Partierne – Det Radikale Venstre17 minutters læsning

Det Radikale Venstre – det socialliberale parti hvis mening er kendt for at være blevet beskrevet af Svend Auken således:

At holde de radikale fast på en mening er som at sømme budding op på en væg.

De radikale har dannet regering med stort set alt, der er blevet stemt ind i Folketinget siden deres første valg. (V, K, S, SF etc.)

Lynhistorie

Det Radikale Venstre blev dannet i 1905. Partiet var dengang et lille protestparti, der var brudt med Venstrereformpartiet, pga. uoverensstemmelser angående brugen af flåden og hæren, samt et ønske om at bruge skattepolitikken til at reducere den økonomiske ulighed i samfundet. Ved valget i 1906 kom de i Folketinget med 11 mandater, eller 13,7% af stemmerne. Partiet allierede sig i starten med Socialdemokratiet, der dannede støtteparti for De Radikales regering i 1909-1910 samt 1913-1920. Under første verdenskrig benyttede Det Radikale Venstre chancen til at udvide statens styring af markedsøkonomien. Som socialliberale var de grundlæggende for privat ejendomsret, men mente, at kloge centrale planlæggere kunne forbedre markedsøkonomien og gøre samfundet bedre. De indtog derfor tidligt en position, der ligner den, som Socialdemokratiet har indtaget i dag – partiet ønsker en markedsøkonomi, da den giver borgeren frihed, men den skal malkes for skatter, for at sikre økonomisk lighed og betale for beskyttelse for borgeren mod den lange liste af markedsfejl.

I mellemkrigstiden ændredes størrelsesforholdet mellem De Radikale og Socialdemokratiet, og deres roller ombyttes. Nu var De Radikale støtteparti for Socialdemokratiet. Under besættelsen i 2. verdenskrig indgik De Radikale i regeringen, der stod for forhandlingspolitikken, også kendt samarbejdspolitikken.

Gennem tiden sidenhen har partiet ofte haft “de afgørende mandater” – hvilket naturligvis er en fin lille pointe, når man sidder med sin politiske lup, og søger at sige et eller andet om partiet som historiker. Sandheden er nærmere, at partiet i store træk er fuldstændigt identisk med de andre partier, men forsøger at markere sig. Årsagen til, at partiet har fået titlen som “de afgørende mandater”, er naturligvis den totalt indlysende, at de i var enige med deres forhandlingspartnere om, hvad der skulle vedtages. Politisk tæft har nærmere gjort, at det er lykkes dem at overbevise historiefortællere om, at de havde utrolig stor indflydelse. Hvis de havde haft en anden politik, end deres samarbejdspartnere, så havde de naturligvis udelukkende fået gennemført små studehandler ind i mellem.

Det meste af det, der kan skrives om Socialdemokratiets udvikling i velfærdsstatens guldalder, kan tilskrives Det Radikale Venstre på lige fod med Socialdemokratiet. Deres totale mangel på økonomisk forståelse, eller rettere deres søgen efter magt, har gjort, at de har forsøgt med alle midler, at beskatte og regulere markedsøkonomien. De har formentlig, ligesom andre politikere, følt i en lang periode, at det næsten var ligegyldigt, hvor mange penge det drejede sig om. Markedet var i stand til at levere de ønskede penge til de politiske projekter. Mens Socialdemokraterne formentlig ønskede finansiering til deres sociale reformer, ønskede Det Radikale Venstre også at regulere markedsøkonomien, så den ikke blev farlig. I en lang årrække pøsede politikerne regulering og beskatning på markedsøkonomien i en lind strøm, og effekterne tog tid om at manifestere sig i stagnation: arbejdsløshed, inflation og statslig gæld.

Ved sidste folketingsvalg (2015) fik Det Radikale Venstre 4,6% af stemmerne, der gav dem 8 mandater.

Da Det Radikale Venstre bliver omtalt som et socialliberalt parti, er det måske gavnligt at linke til min artikel om Socialliberalismen.

Det Radikale Venstres principprogram vil være mit udgangspunkt for en gennemgang.

