fællesskab og fælles løsninger er fundamentet for de fremskridt, vi som mennesker har nået.

Historien har vist, at vi kan forandre verden, når vi er mange, der sammen arbejder for det. Enhedslisten består af mennesker, der har sluttet sig sammen for at skabe et bedre samfund til fordel for den brede befolkning. Et samfund, hvor demokratiet gælder alle dele af samfundet herunder økonomien, og hvor solidariteten omfatter alle. Et socialistisk samfund.

Frihed forudsætter et solidarisk fællesskab, som sikrer hvert enkelt menneskes basale behov såsom mad, tøj, et sted at bo, uddannelse, sundhed og mulighed for et meningsfuldt arbejde. Uden beskyttelse i et fællesskab er friheden til at leve sit liv, som man ønsker det, ikke reel. Hvis man er bange for at blive hjemløs, eller hvis konsekvensen ved at miste sit arbejde er en social katastrofe, finder man sig i overgreb og i, at arbejdsgivere stiller urimelige krav til, hvor meget og hvordan man skal arbejde.

Frihed forudsætter, at mennesker kan bestemme i deres eget liv. At vi sammen bestemmer ikke bare over frugten af vores arbejde, men også over, hvilke ting der skal laves i vort samfund. Frihed forudsætter, at vi ikke skal være bange for den luft, vi indånder, det vand, vi drikker, og den mad, vi spiser. Det er en forudsætning, at vores ret til at opnå disse goder ikke sker på bekostning af menneskers ret til de samme goder andre steder på jorden. Derfor skal miljøet beskyttes lokalt og globalt i solidaritet med kommende generationer. Frihed forudsætter også lighed mellem kønnene. Det har vi ikke i dag – hvilket blandt andet kommer til udtryk i lønforskel mellem mænd og kvinder og stereotype kønsroller der begrænser os.

Der er ikke meget at sige til Enhedslistens pointering af, at der er en elite, der drager fordel af deres magtposition i det nuværende system. Som liberal fastholder jeg, at de der drager fordel af deres magtposition, gør det i kraft af statens indblanding i markedsøkonomien. Nogle af de store kapitalister scorer gevinster vha. deres politiske venner i staten, der sikrer dem mod irriterende markedskonkurrence, og giver dem tjenester, som når de fx bygger en Bilka i uoverensstemmelse med planloven og alligevel får lov på bagkant at lade bygningen stå osv. (Det er ikke fordi planloven er en god idé, men det er et eksempel på konkurrenceforvridning til fordel for store virksomheder).

Enhedslisten ønsker en total demokratisering af samfundet i deres higen efter at bekæmpe oligarki. Den totale demokratisering ender formentlig med at tage form som de kollektiver, der blev startet i 1970’erne, hvor man sad i timer ad gangen i fælleshuset og debatterede og tog beslutninger om de mindste detaljer i en uendelig strøm af debatter. Den metode ser ud til at være dødsdømt, da kollektivet ikke blev til en permanent folkelig organisationsform. Det er for langsommeligt og ineffektivt. Det ser dog ud til, at Enhedslisten fæstner sin tillid til at systemet kunne virke. Måske er det i denne tro på, at man kan bygge en organisation uden oligarki, at vi finder deres fasttømrede benægtelse af, at Venezuela er rigtig socialisme. I Venezuela sidder en vældig rig leder på både magten og pengene, mens folket sulter. Derfor kan det ikke være rigtig demokratisk socialisme, fordi det har ført et fast oligarki med sig. Beslutningerne tages af de samme få personer hele tiden, og derfor er det ikke demokratisk socialisme.

Fænomenet der driller Enhedslisten, har været kendt i mange år. Der er, hvad den tyske sociolog og økonom Roberto Michels (1876-1936) kalder, “oligarkiets jernlov”. Et berømt citat af Michels lyder:

…it is organization which gives birth to the domination of the elected over the electors, of the mandatories over the mandators, of the delegates over the delegators. Who says organization says oligarchy.

Princippet er meget simpelt. De vigtigste beslutninger tages af ganske få individer i en organisation. Det ses i alle organisationer, at det er nødvendigt for beslutningstagen, at nogle dygtige individer sættes i en position til at tage de overordnede beslutninger, der er “gennemtænkte”. Disse udvalgte individer er særligt godt inde i beslutningernes konsekvenser, og de kender de tekniske sammenhænge ud og ind. De er derfor blevet valgt som ledere, fordi deres menneskelige egenskaber og deres tidligere handlinger har demonstreret, at de er bedre egnet til opgaven end andre.

Lige så hurtigt som jeg kan fremføre synspunktet, at oligarki er uundgåeligt, lige så hurtigt forventer jeg, at Enhedslisten vil benægte det.

I markedsøkonomien giver arbejdsdelingen mulighed for at hver person kan specialisere sig i det som personen finder interessant, og det personlige drive i at kende alle detaljer om en lille bitte del af produktionsprocessen gør, at hver person udfylder sin egen rolle som led i et kæmpe netværk af viden. Det er ikke nødvendigt at alle ved alt om hele processen, det er tilstrækkeligt, at hver enkelt person ved nok om de handlinger, der er nødvendige i det relevante led af produktionsprocessen. En organisation kan opbygges hierarkisk, og det er muligt internt at benytte en decentral beslutningstagen. Markedsøkonomien har priser på alle goder, og hver del af organisationen kan derfor koordinere sine aktiviteter, for at opnå målet om at bruge resurserne produktivt, som målt ved profit og tab i virksomhedens regnskab.

