Status på 202016 minutters læsning

Som de forrige år vil jeg også dette år skrive lidt om, hvad der skete her på bloggen og i samfundet i 2020.

Indlæg i årets løb

I løbet af 2020 har jeg skrevet 11 indlæg. Den meget lave aktivitet skyldes, at jeg har brugt min tid på andre ting i år. Det kommer jeg tilbage til senere.

Oprindeligt havde jeg tænkt mig at lægge bloggen helt på is i 2020, men jeg lod også døren stå åben for, at der kunne komme visse interessante begivenheder, der kunne få mig til at skrive på bloggen. Det må man sandelig sige, at der gjorde. Corona. Den uskyldige virus, som myndighederne og regeringen har fået fremstillet som en byldepest og haft succes med at bilde befolkningen den fortælling ind, at regeringen kan gøre noget ved virussen med sin politik.

I marts skrev jeg et indlæg baseret på de liberale principper om individets ukrænkelige rettigheder og harcelerede over regeringens nedlukning, for det var ikke deres egne butikker, de lukkede – det var alle andres. De krænkede den private ejendomsret, livsblodet i den liberale filosofi! For mig er det utilgiveligt at gøre – uanset hvilken trussel samfundet står overfor. Staten kan ikke hjælpe samfundet som helhed, men kan hjælpe særinteresser og fordele byrder med beskatning og subsidier. Den kan ikke trylle. Det var derfor ikke interessant for mig i udgangspunktet, hvor farlig truslen var. For Staten er aldrig løsningen! Med Statens magtmidler kan politikerne ansvarsfrit dirigere hele samfundets resurser, hvis de lyster. Og det lystede de så sandelig i 2020. Jeg var rødglødende af raseri den 11. marts.

Dengang var jeg kun kommet i kontakt med nogle ganske sporadiske indikationer på, at corona ikke var så farlig, som medierne og politikerne bedrog os til at tro. Eksempelvis læste jeg, at dødeligheden for corona i Sydkorea var omkring 0,7%, mens de holdt deres økonomi åben. Dertil sagde en af mine kolleger, hvis kone er sygeplejerske, at dødeligheden var omtrent som en mild influenza. Det gav mig også en vis tryghed i mit personlige liv, for jeg ønsker naturligvis ikke at udsætte mit eget eller min families velbefindende eller liv for fare, hvis man kan undgå det med rimelige omkostninger. Det var blot ikke min oprindelige årsag til at være rasende. Det var krænkelsen af individets rettigheder og det liberale samfund, der var aflyst, der kaldte på kamp for at standse. Men i midten af marts føltes kampen umulig. Ganske få andre havde skrevet noget kritisk om regeringens politik. En undtagelse var min gode ven Kristoffers indlæg om den totalitære stat på hans blog østrigskeobservationer.dk og Lars Andersens video på sin youtube kanal. Men udover de to og mit eget indlæg var der langt mellem kritikken af regeringens kradse politiske respons mod corona. Jeg holdt mig derfor til at skrive mit harcelerende indlæg på bloggen, velvidende at jeg var tæt på at være alene med mit synspunkt.

Jeg kunne se, at det var en skræmt befolkning, skræmte medier og en flok magtliderlige politikere (Christian Bjørnskov forklarer pointen glimrende her), der labbede frygten i sig og tog styringen med hele befolkningens liv og tanker. Det var på den ene side grusomt at være vidne til, hvordan kritikken af politikerne fordampede på et øjeblik, mens det på den anden side også var interessant at opleve hele befolkningens tankemønster bliver ensrettet og konformt til politikernes vilje. Tænk at jeg skulle opleve den store demagogiske transformation udfolde sig. For mig var det en nær ved perfekt illustration af, at det er en tosset fantasi at tro på, at demokratiet bare følger “folkets vilje”. Folket har ingen vilje – og hvis jeg skal provokere lidt, vil jeg sige, at det gælder sågar det enkelte individ. Med corona vil demokratitilhængere måske sige, at befolkningen var frygtsom, og fulgte bare “lederens vilje” pga. frygten i sig selv, og at vi under normale omstændigheder ikke blindt følger lederskabet. Men det tror jeg ikke på. Hvis det var tilfældet, så skulle selve underkastelsen oprinde, når befolkningen er skræmt. Men det tror jeg ikke er tilfældet. Jeg tror nærmere, at den latente tendens til at følge et politisk lederskab, og opføre sig som en loyal og ukritisk følger, forstærkes af frygt frem for at blive skabt ud af ingenting.