I programmet er der fem punkter.

  • Menneske og fællesskab
  • Bæredygtighed
  • Folkestyret
  • Samfundet, det offentlige og den enkelte
  • Den internationale forpligtelse

Jeg vil springe nogle af dem over for at begrænse indlæggets længde. “Folkestyret” og “Den internationale forpligtelse” vil jeg ikke behandle her.

Menneske og fællesskab

De første i Det Radikale Venstres principprogram er rå liberalisme.

Det Radikale Venstre tror på det frie og ansvarlige menneske, der virker i samhørighed med andre mennesker. Mennesket udvikler sig gennem sine valg og handlinger i samspil med andre.

Et demokratisk samfund kan kun fungere, hvis dets medlemmer føler sig forpligtet over for hinanden. For Det Radikale Venstre hænger frihed og forpligtelse uløseligt sammen. I fællesskabet formes rammerne for den enkeltes liv og frihed. Samtidig er det enkelte menneskes indsats og stræben efter at realisere sine muligheder nødvendig for, at fællesskabet kan udvikle sig og være mangfoldigt.

Her er dejlig harmoni mellem liberalismen (som defineret som streng opretholdelse af ejendomsretten, herunder retten til egen krop og legitime besiddelser af eksterne goder) og Det Radikale Venstres princip. Så vidt, så godt. Den eneste lille dråbe malurt i bægeret er flosklen om et demokratisk samfund. Der findes intet demokratisk samfund i den moderne forstand af demokratiet. Der findes kun demokratiske stater. Staten er ikke samfundet (eller samfundene, om man vil), så jeg finder, at Det Radikale Venstre er begyndt at flosse lidt i deres liberale kanter allerede.

Vi mener, at demokrati forudsætter, at den økonomiske og sociale afstand mellem mennesker ikke er for stor. Samfundet skal indrettes, så flest muligt kan klare sig selv. De, der ikke kan, skal sikres hjælp. Lovgivningen skal være klar og gennemskuelig. Krav om åbenhed og retlinethed skal gælde alle magtkoncentrationer.

Det ligger direkte i sproget, at “for stor” ulighed er skidt. Ellers ville man ikke kunne beskrive uligheden som “for stor”. Det er åbenlyse floskler, der præsenteres her, og der er lagt i ovnen til, at nogle personer får rollen, og skal vurdere, hvilken social eller økonomisk ulighed er for stor. Det er grundlaget for nepotisme, korruption og tilfældighed, når indgreb i den private ejendomsret begrundes med at “uligheden er for stor”. Nogen skal definere, hvad for stor ulighed er, og andre skal håndhæve udjævningsmekanismen. Det Radikale Venstre foretrækker skattevæsenet til denne opgave.

Ligeledes er udsagnet “De, der ikke kan, skal sikres hjælp” meget foruroligende. Hvis nogen skal sikres, så er der andre, der skal stå for sikringen, og igen en tredjepart der skal stå for vurderingen om hvorvidt den, der ikke kan, i virkeligheden kan eller ikke kan. Igen er der plads til nepotisme, korruption og tilfældige beslutninger. I statslig regi føjes spot til skade, når den der vurderer, ikke er den, der betaler frivilligt af egen lomme, eller er udpeget til repræsentant for de personer, der betaler frivilligt. Hvis der er korruption, nepotisme og tilfældighed i beslutninger i virksomheder eller organisationer på markedet, kan man i det mindste trøste sig med, at man ikke er tvunget til at betale for dem.

I statsligt regi er vurderingspersonen en offentligt ansat, der distribuerer penge, som skattevæsenet har taget fra borgerne. I dag har selv den, der modtager pengene, en stemme at afgive om hvorvidt vurderingen skal være hård eller blød. Sådan et system er naturligvis korrupt. Modtageren af pengene er inhabil, og burde ikke have noget at skulle have sagt under formning af vurderingssystemet. I juridiske sammenhænge er der en velunderbygget praksis, der siger, at habilitetsspørgsmålet er meget vigtigt at tage stilling til og eliminere. Siden 1961 (og i visse sammenhænge siden 1891) har det solide princip om habilitet været tilsidesat i spørgsmål om udformningen af lovene, der tilkender offentlig forsørgelse.