Hvis beslutningerne skal tages i større forsamlinger, skal enhver kende den kausale viden, og målet skal også være fælles, for at det er meningsfyldt at inddrage hele forsamlingen. For at øge effektiviteten kan eksperter på det tekniske felt hyres til at øge beslutningshastigheden, og dermed etableres et oligarki. Men problemet er ikke løst ved at bruge tekniske eksperter som rådgivere. Hvad med den anden betingelse, hvilket mål skal vi vælge? Det spørgsmål kan ikke besvares ved teknisk analyse og kausal forståelse af virkeligheden. Mål vælges af mennesket ved at udtrykke værdidomme, der ikke er til teknisk udredning. Det er hvad David Hume kaldte kløften mellem “er” og “bør”. Blot fordi det er skadeligt at ryge, kan man ikke herfra udlede, at man derfor ikke bør gøre det. Først må andre forudsætninger være til stede, fx at man vil fravælge glæden ved at ryge for at få glæden ved at passe på sin krop. Afvejningen mellem de to kan kun foretages af et værdivurderende menneske. Derfor kan man debattere i uendeligheder om hvilket mål, der skal være fælles. Ofte er det umuligt at blive enige. Her kan flertalsdemokrati alligevel kan nå en beslutning, i en situation hvor flertallet tryner mindretallet.

Såfremt denne fremstilling accepteres, kan vi sige, at beslutninger i fællesskab ikke er fordelagtige for hver enkelt individ. Så længe vi ikke deler samme mål, kausale analyse og ultimative mål, så er fællesskabsbeslutninger ikke at foretrække. Hvis konsekvenserne af valget også kun falder på individet, så er det optimalt at lade individet tage beslutningen.

Men hvad så med den del, hvor Enhedslisten med sin kritiske fremstilling af den nuværende situation har en pointe? Der er et oligarki, en lille elite der beslutter på andres vegne, hvad der skal produceres, og hvad prisen bliver sat til. De rige kapitalister, der ejer produktionsmidlerne, beslutter egenhændigt hvad prisen på varen, eller lønnen, skal være, og vi andre, forbrugerne og medarbejderne, må blot acceptere hvad kapitalisternes beslutning er.

Her kommer vi til den afgrundsdybe uenighed mellem liberalismen og socialismen. I det liberale verdenssyn er oligarki ikke problematisk, såfremt det er et frivilligt oligarki, der ikke bruger fysisk vold eller trusler om fysisk vold mod andre (overtrædelse af ejendomsretten). Analysen af kapitalisternes og forbrugernes rolle i markedsøkonomien er vidt forskellig mellem socialismen og liberalismen. I den liberale udlægning er privatpersonen (i sin rolle som forbruger, medarbejder eller kapitalist) suveræn over sig selv og sine besiddelser. I sin rolle som forbruger kan privatpersonen dermed frit bruge sine penge på de produkter, han finder fordelagtige at købe. Derfor kan kapitalisterne kun tjene penge på varer, som forbrugerne finder så værdifulde, at de bliver solgt til en pris, der giver kapitalisten overskud. Forbrugerne har dermed afgørende indflydelse på, hvilken produktion der bliver opretholdt, og hvilken der ikke bliver det. Kapitalisten er fri til at starte en produktionsproces op for egne midler (eller i samarbejde med frivillige spekulanter) og behøver ikke at overbevise flertallet om værdien af sin plan. Modsat må han vente med at få forbrugernes dom, der viser, om den nye produktionsproces er produktiv. I den liberale vision er forbrugerne derfor ikke tvunget til at være involveret i hverken beslutningsprocessen eller finansieringen på forhånd. Deres frivillige køb er udtryk for deres accept af den forsøgte produktionsproces. Kun hvis tilstrækkeligt mange forbrugere vælger at købe produktet frivilligt, kan kapitalisten fortsætte og måske udbygge produktionen. På den måde er kapitalistens indtægt underlagt en social accept af forbrugerne.

Samtidigt er det dog ikke nødvendigt, at flertallet synes at produktet er godt. Det er tilstrækkeligt at et produkt har en mindre gruppe forbrugere, der vælger at købe produktet, og dermed holder kapitalisten kørende. Størrelsen på det mindretal af forbrugere der skal til for at holde produktionen kørende, afhænger af produktionsomkostningerne. Det er dermed forskelligt fra produkt til produkt hvor lille eller stort mindretallet af købere skal være. På denne måde kan det siges, at mindretallet af købere i markedet bedre kan vide sig sikre på at få deres ønsker opfyldt end mindretallet i et demokrati.

