Historien om hvordan Folketinget stjal dine rettigheder og salvede Magnus Den Første15 minutters læsning

Indlægget findes indlæst på youtube her:

Det er formentlig velkendt af læsere af bloggen her, at min indstilling til opdatering af epidemilovene er ganske kritisk. Min oprindelige kritik var baseret på et hurtigt kendskab til lovens bestemmelser, og her fandt jeg, at det var en utilgivelig indgriben i frie borgeres basale rettigheder til at organisere, forsamle og ytre sig, som de ønsker.

Siden dengang har jeg gravet en smule i historien omkring den nu over 1 måned gamle lov, og jeg synes, at det jeg har fundet frem til er værd at skrive om. Som en kort intro til historien her, vil jeg bare gentage, at der var tale om 95 folketingsmedlemmer, der vedtog loven efter blot en enkelt dags diskussion på Christiansborg. Dette selvom corona-udbruddet i Kina havde været flere måneder undervejs, så blev det danske lovforslag L133 vedtaget på bare en eneste dag. Hvorfor brugte de ikke mere tid på at forberede og debattere mulighederne for den danske stats reaktion herpå? Hvorfor skulle det hele gennemføres på rekordtid? Det er bemærkelsesværdigt, synes jeg. Det antyder for mig, at politikerne reagerede med rygmarvsreflekser frem for med rationel undersøgelse og kølige betragtninger.

Med den hastighed tingene blev kørt igennem, så er det altid muligt at begå flere fejl, end hvis tingene foregår roligt tempo, hvor man kan nå at overveje flere sammenhænge og elementer i sagen. Disse fejl kan være begået enten af dem, der skrev lovforslaget, eller af dem der vedtog lovforslaget.

I epidemilovene gradueres beføjelserne efter sygdommens alvorlighed

Generelt i epidemiloven er der to sæt af paragraffer. Det ene sæt bruges mod smitsomme sygdomme, det er det milde sæt af beføjelser, mens det kradse sæt beføjelser vedrører de sygdomme, der klassificeres som alment farlige. De paragraffer, som på groveste vis overtræder grundloven, er de skrappe paragraffer. Det er dem, der lukker de private virksomheder, forbyder transport og forbyder forsamlinger. Det er værd at dykke ned i den juridiske manøvre, som var nødvendig for, at regeringen kunne bruge de skrappe paragraffer. Det er nemlig ikke tydeligt i epidemiloven, at de skrappe paragraffer må tages i brug overfor COVID-19. For at bruge de skrappe paragraffer skal der nemlig en særlig juridisk manøvre til.

I den gamle epidemilov var der to bilag. Den ene beskrev, hvilke sygdomme der havde karakter af alment farlige sygdomme. Det var fx sygdomme som pest, SARS, ebola og kopper. De var skrevet i liste A i bilaget i bunden af epidemiloven. Det andet bilag var liste B, hvor de smitsomme sygdomme stod listet op. Dvs. sygdomme på liste A giver adgang til de skrappe paragraffer, mens liste B sygdomme kun giver adgang til de mildere paragraffer.

Disse lister kunne opdateres af sundhedsministeren. I loven stod der, at listerne kunne opdateres efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen. Dvs. i princippet kunne Sundhedsministeren ikke selv bare opdigte sine egne lister og sætte enhver sygdom, som han fantaserede sig frem til, på liste A eller B. Initiativet lå hos Sundhedsstyrelsen, der kunne indstille ministeren til at udsende en bekendtgørelse, der opdaterede liste A eller liste B. De gamle bestemmelser i epidemiloven gjaldt til og med 16. marts 2020. Inden de blev erstattet af den nye lov, da nåede Sundhedsstyrelsen at angive, hvilken af de to lister som COVID-19 skulle opstilles på.

Der er dog også en anden bestemmelse, der kan aktivere de skrappe paragraffer, nemlig §10. Efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen er det muligt at bruge de skrappe paragraffer mod sygdomme, der er angivet i liste B. Det kræver dog, at 3 betingelser opfyldes:

  1. Sygdommen optræder på en ondartet måde
  2. Sygdommen har stor udbredelse
  3. Andre forhold indebærer en særlig stor risiko for smittespredning

Det lyder dermed til, at det er en sundhedsfaglig vurdering, der skal bruges, for at kunne bruge skrappe paragraffer på sygdomme på liste B. Kattelemmen i epidemiloven er indrettet således, at de skrappe paragraffer kan bruges mod sygdomme på liste B, men kun hvis de er mere farlige, smitsomme eller udbredte end almindelige sygdomme. Ifølge de gamle bestemmelser var det Sundhedsstyrelsen, der havde initiativet til at indstille ministeren til at udsende en bekendtgørelse for at tage de skrappe foranstaltninger i brug. De sundhedsfaglige rådgivere havde altså vurderingsevnen og initiativet i den oprindelige lov.