I demokratisk sammenhæng forfærder jeg sikkert nogle læsere ved blot at fremsætte ovenstående udlægning. Hvis man fratager stemmeretten for nogle personer, fordi de er på offentlig forsørgelse, hvordan kan de da blive hørt i beslutninger, der ikke angår offentlig forsørgelse? I demokratiet findes ikke noget godt svar, men man kan måske antyde, at i spørgsmål om opkrævning og forbrug af skatter må forbrugeren af skatterne ikke deltage i beslutningsprocessen. Det betyder, at det er nødvendigt at opdele systemet i beslutninger om opkrævning og forbrug af skatter og andre beslutninger. Her strander forslaget hurtigt, for kan man opdele beslutninger i “gratis” beslutninger (der ikke koster skatter) og omkostningsfulde beslutninger (der koster skatter)?

Nej, det tror jeg ikke man kan. Jeg tror, at det kun er et spørgsmål om graden af forbrug af skatterne. Selv en lov der bestemmer hvilken side af vejen bilerne skal køre i, er ikke gratis at vedtage og håndhæve. Det er derfor ikke muligt at lave vandtætte skodder mellem de to typer af beslutninger, men der kan eventuelt fastlægges arbitrære grænser for, hvor mange skatter man må deltage i forbruget af, når man er på offentlig forsørgelse.

Men i spørgsmål om skatteopkrævning, størrelsen på satserne og placeringen af beskatningsobjekter, det er naturligvis ikke noget en på offentlig forsørgelse kan deltage i, set med habilitetsbrillerne. I demokratiet vælter man rundt i logiske fejlslutninger, for er politikeren, dommeren, skattevæsenet og politibetjenten ikke også netto forbrugere af skatter? Hvad med subsidierede virksomheder eller dem, der løser offentlige udbudsopgaver? Hvordan måler man, om en person er netto skatteforbruger eller nettoskatteyder? Hvis der skal være lighed for loven, så skal disse forbrugere af skatter naturligvis også fratages deres stemmeret. I praksis bliver man nødt til at bruge arbitrære regler.

Det mest logiske er at bruge markedsøkonomien til at beslutte disse ting. Markedet følger et pseudo-demokratisk system, som overfladisk kan beskrives som “En krone – en stemme”. Ved at forbruge penge på en vare stemmer du på, at varen fortsat skal produceres, og hvis du ikke “stemmer” på varen, vil den ikke have så let ved at blive produceret. Markedet har også den fordel, at man ikke er tvunget af andre til at købe noget – man er i politisk sammenhæng fri. I kosmisk sammenhæng er man ikke fri, for maven knurrer og kroppen afkøles. Det kræver et vist forbrug at opretholde en levestandard, og på den vis er man nødt til at forbruge for at leve. Der er dog ikke andre, der, i et frit marked, tvinger dig til at købe deres varer.

For at vende kort tilbage til udgangspunktet om, at nogen skal sikres af andre, så følger det af denne regel, at der er nogen, der skal arbejde gratis for andre. Det er ikke direkte slaveri, for den der arbejder gratis, kan selv vælge sin beskæftigelse i markedet. Men ellers er forskellene ganske små. Forsørgelsespligten, der er sikret i Grundloven §75 stk 2, betyder i praksis, at der skal være noget at beskatte ud af andres indkomst eller formue for at kunne overføre en del af disse midler til en anden. I et meget fattigt samfund kan sådan en regel ikke opretholdes. Det er kun i praksis muligt at opretholde sådan en regel, fordi der er produktive personer, der finder sig i skattevæsenets behandling. Rettighedsmæssigt kan der ikke være tale om en universel lov, for jo færre der kan forsørge sig selv, jo sværere er det at tilkende en ydelse, der kan forsørge dem. Til sidst, hvis alle ikke kunne forsørge sig selv, kunne det ikke lade sig gøre at yde et eksistensgrundlag overhovedet. Kun ejendomsretten kan være universelt gældende, grundet dens negative natur. Rettigheden er simpel, den siger blot, at andre skal lade din ejendom være i fred, og fremsætter ikke positive krav på andre mennesker.

