Tillid til myndighederne 2: Smittetransmission, epidemimodeller og coronapas9 minutters læsning

Diskussionen af PCR test misbruget, som jeg lovede kom i dette afsnit, bringer jeg først i næste. Indlægget bliver for langt ellers.

I anden del af min serie om tillid til myndighederne ser jeg på deres håndtering af smitteforanstaltninger. Igen er det værd at understrege, at tillid til myndighederne ikke har nogen effekt på virussen, særligt ikke hvis man har tillid til myndighedernes anbefalinger, når de viser sig at være ineffektive.

Myndighedernes vurdering af smitterisiko, transmissionsvej, og hvilke midler der egnede sig til at reducere virussens skade på samfundet, har ændret sig undervejs. I starten meldte SST ud, at virussen ikke var luftbåren (se bilag til den første epidemilov L133 bilag 1 side 30), og man derfor kunne bruge samme forebyggende foranstaltninger som mod influenza, som fx var håndhygiejne, afstand og at undgå fysisk kontakt, som fx kram, kindkys og håndtryk. En video fra Sundhedsstyrelsen understreger, at der er to smitteveje ved coronavirus: kontakt og dråbesmitte.

Det ironiske ved den oprindelige udmelding er, at smitte fra begge vira også kan transmitteres via viruspartiklerne i udåndingsluften (aerosolerne) fra en smittet person. Dem skal man også forsøge at undgå. De kan ganske vist være indkapslet i dråber, som opfører sig som omtalt af myndighederne, men det er ikke den eneste smittevej. Ifølge et metastudie fra Oxford transmitterer luften også smitten.

De nye vejledninger fra SST om coronasmitte refererer stadig til kontakt- og dråbesmitte, men bruger ikke ordet aerosoler. I stedet kaldes smitte over længere afstande for smitte med “mikrodråber” – som SST anerkender også kan blive hængende i luften. Det er åbenbart ikke så nemt for SST at slippe et veletableret navn som dråbesmitte og anerkende et nyt.

Aerosoler fra virus er usynlige med det blotte øje, de kan bevæge sig mange flere meter end 2, potentielt i hele rummet man opholder sig i, og deres langsomme vej mod jorden kan tage flere timer. Holder man afstand til mennesker, undgår knus og kram og vasker hænder for at undgå corona- eller influenzavirus, begår man en fejl ved at fokusere på det synlige og let identificerbare (det andet menneske), mens man overser en væsentlig transmissionsvej for smitte (luftens bevægelse i rummet).

Rådene kan derfor blive overflødige, hvis den primære smittevej er igennem luften. Hvad nytter det at holde 2m afstand til en person, hvis viruspartiklerne bevæger sig usynligt igennem luften i hele rummet? Så kan du vel lige så godt nyde det gode og nære selskab og tage chancen for, om personen er smittende, eller ej. Og hvis ikke du vil tage chancen, skal du nok undgå at dele rum med personen – eller lufte jævnligt ud (som SST også er begyndt at anbefale).

Den oprindelige opfattelse af virussens transmissionsvej fik bl.a. udslag i den evidensløse og nævenyttige fokus på fysisk afstand i første generation af epidemimodellerne. Hvis virussen transmitteredes udelukkende igennem relativt tunge dråber, der hurtigt faldt til jorden, kunne man mindske smitten ved at holde afstand til den person, som udsendte dråberne. Simpelt, plausibelt, men forkert.

Epidemimodellerne i 2020

Det forhold, at epidemimodellerne fokuserede voldsomt meget på fysisk afstand mellem mennesker, brugte jeg selv en del tid til at læse op på, og endte med at beskrive mit fund i et længere blogindlæg. Her gennemgik jeg i detaljer rapporterne, myndighedernes udmeldinger og webinaret for de første epidemimodeller, der var bygget op omkring den evidensløse påstand, at transmissionen af corona kunne reduceres markant ved at holde 2 meter afstand til hinanden.

Afstanden på 1 eller 2 meter mellem interagerende mennesker blev det centrale element i modellerne, og selvom man vidste, at der ikke fandtes evidens for den fysiske afstands effekt på smitten, fortsatte myndighederne med at lægge vægt på fysisk afstand og udgav en perlerække af fuldstændigt ubrugelige modeller, der alle overdrev smittefaren voldsomt og tilskrev den fysiske afstand og nedlukningen æren for den moderate, faktiske udvikling.

For at få en smag på, hvor stærkt myndighederne understregede nødvendigheden af den fysiske afstand, kan vi se Kåre Mølbaks udsagn i nyheden på SSI den 24. april 2020, hvor han sagde “Afstand er indtil nu det stærkeste våben, vi overhovedet har i denne epidemi” og artiklen fortæller yderligere “at mere end en måneds indsats for at dæmme op for smitten kan blive tabt på kort tid, hvis vi slækker på afstanden for hurtigt.