Sundhedsstyrelsens anbefaling jævnfør den tidligere epidemilov

Den 27. februar udsendte Magnus Heunicke to bekendtgørelser, der var i overenstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Den ene opdaterede liste A med fx Nipah virus og rettede nogle navneangivelser, for at matche de internationale navne, mens den anden bekendtgørelse satte COVID-19 på liste B over smitsomme sygdomme. Altså var COVID-19 ikke en alment farlig sygdom, og brugen af de skrappe paragraffer var ikke direkte anvendelig pga. Sundhedsstyrelsens vurdering af farligheden af COVID-19. Vi kan finde Sundhedsstyrelsens begrundelse i et notat, der ligger ved bilaget til spørgsmål 23 ved indførsel af L133, se side 30.

Notatet er fra 28. februar, altså dagen efter, at Sundhedsstyrelsen havde indstillet Sundhedsministeren til at tilføje COVID-19 til liste B over smitsomme sygdomme, der kun giver adgang til de milde paragraffer. Styrelsen vurderede, at COVID-19 ikke var alment farlig, de vurderede, at den ikke var særlig smitsom, og i deres estimater vurderer de, at ca. 10% af befolkningen kan blive smittet med sygdommen. Er disse tre vurderede egenskaber mon nok til at iværksætte §10?

Styrelsen skriver i samme notat, at den har overvejet om anvendelse af §5-9 i epidemiloven kan komme i anvendelse overfor COVID-19 jævnfør §10. Styrelsens vurdering er:

I forlængelse af Sundhedsstyrelsen indstilling af 14. februar 2020 vedr. optagelse af COVID-19 på epidemilovens liste B har vi overvejet, om der kan være særlige forhold som kan begrunde, at de foranstaltninger, der efter epidemilovens §§ 5-9 alene kan iværksættes mod alment farlige sygdomme, også kan iværksættes over for COVID-19. …

I den nuværende fase, hvor vi i Danmark fortsat har en meget stærk inddæmningsstrategi, så finder Sundhedsstyrelsen ikke at der er generelle forhold, som taler for at indstille til en generel undtagelse af COVID-19 efter bestemmelserne i §10.

Dvs. så længe inddæmningsstrategien fungerede til Sundhedsstyrelsens tilfredsstillelse, så var der ikke behov for at forøge indgrebet i samfundet. De skrappe paragraffer skulle således ikke tages i brug så længe inddæmningsstrategien mod COVID-19 var stærk. Væk var muligheden for at gribe til skrappere midler. COVID-19 var ikke farlig nok. Det er en god ting!

Ved indgangen til den 12. marts stod vi derfor med en Sundhedsstyrelse, der manede til besindelse og ikke krævede skrappe foranstaltninger taget i brug. De sagde med andre ord, at det gik fint med inddæmningsfasen. De mente ikke, at det nye lovforslag var nødvendigt for at håndtere COVID-19 i det offentlige sundhedsvæsen. Men hvorfor da skifte til den næste fase? Regeringens rådgivere mente ikke, at det var nødvendigt.

[EDIT]

I det citerede beskriver Sundhedsstyrelsen, at der ikke er generelle forhold ved COVID-19, der taler for, at §10 kan tages i anvendelse. Men længere nede i svaret skriver Søren Brostøm, at der er konkrete situationer, hvor §10 undtagelsen kan komme på tale. Det drejer sig om særligt store forsamlinger, eller forsamlinger af en særlig risikofyldt karakter. Fx store forsamlinger med dårlig hygiejneforhold osv. Citatet lyder:

Sundhedsstyrelsen finder imidlertid, at der særligt i den konkrete situation under en inddæmningsstrategis kan være konkrete situationer, rammer og forhold, der giver en særlig stor risiko for smittespredning. Det kan f.eks. være store og tætte forsamlinger af mennesker, herunder musikfestivaller, spejderlejre, gymnastikstævner, og indkvartering under trange og uhygiejniske forhold.