Det Radikale Venstre fortsætter i samme rille, og beskriver deres tilhørsforhold til menneskerettighederne, som ind i mellem også forbryder sig mod princippet om at rettigheder, for at være ægte rettigheder, skal være universelle rettigheder.

Bæredygtighed

Fra Det Radikale Venstres principprogram:

Det Radikale Venstre vil arbejde for et samfund, der i alle forhold er bæredygtigt. Med bæredygtighed mener vi valg og løsninger, der ikke undergraver livsbetingelserne for kommende generationer.

Vi vil forvalte både naturens ressourcer og de økonomiske ressourcer, så vi får en bæredygtig udvikling. Den økonomiske udvikling skal styres, så vi kan nå dette mål, og Danmark bliver foregangsland.

Det er nødvendigt, at vi globalt mindsker forbruget af natur-ressourcer, der ikke kan genskabes.

Gad vide om forbrug af naturresurser, der ikke kan genskabes, også gælder den enorme forurening af Kærgård Klitplantage? Da lastbilerne i 1956 begyndte at dumpe forureningen i klitterne, sad Socialdemokratiet som regeringsparti med Det Radikale Venstre som støtteparti fra valget i september 1953. I 1957 fortsatte regeringen med Det Radikale Venstre samt et nyt støtteparti.

I mit indlæg om Socialdemokratiet beskrev jeg, hvordan energipolitikken i Danmark bedst beskrives som energiidioti. Det er præcis den centrale styring af investeringer og forbrug, der har skabt det økonomisk fallerede energisystem, der er i Danmark. Først beskatter staten borgerne for at betale for at bygge og udbygge et kæmpe naturgasnet. Samtidigt forpligter den statslige virksomhed sig til at aftage store mængder naturgas fra sin yndlingskapitalistvirksomhed, og bagefter subsidierer staten opbygning af decentrale kraftværker, som staten kort efter udkonkurrerer med subsidier til “det næste hotte projekt”. Løsningen på problemet er at subsidiere både de decentrale kraftværker og vindmøllerne. Mere stat, flere skatter, højere skatter og mere idioti. Det Radikale Venstre bekender sig således til interventionismen på energimarkedet, og dermed til det økonomiske kaos der opstår i forbindelse med statens centralplanlægning af sektoren.

Interventionismens katastrofale omkostninger er netop en af mange byrder, som pålægges de efterfølgende generationer. Interventionismen er af en sådan karakter, at enten må staten fortsætte sit korstog mod rationalitet og markedsøkonomien, eller opgive sit forehavende og blæse til retræte på slagmarken mod det frie marked. I energipolitikken ses det tydeligt, at der ikke er blæst til retræte, men i stedet til en endnu mere hysterisk og fanatisk bekæmpelse af livsgrundlaget for de kommende generationer igennem klimadebatten. Derfor finder jeg at Det Radikale Venstres principprogram bygger på selvmodsigelser. De fastholder et kaotisk økonomisk system, hvis omkostninger accelererer og hæmmer muligheden for produktiv anvendelse af de naturgivne resurser.

Muligvis får vi ikke en ny forureningsskandale som Kærgård Klitplantage, men politikerne har påført (og planlægger at påføre endnu flere) store skader på markedsøkonomien i deres nuværende politiske paradigme.

Hvis energi bliver dyrere, så bliver andre sektorer nødvendigvis nødt til at beskære sit forbrug af energi. Produktionsvirksomhederne skal enten modtage subsidier til at fortsætte deres produktion (en løsning som interventionisterne vil elske) eller reducere produktionen.

Det første vil øge skattebyrden for andre sektorer, og yderligere reducere deres profit. Det sidste vil skabe større koncentration af arbejdsløse med kompetencer indenfor håndværk og produktion, som skal finde andre græsgange, hvis de ikke vil ende med at komme på listen over personer, der ikke er i stand til at forsørge sig selv. Heraf politikernes evindelige snak om “videnssamfundet”.