Ligeledes er privatpersonen i markedsøkonomien i sin rolle som kapitalist også på jagt efter at købe det, han vurderer er mere værd, end pengene han betaler. I rollen som kapitalist køber privatpersonen de naturgivne produktionsfaktorer, de menneskeskabte produktionsfaktorer samt indgår kontrakter med medarbejdere, for at kombinere disse købte goder og den hyrede arbejdskraft med en teknologi der resulterer i et produkt, som kapitalisten håber at kunne sælge til forbrugerne med overskud. Kapitalistens overskud inkluderer en rentekomponent. Kapitalisterne satser deres kapital ved initiering af produktionsprocessen og betaler medarbejderne forud, og tjener først penge, når de sælger produktet. Tidsforskellen mellem initiering af produktionsprocessen og salget af det færdige produkt giver anledning til en renteindtægt for kapitalisten. Medarbejderne får ikke den totale værdi af deres arbejde for kapitalisten. De får en rentekorrigeret løn udbetalt. Dvs. deres løn svarer til deres bidrag til kapitalistens indtægt, hvis de valgte at spare alle lønkronerne op, og sætte dem i rentebærende investeringer i hele produktionsperioden. Medarbejderne foretrækker at få lønnen udbetalt mens produktionsprocessen pågår, og accepterer en lavere betaling for deres ydelser, da de slipper for at vente på, at produktet er færdigt. Mellem arbejdsgiver og -tager er der tale om en form for kredittransaktion. Kapitalisten køber potentialet for et fremtidigt gode (produktet) ved at bruge penge i nutiden (på arbejdskraft). Kapitalisten forudbetaler medarbejderens bidrag til indtægten, og diskonterer medarbejderens løn med markedsrenten.

Det er den hurdle, som Karl Marx tilsyneladende ikke kunne overkomme. Uden en forståelse af at renten er en komponent i indtægterne, kan det let beskrives som udnyttelse af arbejdskraften, når kapitalisten sælger produktet med større indtægt end de samlede produktionsomkostninger, selv under konkurrencevilkår hvor den rene profit konkurreres væk.

Kapitalisten ser en fordel i transaktionen med medarbejderen, og ligeledes gør medarbejderen (ellers ville de ikke frivilligt udveksle med hinanden). Det næste der også udgør en forskel mellem kapitalistens indtægt og hans omkostninger (inklusiv medarbejdernes aflønning), er risikoen kapitalisten løber ved at skabe et produkt. Det kan ganske enkelt være, at kapitalisten har taget fejl, og markedet ikke vil købe produktet til en tilstrækkelig høj pris og i tilstrækkelig høj volumen til at give kapitalisten sit udlæg tilbage plus renter. Da har kapitalisten begået en spekulativ fejl, og mister en del af sin kapital. Omvendt kan kapitalisten have spekuleret korrekt, og modtager flere penge end udlægget plus renter. Da er der tale om en ren profit, der lægges til hans eksisterende kapital.

I den liberale verdensopfattelse er markedsøkonomien derfor bare et socialt netværk, hvor frie privatpersoner kan samarbejde, og er sikret deres ret til den producerede og naturgivne ejendom, der retmæssigt er deres. Ingen er nogens chef i ultimativ forstand. Markedets priser reflekterer privatpersonernes præferencer og forventninger til fremtiden, og disse bruges som rettesnor til at tilrettelægge produktionen løbende. Medarbejderen er ikke slave af sin chef, men kan sige sit job op og finde en ny chef, eller starte egen virksomhed. Selv den mest almindelige lønmodtager kan, hvis personen selv vælger det, lægge penge til side, der kan bruges som startkapital til en privat virksomhed. I dag kan denne sum endda være meget lille, og det er relativt billigt fx at starte sin egen internetvirksomhed. Lønmodtagere der bruger hele deres lønindkomst på forbrug, har ikke denne mulighed, og de har valgt at nyde glæden ved forbrug frem for muligheden for at starte egen virksomhed eller stå usikre tider igennem. Det er der intet galt i – men det gør dem naturligvis sårbare overfor et pres fra arbejdsgiveren.

I velfærdssammenhæng er det frie marked under total laissez-faire et velfærdsmaksimerende socialt netværk, der kommer alle parter i transaktionerne til gode. Hver forbruger har ret til at købe eller lade være. Kapitalisterne har ret til at købe produktionsfaktorer, hyre medarbejdere eller lade være.

Ifølge Enhedslisten skal alle have en stemme, der kan påvirke produktionen direkte. Et demokrati skal bruges til at sikre, at produktionen af goderne forløber således, at den kommer flertallet til gavn, i stedet for at den kommer de få, kapitalisterne, til gavn. Men selvom det skulle lykkes at omdanne alle de kapitalistiske virksomheder til rene forbruger-og-arbejder demokratier, så er der en række problemer med demokratiske beslutninger. Som nævnt ovenfor er det nødvendigt at deltagerne i demokratiet kender til de tekniske sammenhænge – og allerede her vil langt den største del af produktionsprocesserne være lukket land. De fleste mennesker kan ikke gennemskue teknikken, der ligger bag alle de produktionsprocesser, der er i samfundet. Derudover kan den enorme række af beslutninger ikke tages hurtigt nok til at den fortløbende produktion kan justeres til virkelighedens vilkår. Det næste problem er at skabe en produktdiversitet, der udfylder de meget forskellige ønsker. Det nytter ikke noget kun at bygge Trabanter og Ladaer. Flertalsbeslutninger bliver i reglen en alt-eller-intet beslutning, og for at give plads til produktvariation må der være en innovatør der kommer op med forslag til nye processer og nye produkter. Det er svært at se hvordan flertalsbeslutninger kan føre til nye produkter som fx en iPhone eller iPad. Innovation kræver at nogle af de skøre idéer prøves af, og at afprøvningen af dem sker på en måde, så man efterfølgende kan se hvad der er gået godt, og hvad der er gået skidt.