Langt de fleste følger bare ordrer, ligesom betjentene og militæret i minksagen. Der er få “freaks” (som jeg selv), der i udgangspunktet er kritisk overfor Statens diktater og modstår fristelsen til at lade sig opsluge og rive med af det massehysteri, som politikere skaber med deres propaganda. Men jeg ville lyve, hvis jeg ikke også erkendte, at jeg havde følelsen af, at også jeg selv var fristet. Størstedelen af befolkningen følger bare regeringens plan og har ikke den fjerneste idé om planen er god eller dårlig. Vi skal bare blindt stå sammen i en samlet enhed og lade fårehyrden guide os til hvilken destination, der passer hyrden. Mææh. Jeg var selv tæt på at sige mæh. Men jeg nægtede at gøre det. Det gik op for mig, at hvis de liberale principper er gældende, så gælder de naturligvis også under en postuleret krise. Det var den holdning, jeg endte med at tage. I dag er jeg lettet og glad for, at jeg gjorde det.

Følelsen af at stå alene med det hele blev forstærket, da jeg så flere liberale fremsætte deres medløbende synspunkter. Jeg blev særligt mopset over Martin Ågerups kapitulation til regeringens vanvidsstrategi. Jeg hidsede mig sådan op, at jeg endte med at skrive et indlæg med titlen “Martin Ågerups naive og unødvendige forsvar af socialisme“. For det er hvad en nedlukning er. Statslig styring af produktionsmidlerne – pure and simple. Og som med så meget anden socialisme, så virker det ikke. Men med corona er det værre end som så.

Som tiden gik, kom der mere data på bordet, og efterhånden er det en lettelse at læse med på punditokraternes blog (fx dette indlæg, selvom Bjørnskov er lidt naiv, når han vurderer, at der findes en “politisk uafhængig sundhedsmyndighed”), hvor Jonas Herby og Christian Bjørnskov har gjort mig lettet og glad. De tør godt være liberalister, når de har set, at Statens politik ikke fungerer. Hvordan de præcis havde det da Mette Magtgal lukkede landet i marts måned er jeg ikke helt afklaret med, men jeg er glad for at se, at de kritiserer politikerne næsten lige så intenst, som jeg selv. Fedt!

I den klassiske socialismekritik, suverænt fremsat af Ludwig von Mises i bogen Socialism , er det det økonomiske planlægningsapparat, der ikke kan fungere. Uden priser på de forskellige goder, kan de ikke prioriteres, og derfor kan en rationel produktionsstruktur ikke frembringes. Det kan ikke lades sig gøre for de centrale planlæggere at allokere økonomiens resurser til de menneskelige mål, der er tilknyttet den højeste værdi. Socialismen er irrationel, fordi den fordeler resurserne uden værktøj til at finde fejl i allokeringen. Med corona er det blot langt værre. Ikke nok med, at regeringen ingen anelse har om, hvad du føler størst tilfredsstillelse med, eller hvilke risici du vil løbe for at opnå et mål, så har regeringens coronapolitik den ekstra udfordring, at der ikke er nogen teknisk sammenhæng mellem deres postulerede målsætning og de midler, de tager i anvendelse. Kort sagt: Ikke nok med, at de ikke kan finde ud af at tildele resurserne deres rette prioritering for at gøre dig glad, når de skal “bage kagen” – selve opskriften er forkert!

Med andre ord, så er der ingen af regeringens tiltag, der har virket eller kommer til at virke mod corona. Der er meget gravende problemer med alle deres tiltag. Hverken afstand, mundbind, håndhygiejne eller nedlukning har de gjort sig bare så meget som et forsøg på at underbygge med fakta, logik, videnskab og bevisførelse. Naturligvis ikke! Der er ingen videnskabelige undersøgelser, der kan bevise det, som den magtliderlige og inkompetente regering ønsker at bevise: At det er regeringens fortjeneste, at det gik så godt, og at vi skal fortsætte med at lytte til dem. Derfor har de end ikke forsøgt at underbygge deres politik med fakta. Det hele kører på deres fortælling, som de har fået de såkaldte “eksperter” i SST og SSI til at gentage for sig. Fortællingen er ren politik og har kun til hensigt at binde befolkningen en eventyrhistorie på ærmet. Men der er intet af det, der påvirker spredning af corona virus. Det kan vi alt for tydeligt se, hvis vi bare gider åbne øjnene og kigge (se fx Tom Woods’ resurseside om covid her).