Der kan desuden være en lang række specifikke situationer og forhold, der udfra en konkret vurdering må antages at medføre særlig stor smittespredning, herunder personer der er smittede eller må antages at være smittede, og som på trods af henstillinger fra sundhedsmyndighederne udviser en risikofyldt adfærd. Det kan f.eks. være omgang i offentligt rum med tæt personkontakt, dårlig personlig hoste- og håndhygiejne m.v.

På den baggrund kan vi, med henvisning til epidemilovens § 10, indstille til sundheds- og ældreministeren, at de foranstaltninger, der efter epidemilovens §§ 5-9 alene kan iværksættes mod alment farlige sygdomme, også i de ovenfor beskrevne konkrete situationer og forhold kan iværksættes over for COVID-19

Det ser derfor ud til, at jeg ikke gjorde mit arbejde godt nok, da jeg skrev indlægget her og brugte den første del af Søren Brostrøms udtalelse. Jeg beklager fejlen. Det er til sidst værd at pointere, at Søren Brostrøm ikke taler om at bruge alle paragrafferne mod alt og alle – men mod specifikke situationer, der vurderes at være af særlig stor smittefare. Den nye epidemilov blev brugt meget bredere, og den måde §10 blev anvendt på strækker sig ud over hvad Søren Brostrøm omtaler i denne besvarelse.

[/EDIT]

Propaganda for at få skeptikerne i Folketinget med på L133

I Folketinget sidder der rigtig mange socialister. Partierne SF, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Alternativet er åbenlyst socialistiske, mens partiet Enhedslisten hælder mod kommunismen (eller demokratisk socialisme, om man vil). De fleste medlemmer af disse partier behøver ikke megen overtalelse for at nedbryde de borgerlige frihedsrettigheder, når det kommer til økonomien. De fleste i denne blok har formentlig ikke behov for ret skrap overtalelse fra regeringen, før de kaster alle hæmninger, og giver Staten meget store magtbeføjelser. De er kollektivister og har meget lille forståelse for, at den almindelige borger på lige fod med de bløde rettigheder (ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og religionsfrihed) også har hårde rettigheder (den private ejendomsret). Det er deprimerende at vide, at politikerne kan være så uvidende.

De såkaldt borgerlige partier er også ganske deprimerende. De fleste er ligeledes socialister, og de har ingen problemer med at indføre love, der mistænkeliggør store grupper i samfundet. Det er de borgerlige partier, som vi kan takke for megen overvågning og mistænkeliggørelse.

Kort sagt, så går “blå blok” med på at indføre statsindgreb i borgerens liv for at opretholde såkaldt lov og orden, mens “rød blok” er med på at indføre statsindgreb for lighed, fællesskab eller andre såkaldte sociale årsager. For at forhindre smittefare er begge blokke tilsyneladende vilde med at bruge statsindgreb mod borgerens rettigheder.

Men på trods af de generelle tendenser findes der i begge lejre enkelte individer, som er skeptiske overfor Statens magt. Disse enkelte individer kan man have behov for at overtale, for at få alle medlemmerne med på et lovforslag. En af måderne man kan få disse personer overtalt er ved at præsentere dem for nogle fine grafer, der viser, at situationen med COVID-19 er på vej ud af kontrol. På vejen til indførsel af L133 var der nogle kærkomne muligheder, der gjorde, at regeringen kunne tilrettelægge deres fremlæggelse af L133 for Folketinget på det tidspunkt, der maksimerede sandsynligheden for dets vedtagelse. En af de åbenlyse muligheder var andelen af positive COVID-19 tests. Grafen for disse positive testresultater ser sådan her ud op til og kort efter den 12. marts:

Kilde: Statens Serum Institut: COVID-19 overvågning rapport 18. marts 2020.

I resultaterne af COVID-19 testen kan vi se, at i dagene op til fremsættelsen af L133 var der en meget stor stigning i andelen af positivt testede. En kraftig og fortsat stigning andelen af positive tests er den forventede udvikling i starten af en rigtig epidemi. Det er muligt, at regeringen har klargjort L133, og blot ventede på en god lejlighed til at præsentere den for Folketinget. Det er bemærkelsesværdigt, at det sker lige efter en periode med en meget voldsom stigning i andelen af positive COVID-19 tests. Således kan visse af Folketingets medlemmer, de ganske få der hører til skeptikerne, lade sig overtale til at tro, at en ægte epidemi er under opsejling.