Produktionsbeslutninger fører derfor til oligarki, af den praktiske årsag at samfundet skal kunne tage dem hurtigt og effektivt for at holde produktionen ved lige. Vi bor ikke i Edens have, og har ikke adgang til uendelige resurser. Hver resurse, der indgår i produktionen, er knap. Der må prioriteres. Dette er et uundgåeligt livsvilkår for mennesket på denne klode. Fremtiden er ligeledes usikker, og hver beslutning tages i en situation hvor fremtiden ikke kendes, og fejl kan derfor opstå alene pga. usikkerheden om fremtiden. I markedsøkonomien kan man let vurdere om en resurse bliver udnyttet bedst muligt. I markedet byder privatpersoner på den i konkurrence med hinanden. De der byder den højeste pris, får lov at bruge resursen. Dem der byder højest vurderer at de kan producere det mest værdifulde produkt med resursen, og profittesten vil senere afsløre om de havde ret i deres vurdering. Det er meget simpelt og effektivt.

I liberalismens verdensbillede ønskes en decentraliseret beslutningsproces. En beslutningsproces hvor hver privatperson selv drager både fordele og ulemper af beslutningen. Det kræver beskyttelse af den private ejendomsret. Jo bedre den er beskyttet (også mod skattevæsenet og planloven), jo bedre. I liberalismen opbygges oligarkiet vha. markedskræfternes tildeling af kapital til succesfulde iværksættere og reduktion af kapital til de iværksættere, der fejler. På den måde har markedsøkonomien en indbygget test, der kan afgøre om en ny idé var god eller dårlig. Oligarkiet har i den forstand en legitimitet over sig, fordi oligarkerne er frivilligt valgt og har demonstreret deres overlegenhed i konkurrence med andre oligarker ved forbrugernes vurdering af deres indsatser. Markedsoligarkiet er fremkommet ved demonstreret succes, demokratiske oligarkier fremkommer ved demagogiske tricks og ved at holde omkostningerne skjult for vælgerne. Omkostningerne er tydelig for enhver i en markedstransaktion, her kan man bare se på prisen, og man skal selv betale prisen. Men omkostningerne ved demokratiske beslutninger er ikke tydelige, og kan tværes ud på andre.

Hvordan skal demokratiet sikre at de bedste beslutningstagere bliver valgt? Hvordan måles de på deres succes og deres fiasko? I det socialistiske demokrati kan man ikke vurdere omkostningerne, fordi der ikke er konkurrenter, der byder på produktionsfaktorerne. Man leger gætteleg i blinde.

I kontrast til det socialistiske demokrati er det frie marked fantastisk smidigt og effektivt. Det giver både mulighed for at hver person har sin egen stemme i produktionsøjemed, og samtidigt tilser de menneskelige interaktioner i netværket, at produktionen bruger resurser så effektivt som muligt, og tager hensyn til naturens og forbrugernes værdier.

Skovens kapitalværdi, som er en refleksion af samfundets sociale værdianskuelse af dens produkter, kan ikke estimeres når demokratiet eller “fællesskabet” ejer den og alle tilhørende produktionsprocesser. Derfor skal skovens værdi anslås politisk i Enhedslistens ønskesamfund. Men hvordan kan fællesskabet beslutte, hvad skoven er værd? I det socialistiske samfund, skal alle produktionsprocesser drives uden markedspriser og privat ejerskab, og derfor bortfalder markedets vurderingsmekanisme fuldstændigt. Hvis det ikke er tilladt at købe eller sælge hele skove på markedet, og alle de produkter der kan produceres med skoven, samt alternativt brug af jorden, så kan man ikke vurdere skovens værdi i penge. Når naturen ejes i fællesskab, er den i praksis uejet, og det er derfor svært at undgå ødelæggelse og forurening. Når man ikke ved hvad den alternative brug af resursen er værd, hvordan kan man så foretage rationelle valg, der udnytter de knappe resurser optimalt?

Lad os sige, at vi vil producere træplanker fra skovens træer. Hvor mange planker skal laves? Hvilken form skal de have? Hvordan skal vi behandle skoven? Hvilke træsorter skal vi fælde og benytte? Bøg? Eg? Ask? Rødgran? Skal der plantes de samme træer, som der fældes? Skal jorden bruges til noget andet i stedet? Hvilken skovningsteknik skal bruges? Plukhugst eller afskovning af mindre områder? Skoven må ikke skifte hænder, den er ejet af fællesskabet. Ligeledes er savværket, værktøjet, transportmidlerne og skovmaskinerne. Selvom vi under demokratisk socialisme ved, hvad forbrugeren er villig til at betale for slutproduktet, hvordan ved vi så, hvor meget skoven er værd? Hvor meget skovmaskinerne er værd? Hvor meget transportmidlerne er værd? Hvor meget værktøjet er værd? Hver produktionsproces er som en kæde. Der kan ikke undværes et led. Hvor meget værdi producerer hvert enkelt led? Det har vi ingen anelse om, fordi priserne på hver af faktorerne der bruges i hvert led, ikke dannes på frie markeder, hvor private beslutningstagere kan vælge at købe eller sælge faktorerne og i processen tilkendegive deres subjektive værdianskuelser.