Der er flere goodies at tale om i denne sektion, men her er en jeg vil fremhæve:

Det Radikale Venstre mener, at målet om global bæredygtighed forudsætter, at atomkraft afvikles og at det globale forbrug af fossilt brændstof (kul, olie og naturgas) skal respektere det økologiske råderum. Det skal blandt andet ske gennem begrænsninger i de rige landes forbrug og en mere effektiv udnyttelse af energi globalt.

Naturligvis skal den mest produktive af alle metoder til sikring af CO2-neutral elproduktion udelukkes. Vi må ikke vælge den billige løsning. Det Radikale Venstre, der sidder som fanebærer for det intellektuelle islæt i den offentlige administration, ønsker en dyr energiform. Det skal jo gerne mærkes, at vi er gode ved klimaet. Ellers gælder det ikke – siger dommerne i Det Radikale Venstre.

I stedet for at oprette offentlig regulering af udnyttelse af naturresurserne, kan markedsøkonomien i stedet bruges til at udnytte naturresurserne. Det betyder ikke en udryddelse eller ødelæggelse af dele af naturen, så længe naturen ejes privat. Markedet søger den produktive anvendelse af naturen, da det er formålet med menneskets aktivitet. Der er ingen modsætning mellem markedsøkonomi og økologi. Det er derimod statens tilladelse til forurening og ødelæggelse af statens arealer, der udgør den største trussel mod naturens bæredygtighed. Ejendomsretten og privatiseringen af jordklodens arealer er en måde at sikre, at disse beskyttes mod udplyndring og dermed reduktion af fremtidens produktivitet af samme. Udnyttelsen af jordkloden under frie markeder og opretholdelse af ejendomsretten følger den samme profil, som Harold Hotellings rule beskriver. Kort sagt vil udnyttelsen af naturresurser følger renten og markedspriserne. Dermed er der i den frie markedsøkonomi indbyggede mekanismer til at sikre bæredygtighed og afvejning mellem produktion til nuet og til fremtiden.

Da ejeren af fx en oliebrønd ved ca. hvor mange tønder olie han med nuværende teknologier kan udvinde, ved han hvor meget hans oliebrønd er værd med nuværende oliepriser. Da han ejer olien i brønden, kan han afveje om han skal øge, reducere eller fastholde produktionen her og nu. Ejeren skal derfor spekulere på fremtidens oliepris, rente og produktionsomkostninger for at fastlægge en produktionsprofil over tid, som optimerer hans profit. Markedet har prissignaler, der hjælper resurseejeren til at tage beslutninger, der søger at optimere forholdet mellem produktion og oliebevarelse. Der er ikke behov for statslig styring for at sikre en bæredygtig produktion af udtømmelige naturresurser. Statslig styring er blot en tilsidesættelse af frivillige markedsdeltageres samarbejde. Det beskytter ikke naturen mod forurening eller optimerer brugen af naturresurserne bedre end markedet.

Samfundet, det offentlige og den enkelte

Det er næsten et afsnit, der skriver sig selv. Jævnfør min kritik af Socialliberalismen i min tidligere linkede artikel, kan vi forudse, hvilke elementer Det Radikale Venstre vil begynde at omtale i denne sektion. Vi kan næsten også på forhånd gætte hvad løsningen på alle problemerne er – mere stat, højere skatter og flere kloge offentligt ansatte regelskrivere.

Først fægter Det Radikale Venstre spredt om, at man skal sikre, at folk kan forsørge sig selv. Men det er i modstrid med deres egne ønsker om store bureaukratier, høje skatter og nøje regulering af markedsøkonomien. Følgende sætning indkapsler deres synspunkt:

Den sociale indsats skal respektere den personlige værdighed og have som mål at sætte den enkelte i stand til at klare sig selv. Den enkelte skal have mulighed for selv at forbedre sin situation. I forhold til mennesker med varigt behov for hjælp er det offentlige forpligtet til at sikre en værdig og tryg tilværelse.