Læser man nærmere i SSI’s rapporter, så er det tydeligt, at årsagen til den store stigning i andelen af positive tests er, at man målrettet gik efter skituristerne fra sportsstederne, hvor man vidste, at en stor andel pådrog sig COVID-19.

SSI skriver:

I uge 10 og 11 var fokus på at undersøge personer, der var indrejst fra udenlandske risikoområder – også ved sygdom, der ikke var behandlingskrævende. I denne periode blev mange skiturister testet og fundet positive for SARS-CoV-2.

Kilde: Statens Serum Institut: Epidemiologisk trend og fokus 8 april 2020

Stigningen i positive testtilfælde var således drevet af et skift i testfokus. Ikke blot af, at flere danskere fik sygdommen, som man umiddelbart kunne tænke.

[EDIT] Ser vi nærmere på, hvor de positivt testede blev smittet, kan man se følgende i COVID-19 overvågningsrapporten fra 12. marts:

Kilde: SSI COVID-19 overvågningsrapporten fra 12. marts

Med kun under 1/6 af de smittede smittet i Danmark, kan vi måske belyse, hvor lille den danske såkaldte epidemi var i starten af marts.[/EDIT]

Vi husker igen på, at politikerne vedtog L133 på en eneste dag, og at de ikke krævede ekstra tid til at overveje lovforslaget nøje. Noget må have fået dem i hastemode – måske er det denne stigning i de positive COVID-19 test?

Der kunne være noget om, at politikerne var blevet skræmte, når man læser spørgsmål 25 til L133, hvor spørgeren anfører følgende:

Set i lyset af den alvorlige udvikling af COVID-19, bedes ministeren redegøre for, om sygdommen fortsat bør være optaget på lovens liste B, eller om Liste A indgår som en overvejelse.”

Kilde: Spørgsmål 25: Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg.

Dvs. spørgeren spørger efter at flytte COVID-19 på listen over alment farlige sygdomme, der altså giver sundhedsministeren de mest skrappe beføjelser i epidemiloven. Inklusiv de nye beføjelser.

Men svaret fra Sundhedsministeren er endnu mere interessant:

Det følger af § 2, stk. 2, i lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overfør-bare sygdomme, at såfremt der skal ske ændring i liste A eller B til loven, skal Sundhedsstyrelsen indstille en sådan ændring til sundheds- og ældreministeren. Jeg har ikke siden den seneste ændringer af liste A og B, som trådte i kraft den 29. februar 2020 – og hvor COVID-19 er optaget på liste B – modtaget ny indstilling herom fra Sundhedsstyrelsen.

Det interessante er netop, at Sundhedsministeren bruger ordet “indstille”. Sundhedsstyrelsen har altså ikke indstillet til at optage COVID-19 på liste A. Det er formentlig ikke forkert at antage, at politikerne selv troede, at de stod overfor en liste A sygdom, som de dumme fagpersoner bare ikke kunne se. Måske var det fordi, at stigningen i andelen af smittede gjorde dem bekymrede. Men havde de ventet blot et par dage, så kunne de selv se, at andelen af positive tests faldt tilbage til udgangspunktet.

Metoden til at bruge den nye epidemilov

Den 12. marts kom der, som jeg har beskrevet før, en ny lovændring igennem til epidemiloven. Denne opdatering viser tydeligt, at politikerne var trætte af, at deres magtudøvelse skulle holdes tilbage af Sundhedsstyrelsens anbefalinger, deres initiativ og deres faglige vurderinger. Regeringen har sikkert tænkt: Væk med de irriterende rådgivere! Nu skulle det ikke længere være epidemikommissionen, der i samråd skulle fastlægge brugen af epidemilovens beføjelser, nu skulle det ansvar placeres hos bare en person: Magnus Den Første.