Priserne på alle goderne i det socialistiske samfund skal naturligvis fastlægges på en eller anden måde, fordi man ikke kan lægge tømmer sammen med værktøj, skovmaskiner, transportmidler osv. For at kunne addere må man have en fælles nævner – pengepriser. Hvis pengepriserne til hver produktionsinput ikke er fastlagt i et frit marked, men i stedet af en central beslutningstager (direkte demokrati, repræsentativt demokrati, det er lige meget) der ikke kan købe eller sælge faktorerne, så er de tildelte priser ikke markedspriser, og indeholder ikke det kritiske element: De subjektive værdivurderinger fra hver markedsdeltager. Produktionstsaren i det socialistiske samfund må bare tilskrive en værdi ved at skrive et tal på computeren. Hvor tit skal denne pris ændre sig? Hvor meget skal denne pris ændre sig? I markedet opdateres priserne jævnligt, og kun med de intervaller der er påkrævede af markedsaktørerne. Hvor tit skal produktionstsaren rette i priserne? Hvilken pris skal de rettes til? Hvis prisen ikke er korrekt, så mister samfundet værdi igennem ødsel brug af dyre resurser, eller ved at konservere billige resurser.

Det er ikke en svær opgave – det er en umulig opgave.

Hvis du er til video, kan jeg anbefale Dave Smith og Gene Epsteins diskussion om Ben Burgis’ argumenter på “Part of the problem” podcasten. Her diskuterer de også demokratisk socialisme fra et “østrigsk” perspektiv.

Kapitalisme står i vejen for frihed, tryghed og demokrati

Enhedslisten er imod kapitalisme –, fordi den kapitalistiske økonomi grundlæggende er udemokratisk, skaber ulighed og utryghed og ødelægger det økologiske grundlag på kloden. Kapitalismen har i årevis været på kollisionskurs med naturgrundlaget. Vi befinder os nu i en systemkrise, hvor flere kriser er vævet ind i hinanden: finanskrise, energikrise, fødevarekrise og klima- og miljøkrise. Den globale økonomi har nået en størrelse, hvor det globale og lokale miljø undergraves på bekostning af menneskers levevilkår og overlevelsesmuligheder.

Derfor arbejder vi for, at kapitalismen erstattes af et socialistisk samfund, der holder sig inden for de grænser, der sættes af natur og klima, og hvor omdrejningspunktet ikke er jagt på profit, men opfyldelse af menneskenes basale behov.

Spørgsmålet om hvordan produktionen skal tilrettes for at undgå at ødelægge kapitalværdien af naturen kan løses ved at privatisere naturresurserne fuldstændigt, og opretholde ejendomsretten til disse. Det er beskrevet i mange af mine andre indlæg om partierne (her), og udnyttelsen af naturresurserne (her) er ligeledes en opgave for det frie marked.

Enhedslistens politik er fjollet, for de kan ikke selv fastlægge kapitalværdien af naturen, og aner derfor ikke hvilke konsekvenser deres beslutninger har – end ikke i udgangspunktet. Socialismen kan ikke beregne omkostningerne, som jeg har fremført i min artikel der anmelder Martin Ågerups bog “Velfærd i det 21. århundrede.”

Hvis den decentrale beslutningstagen i markedsøkonomien stoppes, og erstattes af en demokratisk beslutningsproces, der er både meget langsommelig og ikke kan udregne omkostninger, så er det ikke tydeligt, at det er en hjælp for samfundet at erstatte markedsøkonomien med den demokratiske socialisme.

I resten af afsnittet skriver Enhedslisten rigtig mange ting om kapitalismen. Jeg tror at jeg har besvaret nogle af deres punkter om beslutningstagen i kapitalistiske virksomheder, om medarbejdernes muligheder, om naturresurseforbrug og om meget andet. Der er dog et emne, som jeg ikke har taget fat på – krig. Enhedslisten beskriver krig som noget, der er forfærdeligt. Det er godt at læse. Krig er forfærdeligt, og bør absolut undgås. Af årsager der for mig er uransalige lægger Enhedslisten ansvaret for krig hos kapitalismen, fordi mange af de lande der er blevet invaderet af bl.a. Danmark, USA og England, er rige på naturresurser. Det er nok overflødigt at nævne, at hæren ikke er under kapitalisternes kontrol. Hæren er under demokratisk kontrol. Alligevel bliver den flittigt anvendt til at bombe uskyldige mennesker i Mellemøsten.