Det Radikale Venstre taler med uld i mund. De bruger eufemismen “det offentlige [er] forpligtet”. Det er misvisende. Det offentlige, staten, kan ikke udbetale noget som helst, eller sikre noget som helst. Ingen offentligt ansat betaler skat. Ingen offentlig virksomhed er produktiv. Derfor er det ikke det offentlige, der betaler noget som helst. Det er de produktive borgere i samfundet, der betaler. Dem der arbejder i den private sektor, er de eneste, der kan være produktive. Deres produktivitet kan beskattes og dermed bruges til at forsørge andre. Man kan ikke beskatte en offentligt ansat socialrådgiver, sygeplejerske, læge, politimand eller SOSU-assistent og få en netto skatteindtægt. Så længe en person er ansat i staten, og lever af skatter, er de blot parasitter på samfundet, selvom vi hver især ind i mellem kan skimte et stykke arbejde, der falder i vores smag, og som vi gerne vil betale for.

Staten skal sikre en sund offentlig økonomi og en bæredygtig udvikling. De offentlige indtægter skal i stort omfang hvile på afgifter på forbrug af naturressourcer og beskatning af fast ejendom. Dette princip skal indarbejdes i skattesystemet på en måde, der er adfærdsregulerende og socialt afbalanceret. Staten skal sikre en effektiv konkurrence og kontrol med monopoler samt sikre stabile økonomiske rammer for borgerne og virksomhederne.

Beskatningen skal pålægges naturresurser (og dermed forstyrre markedets harmoniske produktionsrytme), fast ejendom og alt det forbrug, som Det Radikale Venstre mener kræver regulering for at skabe et sundt og afbalanceret skattesystem. Sagt med andre ord – du er ikke egnet til at forme din egen adfærd. Det Radikale Venstre skal “regulere” din adfærd med skattesystemet. Systemet skal sikre en sund offentlig økonomi, siger Det Radikale Venstre. Men kan man kalde et system, der bygger på magtanvendelse mod fredelige borgere for et sundt system? Hvis systemet i sig selv er umoralsk, betyder det så ret meget hvilke teknikaliteter i systemet man ønsker at fremme? Ender man trods alt ikke ud med et umoralsk system, selvom budgettet balancerer?

Hvis man ydermere piller med markedsmekanismerne, der sørger for en optimal balance mellem resurseproduktion og -bevarelse, hvordan kan man stadig fastholde, at det system man fremmer, er sundt? Hvilke moralske standarder tillader, at et sæt af mennesker, Det Radikale Venstre og deres ansatte, kan beslutte egenhændigt hvilken balance en privat virksomhed skal vælge i forholdet mellem produktion og bevarelse af naturresurser? En der er mere gunstig for samfundet end markedets egen? Og endda på længere sigt? Politikerens kortsigtede incitamenter er et argument mod at stole på, at politiske beslutninger er bedre for samfundet, end de beslutninger, der er taget af virksomhedsejere, der risikerer deres eget skind i beslutningen.

Folketinget skal sammen med arbejdsmarkedets parter skabe rammer for et fleksibelt arbejdsmarked. Målet er at forebygge arbejdsløshed og social udstødelse. Det fleksible arbejdsmarked skal give den enkelte og familierne mulighed for et arbejdsliv, der tilgodeser de skiftende behov livet igennem. Alle har ret til et sundt arbejdsmiljø, og til beskyttelse mod ensidigt gentaget arbejde.

Arbejdsløshed forebygges bedst ved at lade prisen på arbejdskraft være helt fri. Det er den ikke i dag uanset hvor mange økonomer og politikere, der gentager flosklen om, at vi har et af de mest fleksible arbejdsmarkeder. Det er muligt, at vi, sammenlignet med andre interventionister, har den mindst interventionistiske arbejdsmarkedspolitik. Det betyder blot ikke, at prisen på arbejdskraft kun fastlægges af markedets deltagere. Fagforeningerne bruger metoder, der næppe fortjener at blive kaldt “markedsdeltagende”. Deres metoder er nærmere afpresning og trusler om vold.