Den mest åbenlyse årsag til, at nedlukninger ikke virker, er, at raske mennesker ikke smitter (se fx tweetet fra Muge Ceviks paper om corona smitte her og hendes Lancet artikel her). Det burde være såre åbenlyst! Syge mennesker bliver hjemme og smitter heller ikke fremmede. Hvis både syge og raske bliver hjemme pga. nedlukning, så ændrer det ikke noget som helst. Skulle en nedlukning virke, så er det fordi syge mennesker ellers ville gå ud fra hjemmet og smitte på arbejdspladsen, skolen osv. Men siden fokus er ændret så meget på at forhindre smittespredning, så bliver de syge hjemme i stedet for at tage på arbejde. Og hvis det er tilfældet, så kan nedlukningen ikke gøre nogen stor forskel. De syge vil smitte deres samlevende personer i samme omfang med eller uden nedlukning. Dette burde være tilstrækkeligt til at afvise nedlukninger generelt, fordi de har enorme omkostninger. Det er dog ikke alt – undersøgelser på området viser endda, at der slet ikke er nogen forskel mellem nedlukning og åben økonomi. Det kunne ellers være, at de præsymptomatiske personers smitterisiko kunne reduceres med en nedlukning, men selv den lille fordel kan nedlukningerne end ikke mønstre. Det eneste regeringens nedlukning kan gøre, er at ruinere os og gøre os deprimerede. Den har ingen interesse i at gøre et godt stykke arbejde, og selv hvis den havde, så er den førte politik et udmærket eksempel på, at samarbejdet mellem politikerne, rådgiverne og embedsmændene fører til det samme groteske resultat, som hvis en flok talentløse ignoranter havde gjort lignende forsøg.

Jeg brugte selv meget tid på at undersøge epidemimodellerne, og fandt ud af, at fidusen med afstand ikke er andet end en fidus. Regeringen, rådgiverne og myndighederne har ingen anelse om, hvad afstand gør ved smitten. Men de anbefaler det bare alligevel.

Mundbind er også et morsomt påhit. Størrelsen på Sars-Cov-2 partiklerne er så små sammenlignet med størrelsen på mundbinds filtreringsssystem, at beskyttelseseffekten slet ikke kan eksistere. Hverken for den, der bærer mundbindet og smitter omkring sig, eller for den, som inhalerer smittet luft. Det er teoretisk muligt, at de bitte små partikler kunne sætte sig på mundbindets overflade, men de fleste vil blive suget ind igennem mundbindet, fordi filteret er så stort og åbent. I praksis svarer mundbind som værn mod virus til at gå med beskyttelseshjelm for at beskytte mod meteoritter. Beskyttelsen er indbildsk og det viste den store danske undersøgelse også. Årsagen til, at man kan holde det kørende så længe er, at corona smitter så få mennesker, at de fleste går rundt med deres mundbind og er ikke blevet syge. Ligesom de kunne bilde sig ind, at en hjelm beskytter dem mod meteoritter. Til forskel fra en meteorit, så kan du ikke se, om du har været i nærheden af corona virus partikler, som dit mundbind har beskyttet dig mod. Du skal derfor tro på fortællingen om det effektive mundbind, der redder dig fra den usynlige fare. Den jævnlige propaganda i medierne og på pressemøderne holder dig i den tro, som politikerne og medierne ønsker, ligesom præstens prædiken gør hver søndag i kirken. Gentagelse er det bedste argument.

Udover de rent tekniske problemer, så er der også problemer med adfærd. Her må jeg tilknytte et lille tweet, for det er meget væsentligt at huske på, at den liberale filosofi både er den moralsk korrekte og samtidigt fører til de bedste resultater. Det betyder for os som liberale, at vi som udgangspunkt skal nægte Staten lov at blande sig i vores liv, selvom der skulle findes virksomme tekniske foranstaltninger, som den er villig til at håndhæve. For den frivillige adfærdsændring giver størstedelen af resultaterne (i praksis betyder det, at det lykkes regeringen at skræmme befolkningen til at tro på de groteske forsigtighedsprincipper).