Kapitalisme i Danmark

I dag er vores sejre under massivt pres. Under dække af den økonomiske krise arbejder stærke kræfter på at rulle de folkelige bevægelsers sejre tilbage. De arbejdsgivere og borgerlige partier, der tidligere har søgt kompromisser med arbejderbevægelsen og kvindebevægelsen, står stærkere og ønsker nu at omfordele samfundets midler til virksomhedsejerne gennem skattelettelser, løntilbageholdenhed og forringelser af solidariske løsninger. Samtidig ønsker man – og har held til – at skabe usikkerhed og frygt for arbejdsløshed for at holde krav om ordentlige løn- og arbejdsforhold nede.

Forringelserne inden for de offentlige velfærdsopgaver rammer kvinder dobbelt, fordi de oplever fyringer, samtidig med at velfærdsopgaverne lægges tilbage i hjemmene i takt med, at de kollektive løsninger udhules og afvikles. Meget af det, vi kalder velfærd, er omsorgsopgaver som sygepleje, børnepasning og omsorg for ældre. Disse opgaver er igennem århundreder blevet lagt på kvinders skuldre som gratis arbejde i hjem og familie. Kollektiv og samfundsmæssig varetagelse af dette arbejde er en forudsætning for lighed og frihed for kvinder til at leve, som de ønsker. Når velfærdsarbejde typisk er dårlig lønnet, skyldes det bl.a. den stadig manglende anerkendelse af det arbejde, som traditionelt er blevet udført af kvinder.

Enhedslisten er altid en aktiv del af kampen for at bevare de velfærdsgoder og andre resultater, vi har opnået og for at frigøre dem fra de begrænsninger og forvridninger, de udsættes for i det samfundssystem, vi lever under. Dette arbejde kan skabe grundlaget for at ændre samfundet grundlæggende. Her ligger spiren til et nyt samfund, et socialistisk samfund.

Da jeg læste teksten her, kunne jeg mærke, at den er skrevet af en rigtig energisk person. En der virkelig mener, hvad han skriver.

Samtidigt tænkte jeg ved mig selv, at det er meget længe siden, at jeg har hørt noget så latterligt og tonedøvt. Den offentligt leverede velfærd er under pres? Fra hvem? Hvilket budget kigger Enhedslistens skribent mon på? Er der nogen, der rent faktisk tror på, at der er sket en reduktion i pengeforbruget i den offentlige sektor?

Enhedslistens dobbeltmoral er så skarpt trukket op omkring kvindens arbejde i hjemmet. På den ene side mener de, at det er en ret, at kvinden kan sende børnene i kollektiv pasning, og at de ældre kan blive sendt i kollektiv pasning. Men hvem er ansat i netop de funktioner i det offentlige? Hvor ser man den største kvindelige medarbejderstab blandt de forskellige jobs? Enhedslistens filosofi er, at det er ufrit at man passer sine egne børn og sin egen familie, mens det er frit, hvis man tvinges til at gå på arbejde for at passe andres ældre og børn, fordi familien ikke har penge til selv at vælge. De høje skatter gør det ufrit at vælge at beholde børnene hjemme, hvis familien ønsker det. Tro det eller lad være, men der er faktisk mere end en holdning til det spørgsmål – der er mere end et mål. Det kommer måske bag på Enhedslisten, at der rent faktisk kan være kvinder, der hellere vil passe deres egen familie, end andres familie. Uden det valg er kvinden ikke fri. Hun er i stedet tvunget til at vælge at tage mod de store subsidier til skolegang og børnepasning, fordi pengene er taget fra familien af skattevæsenet.

Glemte jeg at nævne, at en familie er et kollektiv? Hvorfor har Enhedslisten så noget imod familien? Hvad kan ellers forklare at kvinderne skal tvinges til at tage sig af alle andre familier end deres egen?

En af årsagerne til at velfærdsarbejde er dårligt lønnet, er måske, at der for det meste kun er en arbejdsgiver – det offentlige. Uden konkurrence og uden forbrugernes frie valg kan en naturlig løndannelse ikke finde sted. Noget andet er, hvis man ser på det såkaldte løngab mellem mænd og kvinder, så forsvinder det, hvis der korrigeres for arbejdstid og -risiko. De fleste vil nok sige, at der er større risiko ved at være stærkstrømselektriker end ved at være børnehavepædagog. Tænk, det bliver faktisk belønnet på markedet, når man tager en risiko. Statistikken siger, at de mest risikable jobs domineres af mænd. Deraf opstår også en lønforskel.

Men Enhedslisten har sikkert løsningen: Tving kvinderne til at tage de risikable jobs, så de kan få deres frihed.

Et socialistisk demokrati

I dag træffes helt centrale beslutninger om økonomi hen over hovedet på befolkningen. Det sker, selvom beslutninger om produktion, udflytning af arbejdspladser og investeringer i nye teknologier har enorme konsekvenser for mennesker og natur. Også på arbejdspladsen er demokratiet sat ud af kraft med lille eller ingen indflydelse til medarbejderne. Et socialistisk demokrati kan give den enkelte langt mere indflydelse på egne livsvilkår og samtidig sikre et reelt demokrati, hvor flertallet i befolkningen har magten til at træffe vigtige samfundsmæssige beslutninger – lokalt, nationalt og globalt. Frem for som i dag, hvor den økonomiske magt er koncentreret hos en lille elite af multinationale selskaber, banker, aktionærer og spekulanter, som ingen nogensinde har stemt på.

