På finans.dk advarer Nationalbankdirektør Lars Rohde mod at investere i Bitcoin, fordi markedet for Bitcoin er fuldstændigt ureguleret. Lars Rohde ser Bitcoin som en spekulativ vare, hvor man ikke kan vide om værdien er 50% højere eller lavere om en uge.
Direktøren i Finanstilsynet, Jesper Berg, foreslår at regulere Bitcoin, hvis det bliver mere populært end det er nu.
De to offentligt ansatte direktører mener tilsyneladende at det er farligt når et marked ikke er reguleret.
Vi kan kort se på deres udsagn, der kan koges ned til dette: På et ureguleret marked ved man ikke om værdien stiger eller falder hurtigt.
Vi kan prøve at sammenligne det med et marked som er reguleret i Danmark. Lad os bare vælge pengemarkedet. Har der været store udsving i denne størrelsesorden i dette regulerede marked?
Vi kan tage en episode og kigge på – hvad med månederne efter finanskrisen, hvor renten blev sat ned af Nationalbanken? På under 2½ måned blev indskudsbevisrenten sat ned fra 5,0pct til 3,0pct. 6/11 2008 -0,5pct (5,0pct) 15/1 2009 -0,75pct (3,0pct).
I den periode, hvem kunne da vide, hvad pengerenten ville blive fastsat til af centralbankerne, blot et par uger frem?
Måske er et reguleret marked mere stille i lange perioder, for at blive afbrudt af bratte omstillinger. Dette behøver ikke at ske kun i forbindelse med starten på exceptionelle kriser. Der skete også noget i januar 2015, da ECB annoncerede deres QE program, som jeg har skrevet om tidligere. Episoden bærer ikke præg af, at det regulerede marked, som Lars Rohde var chef for, har væren nogen nævneværdig succes for almindelige mennesker. Efter Nationalbankens regulering steg importpriserne fra ikke-EU lande med ca. 10% og da flere pensionsselskaber blev skræmt af begivenheden, indkasserede de store omkostninger, der bæres af deres kunder, ansatte og ejere.
Generelt set har konsekvenserne af den førte politik været ganske nedslående. Rente af indskud i banken er 0pct og den lave rente tilskynder til forbrug og investering for lånte penge og afskrækker fra opsparing. Alt sammen er negativt for finansiel stabilitet og robusthed for den almindelige dansker.
Nationalbankens rolle i forbindelse med at redde banksektoren igen og igen bærer også yderligere ved til spekulationsbålet. Mennesker tager ganske enkelt flere chancer, når man ved, at er der er et sikkerhedsnet i form af en monopolvirksomhed, der har magt til at trykke penge ad libitum til at redde enhver bank fra fallit.
Regulering uden omkostninger?
Lad os for en stund acceptere at idéen om at regulere pengemarkedet er godt for danskernes velfærd. Det næste spørgsmål der straks må stilles er om det medfører konsekvenser for markeder der ikke er reguleret? Hvis det gør, hvordan opvejer man så fordelene mod ulemperne?
Hvis din plan i livet er at bygge en formue op (fx en pensionsopsparing), så vil det være langt mindre gunstigt at sætte pengene på en bankkonto, fordi den regulerede rente gør afkastet relativt lavt (i disse tider, endda negativt pga. inflationen). Du taber med andre ord penge hvert år du lader dem stå på bankkontoen, takket være rentepolitikken fra Nationalbanken.
Hvis du i stedet hæver pengene og sætter dem i mere risikofyldte investeringer, såsom aktier, obligationer – eller sågar Bitcoin, eller en anden kryptovaluta, så er der langt større chance for gevinst. I det regulerede pengemarked koster det at have penge stående, mens det uregulerede marked lokker med stor profitmulighed (og afskrækker ved stor risiko).
Det betyder rent faktisk, at Lars Rohdes regulerede marked er en medvirkende faktor til at markedet for Bitcoin bliver mere volatil end det ville have været. På det regulerede pengemarked er renten trykket ned og tilskynder til at placere pengene andetsteds.
Denne pointe er formentlig tabt på de to direktører, som så gerne ser alle markeder reguleret. Processen hvormed regulering udvides fra marked til marked, medfører at menneskets mulighed for at samarbejde om investering og finansiering bliver hindret i større og større grad af lovgiverne. Hvis eksistensen af et reguleret marked bevirker at andre markeder bliver mere volatile, og at volatilitet ses som en åben invitation til at regulere, så ender processen i den totale socialisme, hvor alle markeder til sidst er under central kontrol af magthavernes bureaukrater.
Ludwig von Mises, Human Action, s 851:
The interventionist doctrinaires and their followers explain all these undesired consequences as the unavoidable features of capitalism. As they see it, it is precisely these disasters that clearly demonstrate the necessity of intensifying interventionism. The failures of the interventionist policies do not in the least impair the popularity of the implied doctrine. They are so interpreted as to strengthen, not to lessen, the prestige of these teachings. As a vicious economic theory cannot be simply refuted by historical experience, the interventionist propagandists have been able to go on in spite of all the havoc they have spread.