Det skal vi huske til næste gang regeringen fremsætter nye fantasier om total kontrol med samfundet under påskud af “en ny trussel” – de kan ikke finde ud af det, og selv hvis de egentlig kunne, så ville den frivillige adfærdsændring være tilstrækkeligt. Statens tvang er ikke nødvendig. Lad os derfor fremover i udgangspunktet som liberale stå fast på vore synspunkter i stedet for at sige, at “nu er vi i en ekstraordinær situation, og opgiver den liberale filosofi.” Lad os for fremtiden ikke lade os forføre af politikernes bedrag til at tro, at Staten kan forbedre de resultater, som et ægte liberalt samfund kan opnå.

Årets højdepunkt

Årets højdepunkt er danskernes immunforsvar mod corona. Hvad ellers? I en tid hvor vaccinen helliges som en messias, der er kommet for at frelse os alle, er det værd at lægge mærke til en meget vigtig detalje, som regeringen ikke snakker om. Danskernes immunforsvar har klaret >99,5% af tilfældene af corona, mens vaccinen efter 2 skud giver ca. 90% dækning. Hvad er det da, vi skal tage den for? Immunforsvaret klarer >99,5% af tilfældene, så hvorfor skal vi dog tage en vaccine?

Det giver kun mening for risikogrupper, eller dem som er bange for sygdommen, at købe og tage den. Naturligvis må alle tage mod den og alle må tilbydes den, hvis det ikke er skatteyderne, som betaler for den. Men ser man lidt på tallene, så er det latterligt, hvis det socialistiske sundhedsvæsen begynder at tilbyde den til den brede befolkning set i lyset af den meget lave dødelighed.

Nedenstående graf viser, hvordan dødeligheden er faldet siden epidemiens start. Det hænger delvist sammen med den større testkampagne og den horribelt dårlige beskyttelse af de ældre i forårssæsonen(se fx ECDCs graf her, der viser, at det var de ældre grupper i befolkningen (80+ år), der blev smittet relativt mest i foråret – og som heldigvis ikke smittes relativt til andre grupper nær så meget siden). Faldet i dødelighed er en af de gode nyheder, som får alt for lidt opmærksomhed.

Data fra SSI Overvågningsfil 31. december 2020

Dødeligheden fra 15. august til 22. af december er i gennemsnit på 0,39%. Det er for alle aldersgrupper. Det er bare at lave to glidende gennemsnit med 14 dages data i hver, den ene er positivt testede og den anden er antal døde. Så har jeg indsat 7 dages forsinkelse mellem test og død, for det er den gennemsnitlige tid, der går fra test til død ifølge SSIs trend og fokus rapport fra 30. april.

Den røde er dødeligheden og den grønne er et 7 dages glidende gennemsnit af, hvor mange der dagligt er blevet testet.

Bogprojektet

I mit indlæg “Status på 2019” skrev jeg, at jeg var gået i gang med et bogprojekt. Det var projektet, som var årsagen til, at jeg skruede ned for min aktivitet i 2020. Min forventning sidste år var, at jeg ville lægge omtrent 100 sider på bogen, så jeg nu skulle have i alt 200 sider. Ved indgangen til 2020 havde jeg knap 52.000 ord i bogen.

På trods af mit ret store tidsforbrug på corona statistik osv. er det lykkes mig at nå lidt længere med bogen, end jeg havde regnet med. I skrivende stund har jeg 309 sider, 163.000 ord, 1.071.000 anslag. Jeg er med andre ord nået dobbelt så mange sider, som jeg havde estimeret. Det siger lidt om mine evner til at gætte selv på ting, som jeg burde kende godt 😀

