Status på valget 20195 minutters læsning

Jeg tror ikke, at jeg behøver at nævne, hvem der gik frem og tilbage i valget. Det er læseren formentlig ganske godt bekendt med. Jeg stemte ikke på Liberal Alliance, da jeg var blevet muggen over deres valg om at gå i regering og ellers generelt, at de kunne klokke så eftertrykkeligt i at være liberal. Jeg mener, at det er løn som fortjent, at de gik så meget tilbage. Jeg stemte ikke på nogen af partierne, fordi jeg synes, der er for langt mellem mine holdninger og deres foreslåede politik. For læseren af bloggen her er det nok ingen overraskelse.

I det her indlæg vil jeg bare kort opsummere min oplevelse med debatten og kommentere på mine egne forudsigelser og give min idé til, hvad fremtiden bringer.

Debatten

Til min store glæde og overraskelse var DRs Kåre Quist helt fænomenal. Jeg så ikke alle hans interviews, men dem jeg så (bl.a. med Stram Kurs, Nye Borgerlige, Enhedslisten, Alternativet) var præget af god stemning og så vidt jeg kunne opfatte en komplet mangel på indignation over de politiske holdninger, der blev debatteret. Selv Rasmus Paludans politik blev debatteret uden at forfalde til et grimt sprogbrug (det siger måske lidt om debatten i Danmark, at fraværet af hysteri bliver opfattet som en positiv overraskelse). I alt fald synes jeg ganske godt om Kåre Quists håndtering af hans rolle, og jeg synes sågar at hans interview med Pernille Skipper var ganske godt, da hun i det interview afslørede for mig, at hun er en socialdemokrat. Jeg undrede mig lidt over, hvad jeg bagefter læste i Enhedslistens principprogram. Her var ikke megen socialdemokratisme, men i stedet ganske rå mængder socialisme.

Blogindlæggene

Under valgkampen nåede jeg ikke at beskrive alle partierne, men til gengæld nåede jeg at flygte fra alle tidligere løfter om at holde indlæggene på bloggen korte. Eller at lægge nye lange indlæg i artikelsektionen. Jeg blev nok lidt grebet af projektet, og i min iver faldt jeg tilbage til de gamle indlægs monstrøse længde. Til gengæld nåede jeg at skrive 6 indlæg på en måned, som jeg håber var nyttig læsning. Valgkampen gik ud på at fokusere enormt på “her og nu” snakkeemner, frem for at se på de lidt længere linjer. Det forsøgte jeg at rette lidt op på, ved at tage nogle gamle historier med ind i diskussionen af partierne. Jeg nød i alt fald selv at opdage ganske mange rådne sager fra fortiden, særligt om Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet.

Den største overraskelse var Klaus Riskær Pedersen. Mage til komplet tåbelig politik har jeg ikke set længe. Blot selve idéen at man kan beskatte virksomheder, uden at det går ud over borgerne, er fuldstændigt eventyrlig. Selv Enhedslisten vedgår, at deres politik kræver, at hver borger deltager i den udstukne demokratiske pligt, og at det forventes at borgerne reducerer deres arbejdstid (man kan vel diskutere, om det reelt ikke er lige meget, om man går på arbejde som nu, eller går mindre på arbejde, men bagefter deltager i demokratiske debatter, når det kommer til fordelingen af tiden mellem koncentreret arbejde for andre og fritid). Hos partiet Klaus Riskær Pedersen var det ikke erkendt, at der var nogle kroge af politikken, der krævede nogle ofre. Virksomhederne kunne beskattes, og så kunne borgerne få lov at beholde flere af deres penge. Det er lige til og simpelt. Og forkert.