Socialisme indebærer, at økonomien bygger på fælleseje og demokrati, og at der ikke produceres efter profithensyn, men ud fra menneskers reelle behov og på en måde, som respekterer det globale miljømæssige råderum. Kun ved at tage fat på overgangen til et socialistisk demokrati kan vi for alvor sætte ind mod klima- og miljøkrisen, ressource-, fattigdoms- og fødevarekriserne og gennemføre en omstilling til et økologisk bæredygtigt velfærdssamfund.

Demokrati, demokrati, demokrati. Gud fader for en gang vrøvl!

Hvis der er noget jeg absolut ikke har indflydelse på, så er det gudhjælpemig demokratiet! Der hvor jeg har mest indflydelse i mit eget liv, er de private valg, jeg allernådigst stadig må foretage, i det her Socialdemokratiske Danmark. Jeg kan i langt større grad beslutte, hvem jeg vil lade gå ind i min have, end hvem der må holde fest i den lokale park. Jeg har langt større indflydelse på, hvilken bil jeg selv køber, end hvilket kampfly militæret vælger til at bombe uskyldige mennesker i Mellemøsten med. Jeg har langt større indflydelse på hvilken mad jeg køber ind til familien og mig selv, end hvad de vælger at servere på sygehusene.

Jo mere demokratiet bestemmer over dit privatliv, jo mindre indflydelse får du selv. Hvis ejendomsretten var absolut beskyttet, og arealerne var privatejede, så ville der heller ikke være problemer med forurening og naturødelæggelse. Igen – de største miljøkatastrofer i Danmark er udført med statens velsignelse, og udføres stadigvæk med statens velsignelse. Staten påstår at den ejer naturresurserne, og den kan vælge at lade private virksomheder ødelægge dem med deres affaldsprodukter. Det har staten gjort før, og det vil den fortsat gøre. Det er utroligt, at Enhedslisten fæstner sådan en latterlig blind tillid til, at demokratiske valg ville forhindre forurening. Hvis det var sandt, hvorfor har demokratiet i Danmark så ikke forhindret de forureningsskandaler, som vi kender fra historien? Hvorfor stoppes landbruget ikke i at ødelægge grundvandet?

Det ville være langt mere effektivt at privatisere hele Danmarks arealer, og lade den private ejer sige nej eller ja til at lade sin grund blive forurenet. Hvis der siver noget ud fra grunden og påvirker en andens grund, kan den anden rejse et erstatningskrav. Det system vil dæmpe lysten til at tage mod forurening, og den forurening der modtages, vil blive begrænset til at ramme den mindst værdifulde grund først.

Essensen af forureningsallokering på det frie marked er at sikre, at der ikke ødelægges mere værdi end der skabes. Når forurening ødelægger en naturresurse som fx grundvandet i en boring, så rejses der i dag ikke et erstatningskrav mod kilden til forureningen. Det er med andre ord gratis at smadre naturresursen. Uden en beskyttelse af kapitalværdien af naturresurserne, så kan det ikke forhindres, at flere og flere af dem bliver ødelagt. Jo mere staten ejer, jo mere kan staten tillade ødelæggelse af. Løsningen er derfor at afvikle det statslige ejerskab.

Spørgsmålet er ikke om den menneskelige aktivitet skal forurene eller ej, det er kun et spørgsmål om at placere forureningen effektivt samt at mindske den effektivt. Hvis der er markedspriser på forurening, vil det også stimulere udvikling af forureningsdæmpende teknologi, da det øger profitten at kunne producere til lavest mulig omkostning. Forureningsbekæmpelse bliver internaliseret i markedet, og guider produktionsudviklingen til det socialt optimale resultat.

 

Vejen til et socialistisk demokrati

Enhedslisten står vagt om de personlige frihedsrettigheder og demokratiet. Vores kamp er en kamp for udvidelse af demokratiet for alle borgere. Det betyder, at de grundlæggende demokratiske frihedsrettigheder er ukrænkelige i alle situationer – både på vej mod et socialistisk samfund og i et socialistisk samfund.

Et vigtigt element i et socialistisk demokrati er en ny grundlov. Den nye socialistiske grundlov skal adskille stat og kirke, afskaffe kongehuset og erstatte det med en demokratisk-republikansk styreform, samt give en utvetydig sikring af basale individuelle rettigheder, herunder organisations-, ytrings- og forsamlingsfrihed, retten til sundhed, bolig, uddannelse og arbejde.

En ny grundlov skal endvidere sikre almenvellets interesser ved at muliggøre demokratisk overtagelse af ejerskabet til samfundsbærende produktionsmidler og naturressourcer, gennem et flertal i folketinget.

Kampen for socialisme er en proces, som kun kan drives frem af en aktiv og organiseret befolkning. Ud over at et flertal af befolkningen tilkendegiver sin støtte til en socialistisk forandring af samfundet, vil det være en forudsætning, at befolkningen tager aktivt del i udformningen af samfundet i en helt anden grad end i dag. Det kræver, at man organiserer sig og diskuterer opgaverne. Det kan være i kraft af nye eller allerede demokratiske velkendte organer som for eksempel beboerråd, forældrebestyrelser, ældreråd og faglige klubber får langt mere indflydelse end i dag. Udviklingen af et socialistisk samfund vil på den måde være en radikal udvidelse af demokratiet, som kun kan finde sted, hvis befolkningen tager rettigheder og pligter i forhold til at lede et samfund på sig.