Det er måske værd at sige lidt om bogen på nuværende tidspunkt, da jeg tror, at jeg har fået en rimelig idé om, hvor det hele ender. Bogens formål er at vise, hvordan Statens udvikling er gået for sig. Den vigtigste pointe i bogen er, at vi som liberalister skal kende den sande historie om Velfærdsstatens tilblivelse, så vi ikke tror, at den blev skabt for at hjælpe samfundet. Historien om Velfærdsstaten er i stedet historien om genindførsel af privilegieøkonomien fra enevældens tid, men i stedet for at give privilegier til en stand (godsejere, købmænd, gejstlighed), som man fødes ind i, gives privilegierne til grupper baseret på deres fag, der organiserer sig i fagforeninger og særinteresser. Historien viser, at læger, jurister, psykologer, pædagoger, skolelærere, rottefængere og mange andre har sikret sig privilegier ved egoistiske hensyn. Velfærdsstaten er derfor ikke andet end særinteressernes mægtigste genkomst, der kan finansieres i langt højere grad i dag end under enevælden. Velfærdsstaten bruger enevældens centraliserede magtmidler, men overgår enevælden, da Velfærdsstaten er underbygget af den mest effektive statsideologi til dato: Demokratiet.

Da der ikke er så mange liberale danskere og endnu færre liberale historikere, så tænkte jeg, at jeg kunne gøre et forsøg på at skrive en historiebog med en Rothbardiansk synsvinkel på Staten og en Hoppeansk synsvinkel på demokratiet. For at undgå at blive skudt i skoene, at jeg har fundet obskure historikere, har jeg valgt at bruge de mest almindelige mainstream kilder. De store danmarkshistorier fra Politiken fra 60’erne og Gyldendal og Politikens fra 90’erne er hovedværkerne, mens jeg har sikret mig værker som “Dansk Velfærdshistorie”, “Dansk Skattehistorie”, “Dansk Toldhistorie”, “Dansk Socialhistorie”, og “Det danske velfærdssamfunds historie”. Yderligere bruger jeg intensivt det kongelige bibliotek, google books, archive.org og tidsskrift.dk til at søge kilder i det historiske materiale, samt en anseelig stak biografier af politikere. Vigtigst af alt er dog min gode ven Kristoffers tålmodige og overbærende interesse for projektet. Hans hjælp igennem projektet er uundværlig og giver mig rigtig godt modspil, når jeg fra tid til anden bevæger mig ud af en uholdbar tangent. Det gør projektet langt bedre, at en amatør som jeg har en historiker og økonom i baghånden!

Jeg bruger ingen primære kilder selv og forlader mig helt og holdent på historikeres arbejde med dem. Igennem min læsning af materialet viser det sig, at den danske historie er smækfyldt med saftige historier, som end ikke jeg selv turde håbe på. Det eneste jeg ændrer fra historikernes fremlægning af udviklingen, er analysen. Alle fakta er taget fra historikernes fremstillinger. Det er nok at ændre på analysen for at kunne vise, at den gængse historie om Velfærdsstaten er misvisende, da den udelader mange vigtige sammenhænge. Det er de sammenhænge, jeg forsøger at bringe tilbage, så vi som liberale kan stole på vores filosofi og tilmed vise, at historien om Velfærdsstaten ikke er andet end en historie om den gamle merkantilisme i et meget rigere samfund, der udnyttes af et skattevæsen, der kan finansiere de mest absurde og tabsgivende projekter. Og sågar bilde befolkningen ind, at Velfærdsstaten er til deres bedste. Og at de selv er ude om det.

Den første del af bogen er den teoretiske del, hvor jeg beskriver det Rothbardianske og Hoppeanske syn på Staten og samfundet og giver nogle korte introduktionsafsnit om økonomi, som kun skal fungere som appetitvækkere til læserens selvstudie af de fantastiske værker. Næste del af bogen, den største, er historien om Danmark set igennem en østrigsk-liberalistisk linse.

Bogens historie starter i vikingetiden og tager sit udgangspunkt i den store revolution fra vikingetid til middelalder. Mens kongen i vikingetid blev valgt af selvejerbønderne på tinget, udvikler det politiske system sig hurtigt væk fra sin oprindelse. I overgangen til middelalderen skabtes en meget stærkere kongemagt, der til tider er i konkurrence med, og i andre tider i symbiose med, kirken. I middelalderen dræbes selvejerskabet med ufred, inflation og skatter. Den beskyttende funktion som ridderskabet og gejstligheden kunne yde, oven i deres skattefrihed, lokkede mange selvejere til at opgive selvforsvar mod ufred og skatteopkrævere, og gik i fæste hos ridderskabet eller gejstligheden. Med den store gruppe af selvejere udryddet, vinder adelens to grupperinger politisk indflydelse. Godssystemet grundlægges og rigsrådet består knap halvvejs igennem monarkiets tid af både kirke og godsejere.