Udsagnet kommer vist ikke fra en ydmyg videnskabsmand, der blot ønsker at vejlede befolkningen, så godt han kan ved brug af den nyeste viden. Han var ikke drevet af empiriske undersøgelser og grundig kontrol med de relevante variable. I stedet fastholdt han en evidensløs tro på den fysiske afstands eminente position som middel til kontrol med epidemien.

Mølbaks udtalelser var forkerte – ikke fordi han tog fejl – men fordi han ikke var åben om de usikkerheder og fejlkilder, der lå i modellen. Det mest effektive våben mod epidemien var ikke afstand, det var nærmere en kombination af immunitet igennem smitte og sæsoneffekt af det forår, han harcelerede i midten af. Mølbak burde have vidst det. Men måske følte han en tryghed ved, at hans ryg var dækket af modellens forudsigelser. Desværre viste det sig, at epidemimodellerne gav ham en falsk tryghed, men dengang var Mølbak ikke interesseret i kritisk tankegang. I et ledsagende notat til ekspertrapporten, udgivet den 16. april 2020, skrev han:

Eksempelvis vil der være en risiko for, at belastningen på intensivafdelingerne stiger til 590 indlagte patienter i en udvidet fase 1 åbning der omfatter alle nye initiativer, og hvor der ikke længere opretholdes fysisk afstand (se tabel 6).

Med en matematisk model kan man gøre selv små ting til en risiko. Modellerne var ikke verificeret mod virkelig data, deres struktur var ny, og selvom forskerne har forsøgt deres bedste på at modellere udviklingen af epidemien, blev den bygget på en række forudsætninger, der var forkerte, og gang på gang viste sig at give dårlige estimater. De var så dårlige, at modellen end ikke kunne estimere toppen af epidemien, da den var passeret forbi!

Senere beskrev professorerne bag modellen i deres webinar, at den fysiske afstand egentlig bare var en “fudge factor“, som de forsøgte at skrue på, så modellen gav dem de resultater, de søgte. Hvis jeg skal være lidt mere moderat, end jeg var, da jeg opdagede det første gang, så kan jeg godt se, at det er muligt, man forsøgte at estimere effekten af fysisk afstand igennem epidemimodellerne.

Hvis udgangspunktet var en verificeret model af smitte i samfundet med normal afstand, og man forsøgte at estimere forskellen efter indførelse af et større afstandskrav i samfundet, kunne man potentielt gøre det ved at skrue på modellen, til den igen passede med data.

Men det var ikke udgangspunktet. Så naturligvis er det forhastet og upræcist at kalde den faktor, der er den eneste, som kan korrigere for alle potentielle fejl i epidemimodellen, for fysisk afstand. Resten af modellen var netop ikke verificeret mod virkelig data, og fysisk afstand var ikke den eneste potentielle fejlkilde. Der må formodes at være mange usikkerheder i modellen, da den var den første af sin art i Danmark. Men alle disse potentielle usikkerheder og forsøg på at estimere sig til den fysiske afstands effekt blev ikke kommunikeret ud. Effekten af fysisk afstand blev solgt af myndighederne til offentligheden som sikker, væsentlig og pålidelig.

I begyndelsen burde man have forholdt sig ydmyg til modellens præcision og ikke anvendt den til noget som helst. Men selvom de var nyudviklede, uverificerede og bygget på et tyndt grundlag, forhindrede det ikke myndighederne i at stemme i med ministrene, når regeringen fremsatte modellens eventyrlige resultater som begrundelse for deres kommunistiske nedlukningspolitik.

Her burde en ægte videnskabsmand have sagt fra og pointeret modellens svagheder. Men det skete ikke. Modellerne blev brugt som var de færdigudviklede og havde en anvendelig præcision. Tilfældigvis viste modellerne altid, at regeringens ønskede politik var optimal. Men for den interesserede borger blev det hurtigt tydeligt, at modellerne var ude af stand til at forudse udviklingen af epidemien. Hver gang politikerne tøvende og spagt åbnede en del af samfundet, forudsagde modellen en stigning i smitten – som altid udeblev.

Det hjælper ikke på min tillid til myndighederne, at de selv opfinder en fudge factor som fysisk afstand, hvis effekt de gætter sig til, og bagefter understreger den kritiske nødvendighed af. Det centrale element i modellen viste sig at være oversolgt, og det var chokerende at opdage, hvor tyndt (grænsende til ikke eksisterende!) grundlaget var. Myndighedernes repræsentanter burde være ydmyge videnskabsmænd, der er mere interesseret i virkelig data end på modellernes forudsigelser. De burde først have vist deres model, når den var rimelig og har vist sin præcision i en vis udstrækning.