I svaret på spørgsmål 3 til L133 svarer Sundhedsministeren, at årsagen til indførsel af enevælden i epidemilovene er:

Det bemærkes, at baggrunden for den gældende kompetencedeling i epidemiloven stammer fra en tid, hvor der i højere grad end i dag var et lokalt fokus ved udbrud af alment farlige sygdomme. Imidlertid viser den aktuelle situation med udbrud af CO-VID-19, at danskernes bevægelsesmønstre de senere år har ændret sig. Smitte spredes i dag over store geografiske afstande langt hurtigere end tidligere, og det giver behov for at kunne iværksætte foranstaltninger mere fleksibelt.

Kilde: ft.dk Spørgsmål 3 og svar

I svaret her kan vi se, at ministeren ønsker mere fleksibilitet. Den dynamiske Magnus Heunicke skal i stedet for den rigide epidemikommission være vor enevældige hersker i spørgsmål angående brugen af epidemilovens bestemmelser. Det er jo også irriterende at vente på fagpersonerne, når man så gerne vil være helten, der redder samfundet.

Lovforslagets indhold taler også sit tydelige sprog: Regeringen ønskede at tilsidesætte rådgivernes anbefalinger. Sundhedsstyrelsen var skeptisk overfor L133, men deres skepsis mod ændringen kan muligvis være påvirket af, at de selv ville miste magt, da de formentlig havde medlemmer i netop den epidemikommission, som L133 kørte ud på et sidespor. Uanset Sundhedsstyrelsens kommentarer til loven gik regeringen dog videre med lovforslaget, som endda modstandsløst kom igennem 1., 2., 3. gangs behandling og vedtaget den 12. marts.

Der var dog en lille bitte detalje, som måske er blevet overset i det meget hurtige politiske arbejde. Det nye lovforslag L133 havde en lille opdatering til §10. Den står i L133 punkt 9:

9. I § 10 ændres »indstilling« til: »rådgivning«, og efter »§§5-9« indsættes: »og 12 a-12 f«.

Kilde: ft.dk side 2.

Den lille kommentar har dog meget stor betydning. Ordene i den nye paragraf betyder, at nu kan sundhedsministeren SELV fastlægge hvilke sygdomme, der kan tillades at bruge de mere aggressive midler imod, som kun er vedtaget af Folketinget til brug mod “alment farlige sygdomme” – altså sygdomme, der eksplicit står på liste A. Det er ikke nødvendigt at modtage en indstilling fra Sundhedsstyrelsen, nu kan ministeren blot rådgive sig med Sundhedsstyrelsen.

Da Sundhedsstyrelsens notater og svar kraftigt antyder, at inddæmningsstrategien var stærk, at lovforslaget var unødvendigt, og at COVID-19 ikke var alment farlig, men kun var en smitsom sygdom, så ville de aggressive nye bestemmelser naturligvis ikke være nødvendige at tage i brug for at håndtere COVID-19. Man kunne med andre ord som magtsøgende politiker ikke regne med Sundhedsstyrelsens opbakning til at tage de mere aggressive midler i brug mod COVID-19. Men med ændringen af et enkelt ord i punkt 9 behøvede man ikke længere at bekymre sig om fagpersoners vurderinger, nu kunne politikerne handle frit på egen hånd.

Det er vigtigt at understrege, at de paragraffer, som tidligere krævede Sundhedsstyrelsens indstilling til at håndtere sygdomme med skrappe midler, giver mulighed for at forbyde forsamlinger, forbyde eller regulere adgang til private forretninger, adgang til transportmidler, adgang til offentlige institutioner, ophæve behandlingsgarantier, og at indføre priskontrol og rationering i forbindelse med “sikring af forsyning af varer”. Da COVID-19 ikke stod på andet end liste B, så var det åbenlyst, at disse meget omfangsrige og grundlovsstridige paragraffer ikke kunne bruges! COVID-19 er ikke af den type sygdom, der ville give Sundhedsministeren ret til at anvende disse beføjelser, da Sundhedsstyrelsen ikke mente det nødvendigt at bruge skrappe midler mod den generelt. Deres holdning var, at specifikke situationer kunne kræve indgreb. Men ikke generelle.

Hvad skal man da gøre som politiker for at få mere magt? For fleksibilitetens skyld, naturligvis. Med ændring i §10, er det ikke længere Sundhedsstyrelsen, der har initiativet til at tage de skrappe midler i brug. I den nye lov er det kun nødvendigt, at Hans Kongelige Majestæt Magnus den første lader sig rådgive af Sundhedsstyrelsen. Men behøver han at følge deres råd? Det står ikke i loven, at han skal følge deres råd. Han rådførte sig naturligvis med dem, sådan som han skal ifølge lovens bogstav.