Det Radikale Venstre nævner ikke fagforeninger i deres principprogram. Hvis de er stiltiende om emnet, må man gå ud fra, at de ikke ønsker at ændre på det opbyggede system. Det er en skam, for der er mange af deres mål, der ikke kan nås, medmindre fagforeningernes magt bliver taget fra dem. Fagforeningerne må naturligvis bestå, men de skal afholde fra at bruge vold og demonstrere foran private virksomheder. De må gå andre veje, og det vil sandsynligvis få meget af fagforeningens værdi til at fordufte for medlemmerne. Men det er kun sundt, at alle deltager på lige vilkår. Ingen må true sig til bedre vilkår end andre. Det fredelige samarbejde i markedsøkonomien bør være af yderste vigtighed for et produktivt samfund. Hvis man er i en uoverensstemmelse med andre, bør man bruge en tredjepart som mægler eller domstol, frem for at tage sagen i egen hånd og bruge vold. Det gælder også fagforeningerne. Lovene skal derfor også ændres, således fagforeningerne ikke har særlige privilegier. En arbejdskonflikt må underlægges samme generelle love som en nabokonflikt.

Hvad angår arbejdsmiljø og ensidigt gentaget arbejde, som en ret, så kan jeg blot genkalde den tidligere argumentation for, at rettigheder, hvis de skal være ægte, skal være universelle rettigheder. Altså de skal gælde for alle. Disse positive rettigheder er ikke rettigheder i streng forstand, de er blot praktiske metoder for et politisk system, der opererer i en meget produktiv markedsøkonomi. Markedsøkonomien kan udnyttes med beskatning til at finansiere at købe stemmer, det er ganske enkelt det, der er gældende her.

Årsagen til at vi i Danmark ikke bader i syre, kviksølv og arsenik er den ganske simple, at investeringer i produktionsapparatet har været gunstige i mange år, og den investerede kapital har gjort os rigere, og vi har derfor haft råd til at tage hensyn til miljøet. Det er i alt fald ganske tydeligt fra historien, at politikerne ikke har haft nogen som helst “højere moral” end nogen anden. Det er tydeligt, at det er politikerne, der har tilladt massiv forurening af “statens ejendom” i fremskridtets tegn. Først senere, efter folkeligt pres, er det blevet gunstigt at smykke sig med stjålne fjer, og foregive at man er naturens vogter, miljøets sande ven.

Den samme udvikling gør sig gældende for arbejdsmiljø som for naturen udenfor fabrikken. Man kan ikke uden investering i værktøj og maskiner reducere det ensidigt gentagne arbejde for mennesket. Det kræver tid, opsparing og iværksætterens sans for fremtiden at opbygge værktøj og maskiner, der gør det tunge og slidende arbejde i stedet for mennesket. Politik hjælper ikke i processen. Det er kun opbygning af kapital og produktiv anvendelse af denne, der sikrer muligheden for at undgå slidsomt og ensidigt arbejde. Politik står blot i vejen for markedsprocessens fremskridt. Det er ingen løsning at tillade forurening af statens arealer, for at hjælpe fremskridtet på vej, men omvendt er det også kontraproduktivt at lade politikerne bestemme miljø- og energipolitik, der tager borgernes penge, og spenderer dem ødselt.

Stem på Det Radikale Venstre

Hvis du er typen der:

  • Nøjes med at tale om personligt ansvar
  • Foretrækker lighed frem for frihed
  • Tror at denne gang tager politikerne ikke fejl i deres miljø- og energipolitik
  • Er bange for at et frit marked fører til monopoler (af den slemme type)
  • Synes at offentlige bureaukrater har et bedre overblik og samfundssyn
  • Synes at skattesystemet skal bruges til at regulere forbrug
  • Synes at de offentlige finanser skal balanceres samtidigt med at fastholde et højt udgiftsniveau

Så er Det Radikale Venstre lige noget for dig!

2 Comments

  1. Pingback: Partierne – Enhedslisten – Liberale tanker

  2. Pingback: Status på valget 2019 – Liberale tanker

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.