Problemet var, naturligvis, at epidemimodellerne var et resultat af, hvad skaberne af epidemimodellerne kaldte “myndighedsbetjening”. På almindeligt dansk kalder vi det for et bestillingsarbejde. Hvorfor skulle man fæstne sin tillid til sådan noget en gang til?

Coronapas

Da den fysiske afstands centrale rolle blev opgivet af myndighederne og regeringen, fandt politikerne en ny fantasifuld idé, som de gættede på, ville medvirke til at reducere smitten. Indretningen fik det absurde navn af coronapas, som antyder, at det sikrer passets indehaver mod, at han bærer corona med sig.

Essensen af coronapas er den systematiske måde, hvorpå myndigheder og politikerne erklærer, at de betragter dig som smittende, indtil det modsatte er bevist (eller sandsynliggjort). I sig selv er den idé en hån mod et civiliseret samfund, mest fordi en væsentlig hjørnesten i samfundet er tilliden til, at andre mennesker er fredelige og ikke udgør en fare mod dig, men også fordi der aldrig har været et tidspunkt, hvor det har været meningsfyldt ud fra et realistisk risikoperspektiv at betragte andre omkring dig som en smittefare.

Jeg kritiserede coronapasset tidligt i forløbet af tre grunde. Den første var, at det var krænkende at tvinge butiksejere til at kræve det af kunderne, at det var en tvungen byrde for skatteyderne, og til sidst at det ville være ineffektivt til at kontrollere smitte, fordi det blev krævet på steder, hvor end ikke SSI kunne finde smitte.

Coronapas har ændret sig meget sidenhen og kræves nu på arbejdspladser og i visse butikker. En måde at få sit coronapas på, er ved at tage imod vaccinen. Om du er immun overfor smitte, fordi du har antistoffer eller ej, er underordnet. Hvis det ikke er for længe siden, at du har fået en kanyle i din skulder et par gange, eller tre, og har ventet i en følgende karensperiode, må du passere corona kontrolløren.

Alternativt kan du tage en corona test, uanset du har symptomer, eller ej. Har du fået en positiv test på et tidspunkt, og din karensperiode udløber, giver den dig adgang til coronapas med en såkaldt infektion for en periode. Du skal ikke vise, at du har antistoffer i blodet. På den måde er en positiv corona test lige så overfladisk data som vaccinen i skulderen. Man behøver ikke at være immun i virkeligheden, bare myndighederne har data på dig. Mere om problemet med test af asymptomatiske i næste del af serien.

Jeg siger ikke, at vi bør forfølge coronapassets idé og kræve blodtest. Vi skal skrotte det pas, forlade jordhulerne og vende tilbage til civilisationen.

I en længere periode gav infektion og vaccine coronapas på lige vilkår: Dit coronapas var gyldigt i i 12 måneder. En test med PCR gav 96 timer og en antigen test gav 72 timers pas. Det holdt lige indtil myndighederne alligevel gjorde endnu et forsøg på at opnå deres mål om 90% vaccination.

Ud af den del af befolkningen, som var godkendt af myndighederne til at modtage vaccination, var knap 87% vaccineret den 1. november 2021. Det var meget tæt på målet, men nu skulle slutspurten sættes ind. Så blev der skruet på parametrene, for at presse flere borgere til at tage mod vaccinen.

På pressemødet 8. november havde Magnus Heunicke forklaret, at coronapasset ændres, så naturlig immunitet kun giver 6 måneders coronapas, mens vaccinerne giver 12 måneder. Det fik flere interesserede til at spørge, om det kunne være korrekt, at den naturlige immunitet kun dækkede i 6 måneder, mens vaccinerne dækkede 12 måneder?

Til det svarede Søren Brostrøm i et interview, at han havde dokumentation for, at naturlig immunitet altså ikke var nær så god som vaccinens.

Fredag den 7. december udkom SSIs nyeste rapport om gennembrudsinfektioner. Her inkluderede de for første gang en oversigt over vaccineret immunitet, naturlig immunitet og kombinationen af begge.

Kilde: Statens Serum Institut rapport over gennembrudsinfektioner uge 49.

Der er vist ikke meget at sige til det. Man forbløffes over, hvor kort tid der går mellem den ene myndighed offentligt udtaler sig skråsikkert om et forhold, der tydeligt er i modstrid med eksisterende dokumentation, før den anden myndighed udgiver en rapport, der modsiger udtalelsen og tilslutter sig konklusionen af de tidligere studier af naturlig immunitet. Det er mageløst at være vidne til, og underbygger igen blot, at det er fornuftigt at have en sund skepsis til udmeldinger fra myndighederne, der alt for ofte tager form af politisk propaganda.

I næste del af serien tager jeg fat på massetest, falske positive og opblæste corona tal.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

55 − 47 =

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.