Da den nye epidemilov trådte i kraft den 17. marts 2020, udsendte Magnus Den Første en bekendtgørelse (one bekendtgørelse to rule them all), hvor han i egen magtfuldkommenhed bekendtgør, at han giver sig selv beføjelser til at bruge de skrappe paragraffer i forbindelse med bekæmpelse af COVID-19. Altså de skrappe paragraffer, som tydeligt er grundlovsstridige, og som ikke blev vurderet til at være nødvendige til at inddæmme COVID-19 andet end i særligt specifikke situationer.

[EDIT]

Nedenstående er det originale, men i lyset af den fejl jeg begik, så ser det ud til, at det muligvis kun drejer sig om at bruge §10 generelt frem for mod specifikke situationer.

Men var han på det tidspunkt blevet rådgivet af Sundhedsstyrelsen til at tage de skrappe midler i brug? Hvis han havde fået indstilling fra Sundhedsstyrelsen til det, så kunne han have sendt bekendtgørelsen ud den 12., 13. eller 16. marts. Men bekendtgørelsen kommer først den 17., hvor det ikke længere er nødvendigt at vente på Sundhedsstyrelsens indstilling. Interessant er det, omend jeg ikke ved, om det bare er ministeren selv, der har besluttet sig, eller om det tilfældigvis var samme dag, at han fik en indstilling til at udsende bekendtgørelsen.

Heunicke udsender bekendtgørelsen den 17. fordi de nye paragraffer skulle aktiveres af en bekendtgørelse, der hører til den nye epidemilov. Ikke fordi han venter på en indstilling og bare overrider Sundhedsstyrelsen, men fordi loven er opdateret. Om Sundhedsstyrelsen ville have været med på alle de foranstaltninger, som Heunicke indførte af generel karakter, det er for mig uvist. Noget kunne dog tyde på, at det var Heunickes egen idé at bruge epidemilovens kradse bestemmelser generelt.

[/EDIT]

Vi kan her opsummere, hvornår denne udvidelse af beføjelserne er passende. Jævnfør §10 i epidemiloven kræves det, at paragrafferne kan iværksættes “når disse optræder på en ondartet måde eller med stor udbredelse, eller når andre forhold indebærer en særlig stor risiko for smittespredning.”

Omstændighederne synes ikke at give anledning til at tro, at paragraf §10 var opfyldt. Sygdommen optræder ikke ondartet (vurderede Sundhedsstyrelsen) eller med stor udbredelse (ca. 10% af befolkningen ville blive smittet iflg. Sundhedsstyrelsens notat til Sundhedsministeren) eller om andre forhold, der indebærer særlig stor risiko for smittespredning (se Vibeke Manniches grundige gennemgang af hvorfor, her). [EDIT] Som jeg er bekendt med, så vurderede Sundhedsstyrelsen, at i visse særlige tilfælde, så er det OK at bruge de skrappe paragraffer.

Eftersom det ikke fra den 17. marts var nødvendigt at vente på Sundhedsstyrelsens indstilling til at iværksætte de skrappe foranstaltninger, så kunne Magnus Den Første efter sin egen vurdering ganske enkelt blot bekendtgøre, at nu ville han bruge de skrappe paragraffer for at bekæmpe COVID-19. Det er ikke ret betryggende.

[/EDIT]

Hvad kan vi som borgere forvente, at næste træk bliver? Hvis Magnus Den Første blot kan bekendtgøre, at han vil lukke hele økonomien ned, for at bekæmpe en sygdom, som han bare selv kan indsætte for at få de forhøjede beføjelser, hvad så? Bliver det næste, at influenzasæsonen i 2020-21 foregår i samme nedlukkede økonomi, som COVID-19 gjorde det? Er den næste sygdom mon forkølelse eller noget andet?

Kan Sundhedsministeren egentlig ikke bare selv bestemme, at nu vil han lukke økonomien og bruge disse beføjelser, for der er jo altid smitsomme sygdomme, der florerer i samfundet? Tanken er frygtelig. Tænk, at vi 5,6 millioner borgere kan miste vore rettigheder, hvis bare en enkelt mand i regeringen vælger at lukke økonomien ned med en dags varsel.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

44 − 39 =

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.