Twitter

Under valgkampen blev jeg af min kære frue opfordret til at tage mig sammen og oprette en twitter konto. Her kunne jeg reklamere for bloggen og irritere almindelige statselskende mennesker på twitter. Det lykkedes, begge dele. Bloggen har også fået et lille pift, da den nu viser det sidste tweet på hjemmesiden. Hvis der skulle være en enkelt læser eller to derude, der endnu ikke har opdaget twitterkontoen (på mobilversionen er den nye twitterfeed nederst, og hvem kan klare at scrolle mere, efter et digert indlæg på >6000 ord om demokratisk socialisme?), så vil jeg blot opfordre jer til at følge mig på twitter.

Blogopdatering

Efter valgkampen måtte jeg lave noget produktivt, der skaber værdi for andre. Jeg havde i længere tid været utilfreds med nogle småting på bloggen, så nu er der tilføjet/ændret tre ting (udover førnævnte twitter feed):

  1. Læsetidsestimat på hvert blogindlæg
  2. Blå bundlinje der viser, hvor langt du er nået til i hvert blogindlæg
  3. Mere brugervenlig arkiv funktion der gør det nemmere at browse til tidligere indlæg
Fremtiden for Danmark

Fremtiden er usikker generelt. Men jeg tror, at jeg tør vove den påstand, at det bliver meget sjovt at følge den nye regering i de kommende måneder. Alle partier i den røde blok er enige om, at klima’et skal “reddes”, at daginstitutionerne skal have et løft, at flere skal på pension og at de offentlige indkomstoverførsler skal hæves. Det kan ikke lade sig gøre. Der er ikke penge nok i statskassen til at indfri disse løfter, og der er sikkert heller ikke tilstrækkeligt med personer, der kan tage job i det offentlige, tilbage på arbejdsmarkedet. Jeg tror vi vil blive vidne til at se endnu en “løftebrudsregering”, der bringer saglige minder frem fra Helle Thornings regeringsperiode. “Der kommer en god løsning i morgen!”. Måske får vi endda en “blå” finanslov, hvor Pernille Skipper og Pia Olsen Dyhr bliver røvrendt. Det kunne jeg godt håbe lidt, for det er så morsomt at se deres reaktion, når de røde bliver brændt af.

Vi får formentlig en gentagelse af fedtafgiften, blot på kød eller flybilletter denne gang, som først rulles ud og senere trækkes retur. Det kan være, at de vil forsøge at hæve skatten på kapitalindkomst, men denne er allerede så høj, at en forøgelse næppe vil indbringe et større provenu. Det kunne den måske på den korte bane, men på sigt tror jeg ikke på det. I alt fald vil disse ekstraskatter ikke kunne dække de udgifter, som de røde partier så gerne vil have tørret af på skatteyderne.

De røde har fået flertal, men det ændrer ikke på de økonomiske love. I folketinget kan de ændre på menneskeskabte love, men de kan hverken ændre de økonomiske eller naturlovene. Derfor vil de på et tidspunkt møde deres frustration. Danmarks skatteydere er maksimalt belastet, og der er ingen politisk spiselige steder, hvor skatteskruen kan drejes, uden at provenu’et falder. Spørgsmålet er blot hvor mange finanslove, det tager, før de indser, at deres eventyrlige skattestigninger har ført dem i større problemer, og at de ikke kan indfri deres ønsker. Tænk hvis vi igen skal se Socialdemokratiet lægge stemmer til at hæve topskattegrænsen markant (det vil i øvrigt ikke give mig flere penge mellem hænderne, jeg betaler i forvejen ikke topskat, og har ikke udsigt til at gøre det).

Inden jeg afslutter indlægget vil jeg kort bemærke, at jeg tog fejl om Rasmus Paludan. Jeg forudsagde, at han ville komme i Folketinget, men det kom han som bekendt ikke. I stedet vil han bruge sin partistøtte over de næste fire år til at føre sine demonstrationer videre i en stædig kamp for at sprede sit budskab. Gad vide om han stiller op til kommunalvalget i stedet?

 

Ludwig von Mises, Human Action s. 756:

Rulers do not like to admit that their power is restricted by any laws other than those of physics and biology. They never ascribe their failures and frustrations to the violation of economic law.

 

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

31 − 23 =

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.