Ah. Nu forstår jeg pludseligt det hele. De demokratiske pligter for befolkningen er velsagtens at man ikke længere skal bruge så meget tid på arbejde og fritid, men i stedet på at dyrke demokratiet ved at sidde med ved lange møder og debatter, og tage beslutninger dagen lang om hvilken kuglepen lægen skal bruge på sygehuset, og hvilken farve sokker sygeplejersken skal have på. De skal selvfølgelig også beslutte hvilken formular de to skal udfylde, når de går på toilet, eller hvis de tager en kaffepause. Det skal velsagtens også besluttes hvilken opskrift den lokale bager skal følge, hvilket mel han skal bruge, og hvor det skal købes, og hvor skal brødet sendes hen, hvem skal transportere varerne osv.  Ah ja, naturligvis, det er meget bedre end i dag, hvor vi bliver stressede over vores arbejde, fordi det kræver vores koncentration. Vi skal naturligvis have en kortere arbejdsdag, så vi kan løfte vores pligt i fællesskab ved at sidde ved disse uendeligt lange møder, hvor vi skal opnå konsensus om kritiske ting i livet, såsom førnævnte kuglepen, sokker, bagerarbejde, transportarbejde og pausedokumentation.

Det hele skal tilmed foregå i et system, hvor omkostningerne er ukendte. Og i et system hvor de ukendte omkostninger tørres af på hinanden.

Gud fader … vor herre bevares. Ikke nok med at Enhedslisten vil fratage danske borgere retten til at eje aktier i et selskab, og spekulere i gevinster til sin pensionering og at de vil ødelægge muligheden for at beregne den socialt optimale måde at anvende resurserne på, men Enhedslisten vil også pålægge dig pligten til at deltage i demokratiets debatter og diskussioner til langt ud på natten om fuldstændigt latterligt trivielle valg, der overhovedet ikke påvirker dig selv.

I din egen arbejdssituation skal du ligeledes underlægge dig de demokratiske beslutninger, som de lange møder og debatter fører til. Din egen dømmekraft i brug under dit arbejde skal indskrænkes og erstattes med de demokratiske beslutninger, taget af coffeinjunkies på nattevagt. Du møder måske ind på dit arbejde en morgen, og den demokratiske proces har besluttet, at du skal arbejde på helt nye måder, og løse problemerne anderledes. Disse evindelige top-down beslutninger kender vi alle fra vores eksisterende arbejdsplads, og der er ikke noget mere forstyrrende og irriterende, når en eller anden chef forsøger at ændre dine rutiner og handlemåder. I det mindste er der i det nuværende system en chance for at chefen ved, at disse ændringer han foreslår opfattes generende og irriterende, og at han derfor inddrager dig, eller præsenterer dem med en vis ydmyghed.

Forestil dig så situationen i Enhedslistens demokratiske socialisme: Du overtræder loven ved at nægte at adlyde de nye arbejdsgange. Ved at modsige forslaget, der påvirker din arbejdsdag og -rytme, antyder du at processen, der er forløbet inden beslutningen, har nået til et forkert resultat. Du anfægter selve demokratiet og de ophøjede sociale mål. Du er en sabotør og en kontrarevolutionær. Din plads vil fremover være at finde i den nærliggende demokratiske genopdragelseslejr.

Evindeligt langt møder og debatter skal dirigere et kaotisk økonomisk system, hvor ingen kender konsekvenserne på kapitalværdien af naturresurserne eller produktionsprocessen. Jeg kan ikke forestille mig et værre system. Det er simpelthen fuldstændigt ufatteligt tåbeligt og hysterisk sindssygt!

Stem på Enhedslisten!

Hvis du er typen der:

  • Elsker møder om valget af kuglepen til de offentligt ansatte til langt ud på natten
  • Ikke forstår at socialismen kun er ødelæggelsen af det kapitalistiske samfund og ikke et reelt produktivt alternativ
  • Elsker demokratiske beslutningsprocesser, selvom de tvinger dig til at gøre noget, du ved er forkert
  • Ikke forstår at tolke historien igennem en socialismekritisk linse
  • Dybest set ønsker fangelejre til dem, der ikke vil følge de demokratiske ordrer
  • Elsker at tage livsgrundlaget fra produktive og dygtige individer
  • Svælger i kollektivisme og andre abstrakte koncepter der eksisterer uden en reference til virkeligheden
  • Ikke forstår at forureningsskandalerne i Danmark er beordret af de demokratiske ledere gennem tiden
  • Synes at den private ejendomsret skal fratages kapitalisterne
  • Ikke forstår at kapitalisterne i et ægte frit marked kun bliver rige ved at tjene masserne
  • Ikke forstår at det totale demokrati er det værste middel til at opnå personlig frihed
  • Ikke forstår at økonomisk frihed og personlig frihed er umulige at separere

Så er Enhedslisten lige noget for dig!

 

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.