Jeg mangler lidt beskrivelse af perioden op til og efter Grevens Fejde. Men kort fortalt er det kongens groteske misbrug af lutheranismes sejr og gejstlighedens fald fra rigsrådets politiske indflydelse. Herfra bevæger historien sig igennem monarkiets tid, som afsluttes med fremvæksten af skattestaten og en bankerot, forårsaget af merkantilismens kammerateri i samarbejde med grotesk uduelige konger, til enevældens centraliserede Stat. Under enevælden vokser Staten sig større, hæver skatterne yderligere, indfører stavnsbånd, fattigvæsen (ved at forbyde private almisser!) og omdanner pengevæsenet fra metal til papir, der igen ender i en statsbankerot. Jeg bruger særligt lang tid på fattigvæsenets oprindelse, krigenes påvirkning på de fattige, skatternes, inflationens og merkantilismens maksimallønningers ditto. En stor del af kapitlet handler om Kurantbanken, der skabte inflationen. Dens virke illustrerer udmærket, hvordan den almindelige arbejder fattiggøres af inflation og hvordan den rigelige långivning til kammeraterne i regeringen og de nære købmænd, skaber store formuer, der i princippet bare er konfiskeret købekraft hos den almindelige arbejder.

I slutningen af enevælden liberaliseres landbruget og selvejet får igen lov at udvikle sig, og trækker markedsøkonomien fremad. Herfra mangler der et godt stykke arbejde indtil en friere forfatning indføres i 1849. Efter den imperialistiske krig mod sønderjyllands frihedsønsker i treårskrigen begynder den vigtige forfatningskamp. Her mangler jeg en masse arbejde indtil 1914, hvor den giftige frugt af demokratiske fanatikeres sejr over frihed og borgerlighed fører til opgivelsen af den privilegerede valgret i Landstinget. Efter 1914 eksploderer skatterne på ny og lægger grundstenen til den giftige Velfærdsstats vækst, som jeg har nogenlunde styr fra efterkrigstiden og indtil 1970. Jeg mangler således stadig meget om førkrigstiden, mellemkrigstiden og efter 1970, før jeg når til den Velfærdsstat, som vi alle lever under i dag.

Jeg forventer derudover at have et par feature-kapitler om nogle af velfærdsstatens elementer. Den ene bliver arbejdsløsheden og hvordan fagforeninger, økonomer og politikere på fuldstændig faktaresistent vis (ligesom med corona) bekæmper noget, der ikke eksisterer, og skaber en kæmpe arbejdsløshed som resultat. Jeg tror også, at jeg vil bringe et kapitel om, hvordan privat velfærd, fx udviklingen af foreninger der tog sig af “forsømte børn”, ender med at blive nationaliseret. Jeg regner også med at finde ud af, hvilken påvirkning det offentlige fattigvæsenet havde på den private velfærd i form af regulering osv. Til slut håber jeg, at jeg kan give den sidste feature om opbygningen af det socialistiske sundhedsvæsen, der privilegerer sygeplejersker, læger osv.

Til næste år regner jeg med at lægge 100 sider på bogen. Forhåbentlig bliver kapitlerne om teori( p.t. 40 sider), monarkiet (p.t. 40 sider) og enevælden (p.t. 90 sider) skrevet færdig i 2021. Bagefter venter den grusomme redigering af dem. Til næste år regner jeg med at tage fat på forfatningskampen, Velfærdsstatens opbygning og de tre feature-kapitler.

Hits på bloggen

I år har jeg ingen anelse om, hvilke hits jeg har på noget som helst. Af for mig ukendte årsager bliver bloggen besøgt mellem 150-300 gange dagligt af kinesiske IP’er, og jeg tror ganske enkelt ikke længere på tællerne.

Til gengæld håber jeg, at du vil læse med på bloggen fremover, selvom jeg fortrinsvis vil fokusere på mit arbejde med bogen. Jeg er sikker på, at 2021 vil byde på mere corona nonsens, og hvis du vil, kan du følge mig på twitter på mit tag @UffeMerrild for at få nogle små liberale regeringskritiske tweets.

Godt nytår derude!

Mises, Ludwig von. Socialism - An Economic and Sociological Analysis. Translated by J. Kahane. Second english edition. New Haven: Yale University Press, 1951.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

54 − = 53

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.